Intelligent liv i universet?

af Willy Wegner og Harald Fastrup

 Vi betragter snarere den tanke som et fremskridt,
at menneskeheden ikke tror at være verdens navle.
– Alfred Vidal-Madjar

Videnskabsfolk søger efter intelligent liv i universet. Hvad med at begynde på Jorden? Og hvis nogen i rummet søger intelligent liv andetsteds, så kan det jo være, at de har konstateret, at der faktisk er liv på Jorden, men har sprunget os over i deres videre søgen.

Denne artikel er inspireret af et interview i Le Nouvel Observateur den 5. april 2000, oversat til dansk af Harald Fastrup. Vi har forsøgt at få tilladelse til at bringe interviewet i sin helhed her i Para-nyt, men uanset henvendelse, på behørig vis og på fransk, har vi intet svar fået. Intrajordisk kommunikation tager tid, og sorte postale huller truer konstant. I stedet har vi valgt at referere og citere den franske kilde og de fire interviewede astrofysikere: Jean Heidmann, Alfred Vidal-Madjar, Nicolas Prantzos og Hubert Reeves. Dertil – i al ubeskedenhed – at berige den nu læste artikel med et drys af egne reflektioner og jordslået intelligens.

En af de mere spekulative forfattere skrev en gang, at vi mennesker ikke passer ind i jordens naturlige udvikling. Underforstået var det, at vi er efterkommere af “strandede” rumfolk fra en anden planet, og at det blandt andet kunne forklare vores konstante “udlængsel”, eller måske mere korrekt: vores nedarvede hjemve!

En anden synsvinkel på samme problematik er, at vi mennesker er “anbragt” på Jorden. Ikke forstået som en strafkoloni eller et omskolingsprojekt, der også i sig selv kunne være interessante perspektiver at arbejde videre med – men nej, som fødevarelager. Mennesket har det jo med at formere sig, og når nogle rumfolk så er på disse kanter i universet, er det jo rart at have et depot. Vi er simpelthen guf for rumfolk. Som eksempler gives de mange sporløse forsvindinger – tænk blot på Bermuda trekanten!

Gentagne gange har man indenfor de sidste år opdaget planeter i kredsløb om andre stjerner. Det har naturligvis aktualiseret det stående spørgsmål: – er vi alene i universet? Spekulationerne omkring ufo-iagttagelser, og at der her kan være tale om rumskibe fra fremmede kloder er og bliver indtil videre, ja: spekulationer! Men ikke desto mindre så er jagten efter tegn på intelligent liv andetsteds i universet blevet intensiveret de senere år.

I april 2000 blev der i Frankrig udgivet en bog om dette spørgsmål på forlaget Fayard. Bogens tre redaktører har interviewet fire astrofysikere om spørgsmålet, og det viser sig klart, at de har forskellige synsvinkler på tanken om ikke-jordiske civilisationer. De fire astrofysikere er: Jean Heidmann, Alfred Vidal-Madjar, Nicolas Prantzos og Hubert Reeves.

Er vi alene i Universet?

Jean Heidmann er mere end tilbøjelig til at tro, at vi ikke er alene i universet, men erkender også, at der ikke kan leveres beviser. Han har gennem mere end 15 år arbejdet indenfor rammerne af SETI (= Search for Extra-Terrestrial Intelligence), og er forsker ved Paris-Meudon observatoriet.

Seti er ikke i sig selv en videnskabelig institution, men blot om en betegnelse for et paraply-projekt hvor internationale forskere målrettet arbejder for at finde beviser på, at der findes intelligent liv andetsteds i universet og – om muligt – at komme i kontakt med disse fremmede intelligensvæsener.

I et interview i Le Nouvel Observateur 5. april 2000 udtaler Heidmann: »Min forskning begyndte i 1982. Min fornuft sagde mig, at der måtte være civilisationer som vor, og uden tvivl mere avancerede, med hvilke vi måtte kunne komme i kontakt. Og når vi endnu ikke havde modtaget noget budskab fra disse planeter, beviste det kun, at disse budskaber var meget svære at opfange. Hvilket dog blot gjorde efterforskningen mere fascinerende.«

Adskillige astronomer arbejder med dette tema. Det er i sig selv ikke fordi de nødvendigvis tror der findes liv andetsteds i universet, men de ser det som en mulighed. Men hvad nu, hvis man modtager et signal fra andre kloder? Til dette svarer Jean Heidmann:

»Indenfor Seti-projektet har vi udarbejdet en meget præcis protokol angående offentliggørelsen af modtagelsen af et extraterrestrielt signal, hvis meget omhyggelige verifikation naturligvis forudsættes… En komité, sammensat af biologer, filosoffer og radioastronomer, hvis opgave det er at identificere signalets natur, vil blive sammensat. Hvis vi når til en rimelig enighed indenfor denne komité, vil nyheden blive videregivet af FNs generalsekretær. Hvis det virkeligt drejer sig om et extraterrestrielt signal, vil meddelelsen blive overdraget menneskeheden som fælles kulturelt arvegods. Jeg kan forsikre Dem for, at vi har forudset mange begivenhedsforløb, lige fra panikreaktioner til religiøs og filosofisk forvirring… Ikke at forglemme kommercielle reaktioner og offentlighedens ønske om at drage nytte af begivenheden. Man har også diskuteret muligheden af, at budskabet vil blive udnyttet af sekter eller Mafiaen.«

Men hvis astronomerne opfanger radiosignaler fra andre kloder, og det slutter med et »s.u.« – svar udbedes , – er det nu ikke helt så lige til.

Heidmann udtaler: »Vi er i øjeblikket ved at udarbejde en protokol vedrørende spørgsmålet om et eventuelt svar. Det drejer sig om at forhindre forsøg på at bemægtige sig oplysningerne om et sådant signal, hvad enten det drejer sig om et multinationalt selskab, en magtfuld sekt eller et annoncefirma. Vi forsøger at få FN til at ratificere denne protokol.«

Her er det svært ikke at være bare lidt skeptisk. Som en af de andre videnskabsfolk i det følgende påpeger, så er der jo lige tidsfaktoren! Hvis afsenderen befinder sig eksempelvis 25 lysår væk, og vil bestille en sang til sin 60-års fødselsdag, så skal bestillingen afsendes inden vedkommende fylder 10 år, og helst lidt før, hvis rimsmeden skal rime og kunne nå at returnere sangen. Endelig kan en ratificerings-proces i FN også tage en rum tid.

Mens andre søger efter intelligent liv, så indtager Alfred Vidal-Madjar fra Astrofysik Institut i Paris en mere skeptisk holdning – liv, måske, – men intelligent liv, nej!

På spørgsmålet om, at hvis der virkeligt findes milliarder af planeter i vores mælkevej, betyder det så ikke at der er store chancer for at finde liv?

Vidal-Madjar udtaler, at sådan kan man godt tro. Men grundlaget for sammenligning er vores eget solsystem, og han siger, at vi befinder os i nogle ganske ordinære omgivelser. Vores eget solsystem er ikke længere særligt originalt men snarere ganske banalt, og han fortsætter: »Er vor galakse noget ekceptionelt? Nej, den er en meget ordinær galakse. Altså siger man til sig selv: Hvor er miraklet, hvor er det ekstraordinært mirakuløse? Hvis vor situation er så banal, kan betingelserne for liv findes overalt. Og eftersom vi nu ved, at der er talrige planeter overalt, er vi tilbøjelige til at være endnu mere optimistiske… Der er 150 milliarder stjerner i vor galakse. Hvis de næsten alle sammen har planeter, ville det være mærkeligt, om ikke der er ét system ud af tusinde, det vil sige millioner, hvor en planet kunne opvise favorable betingelser for udvikling af liv. Og dog…«

Når det drejer sig om modtagelse af radiosignaler fra andre civilisationer i universet, drypper Alfred Vidal-Madjar yderlige malurt i bægeret; »… jeg er faktisk temmelig skeptisk angående liv andre steder i universet – i hvert fald intelligent liv. Og jeg er endnu mere skeptisk angående en eventuel kontakt. For der er et væsentligt problem, og jeg er absolut ikke sikker på, at vi en dag bliver i stand til at løse det: Det er tiden…Hvis en sådan civilisation har et forspring for os med en enkelt kosmisk dag, hvordan går det så til, at den ikke har givet sig til kende? Galaksen burde vrimle med signaler, Jean Heidmann burde bære overbebyrdet med arbejde! For at sige det rent ud, “de” er der ikke.«

En tredje fransk forsker, Nicolas Prantzos fra Centre Nationale De La Recherche Scientifique, er også blevet spurgt om han tror på eksistensen af ikke-jordiske civilisationer, og siger: »Hvis jeg stod anklaget for et tribunal, og man spurgte mig “Er De parat til at sværge på, at der ikke er væsner begavet med intelligens et sted i universet?” ville jeg svare: “Nej, det kan jeg ikke sværge på, det er faktisk muligt. Hvis man spurgte mig, hvad jeg personligt foretrækker, ville jeg svare: “Ja, jeg ville gerne, at de eksisterede, det ville være meget fascinerende, intellektuelt meget berigende, vi ville have så meget at lære af dem. I øjeblikket, hvis de opfordrede mig til at vædde, ville jeg placere mine penge på den negative hypotese.«

Prantzos fremfører Enrico Fermet’s argument som grundlag: – Hvis der var civilisationer udenfor jorden, ville vi allerede have mødt enten levende væsner, deres sonder, deres robotter eller spor efter deres besøg. Hvis der allerede er opstået flere civilisationer, ville én af dem være ankommet hertil. Men endnu har vi intet indicium for et sådant besøg.

Men hvad nu, hvis vi er alene i universet, bliver Prantzos spurgt – er det ikke en frustrerende tanke?

»Lidt, ja, det indrømmer jeg. Men jeg finder nu ikke perspektivet for en “kosmisk ensomhed” særligt skræmmende. Hvis det viser sig, at vi er alene i universet, må vi tage stilling til en enorm ansvarlighed: Vi skal bevare denne unikke erfaring vedrørende naturens “vellykkethed” så længe som muligt, udbrede den i resten af universet og forsøge at få noget godt ud af det. (Men man må erkende, at i betragtning af menneskehedens historie er det ikke let at være optimistisk!). Der er en meget smuk sætning af Herbert G. Wells: “Hvis vi er alene, er der ikke meget at vælge imellem: universet, eller intet”. (“Overhovedet intet” betyder efter hans opfattelse selvdestruktion). Imidlertid, hvis det skulle lykkes os at overvinde alle forhindringer, at løse alle vore konflikter, kunne vi tro, at vore fjerne efterkommere ville kunne kolonisere mælkevejen. (At kolonisere universet er en helt anden historie). Jeg finder dette perspektiv temmelig opmuntrende. Jeg håber, at mine tip-tip-tip-tip –tip-oldebørn en dag vil se Oriontågen og Krabbe-pulsaren på tæt hold!«

Endelig kom turen til Hubert Reeves. Han er leder af Centre Nationale De La Recherche Scientifique i Paris og underviser dertil årligt i en måned ved universitetet i Montreal i Canada. Forfatter til flere bøger af videnskabsfilosofisk karakter og står nu for tur til besvare spørgsmålet: Er vi alene, eller er der andre civilisationer i rummet?

Hubert Reeves siger, at det kan vi ikke vide noget om, hverken på den ene eller den anden måde, og fortsætter: »Skønt der ikke er acceptable forklaringer på de fænomener, der grupperes som ufoer, tror jeg ikke, man har fundet troværdige beviser for besøg fra rummet på vores planet. Efter min mening afslører alt dette mere indbildning end realitet. Men det kan jo komme… Hvem ved?«

Intervieweren fra Le Nouvel Observateur lader sig ikke spise af med det svar: » Når De, Hubert Reeves, erklærer, at der ikke i øjeblikket ikke eksisterer noget bevis af nogen art, skyldes det ikke ideologisk fordom, men simpel konstatering! Hvis de mennesker, der har set ufoer, havde fremvist overbevisende beviser, ville videnskabsmændene så afvise at undersøge dem? Hvis man siger til Dem: kom og se, i vores have er der en (!) ufo, vil De så komme og se den? Og hvis De ser en ufo, vil De så indrømme det?«

Hertil svarer Hubert Reeves: ja – helt sikkert!

Intervieweren fortsætter: Vi må holde fast i dette, da de mennesker, der tror på ufoer, ofte forestiller sig, at videnskaben ikke vil høre på dem. En stor matematiker har sagt under en TV-udsendelse: “Hvis jeg hører i radioen, at der er landet en ufo i min have, vil jeg lukke skodderne og fortsætte mit arbejde.”

Reeves konstaterer tørt, at vedkommende nok ikke besidder nogen nysgerrighed, og at det er noget som også kan plage nogle videnskabsfolk. På den anden side er han sikker på, at hvis der en dag skulle vise sig “noget”, så ville alle utvivlsomt kaste sig over det.

Det Hubert Reeves arbejder med, dels som underviser, dels som formidler af astrofysik i form af populærvidenskabelige bøger, er at få os til at fatte kosmologien. Og i tilknytning til spørgsmålet om liv i universet, siger han: »Tænk for eksempel på det allestedsnærværende kulstof, der findes i molekyler overalt i universet. … I modsætning til molekylerne, er de levende væsner ikke evige, de er tværtimod meget skrøbelige. De er nødt til at udtrække store mængder energi fra omgivelserne. De er nødt til at spise, medens de søger at undgå selv at blive spist. Hvis der er liv “derude”, er det uden tvivl stillet overfor de samme problemer. Men man kan have fundet andre løsninger…«

Endelig når intervieweren fra Le Nouvel Observateur frem til et kardinalpunkt i hele denne snak om at modtage budskaber fra rummet, nemlig tidsfaktoren. Man kan som læser næsten mærke den skuffelse eller beklagelse der ligger i det følgende spørgsmål, eller rettere erkendelse: »Hvis en dag en lysbølge når os fra en civilisation udenfor mælkevejen, vil afsenderne af budskabet uden tvivl have været døde i millioner af år…«

I forlængelse af dette citerer Hubert Reeves en lille videnskabelig anekdote, fortalt af den italienske forfatter Italo Calvino: Et menneske iagttager galaksen Andromeda gennem en kikkert. Han ser da ovenover galaksen et stort skilt, hvorpå der er skrevet: “Vi har set Dem!”. Han gribes af forbløffelse og ængstelse, føler, at man sigter på ham. “Men hvad kan de dog have set?”. Han ransager i sin hukommelse. Hvilke unævnelige handlinger kan han være skyldig i, som disse væsener har iagttaget på så fjernt hold? Han tilbringer en rædselsfuld nat. Men om morgenen går der et lys op for ham: Andromeda er 2 millioner lysår borte. Det er derfor ikke ham, “de” har set, men en eller anden, der levede for 2 millioner år siden. Beroliget, stiller han et skilt op, hvorpå han svarer: “og hvad så”?

Til afslutning siger Hubert Reeves på spørgsmålet om muligheden af, at udviklingen i rummet vil følge det samme mønster som på vor klode: »Lad os heller sige: I en analog retning … På andre planeter er organismer begavet med intelligens måske ikke mennesker, men en anden art, måske delfiner. Måske de i deres forlystelsesparker lader videnskabsmænd og akrobater optræde for deres begejstrede børn. Man kan forestille sig alt! Mennesker eller delfiner, ligegyldigt hvilken form de organismer har, der er begavet med intelligens og bevidsthed – hvis de eksisterer! – vil jeg vædde på, at de fra den ene ende af mælkevejen til den anden, lige som på de øvrige mere eller mindre fjerne galakser, vil undre sig over mangfoldigheden i de beboede verdener.«

Er der nogen, derude?

Således spørger Nils Thorsen om i en stor artikel i Politiken den 15. april 2000: »Astronomernes håb er knyttet til radiobølger, der rejser lige så hurtigt som lys. Men i 40 år har de lyttet efter signaler fra rummet. Uden at høre så meget som et radiofonisk suk.«

Bjørn Frank Jørgensen fra Tycho Brahe Planetariet anslår at der måske kun findes 50 til 1.000 civilisationer i Mælkevejen. Problemet er måske blot, at vi sidder ret så marginaliseret på en af spiralarmene i mælkevejen og at afstandene mellem de enkelte civilisationer er for store. Endelig kunne det også være, at der ikke er tidssammenfald mellem civilisationerne.

Den kendte danske marsforsker, dr. scient. Jens Martin Knudsen fra Ørsted Laboratoriet ved Niels Bohr Instituttet, mener at man måske lytter på de forkerte frekvenser.

Han fortsætter: »Jeg ville så gerne have, at de tog sig sammen derude og fik sendt os et signal, inden jeg dør. Men jeg spørger da også indimellem mig selv: Er vi måske et resultat af så fantastiske tilfældigheder, at de kun har fundet sted ét sted i Mælkevejen? Og det er jo klart, at hvis det nu vrimlede med civilisationer, så havde vi nok hørt noget allerede«. … »En civilisation, der var 100 millioner år foran os, ville jo være SÅ gigantisk avanceret! Og måtte have spredt sig. De har haft masser af tid. Men hvor er de?«.

Der leveres så seks muligheder:

1. De har aldrig eksisteret. Vi er de første.
2. De er der. Vi har bare ikke ramt deres frekvenser endnu.
3. De er her allerede. Om bord på UFOer.
4. De er derude, men kommunikerer med så avanceret teknologi, at vi intet fatter.
5. De holder sig væk, indtil vi har bevist, at vi kan lade være med at udslette os selv med den nye teknologi.
6. De var her, men er døde. Fordi liv, der kan kommunikere med radiobølger, også kan slå sig selv ihjel. Og gør det sidste, før de når at gøre det første.

Senere i artiklen siger Jens Martin Knudsen, med næsten religiøs patos: »Der er det håb, at der dybt ude i Mælkevejen er en planet, hvor de har opnået en civilisation, som er mere udviklet end vores. Og jeg tror på det. Men jeg er jo en gammel mand, og jeg har beskæftiget mig med Mælkevejen hele mit liv, stort set. Og jeg er faktisk i tvivl. Kunne det være, at vi var alene?«. … »Kunne det være?« .

Simple spørgsmål er ofte de bedste, skriver Nils Thorsen. Og det var med sådan et, at den italienske fysiker Enrico Fermi i 1950 bragte uro omkring frokostbordet, hvor han sad med en kreds af kolleger og drøftede muligheder for liv andetsteds i universet. Ingen af dem tvivlede på, at Mælkevejen rummede flere tusinde civilisationer. Det viste simpel hovedregning. Men så var det, at Fermis bemærkning faldt: »Undrer I jer aldrig over, hvor de alle sammen er henne?«.

Fermis paradoks, kaldes det i dag. På den ene side peger alle beregninger på, at Mælkevejen må bugne af intelligent liv. Og at vi derfor skulle have haft et rend af dem – i hvert fald i form af radiosignaler. Og på den anden side står vi tilbage med tavsheden .

[*]
[*]