af Freerk Huisken, oversat af Dann Simonsen.
1. " Fjolleri "
"Hjerneforskningen" på Bremen Universitet omkring professorerne Roth http://pooh.physik.uni-bremen.de/~zkw/ og Schwegler er blevet udsat for kritik. Forsøg med aber har fremkaldt protester fra dyreværnsfolks side. Forskerne i Bremen bliver kritiseret for at have benyttet forskningsmetoder, der krænker de videnskabsetiske principper. Det er ikke nogen tilfældighed, for både kritikerne og de kritiserede er ret enige i bedømmelsen af den centrale forskningsgenstand: forholdet mellem hjerne og psyke. Roth & Co. forklarer det naturlige organ hjernen som den determinerende instans for alle psykiske aktiviteter og benægter på den måde eksistensen af menneskets fri vilje. Hvor forskerne i Bremen altså reducerer hjernen til natur, tager dyreværnsfolkene udgangspunkt i denne opfattelse og forklarer dyrenes natur som viljesytringer. Deres logiske anknytningspunkt lyder: Hvis viljen er bestemt af naturen, så vil man vel ikke kunne nægte, at dyrene, der jo er ren natur, har en vilje. Den deraf følgende moral er dyreværnsfolkene ligeledes enige med forskerne i: Hvor delfinhjernens blotte størrelse for eksempel giver Roth noget "at tænke" over, dér er dyreværnsfolkene dybt grebet og forbløffet over disse dyr, fordi de simpelthen ikke kan få øje på den vilje, som de har påduttet dem. Når de får øje på, at det dyriske er et uudforsket felt, så er begge parter enige om, at dette ikke kræver større biologisk ekspertise, men derimod først og fremmest maner mennesket "til beskedenhed". 2 De får øje på mennesket, altså sig selv, i dyret og anbefaler ikke alene en særdeles uhensigtsmæssig stilling til naturen, men drager først og fremmest den slutning, at man skal være ydmyg, hvilket desuden fører til kravet om, at mennesket skal indtage en særdeles uhensigtsmæssig indstilling til sig selv. At "mennesket" som sådan i øvrigt slet ikke eksisterer, men at denne filosofisk-teologiske abstraktion derimod render rundt som hjemmearbejdende husmor, arbejdsløs, studerende, politiker eller arbejdsgiver, er disse naturelskere nødt til at glemme. For kun på den måde kan man i det hele taget bruge den natur, som mennesket skal opfatte sig som en del af – hvilket allerede forudsætter overvindelsen af den nyligt krævede afgudsdyrkelse af naturen – til at aflede dyderne beskedenhed, tilbageholdenhed og ydmyg afkaldsholdning som en nødvendig bestanddel af menneskets tilværelse, som samfundet, dvs. et helt bestemt, nemlig det kapitalistiske produktionsforhold, påtvinger flertallet af befolkningen under statens opsyn. 3
Den hidtidige strid om "hjerneforskning" 4 i Bremen rammer på to måder ved siden af det, som sagen drejer sig om. For det første: Hvad man end måtte mene om dyreforsøg, så er den form for "abemishandling" simpelthen overflødig, når det kommer an på at løse filosofiske og erkendelsesteoretiske problemer angående forholdet mellem hjerne og psyke, angående grænserne for den fri vilje, bestemmelsen af det psykiske o.s.v. For det andet: Roth og hans medarbejdere beskæftiger sig bl.a. med salamandere og aber, fordi de er interesserede i forholdet mellem hjerne og psyke hos mennesker. Men hvis man kigger ind i hjernen på en abe for at finde svaret på disse spørgsmål, så har man for længst sagt farvel til fordomsfri forskning. Selve metoden beror på den på forhånd afgjorte besvarelse af alle disse spørgsmål: Hvis man vil komme på sporet af vilje, bevidsthed eller indlæringsprocesser ved at undersøge hjernen, så må man allerede være overbevist om, at bestemmelsen af den subjektive psyke skal findes i den objektive natur. Hvorfor skulle man ellers kigge efter på dette sted i stedet for at spekulere over logikken i psykens aktiviteter eller i stedet for hente de første oplysninger om den for eksempel hos Hegel. 5
2. Resultaterne af "hjerneforskningen" i Bremen ….
At der hidtil næsten ikke 6 har været tale om en ikke-moralsk kritik af hjerneforskningen i Bremen, er specielt ærgerligt, fordi de forelagte erkendelser angående menneskets åndsliv ikke alene er fejlagtige, men også reaktionære.
"Hjerneforskningens" resultater lyder nemlig: Det er ikke menneskene, som bestemmer sine formål, forsøger at sætte dem igennem, alt for hyppigt mislykkes og derefter forklarer deres eget nederlag over for de samfundsmæssige forhindringer som enten en velsignelse eller en tvingende nødvendighed. Ifølge denne teori er det derimod den naturlige hjerne, der gør alt dette for dem. For hjernen besidder ifølge Roth evnen til "at gennemføre handlinger af egen drift" (310). 7 Mennesket bilder sig kun ind, at det har en fri vilje, og er dermed selv kun et "konstrukt af en (for mennesket selv) utilgængelig real hjerne" (331). Og da alle "psykiske præstationer" er hjernens egne og som følge deraf er "underlagt hjernens biologiske konstruktions- og funktionsbetingelser", kan man med hensyn til dens psykiske præstationer "per se" (!) ikke "hævde nogen almengyldighed" (22f). Det vil Roth også påstå om sit værk, uden dog af den grund – og det ville ellers kun være konsekvent – at smide det i papirkurven. I vores tanker, vilje og handlinger er vi, påstås det, kun et vedhæng til naturprocesser og vi bilder os bare ind, at vi har psykisk autonomi. Psyken er determineret af biologiske processer, siger Roth. Om mennesket beslutter at blive videnskabsmand eller politiker, om det anskaffer sig en cykel eller et panserregiment, om det stemmer på CDUSPDDVU 8 eller slet ikke går ind for at stemme: Aldrig har mennesket sine grunde til at gøre som det gør, grunde, som det – og så kan de være nok så forkerte – går ind for og gør til grundlag for sine handlinger og hvis resultater det måler i forhold til de formål, som det forfølger; intet af det finder sted – det er altid hjernen, altså en naturproces i hovedet, der selvstændigt beslutter sig og lader mennesket handle. Om et og det samme menneske med en og den samme hjerne beslutter sig for at opgive en vant tankegang eller for at droppe bestemte holdninger, fordi det har indset, at de er fejlagtige, om det lærer noget nyt, fordi det mener, at det vil give bedre chancer på arbejdsmarkedet eller om det anser intellektuelt arbejde for en måde at ‘skulke’ fra manuelt arbejde på – lige meget hvad det end gør, så har et menneske ifølge denne opfattelse aldrig gjort sig sine tanker om tingene: Det er altid hjernen, der har fået mennesket til at tænke, som det gør.
Mennesket som viljemæssigt handlende væsen kan simpelthen ikke selv gøre for, hvad det tænker og gør, hedder den logiske sammenfatning af denne teori. Som følge deraf står man magtesløs over for såvel den mest elskelige handling som den groveste brutalitet, da de unddrager sig enhver bekræftelse og enhver kritik. Det er ganske enkelt ikke muligt at påvirke dem, da argumenter nu engang ikke formår at udrette noget mod naturlige processer. Og et indgreb i hjernen – sådan som det ville passe til Roths logik og som det også overvejes som teoretisk mulighed af ham 9 – ville støde på den samme skranke, eftersom hjernens "konstruktionsprincipper" i sidste instans "er uomgængelige" for "os", og hjernesnitteren altså egentlig måtte være nødt til at indrømme, at begrundelsen for hans indgreb samtidig umuliggør samme.
3. …. og dens fejl
a. Den psykologisk-filosofiske hjerneforskning, der hævder "muligheden" for, at psyken determineres af hjernen, tager sit udgangspunkt i konstateringen af det modsatte. Roths undersøgelsesresultater beror også på konstateringen af, at ingen kan forestille sig psyken – følelserne, forestillingsevnen, hukommelsen, tænkningen, viljen o.s.v. – uden hjernen. Det er det, som denne videnskab begynder med. Og så fjollet denne negative uden-at-logik end er, kan det ikke modsiges, ligesom det også er svært at forestille sig, at det skulle kunne lade sig gøre at gå uden ben.
Men hvis man sammenfatter det omtalte forhold positivt, så kommer man til den afgørende bestemmelse af forholdet mellem psyke og hjerne: Hjernen er med sine neuronale og biokemiske processer den naturlige betingelse for enhver psykisk aktivitet. Hjernen står i en betingelsesrelation til psyken: Den objektive natur og dens funktioner er en forudsætning for, at den subjektive psyke kan udfolde sig – ikke mere, men heller ikke mindre. Det erfarer mennesket selv nok så ofte: Træthed gør det besværligt at tænke, det går bedre, når man er udhvilet; fx i forbindelse med at læse en bog, løse en gåde, skrive et foredrag …. Denne betingelsesrelation indeholder to bestemmelser: For det første er åndsaktiviterne afhængige af hjernens biologiske aktivitet. Og for det andet implicerer denne relation omvendt også psykens frihed i forhold til sine naturlige forudsætninger. Også dette mærker mennesket på sin egen krop: Ved stærk koncentration fx om et matematisk problem glemmer man nogle gange ikke kun tiden men også sin egen træthed eller forkølelse. Denne frihed har ganske vist sine grænser, der netop drages af åndsaktiviteternes afhængighed af naturen: På et eller andet tidspunkt er man nødt til at sove, på et eller andet tidspunkt kan det ikke længere lade sig gøre at "glemme" trætheden.
Med disse bestemmelser er spørgsmålet om "relationen mellem psyke og hjerne" færdig besvaret – og vel at mærke kun spørgsmålet om relationen. Dermed er alting ikke sagt, hverken om hjernen eller om psyken. Tværtimod! Nu skal på den ene side hjernens bestemmelser og virke og på den anden side åndsaktiviteterne afklares videnskabeligt. Den første opgave falder helt ind under naturvidenskaben: lægevidenskab og biologi. Den anden opgave hører under åndsvidenskaben. Det er den "subjektive psykes" former (opfattelsesevne, følelser, opmærksomhed, anskuelse, forestilling, erindring, tænkning, ….) og indhold, der skal undersøges. Og ligesom det ikke er et lægevidenskabeligt spørgsmål, hvordan det forholder sig med ligheder og forskelle mellem følelser og forstand, så er det heller ikke åndsvidenskabens opgave at skaffe sig klarhed over de forskellige former for neuroner og epifysens funktionsmåde. Netop fordi forholdet mellem psyke og hjerne er afklaret og deres ikke-identitet er et afgjort spørgsmål, går begge discipliner deres egne veje og har deres egne metoder.
b. Det rejser derfor spørgsmålet om, hvorfor Roth og hans medarbejdere fortsat lader spørgsmålet om dette forhold blive stående på den videnskabelige dagsorden. Hvad er det, der mangler at blive udforsket? Når ikke-identiteten mellem psyke og hjerne, som de selv går ud fra, er positivt bestemt, så er hjerne og psyke hver for sig genstande for videnskaben. Det ser Bremer-forskerne imidlertid anderledes på. De betvivler den ikke-identitet, som lige er blevet konstateret også af dem selv. De går ganske vist ud fra, at der består et betingelses-, altså et konditionalforhold mellem hjerne og psyke, men de kommer frem til præcis det modsatte, nemlig til påstanden om et betingetheds-, altså et kausal- henholdsvis determinationsforhold. Med deres undersøgelsesresultat om viljen, der er bestemt af hjernen, dementerer de deres eget udgangspunkt.
Det lykkes dem at gøre dette, idet de erklærer den subjektive psykes former og præstationer for indbildning, altså benægter, at de har nogen objektivitet overhovedet. Det begynder med det ubegrundede spørgsmål, i hvor vid udstrækning mennesket egentlig er herre over sine egne tanker, hvor fri dets fri vilje nu egentlig også er? Og det fortsætter med fejltolkningen af et simpelt forhold. Roth fastslår, at eksistensen af det psykiske består i "psykiske tilstande som opleves individuelt" (272). 10 Det har han ganske vist ret i, for så vidt som enhver åndsaktivitet rent faktisk opleves individuelt og denne oplevelse i øvrigt selv kan gøres til en selvstændig genstand for tænkningen i form af en metarefleksion: Når jeg løser et regnestykke, kan jeg bagefter gøre mig tanker om, hvorvidt denne åndsanstrengelse morede eller ærgrede mig, jeg kan forsøge at forklare denne følelse o.s.v. I hvert enkelt tilfælde stiller jeg mig så et nyt spørgsmål og bruger mine åndsevner på en ny måde. Ved at henvise til den s ubjektive oplevelse opløser Roth imidlertid åndsaktiviteten i det hele taget i noget, der "bare" er subjektivt oplevet. Dermed begynder hans kardinalfejl. Fordi der er tale om et subjekt, som tager fat i sagen som et subjekt og desuden også har sin subjektive opfattelse, bliver objektiviteten ved den psykiske proces forsynet med en mistanke: Når, sådan lyder mistanken, den viljemæssige handling altid kun opfattes subjektivt, så kan vi jo ikke vide, om den måske slet ikke er virkelig men kun tilsyneladende? Hvis alt psykisk kun findes som subjektiv opfattelse, så kan det jo også være ren indbildning, så vi kun tror, at vi selv tænker, og så vi kun tror, at vores vilje frit sætter sig sine egne formål o.s.v.
Det er det trick, som man bruger for at nå frem til at tvivle på den netop bestemte betingelsesrelation mellem hjerne og psyke. Tricket består af to dele: For det første skulle den bevidste handling egentlig kun eksistere som den subjektive opfattelse af handlingen – som om løsningen på regnestykket ikke bagefter står på papiret og kan bedømmes som "rigtigt" eller "forkert". Og når "subjektiv" hele tiden implicit får tilføjet "bare", så er det fordi denne tilføjelse bruges til at benægte objektiviteten ved enhver psykisk aktivitet og erklære den for et rent og skært "konstrukt". Roth griber her tilbage til en almen udbredt skepsis over for det subjektive. Man kender denne logik: Det er kun subjektivt, kun min, din opfattelse/mening …., sådan lyder angrebet på ethvert uønsket krav på gyldighed. På denne måde er den opklarede betingelsesrelation mellem hjerne og psyke blevet forvandlet til et "problem": Hvordan vil man kunne udelukke, at viljens og psykens autonomi kun er indbildning? Og i det spørgsmål lurer allerede det ønskede svar, der – som alting hos Roth – altid fremføres som overvejelsen af en mulighed: Kunne det ikke tænkes at være hjernen selv, der af egen drift bestemmer handlingerne?
c. Dermed er det logiske punkt nået, hvor Roth og hans medarbejdere bliver til biologer og udnytter den naturvidenskabelige hjerneforskning. De kaster sig over biologien for at lede efter belæg for deres "problem" og tror hurtigt, at de har fået bid: For når biologerne har fundet ud af, at enhver psykisk proces finder sted som naturproces, at der for enhver åndsaktivitet findes et sted i hjernen, at bestemte psykiske processer kan identificeres som helt bestemte neuronprocesser o.s.v., så …. Ja, hvad så? Hvad følger der egenlig af disse forskningsresultater? Der følger ikke andet end bekræftelsen af den bestemmelse, som var udgangspunktet: at åndsaktiviteter er betinget af visse naturlige processer. Naturligvis "modsvares" den psykiske proces af en naturlig proces i hjernen, det er jo derfor den udgør en naturlig betingelse – på samme måde som en bjergvandring kun kan finde sted som følge af muskelsammentrækninger.
Uden Roths falske svar i hovedet følger der altså slet ikke noget nyt af disse resultater fra den biologiske hjerneforskning. Det er ikke summen af biologiske kendsgerninger, men derimod hans egen betragtningsmåde, der får ham til at nå frem til denne tolkning. Hans resultat er ikke naturvidenskabeligt begrundet, men er derimod en fordom. Skridt for skridt ‘svindler’ han sig så også begrebsmæssigt frem til det ønskede resultat: Ved hjælp af opsamlede resultater fra biologien når han først frem til en "snæver sammenhæng" (227), så til en "parallel" (278), senere "udspringer" (306) psyken af hjernen og til sidst "gennemfører hjernen handlinger af egen drift" (310). Resultatet af Roths påberåbelse af den biologiske hjerneforskning går i sidste instans ud på følgende: Eftersom den finder ud af mere og mere om, hvordan psykiske processer forløber fysiologisk set, skulle det derfor på en eller anden måde være oplagt, at alle åndsaktiviteter er bestemt af fysiologiske processer! 11 På den måde bliver "uden-at" -logikken til en " på-den-måde" -bestemmelse, en betingelse bliver til determination og angivelsen af en "lokalitet" – " stedet" i hjernen – bliver til en "grund", et fysiologisk forhold bliver altså omfortolket til et logisk forhold. Bremer-hjerneforskningen har allerede begået alle disse fejl, når den ved hjælp af ubegrundet tvivl – "bare subjektiv" – tager livet af det opklarede forhold mellem hjerne og psyke, og når den forvandler menneskets vilje til et vedhæng til fysiologiske processer, altså til en naturproces, og gør den bevidsthed, som vi har om vores vilje, til indbildning. På den måde når Roth frem til sin påstand om, at det ikke er os, der tænker, men derimod hjernen, der tænker for os; at det ikke er os selv, der sætter os begrundede mål, men derimod vores hjerne, der dikterer vores handlinger og desuden også forsyner os med den indbildning, at vores vilje er fri!
4. Paradokser
En teori om psyke og hjerne formulerer altid samtidig udsagn om sig selv. Når den fx siger, at ingen åndspræstationer kan gøre krav på gyldighed, eftersom de "er underlagt min hjernes biologiske konstruktions- og funktionsbetingelser" (22), så må den også anvende denne teori på sig selv. Dermed kommer denne teori ud i et dilemma; den ryger ud i et gammelt erkendelsesteoretisk paradoks. For den påstår intet mindre end, at dens ikke-gyldighedsbestemmelse er gyldig, og dermed har den modbevist sig selv. Dilemmaet består i følgende: Hvis den som anvendelsestilfælde undtager sig selv fra sin egen teori, så kan den ikke gøre krav på at blive taget alvorlig. For hvis teorien skal gælde for alle hjerner, bare ikke for forskerens, så har den desavoueret sig selv. Den ville gøre krav på at være en undtagelse fra den netop præsenterede påstand om åndspræstationernes ikke-gyldighed, en undtagelse, der faldt helt uden for rammerne af sin egen teori. Hvad skulle man fx mene om en medicinsk forsker, der gjorde krav på at have forklaret bugspytkirtlens funktion og samtidig påstod, at denne forklaring ikke gjaldt hans egen bugspytkirtel! Men hvis teorien anvendes på sig selv, så rejser den tvivl om gyldigheden af de undersøgelsesresultater, som den lige har præsenteret med en masse omstændelige begrundelser. Kort sagt: Hvis den påstår, at den er rigtig, så er den ikke rigtig. Men hvis den derimod på forhånd går ud fra, at den ikke gælder, så ville der først for alvor være grund til ikke at beskæftige sig med den.
Derfor findes der radikale konstruktivister, 12 der helt åbent erklærer, at det er den radikale konstruktivismes største fejl at anvende denne tænkemåde på sig selv. Blandt erkendelsesteoretikere blev dette afslørende imperativ længe betragtet som et særligt godt trick. Men G. Roth hører til de filosoffer, der ikke går med til den slags (selv-)bedrag. Paradokset lader ham ikke i fred. Og som den redelige tænker, han er, har han forsøgt at løse dette paradoks og tre yderligere paradokser, der resulterer af hans teori (21f). I slutningen af bogen betoner han på den ene side på ny, at han har opgivet kravet på "at forkynde objektive sandheder", men på den anden side mener han, at han har sørget for, at hans præsentation "opfylder høje krav om plausibilitet og indre konsistens" (363). Men hvori består hans teoris plausibilitet og indre konsistens? Det drejer sig om metodiske omskrivninger af selvsamme krav på sandheden, som Roth ikke vil lade gælde for sig selv. Han vil gerne selv være overbevist om det, som han har skrevet, og han ville gerne overbevise sine læsere. Til det formål bør teorien – som et mindstekrav – være plausibel, d.v.s. ikke modbevist af andre undersøgelsesresultater, og den må ikke indeholde nogen logiske bommerter. Det er rent faktisk et krav, hvis man er ude efter rigtig erkendelse. Men desværre blamerer Roth sig i forhold til sine egne kriterier: Resultaterne af hans arbejde er hverken plausible eller konsistente – inklusive den selvkritiske beskæftigelse med det erkendelsesteoretiske dilemma. Men hvordan skulle det også lykkes ham at opløse paradokset, denne konsekvens af en falsk erkendelse, uden at korrigere fejlen selv!
5. " Hjerneforskning " og "tidsånd"
Resultaterne af hjerneforskningen i Bremen, der i sidste instans kan føres tilbage til en omstændeligt iscenesat fejlslutning, der sætter lighedstegn mellem de naturlige betingelser for psyken og hjernens determinering af samme, præsenteres for Bremen Universitet, og de vækker åbenbart ikke anstød hos nogen, men ser ud til at blive værdsat som en udmærkelse af institutionen, som man kan bruge til endegyldigt at få gjort kål på den gamle beskrivelse af universitetet som "udklækningsanstalt for revolutionære". Bremen Universitet har immervæk besluttet, at man i anledning af sit 25-års jubilæum ville bruge netop Roths forskning som garant for, hvad videnskaben på stedet har at byde på. Man må frygte, at universitetets ledelse vidste, hvad de gjorde.
For denne mani med at forklare sociale sammenhænge som naturprocesser har højkonjunktur i hele samfundet for tiden. Det er igen blevet moderne at meddele de mennesker, som er blevet frasorteret i konkurrencen, erklæret for ubrugelige eller uønskede eller er kommet ud på et "skråplan", at deres natur – deres gener eller deres medfødte præstationsevne – ikke lever op til deres private ønsker om at blive til noget henholdsvis til at få en indkomst over fattigdomsgrænsen. "Tidsånden" behøver ikke selv at bekymre sig om at få denne naturliggørelse af de samfundsmæssige selektionsprocesser til at stemme overens med videnskabens resultater. Den kan gribe tilbage til den frie åndsvidenskabs ydelser. De store statsansatte tænkere har nemlig ikke brug for den slags politiske konjunkturer for at forfalde til racistiske teorier. Inden for psykologi og pædagogik, 13 men også inden for filosofi og politologi er det en tradition at give den menneskelige natur skylden for det, som politik og økonomi udsætter den for. Disse underafdelinger af den pluralistiske tænkning profiterer så af tidsånden, får højkonjunktur og oplever pludselig at blive værdsat af offentligheden på en måde, som de i lang tid kun kunne drømme om.
Det skal illustreres med nogle eksempler:
a. Forbi er de tider, hvor det i uddannelssespolitikken blev anset for et tegn på forældet tænkning at bruge argumentet om begavelse som en begrundelse for at begrænse optagelsen på eliteuddannelserne. Da uddannelseskatastrofen blev udråbt i Vesttyskland og der ønskedes flere studenter for at fremme "erhvervslivets konkurrenceevne" (G. Picht, 1964) ved at akkumulere "human capital", gjaldt højkonjunkturen den slags pædagogiske tænkere, som ikke mente, at de unges indlæringspotentiale var begrænset af anlæg og gener, men som derimod satsede på miljøet og som mente, at fremme af anlæggene var midlet til at hjælpe dem op på det nationalt ønskelige niveau. Begavelse blev pludseligt afledt af begave, og uddannelsespolitikken virkeliggjorde med ét det, som denne pædagogiske variant repræsenterede. I dag er spyddet igen vendt den anden vej. Internt i pædagogiske kredse tænker man ganske vist, som man altid har gjort: Der er arv- og miljøteoretikere og frem for alt dem, der er parat til at springe på en hvilken som helst politisk konjunktur. Men det, der efterspørges for tiden, er fikse begrundelser for den modsatte uddannelsespolitiske intention. For nu drejer det sig om at spare, og desuden udbydes der flere uddannede end "markedet" forlanger. Følgelig mener uddannelsesteoretikere straks, at der er alt for mange "ubegavede" på universiteterne og at de udgør en "studenterpukkel", der sænker den nationale elites niveau. De er overbevist om, at der slet ikke kan være så mange "begavede" i en nation og at universiteterne bliver åbnet for "alt for mange unge mennesker, der næppe har evner for videnskab", som den tidligere forbundskansler og begavelsesteoretiker Helmut Schmidt 14 forkyndte. Det lader begavelsesforskerne sig ikke sige to gange. De har jo altid sagt, at kun en hårdere sortering kan skille fårene fra bukkene.
Her har også G. Roth noget at byde på, som kan berige denne debat. Han har fundet ud af, at indlæring i sidste instans ikke afhænger af vilje og anstrengelser hos den, der lærer, og at en appel til indsigten alligevel ikke nytter noget: I avisen kunne man læse, at "Forskeren ved Bremen Universitet anser det for temmelig udsigtsløst, når forældre eller lærere i forbindelse med opdragelsen appellerer til børns indsigt (!). Det er vigtigere at motivere, og motivation betyder ikke andet end at hensætte barnet i emotionel ophidselse (!)". (Weserkurier, 25.1.97) For kun på den måde kan det "limbiske system" i hjernen påvirkes. Indlæringen bliver ifølge dette dikteret af hjernen og er slet ikke tilgængelig for hjælp i form af en grundig forklaring, der satser på indsigt, hvorfor de respektive hjerner også er det, der sætter grænserne for de pædagogiske bestræbelser. Alle de, der dumper eller på anden måde mislykkes i skolen, kan så trøste sig selv med deres naturs utilstrækkelighed, når statsskolen har ødelagt deres livsudsigter: Taberne i skolen bliver jo produceret af lærerne med deres karakterer, og antallet af tabere afhænger af den respektive uddannelsespolitiks kvantitative målsætninger.
Bremerforskeren, hvis mistillid til menneskets fornuft ikke skyldes hans erfaringer, men som derimod i det hele taget ikke tiltror fornuften noget i forbindelse med indlæring, giver i forbifarten alle de mennesker ret, som altid er gået ind for den gamle pædagogiske regel om, at den, der ikke vil/kan høre, nu engang er nødt til at føle. Det er vanskeligt at tænke sagen med den "emotionelle ophidselse" til ende, uden at komme i tanker om alle de teknikker, som man plejer at bruge, når det gælder om at fremkalde begejstring og hengivelse, hjertesorg, forlegen- og sønderknusthed. Da den korporlige afstraffelse er forbudt og hurrapatriotismen endnu ikke er kommet på mode igen, foregår det mere "spidsfindigt", når man i dag skal øve indflydelse på forstanden uden at prøve med fornuftig argumentation. Nu satser man så på "mellemgulvet", fordømmer brug af forstanden som "intellektualisering" og helt erfarings- og handlingsorienteret overlader man det til følelserne at foretage bedømmelser. I mellemtiden er en del uddannelsespolitikere igen begyndt at kigge længselsfuldt mod USA, eftersom ikke engang denne moderne frakobling af forstanden lader den følelsesmæssige "ophidselse" komme helt til sin ret. I bestemte civiliserede lande er det derimod for længst blevet en del af hverdagen at "rippe op i" uniformerede skoleelever med flag og nationalsang før skoledagens begyndelse. Dette er måske ikke engang noget, som G. Roth på nogen måde drømmer om. Det behøver han heller ikke. Samfundsmæssigt set bliver hans videnskab omsat i praksis på den måde, at andre, der ikke nøjes med at tænke på den slags ting, ser sig legitimeret via hans "hjerneforskning".
b. I dag, hvor fattigdommen har antaget enorme proportioner og hvor lov og orden derfor betones endnu kraftigere, er man i forbindelse med kriminelle heller ikke mere sikker på, om de ikke skal identificeres som bærere af et kriminelt gen i stedet for – som det engang var tilfældet – som ofre for sociale omstændigheder. Når man giver afkald på statslig omsorg for de fattige i samme takt, som fattigdommen vokser, vil det heller ikke vare længe, før den videnskabelige racisme kun ser det som en retfærdig tjeneste over for en menneskenatur, der nu engang ikke kan drive det til mere på grund af de evner, som naturen har udstyret den slags mennesker med.
G. Roth er heller ikke afvisende over for denne opfattelse. Han anser det også for muligt, "at kriminel adfærd er erfaringsuafhængigt, genetisk-hjerneorganisk betinget" 15 . Han stiller ikke spørgsmålet om, hvorfra generne egentlig skulle vide, hvilke handlinger der vil blive straffet som "kriminelle" af lovgiverne, og hvordan samme gener erfarer, hvad der regnes for at være en "kriminel handling", når mange af de ting, som de uniformerede foretager sig helt legalt under udøvelsen af deres erhverv, vil blive regnet for en lovovertrædelse, hvis de foretages af privatpersoner, og hvordan generne kan skelne mellem retsstater og uretsstater, når sådan noget altid er et resultat af en tabt eller vundet krig.
Han finder heller ikke snakken om "kriminel adfærd" videnskabeligt suspekt, selvom den slet ikke bruges til at bedømme menneskers gøren og laden, men kun er en måde at anlægge det respektivt herskende retsstandpunkt på som ordens- eller sorteringsmålestok. Hvorfor det ene menneske tager levnedsmidler uden at betale for dem og det andet overfalder en bank, hvorfor der bliver pyntet på regnskaber og snydt i skat, er alt sammen spørgsmål, der ikke interesserer ham særlig meget, så længe han holder fast i det kriminelle gen som en "tænkt mulighed". 16
Når konkurrencen mellem borgerne skærpes, og når stadig flere af dem falder ud af de vante leveforhold og ikke engang opfanges af et socialt net længere, så er der efterspørgsel efter en videnskab, som behandler samfundets sortering af borgerne som om det var et spørgsmål om menneskets natur. På den måde fokuserer man på alt andet end den herskende produktionsmåde, hvis rigdom beror på fattigdommen hos dem, der producerer den. Men heller ikke ofrene kan gøre for deres "situation". De har ikke engang gjort noget forkert, de har kun gjort det, som deres natur har forudbestemt dem til.
Dermed er alt i sin rette orden, eftersom alle så i sidste instans befinder sig på den plads, hvor de ifølge deres natur hører hjemme.
At Bremen Universitet bruger "hjerneforskningen" til at profilere sig med, har altså – sådan set – intet at gøre med "hjerneforskningens" specielle præstationer. Den profiterer af den "tidsånd", som aktuelt meddeler sit behov for nye/gamle naturaliseringsteorier. Hvis "tidsånden" skulle gå hen og ændre sig, så har hjerneforskningen udspillet sin rolle og synker dermed tilbage i grøden af pluralistisk meningsfrihed.
c. Det kan ganske vist heller ikke udelukkes, at denne videnskab en dag avancerer fra at være producent af nyttig legitimations idioti til at blive en disciplin, der bruges som handlings vejledning i forbindelse med samfundsmæssige sorteringsprocesser. For at noget sådant kan ske, behøver den lovgivende magt for det første blot at få den idé, at bestemte afvigelser i tanke og handling hos borgerne skyldes deres hjerne, og den må for det andet erklære disse mennesker for patienter, som via et indgreb i hjernen igen kan hjælpes til en samfundsmæssigt ønsket adfærd – hvis den da ikke tager teorien om den afsporede natur som anledning til at mene, at "udryddelse" er det eneste, der hjælper. Det er ikke engang nødvendigt at genindføre fascismen for at omsætte idéerne om den naturdeterminerede vilje i praksis. Det kan demokrater også finde ud af. I forbindelse med "børnemishandlerne" er man allerede helt overbevist om, at man har med en sygdom at gøre. For når voksne mænd gør de ting med børn, som i (SM-)kærlighedslivet blandt voksne allerede er blevet en del af TV-hverdagen, nemlig opfatter det som et felt, hvor de kan bevise deres mandlige overlegenhed og dermed opnå deres racistiske selvbevidsthed, så er der ikke mere tale om "kreativ sexualitet", men derimod om en hjernedefekt. Det er ikke kun stambordsdebattørerne, der er enige i det, men i mellemtiden også juridiske kredse – og de ville desuden hilse det velkomment, hvis man kunne lave personlighedsprofiler på baggrund af DNA-strukturer, så de kunne bruges til at arrestere "forbryderiske typer" rettidigt.
G. Roth tænker sin teori, der naturliggør af de samfundsmæssige processer, konsekvent til ende og støder dermed på det spørgsmål, om straffen egentlig virker som afsoning, når ansvaret ikke kan tillægges en individuel gerningsmand, der har planlagt sin handling bevidst og omsat den i praksis, men derimod kun et individ, der har fulgt sin hjernes befalinger. Han spørger: Hvilken instans skal man tillægge "skyld"? Og svarer: "Det bør diskuteres meget omhyggeligt, om og hvorvidt det i forbindelse med både straf som afsoning og straf som opdragelse til det bedre gør en stor forskel, om man straffer jeg’et som konstrukt (hvis dette i det hele taget er muligt) eller hjernen og dens organisme som autonomt system." (330f; parentesen i originalteksten!) Roth spørger altså sig selv, hvem der egentlig skal være modtager af straffen. Hvis jeg’et spærres inde, så rammer det jo strengt taget den forkerte. Så burde man egentlig ikke straffe hjernen? – men hvordan "straffer" man egentlig et stykke natur? Via fysisk påvirkning, altså med elektroder, skalpeller eller lignende? Det er på ingen måde beroligende, at Roth først vil "diskutere" dette spørgsmål "omhyggeligt" (331). For det skandaløse ligger allerede i spørgsmålet. Dette spørgsmål gør straffen til et medicinsk forhold/fænomen, og med undersøgelsesresultatet angående skyld og uskyld fældes der en juridisk dom over naturen. Det eneste åbne hos Roth er spørgsmålet om, hvordan dommen skal eksekveres. 17
Igen forholder det sig sådan, at G. Roth helt sikkert ikke vil have noget at gøre med disse konsekvenser af sine egne – falske – tanker. Det tjener ham måske til ære blandt moralister, der som han selv går fejl af videnskabens rolle i det kapitalistiske samfund. Det passer nu engang ikke, at han ikke er "ansvarlig" for det, som hans forskning bliver brugt til. For det første lægger han nemlig selv stor vægt på anvendeligheden af sine resultater. Og da de ikke skal anvendes på månen, men derimod i det samfund, hvor den dertil nødvendige forskning finansieres, hører det med til hans opgave at skaffe sig klarhed over de samfundsmæssige forhold, som han i al uskyldighed forsyner med sine teorier. For det andet bliver hans teorier slet ikke misbrugt, når de bliver omklamret af "tidsånden". Deres legitimatoriske anvendelse til alle mulige uappetitlige anliggender følger nemlig logikken i disse forskningsarbejder. Og for det tredje burde selv åndsvidenskabens udøvere efterhånden have opdaget, at deres forskningsfrihed i det demokratiske samfund er indrettet med henblik på, at de ikke skal blande sig i samfundsmaskineriet, der af sine helt egne interesser undersøger produkterne af sin frie forskning med henblik på deres brugbarhed til ideologiske og praktiske, politiske og økonomiske formål, og derefter anvender det brugbare og lader det ubrugelige blive liggende i videnskabens "elfenbenstårn". Videnskabelig frihed i det borgerlige samfund er videnskabsmændenes frihed fra tvangen til materielt erhvervsarbejde og dermed friheden til ikke at koncentrere sig om andet end deres erkendelsesvirksomhed. Bagsiden af medaljen består i den institutionelle adskillelse fra alle de interesser, der bestemmer de samfundsmæssige anliggender. Som følge deraf er forkernes frihed omvendt politikkens og økonomiens frihed til ikke at lade videnskaben have noget at skulle have sagt over deres anliggender. Videnskabens subsumtion under det borgerlige samfunds formål består altså netop i forskningens frihed fra ethvert politisk diktat.
Noter:
1 Freerk Huisken http://www.arbeitslehre.unibremen.de/Persnl.html er forfatter til bogen Ungdomsvold – selvbevidsthedskulten og dens uønskede resultater,
www.forlagene.dk/politiskrevy/Nyheder/
Nyhe2-txt.htm#UNGDOMSVOLD politisk revy 1998
2 Jf. G. Roth, Das Gehirn: Ein selbstbewusster Computer, i: 9. Bremer Universitätsgespräch.Was können wir aus der Hirnforschung lernen? Bremen 1997, s. 45f
3 At G. Roth var dyreværnsrepræsentant på Bremen Universitet, er da heller ikke en kynisme, sådan som dyreværnsfolk mener, når de i betragtning af elektrodebeklædte makakaber ikke mere kan få øje på den moral, som de deler med Roth. Det er bare konsekvent.
4 "Hjerneforskningen" i Bremen, som Roth præsenterer den i "Das Gehirn und seine Wirklichkeit", står i anførselstegn, fordi den ikke er nogen biologisk-medicinsk disciplin, der helliger sig naturlige processer i hjernen, men derimod er en åndsvidenskab, der misbruger naturvidenskabelige resultater – som det vil blive vist i løbet af denne artikel – til sine egne filosofiske overvejelser.
5 Jf. Hegel, Enzyklopädie III, Philosophie des Geistes
6 En undtagelse er Arbejdsgruppen mod Selektions- og Udnyttelsesnormer, der ganske vist anser videnskabskritik for at være "upolitisk" og derfor afleder sin "politiske" kritik alene af mulige følger af forskningen. Det kalder de så for en "udnyttelsessammenhæng". For så vidt som de bebrejder Roth for den politiske "udnyttelse", behandler de ham som subjekt for de forhold, hvor hans forskning anvendes, og går på den måde fejl af sammenhængen mellem videnskaben og det kapitalistiske samfund.
7 Sidetallene i parentes henviser til: G. Roth, Das Gehirn und seine Wirklichkeit, Frankfurt am Main 1997
8 Der tænkes på de tre tyske partier CDU, SPD, DVU (o.a.)
9 Jf. nedenfor, hvor Roths spørgsmål om, hvorvidt jeg’et eller hjernen skal straffes, bliver behandlet.
10 Hos Roth er denne fejl i øvrigt ‘afsikret’ via en metodisk forhåndsafgørelse: "For at kunne undersøge psyken med empiriske metoder, er det nødvendigt at indgrænse dette begreb til tilstande, som kan opleves individuelt." (272) Det bør ikke undre, at psyken hos ham kun dukker op som tilstande, der kan opleves individuelt, når han på forhånd har fastlagt, at det kun er dem, der interesserer ham. Som man råber i skoven …..!
11 Roths ideal er at kunne læse tanker ved at iagttage processer i hjernen. Desværre er "de tekniske muligheder" for noget sådant endnu ikke til stede, beklager han over for læseren. (275)
12 Roth hører til denne filosofiske skole, men lægger vægt på slå fast, at han ikke er enig i alle dens opfattelser.
13 Jf. om dette: F. Huisken, Erziehung im Kapitalismus, Hamburg 1998
14 I: Hamburger Abendblatt, 9.11.1995
15 Indledning til: P. M. Churchland, Die Seelenmaschine, 1997.
16 I debatter trækker disse "hjerneforskere" sig gerne tilbage til det standpunkt, at de nu engang er naturvidenskabsmænd og at den "samfundsmæssige diskussion" derfor ikke falder inden for deres kompetenceområde. Med denne placering unddrager de sig dog ikke kritikken, men bekræfter den kun. For hvis man vil afklare opdragelse og kriminalitet ved hjælp af "naturvidenskabelig diskussion", så tager man fejl af disse genstande, der er samfundsmæssige.
17 Helt i samme retning går også det, som for nylig blev berettet fra Sverige: "Hjernevask med skalpel. Svenske homosexuelle og kommunister blev (i 1950erne) opereret uden deres samtykke. Det hvide snit blev foretaget på en overbevist svensk kommunists hjerne, uden vedkommendes samtykke beretter en Dr. Rylander. Bagefter havde manden ifølge lægerne mistet enhver interesse i ideologien." (Süddeutsch Zeitung, 8.4.98) Hvad han ellers havde mistet og hvad han i det hele taget havde ytret interesse i, meddeler beretningen ikke. Der er en sammenhæng, et åndeligt slægtskab, mellem den citerede sag og den "hjerneforskning", som G. Roth bedriver og støtter – en sammenhæng, som G. Roth ikke vil vide af. Som hos G. Roth går sagen ud fra, at den bestemte – i dette tilfælde den samfundsmæssigt fordømte vilje – slet ikke er herre over sig selv, at mennesket ikke førfølger og sætter sig sine mål på baggrund af sin bevidste bedømmelse, men at den bestemte vilje/psyke derimod har sine årsager i hjernen, i psykens naturlige betingelser. Derfor bliver den vilje, der ikke fungerer som ønsket, i dette tilfælde ført tilbage til en dysfunktion i hjernen. Man må derfor også bebrejde G. Roth for, at hans teori er racistisk – på samme måde som den medicinske opfattelse i det svenske eksempel. Hvordan det? En politisk udgrænsning – kommunister er uønskede, forstyrrende, ødelæggende elementer – bliver eksekveret ved hjælp af vold, ved hjælp af tvangsindgreb, fordi de uønskede handlinger bliver erklæret for utilgængelige for viljen. I stedet for et opgør med kommunisternes samfundskritik bliver den gjort til et uheldigt produkt af en syg hjerne, hvorefter hjernen opereres. Kommunister og homosexuelle lider af en dysfunktion i hjernen, de kan på den ene side ikke gøre for det, men på den anden side kan man heller ikke stole på dem, når de bedyrer, at de kun ønsker reformer etc. Den grundlæggende logik i denne racisme, den mystiske, selvmodsigende antagelse af en "naturlig vilje", findes her på samme måde som hos Roth. Den deraf følgende skelnen mellem den ytrede vilje, som ikke er til at stole på, og den sande (naturlige) vilje, som det kun er lægen/psykologen, der kender, begrunder både anvendelsen af tvangsmidler og den gode samvittighed, fordi man kun ønsker at hjælpe en person, der er "syg".
Freerk Huisken , Jahrgang 1941, Pädagogikstudium in Oldenburg, bis 1967 Lehrer, zweites Studium Pädaogik Politik, Psychologie in Erlangen-Nürnberg, 1971 Promotion. Seit 1971 an der Universität Bremen
Kilde: Uni Bremen nr. 6/1998. Oprindeligt bragt i tidsskriftet "Bremer Kassiber" 1998
[*]
Seneste kommentarer