af Christian Nitschelm og Dudier Geney, oversat af Harald Fastrup
Er kreationismen videnskabeligt acceptabel? Hvorfor er de kreationistiske teorier om oprindelsen af universet, livet og mennesket ikke videnskabeligt acceptable efter nærmere undersøgelse, og hvorfor er de uden interesse for videnskabens fremskridt, som de modsætter sig?
“Sammendrag : De kreationistiske teorier om universets oprindelse og alder og om livets og menneskets opståen er ofte i modstrid med vor nuværende viden indenfor så forskellige discipliner som geologi, palæontologi, biologi, fysik og astrofysik. De kreationistiske teologer, der læser Bibelen bogstaveligt, forsøger at bevise, at universets alder ikke kan være højere end ti tusinde år, og at Jorden har været genstand for en katastrofal Syndflod indenfor dette tidsrum. Vi vil se nærmere på de kreationistiske ideer, særligt angående Universets alder og arternes udvikling og vise, at de ikke er acceptable for en nærmere videnskabelig undersøgelse”.
Endnu i dag er mange kristne af evangelisk observans af den opfattelse, at Bibelen og skabelsesberetningen skal opfattes bogstaveligt. De må betegnes som “kreationister” og “fundamentalister”. Deres opfattelse af de hellige skrifter medfører, at de opfatter Bibelen som en samling værker af videnskabelig karakter. Det er dog nødvendigt for dem at udføre forskning for at udbrede deres tanker. Disse studier udføres ved “Center for kreationistisk forskning”, der hovedsageligt findes i USA.
Denne tro har som udgangspunkt skabelsen af Jorden og Universet i eet nu af en almægtig Gud, de kristnes Gud. Denne skabelse, der er udførligt beskrevet i skabelsesberetningen på en halvvidenskabelig måde, blev derefter videreudviklet på seks dage à 24 timer, hvorved den verden, vi kender i dag, opstod. Gud befolkede denne verden med planter, hav- og landdyr og endelig på den sjette dag med et menneskepar, som var afslutningen på skabelsen. Disse mennesker er således fyrster i det jordiske Paradis, hvor de kun skal stå til regnskab for Gud. En umiddelbar følge af dette er, at Universets alder skal forøges i størrelsesordenen ti tusinde år for at kunne indpasses i den bibelske kronologi. På samme måde har Gud skabt de levende væsener, i særdeleshed mennesket, i den form, hvori de fremstår i dag. Som følge heraf er tanken om en udvikling i modstrid med Bibelens tekst, og det er derfor nødvendigt at bevise, at Neo-Darwinismen er falsk.
Et andet postulat, som de kreationistiske teologer elsker, er eksistensen af en Syndflod, som Gud sendte for at straffe menneskeheden, og hvoraf kun en håndfuld overlevende blev reddet i en Ark, der også indeholdt et par af hver dyreart. Denne Ark er et af de vigtigste mål for den kreationistiske forskning, der organiserer arkæologiske ekspeditioner for at finde bjerget Ararat, som man især søger i det nuværende Tyrkiet. (Arken strandede ifølge Bibelen på Ararat). (Se artiklen af P. Thuillier i “La Recherche”, marts 1978, 87, vol. 9 pp. 258-266).
De kreationistiske argumenter fremføres ofte, til tider meget behændigt, overfor eksisterende fejl i visse videnskabelige teorier, som kritiseres med sproglige finurligheder og erstattes med guddommelig indgriben, som naturligvis er fejlfri.
Den kreationistiske tænkning præsenteres som følger: Videnskaberne skal udelukkende bekræfte de bibelske skrifter. Hvis de afkræfter dem, er de eo ipso falske, da den eneste sandhed findes i skriftsted x kapitel y i bog z, som er den guddommelige åbenbaring i Bibelen, som skal tages bogstaveligt. Videnskaben og erfaringen er således overtrædelser, når de modsiger denne enkle tankegang.
Rekapitulation af den kreationistiske logik
Gud
Bibelen ( skrevet under guddommelig inspiration).
Fuldstændig og tilstrækkelig forklaring af Verden.
Dette skema giver en ide om arten af den kreationistiske tankegang. Målet er at retfærdiggøre de moralske livsregler for de troende ved hjælp af en bogstavelig opfattelse af Bibelens hellige skrifter: Bibelen indeholder alt det, der er nødvendigt at vide.
Visse videnskabelige teorier, der absolut ikke stemmer overens med den kreationistiske tankegang, bliver således angrebet voldsomt eller manipuleret af pseudo-forskere, som ignorerer det videnskabelige eksperiment udfra et dogme, der er udledt af en universel teori. For sådanne personer har fysiske eksperimenter og målinger kun værdi, sålænge de synes at bekræfte deres synspunkter. Under dække af en “kristen moral”, går de så langt som at varsle proces mod amerikanske stater, der tillader universitetsundervisning i den Neo-Darwinistiske evolutionsteori, deres hovedfjende, og vil tvinge underviserne til at forkynde, i det mindste på lige fod med de evolutionistiske, de kreationistiske påstande, med en voldsomhed, der videnskabeligt er meget diskutabel (se angående de opsigtsvækkende retssager i USA artiklen af P. Thuillier i “La Recherche” juni 1981, 123, vol. 12, pp. 710-719).- Se endvidere, udover Bibelen, alle de kreationistiske værker, der er anført i bibliografien (I-VIII) .
Den nuværende viden viser, at hovedparten af de argumenter, der anføres fra kreationistisk (eller fundamentalistisk) side enten ikke er acceptable, er falske eller bevidst forfalskede. Vi vil derfor undersøge nogle af disse argumenter, især dem, der angår Universets alder og arternes udvikling i lyset af discipliner som geologi, biologi, astrofysik eller fysik og vise deres manglende holdbarhed med hensyn til analyse og manglende videnskabeligt fundament af basal viden om Universet og dets bestanddele.
Astrofysik
De kreationistiske hovedargumenter angår systemet Jord-Måne, udviklingen af dets kinetiske energi og hele solsystemet.
Det vil her være tilstrækkeligt at sige, at systemet Jord-Måne ikke er enestående. Månen er ikke den største satellit med hensyn til størrelse i forhold til moderplaneten, heller ikke den største med hensyn til kinetisk energi. Denne plads indtager Charon, Plutos eneste kendte satellit, som indtager første pladsen. Astronomerne kender i dag asteroider tættere på Jorden, der har den dobbelte masse, såvel som talrige dobbeltstjerner (XI, XIII XVIII) . Endvidere er den tilsyneladende overensstemmelse mellem Månens og Solens diametre, set fra Jorden, ikke enestående. Man kan have totale gensidige formørkelser af Jupiters måner (hvilket skete gentagne gange i 1997) (XV) . Endvidere fjerner Månen sig i øjeblikket fra os, og det vil resultere i, at der ikke længere vil være totale solformørkelser, men kun ringformede. (XIII, XVII) .
Når man regner på de kinetiske momenter for solsystemet, ser man, at momenterne for Venus og Uranus er ubetydelige, hvilket kan forklare, at de to planeter har en retrograd rotation, og at Uranus’ rotationsakse næsten er parallel med Ecliptica. Man ser også, at kæmpeplaneterne, særligt Jupiter, lægger beslag på størstedelen af det kinetiske moment for solsystemet i deres rotation omkring vor stjerne. Solen bidrager kun svagt til denne, hovedsagelig ved rotationen omkring sin egen akse.
Hvad angår Solsystemets dannelse er der i dag enighed om fortætningsteorien (XI, XVI, XVII) . Kun dannelsen af Månen er der tvivl om (Kreationisterne undlader ikke at gøre opmærksom på dette), selv om en fortætningsmekanisme synes troværdig. Månens alder er den samme som Jordens og det øvrige solsystems. Alle videnskabsfolk, der er værdige til denne betegnelse, er enige på dette punkt: 4,6 milliarder år. Bevarelse af det totale kinetiske moment for solsystemet siden dannelsen udelukker ikke en variation i fordelingen som følge af lokale forstyrrelser (Venus’ og Uranus’ ubetydelige kinetiske moment f. eks.). Det forhold, at Uranus’ rotationsakse er næsten parallelt med Ecliptica kan forklares ved tidevandsforstyrrelser o.l., da solsystemet blev dannet. Solens lille kinetiske moment (3%) som udgør 0.999 af den totale masse i forhold til planeterne (97%) passer godt i teorien om urtågen. Overførslen af det kinetiske moment fra urtågen til planeterne forklares let ved en viskøs mekanisme, der skyldes magnetiske kræfter.
Kreationisterne hævder med støtte i skabelsesberetningen, at Jordens og Universets alder ikke kan overskride tolv tusinde år. (Der er uenighed om grænsen). Som følge heraf kan vi ikke observere objekter, der er længere borte end tolv tusinde lysår. Især kan vi ikke se alle galakserne, ekstragalaktiske supernovaer, som kunne være eksploderet før universets guddommelige skabelse, og heller ikke kvasarer, der er endnu længere borte. Som følge af en sådan logik skulle den klare supernova, der blev iagttaget den 24 februar 1987, ikke kunne være set! Og dog iagttager astronomerne objekter på tolv milliarder lysårs afstand, d.v.s. begivenheder, der fandt sted for tolv milliarder år siden. Universet er således mindst tolv milliarder år og ikke tolv tusinde år gammelt (et objekt kan ikke udsende lys før det er dannet!). Lad os lige nævne, at lysets hastighed er konstant, og at et fjernt objekt ses i en tidsalder, der er desto ældre, jo fjernere objektet er (X, XIV) .
Nogle kreationister besvarer dette videnskabelige argument ved at hævde, at Gud skabte universet med en tilsyneladende alder, der ville narre astronomerne. Det er vor ydmyge opfattelse, at dette er en mærkelig tanke om den gudelige moral: Gud skulle altså være et særdeles snu væsen, der ville skabe forvirring ved at skabe lys, der ikke stammer fra en lysgiver og dog vise os ikke-eksisterende objekter, kun for at skabe tvivl hos den almindelige troende! Ydermere medfører denne vanvittige teori, at de dele af universet, der findes i en sfære med centrum i Jorden og med radius af det antal lysår, der er forløbet siden den guddommelige skabelse, til hver tid skulle være større end det guddommelige univers. På denne måde fortsætter strålerne fra vort univers under skabelse at udbrede sig langs periferien, stråler, som kun er omkring 1800 år gamle, fortsætter altså med at vokse med lysets hastighed. Altså er Jorden universets centrum. Med sådanne ræsonnementer vil summen af kundskaber sættes 1800 år tilbage til en geocentrisme, der er så tåbelig, at hverken Ptolemæus eller Aristoteles ville have vovet at forestille sig den!
Kreationismen begiver sig her ud i rent vanvid og forklarer absolut ikke de facts, vi kan iagttage, men modsiger dem rent ud. En god teori må være sammenhængende og logisk uden at modsige de facts, vi kan iagttage.
De nye astrofysiske resultater
De nye laser-målinger af Månens afstand har definitivt fastslået, at jordens hastighed mindskes, og at Månens afstand øges. Og at kontinentaldriften er bekræftet, tre videnskabelige teorier, der ikke falder i kreationisternes smag, da de absolut ikke stemmer overens med et billede af et univers, der ikke har ændret sig siden skabelsen .Dette viser tydeligt svagheden i kreationisternes argumenter for et statisk univers. Jord-Månesystemet ændres med tiden. Udviklingen af nye målemetoder, især tidsmålingen, bekræfter de videnskabelige teorier til stor skade for deres modstandere.
Liv udenfor Jorden
Muligheden for liv udenfor Jorden synes at genere Kreationisterne meget. De skjuler sig bag usikkerheden for ikke at give sig i lag med denne mulighed: Hvordan skal man forklare det udfra det bibelske mønster? De synes at ignorere de nylige statistiske beregninger udfra vor nuværende viden: Ca. én af hundrede tusinde stjerner kan “huse” en planet, der kan have én eller flere former for liv på overfladen eller i atmosfæren. Fremkomsten af disse livsformer ville følge en evolutionær vej som på Jorden, hvilket gør det berettiget at tro, at nogle af disse livsformer vil have nået et niveau, der kan sammenlignes med eller overgå vort. Livsformerne udenfor Jorden må være meget forskellige og meget forskellige fra vore, selv om man genfinder de samme basale kemiske forbindelser i mange af de store interstellare gas- og støvskyer (i særdeleshed kulilte, cyanforbindelser, formaldehyd, ethanol etc.) (XI, XVI) . En mulighed for liv på Titan, en af Saturns måner, bekræfter disse antagelser. Titan er i øjeblikket den sandsynligste kandidat til at huse liv i solsystemet. Dens atmosfære ligner meget atmosfæren omkring den tidlige Jord: Kvælstof, ammoniak, metan og spor af vand (?). Dens udforskning ved hjælp af satellitter er planlagt til år 2004. Muligheden af et liv udenfor Jorden kan ikke indpasses i det kreationistiske skema, i særdeleshed ikke intelligent liv, når man tager dets antropomorfe livssyn i betragtning (efter det kreationistiske dogme er Jorden det unikke åndelige centrum i universet). En påvisning af liv udenfor Jorden ville være en triumf for videnskaben og et knusende slag for de kreationistiske påstande.
Fysik
Lad os her tale lidt om den kapitale bommert, som kreatiostisterne har begået indenfor fysikken. De har opfattet termodynamikkens andet princip fejlagtigt, hvilket fuldstændigt fordrejer dets indhold. Termodynamikkens andet Princip lyder således:
For et isoleret termodynamisk system kan den producerede entropi (uorden) kun vokse.
Vi kender i øjeblikket kun et enkelt isoleret teromodynamisk system: Universet i sin helhed , hvor det andet termodynamiske princip gælder, idet der dog kan ske lokale afvigelser. Jorden og dens levende væsener er ikke isolerede eller lukkede termodynamiske systemer, idet de udveksler materie og energi med omgivelserne, og det andet princip gælder derfor ikke.
Da kreationisterne vil bevise umuligheden af evolutionen, forfalsker de det andet princip ved at erstatte et isoleret system med hele systemet , hvilket er fuldstændig absurd. Ingen konstruktiv evolution ville herefter være mulig, især ville livet være en umulighed (XII) .
Metoder til radioaktiv datering
Et andet af kreationisternes “sorte får” er muligheden for med en god præcision at kunne måle tiden efter solsystemets dannelse lige til vor tid ved hjælp af mængden af radioaktivt materiale i klipper og fossiler. Kreationisterne, der forsøger at bevise, at Jordens alder er omkring ti tusinde år, forsøger at finde fejl i målingerne og princippet i dem. Med en god portion skepsis og mange tvivlsomme resultater når de til at kunne fremsætte en “kritik” af de opnåede resultater. For eksempel kan en granit give forskellige resultater med hensyn til alderen af dens forskellige komponenter (afvigelser på indtil det dobbelte), hvilket er fuldstændig naturligt og forklarligt udfra dannelsen af denne granit, men som kreationisterne opfatter som en fejl ved dateringen. Det samme gælder stenprøver fra Månen og meteoriter, som stemmer godt overens, dog med måleafvigelser, som kreationisterne kan lide at bruge til at forsøge at bevise uholdbarheden i dateringsmetoderne. Kulstof-14 metoden er især én af deres kæpheste, den er ret unøjagtig, dog roses den til skyerne, når den bekræfter en bibelsk alder!
Kreationisternes kritik af analysen af de indtil nu opnåede resultater er lidet overbevisende, især angående måne- og meteorit-klippestykkerne, disse resultater stemmer godt overens: Solsystemet er godt 4.56 milliarder år gammelt og ikke ti tusinde år, selv om det mishager dem! Argumenterne angående målingerne af jordiske klippestykker såsom granit tager ikke hensyn til dette materiales natur, idet det er sammensat af komponenter af forskellig alder.
Sammenlignende analyser af andre dateringsmetoder bekræfter kvaliteten, troværdigheden og præcisionen. Man finder intet spor af en verdensomspændende syndflod, hvilket kommer mange, der læser Bibelen bogstaveligt, på tværs: Det forklarer deres aggressivitet med hensyn til disse metoder.
Geologi
I deres introduktion til “geologiske facts” fremstiller kreationisterne et argument, der er kunstigt, idet det focuserer interessen på de sedimentære klippelag på bekostning af de metamorfe. Dette skridt fjerner interessen fra to vigtige kendsgerninger. For det første er der også fossiler i de metamorfe lag, om end de er sjældnere og i en dårligere konserveringstilstand. Dernæst er de sedimentære lag, der ikke har været udsat for så store tryk og så høje temperaturer, at de er blevet metamorfe, lettere at undersøge. Det resulterer logisk i, at kendskabet til disse lag er større end til de metamorfe klipper, hvis udforskning kræver et tungere og mere moderne materiel. Dog kan det forbavse, at kreationisterne fremfører, at det, der er mest kendt (sedimenter) er mere interessant end resten (metamorfe og vulkanske lag). Dette resulterer tilsyneladende i en sammenblanding af det, der er let at udforske og det mere vanskelige, et forhold, der måske mere er af filosofisk karakter, men absolut uvidenskabeligt.
Aktualismen
Denne geologiske teori er af aktuel interesse, idet den omhandler de aktuelle begivenheder for bedre at kunne forstå de foregående. Det står klart, at denne teori ikke er verificeret i alle detaljer, men den kan vise sig meget nyttig. Aktualismen blev grundlagt i det XVIII århundrede af Lomonossov & Hutton, den blev genoplivet af Lyell, men teorien er på ingen måde præsenteret som basis for den klassiske geologi i skolerne og på universiteterne, hvis kritik afstikker grænserne for dens forskningsområde, den er verificeret i mange tilfælde og munder ud i en sund fremgangsmåde, der er logisk og spørgende, hvilket berettiger, at den bruges i undervisningen.
Kreationisterne hævder, at Aktualismen betragter naturens fænomener som ikke-variable. Denne definition er ufuldstændig og diskutabel. Aktualismen tillader geologien at stille sig følgende spørgsmål: Producerer de samme indskrænkninger i de samme omgivelser altid de samme virkninger? I visse tilfælde er det verificeret. Det er altså normalt, at Aktualismen bevarer den plads, der tilkommer den.
Kreationisterne holder sig til ældre bibliografiske referencer, som om geologiens historie sluttede i det XIX århundrede. For at gå ind på deres spil vil vi citere B. de Maillet’s arbejde: “Telliamed”, der er skrevet i det XVII århundrede og findes i filosofiske værker, skrevet på fransk. Denne forfatter bruger et formelt påskud til at forbigå en fremragende videnskabelig meddelelse, forbavsende moderne, af hensyn til religiøs opposition, som lammede videnskaben, da den ville koncentrere sig om Geologi og Palæontologi, d.v.s. vor fjerne fortid.
Geologerne hævder ikke, at “intet har forandret sig siden begyndelsen”, men hævder, at mellem Cayeux’s “gamle årsager”, som vi ikke kan observere i dag, og de aktuelle årsager er der et hele, som ikke kan adskilles fra de aktuelle og tidligere facts. Det er derfor uantageligt at se bort fra noget.
For eksempel er vulkanudbruddene, som bruges til at påvise Aktualismens svage fundament, dårligt valgt. For eksempel udvikles magma-reservoirerne med tiden, så vulkanen vil ikke præstere de samme udbrud i hele sin aktive periode og kan overgå fra én vulkantype til en anden.
Det samme gælder mængden af sedimenter. Disse varierer både i rum og tid, idet de følger en velkendt cyklus erosion-sediment. Det er klart, at disse to komponenter er variable, dog ikke indpasset i Aktualismen. Erosionens problem er set med kreationisternes øjne let at løse. For at vise dens betydning i visse epoker, er det tilstrækkeligt at iagttage hvilken som helst klippe, hvis oprindelsessted (opdukken på overfladen) og lokale udbredelse er kendt. Hvis der eksisterede en større forhindring (et bjerg f. eks.), er det klart, at kun erosionen af denne forhindring vil muliggøre spredningen. Dette viser erosionens betydelige rolle, men også, hvor svag og flygtig kreationisterne vil have os til at tro, den er.
Endelig, det sidste tvivlsomme argument: magnetismen. Man ved, at den varierer med tiden. Der er udført meget interessante studier af magnetiske partikler, opsamlet fra lava. Der er ingen som helst grund til at påstå, at de magnetiske poler ikke bevæger sig med tiden.
Alle disse eksempler, der strider mod Aktualismen, sætter på ingen måde spørgsmålstegn ved dens solide fundament. Geologerne har aldrig sagt, at intet har forandret sig siden begyndelsen. Det drejer sig om en dårlig hensigt fra kreationisternes side og en intellektuel manipulation uden saglig basis.
Denne kreationistiske argumentation har katastrofeteoriens rehabilitering som formål, og man mener hermed at kunne forklare den bibelske Syndflod i første Mosebog (se P. Thuillier i “La Recherche”, marts 1978, 87, bind 9, pp.258-266). Man må først videnskabeligt definere katastrofens art (jordskælv, vulkanudbrud, bjergdannelse?), så snart det er muligt at vise en miljøkatastrofe i forhold til en tynd jordskorpe og sætte den ind i den bibelske ramme. Derfra og til at slutte “den nødvendige formindskelse af den geologiske tid” er noget, vi har svært ved at fatte.
Med hensyn til udviklingen af naturen og Jordens sammensætning, har man forsøgt at vise, at de perioder, geologerne har beskrevet, er for lange, idet man har henvist til erosions-sedimenterings-cirklen. Der er ikke taget hensyn til tre meget vigtige kendsgerninger:
- Kontinenternes placering og deres drift.
- De gamle bjergdannelser.
- De klimatiske ændringer.
Det er helt utilladeligt ikke at tage hensyn til disse facts, selv om de får kreationisternes hypotese, som vil forklare alt udfra en syndflodsteori, til at fremstå hasarderet.
Palæontologi
Hvad angår de “palæontologiske fakta”, er kreationisternes pseudo-klassifikation følgende: Arter, der er identiske med vore, forsvundne arter og endelig arter, der er forskellige .fra vore, men dog ligner dem. Den videnskabelige klassifikation er følgende: Entydige fossiler, fossiler, der ligner, og endelig “dårlige fossiler”. Denne klassificering er mere praktisk og mere klar, og meget mere logisk end den, som den kreationistiske litteratur fremstiller. De eksempler, som kreationisterne giver, kan der sættes spørgsmålstegn ved, og de bliver eentydige i den palæontologiske klassificering. Det mest overraskende findes i denne sætning: “Arter, der er forskellige fra vore, men som ligner dem”. Man erkender altså evolutionen, men uden at bruge den rette betegnelse!
Biologi
Alting bliver meget hasarderet, når man beskæftiger sig med de “biologiske fakta”. Kreationisterne er blevet stående på Fixismens primitive stadium. I det XVIII og det XIX århundrede blev den teori forladt til fordel for Transformismen, Lamarckismen og Darwinismen, der er mere realistiske. Den genetiske Transformisme, der hviler på eksperimenter, har påpeget Fixismens manglende fundament. Palæontologien interesserer sig for overgangsformer, eftersom alle årsagerne (multiple!) til evolutionen ikke er opklarede. Trods denne indskrænkning må man ikke glemme Fader Teilhard de Chardin’s rammende bemærkning, at den naturlige fordeling af levende væsener i rum og tid er den bedste demonstration af Transformismen (se artiklen af Luc Plateaux).
Kreationisterne påstår især, at man ikke kan iagttage arternes udvikling i hele den historiske tid, hvilket er helt forkert, eftersom evolutionen er særdeles vel iagttaget i historisk tid. Endvidere forsøger de at sandsynliggøre fejl i evolutionisternes biologiske teorier, der omhandler visse fakta, som det endnu er vanskeligt at forklare, hvad der får dem til at fremsætte helt fejlagtige udtalelser om de biologiske videnskabers status. I særdeleshed fremhæves de positive mutationer som store problemer for videnskaben, hvilket ikke har været tilfældet længe. Endelig hager de sig fast i problemet med de manglende led i kæden, hvad der forleder dem til at sige mange dumheder.
Zoologi
Når man følger en kreationistisk hypotese kan man naturligvis spørge sig selv, hvordan de forskellige dyrearter bar sig ad med at finde deres aktuelle levested efter Syndfloden. Ifølge den bibelske tekst strandede Noas Ark på toppen af bjerget Ararat i det nuværende Tyrkiet. Der er visse dyrearter, der ikke eksisterer i dette område af kloden, men kun i Sydamerika og i Australien. Hvordan fandt pungdyrene vej, og hvorfor findes de kun i Australien? Hvordan er det gået til, at visse landsneglearter kun findes på øer i det sydlige Stillehav? Og hvordan er dovendyret kommet til Sydamerika? Selv om der har været en landfast forbindelse mellem kontinenterne, har dovendyret skullet bruge mindst tyve tusinde år for at nå frem til sit nuværende opholdssted! (Angående dette se bogen “Le monde qui a péri” (Den uddøde verden) af J. C. Whitcomb Jr, der er nævnt i bibliografien som nr. VI af de kreationistiske værker, side 25 angående kænguruerne (teksten er citeret i det foregående afsnit). Her når man højdepunktet af vanvid!).
Lad os nu være alvorlige! Hvis alle dyrene har bredt sig fra bjerget Ararat, ville deres fordeling på jordkloden vise dette mere tydeligt. De skulle også have brugt mere tid!
Konklusion
Vi har nu vist, at Kreationismen kun hviler på sparsomt videnskabeligt grundlag og at den er uantagelig for vor nuværende viden. Med hensyn til oprindelsen af mennesket, livet og universet har den intet at byde på. Imidlertid fortsætter de kritiske kreationister med at fremsætte overvejelser over den risiko, der altid er til stede ved at dogmatisere enhver videnskabelig teori og med hensyn til videnskabsfolkenes partiskhed, som de kreationistiske “forskere” giver os et glimrende eksempel på. Det er indlysende, at en god teori til enhver tid skal stå åben for forbedring, så snart en relevant erfaring stiller spørgsmålstegn ved den. Dette er absolut ikke tilfældet for Kreationismens vedkommende, den er stivnet i en ubevægelig Fixisme.
Vi må yderligere anføre, at de kreationistiske ideer er langt fra at være politisk neutrale. De støttes i USA af ultra-konservative eller racistiske bevægelser som “Ku Klux Klan” eller “John Birch Society”. For disse grupper er de evolutionistiske ideer farlige som støtte for Ateisme og Kommunisme. De samme grupper generer sig ikke for at retfærdiggøre deres racisme ved hjælp af evolutionen! Man må dog gøre sig klart, at ikke alle videnskabsfolk er helt neutrale angående dette synspunkt, og at deres idéer kan være mærket heraf (se angående dette eksemplet indenfor biologien med Lysenko i USSR under Stalintiden). For at kunne udbrede resultatet af de videnskabelige studier må man være fri for enhver dogmatisme.
Sluttelig kan vi anføre, at en videnskabelig teoris unøjagtighed ikke behøver at have noget at gøre med en unøjagtighed ved en konkurrerende kreationistisk teori, selv om denne sidste synes at kunne forklare alle de observerede fakta, hvilket i almindelighed ikke er tilfældet. Det er helt sikkert, at vor videnskabs aktuelle stade ikke giver en udtømmende forklaring på universets udvikling, men det er lige så sikkert, at de kreationistiske teorier er på fejlspor angående denne.
Disse bemærkninger får os til at tro, at videnskabsfolkene har en opgave med hensyn til at popularisere kendskabet til videnskaben for at undgå, at folk uden videnskabelig uddannelse bliver ofre for intellektuelt bedrageri såsom Kreationisme. Til dette formål er objektivitet såvel som fravær af sekterisme og forudfattede meninger absolut nødvendige.
Lad os en sidste gang præcisere, at vort formål med dette arbejde på ingen måde er at kritisere den kristne tro, som ofte kan forenes med en videnskabelig undersøgelse, men man må gøre sig faren ved en outreret religiøs sekterisme klar.
Bibliografi
Supplerende læsning i:
P. Thuillier dans La Recherche”, juni 1981, 123, vol. 12, 710-719 og marts, 87, vol. 9, 258-266:
Bible et Science: Darwin en procès.”
L’Arche de Noé et la Science.”
Værker, der fremstilller de kreationistiske teser
I: Flori, J. & Rasolofomasoandro, H.: 1974 , Évolution ou Création?”, éditions S.D.T., Dammarie-les-Lys, France.
II: La Vie: comment est-elle apparue? Évolution ou Création?”, 1985 , Watchtower Bible and tract society of New York, USA, (Témoins de Jéhovah).
III: L’Homme est-il le produit de l’Évolution ou de la Création?”, 1969 , Watchtower Bible and tract society of New York, USA, (Témoins de Jéhovah).
IV: Morris, H. M.: 1974 , Scientific Creationism”, Creation-Life Publications, San Diego, USA.
V: Vernet, D.: 1978 , La Bible et la Science”, nouvelle édition revue et complétée, Ligue pour la Lecture de la Bible, Guebwiller, Lausanne, Bruxelles.
VI: Whitcomb Jr, J. C.: 1973 , The World that perished”; en Français: Le monde qui a péri”, Baker Book House, Grand Rapids, USA.
VII: Whitcomb Jr, J. C. & Morris, H. M.: 1976 , The Genesis Flood. The biblical record and its scientific implications”, Baker Book House, Grand Rapids, USA, 20th ed.
VIII: Whitcomb Jr., J. C. & Young, D. B.: 1978 , The Moon, its creation, form and significance”, BMH Books, Winona Lake, Indiana, USA.
et évidemment, La BIBLE , et, en particulier, le Livre de la Genèse .
Værker, der fremstiller evolutionen udfra en kristen synsvinkel.
IX: Montenat, C., Plateaux, L. & Roux, P.: 1984 , Pour lire la Création dans l’Évolution”, éditions Cerf, Paris, (findes på engelsk)
Læsning af denne bog kan anbefales meget. Den viser, at det absolut er muligt at forene et videnskabeligt billede af verden og dens udvikling i de geologiske faser med en levende kristen tro, som Teilhard de Chardin allerede påviste i det foregående.
Astrofysik, fysik.
X: Allen, C. W.: 1973 , Astrophysical quantities”, 3rd ed., The Athone Press, University of London, UK.
XI: Brahic, A.: 1982 , Formation of planetary systems “, CNES, Cepadues éd., Toulouse.
XII: Brochard, J. B.: 1963 , Thermodynamique, cours à l’usage de la Licence”, éd. Masson, Paris.
XIII: Danjon, A.: 1959 , Astronomie Générale”, 2ème édition, J. & R. Sennac, Paris.
XIV: Ferries, T.: 1980 , Galaxies”, Thames and Hudson, London, UK (existe en français).
XV: Annuaire du Bureau des Longitudes: éphémérides pour 1997 “, 1996 , Bureau des Longitudes, Gauthier-Villards, Paris.
XVI: Le grand Atlas Universalis de l’Astronomie”, 1990 , sous la direction de Audouze, J., & Israël, G., 3ème édition, Encyclopaedia Universalis, Paris.
XVII: Lunar Science IV”, 4th Lunar Science Conference, Houston, 5th-8th March 1973 , edited by Chamberlain, J. W. & Watkis, C. , USA.
XVIII: The New Solar System”, 1990 , third edition, edited by Beatty, J. K., O’Leary, B. & Chaikin, A. , Sky Publishing Corporation, Cambridge, Massachusset, USA.
Geologi, palæontologi.
XIX: Fischer, J. C. : 1976 , Fossiles de tous les temps”, éd. du Pacifique, Paris.
XX: Moret, L.: 1965 , Manuel de Paléontologie Animale”, Masson, Paris.
XXI: Termier, H. & Termier, G.: 1952 , Histoire géologique de la biosphère”, Masson, Paris.
Biologi.
XXII: Darwin, Ch.: 1859 , On the Origine of Species by Means of Natural Selection or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life”, London, England (Traduction française: 1992 , L’origine des espèces au moyen de la sélection naturelle ou la préservation des races favorisées dans la lutte pour la vie”, GF-Flammarion, Paris).
– – – – –
Christian Nitchelm er astrofysiker, Dudier Geney er geolog
Kilde: Le créationnisme est-il scientifiquement recevable?
Link: Association Française pour l’Information Scientifique. © Christian Nitschelm og Dudier Geney
[*]
[*]
Debat
Deltag i debatten om dette emne på Facebook.
Deltag her.
Seneste kommentarer