af Sam Harris, oversat af Ziggie Nybo Andersen
Hvad er en skeptiker?
Lad os først gøre has på nogle misforståelser. Skeptiker betyder ikke kyniker – men hvad betyder det? Ordet kommer af det græske verbum skeptesthai, som betyder “at undersøge”. Langt senere kom udtrykket til at betyde en, som ikke tror på Gud. I den moderne betydning er det enhver, som er skeptisk overfor noget som helst, selvom certificerede skeptikere foretrækker en mere præcis definition end som så. Sådan som jeg definerer det er en skeptiker en, som vil have at noget understøttes af rimelige beviser eller argumenter.
Skeptikere kan sætte spørgsmålstegn ved hele virkeligheden – og gør det ofte (især filosoffer), men de fleste anser det som virkeligheden er gjort af (det vi kan se, røre, høre og smage, i hvert fald når vi fungerer normalt) for at være konsistent nok til at anse det for at være virkeligt. Endvidere virker det til at være bedst for os at handle ud fra, at fysiske objekter såsom faldende sten, kørende biler, giftstoffer, væmmelige dyr og pludselig fald er ægte. Sagt med andre ord, en skeptiker er ikke nødvendigvis en, der sætter spørgsmålstegn ved alt , kun ved det, det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved. Men hvordan adskiller man de to?
Det vi kender til fra vore sanser er a priori (empirisk) viden. Det modsatte er a posteriori viden, eller det vi antager. Skeptikere kan godtage begge slags viden under den omstændighed at den sidste type er baseret på den første: at det vi antager er konsistent med det vi observerer. Jeg antager at jorden er rund, selvom jeg aldrig har set den på afstand. Beviserne på at jorden er rund er meget overbevisende: Jordens skygge under en måneformørkelse, planeternes baner rundt om solen, det der sker når vi rejser, satellitter der kredser om Jorden, billeder fra rummet, osv.
Desværre er det ikke alt som vi antager, som er virkeligt. Det tydeligste bevis derpå er modstridende overbevisninger. Du tror på Gud, det gør jeg ikke: En af os er nødt til at tage fejl, da vi ikke begge to kan have ret. (Nogle mennesker mener, at vi begge to kan have ret, at virkeligheden på en eller anden måde er en individuel ting, men jeg er ikke enig med dem).
Så hvorfor være skeptiker?
Rent overfladisk, så er det ligesom at løse et mysterium at afsløre ting: det er sjovt! At prøve at regne ud hvordan eller hvorfor noget virker, eller hvordan det er behæftet med fejl, er at prøve at løse en gåde. Nogle gange er det virkeligt en udfordring at afsløre noget, andre gange er det meget kedsommeligt, specielt når du har arbejdet med det samme emne gentagne gange og finder dig selv konfronteret med det igen og igen. Hvis du viser nogen hvorfor to plus to ikke er lig med fem, og de accepterer det, og så den næste dag vender rundt og påstår nok engang at 2+2=5, ville du have lyst til at flå dit hår ud med rode. Skeptikere møder denne type frustration hele tiden.
Skepticisme har en social værdi. Meget af den information vi modtager er falsk; dette kaldes misinformation . Meget af det stammer fra fejlagtige overbevisninger eller misfortolkninger, og det er ikke overraskende. Vi er født med begrænsede evner og begynder at vokse og lære med det samme. Vi ejer ikke evnen til at være selektive mens vi vokser op: den evne udvikler sig mens vi gør. Nogle gange er det vigtigt at acceptere en forælders ord uden diskussion, mens vi er børn: “du skal ikke lægge din hånd på kogepladen, for den er meget varm!” [can.red.: Da jeg var tre, lærte jeg dette på den hårde måde.] Hvor mange børn skiller et ur ad for at se hvordan det virker (med negative effekter på uret på lang sigt)?
Misinformation
En stor mængde information har allerede slået rod i vores hjerne før vi kan beslutte om det er god eller dårlig information. Siden vi ikke har tid til at gennemgå hele vores opvækst og måske endda ikke udviklede evnen til at sortere i information som voksen, hænger vi på misinformation. Men det stopper dog ikke her. Vi bliver hele tiden bombarderet med misinformation. Der findes et væld af beskeder, der indirekte (eller ikke så indirekte) sætter lighedstegn mellem øl og sex. Når én politiker påstår, at vi er nødt til at sætte skatten ned for at forbedre økonomien , og modstanderen siger, at vi er nødt til at sætte skatten op for at forbedre økonomien , er der en af dem eller dem begge, der udgyder misinformation. Men misinformation sælger.
En af de mest succesfulde ting menneskeheden har produceret er marketing. Vi har udviklet en forbrugerlivsstil rundt om den centrale idé, at det er langt nemmere at overbevise nogen om en tings værdi end det er at sætte den rigtige værdi på den. Siden vi bruger symboler (valuta) til transaktioner og siden industrialiseringen tilslører anstrengelse, er det svært for at finde ud af en tings værdi. Vi kan kun estimere dens værdi i forhold til vores ønske om at have den. Derfor er noget mere værd, hvis folk vil have det (udbud og efterspørgsel). Vi kan se på forbrugerlivsstilen og sige, at vi ikke har taget skade af den. Det er ikke helt forkert, men udtrykket caveat emptor (lad køberen være opmærksom) er en god regel for enhver tidsalder.
Men misinformation skaber tvivl. Når vi uafladeligt konfronteres med ting vi ved er forkerte, kan vi nemt begynde at tvivle på alt. Dette er kynisme; en meget negativ sindstilstand hvor man tiltror slette motiver for næsten alt, oftest forvekslet med skepticisme, hvilket det ikke er. Nogle eksempler på kynisme er:
- Alle politikere er nogle svindlere. Der er ikke noget virkeligt valg mellem regeringer, så hvorfor skulle jeg stemme?”
- “Læger er mordere.”
- “Advokater er korrupte.”
- “Hvorfor sku’ man leve? Vi skal’ alligevel alle sammen dø alligevel.”
”
Det lader til at den effekt at misinformation skaber tvivl er kumulativ. Det vil sige, at uanset hvor det stammer fra, fra forbrugerlivsstilen, fra om du værdsætter dit job, fra din tiltro til det politiske system eller fra din rolle som forælder, vil enhver tvivl i ét område få andre områder til at virke mere tvivlsomme også. Dette er hvad angst og depression er lavet af. Ført langt nok ud forsvinder enhver sikkerhed og udskiftes med simpelthen at vælge hvad der virker mest tiltalende at tro på (som religion).
Skeptikere og humanister
Skeptikere og humanister har meget til fælles. Begge er de baseret på tvivl (en af dem på Gud og religionens evne til at udføre gode ting, den anden på ting der ikke er baseret i virkeligheden, såsom Gud). Skepticisme og humanisme er også forskellige fra hinanden. Humanister er ikke nødvendigvis kritiske overfor ikke-religiøse ting, men det er skeptikere. Skeptikere bruger generelt ikke megen tid på at debattere metafysik og behandler derfor generelt ikke Gud som et vedvarende emne. Undtagelsen fra dette er, når vi har at gøre med skabelses-“videnskab” og såkaldte mirakler. Både skeptikere og humanister synes at verden ville være et bedre sted hvis folk var mere ligesom dem (men det gør kristne og folk der tror på UFO’er jo også, så det når vi ikke langt med).
Hvad er det skeptikere laver
Kort sagt bekæmper de misinformation og opfordrer til at bruge fornuften. Dette kræver at vi ved hvad der er og ikke er misinformation. De prøver også at få folk til at være mere opmærksomme på verden omkring os ved at bruge fornuft og kritisk tænkning. Generelt identificerer skeptikere noget der ikke er helt rigtigt og gør så andre opmærksomme på det ved at undersøge og afsløre det. De gør dette ved hjælp af massemedierne, ved at holde foredrag og ved at tale med folk, men vigtigst af alt ved at lære. De mest almindelige ting som skeptikere beskæftiger sig med er: mentale kræfter (psi), kvaksalveri, skabelses-“videnskab”, UFO’er, eugenik, korncirkler, regression til tidligere liv, falsk hukommelsessyndrom, astrologi og religion og så videre og så videre og så videre.
Utallige er de problemer som skeptikere konfronteres med. I en ideel verden ville en ting forsvinde, når først den var modbevist. I vores verden kan ting – selv absurdt latterlige ting – vare evigt. Det har noget at gøre med i hvor høj grad folk hæfter en følelsesmæssig værdi til ting. For det første er der ingen der kan lide at få at vide, at de tager fejl. Hvis de er gode til at håndtere situatioen tager de imod informationen og forandrer sig. For det andet og på et højere niveau har nogle mennesker et udtalt behov for at tro på nogle ting. Ideen om at denne ting er forkert vil vælte den måde de ser verden på (eller det tror de i hvert fald). Nogen siger at det er ondskabsfuldt at smadre deres overbevisninger på en kold og hårdhændet måde.
Desværre er der ikke nogen blid måde at fjerne al misinformation i verden på en langsom og smertefri måde. Stadset breder sig simpelthen for hurtigt. Resultatet er at misinformationens fortalere ofte anser skeptikere for at være ondskabsfulde; nogle gange bliver vi beskrevet som kyniske og bitre gnavpotter som ønsker at ødelægge alt vi er uenige med. Hemmeligheden ved at være en god skeptiker er ikke at være for hårdhændet og at prøve at kvæle et voksende stykke misinformation i fødslen, før det slår rod i folks bevidsthed. Men det er ikke nemt.
Videnskab
Videnskab er ikke mænd i hvide kitler med lommebeskyttere og linealer. Videnskab er en måde at tænke på, der har udgangspunkt i ideen om at forbedre vores forståelse af det omkring os. Videnskab er ikke viden, selvom viden der er blevet underkastet videnskabelig granskning og har overlevet (indtil nu) har mange fordele. Med andre ord, det er en metode, der giver pålidelig viden.
Videnskab fungerer mere eller mindre sådan her; et fænomen observeres, hvilket er noget empirisk. En empirisk observation er en, der kan foretages via syn, lugtesant, smagssans, følelse eller hørelse, og som kan gentages af andre med det samme resultat (“mand, det her bål er varmt!” “Ja, det er det godt nok!” Nogle stiller spørgsmålstegn ved fænomenets “hvordan” eller “hvorfor” og foreslår en forklaring (hypotese). Forklaringen skal følge visse regler – den må ikke antage for meget, og den må ikke være formuleret på en selvunderstøttende måde (den logiske udgave af at sige “bare fordi…”). Hvis antagelser bliver anvendt, skal de undersøges. Hvis de ikke holder vand, dur forklaringen ikke, og man begynder forfra (tilbage ved fænomenet). Hvis forklaringen virker rimelig, vender du tilbage til fænomenet og tester for at se, om det stadig er i overensstemmelse med forklaringen. Det er sådan det begynder .
Hvis nogen har formuleret en levedygtig forklaring, der lader til at være understøttet af uafhængige beviser, så er det en meget lovende hypotese. Forskeren må derefter udføre så mange eksperimenter som muligt, ikke bare for at bevise hypotesen, men også for at prøve at modbevise den. Disse eksperimenter vil vise, om der er andre, modstridende forklaringer på det samme fænomen. Hvis de andre forklaringer er magen til eller supplerende, er alt i orden. Hvis der er en modstridende forklaring, må de to forklaringer kæmpe mod hinanden.
Når du har en forklaring, som du tror er rigtig, som er blevet testet igen og igen, så har du en teori. Det er vigtigt at bemærke, at teori ikke betyder “et ret godt gæt” eller “uperfekt faktum”, men den mest troværdige viden vi har. Nogle modstandere af visse teorier, for eksempel Darwins teori om naturlig udvælgelse, som forsøger at forklare evolutionen, vil sige, “Ja, det er jo bare en teori , derfor kan den ikke bruge i en diskussion.” Dette er en måde at fremføre misinformation på.
Så hvad gør du, når du udformer en teori? Du skal viderekommunikere det du har fundet ud af til så mange mennesker som muligt: det er her, din teori begiver sig ud i den store stygge verden og skal bedømmes af dine ligemænd, hvor andre forskere (nogle af dem politiske modstandere!) vil underkaste din teori indgående granskning. Det er her mange glade små hypoteser og teorier møder deres undergang. Hvis den overlever, så kan den hvile sig i et stykke tid, indtil der kommer en anden forklaring (i virkeligheden slutter det aldrig, da alting indenfor videnskab er genstand for reevaluering og rettelser). Teorier der har overlevet prøve efter prøve er udtryk for megen troværdig viden.
Ræsonneren
Ræsonneren, eller kritisk tænkning, er det der kommer af logik. Logik er et formelt system, ikke ulig matematik. Ræsonneren er anvendt logik, ofte kaldet uformel logik, hvor der fokuseres på det diskuterede emne i menneskeligt sprog. Logikkens bestanddele er udtryk eller propositioner som: “alle hunde er dyr”. Disse bygges und i konstruktioner som for eksempel syllogismer (fra det græske ord for “at sætte sammen”):
“alle hunde er dyr; Fido er en hund; derfor er Fido et dyr.”
Det er på denne måde at vi analyserer ting for at se, om de for det første kan bevises og for det andet er gældende. Det lyder lidt som at skulle sige om noget er sandt eller ej. Det er ikke helt det der sker, selvom udtrykket sand bruges i logik. Hvis jeg siger at Nuser er en hund – er det sandt (logisk set) uden at ændre på det faktum, at Nuser kun er en tegneseriefigur og ikke et levende væsen.
Logisk sandhed har noget at gøre med beviselighed og validitet, ikke med virkelighed. For at have noget med virkeligheden at gøre må vi altid vende tilbage til empiriske ting og opbygge logisk derfra. For at komme med en analogi; jeg kan lægge tallene 26, 4 og 19 sammen og få 49, uden nogen form for behov for at disse tal repræsenterer ting – men hvis jeg ønsker at udregne min saldo (et semi-fiktivt tal) skal jeg bruge den samme matematiske funktion som den, der gav mig et resultat ud af abstrakte tal.
Pseudovidenskab
Pseudovidenskab er noget der lader som om det er videnskab, men mangler visse kriterier, der er nødvendige for videnskab. Ofte stemmer forklaringerne ikke overens med fænomenet, såsom mht. cereology (korncirkler), eller der er simpelthen ikke noget fænomen, som mht. psi . Nogle gange er forklaringerne udformet på en absurd eller cirkulær måde, såsom skabelses-“videnskab”. Nogle gange er det hele bare ønsketænkning som det er med nogen alternativ medicin.
Der er metoder hvormed man kan adskille pseudovidenskab fra den ægte vare. Den simpleste metode er nok at se, at pseudovidenskabens fortalere påkalder sig intet mindre end mirakler og får lidt eller ingen opmærksomhed (dette er et tegn, ikke et bevis). Andre mere sikre metoder er at de nægter at blive bedømt af andre forskere og ikke vil afsløre deres metoder, kun deres konklusioner.
Da videnskab altid bliver bedømt af andre forskere indenfor samme felt, vil svindlere påstå at “traditionel” videnskab har fordomme mod dem, og at de ikke kan stole på at deres arbejde vil blive retfærdigt bedømt. Dette er usandt – videnskabsfolk næres af nye opdagelser og fremviser stolt mænd og kvinder som er ansvarlige for gennembrud. Hvis et menneske havde en form for telepatisk evne ville de fleste videnskabsfolk være ville efter at vide det; de ville være ved at falde over hinanden for at få chancen for at publicere ægte beviser på et sådant fænomen. Udvidelsen af ægte viden er selve grundstenen i videnskab, ikke undertrykkelse.
Pseudovidenskabsfolk vil påstå, at “traditionel” videnskab ikke undersøger den slags ting som de gør. Dette er heller ikke sandt – videnskaben har objektivt og indgående undersøgt al verdens ting fra ESP til korncirkler og fra homeopatisk medicin til vandsøgning med ønskekviste, og intet acceptabelt, velkonstrueret eksperiment har endnu kunnet give nogen form for underbyggelse af disse ting.
Universet er et stort sted
Der er mange områder som skeptikere undersøger, universet er jo trods alt et meget stort sted. Der er ægte og potentielt spændende vidundere derude, som vi har mulighed for at få noget at vide om – måske ikke i vore dage, men i det lange løb. Kun gennem umættelig nysgerrighed, ræsonneren og kritisk tænkning kan vi finde ud af, hvad der virkeligt er derude. De som betingelsesløst accepterer forklaringer som ikke stemmer overens med virkeligheden snyder dem selv. De har givet op. Det er deres valg, deres problem, vil jeg tro. Men når de prøver at tvinge deres smalsyn over på andre, eller når nogen med økonomisk vinding for øje beslutter sig for at udnytte uvidenhed (med vilje eller ej), så bliver det et problem for alle .
Kilde: The Ottawa Skeptics. Originaltitel: Skepticism 101: A Love Affair With Reality
[*]
Seneste kommentarer