Spontan selvforblændelse, Phyllis Newcombes selvantændelse

af Jan Willem Nienhuys, oversat af Ziggie Nybo Andersen

Ifølge en velkendt historie skulle en ung kvinde være brudt i brand af sig selv og være brændt op på kun en øjeblik på et propfyldt diskotek i Soho. Det skulle have fundet sted sidst i 50’erne – men hvad skete der egentlig?

Historien om Maybelle Andrews, der omkom på så tragisk og gådefuld vis, cirkulerede allerede i forskellige udgaver i populærlitteraturens underverden. Historien blev bragt op i det respekterede nederlandske blad, Onze Taal (“Vort Sprog”), for at illustrere en diskussion om et ord for spontan selvantændelse. Forfatteren havde hentet historien i personalebladet for brandvæsenet i Lelystad, hvilket gav fortællingen et skær af troværdighed. Man forventer nu engang ikke at brandvæsenet fortæller røverhistorier.

Jeg har undersøgt denne historie, og jeg tror at jeg har fundet ud af hvor den stammer fra, og hvordan den fandt vej til Lelystad og Onze Taal .

Hvor kommer historien om Maybelle Andrews fra? Det er en usandsynlig fortælling. For det første kan et menneske ikke bare sådan brænde op på fem minutter. For det andet ville det på grund af det korte tidsrum vi taler om kræve en meget høj temperatur, og den totale varmeudvikling ved at forbrænde en menneskekrop sådan vil være lig med at forbrænde 10 liter benzin på den samme tid. Hele etablissementet ville være brændt ned til grunden, og alle tilstedeværende ville være blevet kvalt af iltmangel og røgforgiftning.

Historien om Maybelle Andrews er ikke enestående. Der fortælles en lignende historie om Phyllis Newcombe fra Chelmsford nær London. Der gik ild i hende i 1938 da hun var ved at forlade en dansesal i Shire Hall i hendes hjemby.

Phyllis’ ulykke fik også opmærksomhed i verden udenfor Essex gennem et kort referat af det retlige ligsyn (i England en retlig undersøgelse af dødsårsag foretaget under ledelse af en statsligt ansat, kronfogeden), der blev bragt d. 20. september i Daily Telegraph . Denne beskrivelse var noget utydelig. Dødsdatoen blev ikke nævnt, og der blev givet meget opmærksom til den detalje at der var gået 20 minutter inden ambulancen kom. Det kan have givet overfladiske læsere det forkerte indtryk, at ambulancen egentlig var for sent på den til at redde Phyllis.

Den første forfatter der omtaler Phyllis Newcombe er science fiction-forfatteren Eric Frank Russell. I maj 1942-udgaven af bladet Tomorrow beskrev han alle mulige mystiske dødsfald, deriblandt nogle i forbindelse med brand. Han opremsede 19 af sådanne (alle fra 1938 og den første uge af 1939), samlet fra diverse britiske aviser.

Han nævner ikke Phyllis ved navn; “en kvinde dødeligt forbrændt midt på et dansegulv”, fulgt af et citat af kronfoged Beccles som havde stået i Daily Telegraph . En ny udgave af Russells artikel blev bragt i Fate (december 1950) og nok engang i et britisk genoptryk af Fate fra marts 1955. I Fate er “the dance hall” blevet til “the middle of a dance floor”, og Beccles’ udtalelse er også ændret.

I Great World Mysteries (1957) af samme forfatter bliver historien gjort mere detaljeret, med en stemningsbeskrivelse fra dansestedet (“Couples glided around the floor, others chatted and sipped soft drinks”) og med en oplysning om at det (endnu navnløse) offer ikke røg og ikke var i kontakt med en cigaret og at ingen kunne redde hende. Ifølge denne version hvæsede flammerne som om offeret var en svejselampe.

Denne udgave har sandsynligvis været kildemateriale til en artikel af den amerikanske forfatter Allan W. Eckert i maj 1964-udgaven af True . Eckert finder på alle mulige detaljer til historien. Han skriver at ulykken fandt sted d. 20. september, skaber et “fyldt dansegulv”, lader den stakkels pige bryde ud i blå flammer (svejsebrænder?) samt synke sammen på gulvet uden en lyd. Ingen – hverken hendes ledsager eller nogle af de andre tilstedeværende – kunne slukke flammerne, og i løbet af et par minutter var hun brændt til aske. Eckert finder også på fornavnet “Leslie” til Beccles. Eckerts artikel illustreres med en helsides tegning af en teatralsk sammensynkende og flammeomspændt Marilyn Monroe.

Da jeg e-mailede Eckert for at få hele teksten samt kilden til hans historie (som jeg oprindeligt kun kendte fra citater), svarede han at han havde mistet sine notater og ikke engang selv havde en kopi af sin artikel mere.

Skaberen af Bermuda-trekanten, Vincent Gaddis, kombinerede i Mysterious Fires and Lights (1967) Eckerts version (blå flammer, lille bunke aske) med Russells (midt på dansegulvet, initialerne L.F. til Beccles). Gaddis giver den som lærd ved at opgive Daily Telegraph som kilde, men når man ser hvad han får bakset sammen, har han tydeligvis aldrig set artiklen deri.

Maybelle Andrews dukker op i en paperback af Emile C.Schurmacher fra 1967 med titlen Strange Unsolved Mysteries (en bog der kun var at finde i ét amerikansk bibliotek og ikke var til udlån). Schurmacher nævner seks tilfælde fra Great World Mysteries . Nogle er ord til andet identiske med Russells, andre er kun indholdsmæssigt ens, og Schurmacher lader til at blande Russells kilder sammen. Han udvikler historien om Phyllis yderligere. Hans udgave giver indtryk af at han rent faktisk har læst avisartikelen fra Daily Telegraph , men ikke har den ved hånden. Han angiver ingen kilder og heller ingen dato, kun “oktober”. Phyllis Newcombe, 22 år gammel og bestyrer af en slikbutik hendes far ejede, bliver til maskinskriversken Maybelle Andrews på 19 år, og hendes forlovede Henry McAusland bliver til Billy Clifford, 22. Dansesalen i Shire Hall bliver til en natklub i Soho hvor man danser the watusi, og de andre tilstedeværende prøver at slukke ilden med deres hænder og jakker, men Maybelle dør i ambulancen. Schurmacher beskriver som en vigtig detalje hvordan Billy afgiver vidnesudsagn til ligsynet med sine forbrændte hænder forbundet. ( Daily Telegraph fortæller at den forlovede medvirkede til at slukke ilden, men lokale aviser, der beskrev sagen langt mere detaljeret, nævner intet derom). Kronfogedens bemærkninger udvides noget, og han hedder pludselig James F. Duncan. Tilfældigvis nævnes på side 134 af Russells bog et forbrændingsoffer ved navn James Duncan fra Ballina i Irland lige overfor Beccles på side 135, og Duncan og Beccles står også lige ved siden af hinanden i Fate .

Det er udelukket af en person ved navn Maybelle Andrews (eller et lignende navn) døde i London i 1938 eller i 50’erne (som Schurmacher senere skrev i en bog fra Det Bedste). En gennemgang af de britiske registre over dødsfald gav ingen resultater for nogen der hed bare noget i retning af Maybelle Andrews i perioderne 1936-1946 og 1955-1960. Også britiske Melvin Harris ledte forgæves efter Maybelle, og han mener ligeså at der er tale om Phyllis.

Den næste roteren af den frie fantasis hjul stammer fra Michael Harrison. Han påstår i sin Fire from Heaven (1976) at han har sin information fra Daily Telegraph og takker endda avisens bibliotekar for hendes hjælp. I sin historie kombinerer han imidlertid Eckerts blå flammer med Schurmachers forlovede der prøver at slukke ilden med de bare næver, og hos Harrison er Phyllis død på to minutter. Bagsideteksten på Harrisons bog nævner tre tilfælde som appetitvækkere, og et af dem er den grufulde fantasi (blå flammer, bunke aske på et par minutter) om Phyllis Newcombe. Harrison udvider historien yderligere. Han gør festen til et “weekly hop” (med anførselstegn som om han citerer en kilde) og beskriver ligsynet som en kamp mellem en forudindtaget Kronfoged, der bare sådan antager at der er tale om en ulykke i forbindelse med et skod, og en standhaftig og inkvisitiv far der fastholder, at det ikke kan have været en cigaret. Derefter udbreder Harrison sig om de mærkelige overensstemmelser mellem sagerne med Phyllis og Maybelle. Han teoretiserer endda at ilden fra himlen må blive tiltrukket af dansernes rytmisk roterende bevægelser!

Spontaneous Human Combustion af Jenny Randles og Peter Hough så dagens lys i 1992. De nævner også sagerne med Phyllis og Maybelle, men siger ærligt og ligeud at de har taget det hele direkte fra Harrison, bortset fra at de som dato angiver “i slutningen af 50’erne” hvorimod Harrison ikke siger noget derom. De bruger de to tilfælde til at understøtte deres formodning om at musik og dans tiltrækker farlig kundalini-energi. De tager ikke med i deres beregninger at der må have være blevet foretaget milliarder af energiske danse bare i det 20.århundrede uden at de dansende er brudt ud i brand.

Ablaze! (1995) af Larry E. Arnold er en 500 siders bog propfyldt med en uoverskuelig mængde af beskrivelser, uden indeks og med rodede kildelister.

Af de kilder han nævner ved man ikke om han selv har set dem eller om han gengiver fra tredjemand. Han beskriver også (på side 200-201) Phyllis Newcombe-ulykken. Dette gør han som om han ved hvad der står i Daily Telegraph , men han lader til at have fået al sin information fra Russell, Eckert og først og fremmest Harrison og hans fordrejninger. Kun citatet fra Beecles [sic] står som det gjorde i Daily Telegraph og i Russells artikel fra 1942. Arnold har imidlertid også læst lokale aviser ( Essex Chronicle fra d. 2. september og Essex Weekly News fra d. 2. og d. 23. september), og han forbløffes over at de artikler er så forskellige fra hvad Harrison fortæller. At folk kan finde på at finde på ting bliver ofte opfattet som for fantastisk af formidlere af det paranormale. Arnold nævner også Maybelle Andrews (nu igen som en sag fra 1938), og hans kilde er personlig kommunikation med journalisten Michael Harrison, der endnu præcist “husker” Kronfoged James F. Duncans ord, tilfældigvis præcis sådan som Schurmacher gengav dem. Seks linjer længere nede i Ablaze! står sagen om “den anden” James Duncan, uden at dette mirakuløse sammenfald får en klokke til at ringe hos Arnold.

Og sådan fortsætter det så. Colin Wilson kopierer fra Schurmacher i The Occult (1971), Lynn Picknett (“a leading authority on the paranormal” i følge flapteksten) kopierer atter fra Harrison i Flights of Fancy? (1987) og placerer helt på eget initiativ Maybelle i 1920’erne og Shire Hall i Romford. Nigel Blundell sammenfatter Phyllis og Maybelle på seks linjer i The Supernatural (1996). I Mysteries of the Unexplained (1982) fra Det Bedste kopieres tragedien i Chelmsford ligeså fra Harrison (med præcise henvisninger til Gaddis og Eckert). I Strange Stories, Amazing Facts (1976), også fra Det Bedste, findes Schurmacher (1976) kopieret næsten ord til andet af Schurmacher selv. Under overskriften “Strange cases of human incendiary bombs” daterer han nu sagen til slutningen af 50’erne, og det er måske her Randles og Hough har deres dato fra. “One of London’s Soho nightspots” bliver noget anakronistisk til “a London discotheque”. I 1967 dør Maybelle af røgforgiftning, men i 1976 er det førstegrads-forbrændinger der er dødelige endnu inden flammerne er slukket. Man kan spørge sig selv hvorfor øjeblikkelig død af førstegrads-forbrændinger ikke øjeblikkelig er overgået fra Det Bedste til de medicinske lærebøger. Det samme år udkom den nederlandske oversættelse Vreemde Verhalen, Bizarre Feiten , som gav inspiration til artiklen i juni 1991-nummeret af Flevo-alarm , personalebladet for brandvæsenet i Lelystad, og derigennem blev kilde for en diskussion i 1999 i et blad dedikeret til det nederlandske sprog.

Men den der læser de lokale aviser om Phyllis’ tragedie, opdager en helt anden historie.

I slutningen af august 1938 begyndte den engelske fodboldsæson igen, og Chelmsford City FC spillede deres første kamp lørdag d. 27. august. Til den lejlighed arrangerede CC Supporters’ Club et bal i den ærværdige Shire Hall (overhovedet ikke “a weekly hop” som Harrison troede). Borgmesteren fra Chelmsford og andre kändisser deltog i festlighederne. Blandt de 400 tilstedeværende var også Phyllis Newcombe og hendes forlovede Henry McAusland (“Mack” blandt venner). Phyllis havde taget sin smukkeste kjole på til lejligheden, et vidt, nærmest krinoline-lignende tylskørt til jorden med satinunderkjole og et påfaldende blåt skærf om livet.

Da festen var slut ved midnat, blev Phyllis og Mack tilbage lidt og snakkede for at undgå bølgen af gæster på vej hjem, men tog til sidst også afsted. Mack gik et par skridt foran Phyllis, men da han nåede trappen (balsalen lå på første sal af Shire Hall), fire til fem meter fra udgangen fra balsalen, hørte han Phyllis udstøde et skrig. Han vendte sig om og så tyllet i hendes kjole på forsiden, nede ved jorden, brænde lysende og kraftigt. Phyllis løb tilbage til balsalen hvor der endnu stod omkring 20 mennesker i små grupper og talte. De tilstedeværende så hende tumle ind i rummet i lys lue og synke sammen på dørtærskelen. Mr. Herbert Jewell, bestyrelsesmedlem i fodboldklubben, og fem andre, fodboldspillere, trådte med det samme til. De viklede Phyllis ind i jakker for at slukke ilden hvorved de selv fik afsvedne øjenvipper, øjenbryn og kinder. Der blev ringet efter en ambulance, som ankom cirka 20 minutter senere og bragte Phyllis til hospitalet i Chelmsford hvor det viste sig at hun havde alvorlige forbrændinger på ben, arme og overkrop.

Til at begynde med lod hun til at komme sig temmelig hurtigt (hendes søster Edna, der nu bor i Californien, fortalte hvordan Phyllis drak champagne), men der gik betændelse i hendes sår hvilket førte til en dødelig lungebetændelse. Selv i vore dage, i antibiotikaens tidsalder, er dødsfald pga. betændelse et frygtet og ikke utænkeligt resultat af alvorlig forbrænding. Phyllis døde torsdag d. 15. september 1938. Ved ligsynet, mandag d. 19. september 1938, blev det forsøgt at finde en forklaring på hvordan denne tragiske ulykke kunne ske. Ligsynet blev afholdt i samme Shire Hall der siden 1791 havde været en “Crown Court”.

Lige efter ulykken blev det formodet at der var gået ild i kjolen pga. kontakt med et cigaretskod eller en brændende tændstik ubetænksomt smidt ud fra et højereliggende sted nær trappen. Imidlertid havde vidner ikke set nogen stå der, og endvidere havde Phyllis’ far George lavet forsøg med stoffet fra kjolen og fastslået at der ikke gik ild i dette stof ved kontakt med en cigaret og derfor helt sikkert heller ikke ved en flygtig kontakt som et faldende skod eller ved at feje henover et skod på gulvet. Det er nærmest umuligt at sætte ild til tekstil med en brændende cigaret. George gentog sit forsøg i retssalen foran Kronfoged L.F. Beccle (ikke “Beccles” som Daily Telegraph havde skrevet). McAusland mente at kjolen måske havde været ekstra brændbar fordi den var blevet kemisk renset cirka 6 uger forinden, men det troede Kronfogeden ikke på. En tændstik smidt ud fra et højereliggende sted (en slags balkon over trappen) burde være gået ud på halvvejen ifølge Kronfogeden. Derudover var Phyllis’ kjole begyndt at brænde på et sted der overhovedet ikke var på trappen eller under balkonen. Kronfoged Beccle mente at ilden sandsynligvis var opstået pga. en brændende tændstik der lå på gulvet.

Hvordan skulle en brændende tændstik ende på gulvet? Vi kan kun gætte. Der var rygning forbudt i balsalen, men rygeres almindelige opførsel er øjeblikkeligt at tænde en cigaret så snart de må igen (de smider ikke mange skodder fra sig på det tidspunkt). En tændstik anvendt til det formål “slukkes” med en løs håndledsbevægelse og kastes så uagtsomt på jorden. I de fleste tilfælde går tændstikken derpå straks ud, tit pga. chokket ved kontakten med et stengulv. Når en tændstik falder på et ikke alt for hårdt underlag, kan den nogle gange brænde i op til fem sekunder. Gulvet ved balsalens udgang blev af et vidne beskrevet som lavet af “rubber”. Hvis min antagelse er korrekt er brandkilden altså en tændstik der uagtsomt blev smidt på gulvet af en der gik højst fem skridt foran Phyllis, og hun selv er et indirekte offer for nikotinisme.

Kronfoged Beccle forespurgte om der var blevet fundet en afbrændt tændstik. Men politibetjent Thorogood forklarede at han ikke havde fundet en sådan (og for resten heller ingen cigaretskodder) på det sted hvor Phyllis’ kjole brød i brand.

Det er ikke så mærkeligt. Der må trods alt være blevet gået en del frem og tilbage lige efter ulykken, og så kan en tændstik der endnu lå og brændte, være blevet trampet under fode. Det er helt almindeligt ved brande at man ikke kan finde den nøjagtige brandårsag. I dette tilfælde kan kjolen der fejede hen over jorden også have flyttet tændstikken (eller hvad der måtte være tilbage af den).

Selvom der er en oplagt forklaring på ulykken, var det naturligvis et mærkeligt sammenfald af omstændigheder, og der er kun indirekte beviser: stedet på kjolen hvor ilden først blev set samt det faktum at kun åben ild kunne antænde stoffet. Kronfoged Beccle kom med følgende kommentar: “In all my experience I have not met anything so very mysterious as this.”

Det er klart at jeg ikke er den første der har prøvet at komme med en forklaring på sagen. Måske vidste Phyllis det også selv. Mens hun lå på hospitalet spurgte Mack hende om hun vidste hvilken usling der havde smidt det skod. Hun svarede: “Åh, er det ikke lige meget, bare jeg bliver rask igen.” Svaret antyder at hun godt vidste det, men var så flink ikke at sige det.

Phyllis blev begravet onsdag d. 21. september under stor opmærksomhed, både ved gudstjenesten i katedralen i Chelmsford og ved selve gravstedet. Avisen skrev at der var 60 bårebuketter. Ulykken var kommet som et stort chok for Phyllis’ forældre der, da ulykken skete, ikke havde været hjemme: De havde været på ferie ved stranden med Edna og muligvis også hendes brødre. Mack omkom som pilot i RAF i 1943. Phyllis’ grav er anonym, og Shire Halls officielle annaler nævner sagen uden at nævne hendes navn.

Tilfældet Phyllis står ikke alene som fri fantaseren. Gennem mine undersøgelser er jeg stødt på andre beviseligt opfundne historier. Tag for eksempel tilfældet Willem ten Bruik. Russell skrev i 1950 at nederlænderen Willy ten Bruik var blevet hevet fuldstændigt forbrændt ud af sin bil nær Nimegen [sic] ¹ , mens bilen selv næsten ikke var skadet. Kilden skulle være en oversættelse af en notits fra en nederlandsk avis. Det står ikke klart om det blev ham tilsendt i april 1938 eller om det var på det tidspunkt at hændelsen fandt sted. I 1957 hed det sig at det var foregået i 1938, men at han havde fået historien tilsendt i 1941 uden kildeangivelse. Det er i sig selv mærkeligt, da postforbindelsen mellem Nederlandene og England ikke fungerede optimalt i de år.

Gaddis (1967) finder ud af fra en artikel skrevet af Michael MacDougall i en amerikansk avis ( Sunday Star-Ledger d. 13. marts 1966, en lokalavis for Newark, New Jersey), at William Ten Bruik døde i en Volkswagen. MacDougall vidste endda at ulykken var sket d. 7. april 1938 præcist kl. 15.14 i Nijmegen. Det er mærkeligt af tre årsager.

For det første blev Ferdinand Porsches opfindelse først udstillet i sommeren 1938 i New York (hvor New York Times ironisk kaldte den “beetle” d. 3. juli). De første sten til fabrikken blev lagt d. 26. maj af Hitler, og først efter krigen begyndte man at producere biler til civile, og det var først i 1947 at de første 56 folkevognsbiller blev leveret til Brødrene Pon (importøren i Nederlandene).

For det andet forekommer navnet Ten/ten Bruik ikke i Nederlandene, i hvert fald ikke i de nederlandske telefonbøger. Ten Brink og Bruikman forekommer, men ikke Ten Bruik. Ten Bruik er derudover også et mærkværdigt navn: Det gammelnederlandske ord “ten” vil normalt ses i forbindelse med et stednavn/sted, og “bruik” betyder “brug” eller at “bruge”.

For det tredje har eftersøgninger i kommunerne og politikredsene ved Nijmegen og Beek og i de lokale pressearkiver ikke leveret en eneste avisartikel eller registrering af et dødsfald, som på nogen måde stemmer med historien. De kender udmærket historien og bliver regelmæssigt udspurgt om den (UFO-efterforskeren Philip Klass var allerede i 1967 på jagt efter oprindelsen til Ten Bruik-historien efter have læst MacDougalls udgave i en UFO-bog). Siden da har hjælpsomme nederlandske offentligt ansatte søgt i gamle aviser og arkiver, men forgæves.

Historien om Willem ten Bruik bliver fortalt i forbindelse med to andre forbrændinger i transport­midler; en i Upton-by-Chester og en der ramte styrmand John Greeley mens han var ombord på SS Ulrich i Det Irske Hav. Det særlige ved de tre tilfælde skulle være at de fandt sted på præcis samme tidspunkt: Kl. 13.14 i Det Irske Hav, kl. 14.14 i Upton-by-Chester og kl. 15.14 i Nijmegen – det er i det mindste hvad der står i UFO-bogen. Hvordan hændelser der kun kendes fra deres efterladenskaber kan tidsfastsættes så præcist er et mirakel i sig selv.

“George Turner” skulle være brændt op i sin lastbil i Upton-by-Chester – men det var i virkeligheden en Edgar Beattie klokken 5 om eftermiddagen d. 4. april. Datoen d. 7. april er fra artiklen i Liverpool Echo , Russells kilde, der omtaler sagen. Schurmacher nævner også denne sag og giver det i artiklen unavngivne offer navnet A.F. Smith. Det lader til Schurmacher er meget glad for initialet F.

Hvad der end skete i Det Irske Hav d. 7. april 1938, kan det ikke være sket ombord på SS Ulrich for det skib eksisterede ikke, som Philip Klass fandt ud af. Larry Arnold fortæller at han ikke har kunnet verificere hverken Turner eller Greeleys dødsfald.

Mht. tidsoverensstemmelsen mellem de tre dødsfald ser det heller ikke så godt ud, for selv om Greeley, Turner og Ten Bruik skulle være døde henholdvis kl. 13.14, 14.14 og 15.14 – beskrevet som i forskellige tidszoner og derfor altså i virkeligheden samtidigt – så befinder Det Irske Hav og Storbrittanien sig imidlertid i den samme tidszone, og derudover var Nederlandene dengang 20 minutter (ikke en hel time) foran Greenwich Mean Time.

Harrison pumper også historien yderligere op. Han kritiserer Russell for at have overset et mirakuløst geografisk sammenfald ved omstændighederne bag de tre dødsfald. Det viser at han ikke kan læse da SS Ulrich og Greeley slet ikke forekommer hos Russell. Harrison konstaterer at de tre ulykker ikke bare fandt sted samtidig, men ovenikøbet også i hver sit hjørne af en ligesidet trekant, og at navnene på de tre steder (angivet som Upton-near-Chester, Ubbergen og Ulrich) begynder med den samme lyd.

Arnold gjorde ham opmærksom på at det med den ligesidede trekant ikke ligefrem stemte med kortet: For at det kunne stemme, skulle SS Ulrich have befundet sig et par kilometer vest for Le Mans, langt inde i Frankrig. Bob Rickard, redaktøren af Fortean Times , gjorde grin med den tvivlsomme “samme lyd”-teori. Det medførte at Harrison rettede i det næste oplag af sin bog (hans bunke vrøvl havde åbenbart solgt godt) og rettede “ligesidet” til “ligebenet” ved at placere Nijmegen i nærheden af Antwerpen i Belgien. Derudover nævnte han at det altså var den samme lyd: tre gange U, pga. dialekten i området omkring Upton-by-Chester. Men de luskede nederlændere blev alligevel ved med at udtale det første bogstav i Ubbergen på nederlandsk (meget lig dansk “ø”) bag hans ryg.

Jeg vil nu lade den mystiske trekantsfiktion der skulle have ramt verden hin mindeværdige 7. april, ligge.

Det som det drejer sig om for mig er at illustrere at den, der prøver at undersøge eller forklare sager om spontan selvantændelse (eller andre vilde historier) skal huske på og medtage i sine beregninger hvordan disse historier kan blive stærkt fordrejede. Ikke bare af øjenvidner og journalister, men af kreative forfattere, der ændrer et utal af detaljer eller udelader dem eller tilføjer dem, finder på navne og datoer og ovenikøbet kopierer fra hinanden uden kildeangivelser, hvorved fordrejninger hober sig op.

Boghandler er fyldt med god skønlitteratur, og forfatterne til disse fordrejede, ulogiske gyserhistorier om såkaldt mirakuløse hændelser ville ikke kunne afhænde dem til et betalende publikum om det så gjaldt deres liv, hvis ikke de lod som om det handlede om virkelige hændelser.

Jeg ser dem som ådselsædere der udnytter andre menneskers død og elendighed til at opnå penge og berømmelse eller til at omvende andre til deres fjollede overtro. De burde lade de døde hvile i fred eller bevare mindet om dem som de virkelig var.

Anvendt litteratur

• Girl in flames at Shire Hall dance. The Essex Chronicle, Sept. 2, 1938.
• A human torch: Chelmsford woman badly burned. The Essex Weekly News, September 2, 1938.
• Supporters’ Club dance. The Essex Weekly News, September 2, 1938.
• Death following burns: Girl whose dress caught fire: tragedy after dance at Chelmsford. The Essex Weekly News, September 16, 1938.
• Young woman dies: burned at Shire Hall dance. The Essex Chronicle, September 16, 1938.
• Girl burned in ball dress: A Coroner’s “most mysterious case: town in need of official ambulance. The Daily Telegraph and Morning Post, September 20, 1938.
• Unsolved mystery of dancer’s death: dress which burst into flames: Coroner’s comments at Chelmsford inquest. The Essex Weekly News, September 23, 1938.
• Deaths, Newcombe & Mr. and Mrs. Geo Newcombe. The Essex Chronicle, September 23, 1938.
• Dance tragedy: Dress material experiments at inquest. The Essex Chronicle, September 23, 1938.
• Riddle of the burning death (review of Fire from Heaven). The Evening News, February 4, 1978.

Supplerende litteratur

• Larry E. Arnold, Ablaze!: The mysterious Fires of Spontaneous Human Combustion. M. Evans and Co., Inc., New York, NY., 1995.
• Nigel Blundell, Fact or Fiction? Supernatural. Sunburst Books, London, 1996.
• Allan W. Eckert, The Baffling Burning Death. True The Man’s Magazine, May 1964. p.32-33, 104-107,112.
• Vincent H. Gaddis, Mysterious Fires and Lights. Dell Publishing Co., Inc. 1968. (first printing David McKay Co. Inc., 1967.)
• Michael Harrison, Fire from Heaven: A Study of Spontaneous Combustion in Human Beings. Methuen, New York etc., 1978 (first edition Sidgwick and Jackson, Ltd. 1976, revised edition Pan Books, London, 1977.)
• Philip J. Klass, UFOs Explained. Random House, New York, 1974.
• Lynn Picknett, Flights of Fancy? : 100 years of paranormal experiences. Ward Lock Limited, London, 1987.
• Reader’s Digest, Strange Stories, Amazing facts: Stories that are bizarre, unusual, odd, astonishing, and often incredible. The Reader’s Digest Association, Pleasantville, NY, 1976.
• Reader’s Digest. Mysteries of the Unexplained: How ordinary men and women have experienced the strange, the uncanny and the incredible. The Reader’s Digest Association, Pleasantville, NY, 1976.
• Jenny Randles and Peter Hough, Spontaneous Human Combustion. Robert Hale, London, 1992.
• R.J.M. Rickard, Review of Fire from Heaven. Fortean Times 16 (June 1976), p.24-26.
• R.J.M. Rickard, Fire from Heaven – a critique [of the revised paperback edition]. Fortean Times 23 (Autumn 1977), p.26-28.
• Eric Frank Russell, Invisible Death. Tomorrow, A Journal for the World Citizen of the New Age, May 1942, p.8-11.
• Eric Frank Russell, Invisible Death. Fate 3(8), December 1950, p.4-12.
• Eric Frank Russell, Great World Mysteries. Dobson, London, 1957.
• Ivan Sanderson, Investigating the unexplained. Prentice Hall, Inc., Englewood Cliffs, NY, 1972.
• Emile C. Schurmacher, Strange Unsolved Mysteries. Paperback Library, Inc., New York, NY, 1967.
• Colin Wilson, The Occult: A History. Random House, New York, NY, 1971.

Kilder

Jagten på sandheden om Phyllis har været en samlet og international opgave for mange hjælpsomme skeptikere og andre. Jeg vil gerne takke de følgende mennesker: Mike Ashley, Henriette de Brouwer, Andries Brouwer, Scott Campbell, Edna Conolly (født Newcombe), Peter van Dijk, Marcel van Genderen, Mike Hutchinson, Marcel de Jong, C. Kostelijk, Dennis K. Lien, Clare and Ian Martin, Edna Newcombe (Phyllis’ svigerinde), Joe Nickell, Ed Oomes, H. Rullman, Ranjit Sandhu, Andy Sawyer, Margareth Schroth and Wayne Spencer.

Link til forfatterens dokumentation:
http://www.skepsis.nl/phyllisdoc.html .

1) Oversætterens note: Byen hedder Nijmegen.

Kilde:  Spontane menselijke confabulatie. Skepter 13(1), maart 2000. Link: www.skepsis.nl

[*]