af Mogens Winther og Claus Larsen
Sagen om den bortførte Filippa, der den 15. april 2023 blev bortført og fundet i live dagen efter, har også fanget astrologernes interesse. Det er nærmest en naturlov (et ukendt begreb for samme gruppe), at astrologer misbruger en tragedie til at promovere deres egne form for overtro.
I den pågældende sag reagerede politiet eksemplarisk hurtigt: 600 mennesker blev vidneafhørt det første døgn, og borgere indsendte et væld af optagelser fra områdets videokameraer efter opfordring fra politiet.
Der gik kun godt et døgn, indtil de trætte, men glædeligt påvirkede politifolk kunne meddele, at nu var familien underrettet om at pigen var fundet ved bevidsthed, og hendes formodede bortfører anholdt.
Både politi og nyhedsmedier er enige, i at hastighed er alt afgørende ved efterforskningen af den slags sager.
Men astrologerne fejlede endnu engang.
Lad os kaste et øje på, hvad Danmarks bedst kendte astrolog, Karl Aage Jensen, skrev for det tidspunkt lørdag eftermiddag (uge 15) hvor den 13-årige endnu var bortført, og sagen derfor uafklaret:
LØRDAG
En fin dag rent følelsesmæssigt, fordi Månen står godt til Jupiter. Midt på dagen er der en god sans for humor og der er glæde og lidt festlighed samt optimisme. Sidst på eftermiddagen står Månen godt til Solen, som står for helhed og harmoni – så en god dag på det hjemlige, nære og følelsesmæssige plan.
Kilde: Uge 15, Astrologi.dk
Man kan selvfølgelig indvende, at sådanne astrologiske spådomme ikke gælder for alle, men omvendt må man spørge, hvem målgruppen i så fald er. Er den slags horoskoper da kun ment som planetære budskaber, der er så vage, at stort set alle kan finde en eller anden form for relevans til deres eget liv – med andre ord, Barnum-udsagn?
Det er jo fair nok, men i så fald må astrologer også erkende, at der hverken er nogen astrologisk begrundelse for den slags horoskoper, eller at disse kan bruges til at bevise noget som helst. Så hvorfor overhovedet fyre dem af? Vil astrologerne spille på alle heste? Hvis horoskopet ”virker”, ”virker” astrologien også? Hvis horoskopet ikke ”virker”, hopper man bare videre til det næste?
Det vil jo være at indrømme, at astrologien er fup. Og at astrologerne ved det.
Det får man næppe astrologerne til at indrømme. Og det er ikke fair.
Lad os tage et kig ned i det astrologiske maskinrum: Hvordan lægger astrologerne i det hele taget horoskopet?
Et præcist horoskop kræver ifølge astrologernes egne udsagn eksakte fødselsdata.
I ”Josef Mengele sagen” hvor job astrolog Ole Giber lagde et sukkersødt horoskop for en af verdenshistoriens værste krigsforbrydere, blev der fremført talrige mærkværdige forklaringer på astrologens fejlskud:
“Giber havde travlt”, “computere regner altid galt” og minsandten i TV3: “sådan var alle tyskere, mere eller mindre”.
Sidst og ikke mindst:
“måske var det af MW oplyste fødselsklokkeslet nogle timer / eller bare “4 minutter” galt”.
Kilde: Et stjerneskud af en karriere?, Skeptica.dk
Senere blev kravet til fødselstidspunktets nøjagtighed skærpet til blot 2 minutter !
Men i så fald kan man undre sig over at astrolog Karl Aage Jensen uden kendskab til personernes eksakte fødselsdata kan gennemføre en så eksakt analyse af ikke kun den bortførte piges mareridt, men også af bortførerens aktivitet, samt detaljer for politiets arbejde før pigen blev fundet.
Måske hjalp det, at Karl Aage Jensen først kunne spotte rigtige ting i horoskopet to dage efter at pigen blev fundet:
”Lørdag den 15. april kl. 11.43 blev Filippas bortført, men hun var ude med aviser. Det skete med Pluto lige på DC (7. hus), og det giver mindelser om mordet på Emilie Meng, hvor Pluto også var i 7. hus. Det vender vi tilbage til, for der kunne godt være en mulighed for, at der er tale om en og samme bortfører. Der er dog ikke tale om et lige så spændingsbetonet horoskop i Fillippas tilfælde, og det har været med til at redde hendes liv.
Hvad Filippa angår, endte det heldigvis godt. Men læge mærke til minutterne lige omkring kl. 11.27, hvor MC stod på Neptun. Her er der slet noget centralt i dage fx at bortføreren har kørt far sin position mod stedet for bortførelsen. Måske er han kørt fra Sorø omkring det pågældende tidspunkt og har håbet på fangst, hvilket skete i Kírkerup mellem Fuglebjerg og Slagelse.
Han blev pågrebet i sit hjem i Svenstrup, der ligger 5 kilometer øst for Korsør. Det skete den 16. april kl. 14.48 (politiets gamle telefonnummer). Her skal vi lægge mærke til minutterne omkring kl. 14.24 med MC på Mendnerkur og kl. 14.40 med MC på Uranus. På det første tidspunkt kan politiet have fået tippet om mistanken og kl. 14.40 er det taget en beslutning om fx at udskyde pressemødet, der skulle have startet kl. 15.00, men blev udsat til kl. 15 .15, fordi man foretog anholdelsen kort før pressemødet. Det har været en hektisk periode, fordi MC passerer Merkur/Uranus-konjunktionen.”
Kilde: Fillippas mareridt, Astrologi.dk
Her kæder astrologerne Filippa-sagen sammen med sagen om Emilie Meng, der i 2016 forsvandt og senere samme år blev fundet myrdet. Forudsigelsen om, at der godt kunne være en mulighed for, at det kunne være en og samme gerningsmand som i Filippas bortførelse, kommer – igen – efter at muligheden har været vendt i offentligheden.
Bemærk denne sentens:
“Der er dog ikke tale om et lige så spændingsbetonet horoskop i Fillippas tilfælde, og det har været med til at redde hendes liv.”
Dette giver astrologen en kolossal magt over dem, han lægger horoskoper for: Det er astrologens opgave at tolke horoskopet så korrekt som muligt. Men hvorfor smider astrologerne så ikke, hvad de har i hænderne, når sådanne forbrydelser sker, og sætter alt ind – som resten af befolkningen – på at finde forsvundne, i dette tilfælde da Filippa blev meldt savnet og formodet bortført?
Den åbenbart korrekte sammenkædning af Filippa sagen med den tragiske Emilie Meng sag er dog ikke noget bevis på Astrologisk Detektiv Bureau s overnaturlige evner. Således udtalte denne tidligere offentlige anklager til TV2 for nyligt i anden sammenhæng:
“Hvad tænkte du, da du fik at vide, at den 32-årige mand sigtede i sagen om den 13-årige pige nu også er sigtet i forbindelse med drabet på Emilie Meng?
– Det havde jeg jo tænkt allerede. Jeg tror ikke, at der er nogen i Danmark, der ikke havde tænkt den tanke, siger hun.”
Kilde: TV2
Det skriger til himlen(!), at alt i tydningen er afhængig af de ting, som er offentlig tilgængelige på det tidspunkt, hvor horoskopet bliver lagt. Hvor er forudsigelserne henne? Hvad er nytten af astrologien, hvis alting bare er eftertydninger?
Den 26. april skrev Karl Aage Jensen:
”Vi skrev dengang – efter at Emilie Meng var blevet fundet dræbt – flere indslag, hvor noget af det ikke holder, men der er især et af indslagene, der passer godt med det, der nu sker i sagen. Vi skrev dengang, at politiet havde kendskab til hendes morder, og at han allerede på det tidspunkt var fængslet. Det sidste passer ikke i sagen, så der er usikkerhed. Til gengæld er der astrologisk set ikke den helt store forskel på at være afhørt – og dermed mistænkt – og det at være fængslet. Der er ikke nogen sikker astrologisk skelnen mellem de to, så det kan man ikke se.”
Kilde: Emilie Meng-sagen, Astrologi.dk
Karl Aage Jensen angiver her selv en vigtig grund til, at astrologien ikke må få nogen som helst vægt i et retssamfund, uanset om den ”virker” eller ej: Astrologen kan ikke se forskel på en person, der bliver afhørt, og en person, der er fængslet for en forbrydelse. Men da det ikke kun er mistænkte, der bliver afhørt, men også ofre og vidner, så kommer astrologen let til at blande ofre og gerningsmænd sammen.
Og hvad i alverden skal man med en spådomskunst, der ikke kan kende forskel på offer og gerningsmand?
“Astrologisk nyt”
Grotesk nok skriver Karl Aage Jensen til sidst om Filippa-sagen:
“Vi vender tilbage, når der er astrologisk nyt i sagen.”
Kilde: Fillippas mareridt – er der sammenhæng med Emilie Meng-sagen?, Astrologi.dk
Hvilket åbenlyst først kommer, når astrologerne har hentet oplysninger fra pressen og politiet.
Seneste kommentarer