af Christian Nitschelm, oversat af Harald Fastrup
Er kreationismen videnskabeligt acceptabel? En gennemgang af kreationisternes hovedteser om oprindelsen af universet, livet og mennesket
Præsentation af kreationismen
Der opstilles her en kort oversigt over Kreationismens ideer. Læseren kan uddybe emnet ved hjælp af bibliografien, der gives senere. I særdeleshed vil vi beskæftige os med bibelens skabelsesberetning i første kapitel af 1. Mosebog, ligesom Dr. J. C. Whitcomb Jr.s bog: “Verden, der er gået til grunde”, vil blive nærmere omtalt. Hvad det videnskabelige synspunkt angår, vil vi benytte os af det populærvidenskabelige materiale, der også er nævnt i bibliografien. Der forudsættes et godt kendskab til Neo-Darwinismen.
For at kunne forstå de kreationistiske ideer må man sætte sig ind i tankegangen hos en kristen, der er overbevist om de bibelske teksters ufejlbarlighed. For ham er de bibelske tekster skrevet halvvidenskabeligt af forfattere, der er direkte inspireret af Gud. Dette gælder især skabelsesberetningen, som beskriver Verdens tilblivelse. Mosebøgerne er Guds værk .Derfor kan selv det mindste skriftsted ikke betvivles. Dette medfører, at Bibelen må betragtes som det eneste værk, der fremstiller en tro, der er værdig til at give en fuldstændig forklaring på den verden, der omgiver os, dens oprindelse og udvikling. Fortiden kan ikke være forløbet på anden måde end her beskrevet (absolut kronologi). Denne opfattelse medfører en forsvarsholdning overfor de ideer og opdagelser, der kan så tvivl om denne sikkerhed .Stillet overfor de sidste århundreders videnskabelige opdagelser er der opstået kreationistiske teorier. Vi vil herefter benævne alle disse teorier Kreationisme.
Idet de går ud fra Skabelsesberetningen og andre bøger, forsøger kreationisterne på rigoristisk vis at beskrive, hvordan det hele er forløbet siden Verdens skabelse. Visse kristne, især teologer og nogle naturvidenskabsfolk (ofte af tvivlsom habitus) er fremstået som kreationistiske forskere, der forsvarer deres standpunkt videnskabeligt.. De bekræfter, at Gud skabte Himlen og Jorden, hvorefter han i løbet af seks dage skabte alt fra det livløse til det levende, fra dyr til mand og kvinde. Set i dette lys nedstammer alle mennesker fra et enkelt menneskepar, ligesom alle dyr nedstammer fra et enkelt dyrepar, skabt af Gud. I dette lys er teorien om arternes gradvise udvikling u-bibelsk. Denne teori kaldes i biologien for “Fixisme”.
Idet de holder sig til en bibelsk kronologi, støtter kreationisterne sig til en bibelsk tidsskala og regner sig frem til en jordisk alder på fra. seks tusinde til tolv tusinde år, med mindre afvigelser tilladt. Ifølge dem skete der, i hvert fald tre tusinde år før vor tid, en verdensomfattende katastrofe, kaldet Syndfloden, som ifølge Guds vilje dækkede hele jorden, og som kun en lille gruppe mennesker og et par af hver dyreart overlevede. Læg mærke til, at ifølge kreationisternes arbejder forsvandt dinosaurerne under Syndfloden, da de ikke var frelst af Gud. Når man således har etableret en kronologi for verdens skabelse ifølge de bibelske tekster, behøver man ikke eksperimenter til bekræftelse.
Det er tydeligt for enhver, at det er her, de største problemer opstår for kreationisterne: De videnskabelige teorier indenfor astrofysik, geologi, palæontologi og biologi stemmer tydeligt nok ikke overens med en verdensanskuelse, der bygger på en Syndflod, der har fundet sted fornylig. Da kreationisterne ikke kan acceptere de teorier, der strider mod de bibelske tekster, må de bestride dem for at bevise deres falskhed og de bibelske teksters ægthed. For at gøre dette bruger de et helt arsenal af argumenter, som vi vil undersøge senere. Disse argumenter er i hovedsagen af to typer: “Bibelske påstande” og “fejl ved videnskabelige argumenter”.
De vigtigste kreationistiske argumenter
Forfatterne af de hellige tekster var direkte inspireret af Gud. Det vil sige, at deres udsagn står over alle andres, især evolutionisternes. Deres skrifter kan ikke betvivles. Man må derfor se på svaghederne i de videnskabelige argumenter. De vigtigste kreationistiske argumenter baserer sig på disse, og er ofte meget spidsfindige. Visse af disse argumenter, selv om de i almindelighed er dårligt funderede, har betydelig slagkraft. Når argumenter, baseret på de videnskabelige teoriers fejl mangler, anføres bibelcitater som Guds egen bekræftelse.
Astrofysik
Kreationisternes vigtigste argumenter angår Jord-Månesystemet og det kinetiske system, som Solsystemet udgør. Efter kreationisterne er systemet Jord-Måne unikt, Månen er den naturlige største satellit, som moder jord har kunnet opspore, ligesom det er den største, som Jord-Månesystemet kunne “bære”. Teorien bag dannelsen af Solsystemet og udviklingen af mekanikken bag Solens planeter bliver undersøgt nøje for om muligt at påvise fejl. Især teorien om dannelsen af Månen, som stadig er omstridt, er model for falske videnskabelige teorier, som ikke kan forklare alle de aktuelle observationer. Disse argumenter angående Jord-Måne og deres kinetiske moment og hele mekanikken bag solsystemet bruges til at bevise, at disse systemer ikke er udviklet i tid.
Et andet bevis på sandheden i den guddommelige Skabelse er “miraklet” angående solformørkelser, det fænomen, at Månen og Solen ses i nøjagtig samme retning fra Jorden. Da disse argumenter er svage, må de kreationistiske forskere ty til bibelcitater for at bekræfte deres astrofysiske teorier. De forsøger især at koncentrere sig om nogle videnskabelige facts, såsom Jordens omløb om Solen og Universets udvidelse, idet man anvender nogle meget dristige fortolkninger (og benytter sig af nylige astrofysiske resultater!). Bibelen opfattes i lyset af aktuelle videnskabelige resultater, hvilket turde være et paradoks for disse mennesker, der afviser denne videnskab!
Fysik
De fysiske argumenter angående termodynamikkens andet princip, (forkert opfattet og meddelt), forsøger at bevise umuligheden af spontan skabelse. Termodynamikkens andet princip anføres af de kreationistiske forskere således:” I ethvert system kan entropien (uordenen) kun vokse”. I så tilfælde er det klart, at spontan opståen af liv er absolut umulig, hvilket også gælder enhver konstruktiv udvikling af et system, levende og ikke-levende. Imidlertid er det andet princip i termodynamikken lidt anderledes og kan ikke bruges til en sådan konklusion. En lignende kritik kan også anføres for det første princip og indenfor andre grene af fysikken, men uden konsekvenser for en eventuel bekræftelse af Kreationismen.
Metoderne til aldersbestemmelse ved hjælp af radioaktivt henfald, der klart modbeviser teorien om jordens korte alder (mellem seks tusinde og tolv tusinde år) undersøges nøje for om muligt at finde fejl. Klipper, der stammer fra Jorden sammenlignes med klippestykker fra Månen og fra meteoriter for at modbevise nogen overensstemmmelse. Man tyr endog til skriftsteder om Syndfloden for at bevise, at resultater angående dateringen er falske, hvorefter man mener, at sandheden om Syndfloden er bevist.
Palæontologi
De vigtigste kreationistiske argumenter indenfor palæontologien vedrører visse geologiske fænomener, der ikke kan forklares ved de herskende videnskabelige teorier, som f. eks. menneskelige fodaftryk side om side med dinosaurers, der viser, at de to arter levede samtidigt før syndfloden, eller visse fossile træstammer, hvis basis findes i et ældre lag, og hvis top findes i et senere lag. Sådanne facts er vanskelige at forklare indenfor de klassiske videnskabelige rammer. Imidlertid kan autenticiteten og den måde, de blev fundet på betvivles. De kunne være sammensat af prøver fra forskellige tidsaldre.
Biologi
Hovedargumentet i biologi består i, at man ikke har observeret arternes udvikling i hele den historiske tid, og at man mangler beviser angående de manglende led i kæden. Derfor er udviklingsteorien ugyldig, og alene Guds skabelse kan forklare eksistensen af de forskellige arter. En kritik af mutationsteorien, der hovedsageligt er baseret på forældede arbejder fremføres rigoristisk, men ender med fejlslutninger eller forældede synspunkter. Statistiske beregninger over muligheden for fremkomsten af liv, udført af kreationistiske forskere, fører til en entydig slutning: Kun Jorden er velsignet med liv, muligheden af en naturlig forekomst af liv er definitivt afvist. For øvrigt forsøger de kreationistiske “forskere” at påvise fejl i de aktuelle evolutionisters biologiske teorier, omhandlende visse fakta, der endnu er vanskelige at forklare, hvad der får dem til at komme med helt fejlagtige udtalelser om de biologiske videnskabers status. Især fremstilles de positive mutationer som store problemer for videnskaben, hvilket ikke har været tilfældet længe.
Zoologi
Kun de bibelske tekster tages i betragtning for at forklare, hvordan det hele er foregået. Anstødsstenen, som er spredningen af arterne på jordens overflade, omgås ved temmelig hasarderede antagelser såsom landfaste forbindelser mellem kontinenterne, der er forsvundet kort efter Syndfloden. De kreationistiske forskeres argumenter synes derfor lidet overbevisende. Man må dog gøre sig klart, at disse teorier ikke hviler på velfunderede observationer. Formålet er at bevise realiteten af Noas Ark som oprindelse til alle dyrearter efter Syndfloden. Det er et af de mest indviklede problemer, som de kreationistiske forskere søger at løse.
Lidt kreationistisk litteratur
For bedre at kunne forstå det kreationistiske ræsonnement vil vi citere nogle karakteristiske passager. Især et arbejde er karakteristisk: Le Monde qui a péri” (Verden, som uddøde) af J. C. Whitcomb Jr. (se bibliografien efter denne artikel, nr. VI). Bibelen anføres som et videnskabeligt værk.
På side 25 læser vi:
Spørgsmål: Hvordan har kænguruerne kunnet rejse fra Australien til Noas Ark?
Svar: Det behøvede de ikke at gøre. Der levede i hvert fald et par af hver dyreart på den faste jord, hvor Arken blev bygget, heriblandt kænguruer. Derfor kunne de forenes med Noa efter Guds befaling (1. Mosebog 6:20, 7:9) uden at skulle passere oceanerne.
Spørgsmål: Hvordan er kænguruerne kommet til Australien, efter at Arken strandede på Ararats bjerg efter syndfloden?
Svar: Det ser ud til, at Asien og Australien var forbundet med en stribe fastland umiddelbart efter Syndfloden. Efter denne fase indtrådte istiden, i hvilken sådanne mængder af vand var ophobet i polaregnene, at niveauet i verdenshavene var flere hundrede meter lavere end i dag. Kortlæggelsen af Stillehavets bund viser helt klart et kontinent, der strakte sig fra Indokina og næsten til Australien.
På side 28 kan vi læse:
De evolutionistiske videnskabsfolk tror, at dinosaurerne forsvandt millioner af år før mennesket viste sig på jorden. Men bibelen viser os, at mennesker og dinosaurer levede i samme epoke. F. eks. viser Paulus´ brev til Romerne (5:12 og 8:20-22) os, at døden ikke eksisterede før Adams synd. Således er dinosaurernes død og forstening indtrådt efter uddrivelsen fra Paradiset (1. Mosebog 3. kapitel). Det faktum, at der levede dinosaurer og brontosaurer i visse floddale i den nære Orient i hvert fald 2 tusinde år før Jesu fødsel fremgår af Jobs Bog (40:10-19) “Den æder græs som en okse. Se dog kraften i dens lænder, styrken i bugmusklerne! Den holder halen stiv som en cederstamme”. Nogle tror, det drejer sig om flodheste, men dette modsiges af beskrivelsen af halen, der “er som et cedertræ”.
De videnskabelige opdagelser bekræfter Bibelens angivelser på dette punkt. Man har fundet aftryk af menneskefødder sammen med aftryk af dinosaurer (Se Whitcomb & Morris: “Skabelses-floden” side 172-176). Hvis vi opfatter “dinosaurer” i den oprindelige betydning: “Frygtelige krybdyr”, er dinosaurerne endnu ikke forsvundet! Næsten 1000 drageøgler lever endnu på den lille indonesiske ø Komodo. Selv om de fleste er forsvundet og de sjældent er mere end 3,7 meter lange, kan nævnes, at den amerikanske alligator var næsten 6 meter lang ved århundredets begyndelse. Det er kun 5 hundrede år siden, at “aepyornis”, en dinosaurfugl på 3 meters højde og en vægt på et halvt ton levede på Madagaskar. Tiden er kommet til at danne sig et nyt billede af dinosaurerne.
På side 82-83 kan vi lære noget om kreationisternes måde at ræsonnere på.
Det er altså ikke overraskende, at Charles Lyell, som Darwin kaldte “uniformisternes hoved”, desperat opponerede mod skabelsesberetningen. Han håbede at kunne fjerne mennesket fra “den mosaiske fremstilling”. Især har den mosaiske Syndflod “været et mareridt for den geologiske videnskab”. Charles Lyell troede på Gud, og som mange videnskabsfolk, der opfatter sig som kristne, følte han sig ulykkeligt stillet overfor de første kapitler i skabelsesberetningen. Dette er tragisk, thi den herre Jesus Christus har fremhævet den guddommelige autoritet i Bibelens første bog og har ved flere lejligheder citeret den som værende sand og baseret på historiske kendsgerninger (Mathæus 19:4, Lukas 17:29,32). Især citeres han for at have henvist til Syndfloden som en overnaturlig domfældelse, der udslettede alle de væsener, der levede udenfor Arken og at have benævnt dette som en analogi med Verdens endelige dom (Mathæus 24:39, Lukas 17:26-30). Hvordan kan man foregive at være en kristen og samtidigt sætte spørgsmålstegn ved Jesu Christi udsagn?
Som en tilføjelse til sin konklusion, skrev forfatteren (side 169) i samme værk:
Forsvarerne af den bibelske katastrofe hævder ikke, at et eller andet geologisk fænomen erstatter Syndfloden. Den videnskabelige erfaringsfilosofi har aldrig været bestemt af Gud til at være det direkte og væsentlige middel til at forstå den bibelske åbenbaring. Tværtimod er skriften givet os som det lys, der behøves for at forstå oprindelsen og betydningen af vore geologiske omgivelser. På denne måde er den kristne engageret i en proces med fornuftige slutninger “Thi hos Dig er livets kilde; i Dit lys ser vi lyset” (Salmernes Bog 36:10). De geologiske kendsgerninger tjener i det højeste som illustrationer til Syndflodens realitet. Men det ultimative fundament for vor tro på dens realitet hviler på Vor Herre Jesus Christus og hans Apostle, ifølge dette bibelcitat: “Derfor gik den daværende verden til grunde ved at blive oversvømmet af vand”. (Peters andet brev 3:6).
Disse spredte tekster viser klart den kreationistiske tankegang. Bibelens tekst kan verificeres, og i det øjeblik Jesus har fastslået, at skabelsen og syndfloden er realiteter, kan dette kun være den eneste forklaring på tingene. De videnskabelige teorier, der modsiger de hellige tekster, bliver finkæmmet af de kreationistiske forfattere for at uddrage omtvistelige punkter. Bemærk, at de andre bøger er skrevet med samme formål, dog ifølge forfatterne med variationer med hensyn til opfattelsen af den bibelske kronologi med enorme afvigelser på seks eller ti tusinde år m.h.t. de geologiske perioder (Whitcomb 1973, Morris, 1974, Vernet, 1978). Ligeledes er der store afvigelser i opfattelsen af Syndflodens natur, både totalt og lokalt. Muligheden af en evolution begrænset til arternes indre indrømmes af visse af disse forfattere (Vernet, 1978).
Konklusion
Den kreationistiske forsker står overfor et hårdt arbejde: Han skal forene to uforenelige opfattelser af Universet. Efter et vigtigt bibliografisk arbejde, der giver ham en god indsigt i det, han angriber, det vil sige de ikke-bibelske videnskabelige teorier, skal han forsøge at bevise disses falskhed med argumenter, der gennemgående er svage. Han må erkende, at dette arbejde er alt andet end simpelt og anbringer ham i en position som fjende af videnskaben, en lidet comfortabel position! Videnskabsfolkene må som regel opfatte ham som en bagstræber, eller et levende fossil, der er anbragt der for at forhindre dem i at arbejde uforstyrret. Den kreationistiske forsker, der tager sin forskning alvorligt, vælger dog ikke den letteste vej for at komme til uigendrivelige resultater. Denne alvor er vanskelig at modbevise, sålænge forskeren forbliver overbevist om de bibelske tesers sandhed.
Vi må anføre, at langt fra alle kristne er kreationister. I øjeblikket er det kun de evangeliske kirker samt Baptisterne, Adventisterne og Pinsemissionen, såvel som Jehovas vidner, der officielt tilslutter sig denne holdning og bekender sig til en tro på de bibelske teksters ufejlbarlighed. De store kirker, Katolikkerne, Lutheranerne og Calvinisterne bevarer troen på en guddommelig skabelse samtidig med, at de betragter de bibelske tekster som formidler af en række guddommelige budskaber, som Gud har sendt sine troende via sine udvalgte. De erkender videnskabens ret til at opstille evolutionistiske modeller, som ikke strider mod teksterne læst i den rette ånd. Dog er der indenfor disse kirker visse “dissidenter”, der bekender sig til ideer, der ligger tæt på kreationisternes, i særdeleshed katolske fundamentalister. Det ser endvidere ud til, at mange kristne er kreationister på grund af manglende viden. De videnskabelige resultater har mange gange svært ved at udbrede sig i et sådant miljø!
Kilde: Le créationnisme est-il scientifiquement recevable? Association Française pour l’Information Scientifique. © Christian Nitschelm.
[*]
Debat
Deltag i debatten om dette emne på Facebook.
Deltag her.
Trackbacks/Pingbacks