Astrologi er ikke videnskab

af Curt Roslund, oversat af Jens Laigaard.

I de seneste år har interessen for astrologi oplevet noget af en renæssance. Udførlige horoskoper er blevet et almindeligt indslag i vore ugeblade, opsigtsvækkende astrologiske forudsigelser får stor plads i massemedierne og kendte astrologer kan uimodsagt udbrede sig i radio og tv. Astrologien er, hvad enten vi kan lide det eller ej, blevet en del af vor intellektuelle hverdag. De fleste mennesker ved, hvilket stjernetegn de og deres nærmeste bekendte er født i. Mange tror helt alvorligt på, at stjernerne har afgørende indflydelse på deres handlinger. Det er almindelig kendt, at når USAs tidligere præsident Ronald Reagan skulle holde vigtige taler eller møder, blev tidspunktet fastlagt i samråd med en kendt astrolog i San Francisco. Der findes seriøse psykologer, som anbefaler brug af astrologi ved f.eks. ansættelsessamtaler, erhvervsrådgivning og inden for fængselsvæsenet. Repræsentanter for new age-bevægelsen ser astrologi som et redskab, der kan hjælpe det nye menneske til at frigøre sine iboende kræfter og løse de problemer, menneskeheden i dag står over for.

Er astrologien virkelig så betydningsfuld, som astrologerne hævder og massemedierne fortæller os? Er astrologien så pålidelig, at den kan anvendes til praktiske formål, sådan som nogle har foreslået? Er det sandt, hvad mange astrologer gerne vil give udseende af, nemlig at astrologi er en gammel visdom, som nu er blevet endeligt bekræftet gennem moderne videnskab?

Horoskopet

Lad os begynde med at se på, hvordan astrologerne arbejder. Deres forudsigelser tager udgangspunkt i solens, månens og planeternes stilling på himlen ved en persons fødsel. Derfor benytter de sig af et hjælpemiddel, som de kalder et fødselshoroskop, og som i grunden ikke er andet end en skematisk beskrivelse af, hvor på himlen disse himmellegemer befandt sig i fødselsøjeblikket. Opstillingen af horoskopet lettes i væsentlig grad af, at solen, månen og planeterne kun kan bevæge sig inden for et smalt bånd på stjernehimlen. Astrologerne kalder dette bånd for dyrekredsen og inddeler stjernerne langs det i tolv lige store stjernetegn: Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, øven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene.

På et år foretager solen et fuldt omløb gennem dyrekredsen. Den træder ind i Vædderen hvert år ved jævndøgn omkring den 21. marts og tilbringer derefter en måned i hvert tegn. Månen flytter sig meget hurtigere. Den passerer gennem alle tegnene på en måned, men der findes ingen enkel regel for, hvor den befinder sig på et givet tidspunkt. Planeternes bevægelser er endnu vanskeligere at overskue.

Astrologerne nøjes ikke med at dele dyrekredsen ind i stjernetegn. De deler den desuden ind i tolv såkaldte huse, som i modsætning til tegnene ikke behøver være lige lange. Husene har ikke navne, men nummereres fra et til tolv mod solens retning, begyndende i det punkt i øst hvor dyrekredsen skærer horisonten. De første seks huse befinder sig altid under horisonten og de sidste seks over horisonten. På et døgn bevæger solen, månen og alle planeterne sig gennem samtlige tolv huse.

I sin enkleste form er horoskopet en cirkel, som repræsenterer dyrekredsens inddeling i såvel stjernetegn som huse, og med planeterne indtegnede. For at kunne opstille et horoskop behøver man viden om himmellegemernes bevægelser. Astrologerne henter disse oplysninger i tabelværker eller dataprogrammer. Eftersom himlens udseende ændrer sig med jordens rotation og observationsstedets beliggenhed, vil to personer aldrig have samme horoskop, medmindre de er født samtidigt på samme sted.

Oprindelse i magi

Mens horoskopet kan betragtes som et enkelt men dog korrekt billede af himlen, bygger den astrologiske tolkning af det på magiske forestillinger, som går langt tilbage i tiden, til Mesopotamien nogle tusind år før vor tidsregnings begyndelse. Der blev planeterne anset for varsler eller tegn på himlen fra guderne til menneskene om kommende begivenheder, på samme måde som man mente at finde lignende tegn i indvoldene fra slagtede offerdyr. Men når det gjaldt om at se ind i fremtiden, havde planeterne en egenskab, som gjorde dem overlegne i forhold til andre spådomskunster som drømmetydning eller indvoldsskuen. Ligesom solen og månen vendte en planet altid tilbage i sin bane efter en bestemt tid. Planeterne flakkede ikke forvirret om på himlen, de bevægede sig på lovbunden vis. Deres evige og uforanderlige kredsløb kunne anvendes til at få besked om gudernes vilje. Fremtiden kom således til at fremstå som udstukken én gang for alle. Det enkelte menneskes liv betragtedes som forudbestemt fra vugge til grav gennem planeternes stilling ved fødslen. Det gjaldt bare om at tyde tegnene rigtigt.

Det røde skær hos planeten Mars mindede om blodets farve. Den kom derfor til at varsle vold og pludselig død, hvor blodet ofte flyder. Som et modstykke hertil måtte den lyse og smukke Venus varsle lykke, leg og elskov. Begge forestillinger lever stadig i moderne astrologi.

Månens skiftende faser, dens månedlige genfødsel, tiltagen og aftagen blev set som et tydeligt symbol på livet og dets forgængelighed. Det forhold, at tiden for en fuldstændig fasecyklus fra nymåne over halvmåne, fuldmåne og aftagende halvmåne til næste nymåne stort set svarer til tiden mellem to menstruationer, blev taget til indtægt for at månen havde indflydelse på menneskers frugtbarhed og livets opståen. I astrologien står månen stadig for seksualitet, selv om vi nu med sikkerhed kan sige, at der ikke eksisterer nogen sådan sammenhæng.

Det ældste bevarede fødselshoroskop er stillet for den 29. april 410 f.Kr. Det indeholder blot en beskrivelse af, hvor på himlen solen, månen og planeterne befandt sig, samt en konstatering af, at udsigterne for livet så gode ud.

Antikkens naturopfattelse

Da Alexander den Store i 331 f.Kr. underlagde sig Mesopotamien kom grækerne i kontakt med astrologien. De fandt straks en forklaring på planeternes påståede indflydelse på vore liv. Det var sjælen, som overførte indflydelse fra planeterne til menneskene, når den steg ned fra de guddommelige himmelsfærer, hvor planeterne færdedes, for at glide ind i det nyfødte barn med det første åndedrag. De lyse dansende støvkorn i en solstråle var det synlige vidnesbyrd om sjæle på vej til jorden. Astrologerne regner stadig livets begyndelse fra barnets første skrig, og ikke fra befrugtningen.

Grækerne forfinede astrologien og opbyggede et kompliceret sæt af regler for tolkningen af horoskoper. Det var på denne tid, at solen, månen og de enkelte planeter blev tildelt bestemte menneskelige karaktertræk, som de sagdes at råde over. Styrken og beskaffenheden af disse karaktertræk blev siden modereret i henhold til det stjernetegn og hus, som det pågældende himmellegeme befandt sig i.

Astrologien kan på denne tid ses som et forsøg på at finde sammenhænge og orden i naturen. Det kan have været et sådant forsøg på en videnskabelig forklaring på den mærkbare forøgelse af solens lys og varme om foråret, som ledte grækerne til den fejlagtige slutning, at styrken af himmellegemernes indflydelse på os afhang af, hvilket stjernetegn de befandt sig i. De kunne ikke forestille sig, at jorden var omgivet af en mægtig atmosfære, som kunne absorbere lyset fra vinterens lavt stående sol i en sådan grad, at den ellers så intenst lysende solskive blev både bleg og kølig. I stedet antog de, at solen hentede sin lyskraft fra stjernerne på himlen bag den. At solens styrke voksede om foråret kunne så forklares ved, at solen gik fra et svagt stjernetegn, Fiskene, til gradvist stærkere tegn, Vædderen og Tyren.

Antikkens astrologi blev sammenfattet af Claudius Ptolemæus i bogen Tetrabiblos , som blev skrevet i Alexandria omkring 140 e.Kr. Den viser, hvor opfindsomme og snedige antikkens mennesker var, når det gjaldt om at finde forklaringer på naturfænomenerne. Ganske vist tog de ofte fejl. Men det er alligevel denne naturopfattelse, som siden har dannet grundlag for astrologien.

Astrologi er ikke videnskab

Astrologer fremhæver ofte astrologiens alder og det faktum, at den ikke er undergået nogen nævneværdige forandringer i snart to tusind år, som et bevis på dens fuldkommenhed. Det er ikke sandt. Astrologiens stabilitet beror ikke på, at den har bestået tidens prøve, men at den er blevet betragtet som et religiøst dogme, der ikke måtte drages i tvivl. Den bygger på forestillinger, som engang repræsenterede den tids viden, men som nu, med vore øgede kundskaber, må klassificeres som overtro. Mens astronomien udviklede sig til en aktiv og levende videnskab, stivnede astrologien i et fast og uforanderligt system af regler. Astrologien er ikke som astronomien fulgt med tiden, men har fuldstændig tabt kontakten med den virkelighed, den vil beskrive.

En videnskab karakteriseres af sin måde at arbejde på. Den må opfylde visse betingelser. Den videnskabelige arbejdsmåde går ud på at indsamle observationer af et fænomen og prøve at finde et mønster i dem. Mønsteret kan derefter anvendes til at formulere en hypotese om fænomenets optræden. Hvis hypotesen kan stå for en omhyggelig afprøvning med inddragelse af nye observationer, kan den sættes sammen med andre hypoteser til en teori. Hvis den modstår alle forsøg på gendrivelse, ophøjes den til naturlov. den slags love bruges til at beskrive, hvordan verden omkring os fungerer. Sådan arbejder man inden for astronomien.

Astrologiens regler for, hvordan planeternes stilling i fødselsøjeblikket påvirker vore liv, bygger på ufuldstændige observationer. Solen henter ikke sin lyskraft fra stjernerne bag den. Det er en ren tilfældighed, at månens faser gentager sig med samme mellemrum som kvinders menstruation. reglerne er aldrig blevet tilpasset nye erfaringer. Dermed falder astrologien som videnskab.

Alligevel vil astrologerne gerne have os til at tro, at astrologien bygger på erfaringer om, hvordan det er gået mennesker med forskellige horoskoper. Det kan ikke være rigtigt. Selv om man i antikken havde haft adgang til fødselshoroskoper for alle mennesker, som levede dengang, ville det ikke have været tilstrækkeligt til at udfylde alle de kombinationer, som himmellegemerne kan opvise i et horoskop. Solen, månen og de fem planeter, man kendte dengang, kan indtage ikke mindre end tyvetusind milliarder kombinationer med de tolv stjernetegn og tolv huse, som astrologerne anvender. Så mange mennesker har der sammenlagt endnu ikke eksisteret på jorden.

Kosmiske påvirkninger

Det lyder bestikkende, når astrologer sammenligner den påståede astrologiske indflydelse med solens og månens velkendte virkninger på os, f.eks. solbrændthed og forekomsten af ebbe og flod i verdenshavene. Det er sandt, at vi påvirkes af hændelser i kosmos. Jorden tvinges til et stadigt kredsløb om solen på grund af solens gravitation. Men vi mærker ikke noget til solens tiltrækningskraft, fordi den her på jorden helt overgås af jordens egen tyngdekraft. Det kan næppe være solens gravitation, som giver sig udslag i vore horoskoper.

Vi rejser til syden for at sole os og hente kræfter. Men overdreven solbadning er ikke sundt. Sollys indeholder ultraviolet lys, som udover at give os en klædelig solbrændthed også i værste fald kan være årsag til ondartet hudkræft. Men vor huds modtagelighed for sollys beror ikke på, hvilket stjernetegn solen stod i da vi blev født.

Solen påvirker os på flere måder. Den påvirker vores psyke. Når solen skinner, føler vi os glade og oprømte. Lysbehandling som erstatning for solen om vinteren kan være en hjælp mod depressioner. Men vort behov for sol og lys bestemmes ikke af, hvornår på året vi er født.

Ud over lys udsender solen også en strøm af atomare partikler. Eftersom de er elektrisk ladede, afledes de af jordens magnetfelt. Ved polerne kan de trænge ned i atmosfæren og dér fremkalde nordlys respektive sydlys. En lille del af dem kan nå helt ned til os og forårsage ændringer i vore arveanlæg. Men det angår kun mennesker, som færdes i egne tæt ved polerne, og horoskopet giver ingen oplysning om disse risici.

Vor viden om kosmos er ufuldstændig. For blot nogle år siden opdagede man, at jorden gentagne gange kan have været udsat for masseudslettelse af liv som følge af kollisioner med smålegemer i solsystemet. Vi vil komme til at gøre flere sådanne opdagelser, men vi har intet som helst belæg for, at kosmiske kræfter driver det spil med os, som astrologien vil gøre gældende.

Ingen støtte i kvantemekanikken

I dag er det på mode at se universet som en helhed. Det som sker langt ude i universet burde også have en følgevirkning for os på jorden, ræsonnerer man. Det er her, astrologerne mener at finde støtte for astrologien i kvantemekanikken.

Albert Einstein påviste i 1935 sammen med Boris Podolsky og Nathan Rosen en forbløffende egenskab ved kvantemekanikken. Hvis to partikler har fælles oprindelse, og man foretager en måling af en egenskab hos den ene partikel, skulle man i visse tilfælde kunne påvirke samme egenskab hos den anden partikel, selv om målingerne er arrangeret på en sådan måde, at ikke engang et signal med lysets hastighed kan formidle resultatet fra den ene partikel til den anden. Dette strider imod sund fornuft, og modsigelsen kaldes EPR-paradokset efter opdagerne.

Den britiske fysiker John Bell fandt i 1965 på en måde til at afgøre, om EPR-paradokset er foreneligt med virkeligheden. Dette forsøg blev blev udført i 1982 af den franske fysiker Alain Aspect, og gennem målinger med en præcision på nogle milliardedele sekund lykkedes det ham eksperimentelt at bevise, at EPR-paradokset faktisk eksisterer. Astrologerne har taget Aspects eksperiment til indtægt for, at alle dele af universet, inklusive mennesket, står i intim og umiddelbar kontakt med hinanden. Planeternes indflydelse på os skulle således blot være en afspejling af hele universets påvirkning af solsystemet.

Ifølge den mest anerkendte teori om universets tilblivelse opstod alt det stof, vi finder i stjernerne og mellem stjernerne, i en gigantisk eksplosion, Big Bang, for omkring ti milliarder år siden. To partikler fra denne ureksplosion skulle ganske rigtigt stadig kunne påvirke hinanden i henhold til EPR-paradokset, også selv om de befandt sig i vidt forskellige egne af universet med milliarder af lysår imellem sig, hvis det altså ikke var fordi de i tidens løb var blevet udsat for alvorlige forstyrrelser fra omgivelserne. I universet, hvor elementarpartiklerne konstant vekselvirker med hinanden, kan vi ikke få oplysning om ét fænomen ved at iagttage et andet. Aspects eksperiment kan følgelig ikke lægges til grund for astrologien. Astrologi har ingen som helst støtte i kvantemekanikken.

Ingen statistisk støtte

Alligevel er astrologerne fuldstændig enige om, at astrologi fungerer. De elsker at give troværdige eksempler på, hvor fint den stemmer overens med virkeligheden. De plejer at henvise til en undersøgelse, man for nogle år siden kunne læse i det ansete britiske videnskabelige tidsskrift Nature . Otte af tidsskriftets femten journalister var født med solen i det samme af dyrekredsens tolv tegn, nemlig Fiskene. Dette er et stjernetegn, som passer på videnskabsjournalister, for ifølge astrologerne har en person som er født i Fiskene let ved at optage nye indtryk og formidle dem videre.

Dette opsigtsvækkende resultat er efter al sandsynlighed en ren tilfældighed. Undersøgelsen blev netop omtalt i Nature for at vise, hvordan tilfældet har en evne til at spille store puds med små tal. Resultatet holdt da heller ikke i en senere undersøgelse, som omfattede 2.088 journalister.

Hvis astrologiens påstande skal testes for alvor, kræves der store statistiske undersøgelser omfattende tusinder af mennesker. Der er faktisk også udført en del studier af den slags. Som regel har man forsøgt at fastslå, om de astrologiske faktorer som ifølge astrologerne fremmer de karaktertræk og evner, der skal til for at få succes i bestemte erhverv, virkelig optræder oftere i disse menneskers fødselshoroskop end i andres.I alt er godt tres erhverv og mere end en kvart million mennesker blevet undersøgt vedrørende solens plads i dyrekredsen. De fleste erhverv udviser en jævn fødselsfodeling mellem de tolv tegn. Men der findes erhverv, som udviser en stærk koncentration i ét tegn. I en undersøgelse af 5.111 amerikanske og canadiske bibliotekarer viste det sig for eksempel, at et betydeligt flertal var født med solen i Vægten. Nu kan man imidleretid forvente, at enkelte grupper alene på grund af statistiske fluktuationer vil afvige fra de øvrige blandt så mange grupper. Astrologer har heller aldrig forudsagt, at Vægten skulle være et betydningsfuldt tegn for bibliotekarer.

Mars skaber strid

De fleste statistiske undersøgelser har været forholdsvis enkle og som regel kun drejet sig om solens plads i dyrekredsen uden at tage hensyn til månens og planeternes stilling eller til horoskopets inddeling i huse. En undtagelse er de undersøgelser, som er udført af Michel Gauquelin, en fransk statistiker, som siden 1950’erne har gjort en stor indsats for at teste astrologien.

Et resultat af Gauquelins undersøgelser, som vakte stor opmærksomhed, var at personer, som havde opnået succes inden for sit erhverv, tilsyneladende oftere end andre var født når en bestemt planet netop var gået op eller havde passeret midthimlen syd for deres fødested. Planeterne var forskellige for forskellige erhverv. For sportsfolk var det Mars, for militærpersoner Jupiter og for videnskabsfolk Saturn. Effekten var ganske lille. I Gauquelins undersøgelse af 1.553 franske sportsstjerner var 11,1 procent født kort efter Mars’ opgang, i forhold til de 8,9 procent man kunne forvente ifølge tilfældet.

Det afgørende for, om de sammenhænge Gauquelin har påvist for planeterne er virkelige eller blot tilfældige, er hvorvidt resultaterne kan gentages ved nye forsøg. Der er foretaget to sådanne helt uafhængige undersøgelser af den såkaldte Mars-effekt hos sportsfolk. Den første undersøgelse blev udført i Belgien af en sammenslutning af videnskabsfolk ved navn Comité Para, og den bekræftede tildels Gauquelins resultat. Belgiske sportsfolk ser ud til at foretrække at fødes med Mars en smule over den østlige horisont i lighed med deres franske kolleger. Men dermed hørte ligheden op. Den belgiske undersøgelse viste i modsætning til Gauquelins flere fødsler ved Mars’ passage i nord end i syd.

Den anden undersøgelse blev udført i USA af en organisation til undersøgelse af påståede overnaturlige fænomener, CSICOP. Den gav en klart negativ besked. Amerikanske sportsfolk udviser ingen Mars-effekt.

Gauquelin har skarpt kritiseret den amerikanske undersøgelse. Efter hans opfattelse medtog den sportsfolk, som hverken tilhørte eliten eller udøvede en rigtig sport. Den alvorligste indvending var dog, at undersøgelsen blev udført i to etaper. Den første etape påviste efter sigende en Mars-effekt. Man får let mistanke om, at undersøgelsen blev udbygget indtil denne effekt forsvandt.

Der er delte meninger om, hvad de tre undersøgelser egentlig har vist. Flertallet af forskere mener ikke, at Gauquelins Mars-effekt er tilstrækkeligt underbygget. Gauquelin har på sin side altid holdt på, at samtlige nye undersøgelser har støttet hans.

Nederlag for astrologien

Fra astrologiske hold har man med nogen ret kritiseret statistiske undersøgelser for at være alt for enkle til at teste et så kompliceret fænomen som astrologi. Man har derfor søgt efter veje til at bedømme astrologien som helhed. Den amerikanske psykolog Vernon Clark udførte i begyndelsen af 1960’erne en serie forsøg, hvor astrologer skulle sætte den rigtige person sammen med det rigtige horoskop. Resultaterne vakte stor opmærksomhed, da astrologerne så ud til at klare sig bedre end tilfældet lod forvente. Men i intet af forsøgene deltog mere end ti forsøgspersoner. Forsøgene er derfor blevet kritiseret fra videnskabeligt hold for, at de i højere grad testede astrologernes held end astrologiens pålidelighed.

En ambitiøs, udvidet udgave af Clarks forsøg blev for nogle år siden udført af den amerikanske fysiker Shawn Carlson. Han lod 28 astrologer udpege den rigtige af tre forskellige personlighedsbeskrivelser, hvoraf to var falske, for ikke mindre end 116 forsøgspersoner udelukkende på grundlag af deres fødselshoroskop. Personlighedsbeskrivelserne var lavet ud fra en alment anerkendt psykologisk test, som astrologerne mente at være fortrolige med. Hvis det alene var tilfældet, som styrede astrologernes valg af personlighedsbeskrivelse, skulle hvert tredje valg være korrekt. Astrologerne var naturligvis overbeviste om, at de ville klare sig langt bedre eller i det mindste have ret halvdelen af gangene. Resultatet blev imidlertid kun 40 rigtige, hvilket er præcis hvad men kan forvente af tilfældet.

Selv om astrologerne hørte til USAs dygtigste, selv om de havde været med til at udforme og godkende forsøget, og selv om de selvsikkert hævdede at de ville klare sig langt bedre end tilfældet, så mislykkedes det totalt for dem at vise, at astrologi har nogen berettigelse.

Astrologiens tiltrækning

Hvordan kan det være, at astrologien alligevel er så populær, når alt peger på at den savner grundlag i virkeligheden? Det er en kendt sag, at mange mennesker bliver imponeret over hvor præcist tolkningen af deres horoskop stemmer overens med, hvad de tror om sig selv. Vi glemmer let, at vi gerne opfatter os selv som meget unikke med helt bestemte egenskaber, og tænker ikke på, at vi deler de samme egenskaber med flertallet i vore omgivelser. Vi mennesker har så mange facetter i vores natur, at det ville være mærkeligt om ikke en alment dækkende personlighedsbeskrivelse skulle passe på de fleste af os.

Troen på en indflydelse fra stjernerne er måske heller ikke så svær at forstå i vor tid. Vi lever i en sammensat verden i stadig vekselvirkning med andre mennesker og kræfter. Vi føler instinktivt, at vi er en del af en større helhed. Så er det let at godtage, at det som går for sig ude i rummet også kan påvirke os på jorden. Vi er i dag meget bevidste om, at vi påvirkes af ofte usynlige risici i miljøet. Det medfører, at vi bliver åbne for muligheden af, at der kan findes ukendte kræfter som kan påvirke os fra rummet.

Praktiserende astrologer er fuldt og fast overbeviste om, at fødselshoroskopet giver korrekt information om en persons karakter og skæbne. Det er uden tvivl sådan, de oplever astrologien. De bliver jo også hovedsagelig konsulteret af mennesker, som i forvejen tror at stjernerne styrer deres liv og derfor er rede til at tro på alt, hvad en astrolog kan tænkes at se i deres horoskop. Det er også almindelig bekendt, at astrologer plejer at være gode menneskekendere. Meget af den succes, de tilskriver astrologien, kan i stedet ligge i deres evne til at beskrive en person præcis sådan, som han eller hun helst vil opfattes af andre.

Desværre er det sådan, at astrologien opfylder et behov i vores samfund. Vi lever i en så effektiv, upersonlig og ensom verden, at mange mennesker har svært ved at få hold på sin tilværelse. Det er for at få rede på sine forudsætninger for at klare sig i en kompliceret og foranderlig verden, at mange sætter sin lid til astrologien. Det er beklageligt, at de dermed henvender sig til en overtro. Astrologien kan ikke tilføre os nogen ny viden. Den udbreder bare en masse gamle fordomme.

Kilde: Den Svenska Almanackan för året 1995. Oversat med forfatterens tilladelse.

[*]