af Dann Simonsen

Her på Skeptica er vi som bekendt ikke ganske uden erfaring med forklaringer, der mangler en rigtig genstand, et reelt eksisterende objekt. Når vi i den ene artikel efter den anden tager fat i stjernetydere og åndemanere, så drejer det sig om mennesker, der inderligt ønsker og tror på, at deres respektive yndlingsfantasier eksisterer i den virkelige verden. De vil helst ikke se denne verden i øjnene uden den respektive formildende omstændighed, som godt nok er behæftet med den mangel, at den ikke er til, men som lader verden tage sig mere idyllisk og tilforladelig ud. Eller de går den anden vej og holder fast i troen på, at verden i grunden er et gemytligt sted, og opfinder så diverse groteske sammensværgelser som forklaring, når den ikke er det alligevel. De fantasier, som vi for det meste beskæftiger os med i Para-nyt, har ganske vist mediernes interesse, da der er et større publikum til artikler og udsendelser om dette emne, der nydes af mennesker, der enten selv tror på diverse paranormale fænomener eller også bare holder af at kigge på eller høre om folk, der gør. Langt de færreste af disse forestillinger nyder dog statens sympati og positive bevågenhed i nævneværdig grad. Borgernes ønske om at hengive sig til dem er anerkendt og tilladt, men – med Folkekirken som undtagelse – stjernetydere, åndemanere m.fl. må i øvrigt klare sig selv som en niche inden for den branche, der tager sig af terapi og massage af krop og psyke hos nødstedte sjæle i det moderne samfund.

Det forholder sig noget anderledes med andre af de temaer, som skeptikere undertiden beskæftiger sig med. Da Dr. Stanley Pons og professor Martin Fleischman for eksempel for nogle år siden mente at have opdaget kold fusion, viste fænomenet sig at have lige så lidt reel eksistens som ånderne eller stjernebilledernes angivelige forunderlige indflydelse på menneskenes skæbne, selv om det drejede sig om forskere, der i høj grad havde statens positive bevågenhed. Inden for naturvidenskaben har den slags fusere dog som regel ikke nogen lang levetid: Andre forskere afslører ønsketænkningen som det hjernespind, det er.

Så går det noget anderledes til inden for samfundsvidenskaberne og humaniora. Som anerkendt universitær forskning nyder deres produkter og udøvere godt af forskningsfriheden.¹⁾  Ligesom naturvidenskaben er de statsfinansieret, og de argumenter og produkter, som vi konkret skal kigge på i denne artikel, nyder til og med den ikke helt selvfølgelige ære inden for humaniora, at de finder anvendelse i praksis af både stat og erhvervsliv. Denne forskningsgren kan være lige så fiktiv , som den vil, og dens objekt lige så ikke-eksisterende som Plutos påvirkning af menneskers partnervalg: Den får alligevel reel indflydelse på menneskers liv.

Hvad er en IQ-test?

Når vi snakker om denne disciplins mest konkrete produkter, så ser de cirka ud som følger:

a)      “2 6 4 5 15 13 14 _” ²⁾

Et noget lettere eksempel kan fx se sådan ud:

b)      2 5 9 14 20 ?

Nu er jeg ret sikker på, at hvis man har kunnet læse så langt som hertil, så er man også forsynet med en forstand, der – hvis den ellers gider – selv kan regne ud, at det manglende tal i opgave b) er 27, idet 2 adderes med 3 for at opnå tallet 5; 5 adderes med 4 for at opnå 9; 9 adderes med 5 for at opnå 14 osv., altså at differencen i forhold til det næste tal hele tiden øges med +1. Den slags opgaver kan også gøres en smule sværere, så man for eksempel hver gang fordobler den difference, der skal adderes med:

c)      2 3 5 9 17 ?

Løsningen er så 33.

Endelig kan man forestille sig, at man ikke foretager den samme operation hver gang, men at man for eksempel skifter mellem tre forskellige, der gentages:

d)      5 7 14 11 13 26 23 ?

Det rigtige svar bliver i dette tilfælde 25, idet der først lægges 2 til, dernæst ganges med 2, så trækkes 3 fra, hvorefter den samme tredelte procedure gentages …

Det eneste vanskelige er med andre ord, at man skal regne sig frem til, hvilken fremgangsmåde testproducenten benytter i det enkelte tilfælde. Og ligesom med kryds og tværs gælder det også i IQ-tests, at jo oftere man har prøvet den slags opgaver før, jo bedre bliver man til at løse dem.³⁾

Som med alle den slags opgaver – tænk igen på kryds og tværs som eksempel – gælder det også her, at der er nogle mennesker, der er gode til at løse dem, og andre, der er knap så gode. Der er nogle, der hurtigt lærer princippet, og andre, der er lidt længere tid om det.

Og fred være med det, kunne man mene: Hvis folk synes, at det er sjovt at lave den slags, så lad dem dog. Der er også folk, der til og med af egen lomme køber kryds og tværs-blade, så hvorfor ikke?

IQ-forskningen

Men, hov!!! Det er jo ikke for sjov, det her! Det er seriøs forskning! Psykologi og adfærdsvidenskab, om vi må bede! Her drejer det sig nemlig ikke slet og ret om, at folk løser kryds og tværs eller laver små regnestykker for deres fornøjelses skyld. Det skulle derimod angiveligt dreje sig om, at en objektiv, målelig evne hos menneskeracen kommer til udfoldelse. Det er egentlig en ret barnlig tanke, for det er jo klart for enhver, at hvis man løser en kryds og tværs, så kan man også løse den; man besidder med andre ord evnen til det. Til gengæld er den omvendte konklusion temmelig dum. For hvis man ikke løser den, siger det jo ikke, at man slet ikke kan løse den, altså i den betydning, at man helt og aldeles skulle mangle de naturlige forudsætninger for at gøre det. Det siger kun, at man ikke har løst den endnu, så hvis man lærer princippet i, hvordan man løser kryds og tværs – og eventuelt også lærer et par fremmedord mere og navnene på et par oldnordiske og -græske guder, som man ikke var bekendt med i forvejen – så kan man sikkert løse opgaven næste gang.

Det er lidt i stil med de talbaserede opgaver, som vi startede med: Når man har forstået princippet/-erne, så bliver det umådeligt nemt at lave den slags ” hjernegymnastik “.⁴⁾ Omvendt gælder det dog også: Hvis man ikke forstår principperne, og hvis man heller ikke i situationen kan regne sig frem til dem, så lader opgaverne sig ikke løse, før man erhverver sig denne forståelse. Således vil man for eksempel ikke kunne løse opgave b), hvis man ikke er bekendt med addition, og tilsvarende er yderligere kendskabet til multiplikation og subtraktion en forudsætning for at løse opgave a) og d).

Dette er også forklaringen dels på det fænomen, at “verden over vokser intelligensen med tre point for hvert tiår” ⁵⁾, og dels på de angivelige raceforskelle, som visse IQ-fans med slet undertrykt fryd mener at have fået øje på: Hvis man sætter hvide amerikaneres gennemsnitlige IQ-test-score til 100, så “ligger sorte amerikanere på IQ 85”, og “man (!) tør (!) næsten (!) ikke sige det, men så kommer sorte i Afrika med en IQ på 70″.⁶⁾

Sagt med andre ord: Når de enkelte opgaver i IQ-tests den dag i dag til forveksling ligner skoleopgaver og under alle omstændigheder er opgavetyper, som man næsten med nødvendighed må blive bedre til at løse via skoleuddannelse, så er det ikke noget under, at udvidet skolegang fører til højere “IQ-score”, og at manglende skolegang fører til en score på sinkeniveau. På den anden side er dette ikke noget, der huer IQ-teoretikere: De er ikke alene helt igennem bekendt med, at man snildt kan forbedre sin evne til at gennemføre IQ-tests og dermed opnå en højere score, men er også helt på det rene med, at gennemsnitsbefolkningen i industrinationer med regelmæssig skolegang som sagt er blevet ikke mindre end 30 % bedre til at udfylde IQ-tests i løbet af det 20. århundrede. Alligevel hævder Helmuth Nyborg og hans kollegaer: Der er “ingen kendte midler til at ændre begavelse”.⁷⁾

IQ-teoretikernes selvmodsigelse

Men på den anden side burde man efter Nyborgs mening principielt slet ikke have lov til at kunne ændre sin “IQ”, hvorfor IQ-stigningen på de 30 % er en “tom effekt”, “uden praktisk værdi”,⁸⁾ eller bare “en slags slør i måle-metoderne, fordi folk med tiden lærer (!) princippet (!) at kende i de forskellige prøver.” ⁹⁾

Og det er lidt af en selvmodsigelse, som Nyborg & Co. derfor heller ikke har alt for travlt med at annoncere. Når man lærer principperne i IQ-tests at kende bliver man (ikke overraskende!) bedre til at løse dem, og dermed stiger ens score, altså IQ, der imidlertid ikke må stige, da den efter IQ-mafiaens mening skulle være en naturgiven konstant. Nyborg vil bare ikke have, at man kan få en højere IQ, og modbeviser derfor sig selv, når han vil bortforklare den ‘målte’ stigning: Generelt stigende IQ skyldes ikke, at folks intelligens er steget, men at de har lært at løse opgaverne, hvilket efter IQ-bandens mening er en slags snyd – begavelse må ikke kunne ændres! – og derfor ugyldigt!

Vi repeterer:

1. IQ-tests skulle angiveligt måle folks intelligens,
2. men folk, der kender – ikke til de konkrete tests, men – blot til principperne bag dem, bliver bedre til at løse dem og opnår dermed en højere IQ-score.
3. Ifølge Nyborg findes der imidlertid “ingen kendte midler til at ændre begavelse”,
4. men IQ-scoren nægter ikke desto mindre at adlyde denne lov og stiger lystigt,
5. hvorfor IQ-tests altså alligevel ikke måler folks intelligens, men er slørede, tomme, værdiløse etc.,
6. hvilket de selvfølgelig ikke må være alligevel, eftersom IQ-gutterne så måtte opgive deres dumme tests, som de imidlertid holder fast i, hvorfor…. (Begynd forfra med 1).

Denne selvmodsigelse er selvfølgelig ikke en, som IQ-teoretikerne råber alt for højt op om til en bredere offentlighed. Faktisk ville de næppe omtale den overhovedet, hvis det ikke lige var, fordi de af gode grunde får IQ-stigningen på 3 % per ti-år revet i næsen, hver gang de viser sig.¹⁰⁾ Denne situation er uendeligt pinlig for en gut som Nyborg, der beundrer naturvidenskaben og gerne så sin egen “forskning” opnå samme hæder og anerkendelse, og pinligheden er da også regulær og ikke kun subjektiv.

Man kan prøve at forestille sig en meteorolog med samme dilemma: På den ene side hævder han, at hans termometer måler de faktiske temperaturer. På den anden side er han overbevist om, at det ikke kan blive varmere generelt: Varmen er for ham en konstant! Nu viser det sig imidlertid, at temperaturen generelt stiger, hvilket han ikke vil acceptere. Derfor hævder han så i næste omgang, at termometerets generelt stigende måleresultater (som han ikke kan komme uden om) kun er en slags “slør i målemetoderne”. Når målingerne viser højere gradtal, så er det ikke, fordi det er blevet varmere . Det er bare temperaturen, der er steget!!!

Hvorfor er IQ-teoretikerne så tungnemme?

Helmuth Nyborg ønsker at bevise eksistensen af en angivelig iboende arvelig faktor, “g”, “general intelligence”, som er naturgiven og uforanderlig . Hans særlige tungnemhed er derfor ikke en, som han har fra naturens hånd, og den er heller ikke “miljøets” skyld – ikke direkte, i hvert fald. Nyborg er ikke udstyret med en specielt ringe forudsætning “g”, som forhindrer ham i at se det, som almindelige dødelige ikke behøver flytte rundt på ret mange brikker for at fatte. Han er tungnem med vilje, hvilket er en ganske anden sag. For ham og hans meningsfæller drejer det sig kvasi om at forbyde “IQ” at være så labil og påvirkelig af uddannelse, som den i realiteten er, eftersom deres ærinde er at lade samfundets hierarkisering af den ene generation efter den anden fremstå som et resultat af individernes givne naturlige forudsætninger.¹¹⁾

Enhver ved, at skole- og uddannelsessystemet i de vestlige samfund drejer sig om selektion: Elever/studerende med de bedste præstationer får lov til at gå videre til det næste, højere trin i uddannelseshierarkiet, de dårligere gør ikke. Og det er heller ingen hemmelighed, at de højere trin i uddannelseshierarkiet fører til de bedre, mere vellønnede trin i job-hierarkiet. For så vidt er der altså heller ikke noget underligt i, at “utallige undersøgelser viser, at et skolebarns g-score (altså IQ-testresultat! DS) med ret stor sikkerhed kan forudsige, hvor meget den pågældende kommer til at tjene 30 år fremme i tiden.” ¹²⁾

Nyborg & Co. er imidlertid mestre i at bytte om på årsag og virkning, når de fortolker sammenhængen mellem deres IQ-målinger og individets samfundsmæssige succes.

“g” som samfundslære

IQ-teorierne drejer sig som sagt om general intelligence. Her mener man, at man har fundet frem til en objektivt eksisterende evne g ved at lade forsøgspersoner løse opgaver, der har at gøre med for eksempel sprog, logik-matematik, orientering i de tre dimensioner og musik. Da det har vist sig, at de, der er gode til én opgave-type, ofte er gode til de andre, men for eksempel ikke til motorik – fx at danse salsa eller stå på ski – har man besluttet sig for, at denne “korrelation” må bero på en objektiv evne, g.

Richard Lewontin, førende genetiker og kritiker af videnskabsideologi, har kaldt fremgangsmåden for “tingsliggørelse”: Alene i kraft af egne vedtagelser når man frem til, at når folk ikke er lige gode til noget, så må det skyldes, at der eksisterer en tingest, som nogle har meget af og andre (for) lidt. En påstand, hvis troværdighed svarer til “at hævde som bevis på Guds eksistens, at han nævnes i alle bøger i Biblen.” ¹³⁾

I overensstemmelse med deres opfindelse g bedriver IQ-teoretikerne deres samfundslære:

På spørgsmålet – ” Jamen, er det (IQ-teorien) ikke bare med til at lave et klassesamfund i de kloge og de dumme?” – svarer Helmuth Nyborg:

“Nej, det er lidt af en misforståelse, at hvis man snakker om det, så laver man et klassesamfund. Vi har allerede klassesamfundet. Hvad de fleste ikke ved, er, at det er delt efter intelligens, så hvad enten vi snakker om det eller ej, så virker det (!) i praksis.” ¹⁴⁾

Eller med andre ord: Når der findes underbetalte gadefejere i slumboliger og kirurger i millionærvillaer, langtidsledige på kontanthjælp og forsknings- og andre ministre med diverse ekstraindtægter, så er det deres IQ, der er på spil. Hvis det ikke var for IQ-forskellen, ville vi allesammen tilhøre den samme klasse. Men da forskellene er et uopretteligt naturligt faktum, er erhvervshierarkiet nødvendigt. Intelligens adskiller sig som tidligere nævnt fra lærdom ved, at den ikke kan læres:

“Hvis du ikke er særlig intelligent, så kender vi i dag ikke nogen midler til at reparere det .”

Her hjælper altså hverken silikoneimplantater eller støtteundervisning! Den “IQ”, som vi er født med, “virker” ifølge Nyborgs forestillinger sådan, at resten af livet fra skole- til karriereforløb “i praksis” er medfødt.

Interessen i IQ er altså en interesse i at (op)finde forskelle på folk – naturlige forskelle – for at retfærdiggøre de regulære forskelle, som helt andre instanser skaber i virkelighedens verden. IQ skal dels selektere og dels retfærdiggøre selektionen. Til det formål tæller kun de angivelige uforanderlige forskelle på individerne og ikke de fremskridt, som også individerne nødvendigvis må gøre, for at en hel befolkningsgruppes IQ kan skyde i vejret.

Interessen i selektion er altså noget ganske andet end interessen i at gøre folk klogere – nemlig sådan ca. det modsatte. Praktisk værdi har det derfor, når adgangsbegrænsningen udelukker nogle fra et studium og IQ-psykologen meddeler, at der ikke slet og ret er tale om en beslutning taget fra oven: at staten giver nogle lov, men nægter andre at komme ind. Ifølge IQ-forskerne er selektionen og hierarkiseringen i uddannelsessystemet ikke slet og ret en statslig beslutning, men derimod et udslag af den videnskabeligt konstaterede objektivitet selv: De udelukkedes egen natur, deres gener, har sat sig igennem. Deres arveanlæg formåede “desværre” ikke at give dem den IQ og dermed de eksamenskarakterer, der kræves på det respektive ønskede studium.

Tilsvarende på arbejdsmarkedet: Man vil kun ansætte (og betale) den ypperste arbejdskraft (når man har mulighed for at skalte og valte), og derfor kan man finde på at frasortere rygere, overvægtige, skaldede,¹⁵⁾ kvinder, sorte, tyrker, hørehæmmede, svagtseende, midaldrende eller folk født i Fiskens tegn.¹⁶⁾ En (undertiden) politisk korrekt offentlighed betegner dog dette som diskrimination, mens det pudsigt nok ikke anses for diskriminerende at kassere angiveligt mindre kvikke stillingsansøgere. Det er nemlig i virksomhedernes rene og skære egeninteresse og derfor ikke diskrimination. IQ-tests er således populære ved stillingsbesættelser, og der er da heller ingen grund til at tro, at IQ-psykologer skulle være mindre effektive end erhvervsastrologer. Personalechefernes brug af IQ-tests har desuden den herlige effekt, at IQ-teorierne bliver til selvopfyldende profetier, når de producerer det resultat, som deres egne prognoser forudsagde: ‘For lav IQ, han får aldrig fast arbejde. Er det ikke det, vi altid har sagt?’

Det betyder imidlertid langt fra, at folk uden suveræn IQ-score er for dumme til at udfylde de jobs, som de ikke får: Hvis der er 100 ansøgere til 10 jobs, vil 90 under alle omstændigheder ikke få dem – og så kan de være nok så kvalificerede, incl. g-score!

Og der er desværre ingen, der ønsker at komme det grundlæggende problem til livs: Det frie og lige arbejdsmarked sikrer, at der er nogle, der får jobbet, og andre, der ikke gør, hvorfor de er henvist til kontanthjælp eller til at tære på (eventuel) egen opsparing. Kritikerne af den herskende selektion beklager sig højst lidt over, at der er for mange kvinder eller folk “med anden etnisk baggrund” blandt de frasorterede. At arbejdspladser skal besættes, så de afspejler demografiske (og hvorfor ikke også astrologiske?) gennemsnit, er et underdanigt (og ret dumt!) ideal, der ikke lader sig forene med konkurrencesamfundet – hverken før eller efter “globaliseringen”. De arbejdsløse har under alle omstændigheder ikke meget glæde af, at de er blevet kasseret ud fra et strengt politisk korrekt princip … og konkurrencesamfundet er der skuffende nok ikke rigtigt nogen, der vil til livs.

Og selv Nyborg beklager de stakler, som aldrig kommer i arbejde, fordi det i fremtiden kræver computerbeherskelse at stå ved en drejebænk, hvilket en mangelfuld IQ-score efter hans mening forhindrer en stor del af menneskeheden i at blive uddannet til. Når han mener, at “det virker uretfærdigt, udemokratisk”, ser han imidlertid bevidst bort fra, at det hverken er evolutionen eller IQ-størrelsen, der umuliggør, at de arbejdsløse kommer i arbejde. Når man skal kvalificere sig til (videre)uddannelse i konkurrence med andre, er der nødvendigvis nogle, der vinder, og nogle, der taber – ikke fordi de ikke kan fatte og forstå, men fordi samfundet ikke finder det rentabelt at ofre de nødvendige midler. Og når CAD/CAM erstatter gammeldags drejebænke, så sker det, fordi den slags højteknologiske redskaber tjener sig selv hjem, og lidt til, ved at overflødiggøre arbejdskraft (= udbetalte lønninger), hvorfor det ikke er rentabelt at videreuddanne mere end en mindre del af de overflødiggjorte.

Eller sagt, så ikke engang Nyborg vil kunne overhøre pointen: De overflødige mennesker er konkurrencesamfundets ‘neandertalere’ – og hverken evolutionens eller naturens. I denne egenskab har de i øvrigt deres samfundsnyttige rolle at udfylde: som skræmmeeksempel for alle os andre, der må prøve at anstrenge os lidt mere for ikke at blive udrangeret.

Denne artikels IQ-kritik er således rent faktisk uden praktisk samfundsmæssige værdi, og IQ-psykologernes målinger er til gengæld yderst praktiske. De er godt nok ren og skær ideologi, men som sådan kaster de et tilforladeligt skær over samfundets ofre: De er ikke ofre for samfundet, men for deres egen natur.

 

En høj IQ-score er ingen garanti mod ganske almindelig dumhed! Den efterfølgende intelligens-test har derfor heller ikke intentioner om hverken at teste eller forhøje deltagernes IQ, og man kan slet ikke vinde noget ved at gennemføre den. Til gengæld kan man ikke udelukke risikoen for, at man bliver en lille smule klogere.

---

Alternativ intelligenstest:

1. Spørgsmål: Hvad er det i virkelighedens verden, der gør, at nogle ikke klarer sig i uddannelsessystemet, mens fx Nyborg kan blive professor i udviklingspsykologi?

2.a Hvorfor er karakterer i skolen så absolut nødvendige?

2.b Hvorfor kan køreprøverne derimod foregå efter bestået/ikke-bestået-princippet, selv om fx både det store og det lille kørekort ofte er direkte erhvervskvalificerende?

2.c Hvorfor er konstateringen af mangelfuld indlæring i skolen ikke en grund til at lære eleverne det forsømte, så de kan tage den uddannelse, de ønsker, men derimod en grund til at fratage dem muligheder for at læse videre?

2.d Hvorfor kan studenter med lave karakterer ikke få lov til at hæve deres gennemsnit ved at tage et par fag om, så de på den måde kan komme ind på den uddannelse, som adgangsbegrænsningen formener dem adgang til?

3. Kevin Langdon, medlem af foreningen for IQ-tosser, Mensa, har konstrueret en test til at finde frem til mennesker med en højere IQ end 99,997 % af befolkningen (eller ca. 1 ud af 30.000), fordi han ønskede at “møde kvinder, som han ikke var nødt til at tale ned til.” Spørgsmål: Hvad er der i vejen med Kevin? (Svaret “Hans medlemskab af Mensa” er ikke forkert, men det er udgangspunkt for spørgsmålet og ikke det svar, der tænkes på i denne sammenhæng.)

4. Helmuth Nyborg er som bekendt professor i Århus, hvor han har konstateret en ændring i de studerendes adfærd siden 1960erne:

“‘Instituttet har fået studerende, der er lidt pænere i det. Deres henvendelser er langt mere høflige og afventende. Før i tiden gik de mere direkte i kødet på os.’

Han tror, at det kan have en sammenhæng med at adgangskravene er blevet højere for at komme ind på psykologi. I år var optagelseskvotienten 9,6, men den har været helt oppe på 9,8.” ¹⁷⁾

Spørgsmål: Hvad er sammenhængen mellem eksamensgennemsnit og høflighed?

5. Når Nyborg taler om “mennesket som … system, hvis ontogenetiske intrasystematiske struktur og funktion bygger på interaktion mellem DNA molekyler (arv) og molekylært definerede ekstrasystematiske omverdenspres (miljø)”, så mener han tilsyneladende, at den påvirkning, som mennesker modtager, ene og alene er af fysiologisk art, at fx ordene i hans egen foredragsannonce påvirker læserne qua de molekyler, som de og læserne består af, og ikke i kraft af de udtrykte tanker, da mennesker – som alt andet – er “hinsides mening, logik, moral, intention, begær og andre synaptisk (!) baserede filosofisk-teosofisk-mentalistisk-lingvistiske illusioner.” Spørgsmål: Tror han selv på det, eller er det en parodi på en Århus-historie? Tillægsspørgsmål a: Hvis han tror på det, hvorfor hengiver han sig så til illusionen om, at han har intentioner om at argumentere for sine idéer, i stedet for bare at slappe af og overlade det til synapserne at fyre løs, som det passer dem? Tillægsspørgsmål b: Kan man give Nyborgs “arv” eller “miljø” skylden for, at han tænker, som han gør? c: Eksisterer der dumheder, som vi både kan begå og korrigere uden at skulle undskylde os med en eller anden naturlig eller social variant af determinisme og skæbnetro?

6. Nyborg og hans race- og kønsfæller har en rigtig stor en, der for alvor begyndte at vokse fra de andres, da de var 13-14 år. Den er meget større end den, som negrene kan prale med – for slet ikke at tale om den, der tilhører kvinderne, der også er underlegne i denne disciplin.

Spørgsmål: Hvad er det nu for en?

---

Citater og baggrund fra:

• Freerk Huisken: Forskningsfrihed (Bremen Universität 1999) ( Para-nyt 6/2002 )
• Freerk Huisken: Hjernen determinerer psyken: fejl, funktion, følger ( Para-nyt 2/2000 )
• Freerk Huisken: Gymnasiemassakren i Erfurt (Social Kritik 81/2002) http://www.socialkritik.dk
• Freerk Huisken: Afsnittet Opdragelse og individ fra Erziehung im Kapitalismus, (VSA-Verlag, 1998) http://www.fhuisken.de
• Kevin Langdon: The World’s Hardest IQ Test (Omni , April 1979)
• Richard Lewontin: The Inferiority Complex (1981/2000), artikel i bogen: It Ain’t Necessarily So (Granta, 2000)
• Helmuth Nyborg: 19-direkte, (DR-1, 09.01.2002)
• Helmuth Nyborg: fra Fynbos Klumme 27/5/99: http://wwwdk.obs.aau.dk/fynbo/1999/0527.html
• Helmuth Nyborg: Forelæsning om IQ, Anatomisk Institut, arrangeret af Dansk Human-Etologisk Forening (København 22.05.2001)
• Marie Bering Pedersen: Professoren: “Bryd professorvældet!”  http://Manila.djh.dk/byenibyen/stories/storyReader$536
• Politikens bog om det alternative : en håndbog om mystik og videnskab. ( Politiken 2002 )
• de Séréville/Myers: Nøglen til succes i alle IQ-tester (Bonniers 1994)
• Dann Simonsen: IQ – den demokratisk lutrede racisme (Social Kritik 72/2001) http://www.socialkritik.dk  Den ligger også online her hos Dansk Skeptica: http://skeptica.dk/artikler/?p=1198
• Hvad er intelligent?     http://www.gegenstandpunkt.com/dansk/Videnska.htm
• Nils Thorsen: Hovedernes kamp, Politiken 12.1.2002
• Mogens Winther: Astrologi – vildfarelse eller videnskab? Fra bogen Bedst af alle verdener (Fremad, 2000) ( Para-nyt 5/2000 )
• Mogens Winther: Helbredelse ved forbøn ( Para-nyt 5/2002 )

Om selektion i uddannelsessektoren: 

http://www.gegenstandpunkt.com/dansk/benned.htm
http://www.gegenstandpunkt.com/dansk/modne.htm
http://www.gegenstandpunkt.com/dansk/Pisa.htm

Noter:

1.      Se Freerk Huiskens artikel Forskningsfrihed om pluralismen i humaniora og samfundsvidenskaberne:  ( Para-nyt 6/2002 )
2.      Cit. efter de Séréville/Myers
3.      Ikke engang Helmuth Nyborg er uvidende om dette fænomen. Herom senere.
4.     Hvis man hører til dem, der gik i stå med opgave a) og af den grund ikke kan koncentrere sig om at læse videre, kan man prøve at læse opgave d) og den tilhørende forklaring, og så gå tilbage til a) igen. Capiche?! Hvis man derimod er bedøvende ligeglad, har man min fulde sympati!
5.      Cit. efter Niels Thorsen
6.     Helmuth Nyborg citeret i samme artikel. Hvordan det skulle tage sig ud med hensyn til kønsforskelle på dette uhyre uinteressante felt, blev den danske offentlighed rigeligt informeret om, da Nyborg kvajede sig for åbent tæppe i starten af 2002. Den undersøgelse af drenges og pigers intelligens, som vakte så meget furore i den danske offentlighed i januar 2002, var ydermere baseret på et meget begrænset statistisk grundlag. Herom se Mogens Winthers artikel Helbredelse ved forbøn: http://skeptica.dk/artikler/?p=1212  .
7.      I TV-programmet 19-direkte sagde han yderligere: “Du har den intelligens, du har, og den kan vi ikke gøre noget ved.”   Som det foregående citat er dette fra Nyborgs IQ-forelæsning. -^
8.      Cit. fra Nils Thorsen. Indlæringseffekten er i parentes bemærket også en af grundene til den kun tilsyneladende selvmodsigelse, at IQ-teoretikere på den ene side har en meget høj IQ, selv om den gennemsnitlige IQ-teoretiker på den anden side er dum som en dør!
9.      To andre eksempler, som man altid bør minde IQ-teoretikerne om: 1) Når en befolkningsgruppe flyttes, konstateres det undertiden, at dens “IQ-score” skyder i vejret. 2) Der er masser af bøger, fx Nøglen til succes i alle IQ-tester, der lover, at “fortrolighed med de forskellige typer af opgaver kan forbedre dine resultater med mindst 15 %”. På dette sted er det dog værd at bringe i erindring: Ved at købe og læse den slags bøger kan man forøge sin IQ og måske dermed give sig selv bedre chancer end konkurrenterne til stillingen. Dermed vælger man imidlertid også at underkaste sig under IQ-testens selektionstyranni. Afskaffelsen af dette kræver andre midler
10.     IQ-banden har en såre simpel praktisk løsning på deres problem med den generelle IQ-stigning. Når en gennemsnitlig score for hundrede år siden er vokset fra 100 til i dag 130, så betyder det selvfølgelig ikke, at vi så alle kan få lov til at komme på universitetet i dag. Det ville jo være det stik-modsatte af selektion! Løsningen, som Nyborg & Co. heller ikke plejer at råbe alt for højt op om, er: Man fastsætter, at den gennemsnitlige score til hver en tid er 100! Derfor hjælper det ikke noget, at du ville score 130 i den test, som din tipoldefar kun scorede 100 i. Du får også kun 100, fordi du sammenlignes med en anden gruppe end din tipoldefar blev det!
11.     Cit. efter Thorsen.
12.     En lidt større bid fra Lewontins artikel om IQ lyder:  “In order for the original Stanford-Binet test to have won credibility as an intelligence test, it necessarily had to order children in conformity with the a priori judgment of psychologists and teachers about what they thought indicated intelligence. No one will use an “intelligence” test that gives highest marks to those children everyone “knows” to be stupid. During the construction of the tests, questions that were poorly correlated with others were dropped, since they clearly did not measure “intelligence”, until a maximally consistent set was found. The claim that something real is then measured by these selected questions is a classic case of reification. It is rather like claiming, as a proof of the existence of God, that he is mentioned in all the books of the Bible.” (p.15)             “IQ tests do pick out people whom teachers and psychologists think are intelligent. Unfortunately, that fact has confused even our philosophers into thinking that the tests pick out people who have a physical, heritable, internal property, “intelligence,” that stands apart from socially determined mental constructs. That confusion is enshrined in E. G. Boring’s famous definition of intelligence as what IQ tests measure. The Catholic Church has a very elaborate, exacting, and successful test procedure, including the attestation of miracles, for finding out people whom its members regard as being “saintly”. But saintliness remains a mental construct, just like intelligence. It is not simply our “judgments of intelligence” but the very idea of intelligence that is a historically contingent mental construct.” (p.32)
13.     19-direkte.
14.     Pressen meddelte for ca. 1½ år siden, at skaldede skulle have mindre chance for at komme tilbage til anden jobsamtale end folk med intakt hårpragt. Chancen var henholdsvis 27 & 42 %, så vidt jeg husker.     Når forfatteren til denne artikel er i fast arbejde, skyldes det muligvis snarere hans hårpragt end hans IQ:  http://www.feichtinger.dk/salsaskole/billeder-kka-fest/B-kka-dec-00/original/image22.jpg    (Forfatteren er ham, der arbejder!)
15.     Se Mogens Winthers artikel om dette emne.
    Det er i øvrigt interessant, at astrologiens skæbnetro eksplicit sammenligner sig med en angivelig ditto i genetikken:  “I det øjeblik du bliver født, bliver himlen ligesom frosset fast. Du hænger på den …. Den himmel, der er over dig, når du bliver født, kan aldrig ændre sig, den ER dig. Det svarer lidt i overført forstand til genernes betydning.”
    Astrologen Christian Borup, 2002, citeret fra “Politikens bog om Det Alternative.
16. Cit. efter M. B. Pedersen.   Kilde: Para-nyt 2002 nr. 7

[*]