af Dann Simonsen
Indledning
Når man modtager en bog som Bedst af alle verdener – Myter i det 21. århundrede (Fremad 2000) til anmeldelse, kan det ikke undgås, at ens forventninger kommer til at præge læsningen. På den anden side er det en anmelders primære opgave at formidle sine læsere – de potentielle læsere af bogen – et indtryk, der er så dækkende, at de ud fra dette kan vurdere, om det er et værk, som de bør anskaffe sig, eller om det ligger for langt væk fra deres interessesfære. Med andre ord bør anmelderens idiosynkrasier, hans/hendes eventuelle skuffelse eller begejstring over bogen, ikke stå i vejen for formidlingen af det, som den har at sige.
For at muliggøre en sondring mellem bogen og mine egne opfattelser vil jeg derfor indlede med at redegøre for min egen holdning til emnet:
Ligesom den overvejende del af bogens forfattere betragter jeg mig selv som skeptiker. Dette er imidlertid et så vidt begreb, at det næsten er meningsløst, for så vidt som det i den ene ende af skalaen inkluderer tilhængere af den etablerede religion, kristendommen, som af forskellige grunde kan have et horn i siden på de alternative religioner, i dag sammenfattet i ordet ‘new age’, som de så til forskel fra den mere statsautoriserede tro betragter som "over tro". Og i den anden ende af skalaen inkluderer det naturvidenskabsmænd, som primært oprøres over de alternative religioners og terapiers påberåbelse af, uoverensstemmelse med (og undertiden angreb på) naturvidenskabernes forskningsresultater.
Begge disse tendenser er repræsenteret i den artikelsamling, som bogen består af, og allerede i kraft af dette kan der ikke være tale om et særligt homogent produkt. Til gengæld kan den omvendt siges at give et godt indtryk af spændvidden inden for dansk skepticisme anno 2000
Min egen uddannelsesmæssige baggrund er hverken naturvidenskaberne eller religionen, men derimod humaniora og samfundsvidenskaberne: fremmedsprog, litteratur, sociologi og psykologi. Med udgangspunkt i mit speciale ved Københavns Universitet 1993 om science fiction, sf-myter og -religioner er min indgangsvinkel til skepticismen først og fremmest en respekt for rigtig videnskab, sand erkendelse, uanset om dens genstand er naturen, samfundet eller psyken, og en ærgrelse over den udbredelse, som religionen, diverse alternative livsanskuelser og i det hele taget det psykologiske selvbedrag har fået her ved overgangen til et nyt årtusind
Denne udbredelse af det alternative nævner bogen så mange eksempler på, at jeg ikke her føler behov for at dokumentere eller på anden måde eftervise, at det rent faktisk forholder sig sådan. Til forskel fra flere af bogens forfattere er jeg imidlertid på ingen måde foruroliget over den angiveligt svigtende autoritets tro, som allerede i indledningen udpeges som den vigtigste årsag til væksten i de alternative religioner: "Med den øgede erkendelse af autoriteternes fejlbarlighed er der opstået en udpræget værdirelativisme." (Lars Peter Jepsen)
Problemet med denne diagnose er for det første, at de religiøse vrangforestillinger ikke længere behandles og erkendes som sådanne, men i stedet defineres rent negativt, som det de ikke er: deres afvigelse fra den autoriserede lære, det være sig naturvidenskaben eller kristendommen. For det andet lægger en sådan diagnose op til en kritik af de alternative, som stort set slet ikke kan bide på dem: At de afviger fra det etablerede, er de sig yderst bevidst, og det afskrækker dem ikke. (Hvorfor skulle det i øvrigt også det?!!) Et åbent oprør mod de etablerede ønsker de esoteriske verdensanskuelser imidlertid heller ikke: De har besluttet sig til at finde en alternativ mening med livet, en alternativ måde at give kejseren, hvad kejserens er, og guderne, hvad gudernes er, hvilket hos en folkekirkerepræsentant muligvis kan fremkalde brødnid, men ærgrelsen over det alternative ved dette projekt er næppe det bedste udgangspunkt for en rigtig kritik af fænomenet. Og de uhensigtsmæssige og undertiden skæbnesvangre adfærdsformer, som følger af de alternative livsanskuelser, vil man så vidt jeg kan se lige så vel kunne finde hos tilhængere af etablerede og alment accepterede trosformer: Om man er for længe om at komme til lægen, fordi man vælger at lytte til en alternativ behandlers tvivlsomme råd eller fordi man spilder sin tid og forstand med at bede til sin gud om at få knuden til at gå væk, giver ikke den store forskel i slutresultatet. Og jeg kan heller ikke få øje på en afgørende forskel på, om man på alternativ psykologisk vis læser en mening ind i den sygdom, der slår en ihjel, ved at overbevise sig selv om, at den er udtryk for en eller anden form for sjælelig fortrængning, eller om man forsoner sig med den som guds straf eller blot som herrens uransalige veje. I begge tilfælde drejer det sig om en psykologisk omgang med sig selv og sin skæbne hos individer, der er konfronteret med den ultimative afmagt.
Og afmagt er en af de værste følelser, som mennesker kan stilles overfor, hvorfor en stor del af menneskets åndshistorie da også har drejet sig om at afværge den: I primitive samfund, hvor mennesket var (er) magtesløst i forhold til naturkræfterne, var diverse regndanse og ofringer et forsøg på at formilde de guder, som sås som ansvarlige for situationen. På den måde kunne man i det mindste opnå en illusion om kontrol over sine omgivelser – om end per stedfortræder.
I det moderne samfund, markedsøkonomien, hvor mennesket står magtesløst over for helt andre kræfter, kendes den samme teknik fra de lykkebamser og andre talismaner, som jobansøgere eller karakterplagede unge slæber med til deres jobsamtale eller eksamen, eller fra de ritualer, som topidrætsfolk udfører før en konkurrence. I ingen af tilfældene skyldes vrangforestillingerne en mangel på naturvidenskabelig indsigt (ikke engang vildmanden ville være meget bedre hjulpet, hvis han havde indsigt i lynets elektriske natur, med mindre han havde teknologi nok til at konstruere en lynafleder!), men først og fremmest individets afmægtige stilling. Eksaminandernes vildfarelser kunne bringes til ophør via et fornuftigt indrettet uddannelsessystem, den arbejdssøgendes via et andet økonomisk system og topidrætsfolkenes ved at lade være, men det er igen et helt andet spørgsmål …
Min pointe er først og fremmest, at troende ikke tror, fordi de mangler indsigt i tingenes sande natur – eksistensen af de mange religiøse naturvidenskabsfolk dementerer umiddelbart denne opfattelse – men fordi de har en (efter min mening: forkert) grund til at ønske at tro, som så i mange tilfælde står hindrende i vejen for erhvervelsen af regulær indsigt i verdens beskaffenhed.
En kritik af new age må derfor også være andet og mere end en ren og skær konfrontation med de naturvidenskabelige forklaringer – quasi som alternativ til de alternative!
Selv om det kan synes at være en besværlig omvej for et menneske med stor naturvidenskabelig indsigt, må den naturvidenskabelige kritiker af de alternative for en stund forlade sit sikre fundament, da han her har med mennesker at gøre, der til forskel fra hans kollegaer (men i lighed med undertegnede) ikke automatisk mener, at akademiske titler eller artikler i de rigtige tidsskrifter automatisk borger for sandheden. Man må kritisere de alternative for det, som de er, og ikke for det, som de ikke er. Det var det, som jeg forventede af en bog fra et hold skeptikere med et bredt kompetencespektrum: argumenter mod overtro, som ville kunne bruges af andre skeptisk indstillede i konfrontationen med overtroen – eventuelt artikler, som man direkte kunne give til overtroiske bekendte, velvidende, at det måske (og højst sandsynligt) ville falde i gold jord, da deres interesse er den primære forhindring for den indsigt, som man ønsker at formidle dem.
Det er slet ikke så ligetil, og det lykkes da heller ikke lige godt for alle bidragyderne til Bedst af alle verdener (for så vidt som de i det hele taget har haft dette til hensigt), men til gengæld lykkes det over al forventning for flere.
***
Stonehenge mellem myte og videnskab
Rud Kjems artikel om Stonehenge mellem myte og videnskab kommer vidt omkring. Kjems beretter både om nutidens new age-dyrkelse af stenkredsen og om diverse historiske teoridannelser om fænomenet. For den, som er ukendt med disse ting, kan artiklen være en god introduktion. Til gengæld skal man ikke forvente at få argumenter til et eventuelt opgør med de (mildt sagt) flyvske new age-idéer om Stonehenge, da forfatteren en stor del af tiden giver afkald på kritikken og lader new age-citaterne ‘tale for sig selv’: "De følgende tre citater vil illustrere kvaliteten af von Dänikens arbejde. Kommentarer synes overflødige:" eller: "New Age-litteraturen har mange beretninger om ekstraordinære hændelser i forbindelse med forhistoriske monumenter. Her er nogle eksempler:" , hvorefter Kjems citerer og refererer, men ikke så meget som kommenterer det citerede og refererede.
Så vidt jeg kan se, kan denne fremgangsmåde kun bruges til én ting: Vi kan bedrevidende og hovedrystende kigge på new age-idioterne og glæde os over, at vi ikke er som dem, men dybest set er der tale om en ret arrogant form for hjælpeløshed: Von Dänikens fanskare synes tydeligvis ikke, at hans arbejder er selvafslørende, og new age-folket tror sgu på de anførte eksempler, hvorfor det må være vores opgave at sætte os ind i dem og vise, hvorfor de ikke stemmer, altså at argumentere og på den måde påvise, hvori vanviddet består.
Hvis de alternatives horrible forklaringer på verden og dens gang var så selvafslørende tåbelige, som Kjems tydeligvis mener, at de er, så ville enhver læsende new age-tilhænger øjeblikkeligt blive ekspert i afsløringen af overtro! Det er imidlertid ikke tilfældet, og derfor kræver afsløringen argumenter fra skeptikernes side – både for new age-folkets og skeptikernes skyld – og ikke slet og ret citater og referater! Enhver alternativ forklaring, som man giver sig i kast med, må gendrives på hæderlig videnskabelig vis med argumenter. Man må – selv som uddannet naturvidenskabsmand – i princippet begynde forfra og bevise, at de forkerte teorier er uholdbare, idet man piller dem fra hinanden; det er ikke tilstrækkeligt at henvise til, at de alternative har deres forestillinger og arkæologerne deres , og at "De fleste vælger arkæologernes forklaringer, som bygger på generationers videnskabeligt arbejde." Den fremgangsmåde behersker de alternative nemlig til bevidstløshed, når de refererer til ældgammel visdom, som er nedarvet gennem generationer og senest opdaget i en gammel kiste på høloftet hos en kirgisisk bedstemor og krydderurtesamler. Den eneste forskel bliver, at Kjems vil insistere på, at han til forskel fra de alternative står på de gældende autoriteters side: "Derfor dukker der en del professorer og andre folk med fine titler op i bøgerne og forleder måske nogle til at tro, at von Dänikens ‘forskning’ har noget med videnskab at gøre." Desværre er denne henvisning til autoriteterne dog ikke noget rigtigt argument, men er slet og ret … autoritært! Eller med andre ord: Hvis autoriteterne har leveret en indsigt, som er værd at bruge, så brug denne indsigt, når de alternative skal kritiseres. Og hvis de ikke har, så ti! Enhver henvisning til videnskaben som autoritet ("Videnskaben har bevist, at Colgate trænger ind i tandemaljen på samme måde som blækket i det her stykke kridt!") er et ubehjælpsomt knæfald for den samme mangel på regulær videnskabelig indstilling, som også præger new age! I stedet for at præsentere videnskabens angivelige resultater som argumenter, kræver denne indstilling, at man skal tro, hvilket ikke bliver mindre stalinistisk af, at man skal tro på anerkendte videnskabsmænd i stedet for på tibetanske guruer.
Facit: Rud Kjems artikel er oplysende, hvis man ønsker at blive præsenteret for de forskellige teorier om Stonehenge i løbet af de sidste par hundrede år og op til i dag, hvor von Däniken og de alternative har udnævnt den til at være henholdsvis et resultat af menneskehedens kontakt med aliens eller en forbindelsesport til overnaturlige kræfter. Hvis man derimod leder efter overbevisende argumentation mod disse idéer, må man søge andetsteds, eventuelt i nogle af de værker, som figurerer i litteraturlisten. Dette vil også sige, at det ikke er en artikel, som man kan give til new age-bekendte i forventning om, at den vil give dem argumenter for at komme på bedre tanker.
***
"Lad os videnskabsfolk derfor blive fri for filosofi og filosofikum. Hvis videnskabsfolk har brug for noget fællesgods (…) blot dette: Opøvelse i at gennemskue vrøvlet, altså sådan snak, hvor betegnelserne er tomme, ikke betegner noget bestemt. At gennemskue vrøvl er det omvendte af filosofi, som er tilvænning til, først, at acceptere vrøvl uden protest, og derefter at elske vrøvlet."
Peter Naur, astronom, dr.phil., fhv. professor, om at genindføre filosofikum på universitetet. I Universitetsavisen cit. efter dagbladet Information, mandag d. 8. maj 2000
Kampen om menneskets oprindelse
I Dan Frederiksens artikel Kampen om menneskets oprindelse hører vi om opgøret mellem to opfattelser af menneskets tilblivelse: creationisterne, de kristne fundamentalister, der insisterer på, at "I begyndelsen skabte Gud ….", og evolutionisterne, tilhængerne af Darwins udviklingslære. Dan Frederiksen giver en grundig redegørelse for dette opgør, og det er spændende læsning, ikke mindst fordi dette opgør langt fra er afsluttet, men derimod stadig raser i det amerikanske skolesystem. Jeg vil dog mene, at han maler fanden på væggen, når han to steder refererer til den almene uvidenhed om den palæontologiske fortid og nærmest gør dette til creationisternes værk: "Målt i opbakning blandt almindelige amerikanere er det creationisterne, der har førertrøjen. Ifølge en relativt ny undersøgelse mener 52% af alle voksne i USA, at de tidligste mennesker levede samtidigt med dinosaurerne, og 65% tror ikke på Big Bang-teorien." Dette er snarere et eksempel på, at mange amerikanere (som ofte demonstreret i Jay Lenos The Tonight Show ) i vid udstrækning får deres opfattelse af verden via TV-serier og i dette tilfælde tegnefilmene om The Flintstones, som næppe så ud, som de gjorde, fordi de var infiltreret af kristne fundamentalister! DFs artikel kommer godt rundt om kampagnen mod evolutionsteorien og viser blandt andet, hvordan en så selvmodsigende institution som et creationistisk forskningscenter kommer til at undergrave sit eget grundlag, ligesom han berører creationismens betydning for Reagans valgkampagne.
En mere tvivlsom afdeling af artiklen drejer sig om Poppers videnskabsteori, som ingen videnskabsmand ved sine fulde fem ville kunne finde på at følge, og som intet forskningslaboratorium ville kunne drømme om at gøre til sin arbejdsmetode. DF sammenfatter Popper på følgende vis:
"Bortset fra at hypoteserne skal kunne falsificeres, er der stort set ingen krav. Alle uanset alder, religion, race, køn, uddannelse, stjernetegn osv., skal fremsætte hypoteser. Mærkelige, geniale, grænsebrydende hypoteser. Ingen behøver forklare eller begrunde deres ‘åbenbaringer’. Ligegyldigt hvor bizarre eller uforståelige eller fejlagtige tankerne eller personerne er, der skaber det nye, kan det vise sig at være guld værd." Hvorefter: "Med alle midler skal de udsætte deres favorithypoteser for udspekulerede prøvelser, som kan eliminere dem og skabe grobund for den fortsatte og uendelige evolution (!) i den videnskabelige erkendelse."
Hvis dette var det samme som forskning, ville forskning være uhyre nemt, og enhver crackpot idea ville i realiteten være forskning, hvilket også synes at være DFs opfattelse, når han udnævner "creationisternes påstande" om "jordens og det levendes skabelse" til at være "videnskabelige", fordi de "i allerhøjeste grad er falsificerbare." Værre bliver det, når han vil redde Darwins videnskab om evolutionen ved at gøre den falsi-(eller snarere: veri-)ficerbar efter den popperske model og dens stupide forudsigelsesregel. DF citerer først Michael Ruse :
"Evolutionsteorien forudsiger en ordning af fossilerne i den fossile tidstavle fra det mindre komplekse til det mere komplekse. Hvis den fossile tidstavle indeholdt samtlige arter – fra trilobitter til dinosaurer til mennesker – i alle geologiske lag, ville dette trække i retning af en falsifikation af evolutionsteorien. Det har dog ikke været tilfældet, og teorien er derfor ikke blevet falsificeret. Men den kan falsificeres." DF sammenfatter denne fremstilling som "et meget stærkt argument for, at alle disse arter eksisterede til forskellige tidspunkter."
Her kommer DF dog til at begå en fejl i sin argumentation, omend det er en fejl, som han efter min mening bør holde fast i og lære af: Han glemmer nemlig, at han egentlig argumenterede for, at alting skulle "falsificeres" og at al viden kun er foreløbig. I stedet opdager han pludselig et "argument
for
" (!!!) en teori, hvilket da også er meget mere logisk, men ikke særligt poppersk!
Det er på den måde, regulær forskning finder sted, og derfor er Michael Ruses eksempel også temmelig søgt – og egentlig ret uærligt: Man reducerer Darwins teori til en poppersk hypotese, som om Darwin på et tidspunkt havde fået en fiks idé, evolutionen, som han så brugte de næste tyve år af sit liv på at rejse verden rundt for at falsificere. Dernæst lader man, som om man – nærmest helt uafhængigt af den palæontologiske forskning – er kommet i tanker om en måde at falsificere teorien på: ‘Udviklingen af levende væsener på jorden har (stort set!) gået fra det mindre komplekse til det mere komplekse. Lad os tage ud og kigge på en fossil tidstavle og se, om det ikke forholder sig omvendt, så vi kan falsificere teorien!’ Det har man så gjort og til sin store lettelse konstateret, at Darwin heller ikke lod sig falsificere den dag.
Darwin gjorde det heldigvis omvendt: Han forskede, år ud og år ind, nåede først frem til hypoteser, altså foreløbig, endnu usikker viden, men fortsatte tålmodigt, indtil han var sikker på sine resultater, der derfor også med rette fortjener hædersbetegnelsen videnskab og af samme grund ikke bør reduceres til en poppersk hypotese. Darwin var udmærket klar over eksistensen af palæontologernes tidstavler, og udviklingslæren var hans (yderst vellykkede) forsøg på at forklare, hvorfor fossilerne fordelte sig på den måde, de gjorde. Derfor er det også uærligt at fremdrage samme tidstavler en gang til, denne gang som poppersk empiri, der på den måde får lov til at optræde to gange i udviklingslæren: Dels som den genstand, som videnskaben forklarer, dels som (tilsyneladende) uforklaret stykke virkelighed, der fungerer som falsifikationsinstrument. M.a.o: Den virkelighed, som angiveligt ikke kan erkendes med nogen sikkerhed, kun falsificeres, optræder første gang som hypotesegenstand og anden gang som målestok for den teori, som ifølge Popper er blevet til nærmest uden nogen relatering til objektiviteten. Forstå det, hvem der kan!
Den citerede Popper-sætning "Alle svaner er hvide!" har lige så lidt med videnskab at gøre, som sætningen "Alle mennesker har to arme og to ben!". Enhver idiot kan se, at det er tilfældet, og derfor er det heller ikke videnskabens job at checke efter. Den samme idiot er i øvrigt også klar over, at sætningen muligvis ikke er helt rigtig, hvis det drejer sig om en svane, der har været lidt for tæt på et olieudslip, eller om et trafik- eller thalidomid-offer, hvilket ikke gør dem til hverken grimme ællinger eller u mennesker. En videnskabsmand/-kvinde (i modsætning til en filosof!) ville beskæftige sig med, hvordan det kan være, at svaner er hvide og mennesker har to arme og to ben. Den fremragende palæontolog og videnskabspopularisator Stephen Jay Gould ville typisk stille og ikke mindst besvare den slags spørgsmål.
Jeg kan ikke huske, hvem det var, der sagde, at filosofi forholder sig til videnskab på samme måde som onani til kærlighed mellem kønnene . (Nå jo, det var Herbert, en af mine bekendte.) Under alle omstændigheder foregår videnskab ikke sådan, som dummernikken Popper og hans tilhængere beskriver den, hvilket en naturvidenskabeligt uddannet mand som Dan Frederiksen også udmærket er klar over, hvorfor hans forstillelse i dette tilfælde også bliver en lille smule pinlig – helt bortset fra hans faux pas omkring falsi-/verifikation. Og når fx Pons og Fleischmann laver falsk forskning i form af deres angivelige opdagelse af "kold fusion", så er kritikken af dem ikke så meget den falsifikation, som deres resultater kan udsættes for, men nok så meget forklaringen (den rigtige ) på deres falske resultater: ønsketænkningens overfortolkning af tvivlsomme måleresultater. Og det samme gælder vores, skeptikernes, kritik af de alternatives "hypoteser".
DFs og andres drøm om en målestok, der uafhængigt af enhver argumentation ville kunne afgøre, om noget er sand videnskab eller ej, eksisterer (heldigvis) ikke som realitet. Som drøm minder den på mange måder om de alternatives lette løsninger på alverdens problemer – og bør behandles som sådan, uanset hvor mange nobelpristagere der stimler sammen i en retssal for at hjælpe dommere med deres afgørelser. Et videnskabeligt opgør er noget andet end et juridisk, sådan som det har været tilfældet i op til flere amerikanske "abe-processer"!
Facit: Kampen om menneskets oprindelse leverer en god introduktion til opgøret mellem creationister og darwinister. Den kan ligeledes betragtes som en introduktion til Poppers videnskabsteori, der dog efter min mening gør både videnskaben og skepticismen mere skade end gavn.
***
Jamen det passede på en prik!
Med Michael L. Ahlstrands artikel Jamen det passede på en prik! er vi nået til en fagmand inden for afsløringen af det overnaturlige. Med fagmand menes, at han som sin amerikanske kollega James Randi er tryllekunstner og dermed velbevandret i illusionernes og bedragets verden, hvilket også gør ham bedre end de fleste videnskabsmænd til at gennemskue de tricks, som den professionelle ‘clairvoyant’ benytter sig af, når publikum skal overbevises om vedkommendes overnaturlige evner. Med til tryllekunstnerens erhvervskvalifikationer hører både kendskabet til den praktiske gennemførelse af diverse tricks og indsigten i publikumspsykologien, der går op i en højere enhed i sansebedraget. Michael L. Ahlstrand redegør således for både Uri Gellers tricks med armbåndsure og den psykologiske teknik, der kaldes "cold reading" og benyttes flittigt af alle former for spåkoner. Hvorvidt han har ret, når han med udgangspunkt i en koldlæsende spiritist i Daniel Kirken siger, at "Man kan simpelthen ikke anvende den beskrevne teknik uden at vide, at det er teknik og ikke mirakler", er jeg dog i tvivl om. Han skriver andetsteds om de alternative, at "de er lullet ind i en tro på, at de virkelig har overnaturlige evner, selv om deres handlinger let kan gennemskues af skeptikere," og det tror jeg egentlig også gælder fx mange ‘koldlæsere’, der bestyrkes af deres klienter om deres egne evner. Når man som Geller går over til at bruge decideret tryllekunst og udgiver det for at være overnaturlig magi, er sagen klar, men selv i de tilfælde tror jeg, at det undertiden kan dreje sig om forsøg på at yde lidt håndfast og bevidst uærlig støtte til det, som de i øvrigt regulært tror på. Om det spiller den store rolle i praksis, er så et andet spørgsmål: Tricket må under alle omstændigheder afsløres som trick, og troen som indbildning.
Facit: Jeg vil til enhver tid anbefale Michael L. Ahlstrands artikel som læsning for både (især nye) skeptikere og new age-tilhængere. Førstnævnte får leveret mange underholdende og lærerige eksempler på okkultismens bedrageriske verden – og det samme gør sidstnævnte, der næppe vil lade sig overbevise, med mindre det drejer sig om mennesker, der naivt er faldet for nogle af de tricks, som Ahlstrand beskriver. Drejer det sig om mennesker, der insisterer på at tro, vil der (som altid) næppe være den store effekt, men læsning af Ahlstrand vil gøre det lidt sværere at være ‘alternativt begavet’, hvilket er en flot præstation.
***
May the Force be with You! – et studie i alternative energier
I Ib Lundgaard Rasmussens artikel May the Force be with You! – et studie i alternative energier drejer det sig om den anvendelse af energibegrebet – eller skulle man hellere sige: -ordet – som finder sted i new age. Artiklen har mange herlige eksempler på de alternatives forkvaklede argumentation fx omkring deres selvmodsigende resultater. Når flere jordstråleopmålere modsiger hinanden, er løsningen således: "Det er ikke noget problem – vi sender altid kun én." Jeg finder til gengæld artiklen mere tvivlsom, når den med grundig (naturvidenskabelig) argumentation redegør for, hvorfor fx en QiGong-mesters ‘energioverførsel’ ikke kan lade sig gøre i naturvidenskabelig forstand. De alternative vil jo insistere på, at det ikke drejer sig om den form for energi, som kan omregnes i kilokalorier, hvilket kun vil sige: Når man som Ib Lundgaard Rasmussen (og undertegnede) ved (for mit vedkommende: sådan ca.), hvad energi er i naturvidenskabelig forstand og at det er den eneste energi, der for alvor kan ‘overføres’, så giver eksemplet naturligvis mening, men for mennesker, der ikke tænker naturvidenskabeligt, men snarere opfatter ordets betydning på samme måde som i sætningen: "Hun var fuld af energi!", vil den naturvidenskabelige redegørelse være meningsløs. ILR ville vel heller ikke i forbindelse med denne sætning give sig til at måle hendes temperatur! Jeg tør slet ikke tænke på de indvendinger, som en mediciner ville kunne komme med, hvis nogen hævdede, at hun desuden også havde "et smittende humør"! Artiklen har flere eksempler på denne meget bastante måde at konfrontere en betydning af et ord hos de alternative med det tilsvarende ords naturvidenskabelige betydning (således også "plasma" eller "information", der behandles som binær kode!), men han leverer heldigvis så mange eksempler på en kritik af de alternative (bl.a. QiGong-mesteren), som også disse ville kunne forstå (omend næppe bifalde!), at den udgør et overbevisende alternativ til de alternatives pseudovidenskabelige verdensbillede.
Facit: Kan varmt anbefales til alle skeptikere og esoterikere. Til de sidstnævnte dog gerne med en anbefaling om at læse let henover en del af hardcore naturvidenskaben, så de kan koncentrere sig om de (mange!) argumenter, der rammer for alvor.
***
Astrologi – vildfarelse eller videnskab?
Trods titlen undgår ILRs kollega ud i det naturvidenskabelige, Mogens Winther, i sin artikel Astrologi – vildfarelse eller videnskab? at konfrontere astrologien med naturvidenskaben. Vi får ikke at vide, hvad stjerner eller planeter er. Astronomien bruges med andre ord ikke som en videnskabelig facitliste, som astrologien så kritiseres for ikke at leve op til. Pointen er en undersøgelse af, hvad astrologien er, i stedet for en påpegning af, hvad astrologien ikke er. Den undersøges og kritiseres så at sige på sine egne præmisser, og her er der også nok at tage fat på. Mogens Winther kommer med eksempler på de forskellige astrologiske retningers indbyrdes uenighed – der er så svær at løse, fordi den ikke er et resultat af videnskabelig ræsonnement – og på deres forklaringer, når forsøget på en pseudovidenskabelig retfærdiggørelse må opgives: "Men den bedste forklaring er vel egentlig nok, at stjernetegnene virker trods det, at de altså er fiktive."
Min eneste indvending gælder ikke artiklens indhold, men dens placering: Hvorfor anbringe den i afsnittet om Alternativ
terapi
??!
Facit: Over 27 sider (med adskillige illustrationer!) leverer Mogens Winther en grundig analyse af astrologien, som burde være et must for enhver astrolog og horoskoplæser – og derfor aldrig bliver det! For skeptikere er det imidlertid en nyttig artikel: Dens argumenter er umiddelbart anvendelige i snart sagt enhver astrologidiskussion, der bør munde ud i en anbefaling af læsning af hele artiklen.
***
Alternativ medicin – ulykkelig kærlighed til videnskab?
Ole Hartling skriver om Alternativ medicin – ulykkelig kærlighed til videnskab?, herunder først og fremmest om homøopatien, der har gjort så meget for at blive naturvidenskabeligt accepteret, at den dermed også er mere sårbar over for den naturvidenskabelige tilbagevisning, som artiklen giver adskillige eksempler på, ligesom den redegør for forskningsresultater omkring homøopatiske behandlinger og giver eksempler på den "New Age techno-babble", som denne alternative terapiform betjener sig af.
Facit: Bør læses af alle, som bruger penge på homøopatiske behandlinger og produkter – helst allerede før de overvejer at gå i gang. Jeg har allerede sendt en kopi til en af mine homøopatisk interesserede venner.
***
Akupunktur og Zoneterapi
I en tilsvarende artikel bliver Akupunktur og Zoneterapi, historisk og i nyere tid, behandlet af Leif Hagerup, hvis baggrund ligesom Ole Hartlings er den medicinske videnskab. Som Hartling leverer også Leif Hagerup en sober, videnskabelig – men ikke særlig sprælsk – gennemgang af de to beslægtede alternative terapiformer. Når han først citerer en zoneterapeutisk teoretiker: "Det er naturens hensigt, at vi skulle gå, bøje og dreje vore fødder og af og til også løbe for at opretholde en frisk blodforsyning med den normale cirkulation strømmende gennem hver eneste bitte led og hver en nervespids." og derefter med sin tørre humor tilføjer: "Det er uklart, hvordan blodet løber videre fra nervespidsen.", kan man komme i tvivl om, hvorvidt han er klar over, at han ikke skriver for fagkollegaer, men for lægfolk, måske oven i købet for lægfolk, der kunne finde på at hoppe på zoneterapiens tilbud og derfor kunne tænkes at have brug for yderligere forklaringer. Tilsvarende når han meget en passant indleder kommentaren til et længere citat på følgende vis: "Foruden en barok opfattelse af menneskets anatomi og fysiologi peger udtalelserne på …" Det ville ikke skade at gøre direkte opmærksom på, hvori det barokke består!
Facit: Bør læses af enhver skeptiker, der – som jeg selv – på et tidspunkt har spurgt sig selv, om der mon ikke var noget om det dér med nålene og fodmassagen. Men det er ikke den ‘agitatoriske’ artikel, som jeg uden videre overvejelser ville sende til en hvilken som helst zoneterapeut-kunde uden en vis indsigt i "anatomi og fysiologi" .
***
Hvad er virkeligheden i virkeligheden?
Per Borgaards artikel Hvad er virkeligheden i virkeligheden? er noget så forfriskende som en artikel, der gør op med den holdning, som grundlæggeren af scientology, L. Ron Hubbard, citeres for: "Det er sandt, når det er sandt for dig." Med udgangspunkt i sit eget interview med en dødsmærket, kræftsyg kvinde, der fortæller om sine oplevelser med alternative og psykologiske terapier og "selvhjælpscentre" , kritiserer han bl.a. pressens følgagtighed, når de alternative behandles, og han når frem til følgende kritik af Hubbard-citatet: "Men månen bliver ikke en kosmisk ost, fordi jeg tror det. Der kommer ikke ædle venusianske mestre til Jorden i ufoer, fordi jeg gerne ville træffe sådan en. Og grøn fluesvamp bliver ikke sund kost, fordi indvandrere fra Sydasien fuldt og fast tror, at de er lækre spisesvampe ligesom de grønne spisesvampe i deres fjerne fødeland."
Facit: Per Borgaards artikel kan anbefales til alle, der mener, at det ondeste, man kan gøre ved nogen, er at fortælle dem, at de tager fejl. Somme tider er det det yderste, man kan præstere i næstekærlighed og respekt for sine medmennesker. Man løber en risiko: Det er ikke den bedste måde at gøre sig populær på, men man forbliver tro over for både sig selv og dem, der kritiseres. Andre af bogens bidragydere kunne lære noget om den respekt, som man yder de kritiserede, til forskel fra den arrogance og nedladenhed, der ligger i at lade folk forblive i deres vildfarelse, mens man glæder sig over sin egen tolerance …
***
Dommedagskuller
I sin artikel Dommedagskuller redegør Anders Eyvind Nielsen for den brug af Bibelen, som kristne sekter har gjort gennem de sidste par hundrede år, når de har taget nogle af dens utallige dommedagsprofetier alvorligt og på forskellig vis gjort skade primært på sig selv i forventning om, at ‘The End Is Nigh’. Det er ganske interessant læsning; AEN kommer rundt om både adventistsamfundet, Waco og brugen af dommedagsprofeti og -retorik i Reagan-administrationen og "New Christian Right".
For en skeptiker skæmmes denne gennemgang desværre undertiden af hans forudindtagethed, der først og fremmest viser sig, når han vil forklare diverse sekteriske og fundamentalistiske kristne bevægelser som afvigelser fra den rette læsning af Bibelen, inklusive henvisninger til de rigtige bibelcitater og -udlægninger.
Man kommer på lidt af en opgave, når man gør det til sit primære ærinde at friholde Bibelen fra enhver skyld i de læsninger, som dommedagsprofeterne har foretaget. Dette gælder også AENs forsvar af ‘The Good Book’, som er blevet "udnyttet og misbrugt", "som spekulative kræfter også fremover vil forstå at udnytte", og som via " en fejlagtig engelsk oversættelse" af ét afsnit og "en spekulativ inddragelse" af et andet er endt med at blive til det "miskmask", som inspirerede folkene bag Waco-tragedien, der "er gået til den bibelske dommedagstekst med en fejlagtig forventning om, at sådanne teksters mening er at give information – vel at mærke under dække af symboler og koder – om langt senere læseres nutid og fremtid."
Nuvel, selv har jeg også svært ved at opfatte følgende citat på anden måde end som dommedagsprofteti eller -trussel: "Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er."
Hvis jeg troede på den slags, som man finder i hellige skrifter, ville jeg i hvert fald blive skræmt fra den smule vid og sans, som jeg eventuelt stadig havde tilbage. Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men ovenpå sådan en profeti ville jeg i hvert fald have forbandet vanskeligt ved at lægge ansigtet i de tvangsoptimistiske folder, som synes at kendetegne så mange moderne kristne. Her bliver jeg dog belært om noget andet af A. E. Nielsen, som under henvisning til Amos N. Wilder mener, at Bibelens "ellers ret så dystre dommedagsbilleder", "tværtimod (har) til formål at motivere og inspirere læseren til håb og udholdenhed midt i en verden på godt og ondt."
Den mere indlysende sammenhæng mellem "dystre dommedagsbilleder" på den ene side og "udholdenhed" på den anden er snarere den gode gamle trusselspædagogik: Man truer med dommedag og alle helvedes kvaler, så udholdenheden i den jordiske jammerdal på en eller anden måde kommer til at virke fornuftig: Opfør dig ordentligt, affind dig med din lod, ellers falder hammeren ved dommedag, hvorefter det vil gå dig endnu værre i det hinsides! Det kan man så opfatte som ‘motivation’ eller ‘inspiration’ eller ‘forhåbningsfuldt’. Gement er det under alle omstændigheder!
Ak ja, Herrens veje ere uransagelige, i hvert fald for undertegnede, der – skønt professionel tekstlæser – på dette tidspunkt virkelig ikke fatter en lyd af det hele!
Lettere bliver det heller ikke, når AEN et par gange erklærer, at "Apostlenes Gerninger" angiveligt skulle kunne tjene som belæg for, at det slet ikke er i overensstemmelse med hans bibel at lave dommedagssekter, eftersom Jesus Christ Himself angiveligt advarede apostlene mod det – oven i købet "markant" og "på sund skeptisk vis". Det var vitterligt noget, der kom ikke så lidt bag på mig, da jeg ellers synes, at dommedagsprofeterne plejer at virke rimeligt bibelstærke.
Dette mirakel måtte jeg simpelthen bare se med mine egne øjne! A. E. Nielsen citerer kun en halv sætning, hvilket virker lidt fattigt, når man tænker på, hvor mange citater dommedagsprofeterne plejer at kunne diske op med, men når nu bibelcitater har den fordel, at de næsten altid forsynes med liniehenvisninger, er det let at få syn for sagn: "Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer …", citerer AEN som bevis på Jesu markant sunde skepsis, og selv om jeg er døbt katolsk, har gået i baptistisk søndagsskole og er folkekirkekonfirmeret, er jeg alligevel ikke så stærk i hverken troen eller Bibelen, at jeg ikke var nødt til at slå det efter for at finde ud af, om det ikke bare drejede sig om et lidt anakronistisk forbud mod at gå med armbåndsur!
Inklusive lidt af sammenhængen tager det sig ud som følger:
"Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige." (OK, det ville også have været bevis nok for mig! Dér ville min skepsis helt klart høre op. Jeg ville hverken insistere på obduktion eller røntgenbilleder!) "Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – ‘Om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.’ Mens de nu var sammen, spurgte de ham: ‘Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?’ Han svarede: ‘Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.’
Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky (?!) tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem." (Apostlenes Gerninger 1, 3-11)
Som så mange andre guruer kan Jesus altså ikke engang give et præcist svar, når han bliver bedt om det i et anliggende, som han har givet løfter om og som ligger hans apostle ret meget på sinde. I stedet henviser han – også helt i overensstemmelse med guruernes erhvervsetik – til, at højere magter styrer.
Dette er m.a.o. et ret pauvert argument for ikke at hoppe på de mange dommedagsprofetier i Bibelen: Jeg ville for eksempel aldrig selv have kunnet kigge David Koresh, den kristne guru i Waco, i øjnene og påstå, at han ikke havde fået "kraft" eller at "Helligånden" ikke var kommet over ham! I de optagelser, som jeg har set af manden, så det for mig helt klart ud, som om Helligånden var kommet over ham – og også i den grad! Jeg ville have kunnet gøre det bagefter, da det var ret klart, at han ikke genopstod, men så var lejligheden jo lissom forpasset, ikke?
Desuden tror jeg, at mine udtalte tilbøjeligheder i retning af det antiautoritære ville have fået mig til at protestere voldsomt mod Jesu uforskammede autoritære facon: ‘Det er ikke jeres sag, det tilkommer ikke jer at vide noget om det her, det er noget Herren har bestemt!’ Hvilke tanker jeg skal gøre mig om verden, er et spørgsmål, jeg nok selv skal afgøre, tak de herrer! Men det er nok også derfor at jeg heller aldrig er blevet apostel …
Tilbage bliver, at bibelcitater er ret tvivlsomme som middel til at bringe dommedagsprofeter og deres tilhængere på bedre tanker. Den indbyggede modsigelse i dette projekt er først og fremmest, at man dermed undlader at kritisere deres grundlæggende fejl, troen, altså det at henvende sig til de hellige skrifter for at få noget at vide om noget som helst. Dette projekt kritiseres ikke, men bekræftes kun, når man går i gang med at lede efter alternative udlægninger – og dermed alternative citater – for at ‘bevise’, at fanatikerne tager fejl. De tog allerede fejl, da de henvendte sig til deres bibel som andet end en samling gamle historier i fantasy-genren! Og det kan som sagt heller ikke benægtes, at de dommedagsinteresserede finder en hel del flere citater til støtte for deres sag end mere moderate troende, der af den ene eller den anden grund ønsker at forsone deres tro med lidt rationalisme. At begge parter under alle omstændigheder er henvist til at fortolke hvilke dele af Bibelen, der skal tages for påbud og pålydende, og hvilke, der kun "vil give os en oplevelse", gør heller ikke sagen bedre.
Man kan have mere eller mindre sympati for en af de to parter i denne strid, men at vælge side i striden er ensbetydende med at beslutte sig for, hvem der er den mest ret troende inden for den kristne sekterisme.
Facit: Artiklen er langt fra uinteressant for dem, der interesserer sig for dommedagskulter eller for den kristne kritik af samme. Jeg ville dog næppe selv give den til et menneske, som var på vej ind i en kult eller lignende, da jeg simpelthen ikke mener, at dens argument om, at noget sådant er dumt, fordi Jesus har sagt det, holder stik – hverken på den ene eller den anden måde!
***
Tro, Ritualer og Åndelighed i det næste århundrede
Thor A. Bak, der skriver om Tro, Ritualer og Åndelighed i det næste århundrede, hører til dem, der er i stand til at skelne mellem "meningsfyldt" og "videnskabelig", og derfor også mellem religiøse udsagn og virkeligheden: "Om sådanne udsagn kan man ingen fornuftig mening have. Hvis man skal opretholde ideen om Guds eksistens, må man derfor gøre vold på sproget. Man må acceptere sætninger, som er meningsløse." Jeg gider ikke engang for alvor at gå ind og ordkløve og påpege, at Bak dermed faktisk har en fornuftig mening om religionen, eller at de meningsløse sætninger er meningsfulde for de religiøse, sådan som han selv udtrykker det andetsteds. Til gengæld er jeg utryg ved den naturvidenskabelige reduktionisme, som han udtrykker fx i forhold til tvangsneuroser: "Man må som sagt formode, at denne opførsel dæmper en angst eller letter andre ubehagelige følelser, men det er naturligvis (?) ganske uklart, hvad mekanismen er. Med mekanismen mener jeg her en naturvidenskabelig forklaring, gerne på molekylært niveau." Det burde ikke være nødvendigt at gøre et naturvidenskabeligt skolet menneske som Thor A. Bak opmærksom på, at man skal vare sig for at udbede sig forklaringer på uklare fænomener "på molekylært niveau", eftersom man dermed allerede er i gang med at diktere resultatet (eller i det mindste fastlægge, hvordan man kunne ønske, at det tager sig ud). I det hele taget virker dette bidrag ikke særlig inspireret, betragtningerne om alt det "nymodens" kommer lidt hulter til bulter, og som skeptiker kan man højst glæde sig over den gode vilje, der er til stede, men ikke rigtig over gennemførelsen. Thor A. Bak har tydeligvis ikke brændt efter at komme til at skrive sit indlæg, og det burde måske også have fået redaktionen til at overveje, om det var værd at bringe – på trods af (eller måske netop på grund af?) forfatterens øvrige fortjenester.
Facit: Hvis man forventer guldkorn om tro, ritualer og åndelighed i det næste århundrede, så er denne artikel ikke det bedste udgangspunkt, men her skulle man være dækket rigeligt ind af resten af bogen. Hvis man primært kunne tænke sig at vide, hvilke tanker specielt Thor A. Bak går rundt og gør sig om dette emne i dag, er artiklen mere givtig.
***
"Randy was forever telling people, without rancor, that they were full of shit. That was the only way to get anything done in hacking. No one took it personally.
Charlene’s crowd most definitely did take it personally. It wasn’t being told that they were wrong that offended them, though – it was the underlying assumption that a person could be right or wrong about anything ."
Neal Stephenson, Cryptonomicon, 1999
Kan det overnaturlige eksistere uden at findes?
Mikael Rothstein, som bidrager med artiklen Kan det overnaturlige eksistere uden at findes?, er religionshistoriker. Som sådan har han et problem. Som forsker på det ånds- og samfundsvidenskabelige område må han på den ene side opføre sig som videnskabsmand og forholde sig til sit emne som objekt. At være religionshistoriker er noget andet end at være folkekirkepræst, jesuitermunk eller gurudyrker. Som religions historiker skal man undersøge og forske i sin genstand, religionen, hvilket umiddelbart er noget ganske andet end at dyrke den. Det kan i første omgang synes ganske uproblematisk og er det da også: Man sætter sig til skrivebordet og læser skrifterne, undersøger, hvad de står for, og finder ud af, hvem de appellerer til og hvorfor. Eller man laver studier i marken, interviewer danske folkekirkegængere, grønlandske åndemanere, cubanske yoruba-tilbedere og amerikanske UFO abductees, og ser, hvordan de har udviklet sig gennem tiderne: religions historiker ! Så vil man formodentlig opdage et og andet om, hvorfor folk vælger at tro og hvad de forventer sig af medlemsskabet af diverse menigheder. Måske vil det til og med kunne resultere i en kritik af de mennesker, der søger denne ‘det vansmægtende kreaturs trøst’, og dermed (i det mindste indirekte) i en opfordring til samme mennesker om at tage sig sammen, tage deres skæbne i deres egne hænder i stedet for at hengive sig til illusionerne og søge en mening med hele suppedasen i det hinsides! Mikael Rothstein har ingen videnskabelige indvendinger mod et sådant yderst fornuftigt projekt, men er lidet begejstret for de praktiske konsekvenser:
"Hvis (!) nu religionshistorikeren gik gennem-rationalistisk til værks, så (!!) måtte opgaven være at afsløre religionerne som absurde, og religiøse mennesker som naive, dumme, løgnagtige eller selvbedrageriske. Alle religiøse ledere ville blive til charlataner eller forvildede stakler, enhver religiøs forestilling til en løgn eller en misforståelse og enhver hellig eller kraftfuld (?!) genstand til en ligegyldig dims."
Man kan være lettere uenig i detaljerne i hans opfattelse af, hvad en "gennem-rationalistisk" behandling af hans forskningsgenstand indebærer, men at paven og andre mullaher er selvforblændede, at religiøse mennesker er nødt til at bedrage sig selv og at en splint af Jesu kors i realiteten (til forskel fra den kristnes vrangforestillinger) er en ligegyldig dims, vil jeg være den sidste til at bestride. Når MR er mindre villig end jeg til at gå ind på sin egen hypotese, så skyldes det da heller ikke, at denne opfattelse er forkert. Det skyldes derimod de følger, som den efter MRs mening ville have – ikke mindst for MR:
"Når alt kommer til alt ville det betyde, at religionshistorikeren demonterede sit eget objekt."
Og ligesom en fagastrolog, der ville blive ret så brødløs, hvis han lod ønsketænkningen bag sig og gik til værket med ratio, lader heller ikke MR sig overbevise af sit eget rationalistiske tankeeksperiment, men finder på en løsning, der kan forsone hans stilling som forsker (og dermed implicit rationalist) med objektet for hans forskning, den irrationelle religion: "Der er dog en udvej, som hverken føjer religionerne eller giver køb på rationaliteten." Dette er ganske vist en selvmodsigelse og har derfor visse konsekvenser: Rationalismen holder op med at være rationel, når MR abstraherer fra det irrationelle som objekt: Religionen behandles ikke som det, den er, som religion, men derimod som alt muligt andet:
"Religionshistorikeren studerer nok så meget forestillinger eller ideer, d.v.s. kultur i skikkelse af tanker, forestillinger og begrebsdannelser" eller fx "en fortælling, hvis hensigt det er, at fremføre et bestemt (til forskel fra ubestemt??!) budskab, en bestemt (ditto!) idé."
Tag nu bare ham Jesus, ikke? Selvom de ukristelige skeptikere kommer her med deres naturlove og påstår, at man ikke kan gå på vandet, så holder budskabet alligevel vand: Han var jo Jesus, for fanden! Skulle det virkelig være så vanskeligt at forstå?!
"Eller sagt på en anden måde: Hvis (!) man kan acceptere kristendommens grundlæggende forestillinger, så (!) kan de enkelte elementer også blive meningsfulde."
Det, der er fundamentalt galt med jer skeptikere, er med andre ord, sagt på en tredje måde, at I ikke er religiøse eller i det mindste betragter religionen med den religiøses øjne, hvilket er den eneste måde, som man kan få religionen til at give mening på. Gjorde I bare det, så var problemet løst!
Nu ville MR imidlertid ikke være en moderne religionshistoriker, hvis han slet og ret stillede sig på kristendommens standpunkt og tordnede mod alle de alternativt (u)gudelige. For at gøre det helt klart, hvad han mener, skal man også betragte alle de andre esoteriske svindlere med proselytternes briller. For Uri Gellers vedkommende er det jo et bornert standpunkt, når James Randi og andre skeptikere insisterer på at afsløre teske-ekvilibristens clairvoyance som rent fup. Dette demonstrerer MR med en variant over sin helt egen hvis-så-ekvilibrisme:
"For mennesker som accepterer at clairvoyance faktisk findes, eller for mennesker som anser det for rimeligt at mennesker kommunikerer med rumvæsner, stiller sagen sig anderledes. For dem er det ikke umiddelbart indlysende, at det Geller påstår kan anfægtes."
Eller med andre ord: Når Randi og vi andre skeptikere er kede af det faktum, at der er en horde af godtroende mennesker, der er mere end villige til at hoppe på de værste plattenslageres numre, så konfronterer Rothstein os med samme faktum som argument for, at vi tager fejl! Gellers tryllekunster skal slet ikke "forklares naturvidenskabeligt og rationalistisk." Hvis man tror, så tror man, og hvis man tror, så giver troen mening, og hvis man tror noget andet, så er det, uanset hvor gode argumenter man kan føre i felten, fordi man mangler religionshistorikerens tro på, at forskning er det samme som udtalt tolerance og særlig indfølingsevne!
Jo flere vrangforestillinger der er, desto mere mening giver de, og desto mere absurde bliver derfor, ikke vrangforestillingerne, men deres kritikere :
"Der findes en enorm UFO-litteratur, utallige UFO-grupper, en lang række deciderede UFO-religioner og millionvis af mennesker som har begrebet UFO eller "flyvende tallerken" som en del af deres sproglige og kulturelle bagage. Det er derfor (!!) absurd at afvise UFO-motivets betydning på et rationalistisk grundlag. Omvendt må vi sige, at det udmærket kan være rationelt at forestille sig at UFOer i betydningen rumskibe fra andre verdener er en realitet."
Det har UFO-folket det nemlig bedst med, så lad os for Guds skyld ikke være smålige, men straks glemme, at skeptikerne ikke har for vane "at afvise UFO- motivets (!) betydning (!)", men derimod plejer at komme med rationelle forklaringer på de eventuelle synsbedrag og astronomiske eller atmosfæriske fænomener, som mere eller mindre troende forveksler med venusianske autocampere. MR er i hvert fald tilfreds med at have kritiseret skeptikernes new age-kritik. UFO-folket har det godt, de har det faktisk himmelsk, og MR "konstaterer, at langt de fleste mennesker i denne verden faktisk orienterer sig ud fra forestillinger om ting der ikke findes i objektiv, naturvidenskabelig forstand, og at de trives fint med det."
Og er enhver trods alt ikke sin egen lykkes smed? Lever vi måske ikke i et demokrati?
"At mennesker tror på irrationelle ting, og handler i overensstemmelse hermed bør ikke være et problem i sig selv. I hvert fald er det det ikke for religionshistorikeren som ved, at det naturvidenskabeligt orienterede, sekulære, rationelle menneske er en sjælden – og måske meget midlertidig – størrelse."
Som sådan en slags kulturens udryddelsestruede næsehorn tilkommer det os derfor heller ikke at rende rundt og tro, at vi bør kritisere indbyggerne i den bedste af alle verdener, den illusionære uvidenheds!
Og da de troende, som allerede nævnt, først og fremmest tror, tror MR fuldt og fast, at troen er "meningsfuld", og det tilkommer hverken en skeptiker eller nogen anden at afvise det "objektivt sande" i religiøse vrangforestillinger og andre UFOer: "Det handler nemlig slet ikke om UFOer og den slags, men om menneskers behov for at skabe kategorier, skabe mening og indhold i deres liv."
Faktisk er religionerne så pisselækre, at vi allesammen burde give os dem i vold. De "stimulerer os i kreativ retning" og er "meningsfulde fordi de skabes, bruges og tolkes af mennesker" (til forskel fra de ukreative hamstere, der ikke har designet endsige tolket en ny religion i mands minde, men i lighed med A-bomber, udryddelseslejre og ritualmord), hvorfor religionsforskeren i de afsluttende linier kan foretage den endegyldige abstraktion fra sit forskningsobjekt, religionen, kaste sig over et nyt mysterium og "gøre mennesket (!) til det som iagttages": "Alle de ting man som skeptiker kan (!) vende sig imod er skabt af mennesker, og uden mennesker ville de ikke eksistere. Det er derfor menneskets fantasi og kreativitet, der er det egentlige mysterium."
Man kender det i forvejen fra anden humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning, i studier fra holocaust til hooligans, hvor man endegyldigt tager afsked med sin forskningsgenstand, nazister eller fodboldbøller, for i stedet at hellige sig det langt mere spændende spørgsmål: Hvordan får mennesker sig selv til at gøre den slags?
MRs ærinde er dog ikke at fordømme, men derimod at forherlige sin forskningsgenstand. Da kritik af religion derfor også må være en lettere absurd, irrationel nykke hos intolerante skeptikere, hvis "sammenslutninger blot er én type" blandt de "interesseorganisationer" , som "ethvert demokratisk (!) samfund er fyldt med", vil han også meget hellere blive positiv og pege på sin egen favorit, nemlig "New Age-forfatter Rauni-Leena Luukanens bøger", "hvis positivt ladede UFO-mytologi" er "et stort frelsesprojekt som hviler på optimisme og fremskridtstro", et "funktionelt religiøst system", der er "inspirationskilde for mange mennesker".
Hvis der er nogen, der synes, at de har tid, burde de gøre sig den anstrengelse at læse lidt Luukanen og sende MR deres kritik. Selv orker jeg det ikke rigtigt. Jeg tror nemlig helt ind i min sjæls inderste kammer, at hun under alle omstændigheder skaber mening og indhold i hans liv!
Og så sgu da fanden sidde her og lave gold og kedelig videnskabskritik. Venner, jeg er den, der er skredet! Vi ses hinsidan!
PS Efter gennemlæsning af ovenstående slår det mig, at jeg måske skal prøve at tydeliggøre, hvad jeg mener, når jeg skriver, at "MR abstraherer fra det irrationelle som objekt", altså hvad jeg mener med min kritik af de abstraktioner, som MR foretager fra sin forskningsgenstand, de religiøse forestillinger:
Det er muligt og i princippet helt igennem rationelt at abstrahere fra religionen og betragte den som en form for tanker, forestillinger, begrebsdannelse eller fortælling, på samme måde som det i naturvidenskaben er muligt at abstrahere fra et konkret, fysisk objekt og betragte det som repræsentant for masse , eller at se bort fra rotters differentia specifika og anskue dem som pattedyr. De bestemmelser, der tilkommer abstraktionen, vil, hvis det ikke drejer sig om en falsk abstraktion, også være gældende for den genstand, der abstraheres fra.
Problemet er imidlertid, at man på den måde ikke har fået bestemt det særlige ved den specifikke genstand, men derimod har set bort fra samme. Det vil fx ikke være regulært forkert, når man når frem til, at rotter er varmblodede, dier og føder levende unger, men man har på den anden side dermed også kun forklaret pattedyr, og ikke, hvad der kendetegner rotter til forskel fra katte, hunde, kvæg og primater. Jeg ville derfor også føle mig ret utryg, hvis jeg vidste, at den skadedyrsbekæmper, som jeg fik besøg af, rendte rundt med ovenstående beskrivelse af rotter i mappen ….
Ved hele tiden at abstrahere fra de ting, som han har med at gøre, lykkes det MR at fjerne enhver forskel mellem fx skeptikere og scientologer ("interesseorganisationer", "sammenslutninger", "bestemte ideologier") , mellem telepater, antisemitter, filatelister og naturvidenskabsfolk ("mennesker", "behov for at skabe kategorier"), mellem videnskab, religion og nyligt afdøde Barbara Cartland ("tanker", "begrebsdannelse", "fortælling") .
Det samme gør sig gældende, når "UFO-bortførelser" "bedst forstås som (!) en indvielse til et særligt fællesskab: Den der kidnappes får ny status, forstår sig selv på en ny måde, og ser alting i et nyt perspektiv" . Hvis man ser bort fra ordet "kidnappes", er det så noget, der kendetegner de ‘UFO-bortførte’ i deres egenskab af ‘UFO-bortførte’, eller ville det ikke tilsvarende kunne beskrive en nyudnævnt minister uafhængigt af partifarve, en HA-prospect, en nyklækket ph.d.’er i astrofysik, en fyr, der tror at han er Napoleon, et hold nye elever i 1.G, eller en person, der opdager eksistensen a f www.skeptica.dk eller www.randi.org efter længe at have ærgret sig over den udbredte overtro?
Man kan heller ikke bestride, at "forestillingen om at have været i kløerne på rumvæsner har en synlig social konsekvens som er meningsfuld for dem der har den", men "en synlig social konsekvens som er meningsfuld for dem der har den" ville sandsynligvis også karakterisere de fleste eller alle de netop anførte eksempler. MR bestemmer m.a.o. det særlige, det, som kendetegner UFO-nauterne, ved at se bort fra det! Og selvfølgelig er vrang forestillinger da også forestillinger – det ligger allerede i ordet! – men pointen er, at de er andet og mere end det! På samme måde, som nazister er andet og mere end mennesker, nemlig en helt bestemt slags mennesker med egenskaber, som er særegne for dem, ikke som mennesker, men som nazister.
Og gu’ ser UFO-idioterne sig selv "i et nyt perspektiv" : De bilder sig jo ind, at de er blevet bortført af E.T., for fanden! "Der er derfor ingen tvingende (!) grund til at argumentere mod de mennesker, som tror at de har været bortført," siger MR, eftersom de tydeligvis får fuld fornøjelse af deres vrangforestillinger. Det samme ville man kunne sige om psykiatripatienter med indbildte overnaturlige kræfter (efter sigende en ikke helt lille gruppe) eller selvmorderne i UFO-kulten Heaven’s Gate, hvor man på CNN kunne se de efterladte familiemedlemmer trøste sig med, at deres død i det mindste havde været meningsfuld for dem! De sindssyge falder godt nok samfundet til byrde, og derfor ville MR måske også mene, at det er at gå over stregen i forsøget på at få mening med galskaben, men på den anden side: Hvorfor diskriminere de totalt rablende, når nu det er meningsfuldt for dem ?
PPS Er det nødvendigt at påpege, at den samme måde at abstrahere på, som er princippet hele vejen igennem MRs artikel, også er den måde, som esoterikerne argumenterer på, når de ønsker at sidestille sig selv med videnskaben?
Hvis jeg personligt skulle vælge mellem Uri Geller og Mikael Rothstein, så ville jeg dog nok til hver en tid foretrække Geller! Rothsteins tricks trodser ganske vist også enhver logik, men Geller kan sgu da i det mindste trylle!
PPPS Til jer, der færdes i naturvidenskaben, hvor forskningsresultater kan testes og efterprøves: Mange af jer spekulerer over, hvordan man inden for de såkaldt "bløde videnskaber" kan afgøre, om noget er rigtigt eller forkert.
Svaret er: Sådan!
Det stemmer ganske vist ikke overens med kravet om pluralisme, men når man kan undvære det inden for naturvidenskaberne, så ville det måske også være en idé at afskaffe det inden for humaniora…
Personligt ville jeg nødig sætte mig op i et fly designet af en pluralistisk aerodynamiker, uanset hvor meningsfuldt det var for ham! Hvad en pluralistisk religionshistoriker når frem til, har I lige været konfronteret med!
Og for dem, der stadig er lidt ilde berørt: Når jeg kritiserer Mikael Rothsteins artikel for at være falsk (ånds)videnskab, så udsætter jeg ham dermed hverken for vold eller tvang . Argumenter er argumenter, tvang er tvang. Ligesom de overtroiske har han sin umistelige ret til at tro på det, som er meningsfuldt for ham. Og den hverken kan eller ønsker jeg at fratage ham! Jeg ville forfærdeligt gerne overbevise ham, men uanset hvor gode mine argumenter er, er jeg klar over, at jeg under alle omstændigheder støder på hans vilje som den vigtigste forudsætning for et sådant projekt.
PPPPS Og jo! Det er i allerhøjeste grad meningsfuldt for mig! Om det ligefrem skaber indhold i mit liv, er mere tvivlsomt. Det er et indhold, som jeg ikke har et inderligt behov for at få opfyldt!
Facit: Rothstein er vand på de troendes mølle, og jeg ville derfor aldrig anbefale ham til en new ager. Til gengæld bør enhver skeptiker læse hans artikel for at se et eksempel på, hvor dumt man er nødt til at argumentere for at kunne sætte lighedstegn mellem tro og viden. Akademiske titler og udmærkelser borger langt fra altid for kvalitet – og slet ikke inden for humaniora!
[*]
Debat
Deltag i debatten om dette emne på Facebook.
Deltag her.
Seneste kommentarer