af Dann Simonsen (oversætter)

Oversætteren skriver:
Det drejer sig her om en kritik af (venstreorienterede) filosofiske angreb på naturvidenskaben. Artiklen er godt nok 20 år gammel, men jeg finder argumenterne så slående, at jeg synes den burde offentliggøres; også fordi de alternative den dag i dag griber til argumenter, der ligner kraftigt. (ds)

I betragtning af de slemme følger af anvendelsen af den moderne naturvidenskab fremsætter moralister blandt naturvidenskabsmændene en barsk selvkritik:

"Burde videnskabsmænd og teknikere ikke påtage sig en forpligtelse af samme art som medicinernes gamle hipokratiske ed: en forpligtelse til at fremme og beskytte liv og ikke ødelægge det." (Weizsäcker: Atomenergie und Atomzeitalter)

De lader her som om krig, Hiroshima og atombomben er den nødvendige konsekvens af Hahns spaltning af atomet på laboratoriebordet. Ved siden af sin praksis har forskeren her brug for en samvittighed, et ansvar for menneskeheden, fordi han med sin forskning leverer rigtige og dermed håndterlige resultater.

Væsentligt mere radikale, men godt nok ikke mere rigtige af den grund, er de konsekvenser, som repræsentanter for den nye såvel som den knap så nye venstrefløj når frem til i diskussionen af det samme problem:

"Det er vores mål at vise, at kritikken af matematikken ikke kun går ud på at kritisere ‘dårlige’ anvendelser af en i sig selv tidløs, værdifri sandhed: at det ikke er muligt at stille matematikken i ‘folkets tjeneste’ ved at erstatte ‘dårlige’ anvendelser med ‘gode’",

sådan lyder programmet fra en bremer "Arbejdsgruppe til Kritik af Matematikken", som man i hvert fald kan uddrage så meget fra: Sandheden i den anklagede videnskabs indhold, i dette tilfælde matematikkens, drages i tvivl og samtidig skældes samme indhold ud for at være ansvarlig for, at den anvendes til skadelige formål – hvorfor skulle indholdet ellers kunne bruges til "’gode’ anvendelser"? Og man kan yderligere uddrage, at grunden til en så mislykket videnskab om naturen må findes i det kapitalistiske samfund, eftersom "selve metoden viser sig at være samfundsmæssigt præget" (smst.). Det er stadigvæk moderne at hente legitimeringen af dette standpunkt hos en filosof:

"Hvis det ikke lykkes marxismen at trække fundamentet væk under den herskende naturvidenskabelige erkendelseslæres tidløse sandhedsteori, så er afdankningen af marxismen som erkendelsesstandpunkt kun et spørgsmål om tid." (Sohn-Rethel: Geistige und körperliche Arbeit)

Eller – hvad der kommer ud på ét – man diskuterer med tilhængere af Ernst Bloch’ske utopier om udkastet til en "socialistisk naturvidenskab" (tesepapir "Marxismus und Naturforschung" til Ernst Bloch-dagene i 1978), som der til dato endnu ikke rigtig er nogen, der har kunnet fortælle, hvor og hvordan man får fat i.

Det drejer sig åbenbart om et program mod naturvidenskaben for moderne antikapitalister. Programmet lover at opfylde det mål, som ikke lykkedes for kristendommens reaktionære dogmatisme dengang, da den naturvidenskabelige disciplin blev udviklet: nemlig videnskabens ødelæggelse . At det her drejer sig om mere end en skæbnesvanger fejltagelse, vil blive påvist i det følgende på grundlag af disse menneskers argumenter. Vi kan på forhånd røbe, at resultatet af denne undersøgelse vil massakrere disse menneskers argumenter såvel som deres motiver i bund og grund og ikke vil lade et hår tilbage på de perspektiver, som de tilbyder naturvidenskabsstuderende. Om dette også sker af de samme grunde, som når naturvidenskabsbegejstrede intellektuelle håner sådanne kritikere for at være forrykte særlinge, må dog først vise sig i selve undersøgelsen.

Matematik er ikke botanik, fysikken mangler farven …

"Metoden (matematikkens) er uhistorisk, fordi allerede dens erkendelsesansats udelukker, at kvaliteter opstår og forsvinder …. Tænk bare på metamorfosen i botanik og zoologi, på samfundsmæssige produktionsforholds opståen og forsvinden ….Tingene ændrer deres karakter gennem kamp …. Den matematiske teori medreflekterer imidlertid ikke kampen." (AG "Kritik der Mathematik", Bremen)

Sådan lyder det forskningsresultat, som matematikkens kritikere er nået frem til under sagkyndig vejledning fra et par af lærerne i denne disciplin. Det er i den forbindelse påfaldende, at denne kritik kan klare sig uden at påvise blot én eneste fejl i den anklagede videnskabs indhold og i stedet bebrejder den, at den ikke benytter sig af samme fremgangsmåde som andre videnskaber, når den producerer sin erkendelse. Det bliver til en bebrejdelse, fordi de forsamlede matematikere åbenbart hellere ville have været historikere, men ikke har fået lov til at forfølge deres sande kald: I deres tankeløshed rangerer attributtet "historisk" som et plus og "uhistorisk" følgelig som et stort minus. Som om den matematiske formulering af vægtstangslovene ville blive sat ud af kraft via henvisningen til, at vægtstangen først skal produceres og siden går al kødets gang, altså "opstår" og "forgår". Hvilken naturvidenskabsmand ville i ramme alvor påstå, at Keplers love om himmelmekanikken kun gælder, hvis man anskuer himlen ud fra den frie demokratiske grundlovs faste fundament, fordi de "samfundsmæssige produktionsforhold" i DDR eller Kina lader himmellegemernes bevægelse fremtræde i et noget andet lys. Og dog er den slags absurditeter den uundgåelige konsekvens af den fremførte kritik, som går så vidt som til den uhyrlighed at ville modbevise den "matematiske teori" om differentialkalkylen med, at den fortier klassekampen. Princippet i disse angreb er lige så slående som pinligt: Matematikken skulle være kritisabel, fordi man i den ikke genfinder sin egen (totalt umatematiske) interesse, hvordan denne interesse så end måtte tage sig ud. Og her kan den slags filisteri med hensyn til videnskabskritik med fuld ret påberåbe sig at tilhøre en af de store ånders tradition, og vel at mærke en ånd, hvis renaissance for kort tid siden blev fejret i hele to dage med et vist "sozialistisches büro" som sponsor:

"Frem for alt er den fysik, som er blevet opbygget gennem tre hundrede år, en fysik, som ikke alene abstraherer fra værdidomme, men også fra farver, toner, kort sagt fra alle kvaliteter. Farve er svingning, 1 kalorie varme er lig med 427 meterkilogram arbejde og ellers intet." (E.Bloch: Subjekt – Objekt)

Til denne indvending kan vi kun sige, at den må være ret værdiløs: At gamle Ernst Blochs filosofi ikke kan være en skid værd, ser man jo allerede af, at den "abstraherer fra" Schrödinger- og Maxwell-ligninger, uskarphedsrelationer og lyskvantehypoteser, "kort sagt fra alle kvaliteter" .

… for dens fremgangsmåde er "rent kvantitativ"!

Dette forvrøvlede sludder med at klandre naturvidenskaben for at mangle alt muligt, som slet ikke har noget som helst at gøre dér, bliver sædvanligvis sammenfattet i den positive dom, at dens fremgangsmåde er "rent kvantitativ" . Allerede i 1845 var en vis hr. Grün nået frem til følgende indsigt angående den katastrofale virkning af kvantiteter:

"Den så hårdt bekrigede civilisation beror på den hjerteløse tabel … Tallet er intet bestemt … Hvad er én? Én har ingen ro, én bliver til to, tre, fire …" (Karl Grün, citeret efter Marx-Engels-Werke, bd. 3)

Ganske uimponeret af Marx’ replik –

"det går tallet som den tyske sognepræst, der heller ‘ingen ro’ har, før han har en kone og ni børn" (Karl Marx, MEW 3)

– tager han tilløb til det afgørende slag mod tallet:

"Tallet dræber alt væsentligt og virkeligt. Hvad er en halv fornuft, hvad er en tredjedel sandhed?" (smst.)

Mens dette menneske tordner mod tallene med eksempler på anvendelse af brøkregning i en sfære, hvor den netop ikke kan anvendes, formår en matematikprofessor i Bremen, som godt vil nævnes ved navn, først at forlange af aritmetikken, at den, når den tæller, værs’go har kun at betragte de genstande, som skal tælles, med hensyn til deres hyppighed og ellers ikke, for så bagefter at brokke sig over, at de jo "kun" blev talt:

"Tingenes indhold, deres kvaliteter, er slettet i matematikkens begreber. Om det drejer sig om 2 æbler, 2 tanks eller 2 D-Mark, er ikke mere (!) til at se på tallet 2. (Så må du sørge for at være mere opmærksom forinden, Arnold!) " (Prof. Arnold: Bremer Universitätszeitung)

Eller for at tage fat i et andet eksempel: Hvad er egentlig det mangelfulde ved, at gængse værker i matematik eller fysik hovedsagelig forklarer deres genstand ved hjælp af tal, funktioner, ligninger etc.? Hvad mangler love om det fri fald, som består i nødvendigheden af et fast kvantitativt forhold mellem tilbagelagt faldstrækning og kvadratet af den dertil nødvendige tid, og som altså præsenteres i ligningen s/t 2 = ½g (s = strækning, t = tid, g = tyngdeacceleration)? Vi kan ikke erklære os enige i den sædvanlige indvending, at man med denne "kvantitative" relation mellem vej, tid og tyngdeacceleration intet ved om tyngdekraft: Den består, som ligningen angiver, netop i, at jordens masse tiltrækker alle legemer – uafhængigt af deres masse: m forekommer ikke i ligningen! – med samme acceleration i det frie fald.

Det særegne ved naturvidenskaben – at den begriber sine genstande i almene love, som gør den "kvalitative" sammenhæng mellem de forskellige kategorier såsom vej, tid, hastighed, acceleration, kraft, masse etc. gældende i nødvendigheden af kvantitative forhold mellem dem – dette særegne bliver naturvidenskaben bebrejdet, som om det var en mangel. Det tankeløse ved denne forestilling blamerer allerede sig selv i kraft af det faktum, at fuldkomment inkommensurable størrelser træder i forhold til hinanden i ovennævnte lov. Det drejer sig om størrelser, hvor enhver sammenligning med hensyn til omfang, kvantitet, ville være meningsløs, og at den påståede lovmæssighed ikke slet og ret består i at vælge egnede tal for s, t og g, så der fremkommer ens kvantiteter på begge sider af ligningen. For ikke engang naturvidenskabens kritikere tror på, at en sten ville falde opad (og det ville være tilfældet ved negativ s henholdsvis g!).

Naturvidenskaben – rent hjernespind …

Ifølge denne kritik, som i den lovmæssige sammenhængs nødvendighed ser vilkårligheden råde – hovedsagen er, at der på begge sider står lige store tal! – er naturvidenskabelig erkendelse et forrykt indfald ved siden af og ligegyldigt over for den virkelige natur. I Tübingen vurderede man derfor Galileis virke på følgende vis:

"Han kunne altså kun opdage faldloven, fordi han på forhånd var overbevist om eksistensen af en sådan alment gyldig lov. For den simple iagttager ville en sådan lov aldrig have vist sig." (Tesepapir: Marxismus und Naturbeherrschung)

Kapitalismens professionelle naturbeherskere har sikkert klasket sig på lårene af begejstring over denne tese fra den socialistiske bureau-marxisme. For når man ifølge den kun kan vinde i viden, hvad man allerede ved i forvejen, så kan man godt lukke forskningsinstitutterne og laboratorierne. Sådan er det altid med den simple iagttager: Først søger man efter en forklaring på et fænomen, for bagefter at gøre sig lystig over, at forklaringen ikke er identisk med den simple iagttagelse, ja endda ikke så sjældent bebyrder den jævne forstand med paradokser, hvorfor Bertolt Brecht engang med rette spøgefuldt bemærkede:

"Man gør stor ståhej ud af fysikernes dristige tænkning. Det hedder sig, at de skulle have opgivet de ældste sædvaner for tænkningen. Hvis der bare var halvvejs tilstrækkelige grunde til stede, så ville de ikke tøve med at erklære sønnerne for deres egne forældre …" (B.Brecht, Gesammelte Werke, 20)

Det er netop nødvendigt med en tankemæssig anstrengelse udover den "simple iagttagelse" for at finde ud af, at alle legemer falder lige hurtigt i det lufttomme rum, i stedet for at blive stående ved den umiddelbare iagttagelse, at forskellige legemer, fx et stykke bly og en fjer, ikke falder lige hurtigt (for pernittengrynede fysikere: med forskellig acceleration) under normale atmosfæriske betingelser. At denne lov ikke umiddelbart falder sammen med den rene og skære betragtning af virkeligheden – ellers ville loven også være fuldstændig overflødig, eftersom den så ville være den rene og skære gentagelse af det øjensynlige – men at man på dens grundlag tværtimod forklarer det paradoks, at forskellige legemer har forskellig faldhastighed – en forklaring, der finder sted ved hjælp af den gnidningsmodstand, friktionen, som luften frembringer – dette manglende sammenfald gælder for forfatterne af tesepapiret som en indvending mod loven: De bestrider, at den i det hele taget har "nogen relation til naturen", eller udtrykt med den gamle mesters ord:

"Den mekaniske naturvidenskabs abstrakte love er noget andet end det indholdsmæssige substrat (hvem vil bestride det?!), som disse love (nu kommer det!) ikke har nogen relation til." (E. Bloch, Das Prinzip Hoffnung, bd. 2)

At ovenstående natur lov ikke skulle have "nogen relation" til virkeligheden, fordi naturloven ser bort fra det respektive specifikke legeme og den specifikke omstændighed, og gør den bestemmelse gældende, som tilkommer dem alle lige meget, er en logisk brøler af rang, hvorom Hegel mente, at den, hvis den optrådte i det daglige liv og ikke på den filosofiske disputs felt, ville vække pinlig opsigt som tåbesnak, eller – noget fornemmere udtrykt:

"En sådan stilling ville i forbindelse med dagligdags genstande af sig selv vække opsigt som upassende og kejtet, som hvis for eksempel en person, der forlangte frugt, afslog kirsebær, pærer, druer osv., fordi det var kirsebær, pærer og druer, men ikke frugt." (Hegel: Enzyklopedie der philosophischen Wissenschaften I, § 13)

Det kritiske hoved insisterer imidlertid på, at druer ikke er frugt, og den, der taler om frugt, jagter spøgelser, som hans egen fantasi har sat i en verden, som ikke vil vide af frugt:

"Galilei, Descartes, Kant er forenet i den tanke: Kun det, som er matematisk frembragt (!), kan erkendes …" (E. Bloch: Das Prinzip Hoffnung, bd. 2)

Mens Galilei allerede i sine første ansatser til erkendelse af naturen var nået frem til den overbevisning, at "naturen er skrevet med geometriens bogstaver", så har vore dages filosofiske sludder "frembragt" den eventyrlige tese, at naturvidenskaben slet ikke er en videnskab om naturen, eftersom dens genstand ikke er andet end en selv-produceret abstraktion. Det rejser naturligvis det spændende spørgsmål om, hvor tilhængerne af Newton og Einstein har deres abstraktioner fra, når de ikke hidrører fra den rigtige analyse af naturen. Til syvende og sidst er det ikke først på Tübinger-kongressen "Marxismus und Naturbeherrschung", at dette spørgsmål har fået det svar, det fortjener, og som blandt oplyste henholdsvis kritiske mennesker cirkulerer under stikordet "tænkeformanalyse".

… som gror ud af den foragtelige mammon!

Allerede i 1970 havde stamfaderen til dette svar, Alfred Sohn-Rethel, fundet ud af, at ikke alene naturvidenskaben, men også og frem for alt pengene er ret så abstrakte, og deraf fabrikerer han følgende tvangfri overgang fra den usle mammon til relativitetsteorien:

"Ud af bytteabstraktionens begrebsspejling vokser således muligheden for en teoretisk naturerkendelse." (A. Sohn-Rethel: Geistige und körperliche Arbeit)

Og da også Karl Marx med sin forklaring på en helt anden ting, den kapitalistiske økonomi, i de første kapitler af "Kapitalen" beskæftiger sig med pengene, ville tübinger-marxisterne heller ikke stå tilbage for dem og prøvede efter samme mønster:

"Pengene er abstraktion blevet til ting … Det er dermed (!) blevet muligt (!) at forfølge et abstrakt mål, d.v.s. et mål, som ikke tjener tilfredsstillelsen af menneskelige behov. Således (!) arbejder videnskabsmanden i et totalt abstrakt rum med logikken henholdsvis matematikken, som ikke har noget indhold og ikke nogen relation til menneskene og naturen …" (Tesepapir)

Mens Marx fra sit udgangspunkt rigtig nok når frem til en videnskabelig forklaring på økonomien (kan læses i Kapitalen, bd. 1-3), så giver den her præsenterede variant sig allerede i sin optakt til kende som en forlegenhedsløsning fuld af fiduser: Muligheden for abstrakt tænkning, som angiveligt er givet i og med pengene, skulle inkludere den nødvendighed , hvormed naturvidenskabelige tankegange lader sig lede af den – hvordan det så end skal forstås. Den, der på den måde rumsterer "i et totalt abstrakt rum" og ikke har "nogen relation" til logikken, havde lige så godt kunnet drage den slutning, at Sohn-Rethels tænkeformanalyse er bestemt af neanderthaleren, fordi de begge to har et hovede, hvilket nu engang indebærer muligheden for erkendelse i det hele taget. Og hvis han tog sin egen dom alvorligt, nemlig at logik og matematik ikke har "nogen relation" til menneske og natur, så kunne han jo straks kassere sin tese om, at begge discipliner træder i et modsætningsforhold til "tilfredsstillelsen af menneskelige behov" . Ak ja, den logik!

Det er altså slet ikke så underligt, at også Sohn-Rethels forsøg på at påvise dukaternes diktat i det af Galilei udviklede begreb om inertialbevægelsen ender med en ufrivillig gendrivelse af hans egne teser: Mens Aristoteles endnu opfatter det som en lov, når den umiddelbare iagttagelse fortæller ham, at legemer i bevægelse standser, når de ikke tilføres yderligere kraft, så opdager Galilei begrebet om den kraftfri bevægelse eller inertialbevægelsen. Et legeme forbliver i tilstanden ro eller bevægelse præcis så længe, som ingen modvirkende kræfter påvirker det. Galilei var klar over, at legemer i bevægelse vender tilbage til en tilstand af ro, og han forklarede det med den modsat virkende gnidningsmodstand. Henvisningen til, at Galileis begreb om bevægelse "kun (!) kunne tænkes og … efter iagttagelsesrealitetens (!) målestok udgør en ‘komplet og absolut umulighed’" (A. Sohn-Rethel, smst.), bliver fremført som bevis på, at manden har ladet sig forlede af bytteværdien til at abstrahere fra "iagttagelsesrealiteten", hvilket går resolut forbi sagens kerne. Det forholder sig lige omvendt: Med inertiprincippet og friktionen, som han ikke ser bort fra, forklarer han denne realitet og viser, hvorfor man iagttager den på hvilken måde .

Fysikken – naturerkendelse ja, men: mikro godt, makro skidt!

I betragtning af disse teoretiske kolbøtter er det ikke noget under, at der selv blandt tilhængerne af "tænkeformanalysen" breder sig et vist ubehag, omend det beskedent klæder sig i en konjunktiv:

"Naturvidenskabens formbestemthed og den måde, som den gennemsættes på, burde (!) påvises i (!) selve naturvidenskaben og ikke blot postuleres udefra." (Basisgruppen: Beiträge zur Kritik der Marxistischen Gruppen)

Her må man trods alt medgive den slags kritik, at den selv med sin sympati for tænkeformsvrøvlet stadig har resterne af en anelse om, "at naturvidenskaben nemlig (er) en nødvendig (!) betingelse for naturbeherskelse": De ødelæggende følger, som kapitalismen forårsager med sin beherskelse af naturen, implicerer i og med deres beherskelse også den videnskab, som med sine erkendelser først muliggør denne. At naturvidenskaben ikke er noget hjernespind fra et par distræte intellektuelle, som ved synet af pengene har fået verdensfremmede forestillinger om elektromagnetiske bølger og den slags, kan man ikke mindst se af det forhold, at radio- og fjernsynsmodtagere fungerer . (Ikke det? Så må du sørge for at få fat i en bedre antenne!) Ganske vist kommer forfatterne kun med denne påmindelse for at trække den tilbage igen med deres form for indvending:

"Det betyder ikke, at alle naturvidenskabens teorier er lige rigtige. Denne tilstand henviser tværtimod til, at fysik er anvendelig i helt specielle tekniske sammenhænge, og til at teorien kan være rigtig i relation til afgrænsede tekniske sammenhænge, selv om den ud fra den samlede teoris standpunkt må anses for forkert eller utilstrækkelig … Videnskab skaber viden! … Denne falske overbevisning bliver bekræftet via den falske påstand om, at der i naturvidenskaben ikke skulle findes nogen selvmodsigende teori henholdsvis at modsigelser skulle blive overvundet via gendrivelse af den falske teori eller i en virkelig enhed af begge … Det er angiveligt lykkedes MG at indoptage den klassiske mekanik som grænsetilfælde i relativitets- og kvanteteorien og at stille en homogen teori om lyset i stedet for bølge- og partikelbilledet. Det lugter af Nobelpris!"

Først må det bemærkes, at fysikteorier her bebrejdes for den selvfølge, at de "i relation til afgrænsede problemer", læs: i relation til det, som er deres genstand, leverer en rigtig forklaring og ikke samtidig helliger sig andre "afgrænsede problemer" . Er den klassiske mekanik "utilstrækkelig" eller sågar "forkert", fordi den frembringer alle mulige love om bevægede legemer, kræfter, masse og acceleration, men til gengæld ikke rejser spørgsmålet om atomkernens opbygning? Vel næppe, og de anførte eksempler fra fysikken retter sig mod et andet sagsforhold end det kritiserede.

Rent faktisk "modsiger" relativitetsteorien den klassiske mekanik, men den gør det på en måde, som ikke fjerner enhver sandhed fra sidstnævnte teori, og ingen ringere end selveste Einstein har formuleret, at ingen fysik i verden nogensinde vil kunne rokke ved "Isaac Newtons store tanker" . Det er ubestridt, at så enkle love som additionsloven om hastigheder [et massepunkt, som bevæger sig med hastigheden v₁ i et relationssystem med den konstante hastighed v₂, bevæger sig i relation til det fælles relationssystem i hvileposition med hastigheden v = v₁ + v₂, forudsat v₁ og v₂ ensrettet] gennemgår en korrektion inden for rammerne af den specielle relativitetsteori: I denne lyder loven nemlig:

v₁ + v₂
v = 1+ v₁v₂ c: lysets hastighed
c₂

Afvigelsen er lige så åbenbar i lovens form som det faktum, at de to formuleringer ikke står i et modsætnings forhold, men derimod i et kommensurabelt forhold og at afvigelsen for hastigheder væsentligt under lysets er forsvindende lille. I denne betydning kan den første lov faktisk genfindes i den anden, en præstation, som vi, snu som vi er, gerne ville tage æren for, hvis det ikke lige var, fordi den kan læses i enhver lærebog i fysik:

v₁v₂
for v₁, v₂<c er også c ^2<1
og dermed v=v1+v2=v₁+v₁
1

Hvormed relativitetsteorien er en bekræftelse af den klassiske mekanik, hvorfor denne i øvrigt heller ikke blev strøget i lærebøgerne.

Og for at tilføje et konstruktivt eksempel på den videnskabelige gang på vejen til sandheden inden for en anden disciplin, matematikken, skal vi minde om forholdet mellem teorien om distributioner og den klassiske matematiske analyses differentierbare funktioner. Naturligvis var det en modsigelse til lovene i analysen at differentiere en så "forrykt" funktion som Diracs delta-impuls, som ikke engang er kontinuert. Det var ganske vist ligeledes kendetegnende for omgangen med sandheden på dette felt af videnskaben, at den ikke blev stående ved denne forrykthed, men forklarede differentierbarhedens begreb i en almengjort form for distribution, så de kendte resultater om sædvanlige differentierbare funktioner er ophævet i dette begreb i stedet for at modsige det. Disse funktioner er indlejret i distributionernes rum via en isomorfisme, så vi her rent faktisk har at gøre med "en virkelig enhed af begge" . Vi anmoder venligst om, at man afstår fra at skrive til redaktionen for at erhverve vores manuskripter om dette temakompleks og anbefaler i stedet at kaste et blik i Laurens Schwartz’ værker, som skulle være at finde selv på Bremens universitetsbibliotek!

Allerede det faktum, at fysikerne – for at vende tilbage til vores første eksempel – har gjort sig temmelig stor umage med ikke at lade de to teorier stå med samme gyldighed, men i stedet har studeret deres forhold til hinanden nærmere, peger på en ting: Til forskel fra ånds- og samfundsvidenskaberne tillader man sig her ikke en pluralisme af teorier om én og samme genstand, og til og med teorier, der modsiger hinanden, hvor den ene opfattelse er lige så anerkendt som den modsatte, så længe den respektive modsatte mening bare ikke frakender den andens berettigelse. Den, der ikke tror det, skulle tage og prøve at bekendtgøre den ansats i analysen, at Cauchy-følger af princip ikke konvergerer i fuldstændigt metriske rum, eller at man skulle tage og prøve med sinus som ikke -differentierbar funktion. (Eller endnu enklere: at 2+2 = 4 og under visse omstændigheder 2+2 = 5 vil få svært ved at sætte sig igennem i matematikken. At man kan betragte en genstand på én måde, men også på en helt anden, alt efter hvad man vil opnå med den, hører til sociologiens og andre samfundsvidenskabers flovheder.) Til forskel fra lignende forsøg inden for sociologien eller nationaløkonomien ville man heller ikke nå meget længere med røvslikkeri og bekendelser, eftersom det modsatte hurtigt kan bevises, når det drejer sig om, hvad der er sandt. Sandheden er netop udelelig, og den tidligere citerede hr. Grün vidste slet ikke, hvor rigtigt hans eget udsagn var!

På helt samme måde bliver de ovenfor citerede kritikeres andet eksempel på en modsigelsernes pluralisme inden for naturvidenskaberne til et belæg for sin modsætning. Allerede kritikernes rammende sprogbrug om "bølge- og partikel billedet (!)" gør opmærksom på, at det her er noget ganske andet end fysikteorier, der kommer i modstrid med hinanden. At man netop kommer godt afsted med at bruge teorien om lysbølger, når man skal forklare bøjning og interferens, mens den er helt ubrugelig, når man skal begrunde lysets fotoelektriske effekter, hvor partikelteorien om lyset til gengæld er til stor nytte, beviser kun én ting: nemlig, at man forklarer forskellige egenskaber ved lyset. Forklaringen på disse egenskaber – først via bølgelængder og frekvenser og dernæst via masse og impuls – udgør dermed kun en modsigelse for dem, der ønsker en anskuelig forestilling om lyset og som med de matematiske ligninger for bølge og partikel straks har konstrueret to forskellige forestillinger. I den forbindelse overser man så den lille omstændighed, at forklaringen på lyset netop ikke ligger i billeder, men i matematiske formler:

"For det væsentlige ved en teori er ikke de mere eller mindre anskuelige forestillinger, som man kan forbinde med den, men derimod dens matematiske indhold. Den Born’ske hypotese udgør en mærkværdig forsoning mellem en legemlig og en bølgemæssig opfattelse af materie og lys. Lys og materie er ikke bølger og de er heller ikke partikler. De forholder sig altid som om de var legemer i ethvert tilfælde, hvor det drejer sig om energi- og impulsudveksling. Men disse partikler mangler noget væsentligt i realiteten: Jeg kan ikke tilskrive dem noget bestemt sted, nogen bane. For deres gennemsnitlige udbredelse i rum og tid er sådan, ‘ som om’ de var bølger." (E. Zimmer: Umsturz im Weltbild der Physik)

De eneste mennesker, der støder på en modsigelse i fysikken, er derfor dem, der tager det uforenelige ved deres anskueliggørelser af lysets egenskaber for gode varer, dvs. for objektive bestemmelser af teorien eller til og med af selve lyset. Men hvem vil også det, især når de ved, at det ikke "lugter af Nobelpris" .

Bliver naturvidenskaben ødelagt af kapitalen?

Det ejendommelige ved den kritik, som fremføres fra dette hold, at indrømme, at den er rigtig "i det små", "til partikulære formål", for så igen at betvivle rigtigheden ved at henvise til "den samlede teoris" ubodelige modsigelsesfyldthed og bestride den samlede naturvidenskabs karakter af erkendelse, bliver begrundet med den kapitalistiske økonomis formål:

"Forskellen på produktionsproces og værdiøgningsproces … virker også ind på naturvidenskabens teoridannelse. Kravet om praktisk anvendelighed sætter grænser for den teoretiske gennemtrængning. Den herskende fysik er kendetegnet ved, at den kun har en underordnet interesse i den fysikmæssige formulering af fysik, at den i vid udstrækning stiller sig tilfreds med atomisering og instrumentel viden." (smst.)

Helt bortset fra, at "forskellen på produktionsproces og værdiøgningsproces" gør sig gældende i noget andet end i "kravet om praktisk anvendelighed" – man kan bestemt ikke bebrejde atomkraftmodstandernes antediluvianske vindmøller og topmoderne solfangere for, at de ikke skulle være praktisk anvendelige, uden at de af den grund har fortrængt kernereaktorerne! – så er det overhovedet ikke til at indse, hvorfor den glubende appetit på anvendelsen af naturvidenskabelig erkendelse skulle sætte grænser for denne. Tværtimod. Når man i den grad er besat af at anvende resultaterne af naturvidenskaben, så er man da interesseret i, at videnskaben producerer dem ubegrænset. Mindst lige så tit hører man blandt naturvidenskabens kritikere den komplementære, lige så falske anklage, at naturvidenskaben med sin "særprægede grundforskning" helt taber den praktiske anvendelighed af sine resultater af syne.

For enhver kapitalist er udnyttelsen af naturvidenskabens erkendelse magtpåliggende, eftersom hans "værdiøgningsproces" banker denne kærlighed ind i ham. Derfor fremfører han sædvanligvis heller ikke denne anerkendelse og højagtelse i form af bekendelser, men gør det derimod, som det sig hør og bør, i sine praktiske bestræbelser: Han er vild med naturvidenskaben, fordi han via dens anvendelse i produktionen, til at indsætte nye og bedre maskiner etc., ønsker at forøge produktiviteten for at sikre sig sin andel af profitten i konkurrence med sine (sted-)brødre. Man kan se, at disse brødres interesse i naturvidenskaben er meget betinget: De er interesseret i udfoldelsen af naturerkendelsen, fordi de ønsker at anvende den privat. Og da organiseringen af naturvidenskabelig forskning er en kostbar affære uden den ringeste garanti for, at dens resultater faktisk også er brugbare for kapitalisternes respektive formål – hvem ved i det hele taget, om udforskningen af atomkernens sjette kvark gør produktionen af Coca-Cola billigere! – er staten tvunget til at institutionalisere den som sfære adskilt fra den materielle produktion, så den dermed står til rådighed for den private udnyttelse efter kapitalens behov. Videnskabens frihed fra de individuelle kapitalisters særlige ønsker og interesser betyder, at dens skrankeløse udfoldelse finder sted i det borgerlige samfund. At dette er den måde, hvorpå naturvidenskaben er underkastet den private udnyttelse fra kapitalens side, bringer staten også til anskuelse dér, hvor den indfører retten til "åndelig ejendom" , patentet, og på den måde honorerer de anstrengelser, der udfoldes af firmaernes egne forskningslaboratorier og af private: Med patentet garanterer staten det midlertidige private monopol på rådigheden over et stykke erkendelse, som ifølge sin karakter tilhører arsenalet af samfundsmæssig viden om naturen.

Følgende indvending er derfor også skæv:

"Den vellykkede erkendelse viser sig i sin nytte. Videnskabens på denne måde forståede uindskrænkede rigtighed fører til et begreb om fremskridt, hvor sidstnævnte uden videre er sammenfaldende med teknisk anvendelse af naturvidenskabelig viden." (smst.)

Når den "vellykkede erkendelse" udgør forudsætningen for udnyttelsen via private foretagender, så er det netop deres formål og interesser, der afgør, hvad der kommer ud af eller ikke kommer ud af anvendelsen af naturvidenskabelig erkendelse. At denne erkendelse som regel møder arbejderne som et fremskridt, der angriber dem som en fjendtlig magt, er offentligt anerkendt og udbasuneres hver eneste gang dette fremskridt kræver sine ofre blandt dem, der har tilvejebragt det gennem deres arbejde: Fremskridtet kræver sin pris, hedder det sig så. Interessen i profitabel udnyttelse af naturvidenskaben inkluderer, at man betjener sig af det tekniske fremskridt, også når det tydeligvis endnu ikke beherskes fuldt ud, hvis bare det kan bruges til den ene interesse: at forøge overskuddet. Det er ikke først opførelsen af atomkraftværker og udnyttelsen af de endnu ikke beherskede radioaktive processer i reaktorkernen, der effektivt har bevist, at dette fremskridt kræver dødsofre, eftersom det finder sted for kapitalens skyld – uden at det betyder, at kernefysikkens "uindskrænkede rigtighed" af den grund skulle være ført ad absurdum.

Allerede i det nittende århundrede fandt en tænker, at den samme interesse også gør sig gældende dér, hvor det ikke er "fysikkens teoretiske gennemtrængning", men derimod dens praktiske anvendelse, interessen sætter grænser for:

"Betragtet udelukkende som middel til at billiggøre produktet er grænserne for maskinerne givet i form af, at det kræver mindre arbejde at producere maskiner end der bliver erstatter ved at bruge dem. For kapitalen udtrykker denne grænse sig dog snævrere. Da kapitalen ikke betaler for det anvendte arbejde, men kun for værdien af den anvendte arbejdskraft, begrænses dens brug af maskiner af forskellen på maskinens værdi og værdien af den arbejdskraft, som den erstatter … Amerikanerne har opfundet maskiner til at hugge sten. Englænderne bruger dem ikke, fordi de ‘elendige’ …, der udfører dette arbejde, får så ringe en del af deres arbejde betalt, at maskinerne ville fordyre produktionen for kapitalisterne." (Karl Marx, Kapitalen bd. 1)

Facit – eller "en revolution i naturvidenskaben"?

Så meget turde være blevet klart ved gennemgangen af diverse kritikker af naturvidenskaben: Det drejer sig i hvert eneste tilfælde om forkerte indvendinger mod denne disciplin, og deres fælles princip består i at bebrejde naturvidenskaben selv for de ødelæggende virkninger, den har, når den anvendes i statens og kapitalens tjeneste. For så vidt som den moderne naturerkendelses landvindinger holder deres indtog i det daglige liv som mere eller mindre brugbart isenkram, tilkendegiver ikke mindst kritikerne selv deres praktiske vished om, at der ikke er meget at frygte fra denne kant. Og dér hvor de ved hjælp af anskueliggørende eksempler ønsker at understrege deres falske anklager og de fejl ved det videnskabelige indhold, som de ikke har påvist, tydeliggør de princippet i deres falske argumenter:

"Dertil (til "matematikkens tilsyneladende værdifrihed" ) nogle eksempler: Med (!) den Gauss’ske klokkekurve bliver karaktervåbnet i skolen begrundet ‘strengt videnskabeligt’. Med (!) sandsynlighedsteorien beviser bourgeoisiet, at dets atomkraftværker er fuldstændigt sikre …" etc. (AG Kritik der Mathematik)

Disse krumspring inden for videnskabskritikken er ikke slet og ret en vildfarelse, som har udsøgt sig den forkerte modstander og som man ville være i stand til at korrigere med lidt bedre indsigt. Fejlen er et program, hvilket kritikerne på tübinger-kongressen har givet udtryk for repræsentativt for mange andre. Og man er temmeligt ligeglad med de faktiske ødelæggende følger af den kapitalistiske anvendelse af naturvidenskaben. Deres diskussion om "naturerkendelsens og utopiens krise" skyldes nemlig den omstændighed, at de moderne kritikere af kapitalismen har helt andre bekymringer:

"Ny sanselighed? Et nyt forhold til naturen, især et nyt forhold til den indre (!) natur er også af den grund rykket i forgrunden for de vesttyske venstreorienterede, da den ‘subjektive faktor’ allerede meget tidligt måtte blive til deres politiske program." (tesepapir)

Hele snakken om naturen, dens beherskelse ved hjælp af tekniske apparater, de dermed følgende ofre og ødelæggelsen af produktionens naturlige grundlag, fordi profitten ikke kender til nogen hensyn, det var åbenbart altsammen ikke så alvorligt ment. For det vigtigste offer skulle være de venstreorienterede vesttyskeres "indre natur" . At den hårde ydre virkelighed ikke tillader dem at føle sig så "inderlige", som de gerne ville, det er den hårde nød, som de ønsker at knække uden at spilde en eneste tanke på, hvordan man får bugt med den "objektive faktor", der er skyld i den brutale omgang med mennesker og natur. Hvorfor skulle de også gøre det?

Hvordan de kommer på det rene og finder sig til rette med deres psyke og deres "sanselighed" ved siden af og med det barbari, som kapitalen også benytter sig af naturvidenskaben til at anrette blandt dem, der producerer dens rigdom, er det spændende spørgsmål, som diskussionen blandt oplyste venstreorienterede drejer sig om. Det "politiske program" mod kapitalismen, som man her falbyder, vil i fremtiden uspille sig på alternative psykologbrikse og i biodynamiske bofællesskaber, hvor man lærer at "omgås anderledes forbilledligt, (!) venligere med naturen" (tesepapir). Og hvem har så råd til denne "nye sanselighed" ? Det har selvfølgelig kun de, der kan vælge at stille sig "forbilledligt" ved siden af den dårlige virkelighed, fordi de ikke lever helt dårligt af den. Det er lige så klart som den kendsgerning, at samme virkelighed kun har fordel af dette forbillede eller i det mindste ikke lider nogen skade på grund af den, eftersom dens "revolutionerende tendenser" retter sig mod hovedklassefjenden, fysikken:

"’Enhedsfysikken’ som teori om enhver (!) mulig (!) erfaring (Åh, nej!) er et program, hvis virkeliggørelse ville kunne efterfølges af en ‘revolutionering’ af naturvidenskaberne." (tesepapir)

Konjunktiven i dette filosofiske sludder tillader ganske vist en vis tvivl om, hvorvidt relativitetsteorien vil kunne lide alvorlig skade på grund af den varslede "teori om enhver mulig erfaring". Men det betyder heller ikke noget, eftersom kritikken af naturvidenskaberne og programmet "ny sanselighed" trods alt fortsat har højkonjunktur. For med de brutale følger af anvendelsen af denne videnskab mod menneskematerialet frembringer den kapitalistiske økonomi også de moralske måder at forvalte den på hos folk, som insisterer på at bruge den beklagede slethed i verden som anledning til at indrette sig – alternativt, selvfølgelig – i samme verden ved hjælp af filosofiske utopier og andre særheder.

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 3. Fra serien Naturwissenschaft und Technologie , juli 1980

[*]