af Antoine Bagady, oversat af Harald Fastrup

Biofysiske realiteter  eller paranormale mysterier?

Siden det XVII århundrede er hundredvis af såkaldte spontane menneskelige forbrændinger rapporteret. Således blev komtesse Cornelia Bandi, boende i Verona, fundet tidligt om morgenen d. 4. april 1731 massivt forbrændt, uden at der var spor af ild omkring liget. Hun blev 62 år. Eneste spor af ild omkring liget var sodpletter på væggene, og man interesserede sig for tilfældet, dels fordi hun var komtesse, og dels fordi man ikke troede, at “den diabolske ild” kunne fortære en adelsperson. Fænomenet den “spontane” menneskelige forbrænding består i, at et legeme antændes og forbrænder, uden at der tegn på brand omkring liget. Oftest er hovedet og fødderne skånet af ilden. Et forvirrende fænomen, der dog i dag ikke er mystisk.

Udfra sin organiske sammensætning reagerer et menneske på forskellige antændelsesmekanismer. Men man må skelne mellem forskellige typer af forbrænding og deres følger for ofrene.

Når brandens opståen ikke er helt klarlagt, bruges ofte angivelser som “mystisk ild” eller “indre ild”, især angående de menneskelige “autoforbrændinger”, der er betegnet som sp ontane menneskelige forbrændinger) af tilhængere af det paranormale ^1,2,3,4

Vi vil her holde os til de rationelle elementer, som vil lede os til at forstå den tilstand af forbrænding, som et offer har været genstand for, massivt forkullet uden spor af brand omkring liget, ligesom nogle ekstreme dele af liget ofte ikke viser brandspor.

Betegnelsen “spontan” bliver brugt helt umotiveret ^5,6 og vi foretrækker betegnelsen “menneskelig selvantændelse”. Endog Retsvæsenet som helhed synes rådvild overfor dette fænomen, og sædvanligvis søger øvrigheden efter noget brændbart, der kan mistænkes for at forkulle legemet, uden at man gør sig klart, at en simpel varmekilde kan være årsag til selvantændelsen under omstændigheder, som vi nu vil beskrive.

De forskellige typer af menneskelig forbrænding

Vi opstiller her en liste over forskellige typer af menneskelige forbrændinger efter arten. Man vil bemærke, at skelettet i de fleste tilfælde kan identificeres.

Ved forbrænding som følge af betændelse er tilstedeværelsen af en kulbrinte et sted på kroppen årsagen til forbrændingen. Tøjet antændes og brænder meget hurtigt. Kroppen forkulles overfladisk, men ikke i dybden. Den brænder ikke til aske, og skelettet er intakt.

Ved kropsforbrændinger som følge af ildebrand er kroppen branket, delvist eller totalt forkullet. Skelettet som helhed kan erkendes undtagen omkring de mest forbrændte områder, hvor det hele er brændt til aske.

Ved en kremering skaber man et forhold mellem temperatur og varighed, der sikrer at hele kroppen bliver til aske: En temperatur på mere end 2500 grader i 3 timer er nødvendig for ligbrænding.

Ved en ” elektrisk forbrænding” (lynnedslag eller udsættelse for en stærk elektrisk strøm, herunder henrettelse i den elektriske stol), der kun efterlader spor ved kontaktstederne, omdannes legemet til et galvanisk element: Offeret bliver øjeblikkeligt stærkt forbrændt, og i de værste tilfælde branket og stivnet i den oprindelige stilling. Skelettet kan identificeres.

Ved en forbrænding som følge af kraftig bestråling kan liget være forkullet, men heller ikke her bliver skelettet til aske.

Ved en kemisk forbrænding bliver legemet mere eller mindre sprukkent på kontaktstederne og i varierende grad i dybden.

Infoboks 1
Et af de først attesterede tilfælde
Et af de første tilfælde af “spontan” menneskelig forbrænding blev beskrevet i 1673 af Thomas Bartholin. En letlevende kvinde brændte på mystisk måde i Paris. Hun berusede sig gerne i “stærke drikke” i den grad, at hun efter 3 års forløb ikke længere spiste. En aften sov hun ind på sit stråleje og brændte i løbet af natten. Om morgenen fandt man kun hendes hoved og det yderste af fingrene; resten af kroppen var brændt til aske. Tilfældet blev rapporteret af Pierre-Aimé Lair, som i 1800 offentliggjorde det første studium over emnet “spontan” menneskelig forbrænding.
http://perso.wanadoo.fr/sylvain.souzy/accueil.htm

Menneskelig selvantændelse ,  omkring 50 tilfælde hvert år

Lad os se på menneskelig selvantændelse, “den mystiske, diabolske, forheksede…” ⁷ . Man finder et mennneskeligt lig, der er stærkt forkullet og brændt til aske uden tegn på ildebrand i omgivelserne. Man finder gerne nogle af ekstremiteterne intakte, gerne de dele, der ikke har været dækket af tøj. Brændbare ting i umiddelbar nærhed af liget er forkullede.

Der registreres årligt i gennemsnit 50 tilfælde på verdensplan, heraf 2 i Frankrig ⁸ . Men et selvantændt lig kan udløse en ildebrand i de nære omgivelser og dermed forsvinde sammen med dem, således at antallet af ofre er sat for lavt. Man er nødt til at tale om dette fænomen som en menneskelig selvforbrænding og ikke som en “spontan” forbrænding.

Erkendelse af fænomenet

Den 4. april 1721 blev komtesse Cornélia Bandi, 62 år, fundet i Verona tidligt om morgenen, massivt forbrændt, uden spor af brand omkring legemet. Der var nogle sodpletter på væggene. Man interesserede sig for tilfældet, fordi hun var komtesse. Man troede ikke, at “den diabolske ild” kunne angribe adelspersoner. Det blev antaget, at der var opstået en “indre ild”, som måtte skyldes komtessens notoriske alkoholisme. Men allerede i 1725 interesserede dr. Lecat sig for fænomenet og betegnede det som menneskelig selvantændelse. Meget hurtigt blev det dysset ned som kættersk snak.

Fra dette tidspunkt og til begyndelsen af det XX århundrede var det de kvindelige tilfælde, der blev omtalt, alle andre blev ignoreret. Ak, om blot de alle havde været alkoholikere, så kunne man have haft en forklaring!

En anden anekdote i 1885 fra Florida. Mrs. Reeser blev fundet forkullet. Hendes mand slap for at blive hængt takket være retsmedicinerens undersøgelser, der ikke viste spor af forbrændinger på det, der var tilbage af kroppen. Men hvad så? Hvad var forklaringen? Tilbage var kun muligheden af alkoholisme, der kunne forårsage en “indre ild”.

Det første mandlige tilfælde, der er rapporteret, er den berømte Thomas Cochran i England i 1907. Der meddeles ikke noget om, hvorvidt han var alkoholiker. Fra da af har man været klar over, at fænomenet kunne opstå hos både mænd og kvinder.

Omstændighederne ved menneskelig “selvantændelse”

Menneskelig forbrænding af typen “selvantændelse” er et fænomen, der optræder efter døden. I det øjeblik, hvor begivenheden finder sted, er offeret alene, i en tilstand, hvor han/hun har mistet enhver fornemmelse af smerte eller varme samt enhver evne til at reagere på en varmekilde, hvis energi forplanter sig til det reaktionsløse legeme.

Vi må først betragte sammenfaldet af et reaktionsløst legeme med “den nære relation til en varmekilde”.

Offerets reaktionsløse tilstand kan komme i stand under forskellige omstændigheder: Bevidsthedstab, hjertestop, blodpropper af forskellig art, et kranietraume (et fald eller et slag), en forgiftning (alkohol f. eks.), kvælning etc..

Man finder altid en varmekilde tæt på liget. Oftest drejer det sig om en kaminild (“selvantændelser” er stort set hyppigst i den kolde årstid), en cigaret, et stearinlys, en lighter, en tændstik eller anden form for ild (brændeovn, petroleums- eller gasovn). I sjældne tilfælde kan ilden opstå fra en radiator, en elektrisk kogeplade eller et defekt elektrisk apparat (el. varmepude f. eks.).

Som man kan se, er der talrige muligheder i dagligdagen.

Selve processen

Hvad er det, der sker? Man har et offer, der er ude af stand til at reagere samt en varmekilde i nærheden: “Selvantændelsen” kan gå i gang. Den udløses langsomt efter samme princip som en væge i en petroleumslampe ⁹ . Varmen forplanter sig til tøjet, som begynder at fortæres for derefter at æde sig ind i huden. Denne sprækker og giver herved adgang til det underliggende fedtlag, som smelter og gennemvæder de ikke forbrændte klædningsdele. Processen skrider langsomt frem og ødelægger vævene under fedtlaget. Efter skemaet fra Gee’s testrør (se næste boks) bliver temperaturen tilstrækkelig høj til at kunne frembringe en sagte ild.

Krogman ¹⁰ viser, at en sådan menneskelig “selvantændelse” kan frembringe en temperatur, der langsomt overstiger 1650 gr. C., og at der behøves omkring 7 timer for at legemet forbrænder fuldstændigt. Men denne forbrænding standser ved fravær af klædningsstykker (se Gee’s næste forsøg).

En ” stearinlyseffekt ”

På foranledning af en undersøgelsesdommer har vi fornylig udført forsøg med afbrænding af et offer. Legemet blev ekstremt forkullet. Kun fødderne og hovedet blev sparet. Forbrændingen standsede ved bluselinningen. Underkæben ¹¹ blev omdannet til en paplignende dannelse som følge af varmen fra den nærliggende forbrænding. Hovedet, ansigtet og frisuren var intakt.

Dette forløb er i overensstemmelse med Gee’s forsøg, hvor tøjet virker som en væge for det brændbare fedt. Firth ¹² betegner denne form for menneskelig forbrænding som en stearinlyseffekt og bruger med fuld ret ordet spontan.

Infoboks 2
Gee’s forsøg

Gee’s forsøgsrør (et cylindrisk pyrexglasrør på 20 cm.) blev brugt som “stativ” omgivet af menneskeligt fedt. Det hele blev pakket ind i hud, og til sidst dækket med tøj. Der blev så sat ild til i den ene ende. På mindre end et minut begyndte modellen at brænde langsomt, idet der opstod en lille gullig og osende flamme. Ganske gradvist blev hele cylinderen opbrændt i løbet af en time.

Gee udførte et andet eksperiment: En dyrekølle blev helt dækket af et stykke bomuldsstof. Når han antændte opstillingen ved den ene ende, fortæredes den langsomt horisontalt under udsendelse af sod og nogle gullige og osende flammer. Der resterede kun en bunke aske. Knoglen blev stærkt forbrændt, men formen kunne erkendes. Eksperimentet blev gentaget, men denne gang dækkede bomuldsklædet kun halvdelen af køllen. Der blev antændt ild ved enden af den tildækkede halvdel, og denne del fortæredes som ved det første forsøg. Men forbrændingen standsede ved grænsen for det tildækkede, og den utildækkede kølle forblev nogenlunde intakt.

Gee, D. J.: A case of (“spontaneous combustion”). Medecine, Science and the Law, 1965, vol. 5, pp. 37-38.

Et studium af Tardieu ¹³ gentaget af Firth, viser, at graden af forbrænding er proportional med legemets fedtindhold.

Mekanismen ved menneskelig “selvantændelse” er således den samme, selv om resultatet afhænger af legemets fedtindhold. Vi har set et tilfælde, hvor offeret var meget magert. Skelettet kunne som helhed erkendes og kun tricepsmusklerne, lårene og ballerne var massivt forkullet. Dette svarer til Tardieu’s og Firth’s iagttagelser.

Altid på jagt efter mysterier

“Menneskelig selvantændelse” har givet anledning til flere artikler og undersøgelser siden XIX århundrede. Og endnu i dag er der nogle, der taler om mysterier, selv om fænomenet er helt klarlagt. Mange spekulationer uden realiteter, esoteriske forklaringer etc. Pierre-Aimé Lair’s “alkoholiserede kvinder” ¹⁴ (1800), Vincent Gaddis “mystiske ild og flammer” ¹⁵ , (1968); Jacques Bergier’s “uforklarlige ild” ¹⁶ (1972), Guy Breton’s “spontane og mystiske betændelser” ¹⁷ , (1977), Harisson’s “ild fra himlen” ¹⁸ , (1980) og endelig Fabre’s “morderiske ild” ¹⁹ (1995) Der er endog læger, der har vovet at forklare “menneskelig selvantændelse” som følge af offerets alkoholisme, uden eksperimentel baggrund, således at den indtagne alkoholmængde skulle fungere som tændvædske (Lair, Fontenelle ²⁰ , Brouardel ²¹ . For at alkohol kan fungere som tændvædske kræves der imidlertid en koncentration på mere end 50% (prøv selv at antænde et glas vin…). Med et glas Rom er der ingen problemer. Et menneskelegeme kan kun tåle indtil 3-4 g .ren alkohol pr. liter blod. Højere koncentrationer medfører døden ²² . Det er en fysiologisk umulighed at overskride tolerancetærsklen, og denne grænse er altså meget langt fra de 50%.

I et arbejde af Guionnet ²³ Les combustions humaines spontanées finder man henvisninger til andre arbejder, hvor forfatterne har forsøgt at give forklaringer, der dog er meget langt fra de biofysiske realiterer.

De videnskabelige studiers kronologi

Et mysterium virker altid mere fascinerende end en rationel forklaring. I denne sammenhæng er det vanskeligt for videnskabsfolk at blive hørt! Udover dr. Lecats mulige hemmelige arbejder i 1725 findes der såvidt vi ved, efter det XIX århundrede nogle videnskabelige publikationer, der indeholder rationelle og tilfredsstillende forklaringer på menneskelig “selvantændelse”.

I 1830 offentliggjorde Dupuytren ²⁴ (kirurg og medicinsk professor ved hæren) nogle forsøg, men kun i La Lanzette Francaise , avis for tidens civile og militære hospitaler, hvorfor den kun havde en begrænset udbredelse. I kapitlet: “forelæsning over den såkaldte spontane menneskelige forbrænding” beskriver han en “selvantændelse” hos en kvinde som følge af bevidstløshed, forårsaget af alkoholindtagelse og kompliceret af kvælning på grund af røgen fra en kamin i nærheden: ” Ilden fænger i tøjet (…), blusser op og fortærer det; huden brænder; den sprækker, fedtet smelter og flyder udenfor; noget af den flyder ud på gulvet, resten vedligeholder ilden. Næste dag er liget fuldstændig brændt”. ²⁵

I 1854 beskriver Tardieu ²⁶ virkningerne af forbrænding på forskellige dele af det menneskelige legeme.Han beskriver, at de mest fedtholdige områder fortæres fuldstændigt. I 1908 skønnede Krogmann (som er citeret tidligere) at der krævedes en temperatur på 1650 gr. C. for at forbrænde et menneskelegeme i løbet af 7 timer.

I 1961 kommer Thurston ²⁷ til følgende konklusion: ” Under visse omstændigheder kan et menneskelegeme fortæres af langsom forbrænding af sit eget fedt, mens der kun fremkaldes få eller ingen skade på omgivelserne (…) denne forbrænding er ikke spontan, men fremkaldt af en varmekilde tæt ved legemet (…); Det livløse legeme bliver bytte for en flamme, hvis iltforsyningen er tilstrækkelig; alt sammen vedligeholder ilden”.

I 1965 viser Gee (citeret tidligere), at en temperatur på 250 gr. C. er nødvendig, for at der kan gå ild i menneskeligt fedt. Dette fedt kan vedligeholde varmen. En anden oversigt viser, at en bomuldsvæge gennemvædet med menneskefedt kan brænde (ved langsom forbrænding) som en petroleumslampe, selv om fedttemperaturen falder til 24 gr. C. I 1966 betegner Firth menneskelig “selvantændelse” som stearinlyseffekt og klassificerer den som et fænomen, der opstår efter døden.

Konklusion

“Selvantændelse” er således én af de muligheder, der er for menneskelige forbrændinger. For at gå i gang kræver den 2 faktorer: Offeret skal være ude af stand til at reagere, og der skal være en varmekilde i umiddelbar nærhed. Det er en biofysisk mekanisme, der kan indtræffe efter døden, den er langsom og konstant, lig afbrænding af et stearinlys, som slukkes, når vægen er opbrugt.

Fænomenet er ikke længere mystisk. Udover videnskabelige artikler, der er vanskeligt tilgængelige for almindelige mennesker, kan vi nævne Henri Broch’s bog ²⁸ (1991), som afslører de “mirakuløse og overnaturlige hændelser”, der fremføres af nogle vedrørende de menneskelige “selvantændelser”. ²⁹ Ved en fjernsynsudsendelse i 2000 (” hemmeligheder ved det overnaturlige”, udsendelsen “Hvorfor, hvordan?”, France 3, maj 2000), tog vi klart afstand fra det intellektuelle bedrag ved at anføre kviksølv som årsag til menneskelig “selvantændelse”. Men vi må gøre os klart, at de overnaturlige, mystiske forklaringer for de indviede desværre fortsat vil vinde tiltro, særlig efter mediernes udsendelser om det sensationelle.

Henvisninger

1. Bergier, Jacques Le livre de l’inexplicable . Albain Michel, 1972, et France loisirs, 1975
2. Breton, Guy Le mystère des êtres qui s’enflamment spontanément ; Histoires magiques de l’histoire de France : L’inexpliqué vol. I , Atlas., 1977.
3. Fabre, J.-P., Les Feux meurtriers , Anne Carrière, 1995
4. Harrison, M., Le Feu qui vient du ciel , Albin Michel, 1980.
5. Firth, J.-B, Medical Hurisprudence and Toxicology , Glaister J., Edinburgh, Churchill Livingstone éd., 1966.
6. Thurston G. « Preternatural combustibility of the human body ». Med. Leg. J., 1961, 29, 100-103.
7. Bergier, Jacques, op. cit.
8. Source : Le Petit Bouquet ( http://www.le-petit-bouguet.com ). Le quotidien électronique de l’actualité fran ç aise, no. 428, du vendredi 29 janvier 1999 – Paris
9. Firth, J.-B. op. cit.
10. Krogman, Wilton, publication datant de 1908 ; source ( http://jessied.virtulave.net/auto-combustion.htm ) mai 2000
11. Le terme «cartonnisé» est utilisé en médecine pour différencier le stade de pré-carbonisation de la carbonisation elle-même. Le rapport d’autopsie du corps de la victime dont il est question utilise d’ailleurs cette terminologie. Les médeciens légistes y précisent qu’ils distinguaient très bien ce stade rigidifié et marron-brunâtre.
12. 12 Firth, J.-B, op. cit.
13. Tardieu, A., Étude médico-légale des effets de la combustion humanine sur les différentes parties du corps humain . Ann. Hyg. Publ., 1854, 1, 370-387.
14. Lair, Pierre-Aimé, “Essai sur les combustions humaines produites par un long abus des liqueurs spiritueuses”. Paris, Gabon éd., 1800 ; repris dans American Medicine du 22 avril 1905.
15. Gaddis, Vincent H., Mysterious fires and lights ; Dell books, New York, p.166-170.
16. Bergier, Jacques, op. cit.
17. Breton, Guy, op. cit.
18. Harisson, M., op. cit.
19. Fabre, J.-P. op. cit.
20. Fontenelle de J., «Recherches chimiques et médicales sur les combustions humaines spontanées». Rév. Méd. Fr. Étrang., 1828, 2, 379-398.
21. Brouardel, P., «Etude médico-légale sur la combustion du corps humain», Bull. Soc. Méd.
22. Lég. Fr., 1878, 341-366.
23. ISPA, Institut Suisse de Prévention de l’alcoolisme et autres toxicomanies ( http://www.sfa-ispa.ch ). L’alcool ; taux d’alcoolémie / conséquences – Lausanne (Schweiz), 1999.
24. Guionnet, Claude, psychiatre des hôpitaux, Les Combustions humaines spontanées , Médecine Légale, Thèse de Doctorat de 3 e cycle d’anthropologie écologie humaine, soutenue le 16 mai 1988, Université Paris V – René Descartes, UER Biomédicale des Saints-Pères ; et «Les combustions humaines spontanées», Le Concours Médical no 18, 9 mai 1987, p. 1643.
25. Dupuytren est également l’auteur de la classification des brûlures (du 1 ^er au 3 ^e degré d’œdèmes de brûlures) que nous connaissons tous et qui est toujours en vigueur depuis le XIX ^e siècle. Il est évident qu’une combustion humaine sera classée au troisième degré, avec ou sans carbonisation profonde.
26. Dupuytren Guillaume, «Leçon sur la combustion dite spontanée», La Lancette Française , 2 février 1830, 97, 2, p. 385-386.
27. Tardieu, A, op. cit.
28. Thurston, G, op. cit.
29. Broch, Henri, Au cæur de l’extra-ordinaire . L’Horizon Chimérique., coll. Zététique 1991, s. 277-278
30. Signalons également l’article paru en son temps sur le méme sujet, dans le no. 168 de Science et pseudo-sciences (juillet-aoút 1987), et, parmi les rares pages Internet traitant du sujet et le présentant sérieusement, celle de Sylvain Souzy : http//perso.wanadoo.fr/sylvain.souzy/accueil.htm

*) Antoine Bagady er forsker ved CNSR (Institut for neurovidenskab) og juridisk ekspert. Den foreliggende artikel er resultatet af en konference tituleret: Menneskelig forbrænding: Biofysisk realitet eller paranormalt mysterium? som fandt sted under forfatterens ledelse indenfor rammerne af “Science, pseudo-sciences et societé”, organiseret af komiteen AFIS-Ile de France.

Association Française pour l’Information Scientifique, Science et pseudo-sciences nr. 253, julliet 2002

[*]