Politiken, der hævder at være organet for den højeste oplysning, bragte den 21.07, midt i agurketiden, en underlig kronik, “Det er på tide, at forskningen tager telepati alvorligt”.1
Den er skrevet af Laura Engstrøm, journalist, foredragsholder og forfatter til bogen ’Hentet af Lyset – om dødslejefænomener og nærdødsoplevelser’, der udkom i marts 2024.

Kronikken starter med følgende anekdote:

Min mor får et særligt lys i øjnene, når hun taler om den have, hun så i en drøm. Hun havde sagt farvel til sin elskede moster Elsa, der lå på hospitalet i Danmark med svær sygdom, og var så rejst til Grækenland, hvor hun bor en stor del af året. Nogle dage efter drømte min mor en nat om Elsa.

Hun drømte, at hun så Elsa gå gennem en lang, mørk tunnel. Med ét befandt Elsa sig i en stor, solbeskinnet have fuld af blomster i alle farver. Haven var som et paradis, og lyset var særligt; varmt og omfavnende. Da min mor vågnede fra drømmen, tænkte hun, at det ikke var en normal drøm. Den have og de farver!1

Vi ved det allerede uden at behøve at læse videre: moster Elsa døde den nat! Og forskning er helt unødvendig for at forklare, hvorfor forfatterens mor, der allerede havde taget afsked med sin døende søster, kunne drømme om, at hendes søster døde og kom i Himlen: Der måtte være noget andet og mere på spil end det helt almindelige fænomen, at de ting, som vi er optaget af i vågen tilstand, dukker op i forvrænget form i vores drømme, når vi sover. Der må og skal være noget overnaturligt på spil, hvilket videnskaben selv bare har at bekræfte:

CIA tror på det, og der er meget forskning som peger på, at telepati er en reel ting. Og faktum er, at i 2024 kan naturvidenskaben endnu ikke forklare, hvad det er, vi tænker med, sanser med og føler med.1

Påstanden om, at der allerede er så “meget forskning som peger på, at telepati er en reel ting,” er en direkte modsigelse af kronikkens titel, der jo hævder, at “Det er på tide, at forskningen tager telepati alvorligt.” Kronikørens egentlige problem er, at den forskning, der hævder, at telepati eksisterer, er blevet gendrevet igen og igen af forskere, der tog telepatien alvorligt nok til at undersøge den tilbunds. Den engelske Wikipedia hjemmeside ”Stargate Project” gengiver talrige kilder til påstanden om at det amerikanske CIA også dyrker telepati:

I 1970 mente amerikanske efterretningskilder, at Sovjetunionen brugte 60 millioner rubler årligt på ”psykotronisk” forskning. Som svar på påstande om, at det sovjetiske program havde givet resultater, finansierede CIA samme år et nyt program kendt som SCANATE (“scan efter koordinat”).

Fysikerne Russell Targ og Harold Puthoff begyndte at teste clairvoyante for SRI International i 1972, inklusive en, der senere skulle blive en international berømthed, israelske Uri Geller. Deres tilsyneladende vellykkede resultater vakte interesse i det amerikanske forsvarsministerium.

Luftvåbnets psykolog oberstløjtnant Austin W. Kibler (1930-2008) – daværende direktør for adfærdsforskning for ARPA – bad Ray Hyman, professor i psykologi ved University of Oregon, om at tage til SRI og undersøge sagen. Han skulle specifikt vurdere Geller. Hymans rapport til regeringen var, at Geller var en “ren svindler”, og som en konsekvens af dette mistede Targ og Puthoff deres regeringskontrakt om at arbejde videre med ham.

Stargate-projektet blev afsluttet og afklassificeret i 1995, efter en CIA-rapport konkluderede, at det aldrig havde kunnet bruges i nogen efterretningsoperation. Oplysningerne fra programmet var vage og omfattede irrelevante og fejlagtige data, og der var mistanke om, at bedømmerne var upålidelige.2

Kort sagt: Fusk og svindel!

Ignoreres clairvoyance af videnskaben?

Kronikøren langer kraftigt ud efter alle de videnskabsfolk, der afviser telepati eller clairvoyance som sludder:

Jeg undrer mig over holdningen. Skal man netop ikke som videnskabsmand (m/k) være åben og udogmatisk? Er nysgerrighed over den måde, vi og verden hænger sammen på, ikke drivkraften i selveste den menneskelige udvikling, ja i forskning?1

Absolut jo, må man svare kronikøren – men emnet hører snarere hjemme i den gymnasiale undervisning i naturvidenskab og psykologi.

Det såkaldte ”Staring Eyes” eksperiment har været grundigt undersøgt af forskere.3. Og i gymnasiets naturvidenskabelige fag har begreber som ”Hypotesetest”, d.v.s. kontrol af målbare påstande, været en fast hjørnesten i pensum4.

Heri lå netop en oplagt mulighed for at få en engageret diskussion på klasseniveau af emner, der ellers bliver anset som værende lidt støvede og kedelige.

Rupert Sheldrake, en kendt fortaler for det overnaturlige, hævder, at alle mennesker har en slags telepatiske evner, der gør os i stand til at mærke, om andre mennesker stirrer på os.5

Forsøgene står ellers nævnt i Sheldrakes bestseller ”Seven Experiments That Could Change the World”, og vi i Skeptica og flere andre kolleger har undersøgt i talrige forsøg uden at kunne reproducere resultatet:

“Analysis of the data did not support the hypothesis that Jaytee could psychically detect when his owner was returning home.”7

Da Sønderborg fik besøg af såkaldte clairvoyanter i programmet ”Åndernes Magt”, bad vi programmet om lov at deltage i et lille, ikke særligt tidskrævende forsøg, hvor de clairvoyante skulle demonstrere deres påståede evner overfor skolens elever.

I skolens kælder havde vi flere helt identiske aflåste skabe. En af vores modige elever, ”Simon”, tilbød at gemme sig i et af disse skumle skabe, og det burde være en smal sag for disse landskendte TV-stjerner med deres påståede clairvoyante evner at ‘se’ gennem de aflåste døre og udpege Simons gemmested.

Men til elevernes store skuffelse meldte programlederen fra.8

En særlig tak til ”Fyns Stiftstidende”, hvis tegner Gert Ejton gav dette bidrag til den almene latter.

Har CIA troet på “remote viewing”?

Det er muligt, at CIA har troet på telepati, men på trods af kronikørens påstande er det ikke længere tilfældet.

Projektet blev som sagt lukket i 1995 fordi resultaterne var ubrugelige og der var mistanke om urent trav blandt de tilknyttede forskere.

En dansk parallel

Her i lille Danmark har vi en parallel i det såkaldte ”Astrologiske Detektiv Bureau” hvor astrolog Karl Aage Jensen i samarbejde med clairvoyanter og astrologikolleger påstår at kunne afsløre dette og hint om igangværende mordsager.

Et eksempel på detektivbureauets evner kan man læse i Skepticas artikel, “Fornemmelse for mord – eller blot Fornemmelse for snyd?”.9

Desuden var der den forfærdelige mordsag med Emilie Meng, hvor én pige blev myrdet og en anden bortført. Morderen, Philip Patrick Westh, blev pågrebet under den igangværende bortførelse, og han blev idømt fængsel på livstid i sidste måned. Sagen er i skrivende stund anket til Landsretten.10

Indtaster man søgeordene ”Emilie Meng” i søgefeltet øverst til højre på ”www.astrologi.dk” får man intet mindre end 13 eksempler på bureauets evner.
Således kan man gentagne gange læse, at både Emilie og den bortførte pige ”Philippa” skulle have haft et indgående personligt bekendtskab til morderen.11,12,13,14

En anonym clairvoyant (hvis identitet andre clairvoyante vel bør kunne ‘se’?) har givet sine bud på, hvem morderen er:13

  • Morderen skulle have en tatovering på en underarm, sandsynligvis den højre, der ligner en blomst eller har noget med navnet “Rose” at gøre.
    Det er der intet, der tyder på.

     

  • Morderen skulle gå meget i skovmandsskjorte med rød/sorte tern.
    Morderen viste sig at være en velekviperet ung mand, der gik med hvid skjorte og jakkesæt.

     

  • Morderen er maskinarbejder/styrer en maskine fx en gravemaskine eller reparerer den.
    Morderen viste sig at være marketingschef i en virksomhed, der beskæftiger sig med handel af elektronik og køkkenudstyr.15

     

  • Morderen skulle have haft “noget med militæret at gøre”.
    Det kan være alt, lige fra almindelig værnepligt til en karriere indenfor forsvaret. Intet peger på det sidste.

     

  • Morderen går med en ring, der minder om en forlovelsesring, muligvis en attrap.
    Morderen har aldrig haft en kæreste, hvorfor en sådan ring øjeblikkelig ville vække opsigt hos hans venner og kolleger.

     

  • “Øst” foranledigede, at der blev ledt i jyllandske byer, der begyndte med “Øst”.
    Det bliver så senere, efter at liget er fundet, præsenteret som et hit, nemlig at findestedet var “næsten stik øst for Korsør”.

     

  • Emilie Meng skulle være død og ville blive fundet i vand som “en lille havfrue”.
    Mordere efterlader ofte deres ofre i vand, da ligene så opløses og besværliggører opklaringen. Billigt gæt.

     

  • Der kunne være overvågningsbilleder fra en tankstation.
    Men hvad skal man så med clairvoyante, der leger detektiver?

     

  • Morderen skulle have “noget med heste at gøre”. Det kunne være den by, han kommer fra (HORSens), hans erhverv eller hans for- eller efternavn.
    Ingen af delene har kunnet verificeres, og hverken morderes for- eller efternavn har noget med heste at gøre.

     

  • Morderen skulle have initialerne “B.J.”, især “B”.
    Morderen havde initialerne “P.P.W.”

     

  • Morderen skulle “typemæssigt” ligne komikeren Andreas Bo.
    Det lader vi være op til læseren at bedømme…16

     

  • Bilen, som morderen kørte i, skulle “med ret stor sikkerhed” ikke være en Hyundai, som politiet har meldt ud, men et lignende mærke.
    Under efterforskningen fortalte politiet, at de ledte efter en sølvfarvet bil, formodentlig en Hyundai i30. Det viste sig, at morderen på tidspunktet for Emilie Mengs forsvinden ejede en bil af netop det mærke og farve.

Summa summarum: Den clairvoyante tog fejl i samtlige af sine “syner”, undtaget det billige gæt med at liget skulle findes “i vand”. En anden grund til, at clairvoyante ofte hævder, at sager med formodet afdøde, hvis lig ikke er fundet, hyppigt vil være drukneulykker. 

Læs mere

Kilder

  1. Det er på tide, at forskningen tager telepati alvorligt, Politiken
  2. Stargate Project, Wikipedia
  3. Psychic staring effect, Wikipedia
  4. Noter om hypotese-test , sandsynlighedsfordeling – med mere.
  5. The Sense of Being Stared At Confirmed by Simple Experiments, Sheldrake.org
  6. Rupert Sheldrakes utrolige ideer, Skeptica.dk
  7. Can animals detect when their owners are returning home? An experimental test of the ‘psychic pet’ phenomenon, PubMed
  8. “Klarsyn” – eller blot “Klart snyd”?, Skeptica.dk
  9. Fornemmelse for mord – eller blot Fornemmelse for snyd?, Skeptica.dk
  10. Drabet på Emilie Meng, Wikipedia
  11. Kendte Emilie Meng sin morder?, Astrologi.dk
  12. Fillippas mareridt – er der sammenhæng med Emilie Meng-sagen?, Astrologi.dk
  13. Clairvoyant signalement af en morder, Astrologi.dk
  14. Uge 33 astrologisk set, Astrologi.dk
  15. Stille, socialt akavet og særligt farlig: Her er serieforbryderen Philip Patrick Westh, B.T.
  16. Andreas Bo