af Dann Simonsen, besvarer læserbrev fra Claus Poulsen

Hej Dann Simonsen [17.5.2002]

Jeg læste med stor fornøjelse dit svar til Jørgen Degn i Para-nyt 2002 nr. 3.

Jørgen Degn opstiller tre hypoteser og udfordrer videnskaben til at modbevise dem. Dette fører til dit grundige angreb på falsifikationismen, som jeg ikke helt forstår på trods af, at jeg naturligvis har fulgt dine links til den yderligere kritik.

Jeg har altid følt, at henvisning til falsifikationisme var et af de stærkeste våben en skeptiker havde, når denne diskuterede bevisbyrde med en "troende". Skeptikeren kan ikke bevise overfor den "troende", at astrologi (eller lign.) ikke virker, medmindre den "troende" kan formulere astrologien i form af en eller flere falsificerbare hypoteser.

Heine Andersen ^*) beskriver falsificerbarhed som, at "hypotesen skal forbyde at nogle potentielt observerbare tilstande kan indtræffe". Er en hypotese ikke falsificerbar efter denne definition udelukker den altså ingen hændelser og siger således intet om hvordan virkeligheden er indrettet En sådan hypotese er ubrugelig og uinteressant.

Heraf følger, at enten er den "troende" i stand til at formulere sin teori som falsificerbare hypoteser, eller også er teorien uden værdi, fordi den intet siger om virkeligheden. Indtil videre har det sidste vist sig at være tilfældet.

Med ovenstående i baghovedet har jeg en kommentar til noget af det du skriver til Jørgen Degn:

5) Helt i overensstemmelse med Poppers forsøg på at aflive videnskaben opstiller du dine tre hypoteser:

"1) "Gud eksisterer"
2) "der eksisterer en oversanselig-metafysisk verden"
3) "den oversanselige verden kan – hvis den ønsker det – meddele sig til menneskene gennem åbenbaringer""

Som forsvar for falsifikationismen vil jeg nævne, at ovenstående tre hypoteser på ingen måde er opstillet i "overensstemmelse med Popper". De forbyder nemlig ikke at potentielt observerbare tilstande indtræffer. At personer som Dan Frederiksen og Jørgen Degn misforstår og misbruger falsifikationismen som videnskabelig metode mener jeg ikke bør komme metoden til last.

Du kritiserer på et tidspunkt fremstillingen af Darwins teori som en poppersk hypotese. Denne fremstilling kan give det indtryk at "Darwin på et tidspunkt havde fået en fiks idé, evolutionen som han så brugte de næste tyve år af sit liv på at rejse verden rundt for at falsificere". Er det virkelig rigtigt at opstilling af falsificerbare hypoteser nødvendigvis efterlader det indtryk at de er resultatet af "en fiks ide"? Kan falsificerbare hypoteser ikke opstilles på baggrund af grundigt feltarbejde og talrige observationer. Måske er det så ikke længere rent "Poppersk", men i så fald vil jeg gerne forhøre mig om din holdning til den videnskabelige værdi i at opstille hypoteser som falsificerbare uanset om disse er fremkommet som følge af en fiks ide eller 20 års hårdt arbejde.

Jeg skal i øvrigt ikke være sen til at erklære mig lægmand på det videnskabsteoretiske område. Grunden til at jeg skriver dette er, at hvis jeg skal forkaste falsifikationismen, står jeg pludselig en smule mere hjælpeløs i debatten med auralæsere, clairvoyante og deslige.

Mvh.
Claus Poulsen

P.S Tak for det store arbejde I på skeptica.dk udfører for at opstille et intelligent alternativ til den voksende bølge af pseudovidenskabelighed.

1) Heine Andersen : "Videnskabsteori & metodelære – Bind 1 Introduktion" 4. udgave 1994 [ retur ]

---

Kære Claus Poulsen

Jeg vil starte med et punkt, hvor du har helt ret i din kritik. Når jeg til Jørgen Degn skriver:

“Helt i overensstemmelse med Poppers forsøg på at aflive videnskaben opstiller du dine tre hypoteser”, så burde jeg snarere have skrevet: ‘I et forsøg på at give din religion et skær af videnskabelig fundering prøver du at give den form af popperske hypoteser …’ (Jeg vil bede redaktøren foretage ændringen.)

For dernæst at begynde med din afslutning: At du er videnskabsteoretisk lægmand skal være dig tilgivet. Jeg lever ikke selv af videnskabsteori! Den hjælpeløshed, som du beskriver, hænger jo heller ikke sammen med din lægmandsstatus, men derimod med, at du anser falsifikationismen for en hjælp “i debatten med auralæsere, clairvoyante og deslige”. På den anden side må du – hvis du har haft mere end en enkelt diskussion med den slags mennesker (herom senere) – også have oplevet, at falsifikationismen preller af på dem på samme måde som ethvert andet argument, så måske er det ren indbildning, når du mener, at du ikke kan klare dig uden Popper.

Jeg mener med andre ord, at det er værd at overveje, hvilket formål falsifikationismen rent faktisk tjener i debatten med esoterikerne. Så kan man sidenhen overveje, hvad der eventuelt kunne erstatte den. Primært mener jeg dog, at det er vigtigst at få på plads, om falsifikationismen holder stik eller ej. For hvis den er falsk, bliver spørgsmålet om, hvad der kan erstatte den, så meget mere presserende – helt uanset popperismens effektivitet i diverse retssale! (herom senere)

Eller for at sige det på en tredje måde (hvilket jeg har for vane): Esoterikerne ville man muligvis også kunne få has på ved hjælp af fx en pumpgun, men trods dette våbens ubestridelige effektivitet, så formidler det trods alt noget andet end sandheden, og dermed er det heller ikke et redskab, der tjener vores formål. Min påstand er, at popperismens effektivi- og popularitet beror på alt andet end dens sandhedsværdi! Og ene og alene derfor bør den bekæmpes.

Du vil gerne forhøre dig om min “holdning til den videnskabelige værdi i at opstille hypoteser som falsificerbare, uanset om disse er fremkommet som følge af en fiks idé eller 20 års hårdt arbejde.”

Og min holdning er – som du ikke kan være i tvivl om, da du har læst min kritik af darwinisternes falsifikationisme i anmeldelsen af skeptikerbogen Bedst af alle verdener – at det er en fejl under alle omstændigheder! Rigtigheden af en teori beror på teorien selv, altså på de forklaringer og argumenter, som den fremfører om en given genstands beskaffenhed. Helt banalt: Holder argumenterne stik, så gør teorien sgu nok også. Er de forkerte, så er teorien heller ikke rigtig. I min kritik af darwinisternes falsifikationsargumentation (som ikke var en kritik af darwinismen!!) var det nok så væsentligt, at disse mennesker (i denne sammenhæng!) gik uærligt til værks: De tog et af de fænomener fra virkeligheden, som Darwin havde forklaret – sedimenteringen af fossiler, de mere udviklede (= senere) ovenpå de mindre udviklede (= tidligere) – og udnævnte forklaringen på det til at være noget andet end en forklaring: nemlig en hypoteseverifikation!

Darwin forklarede i sit værk om Arternes Oprindelse, hvordan simple, primitive organismer udviklede sig til mere komplekse med tiden, hvorfor de mere komplekse ligger øverst i de lag af jord, grus og sand, som gennem tiden har aflejret sig på sø-, gletcher-, havbund eller lignende. Det er – mener jeg – en rigtig forklaring, og der er masser af argumenter for den, som det ikke er nødvendigt at anføre i denne sammenhæng.

Nu er der så en herre, Michael Ruse , ¹⁾ der fisker et af de delelementer, som teorien er baseret på, ud og omarbejder det til en ‘falsificerbar’ hypotese a la: ‘Hvis Darwins teori (hypotese?!) om arternes udvikling er rigtig, så må fossilerne af de mere udviklede dyr ligge øverst, mens de mindre udviklede forsteninger, deres forgængere, må ligge nederst. Og vupti! Hvad finder man? De mest udviklede ligger (hvem sku’ ha’ troet det?) sgu øverst (som om han ikke vidste det i forvejen)! Han kunne jo også have gjort det omvendt, den gode mand! Han kunne have lavet en hypotese, der lød: Hvis teorien om, at de mest udviklede forsteninger ligger øverst, er rigtig, så må det forholde sig sådan, at de mere udviklede dyrearter også var de seneste, mens de mindre udviklede var de nederste. Lad os derfor slå efter i Darwins værker og se, om det forholder sig sådan (hvis ikke, er sedimenteringshypotesen forkert), og søreme: Det gør det sgu!

Begynder du at kunne se logikken? Først er virkeligheden genstand for analyse og forklaring, og i næste omgang genindføres den som facitliste for samme forklaring! Problemet er imidlertid, at virkeligheden aldrig er en facitliste, men altid må forklares, og dermed bliver (del)forklaringen på den ene ting til facitliste for forklaringen på den anden! Det andet trick er nemlig så dumt, at også de religiøse fundamentalister vil kunne benytte sig af det – fx på følgende måde:

Hvis teorien om, at Gud skabte verden på 6 dage, er rigtig, så lad os indføre den lille mellemregning, at selv en gud vel kan tilstås en forberedelsesperiode. Her eksperimenterede Gud så med forskellige modeller på forskellige væsener, som han undervejs i sin arbejdsproces igen kasserede og forbedrede på, hvorfor de primitive forgængermodeller og også dem, som han helt opgav undervejs, ligger nederst – når man finder dem i naturen – mens de senere udgaver, state of the art-modellerne, der kom i produktion og som vi kan se løbe rundt den dag i dag, ligger øverst.

Det her er selvfølgelig noget vrøvl fra ende til anden, men det er ikke desto mindre en falsificerbargørelse af (en kun lettere revideret udgave af) creationismen, som holder (i hvert fald et stykke af vejen). M.a.o: En falsk hypotese er velegnet til at verificere (eller undlade at falsificere) en falsk teori. Begge dele, teori og/eller hypotese, må altid forklares!

Vi kan også prøve et andet – knap så esoterisk – tankeeksperiment: Hvad nu, hvis der en dag er nogen, der finder en større klump sedimentært lag, hvor rækkefølgen er den modsatte, hvor de primitive former ligger øverst og de udviklede nederst? Er det så et bevis på, at udviklingsbiologien er pure opspind? Har vi altså at gøre med den endegyldige falsifikation af evolutionslæren?

Nej, selvfølgelig ikke! Vi er bekendt med, at der i tidens løb er sket flere forkastninger af jordskorpen, så hvorfor skulle det ikke et enkelt sted eller to have været så radikalt, at sedimentære lag er blevet vendt 180 ^o – eller måske bare 90 ^o , så udviklingshistorien skal læses horisontalt i stedet for vertikalt?

Som jeg allerede har sagt: Virkeligheden må hver gang forklares, den kan ikke fordobles i objekt for analyse/teori på den ene side og dernæst i en facitliste for teorien på den anden!

Derfor holder den omtalte verifikation (= ikke-falsifikation) af evolutionslæren heller ikke længere, hvis man følger Heine Andersens forslag om, at “hypotesen skal forbyde at nogle potentielt observerbare tilstande kan indtræffe”, hvis vi har formuleret en hypotese, der hævder, at Darwin kun havde ret, hvis alle sedimentære lag altid og overalt har de primitive former liggende under de udviklede. (“alle svaner ….”) = ‘Darwin forbyder, at følgende kan indtræffe … potentielt ….’ ²⁾

Men i realiteten holder evolutionslæren selvfølgelig fortsat! Det er nemlig popperismen – og ikke darwinismen – der er noget i vejen med . ³⁾ Man kan nemlig – som sagt – snildt forklare, hvorfor den modsatte sedimentære rækkefølge i enkelte sjældnere tilfælde ville kunne forekomme, så der er tale om et forsøg på, at drage en rigtig forklaring i tvivl ved hjælp af en ikke særlig kløgtig videnskabsteori.

Derfor er falsifikationsmanien i det hele taget en fiks idé, der ikke bliver spor fiksere af, at “falsificerbare hypoteser (…) opstilles på baggrund af grundigt feltarbejde og talrige observationer.” Snarere tværtimod: Hvis man på den baggrund ikke er i besiddelse af en teori, der holder stik, så er det bare ærgerligt! Og hvis man er, hvad skal man så med de dødssyge falsifikationer? Hvis teorien er rigtig, forklarer den sin genstand rigtigt. Hvis den ikke er rigtig, gør den ikke. Hvordan afgør man det? Ved at gå ind og kigge undersøgelser og argumentation efter i sømmene. Holder de eller ej?

Det store ideal, facitlisten ⁴⁾ for rigtig videnskab (= for rigtige forklaringer på fænomener i natur eller for den sags skyld: kultur), kan af gode grunde aldrig realiseres. Eftersom genstandene er forskellige, må forklaringerne nødvendigvis også være det! Og hvordan finder man så frem til den rigtige forklaring? Det kan man af lige så gode grunde først vide, når man har fundet den! (Men så er man som regel heller ikke i tvivl.) Indtil da er genstanden uerkendt, og for så vidt kan der ikke opstilles kriterier for, hvordan den skal erkendes, men kun formodninger, hypoteser . Og det kan da også forekomme, at man undervejs finder på en falsk forklaring – det være sig, fordi man sjusker med sin forskning eller fordi man presser en bestemt erkendelsesinteresse ⁵⁾ ned over genstanden. Det er bare ærgerligt, og så må man gøre sig mere umage næste gang!

Er vi nu som Popper-løse skeptikere ⁶⁾ ringere stillet i forhold til fx astrologerne, end vi hele tiden har været? Efter min mening: nej! Du hævder ganske vist, at:
“Skeptikere kan ikke bevise overfor den ‘troende’, at astrologi (eller lign.) ikke virker, med mindre den ‘troende’ kan formulere astrologien i form af en eller flere falsificerbare hypoteser.”

Den alvorlige mangel ved dette argument burde du selv have fået øje på, for så vidt som du – her som en forudsætning for at kunne bevise astrologiens tåbelighed – dermed er nødt til først at gøre astrologerne til popperister! Ville det ikke være nemmere at starte med at vise astrologiens fejl med det samme – uden at skulle gå den besynderlige omvej med først at ville lære dens tilhængere en (falsk) videnskabsteori – og så først derefter gå i gang med at vise dem, at astrologien ikke lever op til dens krav ?! ⁷⁾

Det problem, som du er stødt på i realiteternes verden, er da også et andet: Man kan bevise en forbandet masse rigtige ting, men at “bevise overfor den ‘troende’ ” på en måde, som vedkommende vil anerkende, at vedkommendes tro er noget sludder, det formår hverken jeg eller for den sags skyld Popper – og er der ikke noget om, at selv de ellers almægtige guder også kæmper ret forgæves på denne front?

mvh, dann simonsen

PS Jeg ved af erfaring, at de tanker, som jeg præsenterer her, ikke er de nemmeste at kapere og at mangeårige studier ved vores højere læreanstalter ikke gør det lettere, for så vidt som de hver på deres facon dyrker relativeringen af viden henholdsvis tvivlen på, at det i det hele taget er muligt at nå frem til sandheden om noget som helst. Eksempler på forsøg på at relativere naturvidenskabelige erkendelser findes bl.a. i artiklen: Er der brug for en revolution i naturvidenskaberne? Jeg ligger desuden inde med oversættelsen af en artikel fra sammen serie, der kritiserer naturvidenskabsmanden Feynmans (mindre heldige) filosoferen over sin egen disciplin: Studere for at teste .

Hos popperisterne er relativeringen udtrykt i forbindelse med falsifikationsproceduren på ca. følgende måde: at man via den kun kan nærme sig til sandheden (approximation), men at det højeste, som man i princippet kan opnå, er at undgå at få den falsificeret. Andre fremhæver hver eneste korrektion af videnskabelige fejl som argument for, at: … Her ser vi det igen! Her gik de og troede, at de havde fundet sandheden, og nu er det så afsløret, at det havde de slet ikke; altså kan man ikke!

Netop korrektionen er imidlertid bevis på alt andet end det, som videnskabskritikerne selv tror: De mener nemlig selv, at de faktisk ved noget, når de fremfører dette argument! De mener at have fået øje på en videnskabelig fejl, hvilket ikke ville være muligt, hvis man aldrig kan vide noget for alvor. Hvordan kan man vide, at man tager fejl, med mindre man antager det for sikkert, at man faktisk kan vide, om man tager fejl eller ej – altså i det mindste for så vidt har at gøre med et stykke reel viden? Sagt på en anden måde: Deres egen helt sikre overbevisning om, at man aldrig kan være sikker på noget som helst, er ikke en overbevisning, som de ønsker at relativere a la: Kan man nu være helt sikker på, at man aldrig kan være helt sikker på noget? (Det er altid et sjovt spørgsmål at stille dem, der mener, at man ikke kan vide noget med sikkerhed: Er du sikker?)

Popper-tilhængerne må ligeledes være overbevist om, at deres angivelige viden om falsifikationen er korrekt. Og mig bekendt fulgte ikke engang Popper sine egne gode råd! Skulle han have levet op til falsifikationsidealet, burde han ikke have brugt så meget tid på at finde på lutter (efter hans mening) gode grunde for det, altså argumenter for falsifikationstanken, men i stedet have opstillet en masse hypoteser, der skulle forsøge at falsificere den og på den måde ’tilnærme’ den til sandheden ! ⁸⁾

Er det det, som Poppers værker består i? Ikke mig bekendt! Der er godt nok gået mange år, siden jeg sidst beskæftigede mig med dem, men så vidt jeg husker var Popper som enhver anden beskæftiget med at argumentere for sin sag – på samme måde, som hans tilhængere har gjort det siden. De plejer heller ikke at adlyde hans bud og forsøge at falsificere ham, hvilket ellers ville have været mere end oplagt, når man for eksempel tænker på, hvor mange freudianere der i tidens løb har psykolanalyseret Freud!

Min ‘falsifikation’ af popperisterne består tilsvarende ‘kun’ af argumenter imod deres tanker. Og opstillingen af en hypotese om falsifikationsidealet, der "skal forbyde at potentielt observerbare tilstande kan indtræffe", vil jeg trygt overlade til andre! Hvad med dig, CP? Kunne du ikke tænke dig at formulere din egen “teori (altså den om de overtroiske og hypotesedannelsen) som en hypotese” , der forbyder, “at nogle potentielt observerbare tilstande kan indtræffe” ? Ikke, fordi jeg tror, at en sådan formulering ville bidrage til større klarhed, men selve processen kunne måske være lærerig som en demonstration af idealets tåbelighed …

PPS For en ordens skyld: Jeg tror, at der er endog særdeles stor forskel på “personer som Dan Frederiksen og Jørgen Degn” og deres respektive måde at bruge veri- eller falsifikationismen på. Først og fremmest tror jeg, at Dan Frederiksen ville sætte pris på, at man skelner mellem hans egen videnskabsopfattelse og den, som han skildrer i sin artikel i Bedst af alle verdener .

PPPS Den Popper-baserede falsifikationsforestilling blev i den retssag, som Dan Frederiksen beskriver, den seneste ‘abe-proces’ mellem creationister og evolutionister, brugt til at få ram på creationisterne. Her viste den sig altså effektiv. Jeg vil dog påpege, at en domstolsafgørelse efter min mening ikke er det allerbedste sandhedskriterium. Hvilke lovmæssigheder der karakteriserer dette hjørne af virkeligheden, vil det dog komme for vidt at gå ind på her.

NOTER

1) Han citeres både i Bedst af alle verdener og i min anmeldelse af bogen . [ retur ]

2 ) Forestil dig, at et væsen på en atmosfæreløs verden har formuleret Galileis faldlove, har gjort det korrekt og nu opstiller en hypotese, der forbyder, at legemer nogen sinde ‘potentielt observerbart’ kan falde med forskellig hastighed. Det er dårligt nok ankommet til Jorden i sin vakuum-dragt, før det må konstatere, at forbudet i den grad overtrædes (i kraft af luftmodstanden). Er der nu noget i vejen med de love, som det er nået frem til? Nej! Faldlovene er rigtige nok, det er bare falsificerbarhedshypotesen, der er noget galt med! På den anden side: Er vores imaginære ET nu ikke nødt til at forkaste sin teori? Nej, han har bare fået et splinternyt felt for sine studier: aerodynamikken! Altså to ting, der skal forklares, i stedet for som hidtil én. M.a.o: Der er intet i vejen med teorien; først falsifikationshypotesen gør den tvivlsom og er et godt eksempel på, at virkelighedens eventuelle overtrædelse af hypotesens forbud ikke kuldkaster teorien, men kun leverer endnu en ting, der har brug for en videnskabelig forklaring! Og ville det ikke være lidt dumt med en forbudshypotese, der sagde: “Denne teori forbyder, at det observerbare fænomen X kan indtræffe … med mindre en eller anden, mig endnu ukendt omstændighed ville kunne tillade den at indtræffe alligevel!!” ? Jeg tror i hvert fald ikke, at Heine Andersen ville være helt vild med den! (I øvrigt tilkommer det ikke naturvidenskaben at forbyde noget som helst! Naturvidenskaben undersøger, formulerer og forklarer de love, der hersker i naturen. Den hverken på- eller forbyder naturen nogen opførsel – om end rigtig naturerkendelse er en forudsætning for at nyttiggøre naturen for de behov, som man gerne vil bruge den til at opfylde.) [ retur ]

3) Jeg er bekendt med, at bl.a. nyligt afdøde udviklingsbiolog Stephen J. Gould har foretaget en nødvendig korrektur af Darwin på nogle punkter. (En oplagt modsætning til creationismen eller astrologien, hvor det er umuligt at gå ind og rette et par fejl, eftersom disse discipliner er en fejl.) [ retur ]

4) Problemet kan måske illustreres på følgende måde: Hvad er en facitliste? Det rigtige resultat! Hvorfra kendes det? En eller anden har allerede foretaget ‘undersøgelsen’, om det så bare drejer sig om en simpel regneopgave. Hvad kan man bruge den til? Man er måske selv kommet frem til det samme resultat og har så ret god grund til at formode, at man har foretaget de rigtige beregninger. Eller man er kommet frem til et andet resultat og må så tilsvarende formode, at man enten har lavet en banal regnefejl eller måske slet ikke har forstået, hvordan opgaven skal løses. Men der er selvfølgelig også en tredje mulighed: Muligvis er facitlisten forkert. Hvordan finder man ud af det? Ja, der er (desværre) ikke andre muligheder end at sætte sig grundigt ind i opgaven, opløse den i de enkelte operationer, der kræves for at løse den, og så ellers gå i gang, meget omhyggeligt, med at løse den igen og eventuelt dobbelt-checke eller lidt til for en sikkerheds skyld.

Selv om man er så heldig (hvilket man vel som regel er), at facitlisten er korrekt, er det under alle omstændigheder påkrævet, hvis man vil være sikker. Det rigtige facit fortæller ikke, hvordan man når frem til det eller hvilke fejl, der førte til, at man ikke gjorde det i første omgang. Og endelig er der jo også den fjerde mulighed, at man regnede forkert – altså foretog de forkerte operationer eller udførte dem forkert – men alligevel havde det rigtige facit. (Jeg taler af erfaring!) I det tilfælde har facitlisten tjent til at bestyrke ens tro på egne falske evner. Det hævner sig så næste gang … [ retur ]

5) "The fundamentalists, by "knowing" the answers before they start (when examining evolution), and then forcing nature into the straitjacket of their discredited preconceptions, lie outside the domain of science — or of any honest intellectual inquiry." (Stephen J. Gould) [ retur ]

6) Jeg skal understrege, at det er mit indtryk, at Popper-tilhængerne udgør enten flertallet eller et meget stort mindretal af skeptikernes kreds. Jeg kan altså på ingen måde påberåbe mig at skrive på skeptikernes vegne i denne sag! [ retur ]

7) Astrologerne er i øvrigt mere end villige til at gå ind i en strid om videnskabsteori i stedet for om astrologi! Det er faktisk et trick, som de benytter sig af, når de ønsker at bringe en diskussion væk fra de pinligheder, som ingen kritiker af astrologien kan undgå at få øje på, og i stedet henlægge den til filosofien, feltet for idioti på særlig højt niveau (se fx artiklen: Hvad er filosofi? ). Et sådant afsporingsforsøg kan fx se ud som følger:

“Jeg spurgte dig om to ting:

1) "aner [du], hvad hermeneutiske processer handler om"?
2) "Har du nogensinde selv gjort dig den anstrengelse at sætte dig ind i [astrologi]"?

Det virker lidt besynderligt på mig, at du ikke vil gå ind på en diskussion om forskellen mellem naturvidenskabelig tænkemåde og humanvidenskabelig ditto. Hvilket kan føre til en afledt debat om forskellen på kvantitativ og kvalitativ undersøgelsesmetodik. Det er ellers et kernepunkt i en intellektuel kritik af faget, idet astrologi ALDRIG har postuleret at høre til i den naturvidenskabelige (nomotetiske) lejr.” (Eksemplet er fra www.astrologforeningen.dk ‘s diskussionsforum “Den Røde Tråd” 19.2.02) Astrologerne mener selvfølgelig ikke, at astrologi er uvidenskabelig . Den er bare ikke nomotetisk ! Tilsvarende:

“Jeg kan ikke lade være med at tænke på ligheden mellem på den ene side Platons to måder at erkende på, dvs. intellektuelt og intuitivt og så på den anden side nyere hjerneforskeres blotlæggelse af de to forskellige måder, de to hjernehalvdele fungerer på.” (Smst. 22.5.02) Men det er vel allerede klart, hvilken måde astrologers hjernehalvdele fungerer på …

Hvis det har din interesse, kan du få yderligere eksempler fra en diskussion, som Mogens Winther og jeg førte med astrologfolket tidligere på året! Og Mogens Winther kan utvivlsomt forsyne dig med endnu flere … [ retur ]

8) De fakta, som virkeligheden ‘leverer’, bruges da også på en anden måde i videnskaben, som den finder sted i praksis. Tag fx det det spændende udviklingsbiologiske spørgsmål om dinosaurernes uddøen. Først opdager man, at der i det hele taget har eksisteret sådan nogle (forsteninger). Så opdager man, at de sidste forsvandt for 65 millioner år siden (kulstof 14 og andre dateringsmetoder) og at pattedyrenes dominans startede ca. samtidig. Med den typiske ‘mammalocentriske’ indstilling forklares dinosaurernes uddøen så med de "højerestående" pattedyrs overlegenhed. Så opdager man en uoverensstemmelse mellem dinosaurernes ret pludselige forsvinden og pattedyrenes noget langsommere udvikling. Så opstår hypotesen (endnu kun en formodning, en masse fakta mangler) om en ordentlig kleppert af en komet, der skulle have ramt jorden på lige det rigtige tidspunkt – en idé, der ikke rigtig huer dem, der mener, at udvikling er noget, der sker gradvist og uden ydre indblanding. Men så finder man ting, der tyder i samme retning: Koncentrationen af iridium, der især findes i kometer, i aflejringer fra det tidspunkt er fx 30 gange højere end normalt, og man mener også at kunne udpege et meteorkrater i den rigtige alder. Så kommer provo-palæontologen Bob Bakker og driller med sin påpegning af, at der var ganske god gang i dinosaur-udryddelsen allerede 6 millioner år før det kosmiske sammenstød – og han mener desuden at have fundet en ‘ti-millioner-års-cyklus’, "pulses of extinction". Nogle mener at kunne påpege, at det udslagsgivende var den virkning, som kometnedslaget havde på plantelivet; andre, at dinosaurerne egentlig slet ikke uddøde, for så vidt som fuglene er deres direkte efterkommere. Etc. etc. På den måde udvikler videnskaben sig, og kun en popperist ville ønske sig, at det skete i form af pedantisk hypotesedannelse: ‘Alle dinosaurer uden undtagelse døde, da de fik en komet i hovedet for 65 millioner år siden, og det kan ikke være anderledes.’ (Alle svaner….) [ retur ]

---

Hils Dann Simonsen og sig tak for det grundige svar. Dann Simonsen skriver bl.a., at han tror der er mange falsifikationister blandt skeptikere.

Nedenfor er en mulig forklaring på dette.

Jeg tror grunden til, at mange skeptikere er tilbøjelige til at være falsifikationister er, at de under forsøget på at få de "troende" til videnskabeligt at argumentere for deres sag ofte ender med fortvivlet at slå ud med armene og sige "fortæl mig i klare vendinger hvad det er, du tror du kan – og GØR det." To (rigtige) videnskabsmænd behøver ikke denne metode, fordi de begge er i stand til at argumentere videnskabeligt for deres sag, og deres teorier kan derfor bedømmes udfra sagligheden af deres argumentation. En skeptiker der debatterer med en auralæser er derimod på vej mod en anderledes skuffende oplevelse, fordi den videnskabelige metode er auralæseren så uendeligt fremmed. Nok derfor falder vi ofte tilbage til falsifikationisme og beder (som James Randi) den "troende" om at opstille en hypotese: "jeg kan læse avis uden brug af synet", hvorefter denne hypotese falsificeres ved gennem et kontrolleret forsøg at påvise, at når den troendes syn blokeres effektivt, bringes læsningen til et brat ophør.

M.a.o. To videnskabsmænd kan sagtens blive enige om, at en astrologs teori er forkert, men det er sidstnævntes manglende vilje/evne til at erkende sin teoris fejlagtighed, der af en eller anden grund er en torn i øjet på mange skeptikere. Derfor vil vi have noget helt konkret at pege på, så vi kan sige: "Hvis du havde ret ville denne hændelse ikke være indtruffet".

De "troendes" manglende vilje til at lade sig teste er så et helt andet kapitel…. Mvh.
Kilde: Para-nyt 2002 nr. 4