af Claus Larsen
I uge 49 kunne Danmarks bedst kendte astrolog, Karl Aage Jensen, profetere om ugens begivenheder, som han vanligt gør. Hyppige læsere af ugehoroskopet (og hvem er ikke det?) vil vide, at der berettes om både stort og småt, afhængigt af hvad planeternes stilling på himmelhvælvet nu medfører.
I denne uge kan man læse om afgående minister Mia Wagner (V), der måtte sygemelde sig efter få dage på posten. Uge 49-horoskopen har en tilføjelse (hvilket i parantes er en astrologisk selvmodsigelse), nemlig at Mia Wagner skal tage vare på sig selv, nu hun er blevet syg.
Der var bare intet om hverken Mia Wagners ildebefindende eller hendes efterfølgende sygemelding eller afgang i foregående uge 48’s horoskop. Ej heller i uge 49’s horoskop kan man læse, at Mia Wagner er trådt tilbage den 7. december, fem dage efter uge 49-horoskopet blev udgivet.
I stedet forudsiges det i uge 48, at Mia Wagner som nyudnævnt minister måske vil have “knas i kommunikationen” hvilken kan gøre, at hun vil have “svært ved at slå igennem” i jobbet som minister. Heldigvis er der “4 harmonier fra Saturn”, men der er dog stadig tvivl om, hvor effektivt Mia Wagners virke vil blive.
Derfor er det med nogen undren, at Karl Aage Jensen i uge 49 (husk: med tilføjelse!) glider let og elegant hen over den manglende astrologiske indsigt i Mia Wagners sygeforløb og tilbagetræden, ved at antyde, at han skam havde tænkt ved sig selv, at hun måske blev den minister med kortest tid på posten.
Men vi kan ikke som læsere bruge Karl Aage Jensens interne forbehold til noget, hvis de først fremsættes efter noget er sket. Enten må en astrolog komme med klare, tydelige spådomme, eller også må vi konstatere, at det i astrologiens verden er irrelevant hvornår en astrologisk spådom fremsættes. Og så ryger hele idéen med spådomme på gulvet.
Var det Karl Aage Jensen, der havde “knas i kommunikationen” til astrologien, eller har vi her et tilfælde af en astrologs lettere omgang med sandheden for at redde sin egen derrière? Man undres.
Ud over en ministers sygdom og tilbagetræden (uden at Karl Aage Jensen så kan spå om Mia Wagners efterfølger), så får vi også en nekrolog over Henry Kissinger og om våbenhvilen mellem Israel og Hamas, der blev brudt en time før den udløb – igen uden at Karl Aage Jensen kunne forudse det. Hans forklaring er, at det skam var lige efter bogen, astrologisk set.
Uheldigvis kunne Karl Aage Jensen i uge 49 ikke forudse en af de største historier, nemlig at den bedrageri-sigtede Sanjay Shah er blevet udleveret fra De Forenede Arabiske Emirater til Danmark og nu sidder varetægtsfængslet i Danmark. Sanjay Shah er sigtet for have svindlet den danske statskasse for mere end ni milliarder kroner og at have forsøgt at svindle for yderligere over en milliard mere.
Hvorfor kan astrologien ikke forudse den slags begivenheder? Ikke at man skal nedtone vigtigheden af en ministers helbred, men Sanjay Shah’s udlevering må alt andet lige anses for at være en noget mere skelsættende begivenhed, set i lyset af, at sagen har varet i årevis og at beløbet er så voldsomt stort.
Men fortvivl ej: Man behøver ikke at være astrolog for at forudse, at Karl Aage Jensen i de næste uger vil “forudse” begivenheder om sagen mod Sanjay Shah, men kun begivenheder, der allerede har været rapporteret i pressen. Alt andet vil blot blive genfortolket eller måske helt fejes ind under gulvtæppet, så astrologien endnu engang “passer”.
Skeptica holder i hvert fald øje med planeterne – og Karl Aage Jensen.
Kilder
Uge 49 – NY VERSION, Astrologihuset.dk
Uge 48, Astrologihuset.dk
Mia Wagner er blevet sygemeldt, TV2.dk
Marie Bjerre efter minister-comeback: ‘Jeg havde ikke regnet med, at det gensyn blev så tidligt’, DR.dk
Seneste kommentarer