Øjenvidners pålidelighed

af Tim Printy, oversat af Jens Laigaard

Når der indtræffer en usædvanlig begivenhed er det ofte vidnets opgave at kaste lys over, nøjagtig hvad der skete. Desværre bygger vidneudsagn på, hvad mennesker har været i stand til at opfatte og genkalde sig. I modsætning til et tv- eller videokamera er folk ikke præcise, når de skal gengive noget. Man kan mene, at visse øjenvidner er mere pålidelige end andre. For eksempel burde piloten på et passagerfly ret præcist kunne beskrive en hændelse, der har relation til hans erfaring og faglige evner. Imidlertid ser vi, at alle ligger under for de samme problemer, når det gælder om at beskrive usædvanlige hændelser. Ingen kan sige sig fri, og der ligger masser af eksempler spredt ud over årene.

Under anden verdenskrig skete det ofte, at erfarne piloter på begge sider fejlidentificerede forskellige ting. Ikke alene prøvede deres skytter at skyde planeter ned, de begik også talrige fejl, når de skulle identificere mere jordnære objekter. Under slaget i Koralhavet fejlidentificerede et japansk rekognosceringsfly en olietanker og en destroyer som henholdsvis et hangarskib og en krydser. Som følge af dette satte de japanske hangarskibe et omfattende angreb ind mod det forkerte mål. Piloterne på dette rekognosceringsfly havde mange års erfaring. De havde set hangarskibe før og burde kunne skelne mellem dem og en olietanker. Man må også huske, at disse piloter havde ansvaret for at lokalisere den amerikanske flåde, så deres egne skibe kunne beskyttes. De kunne ikke tillade sig at begå fejl, men de gjorde det alligevel. Den slags skete også for amerikanerne og afstedkom kritiske situationer under slaget ved Midway. Dette viser, at selv højt uddannede og erfarne personer kan tage fejl. I dr. Hyneks bog "The Hynek UFO report" ser vi, at piloter tegner sig for flere fejlidentifikationer end noget andet erhverv i Bluebook-rapporten. Hynek skriver: "Det, vi her ser, er et godt eksempel på en velkendt psykologisk kendsgerning: der sker ikke altid en "overførsel" af dygtighed og erfaring. Det vil sige, at en person, som er ekspert på ét område, ikke nødvendigvis "overfører" sin kompetence til et andet" (Hynek 261). Betyder det, at piloter er elendige observatører? Nej, men det betyder, at når en pilot bliver præsenteret som "et højt kvalificeret vidne", skal man ikke uden videre tage hans vidnesbyrd for pålydende.

Er politifolk bedre end piloter? Nej desværre, politifolk kan også tage fejl, og det findes der talrige eksempler på. Ifølge Alan Hendry skyldes 94% af de ufo-rapporter, som indgives af personer ansat i ordensmagten, at folk har opfattet ting forkert. Dette er den største gruppe i hans undersøgelse (interessant nok fandt Hendry, at piloter havde en fejlprocent på 75). Dette er endnu et eksempel på Hyneks bemærkning om “ikke-overførsel” af ekspertise. Man har set politifolk jage planeten Venus eller identificere en stjerne som et ufo. Måske bidrager de sene arbejdstider til dette problem, eller måske er politifolk bare ikke bedre end det almindelige gennemsnitsvidne til at afgive en rapport.

En anden gruppe “højt kvalificerede vidner”, som ufologer plejer at henvise til, er astronomer. Man skal imidlertid ikke glemme, at astronomer i slutningen af 1800-tallet lod sig betage af “kanalerne”, de havde opdaget på Mars. Mange af disse personer var dygtige observatører. De led imidlertid under den forudfattede mening, at der måtte være kanaler fordi andre havde set dem. Hvad de rent faktisk så var uregelmæssige pletter på grænsen til det, der lader sig opfatte. Pletterne sad så tæt sammen, at observatørerne fejlagtigt opfattede dem som linier eller “kanaler”. Sandheden om “kanal”-spørgsmålet kom for dagen i 1960’erne. Mariner-rumsonden viste ingen kunstige kanaler. Der var interessant terræn og dale, men intet, der mindede om de tegninger, der var blevet lavet godt 50 år tidligere. Af andre hændelser, jeg har set eller hørt om, kan nævnes de “mørke meteorer”. Jeg har observeret meteorer gennem mange år, og jeg har ofte bemærket mørke genstande, som bevægede sig i randen af synsfeltet, og troet at det måske var meteorer. Efter grundig overvejelse besluttede jeg at ignorere dem, fordi jeg mente, det blot var mine øjne som spillede mig et puds. George Zay, en gammel og erfaren observatør af meteorer, er af samme mening. Efter at have lagt sine observationsrutiner om, så han fik et hvil mellem de perioder, hvor han kiggede efter meteorer, opdagede han at antallet af “mørke meteorer” faldt betydeligt, hvilket tyder på, at det havde noget at gøre med træthed. George forklarer: “Jeg er ikke i tvivl om, at fænomenet med de mørke meteorer skyldes udmattelse hos observatøren eller flyvende natdyr. Det er ikke længere noget, jeg tillægger nogen betydning” (Zay 54).

Selv folk, der som astronomer har stor erfaring i at gøre iagttagelser om natten, kan komme til at opfatte en hændelse forkert, især hvis den kun varer nogle få sekunder. Astronomer er mere kendt med nattehimlen, men kan alligevel begå fejlidentifikationer. Faktisk er folk i alle erhverv i stand til at opfatte en hændelse forkert. De bliver blot stillet over for noget, de ikke er kendt med, og tillader derfor deres forudfattede meninger at spille ind. Under mine samtaler med vidner til ufo-hændelsen i Phoenix fik jeg at vide, at de under ingen omstændigheder kunne have taget fejl. Jeg beundrer fastheden i deres overbevisning, men jeg blev overrasket over hvor standhaftige de kunne være i deres tro på, at de umuligt kunne have taget fejl. Efter at have læst noget mere fandt jeg ud af, hvorfor det forholdt sig sådan. Ved hændelser af denne slags er der blandt vidnerne en stærk tilbøjelighed til at lade sig lede af sine følelser, så de simpelt hen afviser muligheden af, at de måske har set forkert. Journalisten Sidney Shalett skrev i 1949: “Imidlertid har myndighederne som står for efterforskningen lært, at al verdens logik ikke kan overbevise et vidne, som ønsker at tro, at den ting han observerede var noget farligt eller måske interplanetarisk” (Peebles 41).

Min erfaring inden for astronomi og atomkraft har vist, at vidner som regel var præcise med hensyn til de grundlæggende kendsgerninger omkring hændelser. Når man bad dem om at uddybe deres forklaring, pyntede de ofte på den med forskellige detaljer, som gjorde det svært at forstå hvad der var sket. Man må være meget forsigtig med at tage øjenvidners udsagn for gode varer. I et tilfælde fortalte et vidne mig, hvor omhyggeligt han havde nedfældet sine iagttagelser og hvor sikker han var på, hvad han havde observeret. Desværre var hans iagttagelser forkerte, og efter at have spurgt mig for blev jeg klar over, at hans retningsangivelse var 90 grader ved siden af. I stedet for at se ud over ubeboet terræn havde denne person foretaget sin observation i retning af en stor by (i dette tilfælde Los Angeles, nogenlunde i retning af byens centrum), så ufoet skulle på dette tidspunkt have svævet over udkanten af et større universitetsområde. Mærkeligt nok (eller måske netop ikke så mærkeligt) rapporterede ingen af de studerende ved universitetet om denne hændelse. Dette vidne er i øvrigt efter eget udsagn en “gentager”. Man bør, ligesom med drengen der råbte “Ulven kommer”, forholde sig skeptisk over for en gentager. I ufologiens første år var dette også tilfældet. Nu til dags bliver det taget som et tegn på, at personen har særlige evner eller er “udvalgt”. Tænk på, at hvis ufoer er et usædvanligt fænomen, hvordan kan det så være at millioner af mennesker aldrig ser et, mens andre gør det gentagne gange? Det er mere sandsynligt, at disse folk lider af forudfattede ideer om at enhver usædvanlig hændelse er et ufo, og at de er for ukritiske med hensyn til, hvad de tror de ser.

Der er mange årsager til ufo-rapporter. Stjerner og planeter kan blive fejlidentificeret som ufoer. Andre ting, der kan ende som ufoer, er luftskibe, balloner, fly og fugle. Det ser ud som om, at hvad som helst der bevæger sig i luften (selv papirstumper, der blæser for vinden) kan blive opfattet som et ufo. Hvad der forbavser mig mere end noget andet er, at lysende meteorer (kaldet bolider eller ildkugler) og nedfaldende dele af rumfartøjer kan blive opfattet som ufoer. Jeg er imidlertid en erfaren amatørastronom, så jeg kender disse fænomener godt. En person, som ikke er i stand til at skelne mellem en planet og en stjerne, kan forståeligt nok tage fejl. Hændelsen med Zond IV er ofte blevet nævnt, men jeg kan føje en anden til listen. I november 1977 så man et lys på himlen, som mange beboere i det nordvestlige USA mente var et ufo. Det viste sig imidlertid at stamme fra en russisk løfteraket, som styrtede til jorden. Trods påstande om at NORAD prøvede at dække over et ægte ufo, fremgik det klart af videofilm af hændelsen, at ufoet var vragdele på vej tilbage gennem atmosfæren. Gary Val Tenuta skrev om denne hændelse:

“Efter min mening er det muligt, at den ophidselse, som spredte sig ved synet af det glødende raketvrag, kan have aktiveret en midlertidig forstyrrelse i folks personlige virkelighedsopfattelse, og således have givet deres ubevidste intellekt mulighed for at skabe en forbigående illusion af en anomal gruppe lys, en svævende skive eller lignende. Som Budden påpeger, bliver det, en person tror han ser, bestemt af hvilke beslægtede ideer eller billeder det ubevidste intellekt er i stand til at hive op af personens hukommelseslager med et øjebliks varsel. Tænk på alle de beslægtede informationer, der er lagret i vor hukommelse nu til dags: billeder fra serierne “Strengt fortroligt”, “Unsolved mysteriums” og “Strange universe”; film som “Independence day” og “Men in black”; grå aliens i bilreklamer; omslaget til Whitley Striebers bog “Communion”; tanker, ideer og billeder som dagligt spredes i radioprogrammer som Jeff Resnes “Sightings on the radio” og Art Bells natradio” (Val Tenuta online).

Ufo-forskere pynter ofte på deres rapporter ved at lade fejltagelser fremstå som ægte ufoer. For eksempel griber Peter Davenport fra National UFO Center ustandselig den slags hændelser og optræder i Art Bells radioprogram, hvor han erklærer, at det var en ægte ufo-hændelse. I august 1999 fremsatte han nogle usædvanlige påstande om en ildkugle i størrelsesklasse -16,5. Han hævdede, at meteoren bevægede sig for hurtigt til at kunne være en meteor. Han begrundede dette med, at “ufoet” krydsede halvdelen af himlen på nogle få sekunder. Disse værdier er imidlertid typiske for en meteor. Vidnernes rapporter var typiske observationer af en meteor, og det så jeg straks. Hvordan kan ufo-forskere begå den slags fejltagelser? Det kan de, fordi forskeren også er forudindtaget. Det er Peters job at fastholde folks interesse for ufoer, og derfor antager han, at et hvilket som helst udbredt fænomen må være noget usædvanligt. I stedet for at forklare sagerne og afskrive dem er det bedre ikke at efterforske dem, så de kan få lov at forblive mysterier. Jenny Randles skriver: “Hvis man ikke opklarer mindst ni ud af ti sager, er der noget man gør forkert” (Evans og Stacy 248). Men det er alligevel forbavsende, at når en ufo-sag først har fået landsdækkende opmærksomhed, synes der at være et stærkt ønske om at ignorere kendsgerninger som kunne forklare den. Ufo-forskere vil hellere se bort fra vigtige oplysninger end tro, at vidnernes iagttagelser er behæftet med fejl.

Det er øjenvidners upålidelighed, som gør ufo-rapporter så usædvanlige. Når først man har et vist kendskab til astronomiske fænomener og fænomener i luften, bliver det indlysende, hvad det er mange vidner ser. Det er meget sandsynligt, at grunden til at en hændelse kan betegnes som uforklarlig er, at kendsgerningerne er blevet fordrejet af vidnet/vidnerne og i nogle tilfælde af efterforskerne selv. Astronomen Gerard Kuiper var klar over dette og udtalte:

“Mere end 90% af disse rapporter viser sig at være svindel eller ubehjælpsomme beskrivelser af velkendte, dagligdags fænomener. Under disse omstændigheder udgør den uforklarede rest på 10% ikke noget grundlag for at tro på mirakler. Det er mere fornuftigt at antage, at disse resterende tilfælde er så fordrejede eller ufuldstændige, at de slet ikke lader sig analysere” (Condon m.fl. 842).

Henvisninger:

• Condon, Edward U. m.fl. (red.): Scientific Study of Unidentified Flying Objects . New York: Bantam, 1968.
• Evans, Hilary og Dennis Stacy (red.): UFO 1947-1997: fifty years of flying saucers. London: John Brown, 1997.
• Hynek, J. Allen: The Hynek UFO report. New York: Barnes & Nobles, 1997.
• Peebles, Curtis: Watch the skies: a chronicle of the flying saucer myth. New York: Berkley, 1994.
• Val Tenuta, Gary: “ Northwest sightings event: a study in mass hallucination? What happened here? ”
• Zay, George: Zay’s meteor observing guidebook. Californien: George Zay, 1998.

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 6

[*]