af Willy Wegner
Set, hørt & læst. Brokker fra massemediernes verden 2001:2
Får skyder sin hyrde
En ægyptisk fårehyrde blev ifølge et nyhedstelegram fra Reuters den 9 marts dræbt af et får mens han sov. Et hævngerrigt bæst trådte på hyrdens ladte riffel mens han tog sig en slapper, og skuddet ramte ham i brystet. Politiet konfiskerede det dræbende våben, men der forlyder ikke noget om, at man har fundet det skyldige dræberfår. [ww]
Arkæologi på nettet
Juni måneds historie: "Kalender-cirkler, eller hvad?"
Under udgravningen af en bronzealder-boplads i begyndelsen af 1990’erne stødte hollandske arkæologer på noget helt uventet – nemlig resterne af to stolpekredse, der i design og størrelse var forbløffende ens. Noget lignende havde man ikke tidligere afdækket i Holland. Noget tydede på, at astronomi havde spillet en rolle ved konstruktionen af kredsene. Var der tale om primitive kalendere – eller noget helt andet?
Læs artiklen Kalender-cirkler, eller hvad? i juni-udgaven af Arkæologi på nettet på hjemmesiden Arkæoastronomi – astronomi i oldtiden. Adressen er:
http://www.ancient-astronomy.dk
Med venlig hilsen/Rud Kjems
Arkæologi på nettet
Maj måneds historie: "Runamo 3: Runamo i digtningen – Runamo i dag"
Hermed er vi nået til den tredje og sidste artikel i serien om Runamo-gåden. Det røbes heri, at der stadig findes mennesker, som opfatter ridserne og revnerne i Blekinge som en indskrift. Der gives endvidere prøver på, hvordan Runamo har indskrevet sig i digtningen, og endelig bringes den spændende beretning om Arkæologi på nettets’ dristige ekspedition til Runamo i sommeren 2000.
Læs artiklen Runamo i digtningen – Runamo i dag i maj-udgaven af Arkæologi på nettet på hjemmesiden Arkæoastronomi – astronomi i oldtiden. Adressen er:
http://www.ancient-astronomy.dk
Med venlig hilsen/Rud Kjems
Bidsk vampyr-kvinde på blodjagt i Berlin
Med udråb som “jeg er en af de udødelige, og tørstig” satte en kvindelig vampyr først tænderne i halsen på en ung kvinde, for kort efter at gentage kunststykket i nakken på en forretningsindehaver, meddeler nyhedsbureauet Ananova den 22 marts. Senere satte hun neglene i halsen på en ældre kvinde og bed hende i øret. Til sidst bed hun en politimand i hånden, da han ville arrestere vampyr-furien. Vampirella er nu på vand-og-brød og under psykiatrisk behandling – vampyrer har det altså ikke let nu om dage. [ww]
Elendig heksekunst
I Ghana har en heksemester ifølge et nyhedstelegram fra Reuters den 15. marts fået tæsk. Han havde på bestilling fra to lokale mænd gjort dem usårlige overfor riffelskud. Efter at de to klienter have fedtet sig ind med en urteblanding i et par dage, ville de lige se om magien nu også virkede. Så der blev affyret et skud mod en af de usårlige, men på mærkværdig vis svigtede den skudsikre magi – og så var der altså tæv i luften for den uheldige heksemager, der ikke havde nået at smøre sig ind i usynlighedscreme. [ww]
Dametoilet hjemsøgt af spøgelser
Den engelsksprogede avis South China Morning Post i Hong Kong har midt i marts i år haft to buddhistmunke hyret til at uddrive spøgelser fra et af deres dametoiletter. Flere af toilettets benyttede havde nemlig klaget over mærkelige lyde som tunge åndedræt, suk og raslen. Munkene klarede angiveligt problemet på en halv time. Nu foregår der så kun "uddrivelser" af mere naturlig og legitim art. [ww]
Problemer i Loch Ness
Svenskeren Jan Sundberg, medlem af Global Underwater Search Team, er på jagt efter Loch Ness uhyret, også kendt som Nessie. Han vil fange Nessie og tage vævsprøver. Jan Sundberg omtales af nyhedsagenturet Ananova den 21. marts som videnskabsmand – jeg husker nu mest Jan Sundberg som redaktør af et svensk kulørt blad om vulgær-okkultisme samt hans artikel om aura-briller.
En ypperstepræst fra et selskab af hvide hekse kommer imidlertid Nessie til undsætning. Han – Kevin Carolyn – vil sejle ud på Loch Ness og kaste en beskyttende magi over Nessie, blandt andet til akompagnement af sækkepiber – alene det med sækkepiberne skulle vel være nok til, at Nessie holder lav profil et stykke tid. Og skulle Jan Sundberg dukke op, så vil han også få sig en omgang magi og et dyt i videnskaben, har ypperstepræsten lovet. [ww]
Arkæologi på nettet
April måneds historie: "Runamo 2: Mysteriet i Blekinge opklares"
I den første artikel om Runamo præsenteredes et af nordisk arkæologis længstvarende og største mysterier: den mærkelige indskrift på en fjern klippe i Blekinge. I denne måneds artikel fortælles det, hvordan Runamo-gåden endelig løstes efter en dramatisk strid, som både bød på komiske og tragiske momenter.
Læs artiklen Mysteriet i Blekinge opklares i april-udgaven af Arkæologi på nettet på hjemmesiden Arkæoastronomi – astronomi i oldtiden. Adressen er: http://www.ancient-astronomy.dk
Med venlig hilsen/Rud Kjems
[*]
Seneste kommentarer