Rupert Sheldrakes utrolige ideer

af John Blanton, oversat og bearbejdet af Metin Aydin

I sin seneste bog Seven Experiments That Could Change the World [Syv eksperimenter der kunne forandre verden, ikke udg. på dansk] forklarer Rupert Sheldrake at “store spørgsmål ikke kræver stor videnskab”. Det er titlen på introduktionen som fortsætter, “I denne bog, foreslår jeg syv eksperimenter som vil kunne transformere vores syn på virkeligheden. De ville tage os langt udover de nuværende grænser for forskning. De ville afsløre langt mere end videnskaben endnu har turdet forestille sig. Et hvilket som helst af dem ville, udført med success, åbne op for nye forbløffende perspektiver. I forlængelse af hinanden ville eksperimenterne kunne revolutionere vores forståelse af naturen og os selv.”

Sheldrake, Ph.D., er tidligere forsker ved The Royal Society og har undervist på Clare College, Cambridge og studeret ved Harvard universitetet. Han har siden udgivelsen af sin første bog A New Science of Life [En ny livsvidenskab, ikke udg. på dansk], skabt høj bølgegang i New Age verdenen. Hvad videnskabens verden siger han har skabt, er en anden sag.

Hvilket bringer os til “den hundrede abe”-fænomenet. Ron Amundson har tidligere fortalt historien bag dette mærkværdige stykke overtro for The Skeptical Inquirer ¹ . Sheldrake bringer abekatte-stregerne til nye højder.

Lidt baggrundshistorie, iflg. Amundson. Han citerer forfatteren Lyall Watson der har skrevet om forskningen udført af et hold japanske primatologer I 1950’erne: ²

Man bliver nødt til selv at samle resten af historien af personlige anekdoter og stumper af folklore blandt primat-forskere, fordi de fleste af dem stadig ikke er helt klar over hvad der skete. Og de der fornemmer sandheden er tilbageholdende med at publicere det af frygt for latterliggørelse.

Så jeg er tvunget til at improvisere detaljerne, men såvidt jeg kan forstå, er det følgende hvad der skete. I efteråret dette år [1958] vaskede et uspecificeret antal aber på Koshima yams i havet. Lad os for forståelsens skyld sige, at det drejede sig om 99 aber og at der klokken 11 tirsdag formiddag stødte yderligere en konvertit til folden. Denne addition af abe nr. hundrede bragte åbenbart antallet op til en tærskel, og skubbede dem igennem en slags kritisk masse, for da dagen var omme, gjorde faktisk alle aberne det samme. Og det er ikke slut med det, denne tillærte adfærd ser ud til at have overskredet naturlige grænser og er opstået spontant, som glycerin [sic] -krystaller i forseglede laboratorieskåle, i abekolonier på andre øer og på fastlandet i en flok ved Takasakiyama.

Sheldrake kalder princippet der ligger til grund for ovennævnte for “morfisk resonans”. Det vil sige, ting af samme form (morf) bringes i resonans og udveksler information. I sin bog The Presence of the Past [fortidens nutid, ikke udg. på dansk] indikerer han at dette fænomen virker for både døde såvel som levende ting. Han forklarer:

Når krystallerne i en for nylig syntetiseret substans, for eksempel en ny slags medicin, opstår for første gang har de ingen eksakt precedens; men når blandingen krystaliseres igen og igen, vil krystallerne formes lettere og lettere over hele verden, alene fordi de allerede er opstået et andet sted. ³

På sædvanlig vis med fænomener af denne type, spiller tid og afstand ingen rolle. Krystaller opstået et hvilket som helst sted i universet vil øjeblikkelig, den specielle relativitetsteori til trods, påvirke alle følgende krystalliseringer af den samme substans. Et ganske bemærkelsesværdigt koncept, ophavsmandens Ph.D. grad i kemi taget i betragtning. I videnskabelige kredse betragtes krystalisering nemlig som et fænomen der forløber ved kendte og veletablerede fysiske love og er fuldstændig deterministisk. Sheldrake hævder dog, at for alle undtagen de allermest simple stoffer, er matematikken bag fuldstændig uforudsigelig, og krystaliseringsprocessen umulig at vide noget om for os mennesker. Han citerer J. Maddox:

Et distinkt karaktertræk ved dette simple system er at det er en ligning med tre ubekendte, som hverken kan løses eksakt med kvante- eller klassisk mekanik . Hvad de elementære lærebøger i kvantekemi glemmer at fortælle er at de empiriske spektroskopiske vidnesbyrd, der vil kunne teste og verificere disse udregninger, er svage. Endvidere har sådanne tests en tendens til at skuffe udregnerne. Men ingen behøver at skamme sig, for selv udregningen af brint-ionets rotation såvel som vibration, afhænger af en række tydeligt fejlagtige antagelser. ⁴

Sheldrake lægger dog mest vægt på levende organismer, når han taler om morfisk resonans. Det er levende organismer af samme form, som f.eks. aberne, der tilsyneladende tilegner sig færdigheder som ét individ. Han bruger blåmejsen som eksempel. Disse små fugle har lært at hakke hul i låget på mælkeflasker der bliver leveret til døren, for at drikke fløden øverst i flasken. Den første gang det skete, ifølge Sheldrake, var i Southhampton i England i 1921. ⁵ Derefter udbredtes denne tilsyneladende tillærte færdighed, og udbredelsen blev målt med intervaller i 1947. Sheldrake påstår at denne evne ikke blev lært fra fugl-til-fugl, men erhvervedes af individuelle fugle fjernt fra hinanden og uden kommunikation. Kort fortalt drejede det sig om den hundrede abe-fænomenet .

Et lidt mere hjemligt eksempel er evnen til at løse kryds-og-tværs. Ifølge Sheldrake er en kryds-og-tværs i en avis der netop er kommet på gaden, indledningsvist svær at løse. Senere på dagen, efter at et stort antal mennesker har løst opgaven, bliver det lettere for andre. Sheldrake påstår at der er blevet udført et forsøg med elever i Nottingham i England. En bladudgiver udleverede kryds-og-tværs opgaven fra dagens udgave inden bladet kom på gaden. Opgaverne blev givet til eleverne og deres evne til at løse opgaven blev målt. Andre elever fik først udleveret opgaven flere timer efter udgivelsestidspunktet, og deres evne til at løse den blev ligeledes målt. Det blev påstået at der i dette forsøg opnåedes positive resultater.

Seven Experiments That Could Change the World har undertitlen A Do-It Yourself Guide to Revolutionary Science [En gør-det-selv guide i revolutionær videnskab]. Syv nummerede kapitler beskriver de foreslåede eksperimenter:

1. Kæledyr der ved hvornår deres ejere kommer hjem
2. Hvordan finder brevduer hjem?
3. Termitters organisation
4. Fornemmelsen af at blive kigget på
5. Virkeligheden bag fantomsmerter [ The reality of phantom limbs ]
6. Det variable i "fundamentale konstanter"
7. Effekten af eksperimentatorens forventninger

Hvad angår det første emne, gør Sheldrake opmærksom på at seriøs forskning bliver hæmmet af tre tabuer mod forsøg med kæledyr. Det første er “Tabuet mod at udforske det paranormale.” ⁶

Indledningsvist, er der det generelle forbud mod at tage “psykiske” og “paranormale” fænomener alvorligt. Hvis de virkelig forekommer, sår de tvivl om det mekanistsiske verdenssyn, som stadig er ortodoksi i den institutionelle videnskab. Derfor bliver de oftest ignoret eller benægtet, i det mindste i offentligheden.

Dette tabu bliver aktivt holdt i hævd af Skeptikere. Jeg taler her ikke om den normale, sunde skepsis der er en integreret bestanddel af sund fornuft, men om selv-proklamerede Skeptikere (staves med stort S og k [i den engelske orginaltekst differentieres der imellem Skeptic og sceptic]), som danner organiserede grupper og tjener som intellektuelle vagthunde, som er parate til at udfordre enhver påstand om det paranormale fremført i det offentlige rum. Dedikerede Skeptikere har en tilbøjelighed til at sætte lighedstegn imellem det mekanistiske verdenssyn og fornuft, og er passionerede forfægtere af denne verdensanskuelse. De er videnskabelige fundamentalister. De frygter at det paranormale vil få fodfæste, hvorefter den videnskabeligt funderede civilisation vil blive oversvømmet af overtro og religion. Deres foretrukne angrebsvinkel er at afvise “paranormale” fænomener som værende meningsløse, og håndtere tro på sådanne som værende vildfarelser baseret på uvidenhed og ønsketænkning – eller, iblandt de der burde vide bedre, et symptom på svaghed i intellektet.

Sheldrake henviser til sager hvor kæledyr tilsyneladende ved hvornår deres ejere kommer hjem. I særdeleshed en sag, hvor en kvinde beretter hvorledes familiens hund så ud til at være istand til at vide hvornår hendes mand forlod sit arbejde og var på vej hjemad, selvom han havde skiftende arbejdstider og hun ikke kendte til dem.

Sheldrake diskuterer i sin bog fænomenet med fantom-lemmer, og beretter om forsøg med Casimir Bernard, som mistede et ben fra knæet og ned under anden verdenskrig. ⁷ Forsøgene blev udført med “mediet” Ingo Swann og Dr. Alexander Imich, en pensioneret kemiker. Både Swann og Imich fungerede som forsøgspersoner og havde hætter over hovedet, mens Bernard hævede og sænkede sit amputerede ben på tegn fra forsøgslederen. Forsøgspersonerne skulle derpå indikere om de kunne føle det manglende ben. Swann beskriver processen:

Istedet for at benytte en tilfældighedsgenerator til at bestemme hvorvidt fantom-lemmet skulle hæves eller sænkes, lavede forsøgslederen en tilfældig sekvens som forsøget skred frem. Forsøgspersonen gav derpå til kende hvorvidt benet var hævet eller ej. Forsøgspersonens tilkendegivelser blev markeret som korrekt eller ukorrekt – man kunne også passe , eller med andre ord undlade at svare. (Swann meldte pas til 17 ud af 175 forsøg og Imich 11 ud af 96.) Hvis forsøgspersonen svarede rigtigt, blev det fortalt. På denne vis var der en mulighed for at  forsøgspersonen kunne lære at fornemme tilstedeværelsen af fantomet i takt med at forsøget skred frem. ⁸

Læserne vil huske at Swann tidligere er blevet testet af Russel Targ og Harald Puthoff på Stanford Research Institute tilbage i 1970’erne, hvorunder han påvirkede et kæmpe magnetometer. James Randi har tidligere berettet om denne episode i sin bog Flim-Flam . ⁹

The Seven Experiments er tænkt som en simpel test af Sheldrake’s begreb morfisk-resonans. Undersøger man de foreslåede forsøg afsløres et interessant aspekt. Min egen opfattelse af hvordan videnskab virker er, at videnskabsmanden udvikler en hypotese vedrørende dette eller hine fysiske princip. Dette princip evalueres efterfølgende i en kontekst hvor princippet kan sige noget om den fysiske verden – for at se om der med princippet kan gøres forudsigelser, eller rettere; om der optræder logiske konsekvenser. Forsøg er udarbejdet til at kunne fastslå hvorvidt forudsigelser, og deres konsekvenser, følger hypotesen. En hypotese der ikke kan producere påviselige forudsigelser eller hvis forudsigelser slår fejl kan mildest talt betragtes som værende skrøbelig.

Det gør Sheldrake ikke i sin bog Seven Experiments , derimod opfordrer han læseren til at gå ud og udføre forsøgene, men leverer ikke samtidigt en klar hypotese der skal testes. Det er, med mine egne ord, “Prøv dette og se hvad der sker.”

Jeg kan ikke slutte her uden at berøre morfogenetiske felter, som kort fortalt er grundlaget for Sheldrakes bog The Presence of the Past . Titlen refererer til forestillingen om at fortiden altid er hos os. Mere specifikt indholder vi, som levende organismer, hukommelse nedarvet fra alle vore forfædre. Dette er en grov simplificering af Sheldrakes koncept, men på den anden side er dette kun et nyhedsbrev. Her følger en illustration.

1800-tals biologer søgte efter en mekanisme der kunne forklare arv. Darwin og Wallace opdagede naturlig udvælgelse som princippet der driver evolutionær udvikling, men accepterede dog ideen om nedarvede tillærte egenskaber. Begivenheder i forældrenes liv påvirkede de nedarvede karaktertræk hos deres børn. Dette kendes som det nu forkastede Lamarckiske princip. Sheldrake fremmaner de morfogenetiske felter for at opnå arv af erfaringer. Figur 1 er fra The Presence of the Past og illustrerer hvorledes morfogenetiske felter relaterer til konventionel genetik. ¹⁰

I den nedre række findes generne, i dna’en, som bærer instruktionerne til at konstrurere et barn fra generation til generation. Generne formidler informationerne til det morfogenetiske felt (i tredje række fra oven), mens ingen kommunikation går tilbage til generne fra det morfogenetiske felt. Det morfogenetiske felt modtager informationer fra organismen (øvre række) og miljø (anden række fra oven). Det morfogenetiske felt sender også informationer til organismen. En organismes morfogenetiske felt sender informationer videre fra generation til generation, ligesom gener gør det. Den information der således sendes videre af det morfogenetiske felt indkoder hukommelsen og de minder Sheldrake hentyder til.

Sheldrake er med mellemrum at se på PBS TV i et program kaldet “A Glorious Accident”. Dette af Wim Kayzer producerede tv-program indeholder et to timer langt interview med Sheldrake samt interviews med Oliver Sacks, Daniel C. Dennett, Stephen Toulmin, Freeman Dyson, and Stephen Jay Gould. Sheldrakes hjemmeside er at finde på http://www.sheldrake.org

Derfra kan du søge videre og finde yderligere referencer. En Yahoo / Alta Vista søgning gav mere end tusind yderligere referencer. Her er én – Rupert Sheldrake: A Theosophical Appraisal by David Pratt: http://www.theosophy-nw.org/
theosnw/science/prat-shl.htm

Referencer:

1. Amundson, R. The Hundredth Monkey Phenomenon. Skeptical Inquirer . efterår 1985; 9(4): 348. Genoptrykt i Frazier, K. ed. The Hundredth Monkey and Other Paradigms of the Paranormal , Buffalo: Prometheus Books, 1991. p. 171. [På norsk i Para-nyts tekstarkiv: Den hundrede apen ]
2. Watson, L. Lifetide . New York: Simon and Schuster, 1979; Som citeret i "The Hundredth Monkey Phenomenon." pp. 147-148. [Dansk udgave: Livstidevandet . Borgens forlag, 1979]
3. Sheldrake, R. The Presence of the Past . Rochester, VT: Park Street Press, 1995 p. xviii.
4. Maddox, J. Making molecules into atoms. Nature . 323:391. 1986; Som citeret i The Presence of the Past .
5. The Presence of the Past : p. 177.
6. Sheldrake, R. Seven Experiments That Could Change the World . New York: Riverhead Books, 1995 p. 23.
7. Seven Experiments That Could Change the World : p. 147.
8. Seven Experiments That Could Change the World : p. 148.
9. Randi, J. Flim-Flam . Buffalo: Prometheus Books, 1987 p. 131.
10. The Presence of the Past : p. 102.

Kilde: Para-nyt 2002 nr. 6. Fra: The Newsletter of the North Texas Skeptics, Vol. 12, No. 1, January 1998. Artiklen bringes her med forfatterens venlige tilladelse.

[*]