af Willy Wegner

– bandar aayaa – aben kommer!

Gennem næsten en hel måned har flere forstæder til New Delhi i Indien angiveligt været hjemsøgt af den fæle “Monkeyman” – en “abemand”. Para-nyt bringer her en første hastig gennemgang af denne aktuelle sag, der endnu ikke, i skrivende stund, er slut for de plagede indere. Men det indiske politi mener nu at have lagt låg på sagen. Vi vil vende tilbage til denne historie igen senere på året, hvis der skulle dukke mere op.

Siden slutningen af april i år har panikken bredt sig i Indien. Alt efter de beretninger der foreligger, så begyndte det først i byen Vijaynagar og spredte sig siden for alvor til Ghaziabad. Hver morgen var der nye beretninger om, at en abemand angiveligt havde såret flere mennesker med sine jernklør, eller bidt dem i løbet af natten. Først antog man, at der var tale om en ondsindet abe, snart efter en mand med et abelignende ansigt for så at blive til en mand iført abemaske.

Ghaziabad er et spredt bymæssigt beboelsesområde med omkring 150.000 indbyggere, beliggende cika 35 km nord for Delhi. Den lokale politichef, Prashant Kumar, bestred ikke at der var udbredt panik. Ifølge aviserne lå Ghaziabads forretningsgader da også øde hen om aftenen, alle lukkede deres butikker før solnedgang i frygt for abemanden. Det berettes også at tusinder havde sendt deres børn bort fra byen og i det hele taget at det foretukne tilholdssted efter mørkets frembrud var indendørs – medmindre man var med på et selvbestaltet tæskehold. Mens svirrede rygterne om en gal videnskabsmand der havde udført genetiske eksperimenter med sig selv som forsøgsobjekt!

Politiet patruljerede i byen og havde indkaldt ekstra mandskab, men ikke fanget nogen abemand. Politichefen mente at det var en ballademager iført maske der blot var ude på at forskrække folk. Der havde aldrig været berettet om røveri eller forsøg på voldtægt. Men politiet vil ikke afvise, at panikken er udløst af uoplyste og overtroiske fattige kombineret med høje varmegrader og strømafbrydelser, således at alt – selv den sunde fornuft – ligger i mørke efter solnedgang.

Ved en lejlighed mente nogle beboere i Kala Bhatta at de den 30. april at have set abemanden køre forbi i en bil, som straks blev stenet af de skræmte folk. En kvinde besvimede angiveligt ved synet af abemanden. Dagen efter gik der rygter om, at abemanden var set i Anand Vihar. I hundredvis gik folk på gaderne bevæbnet med stave og stokke for at lede efter bæstet i flere timer, uden det lykkedes.

Ifølge The Hindustan Times holdt frygten for abemanden folk vågne om natten, og der blev af og til affyret forebyggende skud op i luften for at skræmme abemanden væk. Andre steder oprettede man lokale vagtværn, men uden andet resultat end tæsk til vilkårlige og uskyldige personer der blot behøvede at se lidt mistænkelige ud.

Politiet i Kotwali fik de første dage i maj flere telefonopkald fra folk der havde set den frygtede abemand. Men politiets efterforskning gav intet resultat, og frygten blandt folk blev større og større.

Ifølge flere beretninger, så har i første omgang 10-12 personer mødt abemanden og har mærket hans klør. Flere har fremvist kradsemærker. Ifølge The Times of India kan der, når mørket falder på – tidspunktet hvor abemanden slår til – høres frygtsomme eller ophidsede råb fra flere lokaliteter: “Dræb ham, dræb ham”.

Beretningerne om folks møde med abemanden eskalerede voldsomt, uanset at politiet i Ghaziabad fastholdt, at der ikke fandtes nogen abemand, at ingen endnu havde fået rabies efter abebid og så fremdeles. En mand hævdede således, at abemanden havde forsøgt at slå kløerne i ham og tilmed prøvet at brække hans mors ben. Der var også en person der påstod, at hele to abemænd var sprunget på ham, men at de stak af da en bil nærmede sig. I Kailash Nagar tog overtroen overhånd. Her greb nogle beboere fat i en pige og begyndte at slå hende. Forklaring til politiet: De mente at en djævelsk abesjæl havde indtaget hendes krop!

En almindelig indbrudstyv blev taget af politiet. Han havde brugt en abemaske for at lukrere på den udbredte massefrygt, men kunne muligvis prise sig lykkelig for at det var politiet der tog hånd om ham og ikke et af de selvbestaltede vagtværn med køller og stave.

I midten af maj mente man at abemanden havde søgt nye jagtmarker. Nu var det områderne nordøst for Delhi der blev hjemsøgt. Panikken og de mange beretninger fulgte med. Samtidig ændredes også beskrivelserne af hvordan abemanden så ud. Et vidne kunne fortælle, at abemanden var omkring 150 cm høj og hoppede som en abe behørigt bør; han virkede som en mørk skygge men med et abelignende ansigt, og havde tilmed glødende, røde øjne. Et andet vidne fortale at abemanden virkede som en fjernstyret robot der hoppede højt op i luften og forsvandt i løbet af få sekunder.

Tæt på Delhi blev tonen hos politiet også lidt skarpere. En lokal politiofficer udtalte, at man burde skyde ballademageren hvis man så ham, det ville være simpelt selvforsvar.

I løbet af få dage var flere mænd og kvinder blev såret af abemanden, blandt andre en hel lægefamilie. Det blev også rapporteret af politiet, at en vred flok mennesker i Dadri havde tæsket en maskeret mand som det dog var lykkedes at flygte. I kampens hede, panik og forvirring var der dog også en del uskyldige der fik en omgang tæsk.

Politiet i Delhi fik rigeligt at se til, og blev ikke mindst plaget af mange falske anmeldelser. En net fik man 48 anmeldelser hvor de 42 umiddelbart viste sig at være falske – og natten før 33 anmeldelser, alle falske. Alene natten til den 19. maj foretog politiet 12 anholdelser i den anledning, de anholdte blev anklaget for at sprede rygter og indgive falske politianmeldelser – strafferammen er op til et halvt år bag tremmer. Blandt de anholdte var også en læge. Han havde smidt en sveden gummihandske ud af vinduet, og den landede foran to drenge som straks gik panik. Lægen havde gjort det for sjov, men omkring 500 mennesker stimlede sammen på gaden, og nogle pirrede til “abehånden” med en pind. De syntes ikke det var sælig morsomt, og det gjorde politiet heller ikke. Lægen blev anklaget for forstyrrelse af offentlige ro og orden. Da syntes lægen heller ikke det var sjovt.

Mere alvorligt under hele dette letantændelige massehysteri var, at der faktisk forekom nogle ulykkelige dødsfald. Abemanden angreb ifølge forlydender især folk der på grund af varmen sov på tage eller terrasser. Et af ofrene sprang således i panik tre etager ned fra et tag og døde, da nogen råbte bandar aayaa – aben kommer ! Hans ven sprang også, og blev alvorligt kvæstet. En gravid kvinde snublede et andet sted på en trappe da hun troede sig forfulgt af abemanden, og døde senere på sygehuset som følge af faldet.

Delhi politi har udlovet en dusør på Rs 50.000 til enhver der kan møde op med konkrete oplysninger om abemanden eller -mændenes identitet. Det betyder at abemanden kommer i samme dusørklasse som en snigmorder der prøvede at tage livet af Indiens indenrigsminister eller den berygtede Bahadurgarh-seriemorder der voldtog børn før han tog livet af dem. Selv blev han senere dræbt i politiets kugleregn.

Sammenfaldende med udlovelsen af en dusør har politiet etableret en særlig gruppe der skal søge at komme til bunds i mysteriet. De skal følge abemandens spor gennem det nordlige og nordøstlige Delhis betonjungle. Denne særlige politistyrke skal undersøge de vidner der har hævdet at have set den berygtede abemand. Desuden skal de undersøge de personer der hævder at have været udsat for abemandens angreb.

Dr. Sandeep Vohra fra Delhi Psychiatric Society mener at hændelserne meget ligner andre former for masshysteri. Som eksempler nævner han det store tissemandshysteri i Nigeria 1990, hvor mænd frygtede at fremmede ville stjæle deres genetialer. Så man skulle passe på hvem man gik rundt og stødte ind i, når mange mennesker var samlet, og ofte gik mændene rundt og holdt på det de havde, så der hele tiden var føling med sagerne. Nogle af dem der hævdede at være blevet berøvet, fik det manglende tilbage i løbet af et par dage – det blev straks udråbt som et mirakel, men ofte fulgt af en beklagelse over, at den mirakuløst genskabte penis ikke var så stor som før – ak ja, Herren gi’r og Herren ta’r.

“Dette er hverken mere eller mindre et spørgsmål om psykisk bedrag eller massehysteri, – en gruppeadfærd baseret på pseudologia fantastica “, udtaler Sanal Edamaruku om abemandshysteriet. Han er leder af Indian Rationalist Association.

Hele denne historie, der indeholder alt lige fra sociale, psykologiske, politiske og mytologiske aspekter, vil sandsynligvis i de kommende år danne baggrund for forskere med massehysteri på skemaet. Lad os så også se, om religionshistorikere senere vil knytte bånd til abeguden Hanuman, der er hurtig som vinden og utroligt stærk. Hanuman hjælper sammen med sin hær af aber ifølge hinduismen guderne i deres stadige kamp mod dæmonerne – men hvem er dæmonerne i dagens Indien?

Hvis skulder sidder aben mon på? Det vides ikke helt, men den 19. maj meddelte politiet i New Delhi, at de nu ville lægge låg på sagen om abemanden. Desuden var antallet af anmeldelser dalet betydeligt. Politikommisær Suresh Roy udtalte, at man allerede havde indsnævret mistanken til nogle personer der angiveligt har stået bag hysteriet om abemanden, og at sagen derfor snart ville være slut. Men dét vil jeg nu forholde mig skeptisk til.

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 2

[*]