af Willy Wegner, besvarer et læserbrev
6 oktober 2001: Fra Rikke
Jeg skriver ikke til jer i håb om at få bekræftet "det overnaturliges" eksistens. Tværtimod.
Jeg har igennem hele min opvækst haft en fornemmelse af at min mor kunne "mærke" mere end andre. Hun talte aldrig om det, først efter jeg er blevet voksen, har hun nogle få gange betroet sig til mig. Jeg må sige, at jeg har den samme frygt, som hun har ved at fortælle det her til andre; nemlig at blive stemplet som småskør og utroværdig.
Jeg kan godt forstå at folk er skeptiske. Jeg tror at mange tiders plattenslageri og profitmagen på disse emner har fået mange mennesker til at leve med de her evner i ensomhed, frygt og isolation. Min mor har hele sit liv fået varsler, eller hvad det nu hedder, når en person i hendes nærhed skulle dø. Der har også været tale om pludselige dødsfald, hvor ingen kunne have en forventning om at det ville ske. Forestil dig hele dit liv at skulle leve med dette og ikke kunne fortælle det til nogen. Hun har nogle gange fortalt det til min far, som jo så er blevet lige så bange som hende, når det er blevet til virkelighed.
Jeg er selv normalt meget skeptisk, men det her er noget som jeg ikke bare tror, men ved eksisterer. Jeg ville gerne, hvis jeg kunne overbevise mig selv om at det ikke findes, for det her føles ikke bare som et underholdende afsnit af "Åndernes Magt", og det er ikke en gave at have de her evner.
Jeg har ikke mærket det her på mig selv, men jeg har flere gange haft nogle pudsige oplevelser omkring drømme. Min bror er brandmand og når han har været til brand om natten har jeg samtidig drømt det han oplevede. Feks. blev han engang forbrændt på sit ben og det drømte jeg samme nat. En anden gang var han lige ved at blive ramt af et nedfaldent tag, og samme nat drømmer jeg at jeg står bag ham og ser noget brændende falde ned mod ham. Jeg vågner, ved at jeg råber til ham. Måske har vi alle en intuition som ikke kan måles, og for nogen er den bare mere udviklet end hos andre. Måske er den stærkere når man sover og har lukket for andre sanser.
Mine oplevelser med det uforklarlige gør mig urolig og jeg har svært ved at acceptere de her ting. Der er ligesom ikke nogen steder man kan finde information. Det er som om, at man enten afskriver alt, hvad der ikke er videnskabeligt bevist, eller også støder man på aura-læsende spåkoner og lyserøde krystalsten. Jeg har ikke indtryk af, at hverken psykologer eller læger tager de her ting alvorligt, og det resulterer i at folk må leve med det her uden anden hjælp end nervepiller og sovemedicin.
Jeg ved ikke rigtig, hvad det er jeg vil spørge jer om, jeg søger vel bare at finde nogle tolerante mennesker, som kan give mig en saglig respons.
Med venlig hilsen Rikke
Kære Rikke
Som du skriver, så ved du ikke rigtig, hvad det er du vil spørge om. Jeg ved heller ikke rigtig hvad jeg skal svare dig. Så det du får er en respons der bygger på de overvejelser jeg gjorde mig da jeg læste dit brev, og så håber jeg at du finder dem både tolerante og saglige. En respons er det dog.
Jeg er glad for, at du skriver “det overnaturlige”. For hvis vi anskuer det som noget der findes ud over det naturlige, så forholder jeg mig skeptisk til det. Men nu hører jeg også til de skeptikere, der gerne arbejder med muligheder og jeg har intet imod at blive rokket i min skepsis. Jeg foretrækker den form for skepsis der er kombineret med nysgerrighed fremfor hul afvisning.
Jeg vil ikke bestride, at der findes mennesker som har nogle naturlige evner og en følsomhed som går ud over hvad der kan “måles og vejes”. Mennesker der lever stille og roligt med dette i deres hverdag – på godt og ondt. Nogle menneskelige paranormale anlæg som der ikke har været særlig megen fokus på. Ved paranormal forstår jeg vel at mærke noget ved siden af det der i tiden er anskuet som værende det normale.
Selv har jeg været meget fascineret af eksempelvis autister, personer der har en særegen personlighed og nogle ofte snævre men veludviklede evner på specifikke områder blandt andet omkring hukommelse. Denne form for paranormale evner er noget der er blevet sat fokus på i de senere år.
Problemet omkring det at en person muligvis besidder nogle ekstraordinære evner er imidlertid i udstrakt grad gjort dels til underholdning, dels belagt med et mystisk skær og endelig udnyttet – ofte groft – af personer der slår plat på en påberåbelse af “overnaturlige” evner. Det er denne sammenblanding af underholdning og mystik der tegner tidens billede. Det efterlader personer med muligvis ægte paranormale evner af en eller anden slags i et stort og upåagtet tomrum. Hvis de står frem, så risikerer de at blive slået i hartkorn med alle de okkulte spåkoner af begge køn.
James Randi i USA har udlovet en dusør på en million dollars til dem der kan demonstrere og bevise deres paranormale evner. Her er der primært sat fokus på alle de “psykiske begavelser” der optræder i de amerikanske massemedier, og dette dusør-stunt er i sig selv også blevet en del af underholdnings segmentet. Jeg tror ikke at det er vejen til at bringe de mennesker ud af busken der eventuelt har paranormale evner, men som ikke ønsker at blive programsat i massemedierne sammen med spåkoner og åndemanere, endsige blive kontrolleret i begge ender.
Ved at fokusere på det paranormale som noget der flyder rundt i et stort badekar sammen med infotainment programmer om mysiske evner, skruppelløse koldlæsere, selvpromoverende psykiske begavelser, diverse tros-alternativister samt spektakulære forudsigelser og åndeudrivelser – kombineret med skeptikere der alene ønsker at afvise; dertil en flok godtroende mennesker der gladeligt hopper på hvad som helst, bare det er “overnaturligt” – ja, så er det måske det billede de fleste læger, psykologer og videnskabsfolk (og alle os andre) har på nethinden. Konsekvensen er, at vi risikerer at skylle “barnet ud med badevandet”.
Det nogle skeptikere/videnskabsfolk arbejder på, det er at finde et filter til det badekar. Det er imidlertid et utaknemmeligt job. For hver afsløring af en svindler popper der fem nye op, og det er fantastisk stof for massemedierne og mums for de godtroende. Hvis man indenfor de førende massemedier ville være med til kritisk at filtrere fremfor ukritisk at lancere, så ville vi nå et godt stykke hen ad vejen. Hvornår og om det vil ske ved jeg ikke, men lidt galgenhumoristisk kunne jeg måske spørge en spåkone.
Som jeg læser dit brev, så er det du og din mor oplever alene relateret til til den nære familie og venner. Relationer hvor der er knyttet særlige følelser, bekymring og omsorg. Jeg er ikke i stand til som “penneven” at give dig gode råd. Hvis jeg selv havde paranormale evner, ville jeg nok heller ikke vide hvad jeg skulle stille op, men jeg ved dog så meget, at jeg ikke ville hente “hjælp” gennem et tv-program som eksempelvis Åndernes Magt eller lade mig udstille i den lokale avis. Hvis mine evner ikke truede min livskvalitet, ville jeg nok prøve at acceptere og leve med det og ikke af det, betragte det positivt – men det er måske lettere sagt end gjort.
Venlig hilsen Willy Wegner
Kilde: Para-nyt 2001 nr. 5
[*]
Seneste kommentarer