oversat af Dann Simonsen, efter tysk: Studieren um zu probieren?
Det sludder, som naturvidenskabelige forskere kommer med, bliver normalt enten blot registreret eller også betragtet med forstående eller munter overbærenhed, en regel som kun bliver brudt, hvis en repræsentant for denne disciplin blander sig lidt for eftertrykkeligt i politik. De forskellige fejltagelser hører ikke hjemme i disse menneskers arbejdsfelt, og man forklarer deres eskapader med den videnskabelige specialisering – heller ikke en Einstein kan vide besked med alle områder i dag. Ligesom i vittighederne om den distræte professor anser man dumheden for en nødvendig omkostning ved enhver teoretisk fordybelse, hvis nytteværdi man sætter pris på, og dermed afstår man fra at forklare fænomenet. For der er ingen mangel på viden på noget som helst område, der kan tvinge nogen til at producere falske tanker, tværtimod! Men for de passionerede beundrere af naturvidenskaben begynder de urealistiske spekulationers sfære hinsides naturvidenskaben, og her er rationaliteten under alle omstændigheder forduftet sammen med de nødvendige kontrolinstanser. Her figurerer den naturvidenskabelige forskning som mønstret på videnskabelighed, ikke fordi den har leveret nogle videnskabelige resultater, men fordi den bestræber sig på en selvkritisk holdning og uafladeligt forsøger at teste sine indsigter via eksperimenter. Selv om denne ros ikke består i andet end i den uforskammede beslutning om, at man ikke vil tage hverken naturvidenskaben eller nogen som helst andre tanker for gode varer, så kan samtlige repræsentanter for faget alligevel bruge den til at styrke deres selvbevidsthed, hvilket ganske vist kun rejser et nyt spørgsmål med hensyn til sludder. Hvordan forholder det sig for eksempel, når en naturvidenskabelig forsker udtaler sig om sin egen disciplin, som ingen skulle være bedre i stand til at bedømme end han selv, specialisten? Med sin sidste bog "Lectures on Physics" har Richard P. Feynman skabt et værk, som hører til de mest renommerede lærebøger, man kan studere i de første semestre. Her indfører han "freshmen" i fysikken, en opgave, som han løser ved mere end bare at forklare stoffet. Han kommer også med almene henvisninger til, hvilken vej videnskaben går.
Som enhver fysiker roser Feynman sin videnskab:
"Physics is the most fundamental and all-inclusive of the sciences, and has had a profound effect on all scientific development. In fact, physics is the present-day equivalent of what used to be called natural philosophy." (3-1)
Og på dette felt er den nået meget langt:
"If you are going to be a physicist, you will have a lot to study: two hundred years of the most rapidly developing field of knowledge that there is. So much knowledge, in fact, that you might think that you cannot learn all of it …" (1-1)
Og så går han ellers i gang: varme, mekanik, elektricitet, atomerne … med ét ord:
"outside the nucleus we seem to know all." (2-15)
Og han kan til og med fortælle en del om kendskabet til det, der er inde i kernen, og han er optimistisk med hensyn til, at videnskaben en dag vil vide besked om de manglende relationer mellem de opdagede partikler.
We seem to know. Den ordentlige fysiker er også beskeden.
"There is an expanding frontier of ignorance" (1-1), klager han. Der er noget galt med den knowledge, som bliver præsenteret for os.
"In fact, everything we know is only some kind of approximation, because we know that we do not know all the laws as yet."
Det er, in fact, en fejlslutning, det, som Feynman her vil konkludere på baggrund af fysikkens vidensniveau. Flertalsformen "all the laws" siger, at man, hvis man kendte blot én af disse love, ville vide noget rigtigt – uanset hvordan det så stod til med resten af verden. Man behøver ikke at vide alting for at vide noget . Og at hunden har fire ben forbliver i øvrigt også rigtigt selv efter en nærmere anatomisk analyse: Tallet bliver ikke mere nøjagtigt af den grund.
Det fremgår af den næste sætning, at Feynman med sin bedømmelse af lovene som approksimation ønsker at stille spørgsmålstegn ved lovenes gyldighed:
"Therefore things must be learned only to be unlearned again or, more likely, to be corrected." (1-2)
For at begrunde sin tese havde han altså været nødt til at påstå, that we do not know any of the laws.
Eksemplet, som i denne sammenhæng nyder hele fagets kærlighed, er ikke hunden, men, meget finere, relativitetsteorien. Den er et eksempel på, at der begås fejl i udviklingen af viden om fysikken – og at man opdager og overvinder dem. Men:
"What kind of new ideas and suggestions are made to the physicists by the principle of relativity?" "It was a shocking discovery, of course, that Newton’s laws are wrong, after all the years in which they seemed to be accurate … We now have a much more humble point of view of our physical laws – everything can be wrong!" (16-3)
Shocking, maybe, for the physicist, men ikke nogen grund til en ændret opfattelse af naturlovene. Når man bedriver videnskab, kender man til muligheden for at tage fejl. Men den tager man selv på sig og giver ikke den eksisterende viden skylden. Når man korrigerer sin fejl, insisterer man dermed på, at der findes gyldige love – ellers ville det ikke være nogen korrektur, ellers fandtes der ikke nogen fejl, ingen forskel i forhold til sandheden. Den tilsyneladende konsekvens, the new idea and suggestion, the humble point of view, er præcis det modsatte af det, som Einstein præsterede og som fysikken har gjort indtil den dag i dag. Og mester Feynman tøver heller ikke med at behandle de nu korrigerede love som sande i resten af bogen.
dirty objects, …
Det har en dybere betydning, at viden omtales som ren og skær approksimation. Professor Feynman benytter endnu engang lejligheden til at give sine studenter en forklaring. I afsnit 12.1 vil han afværge den misforståelse, at Newtons anden lov (kraft er lig masse gange acceleration: f = m * a) blot er en definition 1) på kraftbegrebet og hertil bruger han følgende argument:
"First, because Newton’s second law is not exact" – på grund af den relativistiske komplettering – "and second, because in order to understand physical laws you must understand that they are all some kind of approximation."
Det er svært at forestille sig en mere skeløjet argumentation: En lov skal bevises som "real knowledge" og det via argumentet, at den jo ikke er "exactly true". Med denne dristige tanke er det endnu engang lykkedes ham at fratage fysikken sin karakter af erkendelse. Han begrunder den på følgende måde:
"Any simple idea is approximate."
Man behøver bare spørge sig selv:
"What is a chair?"
En stol er nemlig ikke nogen afgrænset ting. For hele tiden fordamper der et par af dens atomer, og andre lander på den – kort sagt kan man aldrig sige helt præcist, hvilke atomer der hører til stolen:
"So to define a chair precisely … is impossible."
Feynman forsvarer grænserne for erkendelse, uselvisk og uden stolthed over sin ekstraordinære tankekraft, der til og med formår at bruge noget udefinerligt som eksempel og argument. Når han først har brugt stolens egenskaber til at bevise, at den egentlig slet ikke findes, så er det heller ikke svært at overliste sig selv og bruge sin viden om den komplicerede verden til at konkludere, at viden er umulig:
"… and if we have a system of discourse about the real world, then that system, at least for the present day (som om videnskaben nogen sinde ville vogte atomerne eller blot en sæk lopper) , must involve approximation of some kind."
Alligevel er der ikke noget, der ligger professoren fjernere end at korrigere sin overbevisning, som han begrundede med de indefinite stole. Ved den lejlighed fremfører Feynman en indsigt om genstanden for sin videnskab:
"these complicated and ‘dirty’ objects of nature."
Det er imidlertid naturlovenes præstation, at de forklarer de dirty objects og dermed også deres dirtiness. Hvor det således hed sig i 2-1,
"that we try … to understand this multitude of aspects as perhaps resulting from the action of a relatively small number of elemental things and forces acting in an infinite variety of combinations",
så vendes forholdet her på hovedet. Videnskaben skulle være lige så dirty som sin genstand:
"Every object is a mixture of a lot of things, so we can deal with it only as a series of approximations and idealizations. … In the same way, we shall learn about the characteristics of force (kraft i det hele taget), in an ideal fashion, if we are not too precise."
En i sandhed ideal fremgangsmåde, hvor genstanden selv begrænser brugen af logik. I matematikken "all the logic can be followed out completely, but the physical world is complex …" (12-3)
grå teori, …
Hele Feynmans argumentative kraft har altså til formål at få studenterne til at dele hans foragt for egen erkendelsesevne – dette er udgangspunktet for alt hans vrøvl. Han er tilhænger af det håndfaste og modstander af de blege tanker, hvilket ikke fratager hans sludder for et vist raffinement: Fysikkens særegne præstation, at den konkretiserer de konkrete naturobjekter for på den måde at udforske de almengyldige love og give en forklaring på dem, får Feynman forvandlet til en mangel, idet han konfronterer enkelte almene resultater af naturvidenskaben med eksempler, hvis specifikum ikke er indeholdt i disse. Hvis en fysiker virkelig ønskede at forklare en stols funktion, så måtte han anvende statik, styrkelære, osv. – Feynman kommer imidlertid med sine atomer, som han anser for at være kvintessensen af videnskaben. Han kender også andre imponerende eksempler på verdens kompleksitet – fx havbølger, hvor det ikke er til at sige, hvor den ene holder op og den anden begynder, eller vinen i et glas, som har løsnet et par silikatmolekyler fra glasset og dermed ikke mere har nogen klare grænser – og det er kun Nobelpristagerværdigheden, der afholder ham fra at afslutte den slags argumenter med en prut, hvor det heller ikke er til at afgøre præcis, hvor det er, der lugter. Idet han blamerer fysikken, som kun skal være repræsenteret via atomerne, ved hjælp af eksempler, som enhver er fortrolig med fra praktiske sammenhænge, foretager han sit knæfald for interessen hos almindelige mennesker, der skælder ud på den abstrakte teoretiseren og bebrejder den for at være verdensfjern, for så vidt som det ikke er klart, hvordan den kan bruges til at løse deres praktiske problemer med. Feynman opfordrer ligefrem til, at man i forbindelse med hvert eneste begreb, der forekommer i videnskaben, skal stille spørgsmålet, om det også kan proppes i munden. Når han reducerer den interesserede betragtning af videnskaben til den vulgæreste form, der er mulig, og deri prøver at overgå ethvert af de moderne forsøg, så er pointen en mærkværdig omsorg for videnskaben. Eftersom han ikke har lyst til bare at udskifte sin professorstilling med et af de overleverede håndværk, iscenesætter han blameringen af fysikken på en sådan måde, at han kan lære hverdagsforstanden at differentiere og fjerne dens selvtilfredse sikkerhed: Man føler sig ikke så sikker på hans stole! Tro mod den herlige vise – "Videnskaben har bevist, at marmelade indeholder fedt …" – demonstrerer Feynman over for sine tilhørere, at heller ikke de ting, som ikke et eneste menneske har problemer med længere – hverken praktisk eller teoretisk – er det, som de er. Denne herlige naturvidenskabelige indsigt skulle være grunden til, at naturvidenskaben ikke rigtig gør fremskridt med sine erkendelser og ikke formår at opfylde mange af de krav, der stilles til den. Verden er kompleks, og den, der hidtil har følt sig sikker på benene, burde først og fremmest stille spørgsmålstegn ved sig selv:
"Is it possible that that ‘thing’ walkin back and forth in front of you, talking to you, is a great glob of these atoms in a very complex arrangement, such that the sheer complexity of it staggers the imagination as to what it can do?" (1-13)
Men hans argumentation er nødt til at indrømme det modsatte af det, han vil bevise. Lige så lidt som møbler indeholder en eller anden gåde, er hans jongleren med atomer et argument for skepsis. De komplicerede genstande skulle angiveligt forhindre, at forskningen når sit mål, men det er først den fuldførte forskning, der har forsynet Feynman med hans atomistiske argumenter: Han demonstrerer videnskabens utilstrækkelighed udelukkende ved hjælp af dens teoretiske successer. Jeg ved ingenting, fordi jeg ved meget, lyder sammenfatningen af hans argumentation. Når naturerkendelsen er færdig med sin opgave, så er den langt fra færdig – dette er logikken i alle de indvendinger, som Feynman hidtil er kommet med.
At fremstille videnskabens succes som en slags fiasko lykkes kun for en person, som er ude efter successer på et andet felt og som bebrejder videnskaben for denne forskel. Afslutningen på det videnskabelige arbejde er rent faktisk en ny begyndelse: Dets resultater er genstand for praktisk nytteanvendelse, som opdagelsen af naturens love ikke har truffet nogen afgørelse om. Formålet med naturvidenskaben er anvendelsen i industri og teknik. Og netop når den er anvendelig, dvs. når den vil levere den viden, der er nødvendig for at bearbejde naturgenstande, er den nødt til at tage afstand fra praktiske spørgsmål og undersøge sine genstande. At videnskaben imidlertid endnu ikke er noget i sig selv og først beviser sin succes i den nytte, som den har for stat og samfund, er Feynmans falske tro, som han agiterer sine studenter til. Med en variation over ren algebraisk følgerigtighed bekræfter han den ligning mellem videnskab og nytte, som allerede kendetegnede moralapostlene blandt de naturvidenskabelige forskere: Den mangel på nytte, som hans supplerende tanker om videnskab implicerer, forvandler han til en mangel ved videnskaben selv. Moralisterne betragter virkningerne af den anvendte naturvidenskab med forskrækkelse, og da de ønsker at betragte dem som nødvendige følger af naturerkendelsen – og samtidig vil tilskrive deres arbejde velsignende kvaliteter – kan de ikke gøre andet end at appellere til menneskeheden om at udvise mådehold. Foragt er også deres stilling til deres videnskabelige aktiviteter: De gør verdens gang gældende mod videnskaben, som med sin erkendelse giver samfundet midlet til at beherske naturen i overensstemmelse med sine formål. Det, der er impliceret hos dem, finder Feynman i videnskaben selv: Fordi han ønsker at forsikre sig selv om, at hans videnskab virkelig er nyttig, konfronterer han den med sine i sandhed virkelighedsnære eksempler. Han vil bevise brugbarheden af sin viden uden at tage den alvorligt som viden – og en sådan argumentation, der konfronterer videnskaben, uafhængigt af dens særegne præstationer, med dens praktiske udgangs- og slutpunkt, må blive til idioti.
… and how it works
Dette forklarer også en af de grimme læresætninger, som vores amerikaner beriger fysikkens verden med:
"Things must be learned only to be unlearned again " –
lære for at lære påny – en parole, som også er meget populær i uddannelsespolitiske diskussioner, “omstillingsparathed”, hvor det hedder sig, at det ikke kommer an på, hvad man kan og ved, men derimod på, at man er beredt på livets op- og nedture, d.v.s. på at stå til tjeneste for andres ejendom og hvad deraf følger. Hvis det forholder sig på samme måde med videnskaben, hvis den altid først er nødt til at vise, hvad den dur til, så får tvivlen om sandheden om naturlovene endnu en specifik drejning.
Som fysiker, der bebyrder sin videnskab med at skulle bevise sin nytte, er Feynman i den lykkelige situation, at han i naturforskningen opdager et moment, der ser ud til at leve op til hans maxime og erstatte viden med funktion i skiftende situationer.
Eksperimentet, hvor naturens lovmæssigheder bringes til anskuelse, beviser det forhold, at det virker, eller som amerikaneren siger, "it works" . 2) Fordi sandheden for ham er identisk med, at man kan lave noget med den, forkynder Feynman:
"The test of all knowledge is experiment. Experiment is the sole judge of scientific ‘truth’." (1-2)
Når han i mellemtiden rigtigt bemærker, at
"Experiment helps us to produce these laws, in the sense that it gives us hints"
og det kræver en god portion åndsarbejde
"to create from these hints the great generalizations …. the wonderful, simple, but very strange patterns beneath them all",
så tager han på den måde højde for eksperimentets rolle i videnskaben for at kunne tage det til indtægt for sit kontrolprincip:
"then to experiment to check again whether we have made the right guess." (1-2)
Eksperimentet, det middel, som forskningen bruger til at komme videre med, skulle angiveligt være den instans, som afgør, om naturlovene er rigtige! En naturlov, fx ligningen f = m * a, kan imidlertid ikke bevises ved hjælp af målinger, eftersom de er fuldstændig inadækvate i forhold til dette resultat. Det eneste resultat, der kan komme ud af det, er altid kun lovens mulighed, ikke dens nødvendighed, som det kommer an på for fysikeren. Det er den gamle historie: Forsøget skal bevise, at alle legemer falder til jorden. Men eksperimentet kan aldrig nogen sinde formå at forklare, at de også falder i morgen. Ifølge loven falder de, og dermed ved man det også. Fysikken skal nok vogte sig for at underkaste lovenes gyldighed under resultatet af eksperimentet. Hvis det er rigtigt, som legenden siger, at Galilei udførte sine eksperimenter omkring faldloven i det skæve tårn i Pisa, så skulle – ifølge Feynmans forslag – de efterfølgende generationer af fysikere allerede for længst have trampet tårnet fladt for at kunne sikre bare den beskedne begyndelse på videnskaben om fysikken.
At Feynman holder fast i at teste tanker og underordne dem under udgangen på forsøgene, skyldes hans falske interesse i lovenes funktion. På den måde leverer han endnu engang et solidt grundlag for forbeholdet for lovenes gyldighed:
"We said that the laws of nature are approximate: that we first find the ‘wrong’ ones and then we find the ‘right’ ones." (1-2)
Man bør ikke nære tillid til Feynmans trøstende ord om, at man først finder de forkerte og så de rigtige love: Det andet fund er jo igen kun et første fund og så videre – tvivlen kan ikke ophøre, når det overlades til dirty objects at afgøre, hvad der er sandt.
Eksperimentet er altså slet ikke det, som det gælder som: den afgørende instans mod tvivlen. Opfattet på den måde er det i sidste instans livseliksir for tvivlen. Forskningen falder fra hinanden i "imaginations" og "guesses" på den ene side, og "checks" og "tests" på den anden. Og ikke på nogen af siderne er der et element, som ville kunne karakterisere fysikken som "real knowledge" .
Når Feynman har forvandlet eksperimentets forhold til viden til det stikmodsatte, og når lovenes nødvendighed er sammenfaldende med udgangen på eksperimentet, så er det også forbi med sikkerheden på, at det, som fungerer én gang, også fungerer hver gang. Og Feynman spørger sig selv, hvordan der kan forekomme forkerte eksperimenter.
For det første er der problemet med målingerne: I eksperimentet, hvor naturlovene bliver praktiske i bestemte konstellationer, fastholdes dette i målinger. Og Feynman er helt på det rene med, at fejl i målingerne bliver udryddet ved at gentage eksperimenter og via de mere forfinede målemetoder, som teknologien stiller til rådighed (1-2).
For så vidt har videnskaben altså ikke noget problem med unøjagtige målinger, netop fordi den er opmærksom på målefejl og eliminerer dem.
På den måde destruerer Feynman ganske vist et af sine falske belæg for naturlovenes unøjagtighed – som han ellers disker op med ofte nok i sin bog – hvilket imidlertid langt fra betyder, at han opgiver denne opfattelse af erkendelsen:
"So without snatching at such minor things, how can the results of an experiment be wrong? Only by being inaccurate." (1-2)
Heller ikke dette argument kan rokke ved fysikken. Et eksperiment er unøjagtigt, når den eksperimenterende ikke har været omhyggelig nok. Unøjagtighed er altså et attribut, der kendetegner videnskabsmandens adfærd, når han overser væsentlige faktorer ved eksperimentet, hvilket han kan råde bod på ved hjælp af sin viden. Eksperimentet er et middel for videnskaben, for så vidt som og fordi det er nøjagtigt .
Eksperimentet tjener altså som belæg for Feynmans fejl, fordi han har tildelt det en helt forkert rolle i videnskaben. Lovene er unøjagtige, men kan hele tiden blive nøjagtigere, lyder en anden af hans konklusioner. Hvis man ikke kan komme frem til sandheden, men hele tiden kan komme den nærmere, og dette ikke afhænger af viden, men derimod af det praktiske element, så lyder de sidste visdomsord:
"We do not know where we are ‘stupid’ until ‘we stick our neck out’ and so the whole idea is to put our neck out." (38-9)
Hvormed Feynman har tilladt sig sin sidste svinestreg: Overfor sine studenter, der må formodes at være mødt op, fordi de vil studere fysik hos ham, vover han at opstille det mål, at de skal lære, hvor de er dumme.
Videnskabsmænd af Feynmans slags
For videnskabsmænd af Feynmans slags er det den mest selvfølgelige ting i verden, at de udarbejder de allermest komplicerede afledninger til at bevise naturlove og så slet ikke værdsætter samme erkendelser, fordi de sætter lighedstegn mellem dem og deres praktiske nytteværdi. I stedet for at holde fast i, at deres videnskab er nyttig, fordi den finder ud af noget om de naturlige objekter, som man har at gøre med i praksis i produktionen, vil Feynman sikre sig den praktiske nytte af sin teoretiske præstation i teorien selv . At hans videnskab har sin eksistensberettigelse i praksis, er for Feynman hævet over enhver tvivl: Netop derfor overvejer han, om den også lever op til sit formål. Ligesom moralisterne har Feynman haft dårlige erfaringer, og nu gør han alvor af det ansvar, som disse har pålagt videnskaben: Han søger i videnskaben selv efter grunden til, at dens samfundsmæssige virkninger ikke altid svarer til dens menneskevenlige ideal. Om det nu drejer sig om sultne negerbørn eller den nationale handelsbalance med udlandet – folk som Feynman tager deres utilfredshed med verden og gør den til en diskussion om naturvidenskaben og forbyder på den måde sig selv (og andre) at kritisere videnskabens samfundsmæssige anvendelse. De er så opsat på at gøre sig nyttige med deres videnskab, at hver eneste svinestreg, som også de får øje på i samfundet, får dem til at besinde sig på deres videnskabs velsignede evner, som desværre endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet. Og de viser dermed, at de ikke er parat til at bekymre sig om mere end den fortsatte forsyning af teknologisk viden til kapitalen.
Hvor den traditionelle fysikeruddannelse implicerer, at de nye generationer af naturvidenskabsfolk tilegner sig den passende falske indstilling andetsteds, væver denne amerikaner sin skepsis ind i sin lærebog og kræver af sine studenter, at de skal gøre sig den dobbelte anstrengelse og samtidig med stoffet også tilegne sig den erkendelsesteoretiske betvivlelse af viden. Hans lærebogs popularitet beviser imidlertid, at moderne studenter ikke skyr nogen anstrengelser. Når man affinder sig med uddannelsens trængsler, kampen om studiepladser og konkurrencen om eksamensresultater, og desuden anstrenger sig for at synes, at det på en eller anden måde giver mening og at alting her i verden ikke er så let, så er beviset på dens kompleksitet også en ren vederkvægelse.
Feynmans bidrag til lærebogslitteraturen har altså en egen rationalitet. Men på den anden side er det samtidig et samfundsmæssigt onde, hvis det ideologiske nonsens skal optage naturvidenskabsfolkenes tid, som de har brug for til deres arbejde. Det er ikke uden stolthed i forhold til eksponenten fra den nye verden, at det kan meddeles, at der her i Vesttyskland er en fysiker, C. F. v. Weizsäcker, der har udmærket sig ved at lægge naturforskningen på hylden og koncentrere sig om de fejl, som hører til dens borgerlige praksis: Hans foredrag og artikler sparer de praktiserende kollegaer for overflødige anstrengelser og har samtidig den fordel, at de bruger alle den borgerlige åndsvidenskabs falske argumenter til at kultivere atomforskeres hjemmelavede filosofi og gøre den interessant for et bredere publikum. Som sammenfatning af samtlige Feynmans fordrejninger og kritikken af dem skal vi derfor citere endnu et eksempel på den vellykkede maner, hvormed Weizsäcker præsenterer tvivlen på naturvidenskaben: Han betragter den som et sandt under:
"Fysikken har succes. Åbenbart adlyder naturen de love, som fysikken opstiller, i det mindste i særdeles god tilnærmelse. Hvorfor gør den det? Hvem er denne natur, siden den er nødt til at adlyde alle love, som mennesket kan formulere med sin forstand? " ("Die Einheit der Natur", s. 189)
Hvis man har dette problem, så mener man for det første, at fysikken ikke har så stor succes, som den faktisk har. Hvorfor man for det andet kræver en begrundelse af naturlovene uden for den videnskab, der beskæftiger sig med dem, og man laver den cirkelslutning at ville vide noget om naturen, så man kan vide noget om den. Hvormed man for det tredje røber grunden til ens problem. Når man skiller fysikkens præstationer ud som et output af påståede love og vil underkaste dem en særlig bedømmelse, så måler man dem i forhold til et krav som det, der er indeholdt i følgende definition. Fysik er her ikke læren om fx varme og elektricitet, men derimod:
"teorien om forudsigelse af alternativer, der kan afgøres empirisk" (279)
d.v.s. foregribelsen af løsningen på problemer, som den kapitalistiske bruger kunne tænkes at støde på i sine kun alt for empiriske forretninger.
Den klump, som Weizsäcker på den måde får galt i halsen, har han spyttet ud ved andre lejligheder. Den lyder sådan her:
"Med god grund tilflyder de fleste penge i dag disse videnskaber." (24)
Weizsäcker ville gerne give gode råd om, hvor staten kan anlægge sine skatteindtægter profitabelt. Selv om den ‘gode grund’ volder ham yderligere hovedbrud er han dog overbevist om, at fysikken bør støttes. Han udtrykker derfor den samme sikkerhed som alle feynmænd, der uagtet deres tvivl fortsat bedriver videnskab. Men hvis man lægger videnskabens succes i statens stærke hænder, så flirter man også med flankerende forholdsregler, som hjælper med at gennemføre denne succes. Weizsäcker forudser en "teknokratisk tidsalder par excellence" (23), og når han i samme åndedrag er villig til at bruge en vis moralsk anstrengelse på "planbarhedens farer", så siger han dermed, at hans tilsigtede planer er fulde af svinestreger. Derfor har han jo også opfordret menneskeheden til ikke at stille spørgsmålet om, hvad naturen er, men derimod, hvem den er. På den måde opfordrer han til en ærefrygt, der på ét punkt adskiller sig fra indernes skæbnetro: Dyrkelsen af hellige køer skal være et supplement til den ubegrænsede beherskelse af naturen.
Noter
- De vindmøllevinger, som vores professor her kæmper imod, bliver drevet rundt af de moderne matematikeres selvmisforståelse. De bilder sig ind, at de simpelthen definerer lige ud i det blå. Men i stedet for at kritisere matematikerne meddeler han dem, at de nu engang har det lettere: "The glory of mathematics is that we do not have to say what we are talking about." Han ænser ikke, at denne herlighed beror på en barnagtighed: "If we have any other set of objects that obey the same system of axioms as Euklid’s geometry, … it makes no difference what the subject was." Hvis min bedstemor havde hjul, ville hun være en omnibus …
- I forbindelse med dette tema leverer Feynman en af sine mange sprogblomster: Det drejer sig om de første atombombeforsøg, hvor han vil undskylde "poor old Einstein" for, at han kunne forudsige, hvor meget energi der ville blive udløst. At forsøget havde til formål, "to get the thing to occur in an effective and rapid manner", nævnes i forbifarten, men det er noget andet, han glæder sig over: "and the moment they measured it they no longer needed the formula." (16-12) Einstein skal erhverve sin moralske integritet ved at være en overflødig tumpe.
Kilde: Para-nyt 2002 nr. 4
Seneste kommentarer