En miniubåd, Titan, forulykkede i juni 2023, da den forsøgte at dykke ned til vraget af Titanic, der i 1912 sank efter at have ramt et isbjerg. Ombord på miniubåden var fem personer, der alle omkom. Data pegede på, at miniubåden imploderede kort fra vraget af Titanic.
af Claus Larsen
Ikke overraskende kommer Danmarks bedst kendte astrolog, Karl Aage Jensen, med en astrologisk analyse af den tragiske ulykke. I to indlæg på sin blog indikerer Karl Aage Jensen, at ulykken kunne være blevet undgået, hvis man blot havde konsulteret astrologien.
I det første indlæg lægger han forsigtigt ud med at konstatere, at han ikke på det pågældende tidspunkt har tidspunktet for afsejlingen fra St. Johns, Newfoundland (han skriver “New Foundland”), hvilket åbenbart er det vigtigste tidspunkt man har brug for, når man skal astrologisere løs over menneskelig lidelse.
Heldigvis kan andre tidspunkter plukkes frit, hvorfor Karl Aage Jensen opstøver en af passagerernes fødselsdag, i hvilket fødselshoroskop astrologen kan spotte “mange Neptun-spændinger” hvilket viser, at “der er tale om en særdeles risikabel affære”. Som om en dykning næsten fire kilometer i dybet ikke i sig selv er synderlig risikabel?
Dagen efter, den 21. juni 2023, har Karl Aage Jensen fundet et mere præcist tidspunkt for afsejlingen, omkring kl. 8:00 lokal tid. Absurd nok mener astrologen, at et tidligere tidspunkt, kl. 7:16, viser “død” og “spænding til den karmiske Måneknude-akse”. Dette tidspunkt er astrologisk udslagsgivende for, at rejsen burde være udsat eller helt aflyst.
Men hvad skal astrologen så med afrejsetidspunktet, eller tidspunkter i det hele taget? Karl Aage Jensen forklarer, at en rejse altid begynder på et tidspunkt, men det kan ifølge ham selv være et af flere: Hvornår låste man gadedøren? Hvornår kører man til lufthavnen eller banegården? Med så mange muligheder, er der frit valg fra alle hylder for astrologen, der nu kan plukke det horoskop, der passer bedst – og dermed (be?)vise, at astrologien endnu en gang har vist sig at være sand.
Her siger Karl Aage Jensen indirekte, at hvis man havde konsulteret ham astrologisk (eftersom hver astrolog har sin egen astrologi, hvorfor et horoskop fra en anden astrolog ville have set anderledes ud), ville han have kunnet advare deltagerne og formodentlig redde deres liv ved at missionen blev udskudt til et mere astrologisk favorabelt tidspunkt. Ikke med noget konkret, som at kunne spotte, hvor på fartøjet man ville finde en eventuel fejl, kun med hensyn til et nyt afrejsetidspunkt eller måske helt aflyse rejsen.
Astrologen har altså ingen konkrete tiltag, som deltagerne kunne have anvendt til en sikker rejse. Det eneste Karl Aage Jensen kan komme med, er advarsler alene baseret på horoskoptydning af arbitrære tidspunkter for enten selve rejsen, en tilfældig deltagers fødselsdato eller et tidspunkt, som Karl Aage Jensen mener der må være sket et eller andet, der betød, at deltagerne ville dø, hvis de tog afsted – uden at Karl Aage Jensen har nogen som helst konkrete data at begrunde det med.
Sådan skaber man en forretning ved at sprede frygt: Hvis du vil overleve rejser, bør du altså konsultere Karl Aage Jensen, om du så blot skal til købmanden efter det astrologiske magasin “Horoskopet”.
Er dine fødselsdata blevet videregivet til en astrolog uden din tilladelse?
Læs mere om dine rettigheder på
Europakommissionens hjemmeside
om beskyttelse af personlige data.
ILO, den internationale arbejdsorganisation, underlagt FN, anbefaler direkte i deres rapport,
Protection of workers’ personal data,
at man som arbejdsgiver afstår fra at bruge astrologi.
Kilder
- Verden reagerer på nyheden om forulykket ubåd: ‘Titanic har krævet yderligere fem liv’
- Titanic-ubåd meldt savnet, Astrologihuset
- Ubåden del 2, Astrologihuset
Seneste kommentarer