af Niels Krøjgaard

Den amerikanske helbredelsesprædikant – Charles Ndifon – gæstede Århus i dagene 13.- 17. maj. Han blev verdenskendt i Danmark, da han medvirkede i Åndernes Magt, hvor han på et møde i Ringkøbing delte ud af den Guds gave han var blevet givet – at kunne helbrede alle former for sygdomme. Jeg valgte at spendere en friaften på at møde manden og overvære hans mirakler ved selvsyn.

Selve aftenen startede kl. 19.00, men da jeg havde hørt at tilstrømningen til disse møder var enorm, kom jeg en times tid før. Allerede da, var forhallen i Pinsekirken fyldt med forventningsfulde mennesker. En blanding af medlemmer af den karismatiske frikirke, og ganske almindelige danskere som tydeligvis havde mistet troen på det etablerede sundhedssystem. Overalt sås folk i rullestole, med krykker og bandager.

Kl. 18.30 blev dørene åbnet og her startede det flot iscenesatte show. 2 erotisk, buttede unge piger begyndte at synge lovsang. Og når der synes lovsang i Pinsekirken, så står man op! De 2 unge – overglade, smilende – piger fik de fleste til at rejse sig og bryde ud i sang. Retorikken var lagt fast fra starten. Man skulle “være med” og gøre som talerne sagde. Denne form rev stille og roligt tilskuerne med, og da Charles Ndifon entrerede scenen en god halv times tid senere, var publikum opvarmede, og klar til at se mirakler. Men sådan skulle det ikke gå.

Først skulle vi nemmelig overbevises om Charles Ndifons evner. På storskærm blev der vist videoklip fra hans verdensomspændende healerturné. Vi så gangbesværede som smed krykkerne og dansede rundt. Døve fik hørelsen igen. Eksemplerne var utallige, og vi var efterhånden få, som ikke var overbevist om, at hans evner var ægte.

Nu havde jeg brugt 2 timer af min friaften, og var ved at være rimelig klar til at se mirakler. Men nej. Nu skulle der indsamles penge! Charles Ndifon fortalte om vigtigheden af, at man blev en “partner med Gud”. “Hvem ønsker det”? spurgte han, og langt de fleste rakte hånden op. “Hvem ønsker at se et mirakel?” Endnu flere hænder kom op. “Guds mirakler er gratis, men det koster at rejse rundt og formidle Guds mirakler. Hvem ønsker at være partner med mig?” Masser af hænder røg i vejret. Nu var publikum efterhånden vant til at svare “ja” – så langt de fleste indså nødvendigheden af, at give Charles Ndifon et økonomisk tilskud. Herefter bad Charles Ndifon os om at lukke øjnene, og lytte efter Gud. Nu ville han – altså selveste vor herre – tale til os og fortælle, hvor meget HAM synes, at VI skulle donere. Og vi havde bare at hoste op med det herren befalede os.

Jeg lukkede mine øjne. Tog en dyb indånding. Og pludseligt stod der et stort, blinkende NUL på min indre videoskærm. Herren havde talt! Det var ikke alle som slap så nemt, og det var ikke lyden af klirrende mønt, der nu forstyrrede den intense stemning – pengesedler larmer ikke, og langt de fleste donationer var 100-kr sedler.

Nu havde vi fået lovsang og tilmed betalt for showet. Nu ville vi ha´ pay back. Og det fik vi. Charles Ndifon fik nu et “ord” fra Gud om, at det var tid til at heale, de som var døve. Der kom en lille håndfuld forventningsfulde personer op til scenen.

Efter at have læst James Randis bog “The Faith Healers”, var jeg rimelig forberedt på, hvad der kunne ske, og hvilke teknikker som kunne blive brugt. Ingen af de hørehæmmede var 100% døve. Typisk var der nedsat hørelse på det ene øre. Charles Ndifon valgte en person ud, puttede fingrene ind i ørene på vedkommende, og pludseligt trak kan fingrene ud – det så ud som om han nærmest skabte et vacuum i ørene  – hvorefter han sagde en lyd i mikrofonen, som var så høj, at det skar i alle tilskuernes øre. Nu blev personen spurgt, om hun kunne høre dette. Charles Ndifon kunne lige så godt ha´ skudt en hundeproppistol ind i øregangen på personen. Selvfølgelig kunne det høres. Nu bad Charles Ndifon personen om at putte en finger i “det gode øre”, hvorefter han viskede noget i det dårlige øre – et ord som den hørehæmmede så skulle gentage i mikrofonen. Prøv selv at putte begge fingre i dine øre, og lyt efter hvor meget man kan høre, hvis en person taler tydeligt til én. Den var for tyk! Men publikum jublede. Den næste hørehæmmede som skulle helbredes kom igennem samme behandling. Men da der blev visket ord, som skulle gentages, kunne kvinden ikke høre en lyd, og gættede sig derfor frem – uden større held. Til stor morskab for publikum – og tydelig irritation for Charles Ndifon.

Efter at have “helbredt” de hørehæmmede, kastede han sig over en gangbesværet. Et par gymnastiske øvelser samt lidt massage i lænden blev overstået – så var det muligt for kvinden at gå tilbage til sin plads med sine krykker under armen. Og det virker jo godt på publikum. De havde glemt, at kvinden fra starten sagde, at hun kun havde ondt i foden, og at det også havde sat sig i ryggen. Altså en skade som hverken var alvorlig eller kronisk. Og hun ville naturligvis ikke skuffe hverken Charles Ndifon eller publikum, så hun humpede tilbage på sin plads uden brug af krykker.

Charles Ndifon bad herefter personer med kræft komme op til scenen. Efter 2 minutters hokus pokus, påstod han at de var helbred. Se nu er kræft jo ikke lige sådan at få bugt med  – hvilket Charles Ndifon tydeligvis var klar over. Han sagde derfor, at han tit var blevet spurgt, hvordan kræftpatienter, som han havde helbredt, kunne få kræft igen. Dertil var svaret: Sygdommen skyldtes at man syndede! Altså – hvis man – efter at være påstået helbredt – observerede kræft igen, så var det ens egen skyld. Det var satan som var på spil.

Jeg kender naturligvis til placeboeffekten, og har da også hørt om uheldbredelige kræftpatienter, hvis svulster – pludseligt og beviseligt – forsvandt. Måske vil Charles Ndifon have held med at give patienterne troen på livet tilbage, og dermed forlænge deres levetid. Men det var kvalmende at se, hvordan han mentalt voldtog disse stakkels ofre. Adskillige kræftpatienter bliver hvert år helbredt for deres sygdom. Man kan nu forestille sig situationen, hvor en kræftpatient stopper behandlingen, fordi vedkommende tror at han eller hun er helbredt. Uden at vide det, kan Charles Ndifon stå og udskrive dødsdomme til disse personer.

Her kunne jeg ikke klare mere. Klokken var 22.00, da jeg gik. På vejen ud spurgte jeg en af kirkens medarbejdere hvornår mødet ville slutte. Mellem kl. 2 og 3 – om natten! – lød svaret! Charles Ndifon havde nemlig lovet, at alle tilstedeværende, som led af en sygdom, ville møde Guds mirakel og blive helbredt. Så natten skulle tages med, såfremt han skulle nå igennem de mere end hundrede sygdomsplagede tilskuere, som denne torsdag aften – forventnings- og håbefulde – troede at de ville blive helbredt. Charles Ndifons forretning går strygende. Sidst han gæstede København blev der på 3 mødeaftener doneret 180.000 kr. til hans organisation i form af pengegaver samt salg af bøger og CD´ere. Charles Ndifons evner til at tale og få folk revet med, er tydeligvis større end hans evner til at helbrede.

Kilde: Para-nyt 2002 nr. 5

[*]