Månen og sindssygdomme – er der en sammenhæng?

af Laurent Puech, oversat af Harald Fastrup

Solformørkelsen d. 11. august 1999 vil uden tvivl medføre talrige kommentarer og analyser. Det tidsmæssige sammenfald af denne begivenhed og tilstanden hos visse personer med psykiatriske problemer har fået nogle til at opfatte begivenheden som en forklaring og andre til at se endnu en demonstration af månens indflydelse.

Et eksempel på forklaring

Det er i øvrigt denne slags forklaringer, der har inspireret til denne artikel. Jeg arbejdede på den tid, solformørkelsen fandt sted, i en medicinsk klinik, der modtager voksne psykotiske patienter eller stofmisbrugere. Den dag, formørkelsen skete (midt på dagen ca. ½ time efter maksimum, som det pågældende sted var på lidt over 80%), fik to indlagte epileptikere et anfald. At de to patienter befandt sig i hver sin pavillon, og at anfaldene skete næsten samtidigt, gjorde indtryk på personalet. Og det varede ikke længe, før man tillagde månen “ansvaret” for anfaldene. Dette fører os til Antikken, den periode, hvor “epilepsi blev betragtet som månens indflydelse”. (Guerin et al. 1995 (1).) Denne opfattelse, som uden at være udbredt dog ikke er helt sjælden: I april 1997 gjorde en nattevagt i den ovenanførte klinik mig opmærksom på, at vi var i månens periode 2 “og at patienterne var nervøse”, samtidig med at en anden nattevagt, der arbejdede på skift med den første, bemærkede at i denne måneperiode “gik det godt, patienterne var mere rolige i øjeblikket”.

Men lad os vende tilbage til solformørkelsen og de epileptiske anfald. Hvilke faktorer tillader os at finde en alternativ forklaring på patienternes tilstand? Af frygt for, at patienterne skulle kigge på solen uden beskyttelsesbriller, var hver pavillon aflåst, patienterne fik lov at gå udendørs og iagttage solformøærkels i nogle minutter. Den ene af de to patienter, der fik et epileptisk anfald, var vant til at gå og komme i løbet af dagen, som han havde lyst til. Andre patienter blev beskrevet som værende utilpasse under formørkelsen: to kunne ikke udholde at være låst inde og forlangte at blive lukket ud. På den anden side blev sikkerhedsforskrifterne såvel som forholdsreglerne mod risikoen ved begivenheden gentaget mange gange før og under formørkelsen. Endvidere aflagde chefen adskillige besøg på afdelingerne i løbet af formiddagen for at gennemgå sikkerhedsforskrifterne både med personalet og med patienterne; normalt viser han sig på afdelingerne én gang om ugen. Der er altså lige så mange urovækkende elementer for personalet som for patienterne. Både stress og psykiske chok kan være udløsende for epileptiske anfald.

Men på den anden side er der gjort talrige arbejder i mere end et halvt århundrede, hovedsagelig i USA, som kan opfattes som både for og imod denne tro på månens magt, og som ikke stammer fra i går (Det drejer sig stadigvæk om “den gamle måne”). Her er en oversigt på tværs af de vigtigste studier, der er indberettet via de videnskabelige tidsskrifter.

Én ide har bidt sig fast og er “bekræftet” af visse arbejder.

En spørgeskemaundersøgelse, der blev lavet i USA i 1987 viste, at 80% af sygeplejerskerne og 64% af lægerne ved de akutte modtagelser troede på månens indflydelse (Danz, 1087). Ny undersøgelse i 1995, stadigvæk i USA, viste, at 81% af professionelle, ansat ved den psykiatriske sektor, troede på denne effekt, sammenlignet med 43% af hele befolkningen.

Den kendsgerning, at de professionelle, ansat ved den psykiatriske sektor, med den prestige, som knytter sig til den medicinske profession, i hovedsagen er overbevist om realiteten af denne indflydelse, forstærkes af to andre elementer: Den personlige erfaring, som stadig udvides, og tilsvarende arbejder synes at bekræfte denne tro.

I den daglige presse, men også i den videnskabelige presse, er det muligt at finde bekræftelser, artikler eller arbejder, der bekræfter månens indflydelse. Imidlertid har nye undersøgelser vist, at de tidligere undersøgelser indeholder mange fejl,. Både metodisk og statistisk (Se Walters et al., 1975; Campbell & Beets, 1978; Rotton et al., 1983,; Cyr & Kalpin, 1987). Ydermere, når studierne viste en effekt, viste denne sig ofte at være i modstrid med den almindelige mening: For eksempel viste et studium ved Colombia´s hospital (USA), at psykiatriske indlæggelser var hyppigere ved nymåne (Climent & Plutchik, 1977). Lad os gå til solide studier.

Sammenhæng mellem epilepsi og fuldmåne?

I et 20 år gammelt arbejde (Fiezhugh et al. 1980) har forfatterne ikke kunnet sandsynliggøre, at månen havde indflydelse på epilepsi. Tværtimod kunne M. Allouche (1991) vise i en undersøgelse udført ved Lariboisière i 1990, at antallet af akutte indlæggelser på grund af epileptiske anfald var mindre ved fuldmåne (p=0,035) (2). Imidlertid er disse tal ikke bekræftede, der er blot studeret 2 måne-cykler, som Guerin et al. (1995) har gjort opmærksom på. Sammenhængen mellem månefaserne og antallet af epileptiske anfald er stadig ikke afklaret.

Forøges antallet af konsultationer angående depression eller nervøsitet under fuldmåne?

I 1997 publicerede en stab ved den psykiatriske afdeling Universitet i Liverpool (Stor-Britanien) et studium angående sammenhængen mellem månefaserne og antallet af konsultationer vedrørende depression eller nervøsitet (Wilkinson, 1997). Det drejer sig om et retrospektivt studium af 782 patienter, der er fulgt fra 1971 til 1988. Resultat: Ingen statistisk sammenhæng mellem fuldmånefaser og konsultationer. Man havde forøget fuldmåneperioden til 3 dage før og 3 dage efter selve fuldmånen, for bedre at kunne opdage en mulig sammenhæng. Resultatet var negativt.

Har månen indflydelse på antallet af psykiatriske indlæggelser?

I 1978 udførte Campbell & Beets et studium over månefaserne og den menneskelige adfærd og fandt flere metodiske fejl ved tidligere undersøgelser, hvorefter de kunne konkludere, at der ikke er blevet vist nogen sammenhæng.

Et studium ved South More Mental Health Center, Quincy, Massachusets (USA), viste, at milieu- og stressfaktorer er mere sandsynlige som forklaring på antallet af hospitalsindlæggelser. (Gorvin & Roberts, 1994).

Et arbejde ved le Servizio di Psicologica Medica, Universitetet i Verona, Italien, som er en gennemgang af 10 års psykiatrisk service i Verona (januar 1982 – december 1991) viste ingen relation mellem månefaser og menneskelig adfærd. Forfatterne opfattede i begyndelsen af studiet fuldmåneperioden som tidsrummet fra 1 døgn før til 1 døgn efter fuldmånen, men ændrede senere denne til først 2, derefter 3 døgn før og ligeledes først 2, derefter 3 døgn efter fuldmåne. Resultater:

Ingen signifikant forskel på disse perioder og resten af måneden. (Amaddeo et al., 1997).

I Frankrig viser et arbejde i Toulouse det samme. Det er yderst interessant på grund af spredningen af de iagttagne facts. Der er registreret 2478 optegnelser ved den acutte psykiatriske modtagelse i løbet af 366 dage i 1992 (skudår). Resultat: Ingen signifikant variation af antal indlæggelser i relation til månefaserne, “ingen signifikant sammenhæng mellem patienternes gennemsnitsalder og månefasen”. Der er heller ingen forskel angående patienternes køn og omstændighederne ved indlæggelsen. Hvad tidspunktet for indlæggelsen angår, kunne der ikke konstateres nogen sammenhæng mellem månefase og graden af patienternes uro eller alkoholpåvirkning”.

Såvidt opgørelserne over den manglende sammenhæng mellem månen og patienterne sindstilstand. Vi vil nu prøve at belyse spørgsmålet om de pårørende.

I modsætning hertil er der en sammenhæng angående antal indlæggelser på begæring af trediemand (P= 0.036). Indlæggelse på begæring af trediemand kræver medvirken af patientens omgangskreds og en læge, der udfærdiger en erklæring, som skal bekræftes af en anden læge, oftest en psykiater ved den pågældende modtagelse.

Påvirker månen uro og unormal opførsel i videste forstand hos indlagte patienter?

Et studium udført i slutningen af 70-erne, der strakte sig over 5 år, angående 50 kronisk indlagte viste ingen sammenhæng mellem sindstilstand og månefaser (Fitzhugh et al., 1980).

Et studium af ældre patienter (alder 62 – 93 år) viste samme negative resultat angående sammenhæng mellem graden af uro og månefase (Cohen-Mansfield et al., 1989). Et andet studium udført på mentalt retarderede patienter i en institution viste heller ingen relation.

Forøger månen antallet af frihedsberøvelser hos indlagte psykiatriske patienter?

Arbejdet af Mason ved forskningsafdelingen, Ashworth Hospital, Maghuli, Merseyside, (Stor-Brittanien (Mason 1997) kan resumeres således:

1. Den cycliske indflydelse af månen på menneskers psyke kendes under navnet “transylvaniske effekt”.
2. Frihedsberøvelse bruges hyppigt for at kontrollere og styre patienterne voldsomheder og aggressioner.
3. Hvis den transylvaniske effekt er reel, skulle den vise sig ved en sammenhæng mellem månefase og antal frihedsberøvelser.

Hvad dette arbejde angår har det ikke været muligt at påvise nogen sammenhæng.

Vidneudsagnene er alvorlige, men er de troværdige?

Der eksisterer talrige professionelle vidneudsagn angående en måneeffekt. Men hvilken vurdering skal man anlægge? Lad os vende tilbage til undersøgelserne citeret ovenfor. Hvis de professionelle psykiatere bekræfter at have konstateret en sammenhæng mellem månefaser og adfærd, er det på basis af anekdotiske observationer, ofte over en lang periode. Vidneudsagnet er alvorligt, men er det troværdigt? Wilson & Tobacyk´s (1990) studium giver en slags svar.

Man har tidligere samlet telefoniske nødopkald i løbet af 6 måneder og sammenlignet med månecyklus. Resultat: ingen signifikans.

På et andet tidspunkt har man lavet en spørgeskemaundersøgelse hos personalet ved en opkaldscentral samt en tilsvarende hos en gruppe studerende. Ved sammenligning ser det ud til, at personalet ved opkaldscentralen tror mere på månens effekt end de studerende. Dog findes denne forskel ikke ved fornyet undersøgelse.Hvordan kan man forklare denne forskel mellem det, der meddeles af et stort flertal af personalet, og resultatet af studier? Flere spor leder os ind på dette problem.

Arbejdet med social psykologi har ført til forestillingen.om “personlighedteorier”, som kan vise sig interessant med hensyn til at forstå reaktionerne hos de professionelle under kontakten med patienterne (se det indrammede overfor). Vores opfattelse er et filter, der udvælger informationer (Lecomte, 1995), især opfattelsen af det medmenneskelige (Schadron, 1997). I virkeligheden konstruerer vi realiteten (Lecomte, 1997). Hukommelsen er også selektiv, udvælger visse informationer og fravælger andre. Den er også opfindsom, eftersom der kan findes elementer i det erindrede, der ikke findes i de indsamlede data. (Dortier, 1998). I den forbindelse har Elisabeth Loftus´s arbejder(1997) vist, hvordan indbildning og fantasi skaber erindring om begivenheder, som aldrig er sket.

De selvskabte profetier

I kategorien af fænomener, der kunne være forklarende, finder man de selvskabte profetier. Jean-Francois Staszak (1999) har foreslået følgende definition: “En selvskabt profeti er en udtalelse, der underbygges af overbevisende opførsel”. Profetien indeholder bekræftende egenskaber. Fejlagtige opfattelser kan således være med til, at man ser den realiseret.

Denne forestilling fører os til at beskrive fuldmånens indirekte virkninger. Paul Watzlawick (1988),. der arbejdede med de selvbekræftende profetier viste, at de også kunne skabe realiteter. Således kunne en stab ved den psykiatriske sektor, som troede på månens indvirkning, ubevidst påvirke patienterne … Det eksempel, der er anført i begyndelsen viser, hvordan “intetsigende” handlinger kan fremkalde stress.

Der eksisterer i øvrigt alvorlige psykiatriske sygdomme, som er knyttet til månen, uden at den har indflydelse på sygdommens forløb. For eksempel lycantropi (sygdom, der bevirker, at den angrebne mener at være en ulv, ser sig selv som sådan og handler derefter (Psykiatrisk ordbog Ed Larousse 1955)). Det er den berømte varulv (se Messadié 1993). Man kan se troen på varulve som en overlevering af denne myte. I øvrigt kan man opfatte andre effekter som fremkaldt af månen: Øget vækst af hår (pels?) og negle (kløer?), øget antal kriminelle handlinger og mord (tilbagevenden til dyrisk stadium, tilsidesættelse af sociale regler og forbud). Denise Jodelet (1989), der studerede de sindssyges sociale forhold anfører, at hos de udspurgte personer, “i de alvorligste tilfælde”, var den syge “nærmere et dyr end et menneske”.

Foreløbig konklusion

Lad os sammenfatte: Eksistensen af en måneeffekt støttes af undersøgelser, der er behæftet med fejl, og talrige vidneudsagn, der dog er skrøbelige. Tillige har talrige ikke-kritiske undersøgelser ikke kunnet påvise nogen effekt af månen på forekomsten af epileptiske anfald, nervøse tilstande og depressioner, henvendelser til psykiatrisk service, tvangsforanstaltninger indenfor psykiatrien, eller patienternes handlinger eller opførsel. I mangel af overbevisende undersøgelser, forbliver eksistensen af en speciel måneindflydelse en trossag.. Og når man ser på antallet af realiserede arbejder, synes denne situation at skulle vare en rum tid endnu.

Referencer

• Allouche M., (1991). Influence de la pleine Lune sur les urgences médico-chirurgicales de l’hôpital Lariboisière. Thèse de doctorat de médecine, Paris VII, n°2051.
• Amaddeo F., Bisoffi G., Micciolo R., Piccinelli M., Tansella M., (1997). Frequency of contact with community-based psychiatric services and the lunar cycle : a 10-year case-register study. Soc. Psychiatry Psychiatr. Epidemiol., Vol. 32 (6), p. 323-326.
• Benezech et al, (1989). A propos d’une observation de lycanthropie avec violences mortelles. Ann. Med. Psychol.: 147, 464-470.
• Campbell D.E., Beets J.L., (1978). Lunacy and the moon. Psychol. Bull., Vol. 85 (5), p. 1123-1129.
• Cazaux L. (1985). Y-a-t-il une relation entre pathologie mentale et phase lunaire ? Thèse de doctorat en médecine, Bordeaux II, n¡245.
• Climent C.E., Plutchik R., (1977). Lunar madness : an empirical study. Comprehens. Psychiatr., Vol. 18 (4), p. 369-374.
• Cohen-Mansfield J., Marx M.S., Werner P., (1989). Full moon : does it influence agitated nursing home residents? J. Clin. Psychol., Vol. 45 (4), p. 611-614.
• Cyr J.J., Kalpin R.A., (1987). Geophysical variables and behavior : XLVI. The lunar-lunacy relationship : a poorly evaluated hypothesis. Psychol. Rep., Vol. 61 (2), p. 391-400.
• Danzl D.F., (1987). Lunacy. J. Emerg. Med., Vol 5 (2), p. 91-95.
• Dortier J-F, (1998). Sciences humaines : panorama des connaissances. Ed. Sciences humaines, Paris.
• Dorozynski A. (1993). Vivons-nous au rythme de la Lune ? Science et vie n° 907.
• Durm M.W., Terry C.L., Hammonds C.R., (1986). Lunar phase and acting-out behavior. Psychol. Rep., Vol. 59 (2 Pt 2), p. 987-990.
• Fischer G, (1996). Les concepts fondamentaux de la psychologie sociale. Ed Dunod, Paris.
• Fiezhugh L.C., Mulvaney D.E., Hughes L.H., (1980). Phase of the moon and seizure activity. Psychol. Rep., Vol. 46 (3 Pt 2), p. 1261-1262.
• Gorvin J.J., Roberts M.S., (1994). Lunar phases and psychiatric hospital asmissions. Psychol. Rep., Vol. 75 (3 Pt 2), p. 1435-1440.
• Guérin et al, (1995). Gens de la Lune : La Lune a-t-elle une influence sur les urgences psychiatriques. Synapse n¡112, janvier.
• Jodelet Denise (1989). Folies et représentations sociales. Presses Universitaires de France, Paris.
• Lecomte J., (1995). Comment nous percevons le monde. Sciences humaines n¡49, avril.
• Lecomte J., (1997). La construction de la réalité. Sciences humaines n¡71, avril.
• Lemel Y., (1991). Prestige et hiérarchie de prestige. Stratification et mobilité sociale. Editions Colin.
• Little G.L., Bowers R., Little L.H., (1987). Geophysical variables and behavior : XLII. Lack of relationship between moon phase and incidents of disruptive behavior in inmates with psychiatric patients. Percept. Mot. Skills, Vol. 64 (3 Pt 2), p. 1212.Mason T., 1997. Seclusion and the lunar cycles. J. Psychosoc. Nurs. Ment. Health Serv., Vol. 35 (6), p. 14-18.
• Loftus E., (1997). Les faux souvenirs. Pour la science n°242, décembre.
• Messadié G., (1993). De Lilith au loup-garou. Science & Vie, n° 907, p. 49-53.
• Rotton J., Kelly I.W., Frey J., (1983). Geophysical variables and behavior. X. Detecting lunar periodicities : something old, new, borrowed, and true. Psychol. Rep., Vol. 52 (1), p. 111-116.
• Schadron G., (1997). La perception d’autrui, Sciences humaines n°71, avril.
• Vance D.E., (1995). Belief in lunar effects on human behavior. Psychol. Rep., Vol. 76 (1), p. 32-34.
• de Voge S.D., Mikawa J.K., 1977. Moon phases and crisis calls : a spurious relationship. Psychol. Rep., Vol. 40 (2), p. 387-390.
• Walters E., Markley R.P., Tiffany D.W., (1975). Lunacy : A type I error? J. Abnorm. Psychol., Vol. 84 (6), p. 715-717.
• Watzlawick P., (1988). Les prédictions qui se vérifient d’elles-mémes, in L’invention de la réalité, Ed du Seuil.
• Wilkinson G., Piccinelli M. Roberts S., Micciolo R., Fry J., (1997). Lunar cycle and consultations for anxiety and depression in general practice. Int. J. Soc. Psychiatr., Vol. 43 (1), p. 29-34.
• Wilson J.E., Tobacyk J.J., (1990). Lunar phases and crisis center

Kilde: Para-nyt 2002 nr. 4. Fra: Association Française pour l’Information Scientifique. Kilde: Science et pseudo-sciences nr. 246

[*]