af Igor Ziegler, oversat af Harald Fastrup
10 års jubilæum
Selv om denne artikel er ti år gammel, så er den stadig brugbar som baggrundsviden. For det artiklen beskriver er Nostradamus, der blev født for næsten 499 år siden. Og han er stadig aktuel! Senest omkring begivenhederne 11. september 2001, som de i artiklen benævnte Nostradamusser hævdede var forudsagt af den gamle mester. Tilmed må man vel nærmest forvente, jeg kan vel næsten spå, at tilhængere af Nostradamus og de der “malker” hans gamle værker, vil fejre ham til næste år. (ww)
Selv om han har været plaget af Uri Gellers ske-vridning, har det ikke forhindret James Randi i at fortsætte sit arbejde med afmystificering. Hans nye værk: The Mask of Nostradamus er en minutiøs undersøgelse angående den berømte profet-astrolog og et historisk arbejde, som anbringer personen i sin politiske og kulturelle samenhæng.
Født i 1503 i Saint-Rémy-de-Provence, helligede Michel de Notre-Dame, der var læge, sig for en stor del kampen mod pesten, som havde berøvet ham ægtefælle og to børn. I 1550 udgav han sine første almanakker, der snart efterfulgtes af 2 receptsamlinger til fremstilling af kosmetica og mad. En fransk fabrikant har fornylig genoplivet lidt af dette ved at sende “Nostradamus’ syltetøj” på markedet.
Nostradamus’ popularitet indledtes med hans første samling af fireliniede strofer, ” Les Centuries” , publiceret i 1555. Anden udgave, i 1558, var dediceret til Henrik d. Anden, Konge af Frankrig, som forfatteren ønskede “et langt og lykkeligt liv”. Ak! Kongen døde det følgende år. Dette uheld tog ikke modet fra profetens beundrere, hverken på hans tid eller i vore dage. De hævder, at Nostradamus havde forudsagt Henri d. Andens tragiske endeligt med denne fireliniede strofe:
Den unge Løve vil overgå den gamle
På kamppladsen i en enestående tvekamp;
I et guldbur vil han bore øjnene ud på ham;
To flåder (bliver til) én, (og) derpå (vil han/de) dø en frygtelig død.
[Første Centurie, 35, s.17*]
Disse vers har været noget af grundlaget for “profetens” berømmelse. Henrik d. Anden blev dræbt af grev Montgomery, i en ridderturnering: Montgomerys lanse knækkede og borede sig ind i Henrik d. Andens kranie, så han døde ti dage senere. Nostradamus’ tilhængere så en sammenhæng mellem denne ulykke og digtets mystiske ord. Hertil knytter den skeptiske Randi følgende bemærkninger:
Aldersforskellen mellem de to mænd var kun nogle få år, hvilket ikke berettiger betegnelsen “ung” og “gammel”. Henrik d. Anden døde ikke på slagmarken: Han blev dødeligt såret under en ridderturnering, hvilket i dag ville blive henregnet til en sportsbegivenhed, (den omtalte ridderturnering fandt sted i Paris, rue Saint-Antoine).
“Guldburet” siger ikke noget. Hverken våben eller hjelme, selv ikke de kongelige, var af guld, som er for blødt et metal, højst kunne forsiringerne på rustningen have været forgyldt. Den tids beretninger nævner ikke et revnet øje.
Løven har aldrig været franske kongers emblem. Liljen og hanen havde været mere passende.
Randi fortæller, at Thomas Moore blev fængslet i et tårn i London af Henrik d. Ottende under religionskampe, der splittede England, tyve år før denne turnering, og derefter halshugget. Henrik d. Ottende havde en løve som emblem. Er det denne episode, der har inspireret poeten fra Provence?
Frans d. Anden døde i 1560 og efterfulgtes af Catherine de Medicis, der snart inspirerede alle epokens charlataner. I 1564 mødte hun Nostradamus og fortæller om dette møde i et brev, adresseret til Marsken: “Han (Nostradamus) har lovet min søn (Charles IX, der på det tidspunkt var 14 år) megen rigdom og et liv, der bliver lige så langt som vort, der vil overgå Deres 90 år”. Ikke heldigt for Nostradamus: Marsken døde tre år senere, 77 år gammel, og Charles IX i 1574, 24 år gammel.
James Randi har moret sig med at citere dem, han kalder for “Nostradamusserne”, det vil sige profetens fanatiske tilhængere eller charlataner. I hvert komma i de fireliniede strofer finder de tegn på en genial profet.
I et værk, der er udkommet i 1987, Nostradamus og tusindårdsriget, foreslår John Hogue efter at have nævnt, at profetens fireliniede strofer stadig ikke kan forklares fuldtud, et effektivt midddel til at udfylde denne lakune: Man giver de lettest tilgængelige ord og sætninger en profetisk betydning, og underkaster de mere dunkle passager en indgående undersøgelse lige til de afslører, at de er kamouflerede forudsigelser. Således indeholder strofe 96 fra det tiende århundrede, der handler om religion og sekter, et mystisk navn: ” Adaluncatif”. For Hogue er det lige så simpelt som “God dag”. Man skal blot stryge et af bogstaverne, t´et og placere de andre i en anden rækkefølge. Ved første øjekast læser man nu budskabet: Cadafi Luna , d.v.s., Månens Kadhafi, Det vil sige den voksende Kadhafi, hvilket vil sige Islams Kadhafi. Man har kasseret et bogstav, spillet puslespil med resten, omskrevet Cadafi til Kadhafi, og spillet er vundet. Det må bemærkes, som Randi har gjort det, at navnet på Libyens leder, som selv skriver det med arabiske bogstaver, at man kender mindst fire omskrivninger med latinske bogstaver, men intetsteds finder man Cadafi. En anden sensationel opdagelse: Når man på denne måde opsplitter Centuries, kan det vises, at Newton og Kepler var bedragere, det er Nostradamus, der opdagede de elliptiske kredsløb og tyngdelovene.
Et århundrede tidligere erklærede Charles Ward, at man i den fireliniede strofe 57 fra det Første Centurie kunne finde forudsigelse af et jordskælv, et varsel om den kommende franske revolution og Ludvig d. XVI´s død. Men en senere Nostradamusser, H. C. Robert, ser i det samme digt en forudsigelse af angrebet på Pearl Harbor, og endelig læser en tredje oversætter, Charles Cazeau i det samme digt et varsel om Hitler. Man må sige, at der er afvigende meninger mellem Nostradamusserne! Med den humor, der er et af hans våben, antager Randi, at Roberts version må være mest troværdig: For Robert har afsløret for ham, at han, Robert selv, er Nostradamus’ inkarnation.
Et studium af Nostradamus må ikke glemme familien Fontbrune’s værk (far og søn), de har udarbejdet 5 værker fra 1937 til 1984. Ved hjælp af en “stringent metode” af egen opfindelse når Charles de Fontbrune i Nostradamus, historiker og profet (1980) til, at at den synske profet havde forudsagt, at verdens undergang ville ske 1999. Nostradamus nævnede dog en anden mulighed: År 3797. Men takket være nogle manipulationer, spækket med bibelske referencer og tal grebet ud af luften, nærmer forfatteren sig den skæbnesvangre dato for at garantere bogens succes hos et klientel, der interesserer sig mere for det, der er sket de sidste tyve år end for det, der er sket i mere end 3700 år. Hvilket ikke afholder ham fra skamløst at udgive en ny bog i 1984: Nostradamus: På vej til det 21. århundrede.
Nostradamus’ maske afsluttes med en analyse, indskrænket til de 10 mest typiske fireliniede strofer, behandlet af Nostradamusserne. Teksten er ofte oversat til gammelt fransk, men tillige til græsk, latin, provencalsk, alt efter behov. De sproglige ændringer er ofte nødvendige. Ordet “sort” kan opfattes direkte, men kan også betyde “Konge”, hvis man udelader første bogstav og erstatter det med sidste bogstav r (noir = sort og “roi” = konge). På én eller anden måde havde Nostradamus opfundet “Den baglæns snak”. Det drejer sig om at opfatte noget i de fireliniede strofer, som ingen hidtil har set, forestille sig skjulte nøgler i teksten, som Nostradamus har anbragt, for at give arbejde til de “lærde”, som kun er i stand til at opfatte, at disse vers kan udtrykke enkle tanker om almindelige emner. Randi kaster sig især over den fireliniede strofe 57 fra Femte Centurie:
Han vil udgå fra Gaulsier -bjerget og Aventinerbjerget,
Han, som gennem hullet (kommer for at) advare hæren;
Mellem to klipper vil byttet blive taget;
SEXT . mansol ‘s omdømme (vil) svigte.
[Femte Centurie, 57, s.107*]
Nostradamusserne ser i disse fire linier spådommen om varmluftballonen og dens militære anvendelse. En af dem, V. Ionescu, oversætter første linie således: Etienne Montgaulfier, luftfartøjets fader.
Vi kan kun her sammenfatte Randis bogs udlægning. Den er nådesløs. For at realisere første oversættelse har Ionescu kunstigt indført seks bogstaver, der ikke findes i Nostradamus’ tekst. Og han har bevist sin uvidenhed ved at opfatte s i Gaulsier som et f: I den gammeldags typografi, der stadig var i brug af nogle udgivere, opfattedes et f som et s berøvet sin tværstreg: Det er kun i slutningen af et ord, at man skrev s. Etienne og Joseph de Montgolfier (ikke Montgaulfier) var opfindere af (ikke “forfædre til”) varmluftballonen. Ligemeget: Udfra sin smukke oversættelse fører Ionescu os til brugen af ballonen i slaget ved Fleurus og til Tolentino-traktaten, der overdrog Avignon til Frankrig i Pave Pius d. VI´s sidste år etc. Hvilken mand, denne Nostradamus, der har kunnet presse så meget ind i så få ord!
Nogle besøg i Saint-Rémy, hvor digteren levede de første 16 år af sit liv, har overbevist Randi om, at den fireliniede strofe 57 ikke er andet end en barndomserindring. Regionen omfatter det gamle romerske område Glanum, tæt ved en ruin, som man længe (fejlagtigt ifølge de nyeste udgravninger) har opfattet som et mausoleum over en romer ved navn Sextius. Det bærer en inskription, som begynder med bogstaverne SEX, det følgende er blevet ulæseligt. De lokale beboere kalder monumentet “Mausoleet”: En nabo-prior kaldes “Saint-Paul-de-Mausole”. Lad os læse digtet igen og vende tilbage til Randis beretning. Ankommet til Mausoleet bemærker han bjerget Gaussier i alpekæden, og ved siden af det en bjergtop, som sammen med Gaussier på kortet nævnes “De to klipper”. Men det er ikke det hele. Klippen benævnes også på kortet “De to fordybningers klippe”. Randi påtager sig at uddybe det: “Da jeg med en del besvær ankom til toppen, forstod jeg hurtigt den egentlige mening med digtet. Idet jeg holdt mig til midten af den største af de to fordybninger, så jeg nedenfor mig ikke alene hele byen Saint-Rémy-de-Provence, men også Mausoleet og Glanums ruiner. På min venstre side førte en vej ad den romerske rute mod syd. Det var det ideelle sted at alarmere den romerske garnison i Glanum, der hurtigt kunne tilkaldes ved at antænde et bål eller ved et andet signal. I en undersøgelse er der øjeblikke, som man kun kan beskrive som”vidunderlige”. ” Jeg vidste, at jeg befandt mig netop på det sted, hvor Michel de Notre-Dame ofte havde været, og at han ikke ca. 30 år senere kunne modstå ønsket om at nedfælde sine ungdomsindtryk på papiret”. Og Randi spørger sig selv: “Var det ikke bedre at se en enkel fortælling om en oplevet virkelighed i disse vers, end at acceptere Nostradamussernes forskruede udlægninger?"”
Dette er budskabet i ” Nostradamus’ maske “. Digteren har udlagt (med talent og underfundighed) et vældigt røgslør: Hans læsere har, af godtroenhed eller vildfarelse, skabt og vedligeholdt hans myte lige til i dag. Og James Randi skjuler ikke sin sympati for Michel de Notre-Dame: “Han var hele sit liv og fremfor alt læge. Som sådan erkender jeg hans værdi, hans mod og hans udholdenhed. Han var en mand, der ville have haft succes i enhver tidsalder.
(The mask of Nostradamus by J. Randi. Ed: Chartes Scribners sons. New York)
*) Efter: Nostradamus’ samlede profetier, I fuldstændig oversættelse ved dr. phil. Palle Spore. 1982.
Kilde: Para-nyt 2002 nr. 3. Fra: Association Française pour l’Information Scientifique, Science et pseudosciences nr. 195, januar-februar 1992
[*]
Seneste kommentarer