af Willy Wegner

National Science Board (NSB) i USA har fornylig udgivet Science & Engineering Indicators 2000 . Heri finder man i kapitel 8 det videnskabelige råds overvejelser omkring tro på det paranormale eller pseudovidenskab.

Har det nogen betydning, hvis folk tror på astrologi, tankeoverføring eller at rumvæsener har landet på vor klode, spørger man og fortsætter: Personer der checker deres horoskop, ringer til psykiske telefonrådgivninger eller følger med i historierne om rumkidnapninger, er de blot engageret i en harmløs form for underholdning? – Eller, udviser de derved tegn på videnskabelig analfabetisme?

Det påpeges at man især i videnskabelige kredse er bekymrede over den tiltagende tro på paranormale fænomener. Videnskabsfolk, og andre for den sags skyld, har iagttaget, at personer der tror på eksistensen af paranormale fænomener kan have vanskeligt ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Deres tro kan tyde på en mangel på evne til kritisk skelnen, der ellers er nødvendig informativ beslutningstagen i såvel en afstemningsbokse og ved andre officielle lejligheder, eksempelvis hvis man via borgerligt ombud bliver jurymedlem. Men også ved at træffe vigtige valg i dagligdagen kan være problematisk.

Farerne lurer for de der tror på det paranormale i form af manglende forståelse for videnskab og kritisk stillingtagen; manglende evne til at træffe velinformerede beslutninger; man kan udsætte sig for økonomisk tab, for eksempel ved at konsultere de psykiske telefonrådgivere; uhensigtsmæssig spredning af ens ressourcer, der ellers kunne have været brugt mere målrettet på engagement i alvorlige problemer i samfundet. Man mener også, at det kan føre til den vildfarelse, at positiv tænkning kan erstatte hårdt arbejde – og så er der lige alle de falske håb og urealistiske forventninger.

Umiddelbart lyder det meget voldsomt i mine ører, men så kommer jeg i tanke om, at det her drejer sig om amerikansk folkekultur. Et land i hvilket man på tv laver reklameshows for et begejstret publikum, hvor man for åben skærm blotlægger sine personlige problemer overfor en professionel studievært og et klappende eller misbilligende publikum.

Jeg mindes en historie jeg hørte, mens Danmarks Radio stadig havde monopol på fjensynsudsendelser her i landet. På mit job fortalte en ung kvinde, at hun havde været på studietur i USA, formidlet af Lions Club. Det var så en tradition, at man i lokalsamfundet over there fortalte lidt om det land man kom fra. Hun havde så fortalt, blandt andet, at vi kun havde én tv-station i Danmark. Vantro måben! Hvis det ikke kunne tage pusten fra de lyttende amerikanere, så skete det da hun fortalte, at der var nul reklamer. Ingen reklamer! – jamen, blev hun spurgt, hvordan ved I så hvad man kan købe af nye ting?

Nuvel, vi har efterhånden adskillige tv-kanaler at vælge imellem – også med reklamer. Selvfølgelig har vi også udsendelser med et importeret koncept, der snerper der hen ad, hvor de avancerede amerikanere tidligere var langt forud for os. Vi har snikke-snak programmer (= talk shows) og gætte-programmer hvoraf nogle er for sinker, af og til er der klinex-krævende  bekendelsesprogrammer. Vi har “overlevelsesudsendelser” med ganske almindelige danskere på øde øer.

I Science & Engineering Indicators 2000 henvises der til forskellige meningsmålinger der har vist, at cirka en trediedel af alle amerikanere tror på astrologi. Det vil sige, at vores liv er påvirket af stjerners og planeters position i universet på det tidspunkt vi blev født. Flere amerikanere – omkring halvdelen – tror at tankeoverføring finder sted. Ikke overraskende tror mange på, at rumvæsener lander på jorden, at der findes spøgelser, lykketal, spådomskunst og at man kan snakke med for længst afdøde personer.

Ikke helt uventet har amerikanske undersøgelser generelt set også vist, at folks tro på eksempelvis astrologi er omvendt proportional med folks grad af uddannelse. Samtidig har det vist sig, at kvinder generelt er mere tilbøjelige end mænd til at tro på de “bløde” paranormale temaer såsom astrologi, tankeoverføring, spøgelser og psykisk helbredelse. Mænd er omvendt mere end kvinder tilbøjelige til at tro på eksempelvis ufoer og/eller eksistensen af mærkværdige uhyrer i stil med den afskyelige snemand eller Loch Ness-søslangen.

Hvem er så den store syndebuk for den om sig gribende tro på paranormale fænomener? Det videnskabelige råd i USA peger på massemedierne og her i særdeleshed på den magtfulde underholdningsindustri. Undersøgelser har vist, at de der ser serier som Strengt Fortroligt , som vi også kender her til lands, er mere tilbøjelige til paranormal tro end de der ikke ser serien. Denne serie – og andre serier – genererer desuden ideen om, at myndighederne faktisk holder sådanne ting skjult for offentligheden.

Dette med en manglende skelnen mellem fiktion og virkelighed findes der også eksempler på her til lands. Et af de mere morsomme jeg kan huske handler netop om ovennævnte serie Strengt Fortroligt .

I løbet af foråret 1994 begyndte TV2 at udsende agentserien med fællestitlen Strengt fortroligt . Det er tydeligt en actionserie, og den 7. marts handlede programmet om et nedstyrtet rumskib. Et vidne bliver forbrændt af mystiske rumvæsener og dør af det, det samme sker for et antal brandmænd. Området spærres af under sløring af et radioaktivt udslip. Hændelsen er selvsagt “strengt fortrolig”, og – i al fortrolighed, en temmelig trivel og banal historie med en snert af science fiction, skæg, blå briller og myndighedspersoner der jokker i spinaten.

Ikke desto mindre løftede dette program en medarbejder ved bladet UFO-kontakt ud af lænestolen. Stig Boye Petersen faxede med lynets hast et forarget brev til TV2. Han bedyrede bl.a. at de fremmede er mennesker som os, at de er fredelige og aldeles ikke opfører sig som skildret i filmen osv. Brevet afsluttes med: “Spanien, Mexico og Belgien accepterer Ufoerne officielt. Hvad gør Danmark? Griner dumt eller ryster i bukserne af skræk. Og følger den amerikanske politik. Jeg havde håbet på en mere seriøs behandling i TV-2″.

I et svar fra TV-2 gøres der opmærksom på, at der ikke er tale om en dokumentarserie, men om fiktion, “Og som bekendt kan fiktion forholde sig frit til virkeligheden”, skriver programredaktør Kaare Schmidt i sit svar.

Ja, ja – nok de er tossede mange af de amerikanere – men nogle af vi danskere er nu heller ikke for kloge!

Link: www.nsf.gov/sbe/srs/seind00/access/c8/c8s5.htm

[*]