af David Bloomberg, oversat af Willy Wegner
For nogle få år siden, blev det berettet i forskellige medier, at den amerikanske regering benyttede sig af medier i militære og efterretningsmæssige operationer. Dette emne dukker stadig op af og til, almindeligvis når psykiske tilhængere udtaler, at det viser at disse medier kan anvendes. Så lad os se på hvad der virkeligt sker.
For det første, ja, det er sandt at dine (og mine) skattepenge bliver brugt til at støtte studier i psykiske kræfter. Men, og det er måske unødvendigt at sige, så sluttede den kolde krig ikke på grund af, at en eller anden fyr kunne bøje en nøgle med tankens kraft.
Dette emne blev der skrevet meget om i 1995. Jeg har artikler fra Associated Press (29/11), Newsweek (11/12), Science News (9/12) og Nature (7/12), og har set andre omtaler i forskellige tv-programmer. Hver især indeholder de i sin essens den samme information, og også skribenten Jack Anderson har beskæftiget sig med emnet (ikke alt for skeptisk, må jeg tilføje) i flere af sine spalter i tidens løb.
Gennem mere end 20 år har CIA og Pentagon anslået brugt omkring 20 millioner dollars på at studere og beskæftige talrige synske medier. De var antaget for at kunne spore terrorister, finde gidsler, hjælpe i anti-narkotika aktiviteter osv. Der blev også udført eksperimenter med forudsigelser og klarsyn.
The Stanford Research Institute (SRI) var en institution som blev involveret i disse undersøgelser. Tydeligvis kom dette i gang med hjælp fra Russell Targ og Harold Putthoff der forud havde “testet” Uri Geller – og det bør være et hint til enhver der er kendt med disse episoder, at forsøgsprotokollen ikke har været så præcis som de fleste videnskabsfolk måtte ønske. Dog har vores skattemidler støttet dette, alt imens de diskede op med historier meget lig dem vi alle er vant til at høre fra psykiske fortalere – historier der ikke så let kan verificeres eller falsificeres, og som i tidens løb kan have undergået forandringer.
CIA bad to anmeldere om at evaluere undersøgelserne. Den ene var Ray Hyman, professor i psykologi ved University of Oregon, og en velkendt skeptiker. Den anden Jessica Utts, professor i statistik ved University of California i Davids, og fortaler for parapsykologi. En artikel i Nature bemærkede faktisk, at Utts havde deltaget i nogle af undersøgelserne – som, efter min mening, sætter spørgsmålstegn ved hendes habilitet til at anmelde de selvsamme studier.
Som vi kunne forvente, var Hyman og Utts uenige om hvordan studierne skulle vurderes. Mens begge dog var enige om den første fase af forskning var problematisk, udtalte Utts at der var en “solid statistisk effekt”, mens Hyman bemærkede, at “der er ingen beviser for at disse personer har gjort noget nyttigt for regeringen.”
Hvor står vi så efter dette? Lad os se lidt nærmere på undersøgelserne. Utts sagde at de psykiske personer var nøjagtige i omkring 15 procent af de tilfælde hvor de hjalp CIA. 15 procent? Skulle det antages at overbevise os om, at vi skal betale dem for at hjælpe den amerikanske regering? Nuvel, Utts siger at hun tror “at disse medier vil være effektive brugt i forbindelse med anden efterretning.” Min intelligens siger mig, at 15 procents nøjagtighed ikke er til meget hjælp uanset hvad det bruges i forbindelse med. Jeg mener, og tænk over det – det er en 85 procents dumperate! Det betyder altså at i 85 procent af tiden har vores spioner skullet bruge tid og ressourcer på fejlagtig information. Skal vi være glade for det? Og det til trods for at hun måske har ret vedrørende de 15 procent.
Ved et enkelt studie i forudsigelse scorede de psykiske medier over det forventede resultat i forhold til tilfældigheden ved at opnå det rigtige svar i omkring 33 procent af tiden hvor der var fire valgmuligheder. Det blev karakteriseret af Science News som en “en moderat stigning over det tilfældige”. Men succeskriteriet blev fastsat af projektets leder, som bestemte ligheden mellem hver respons til målvisningen og til andre tilfældigt udvalgte billeder. Hyman fastholdt at disse studier ikke frembød nogen indsigt i hvorfor de kunne score over tilfældigheden – det antages blot at det skyldes en psykisk evne. Han noterede også at de nøjagtige vurderinger burde have været foretaget af uafhængige dommere – ikke projektlederen selv – og at ingen af disse studier har været underkastet en kollegial vurdering. Med andre ord var der alvorlige metodefejl i disse studier der ikke så ud til at give antydning af noget som helst. Faktisk udtalte en tidligere teknisk leder fra CIA, der overvågede disse undersøgelser, i udsendelsen Nightline , at han ikke var bekendt med nogle signifikante resultater fra synske medier.
Værd at bemærke i denne henseende er, at medier interviewet af CIA-undersøgere fortalte at forskningsprogrammet virkede godt så længe det blev ledet af folk der akcepterede fænomenet”. Jeg er ked af det venner, men objektive videnskabelige resultater bør ikke være afhængig af hvem der leder forskningen!
Såvel S tate Journal-Register (Springfield, IL) og Newsweek rapporterede anekdotiske beretninger der blev brugt til støtte for dette forskningsprogram (det er interessant at notere sig, at ingen videnskabelige publikationer gjorde det – kun populærpressen). En af disse historier er at et medie forudsagde at en amerikansk embedsmand ville blive kidnappet på en bestemt dag i 1981, og general James Dozier blev bortført den nat. Som Hyman bemærker, at selvom “dette er flotte historier, kan de ikke vurderes”. Akkurat som alle rapporter om synske af denne type, er der for megen manglende information. Hvad, helt specifikt, var forudsigelsen? Hvornår blev den fremsat? Hvornår blev det nedskrevet? Havde dette medie foretaget andre lignende forudsigelser, der ikke gik i opfyldelse? Der er simpelthen alt for mange ubesvarede spørgsmål. Historierne, som fortalt i State Journal-Register , kom hovedsageligt fra en af de psykiske spioner selv, men jeg vil da aldrig antyde, at et medie ville fortælle eventyr blot for at promovere sig selv…
I Newsweek blev det også rapporteret, at hvis de første år i forskningprogrammet ikke havde været slemme nok, så blev det endnu værre i midten af 1980erne. En seniorgeneral kunne finde på at sammenkalde sine underordnede til et skebøjningsmøde. Et medie skrev et langt dokument hvori der blev forudsagt et luftangreb på Washington under præsident Reagans tale til nationen. Forskningsprogrammet indeholdt adskillige forslag om pågribelse af Saddam Hussein under operation Desert Storm, og de viste sig alle ganske ubrugelige. Og en af de synske forlod hæren fordi han var overbevist om at der var en Mars-koloni under ørkenen i New Mexico.
Hvorfor er det så vanskeligt at få et objektivt, videnskabeligt eksperiment som bekræfter påstandene om psykiske kræfter? Hvorfor hører vi altid anekdotiske eventyr om psykiske personers store succeser, som, alt for tit, viser sig at være vildt overdrevne, misvisende eller direkte usande? I denne sag ser vi igen de problemer, der så ofte løfter deres grimme hoveder omkring studier af psykiske kræfter – dårlig kontrol, metodefejl og alt for megen subjektivitet. Når alt kommer til alt, efter to årtier og millioner af skattedollars senere, resultat: – en hel masse ingenting.
Kilde: Para-nyt 2001 nr. 1. Oversat fra : http://www.themestream.com/articles/161602.htm Copyright 2000 by David Bloomberg.
About this author: I am an engineer and freelance writer. I write regularly for the State Journal-Register in Springfield, Illinois, and have also written a number of articles for Skeptical Inquirer and Skeptic magazines. You can see my full list of Themestream articles at http://www.themestream.com/articles/183307.htm
[*]
Seneste kommentarer