Sai Baba – er miraklerne ægte? – 1. del

af Sven Magnusson, oversat af Willy Wegner.

Introduktion: Sai Baba, indledning
1. del: Er miraklerne ægte?
2. del: En falden Gud

Sai Baba er utvivlsomt en af nutidens mest interessante religiøse skikkelser. Især har hans mirakler fået stor opmærksomhed.

Dale Beyerstein er en kritiker som har sat spørgsmålstegn ved Sai Babas mirakler. Han har indsamlet kritik fra forskellige personer i et skrift på 128 sider, Sai Baba’s Miracles , som blev udgivet i Indien i 1994.

Beyerstein citerer udtalelser der er fremsat om Sai Baba-mirakler og redegør senere for en undersøgelse af de påståede underværker.

Sai Baba er født i 1926 i den sydindiske by Puttaparthi. Han fik navnet Satyanarayana og havde familienavnet Raju. Da han var omkring 14 år tilkendegav han, at han var en reinkarnation af den indiske helgen Shirdi Sai Baba, der var død i 1918.

Sai Babas tilhængere oplyser at han har omkring seks millioner troende.

Er døde vakt til live?

Det siges at Sai Baba har genopvækket døde. To tilfælde plejer at blive nævnt i litteraturen om ham. Et af dem er Radhakrishna fra begyndelsen af 1950’erne. Beyerstein gengiver flere skriftlige udtalelser om Radhakrishnas genopvækkelse. Denne havde, er det blevet fortalt, været død i tre dage og forrådnelsen af kroppen var indtrådt, da Sai Baba blev tilkaldt. Swamien ankom hen på eftermiddagen. Han bad de andre forlade værelset, hvor den døde lå, og låse døren efter sig. Nogle minutter senere kom han ud af værelset, og de sørgende kunne se den smilende Radhakrishna sidde i sengen. “Jeg har givet dig din mand tilbage”, sagde Sai Baba til fru Radhakrishna.

Radhakrishnas hustru var en af kilderne. Hun fortalte at hendes mand blev alvorligt syg med et maveproblem. Dagen efter var han halvt bevidstløs. Senere på formiddagen, den tredje dag efter at være blevet syg, mistede han bevidstheden, og der var ingen tegn på liv. Hans familie troede at han var død. Morgenen efter fortalte hustruen at mandens legeme var koldt, og at man ikke de sidste tyve timer havde haft livstegn. Men Sai Baba forsikrede os om, at vi ikke behøvede at være urolige. Efter et stykke tid at have været alene med Radhakrishna i sygeværelset, åbnede han døren, og den syge sad da op i sengen.

Radhakrishnas datter, som lavede optegnelser i sin dagbog umiddelbart efter hændelsen, fortalte at hendes far natten før Sai Babas ankomst mumlede navne på afdøde personer og sagde, at han ville forenes med dem. Men hans tale var usammenhængende, og han var ikke ved bevidsthed.

Forudsat at ingen læge erklærede Radhakrishna for død, er det åbenbart, mener Beyerstein, at manden ikke var død i medicinsk forstand natten inden Sai Baba besøgte ham ved sygelejet – han havde jo mumlet Og da N. Kasturi for nogle år siden skrev om Radhakrishna-tilfældet, opfordrede Sai Baba ham til at sætte ordet “død” i citationstegn – det oplyser H. Murphet i sin bog Sai Baba, Man of Miracles.

Tilfældet Cowan fra 1971 er velkendt. Walter Cowan, en amerikaner, fik et hjertetilfælde og blev erklæret død af to forskellige læger, siges det. Den ene af lægerne var fra Connemara Hotel i Madras, hvor Cowan døde, og den anden læge ved Lady Wellington Nursing Home, hvortil den døde blev bragt. Fru Cowan og en vendinde opsøgte Sai Baba. Men inden de havde fremført deres ærinde, sagde swamien: “Walter lever. Gå tilbage til sygehuset. Jeg kommer klokken ti.” Sai Baba kom på det angive tidspunkt og vakte Walter Cowan til live.

På opfordring af dr Hislop (som har skrevet en bog om Sai Baba) talte dommeren Damadar Rao med den læge som tog imod Cowan på sygehuset. Lægen, hvis navn ikke nævnes, udtalte at Cowan var død da han undersøgte ham.

Dale Beyerstein har undersøgte Cowan-tilfældet. Han fik fat i et brev til skeptikern B. Premanand i 1988 fra lægen ved Connemara Hotell, dr Vaz. Denne meddelte at Cowan havde haft åndedrætsbesvær og smerter i hjertet, men at han aldrig blev erklæret død. Lægen havde foreslået Cowan at lade sig undersøge på et sygehus i nærheden, Lady Wellington Nursing Home. Der blev han indlagt og fik det hurtigt bedre, og dr Vaz var tilstede, da Sai Baba besøgte Cowan, som hele tiden havde været ved fuld bevidsthed.

Hjertelægen dr Rajagopalan ved Lady Wellington Nursing Home meddelte i 1988 i et brev til Premanand, at Cowan ankom til sygehuset med hjertebesvær. Han var ved bevidsthed, da han kom, fik hjertestop, men blev genoplivet og var aldrig erklæret død. Dette fortæller dr Rajagopalan at kunne huske.

Parapsykologen dr Elendur Haraldsson ringede dommer Rao op – iøvrigt en tilhænger af Sai Baba – og spurgte ham om den påståede samtale med den læge der tog imod den døde Cowan på sygehuset. Rao benægtede at han havde talt med lægen. Men dr Hislop mener at Rao, som nu var blevet pensioneret, husker forkert.

Ifølge oplysninger har Sai Baba villet nedtone tilfældet.

Er materialisationerne ægte?

En lingam er en æglignende genstand som repræsenterer skabelsens mysterium. Ved flere tilfælde i de yngre år kunne Sai Baba gennm sin mund fremdrage en lingam. Den skulle efter sigende være skabt inde i hans krop.

Dale Beyerstein mener at det beror på et trick. En del illusionister og yogier kan foretage lignende handlinger, forklarer han. De sluger genstande og kan senere gylpe dem op igen af egen vilje. Sai Baba sluger altså en lingam, eller flere i forvejen, og gylper dem efterfølgende op. Man kan se at han arbejder ihærdigt med mavemusklerne, hvilket stemmer overens med anvisninger indenfor yoga. Der er også blevet fortalt om en mand som kunne sluge op til ti levende slanger og siden trække dem ud af munden. Han tjente på den måde til dagen og vejen ved at optræde som gadegøgler.

Tommelgrebet

Dale Beyerstein og fire illusionister har studeret en videofilm om Sai Baba, som er fremstillet af Richard Bock, en af swamiens tilhængere. En af illusionisterne er “Mandrake The Magician”, som oplyses at have afsløret utallige medier i årenes løb. Disse fem personer, som nøje har undersøgt videoen, blandt andet ved at standse filmen, mener at Sai Babas bevægelser viser at han benytter sig af illusionisttricks, når han udfører sine “materialisationer”.

I et tilfælde “materialiserer” Sai Baba en lille halskæde ved en håndbevægelse. Et grundigt studium af filmen viser at swamien må have skjult halskæden mellem tommelfingeren og håndfladen, et velkendt trick. Først efter den mystiske håndbevægelse ser man at tommelfingeren ikke længere trykkes ind mod håndfladen.

En lille kæde er en anden genstand som Sai Baba “materialiserer” på filmen. Man kan se at tommelfingeren er trykket ind mod håndfladen, indtil genstanden vises frem. I dette tilfælde synes det ikke at være lykkedes for Sai Baba at få kæden frem med tommelfingeren alene, idet han tager venstre hånd til hjælp. Når swamien viser kæden frem, holder han den med begge hænder. Der er små snoninger på kæden som viser, at den har været sammenrullet.

Beyerstein og de fire illusionister er overbevist om at der ville have været fundet flere beviser, dersom de havde haft adgang til de fraklip af filmen som blev tilbage i producentens klipprum.

Ved et tilfælde i 1968, da Sai Baba optrådte i Kerala, trådte en person pludselig op på scenen og trak en gummitut af swamiens tommelfinger. Dette fortæller skeptikeren Premanand. Et sådant hjælpemiddel er en del af illusionisters standardudstyr, forklarer Beyerstein og tilføjer at Sai Baba siden da ikke har brugt gummitutter.

Hellig aske, tilsyneladende frembragt på mirakuløs vis

Et almindeligt mirakel som swamien udfører er med en håndbevægelse at frembringe hellig aske, vibhuti, og strø den ud over de troende. Premanand mener at asken i fast konsistens – som den kan få ved at tilsætte lidt vand – og med form som en lille kugle kan gemmes mellem tommel- og pegefinger, inden den dukker op i pulverform. Askekuglen pulveriseres let gennem tryk.

Er syge blevet helbredt?

Der findes beretninger om at Sai Baba har helbredt syge. Men disse oplysninger er af løsreven anekdotisk karakter, skriver Beyerstein. I nogle tilfælde kan det dreje sig om spontan bedring, i andre tilfælde om forbedringer som følge af medicinsk behandling. Men der findes også, husker Beyerstein, flere mennesker som fortæller at swamien har lovet helbredelse, men ikke har gjort det.

En mand havde kræft i øre og svælg. Sygdommen blev anset for uhelbredelig. Mandens kone havde hørt tale om Sai Baba og rejste afsted for at møde ham. Sai Baba forklarede at kan ville kunne helbrede hendes mand. Han foretog den karakteristiske håndbevægelse og frembragte en håndfuld vibhuti. Hustruen fulgte senere swamiens instruktioner og gav sin mand lidt vibhuti i et glas vand en gang om dagen i tre dage. Efter tre uger, fortælles det, var manden rask og tilbage på arbejde. Men halvandet år senere blev det meddelt at han var blevet indlagt på et sygehus med lungekræft, og tre måneder senere døde han. Teksten i Beyersteins bog er diffus og tillader ikke nogen entydig konklusion. Måske blev manden rask, selv om han halvandet år senere fik kræft i en anden del af kroppen? Kilden til dette er skeptikeren Premanand, der refererer til et værket Lure of Miracles af Arnold Schulman.

En person som har fået bortopereret sine mandler af swamiens åndelige kraft, gik til en læge og fortalte om det, men lægen forklarede, at manden stadig havde sine mandler. De blev fjernet nogle år senere af en kirurg. Dette fortæller Erlendur Haraldsson i sin bog Miracles are my visiting cards .

Sai Baba undgår videnskabelige eksperimenter

Ingen forskere har fået lov til at foretage eksperimenter med Sai Baba, end ikke den velvilligt indstillede Erlendur Haraldsson. Skeptikere mener at det beror på at swamien ikke ville kunne foretager mirakler under videnskabelig kontrol uden at blive afsløret, og i særdeleshed ikke hvis det var skeptikere med viden om tryllekunst der foretog eksperimenterne. Selv siger Sai Baba at hans mirakler er noget helligt, med åndeligt indhold, og derfor ikke skal udsættes for videnskabelige eksperimenter. Videnskabsfolk kan ikke forstå åndelige kræfter, mener swamien.

Haraldssons mening

At der verserer mange rygter omkring en mand som Sai Baba er let at forstå. Overdrivelserne og legenderne er sikkert mange. Men den islandske parapsykolog Erlendur Haraldsson, som i ti år har studeret Sai Baba, og skrevet bogen Miracles are my visiting cards affærdiger ikke Sai Baba som svindler.

• • Kilde: Sai Baba’s Miracles af Dale Beyerstein. Bogen er udgivet af B. Premanand, Indian CSICOP, 10, Chettipalayam Road, Podanur 641 023, Tamilnadu, Indien.
  • Kilde: Miracles are my visiting cards. An investigative report on the psychic phenomena associated with Sathaya Sai Baba af Erlendur Haraldsson, docent i psykologi ved universitetet i Reykjavik. Bogen blev udgivet i 1987 af Century Hutchinson, Brookmount House, 62-65 Chandos Place, Covent Garden, London. WC2N 4NW.

Erlendur Haraldssons opfattelse

Islandsk parapsykolog har studeret “tilfældet Sai Baba”.

Den 23 november 1926 blev Sathya Sai Baba født i byen Puttaparti i sydlige Indien. Faderen var en fattig bonde. De tilhørte en lav kaste, hvis pligter i det gamle Indien var at hylde deres konge med sang og poesi.

Sathya gik i grundskole og derefter i high school. Han var en helt almindelig dreng, men ved aftenstid den 8 marts 1940, berettes det, skete der noget afgørende i hans liv. Han gav et skrig fra sig, sprang op og greb fat i en tå som var han blevet bidt. Selv om man hverken fandt en skorpion eller en slange, faldt han bevidstløs om og blev stiv i hele kroppen.

En læge kom og gav ham en sprøjte, men han syntes at have været bevidstløs hele den følgende nat. Morgenen derpå forklarede lægen at Sathya var udenfor fare. Han syntes rask men begyndte at opføre sig på en underlig måde. Nu og da faldt han i en slags trance og svarede ikke på tiltale. Ind imellem begyndte han pludselig at synge eller tale om det gamle Indiens filosofiske visdom. Han blev taget med hen til en anden læge, som mente at han led af en form for hysteri.

Alle forsøg på at tilbageføre Sathya til hans gamle normale jeg var nyttesløse. Han forlod skolen.

Den 23 maj 1940, da han var 13 år gammel, samlede han alle familiemedlemmerne og gav dem gaver og blomster som han tilsyneladende tog ud af luften. Naboerne kom løbende, da de hørte hvad der foregik, og hver eneste af dem fik en risbolle, kogt i mælk, samt blomster og nogle gaver, som han fremdrog gennem nogle håndbevægelser. Ved den lejlighed forklarede Sathya at han var den genfødte Sai Baba af Shirdi.

Herefter, oplyses det, foretog Sathya konstant mirakler.

En ung swami

Allerede i tyveårsalderen var Sathya Sai Baba, som han nu blev kaldt, en swami med mange tilhængere. Hver dag lavede han små mirakler, fortælles det. Med en håndbevægelse kunne han ud af luften fremtage den hellige aske vibhuti, frugter, gaver, ringe, smykker, talismaner, små figurer m.m.

Som ung var Sathya drenget og en drillepind. Han lavede miraklerne mest for sjov, ærgrede sine omgivelser og udviste ikke nogen form for rigtig ansvarlighed. Men med tiden forandredes han og blev en åndelig lærer med et vigtigt budskab.

Ovenstående oplysninger om Sathya Sai Baba findes i den islandske parapsykolog Erlendur Haraldssons bog Miracles are my Visiting Cards (A Rider book published by Century Hutchinson, Ltd, Brookmount House, 62-65 Chandos Place, Covent Garden, London, WC2N 4NW, 1987) hvor han på 300 sider redegør for resultaterne af egne studier af fænomenet Sai Baba i sammenlagt elleve måneder indenfor en periode på ti år.

Videnskabsmanden Haraldsson

Kun nogle få parapsykologer har interesseret sig for Sai Babas påståede mirakler og ønsket at undersøge dem for at fastslå om de er ægte eller ej. Erlendur Haraldsson er den mest ambitiøse af disse. Han har villet foretage eksperimenter med swamien, men denne har afslået, så forskeren har måttet lade sig nøje med iagttagelser på nært hold samt lytte til øjenvidneberetninger fra mennesker som har stået swamien nær.

I sin bog fremkommer Haraldsson med alle de væsentligste informationer om Sai Baba som han har haft adgang til. Han overlader det til læseren at danne sin egen mening. Men næsten hele bogen støtter påstandene om Sai Baba som mirakelmand – dels Haraldssons egne iatgtagelser, dels mængden af andre vidner. De kritiske røster er få.

De der er kritiske mener at Sai Baba snyder sine omgivelser med illusionistricks. Det kan ske på den måde, mener de, at han har ting gemt i ærmerne på sine klædedragt hvorfra de fremdrages så de mirakuløst kan blive grebet ud af luften. Men ifølge Haraldsson har ingen kunnet finde det mindste bevis på tricks. Sai Babas tøj er blevet undersøgt – der findes ingen indre lommer, hvor ting kan gemmes.

Iagttagelser

Sai Baba frembringer regelmæssigt den hellige aske vibuti ved en håndbevægelse. Haraldsson fortæller:

“Han foretog med sin hånd en sådan hurtig cirkulær bevægelse som altid betyder at noget vil dukke op i hånden. Idet vi sad på jorden og han var stående, var hans hånd lidt over vores øjenhøjde. Den var åben og vendt nedad med fingrerne udstrakt da han foretog nogle hurtige små cirkler i luften. Da han gjorde dette, observerede vi en grå substans i luften umiddelbart under håndfladen, og Sai Baba syntes at fange den i hånden ved en hurtig nedadgående bevægelse som for at hindre den i at falde til jorden.”

Ved et tilfælde besluttede Sai Baba sig for at genvie et par som havde været gift i lang tid. Det er en gammel indisk skik at gøre sådan.

“Han bevægede sin hånd i luften, og da han åbnede den, så vi en guldring. Han gav ringen til mrs Krystal og bad hende sætte den på en af mandens fingre, således som det er skik at bruden gør ved et traditionelt indisk bryllup. Sai Babas åbne hånd blev stadig holdt fremstrakt uden at have været i berøring med hans klæder eller noget andet. Vi betragtede ham grundigt.

– Straks efter bevægede Sai Baba igen sin hånd i et par sekunder, med håndfalden vendt nedad, hvorefter han hurtigt knyttede den. Hans arm var næsten horisontal i forhold til jorden, hvilket ikke var nogen lønsom stilling hvis han ville have en genstand til at falde ned langs armen. Vi så ganske tæt på, at da Sai Baba åbnede hånden holdt han et stort skinnende halsbånd. Det var en mangalasutra, et traditionelt smykke som gives til en kvinde ved hendes bryllup. Det var 8 dm langt, 4 dm på hver side, og det havde ni forskellige slags stene, arrangeret i ni grupper med en guldperle mellem hver gruppe. Fæstnet til halsbåndet var der et billede af Sai Baba, indfattet i en guldrosette ramme, cirka 4 cm i diameter. Dette halsbånd fik mrs Krystal. Det var alt for stort til at det kunne gemmes i en mands lukkede hånd, i særdeleshed Sai Babas hånd, som er lille.”

Mirakler af denne slags udfører Sai Baba konstant, tilsyneladende med største lethed, og det synes at more ham.

Da Haraldsson og Osis en gang spurgte Sai Baba hvordan han lavede sine mirakler, svarede han:

– Mentalt skabende. Jeg tænker, forestiller mig, og så er det der.

Men så begyndte han at tale om sin filosofi:

– Åndelig kærlighed er det vigtigste, mirakler er småting. Kærlighed er at give og tilgive.

Ved en anden lejlighed, hvor Sai Baba fik spørgsmålet om hvordan han gør, svarede han at hans evne kommer fra overbevidstheden (the superconscious) . Han forestiller sig den ting han vil skabe, og så findes den der.

Men Sai Baba skal også have sagt, at de ting han frembringer kommer et sted fra. De overføres fra et sted til et andet i brøkdele af sekunder.

Sai Babas mirakler består ikke blot af at han fremdrager ting ud af luften – eller lader genstande forsvinde. Mange vidner om at han læser menneskers tanker og at han ved ting om dem som han normalt ikke skulle vide. Haraldsson selv nævner at Sai Baba ikke sagde noget særlig bemærkelsesværdigt om hans privatliv, men det han sagde var rigtigt, såsom at Haraldsson havde været gift mere end en gang.

Frafaldne bekræfter miraklerne

Flere personer som tidigere har tilhørt kredsen omkring Sai Baba men nu har forladt ham, er kritiske overfor ham som person, men de sætter ikke spørgsmålstegn ved miraklerne. De siger alle at materialisationerne er ægte.

En mr M. Krishna, som stod Sai Baba meget nær men siden gik over til kristendommen, siger at swamien virkelig kan fremdrage genstande ud af intet, hvilket er uforklarligt, men han understreger at dette ikke er et bevis på gudommelighed. Krishna lagde aldrig mærke til at Sai Baba skjulte noget i klæderne, og han tror ikke at dette kan være forklaringen på miraklerne. Han var en af dem som opvartede swamien og havde klæderne parat til ham efter morgenbadet, og han kunne frit undersøge swamines klæder – de indeholdt intet mistænkeligt. Der fandtes overhovedet ingen mistanke, når det gælder Sai Babas mirakler. De forekom at være ægte. Derimod skete det ofte at hans tilhængere – og endog ham selv – overdrev hvad der var sket. Og det skete mange gange at swamien lovede at helbrede en syg men at denne ikke blev rask. Krishna mener også at omkring 50 procent af Sai Babas forudsigelser er rigtige.

Krishna synes ikke særlig godt om Sai Baba. Han siger blandt andet at swamien savnede medfølelse og at han behandlede nogle af sine tilhængere dårligt – men Krishna tilføjer at dette var mens swamien endnu var ung og at han kan have ændret sig siden.

Spørgsmålet om ægthed

Haraldsson skriver at dersom Sai Baba-fænomenet er ægte, det vil sige om swamien blandt andet ud af intet, gennem “materialisation”, skaber genstande som han fremtager, eller det sker gennem “teleportation”, det vil sige paranormal flytning, da har dette enorme teoretiske konsekvenser for naturvidenskaben og psykologien. Da må videnskabens syn på virkeligheden og på mennesket forandres.

Nogle tænkelige naturlige forklaringer kan overvejes. Kan det dreje sig om massehypnose? Bedrageri gennem medhjælpere? Kan der findes skjulte apparater som slynger genstandene frem? Kan Sai Baba gemme tingene i sine klæder eller i håret? Haraldsson afviser alle disse forklaringer. Det kan ikke være hypnose. Film viser jo de samme genstande og hændelser som vidner har set. Det er desuden umuligt at tænke sig at alle mennesker i en stor gruppe kan hypnotiseres til at se de samme ting. Modtageligheden for hypnose er forskellig for forskellige mennesker – nogle kan slet ikke hypnotisers.

Men er det ikke ganske naturligt at forestille sig, at swamien gemmer genstande i sine klæder? Til det kan siges følgende. Sai Baba bærer altid en tynd dragt i et stykke med ærmer som når ned til håndleddene. Han har kun trusser eller et lændeklæde under. Og man ved med sikkerhed at hans klæder ikke har lommer, hvor genstandene kan gemmes. Haraldsson har besøgt Sai Babas skrædder og set de klæder som der sys til swamien.

Sai Babas klædning er også så tynd at solen let skinner igennem den. Hverken når solen har skinnet ind gennem vinduet i swamiens samtalerum eller ude i det fri, har Haraldsson, når han har befundet sig nær swamien, kunnet se nogle skygger som har antydet en gemt genstand. Når swamien er ude og det blæser, kan det ske at klædedragten smyger sig tæt om hans krop, men heller ikke ved sådanne tilfælde har nogen kunne se noget mistænkeligt på swamien.

Når det drejer sig om skeptikere bruger Sai Baba af og til det, at han smøger sine ærmer op når han fremdrager en genstand fra intet.

Haraldsson fortæller også at han af og til har haft mulighed for at kigge op i de ganske vidde og knapløse ærmer på swamiens dragt. Han har aldrig set noget mistænkeligt. Det har heller ingen andre gjort.

Da Haraldsson ikke fik lov at undersøge Sai Baba, kan han hverken tilbagevise eller bekræfte illusionisthypotesen, men han understreger at hverken han selv eller hans medarbejdere har fundet noget som tyder på bedrageri. En omstændighed som taler for ægtheden er, at Sai Baba fremdrager genstandene under mange forskellige forhold, hvad enten han befinder sig inde eller ude, i en bil eller i et fly, under private samtaler eller overfor en folkemasse. Han fremdrager også genstande, som nogen spontant efterlyser, eksempelvis frugt som ikke findes på stedet eller ikke hører sig årstiden til.

Eftersom Erlendur Haraldsson er parapsykolog, har han ikke intresseret sig for Sai Babas lære. Men han nævner nogle af swamines ord. Sai Baba siger blandt andet at “alt er et” og at han er Gud men at alle andre mennesker også er Gud, de er blot ikke bevidst om det. I bunden af vort væsen er vi alle guddommelige. Dette er traditionel indisk vedantafilosofi.

LÆS VIDERE I 2. DEL:
Sai Baba – en falden Gud

Kilde: Sökaren 2000, nr. 1. Link: www.sokaren.se/

[*]