af Brian Iskov
TJECKs filmredaktør har gravet i historiebøgerne og fundet frem til myten bag MEN IN BLACK. Det er en broget samling teorier om hemmelige agenter, dødstrusler, rumskibe og mørke jakkesæt – med andre ord virkelighedens X-FILES.
What the fuck?! sagde Folk og styrtede ind i mørket for at se “Men in Black”, da den – stik mod alle forventninger – rev publikum væk fra græsplænerne og ind i biografsalene i juli 1997. Ingen, selv ikke Will Smith, havde regnet med, at den kvikke, hurtige actionkomedie med de skægge aliens og de pudsige rumagenter skulle blive en af årets bedst sælgende filmsucceser. Men det blev den. Så nu kommer der en to’er, og dét var straks lettere at forudse.
Idéen til de to film plankede filminstruktør Barry Sonnenfeld fra den næsten totalt ukendte tegneserie af samme navn. Den var opfundet af en bebrillet nørd, Lowell Cunningham, som bor i Tennessee og ikke tror ret meget på ufoer og interstellare livsformer.
Det er der til gengæld så mange andre, der gør. De kalder sig ufologer, og det er dem – ikke Cunningham eller Sonnenfeld – der har skabt myten om Mændene I Sort. En uhyre sejlivet konspirations-teori, som indtil videre har holdt i godt halvtreds år.
Virkelighedens X-Files
Sent i 1950 udkom den første ufo-bog på dansk, “De flyvende tallerkener”, af amerikaneren Frank Scully (var der nogen, der sagde “X-Files”?). Modsat sin navnefælle i den langt senere tv-serie nærede Scully absolut ingen tvivl om de flyvende tallerkners herkomst. De var fartøjer fra andre planeter, bemandet med små bitte rummænd. Han var også bombesikker på, at det amerikanske luftvåben skjulte flere nedstyrtede skibe med dertil hørende lig af rumfolk – hvilket man selvfølgelig aldrig ville kunne få regeringen til at indrømme. Med sådan en logik er det unægtelig svært at komme med konstruktive modsvar.
Ifølge Scullys bog ligner rumvæsnerne ganske almindelige mennesker, blot en meter høje og iklædt sidste skrig fra 1889 – gråblå habitter og snøreslips! Et andet samtidigt indlæg i debatten kom fra en vis Gerald Heath, der i ramme alvor argumenterede for, at ufoerne var bekymrede over jordboernes forsøg med atomkraft… Dén teori slog besynderligt nok aldrig rigtig igennem.
Op igennem 1950’erne forsøgte man efter bedste evne at bilde sig selv ind, at alt var fryd og gammen. Men der var krig i Korea, uro i Berlin, og i USA knækkede filmen for senator Joe McCarthy, der udpegede et hav af folk fra underholdningsbranchen som værende kommunistiske svin – uanset om de så var det eller ej. Man så rødt alle vegne, og den snigende paranoia overfor alt fremmed – en følelse, som desværre er begyndt at blive sørgeligt aktuel igen i dag – udmøntede sig snart i myten om en større ufo-sammensværgelse. Et kæmpe netværk af mørkemænd, som med vold og magt søger at knægte enhver påstand om de flyvende tallerkners eksistens. Navnet på denne væmmelige konspiration blev i folkemunde: Mænd I Sort.
Mændene l Sort
Albert K. Bender så lyset i 1952. Han havde fundet TEORIEN. Den teori, der kunne retfærdiggøre ufoernes eksistens en gang for alle. Det mente han da selv, og Bender skyndte sig at sende et brev til en af sine ufolog-venner. Kort tid efter stod der tre mænd i Benders soveværelse. Midt om natten. Klædt i sort med hatte, der skjulte ansigtstrækkene, og øjne, der pludselig lyste afsindigt kraftigt, som om de forsøgte at telepatere en besked til den befippede Bender.
Den mystiske trio forsvandt lige så brat, som de var kommet, med en advarsel om, at han “burde holde sin mund for fremtiden”. Enten var Bender glemsom eller ikke særlig kløgtig, for han ringede senere til en ven for at fortælle om hændelsen, l samme sekund han lagde røret på, kimede telefonen. En stemme fortalte ham i let fattelige vendinger, at Bender “havde begået en fatal fejl og skulle passe på ikke at lave flere”.
Benders bog fra 1952, hvori han fortæller historien, var lidt af en sensation og gjorde sit til at udbrede myten om Mændene I Sort. Siden er det blevet klart, at fænomenet startede allerede fem år tidligere, som et uskyldigt svindelnummer udtænkt af to knægte, der lod sig rive med af den første ufo-feber i 1947.
De fortalte, at de havde set en flyvende tallerken stige ned i en sø, hvorefter en sortklædt mand opsøgte dem og truede med at dræbe deres familie, hvis de fortalte så meget som et ord om hændelsen. Drengene indrømmede senere, at det var rent fup, men da havde historien allerede fænget så meget, at flere nægtede at tro deres udmelding.
Folk ville gerne have, at det var sandt.
Håndlangerne
Følgelig begyndte ufo-glade folkefærd at se sortklædte tavshedsagenter til højre og venstre. Om de kom fra FBI, CIA, KGB eller Vatikanet, var sådan set underordnet. De dukkede op i flotte, gamle biler og truede folk til at holde tæt.
Ofte talte de i kluntede, lidt unaturlige vendinger, som var de robotter eller, ja, rumvæsner. Det kunne også forklare deres tendens til at blive forbløffede over så almindelige ting som kuglepenne og spisebestik. Hypnotisøren Herbert Hopkins beretter ligefrem, at en besøgende MIB-agent havde sagt farvel til ham med ordene: “Må gå nu, min energi er næsten opbrugt. Farvel.”
Forklaringerne på, hvorfor Mændene I Sort overhovedet kom på visit hos folk, varierer en del alt efter behov. Flere mente, at de var på mission for regeringen i et forsøg på at undertrykke sandheden om ufoer. Andre har set dem som agenter udsendt af finansfolk i multi-nationale selskaber. Eller robotter, eller rumvæsner. Uanset hvad, så ved de en hulens masse om alt, der har med ufoer at gøre. Og så rejser de i par, gerne tre sammen, og altid ulasteligt klædt i mørke jakkesæt med slips og hatte. Lidt i retning af en flok blege bedemænd eller “Håndlangerne” fra Tarantinos film – bare mindre cool og på stesolider.
Barry Sonnenfelds udgave af “Men in Black” fastholder, ligesom tegneserien, det populære billede af MIB-agenternes tøjstil, men højner blære-faktoren betragteligt og vender mytologien en halv omgang. Will Smith og Tommy Lee jones er ikke ude på at skræmme nogen, de er tværtimod på jord-boernes side. Deres job er at overvåge og holde vor klode fri for assorteret rum-ros og kosmisk krapyl, som møver sig ind på vores territorium. Alt sammen tophemmeligt, naturligvis.
Topskurk i to’eren er Serleena (Lara Flynn Boyle), og hun ser ganske vist indbydende nok ud på facaden, men indersiden er en helt anden sag. Hendes evne til at krænge dræbende tentakler ud af sin mund og æde folk gør hende til den slags man-eater, man helst vil undgå at tage med hjem efter en vild nat i byen. “Hun vil overtage verden, så hun former sig selv efter en undertøjsmodel fra Victoria’s Secret-kataloget”, forklarer Will Smith. “Det er det første blad, som hendes rumskib støder på.”
Vi andre er bare glade for, det ikke var “Finanstidende”… eller “Fiske Avisen”.
MEN IN BLACK II (MIIB) havde Danmarks-premiere den 24. juli.
Kilde: Para-nyt 2002 nr. 6. Fra: TJECK Magazine nr. 128, juli 2002. Bringes her med forfatterens venlige tilladelse.
[*]
Seneste kommentarer