af Willy Wegner, besvarer et læserbrev.
Hej Willy
Ja undskyld jeg skriver uopfordret til dig, men jeg må simpelthen have luft for weekendens begivenheder, til et menneske der ligesom jeg er skeptisk.
Jeg havde med interesse fulgt åndernes magt (og dine kommentarer) og af en eller anden grund følte jeg, udfra programmerne, at "der var noget om ånde-snakken" og at du og dine med-skeptikere var kedelige og ikke åbne for nye ting. Jeg lider af Cystisk Fibrose og har derfor ofte døden tæt inde på livet, og det kunne jo være rart at blive overbevist om at der findes mere liv efter dette.
Jeg havde imidlertid stadig en (sund) skepsis og skrev til "zulu"-Thomas om hvorvidt han troede en weekend-workshop med Graham Bishop ville hjælpe mig af med denne skepsis. Det troede hans afløser og jeg betalte således 1500,- for en "workshop 1".
Og der sad jeg så og aflæste aura bånd og tegnede aura tegninger, tog på guidet meditation og lavede klarsyn sammen med de andre 14 mennesker. Jeg følte mig OVERHOVEDET ikke overbevist om noget som helst og fattede ikke at de andre "elever" i den grad troede på det de/vi sad og lavede. Det mest mærkelige var at en pige jeg kom i gruppe med, på et af "ribbons"-ene aflæste "sygdom, lille pige (jeg har en datter på 16 mdr) rødt hus (jeg bor i en rød etageejendom i Kbh) og astma". Det var altså rimeligt godt ramt, men….anyway
Dag 2 skulle vi så, i grupper på 4, lave klarsyn og forestille os en bobble bag på hovedet hvori der skulle komme en ånd. Jeg troede ikke en pind på noget som helst af det men beskrev en mand der skulle vise sig at være Bishops barndomsvens far…Udfra fuldstændig underlige facts gendkendte folk i grupperne så iøvrigt afdøde venner/slægtninge..Der kom desværre ingen til mig og jeg kender garanteret ellers flere døde end de fleste. En mormor til 3 søskende (der alle deltog) og som netop var død weekenden forinden, kom i øvrigt 3 gange den søndag.
Nåmen det kuliminerede så sidst på dagen hvor Bishop skulle vise os at uanset hvor skeptisk man var kunne man overbevise hjernen om at noget "paranormalt" finder sted ved at pendulere over chakraerne, flytte dem, og så igen pendulere. Jeg kunne, som den eneste, overhovedet ikke få pendulet til at pendulere (da jeg heller ikke tror på pendulering). Bishop tilbød at hjælpe mig og fandt at der inde i mit hovede stod "death" med "barbed wire" og at det nok var denne ubeviste angst for døden der blokerede. Han ville tænke over en løsning…
Som det sidste den dag ville "spirit" så tale og Bishop blev til Dr. Karl der skulle "convince" "the young man", ved at tage pigen jeg ikke kunne pendulere på, og mig selv, og så fnysede og prustede han med hænderne på hendes bryst, og ryg, og bad mig tage pulsen på hende på hvert sit håndled. Det er muligt de varierede lidt i rytmen, ihvertfald var dette meningen (tror jeg), derpå tog han igen på hende og fnyste og prustede og bad mig så tage pulsen igen. Denne gang kunne jeg ikke lige få fat i denne på hendes ene håndled og angiveligt skulle den da også være stoppet. Bemærk at alle de andre 13 mennesker samt en fnysende dr. Karl gloede på mig og så er det altså svært at være helt "neutral". Iøvrigt gav han hende også to forskellige hjerterytmer, et i hver sin side og dette lyttede flere til (jeg selv inklusive) og bekræftede forundret at hun altså havde to forskellige hjerteslag. Til slut kurerede han mig for Cystisk Fibrose (jeg ville få lidt tør hoste et par dage og så skulle jeg være rask).
Det sidste vil jo vise sig efter kort tid, men iøvrigt har jeg en vildt underlig fornemmelse i kroppen/sindet…De var jo 14 andre, iøvrigt normalt intelligente mennesker (tror jeg) der kunne pendulere, og få det meste af workshoppen til at "virke". Og tænk hvis pigens puls virkelig var stoppet (hvad jeg simpelthen ikke kan tro på – det måtte være mig der ikke lige kunne fange den) og tænk hvis hun virkelig havde to forskellige hjerteslag.
Jeg ville gerne tro at det er mig det er galt med, at jeg er snæversynet og ikke åben for nye ting, men det kan jeg simpelthen ikke…Men men men, det der fik mig til at gå til Bishops kursus var jo den overbevisende "der er mere mellem himmel og jord"-fornemmelse, man fik af at se Åndernes Magt.
Har disse programmer overhovedet ikke sat nogen tvivl i dit sind?
1000 tak fordi du gad læse ovenstående.
Hej Jan
Jeg er ked af, at jeg har været så længe om at svare dig. Faktisk har jeg tænkt ret meget over dit brev. Jeg forstår godt, at du søger bekræftelse på et efterliv – og at nogle af vi skeptikere tilsyneladende er nogle åndelige træmænd. Samtidig beundrer jeg din skepsis og dit forsøg på at tackle denne tvivl/skepsis-situation. Og efter hele din beskrivelse – som jeg finder ganske interessant – og som fortjener at blive læst af mange, som måske befinder sig en sammenlignelig situation – spørger du, om jeg ikke er blevet bragt i tvivl som følge af udsendelsesrækken. Mit svar er jo! Én af udsendelserne virkede oprigtig på mig. Det var den første af de to udsendelser fra Hals. Men det varede kun i en uge, for opfølgningen fra Hals gjorde, at denne historie – for mig – faldt fra hinanden.
En skeptisk kollega – Michael Leslie Ahlstrand – har netop den 30. april overværet et møde med Bishop . Michael er tryllekunstner og har set mange spiritister optræde i tidens løb, og han oplevede Graham Bishop som en af de mindst overbevisende.
Apropos dette med forskelligt pulsslag. Det kan mange, sandsynligvis også dig selv, klare. Lagde du mærke til hvor Graham Bishop havde sine hænder på kroppen af kvinden, da pulsslaget ændrede sig? Et ikke engang særligt hårdt pres i armhulerne kan “lukke” for pulsen. For eksempel kan man ved at anbringe en lille hoppebold eller bordtennisbold i armhulen og klemme lidt sammen klare det, det har min søn demonstreret for mig. Det er ikke altid at der skal overnaturlige kræfter til.
Nå – jeg tror jeg har fået skrevet det jeg ville – men naturligvis er jeg nysgerrig, det store spørgsmål: – blev du helbredt af Graham Bishop? Jeg syntes at det er særdeles uetisk at love en helbredelse, hvis ikke man holder det. Men er miraklet sket, så kunne det jo være med til at flytte rundt på en portion skepsis.
Med venlig hilsen Willy Wegner
PS! Jeg ville egentlig gerne bringe dit brev i Para-nyt – og gerne blot underskrevet Jan – hvis du giver din tilladelse. Jeg tror at din skepsis/tvivl – som tidligere nævnt – vil være af værdi for andre at læse.
Hej Willy
Tak for dit svar. Du må gerne bringe mit brev på skeptica.
Nej, jeg er ikke blevet rask (er jeg ret sikker på).
Ok, så bortset fra åndernes magt, er du aldrig stødt på hændelser der forekommer dig uforklarlige? Jeg er ret sikker på at "der findes mere mellem himmel og jord", spørgsmålet er blot hvad… og hvor fanden skal man lede, når man ikke kan tro?
Har du iøvrigt læst professor Plums bog? Manden er vel om nogen naturvidenskabsmand og tilsyneladende ret overbevist om en åndelig eksistens.
JEG VIL OGSÅ OVERBEVISES!!! og så er det paradoksale jo at jeg kontakter dig, – redaktøren af Skeptica…
Men ok, Graham var en fuser, "where do i go from here"?
Venligste hilsener Jan
Kilde: Para-nyt 2001 nr. 4
[*]
Seneste kommentarer