af Jens Laigaard
Wowern Rasmussen, Suzanne
Dobbeltmordet : århundrets mordgåde i okkult belysning / Suzanne Wowern Rasmussen. – Lynge : Bogan, 2000. – 70 sider : ill.
I de tidlige aftentimer den 19. februar 1948 blev et midaldrende ægtepar myrdet i København. Forbrydelsen var blodig, der var underlige detaljer ved gerningsstedet og sagen blev aldrig opklaret – tre omstændigheder, som tilsammen har sikret, at dobbeltmordet har fået en varig plads i danskernes bevidsthed. Selv i dag, halvtreds år efter, er det nærmest umuligt at udtale ordene "Peter Bangsvej" uden at død og mystik er det første, der falder én ind.
Hvorfor blev Inger Margrethe og Vilhelm Jacobsen, der levede et begivenhedsløst og forudsigeligt middelklasseliv, myrdet på en usædvanlig brutal vis? Hvorfor udskrev hr. Jacobsen på selve morddagen en check på 8.500 kr., som aldrig blev indløst? Hvorfor fik ægteparret viklet et vådt viskestykke og en gardinsnor om halsen, efter at de var blevet banket og skåret til døde? Og hvorfor blev der anbragt en spadserestok oven på hver af de døde kroppe?
Sagen ligner en kriminalroman af den mere gammeldags slags, og den har da også været behandlet i fiktiv form gentagne gange. I 1950’erne udgav Hans Scherfig romanen "Skorpionen", hvor dobbeltmordet blev kædet sammen med "edderkoppe-sagen" og amerikansk infiltration i dansk politik. Senere lokkede stoffet Anders Bodelsen, som med "Revision" begik en af sine bedste, mest stemningsfulde romaner. Og senest har vi kunnet opleve dobbeltmordet i den flotte tv-serie "Edderkoppen". Her blev forbrydelsen endnu en gang set som en udløber af, ja, edderkoppe-sagen.
Om ægteparret Jacobsens død virkelig skulle have noget at gøre med hr. Hasselstrøm, der excellerede i sortbørshandel og bestikkelse af københavnske politifolk, er aldrig blevet fastslået. Det samme gælder eventuelle forbindelser til modstandsbevægelsen eller den polskfødte fotohandler Pinski, som blev myrdet præcis ni måneder senere. Sagen er henlagt som uopklaret. Den kan fortsat udøve sin tiltrækning på forfattere og lænestolsdetektiver.
I de sidste dage af 2000 udgav Bogans Forlag en lille bog med en voldsom titel: "Dobbeltmordet – århundredets mordgåde i okkult belysning". Forfatteren, Suzanne Wowern Rasmussen, har tilbragt sin barndom på Peter Bangsvej med udsigt til den berømte lejlighed. Og efter en drøm, hvor hun oplevede sig selv som den døende Inger Margrethe Jacobsen, følte hun, at hun måtte yde sit til mysteriets opklaring. Så hun kontaktede et par astrologer og et par clairvoyante fra AstrologiHuset. Resultatet blev ovennævnte bog.
Hvis man er ved at være træt af tomgangen i det paranormale cirkus, er det bestemt ikke lige dén bog, man har brug for at læse. Det er en tam og intetsigende affære. Der bliver lagt horoskoper for dramaets personer og begivenheder, og det leder frem til diverse ting, vi godt vidste i forvejen. "Vilhelms progressive AC er i tiltagende konjunktion til Mars – der er fysiske voldsomheder i luften. Prog. Venus – hersker over 8. hus – aktiverer også Mars i form af en kvadrat, og endelig er transit Mars på vej hen over hans Måne. En voldsom og sjælden kombination, som naturligvis kan henvise til ulykker, men også til både slag og stikvåben." Ja, sikke fint det hele passer sammen. Men hvad hedder morderen så?
Det får vi naturligvis ikke at vide. Heller ikke af de to clairvoyante detektiver, Nichlas Farup og Frans Dupont. De to klarsynede herrer diverterer os i stedet med nogle fantasifulde historier om okkulte kvindegrupper, naziguld, modstandsfolk, likvideringer og falske pas. Det er lige så kulørt som det er forudsigeligt. Dupont står for den oplysning, som formentlig skal være bogens clou: "I køkkenet findes stadig et gemme, hvor der i et hulrum ligger en lille metalboks med dokumenter, der viser, hvad ægteparret var involveret i." Imidlertid er Peter Bangsvej 74, tredje sal til højre beboet af en kvinde, som ikke ønsker sit køkken splittet ad, så Duponts påstand kan få lov at hænge i luften en rum tid endnu.
Et andet uopklaret mysterium i bogen er, hvorfor vi skal høre en hel masse om en herre ved navn Svend Aage Geisler. Det hedder sig, at han indgår i persongalleriet omkring det myrdede ægtepar, men hvori forbindelsen består bliver ikke oplyst. Derfor er det lidt ærgerligt at måtte høre Frans Dupont udbryde: "Geisler er muligvis centralt placeret".
"Vi er i øvrigt ikke de første alternative, der ser på dobbeltmordet," fortæller Suzanne Wowern Rasmussen. "Allerede en måned efter mordet havde politiet det berømte spiritistiske medie Einar Nielsen med oppe i mordlejligheden. Han fortalte, at der kun var én gerningsmand…" (I modsætning til hr. Dupont, som påstår, at der var to mordere.) Nielsens berømmelse kom af, at han under seancer var i stand til at gylpe store mængder gazebind op – det kaldte man ektoplasma, dengang i mellemkrigstiden.
Under læsningen af "Dobbeltmordet" forstyrres man flere gange af en skrabende lyd, og omsider går det op for én, hvor lyden stammer fra. Det er Hans Scherfig, der roterer i sin grav. Forfatteren til "Skorpionen", som hadede astrologer, medier og andre leverandører af opium for folket. Man forstår ham godt. Det er virkelig en ussel bog.
Kilde: Para-nyt 2001 nr. 4
[*]
Seneste kommentarer