af Karl Held, oversat af Dann Simonsen
Guder, guruer og sekteksperter
7. januar 1998 bliver 32 medlemmer af en tysk sekt arresteret på Tenerifa. Ifølge de spanske myndigheder, som er blevet alarmeret af bekymrede pårørende, skulle gruppen have planlagt et masseselvmord for at fejre verdens undergang, som var berammet til den næste dag, inklusive den UFO-transport til Sirius, som ingen dommedagskult med respekt for sig selv åbenbart kan klare sig uden i dag. Lederen af sekten, en universitetsuddannet psykolog i Hamburg, bliver fængslet for anstiftelse til selvmord og – da der også befinder sig fem børn blandt hendes disciple – for mordforsøg.
Det kollektive selvmord, der med nød og næppe blev forhindret, giver endnu engang den tyske offentlighed anledning til at ræsonnere over fænomenet “sekt-galskaben”. Pinligt berørt konstaterer sekt-eksperterne fra blade og magasiner som Der Spiegel, Süddeutsche Zeitung (SZ) og BILD, at “psyko-edderkoppen” (Abendzeitung München (AZ) Heide Fittkau-Garthe så sent som for tre år siden afholdt dyre management-kurser for “renommerede virksomheder” og, hvad der er endnu værre: ingen af deltagerne syntes, at hun virkede ubehagelig og da slet ikke mistænkelig. Selv den nedtrykte far til et af “sektofrene” fortæller til SZ, at han indtil for kort tid siden slet ikke kunne nære mistro til hende, men snarere følte sig bekræftet i sin opfattelse af, at der “her er en, der udøver markedsdygtig psykologi og filosofi.” (SZ, 13.1.98)
Ikke så underligt!
Over- og -tro: Ikke til at tage fejl af!
Hver gang der igen er en hidtil upåagtet sekt, der kommer i mediernes søgelys, fordi de vil prøve at flygte fra den “syndige krop” via selvmord og fra den “jordiske jammerdal” via en UFO, og når den slags mennesker ønsker at nå et “højere plan”, “en tilstand af fuldkommen harmoni” (populært også kaldet “paradis”) og tager sagen i egen hånd i stedet for at sidde og vente på, at “Herrernes Herre” skal kalde dem til sig, så er den borgerlige forstand ganske vist på den ene side straks af den opfattelse, at det må dreje sig om “farlige vrangforestillinger”. Men på den anden side har man også altid samtidig forståelse for den slags mennesker:
“I disse sekter hersker der en ekstrem kropsfornægtelse, de er udelukkende interesseret i den udødelige sjæl…. Og når man tager hensyn til det, så giver deres handlinger til og med en vis mening.” (psykolog Michael Utsch i SZ, 13.1.98)
Det “attraktive mål: udødelighed” (smst.) er som bekendt ikke noget, som “pseudoreligionerne” har opfundet, lige så lidt som de er de første, der har fundet på at dyrke selvfornægtelse og overvindelse af kødet som vej til frelse. Årsagen til, at disse “falske profeter” får attributtet “pseudo-” foran den ellers højt priste religion, skal søges i de små, men fine nuanceforskelle: “ekstrem” og “udelukkende” – hvormed kritikeren medgiver, at forskellen i forhold til det officielle kirkevæsens åndsbeslægtede lære ikke er et spørgsmål om det åndelige indhold, men derimod om dets funktion . Fordømmelsen af sekter og anden “over”-tro ligger til grund for den underforståede sammenligning med “ægte” tro – en sammenligning, hvis ene side så vidt muligt bliver udeladt fra betragtningen, da man ellers ville løbe den risiko, at man blev nødt til at fordømme den samtidig:
– troen på et subjekt, som skaber og opretholder den ” naturlige orden “, forestillingen om en højeste dommer over himlen og jorden og tolkningen af alle erfaringerne fra den jordiske eksistens som denne dommers værk og vilje;
– den deraf følgende ringeagt for ens egen person, der til forskel fra den almægtige gud netop ” kun er et menneske “; bekendelsen til sin egen afmagt og utilstrækkelighed og til kun at have eksistensberettigelse som Guds skabning og værktøj;
– den deraf resulterende selvretfærdighed: at man som syndigt menneske ikke gør ret meget rigtigt, men som troende synder gør alt rigtigt, så længe man ikke drister sig til den frækhed, at man højstpersonligt og på grund af menneskelige interesser ønsker at ændre noget ved verdens gang; følgelig
– dyderne ydmyghed, føjelighed og offervilje, der – som Fanden vil – passer så godt til de verdslige tjenester, som et rigtigt kristenmenneske skal tage sig af, og som i Herrens åsyn er en velbehagelighed.
De forskellige ” sekter ” behersker nemlig også alle disse åndelige øvelser – og de gør alvor af dem på en måde, der ikke har været meningen her i landet siden den hellige inkvisitions dage. Troskomplekset og dets imperativer og teknikker for anstændig livsførelse skal ikke kun fungere som ledsagende tolkning af hverdagen, men skal være det gældende princip. Tilhængerne af ” Heaven’s Gate ” var så konsekvente i deres afsky for ” sanseligt begær “, at de ligefrem lod sig kastrere; Jehovas Vidner insisterer i den grad på Bibelens ord ” Du må ikke slå ihjel “, at de hellere lod sig sende i KZ-lejr end i hæren; medlemmerne af ” Soltemplets Orden ” er så konsekvente i deres opfattelse af, at det helt normale jordiske liv er et blot og bart ” gennemgangsstadie “, at de i hobetal lader sig selv befordre over i en ” bedre verden “. Sekttilhængerne nægter at relativere deres bekendelse: De kritiserer de normale troende for at være opportunister, når de på trods af deres fromhed aldrig negligerer de pligter, de har uden for gudstjenesten. De underordner selv deres eget liv fuldstændigt under de krav, som det hinsides stiller. Det gør sektbrødrenes tro til vrangforestilling og udsætter dem for den mistanke, at de dyrker falske loyaliteter:at de hverken indrømmer hr. Zebaoth eller Helmuth Kohl deres rette plads her i verden, at de altså er fanatikere. Med denne form for fordømmelse af sekterne gør tilhængerne af den ” sande ” tro det bemærkelsesværdigt tydeligt, hvilken niche og rolle de selv har fundet sig i den moderne verden: som vogtere af den offentlige moral, der ikke alene accepterer alle de tjenester, som samfundslivet afkræver dem, men på en underfuld måde supplerer dem og dermed også bliver behandlet på en tilsvarende beregnende måde. ” Dit rige er ikke af denne verden ” i hjertet, mens man i denne verden og efter dens regler ” giver kejseren hvad kejserens er ” og samtidig beklager menneskets syndige natur – det er den måde, den gode troende gør det på.
Pseudo- og religion: et afgrænsningsbehov for de oplyste
Kritikken af dem, der har taget parti for det forkerte tros-” surrogat “, må ikke misforstås som en opfordring til at betragte verden nøgternt og tage afsked med den religiøse irrationalisme. Kritikken beror ene og alene på, at man mistænker gurutilhængerne for ikke at være ordentligt tilpassede. I al sin ubønhørlighed rejser det spørgsmålet om, præcis hvor grænsen går mellem ” dybt følt religiøsitet ” og ” pseudoreligiøse vrangforestillinger “. Samtlige sekteksperter i den tyske medieverden medgiver bedrøvet, at de plages af en tiltagende uskarphedsrelation og ” analytiske vanskeligheder med begrebet sekt “:
“Efter at de nye esoteriske grupper og psyko-grupper er kommet på banen, er det klassiske sekt-begreb blevet så uskarpt, at det næsten er gået i opløsning.” (Die Welt, 12.1.98)
På den ene side er det ganske vist nemt at skelne mellem ønskelige aktiviteter og uønskede afsporinger på området for den moralske søgen efter sig selv og vejledning af andre: Man behøver bare lytte til de velkendte, beføjede og statsautoriserede instanser for moral. Men desværre findes der i mellemtiden ikke kun de “klassiske sekter”, som var ” ikke-anerkendte afspaltninger fra moderreligioner ” og som alene derfor nemt kunne bestemmes som afsporet fanatisme. “Anything goes”, når det drejer sig om irrationalisme, og der er også en masse mennesker, der skaffer sig sjæletrøst ved at tro på astrologi og reinkarnation eller som søger deres forløsning i de moderne psykologiske metoder til at finde sig til rette og klare sig. Heller ikke denne måde at fortolke sin højstpersonlige forvrøvlede mening ind i hele miseren på – det være sig med alle mulige besynderligheder fra ” idéhistoriens losseplads ” (Der Spiegel, 3/98) – vil den borgerlige forstand sådan uden videre frakende enhver berettigelse, ikke engang når man er klar over, at afstanden til tosseanstalten ikke er alt for stor, når det drejer sig om den slags beskæftigelser. Både vanskelighederne med og behovet for at afgrænse sig fra dem stammer netop fra det forhold, at når man ikke afviser, men derimod støtter trangen til at tro, så gør man det, fordi man finder en god og nyttig side selv hos de grasserende meningssøgere. Men nødvendigheden af en ” grænsedragning ” bliver uafviselig, om ikke før, så når en af disse menigheder igen aflægger vidnesbyrd om deres endegyldige dysfunktionalitet ved at begå kollektivt masseselvmord. Selv om det aldrig lykkes dem at gøre andet, er “sekt-analytikerne” alt andet end tilfredse med, at de esoterisk og/eller psykologisk dannede disciple kun “erkendes på deres frugter”. De ville gerne kunne erkende afvigelsen, ikke først ex post , men helst allerede før folk lader sig beame til Sirius, altså ved at se på troskomplekset selv. Man ville gerne kunne identificere den funktionelle forskel ved at betragte sagen selv – og sekt-analytikerne indrømmer, at det falder dem overmåde svært.
Alle forsøg på helt upartisk at skelne mellem rigtig og forkert tro ved at kigge på det punkt, hvor det netop ikke er til at få øje på nogen forskel, mislykkes i hvert fald straks. Som for eksempel, når det store tyske nyhedsmagasin spiller oplyst og hovedrystende beretter følgende fra sine undersøgelser:
“200 års oplysning kunne ikke forhindre det: I mellemtiden mener hver tredje tysker igen, at fremtiden kan forudsiges, hver syvende tror på magi og heksekunst, 50 % af tyskerne medgiver, at de tror på rumvæsner. Omkring 20 % er overbevist om, at man kan få kontakt med det hinsides. Tyskerne er helt vilde med astrologi. Hver anden tror på stjernernes magt.” (Der Spiegel, 3/98)
Måske skyldes det, at resultatet af oplysningen kun var en funktionalisering af vrangforestillingerne og ikke afskaffelsen af dem. Derfor gælder det også på en eller anden måde som sikkert, at Christophorus-mønter hjælper mod færdselsuheld, at stearinlys tændt på det rigtige tidspunkt for den rigtige helgen bringer den tabte nøgle frem igen og at undergørende Madonnaer – hvis man bare tror fast nok på deres ” magiske kraft ” – gør de syge og lamme raske igen. Og hvordan forholder det sig med det halvt hundrede år gamle katolske dogme om ” Marias kødelige opstandelse til Himlen ” – helt uden space shuttle? Er det baseret mere eller mindre på ” vrangforestillinger ” end håbet om en fin, skinnende UFO med en hel masse gammelkloge ET’er om bord? I den officielle kristne troslære, der er blevet forfremmet til akademisk værdighed, dyrker oplyste Guds børn den opfattelse, at førstnævnte på en eller anden måde skulle være mere “symbolsk”, altså slet ikke ment “på den måde” – men på hvilken måde så? Et par mirakler vil enhver religion i hvert fald gøre krav på for sin tro, da de jo beviser, at den almægtige gud er i stand til at ophæve de par naturkræfter, som den “blot menneskelige” forstand har dristet sig til at gennemskue. Og selv om en teologi for lærde tillader sig at gå ind for den samme “konklusion” om “grænserne for den menneskelige forstand” uden hjælp fra naturvidenskabeligt påvislige mirakler: Hvad ændrer det så ved budskabet? Da højst den ene ting: at det også finder behag hos et “oplyst” mindretal – så der heller ikke er nogen i genteknologiens tidsalder, der har nogen indvendinger imod, at folk i hobetal tager på pilgrimsfærd til Lourdes eller Altötting, så længe de i øvrigt lader kirken stå i landsbyen.
Sekt-eksperterne i de bedre dag- og ugeblade ser det da heller ikke på nogen måde som en udfordring til dem selv at sørge for at fortsætte dér, hvor oplysningen slap. De er tilfredse med at konstatere dens nederlag ved synet af de ” milde esoteriske vrangforestillinger, der griber landet “. De har ikke til hensigt og er med deres ret immanente afgrænsningsbehov i det hele taget heller ikke i stand til at kritisere den almindelige jagt på livets mening på anden måde end ved at henvise til dens uønskede resultater – såsom den ” med nød og næppe undgåede katastrofe på Tenerifa “. Den penetrante henvisning til ” sumpen ” af ” paravidenskab ” som ” erstatningsreligion “, som permanent rummer ” faren ” for, at folk ” begynder at tage afsked med den virkelige verden “, formår ikke at finde nogen argumenter mod erstatningsreligionen, for så vidt som den heller ikke kan finde på nogen mod religionen. I stedet for blander den det hele sammen. Retfærdigvis får Der Spiegel derfor også en lavine af læserbreve fra ophidsede tilhængere af forskellige trosretninger, der føler sig uretfærdigt behandlet af dets ” angreb på alt og alle “, da de med deres specielle vrangforestillinger bevisligt kun har opfyldt behovet for tilfredshed, men aldrig nogensinde et behov for selvmord. Disse mennesker er helt enige med den sektbefuldmægtigede Bartels fra Slesvig-Holsten i hans opfattelse: ” eksemplet Tenerifa viser: Man må ikke affærdige dette esoteriske sludder og dets voksende udbredelse som fuldstændigt harmløst .” (Der Spiegel, 3/98) De insisterer bare på, at det forholder sig helt anderledes med deres personlige “Tenerifa” – sådan mere hen i retning af det “himmelske Jerusalem”, som paven vil befolke med ikke-aborterede Guds børn.
Og eksperterne fra den offentligt-retslige trosmoralkontrol har selv ikke andet at byde på end deres egen “oplyste” karma, som altid tilhvisker dem, hvilke fikse idéer der er i orden, og hvor afsporingen begynder. Det er imidlertid også nok for dem – sådan som samvittighedens smagsdom er det for enhver troende – til at forfremme mangt et sektmedlem fra at have været en “harmløs fantast” til at være en “tidsindstillet bombe”, og i visheden om at have forstået den altafgørende forskel på erstatnings- og religion går de efter at have stillet diagnosen videre til at forske i årsager.
Fra mangel på mening til sjæletrip
Man rejser altså det ængstelige spørgsmål:
“Hvad får intelligente, dannede mænd og kvinder til at underordne sig selv og små børn under en psykoreligiøs fanatikers vilje og betingelsesløst acceptere hendes vrangforestillinger – og til at gå så langt, at det inkluderer selvudslettelse?” (Die Welt, 12.1.98)
Selv med den store undren over, at lige netop “dannede” mennesker i den grad går sådan fejl i deres søgen efter en dybere mening, hvor guderne må vide, at man havde forventet en mere brugbar omgang med de mangfoldige meningstilbud fra deres side, så er besvarelsen af dette spørgsmål igen fuld af forståelse:
“Årsagen til den maniske søgen er et voksende kollektivt ubehag i et ego- og albuesamfund, der producerer kulde og kynisme – ganske vist også velstand, men netop ingen mening og heller ikke nogen varme til sjælen. I en verden, som trods (og på grund af) eksplosivt voksende viden virker stadig mere uforståelig og truende, vokser fascinationen af de enkle svar.” (Der Spiegel, 3/98)
Hvad skulle det ” enkle ” egentlig være ved disse ” svar “? Et troende menneske stiller større krav til sin vilje og forstand end en hedning gør: nemlig at løse den ekstra opgave med at fortolke afviklingen af alle jordiske gøremål som et kosmos af meningsfuld orden og samtidig også den ekstra anstrengelse med at overbevise sig selv om, at denne tolkning er sand. Det, som troen giver de troende – “trøst, orientering, mening” – er dog så ønskværdigt og regnes for så uundværligt, og den opfattelse, at viden kun ville kunne skabe forvirring, er så udbredt, at sekt-eksperterne til og med betragter interessen for UFOer o.l. for at være logisk i en eller anden forstand og i hvert fald meget enkel. De går ganske enkelt ind for det princip, at når jorden alligevel er lidt af en ” jammerdal ” og når det, som man selv får ud af de funktioner, som man er nødt til at varetage i den, er notorisk ringe, så er det ikke på sin plads med kritik og oprør, men snarere med en søgen efter en forestilling, der får det hele til at tage sig meningsfuldt ud – og jo dummere den er, jo mere effektiv er den også. Elendighed tvinger ganske enkelt noget ” varme ” ind i sjælen – og de har i den grad vænnet sig til denne billige luksus for de skuffede, at også den stik modsatte afledning glider lige ned i PC-tastaturet: En stor indkomst fører ligeledes først og fremmest til meningstom tungsindighed og dernæst – thi mennesket har brug for noget varme – til en selvopfyldende søgen efter mening.
Denne vulgærmaterialistiske deduktion af det religiøse idioti ved at addere social kulde, intetsigende velstand, eksplosivt voksende viden og eksistentialangst ser i øvrigt ikke ud til at skyldes en eksplosiv vækst i den viden, der er til stede i den bekymrede nations redaktionslokaler. Det drejer sig vel snarere om et fascinerende enkelt svar på et sektmiljø, som journalisterne oplever som ret angstfremkaldende. Men det bliver endnu mere komplekst. Den videnskabelige slutning fra forførelsen til de forførtes forførbarhed åbner nemlig op for interessante følgeslutninger, når man husker på, at forførersken jo ikke kun er pseudoreligiøs og fanatisk, men desuden også er professionel psykolog. For mangt en mistroisk iagttager af den sjælelige folkesundhed er det en herlig anledning til at skælde “sektofrene” ud for det, som et folk af psykovrag for længst skulle have haft at vide: De skal lade være med at skabe sig sådan!
“Og endnu en trend ser ud til at give luft under vingerne på guru-manien – den psykoterapi, som er blevet udråbt til universalmiddel. Enhver, der føler sig dårlig, ønsker at få behandlet sit problem. … fejlagtige antagelser om, at man i dag skulle kunne løse ethvert problem ved hjælp af psykoterapi. Styringen bliver videredelegeret – og netop også til de forkerte. I dag bliver alting straks anerkendt som sjælelig sygdom. Et fænomen, som psykofordrejere som Fittkau-Garthe lever højt på.” (AZ, 13.1.98)
Eksperten fra folkebladet i München ønsker ikke at kritisere psykologien i det hele taget og i almindelighed – han omtaler fru Fittkau-Garthe som psykofordrejer, altså på ingen måde som en typisk repræsentant for sit fag – og han ønsker da slet ikke at kritisere den sædvanlige manér med principielt ikke at søge efter grunden til “problemer” med livet og “dårlige følelser” i de materielle eksistensbetingelser, som et menneske har problemer med og hvor det føler sig dårligt tilpas, men i stedet at betragte sig selv som det problem, som det gælder om at finde en løsning på. Og han har slet ingen indvendinger mod det standpunkt, at alle de vanskeligheder, som et menneske er plaget af, skulle kunne løses ved at ændre sin indstilling til dem. Han har ikke noget imod de psykologiske teknikker til selvbebrejdelse og selvbeherskelse – tværtimod: Han ønsker netop, at folk reviderer deres indstilling til sig selv som problemtilfælde. Men på en sådan måde, at de ikke altid bilder sig selv ind, at de lider af en “sygelig” uduelighed med hensyn til at foretage en gennemgribende korrektur af sig selv, så de kan komme til at ligge og drive den af på psykoterapeutens sofa. Professionelle eksperter i andre folks psykomoralske sjælehusholdning kan nemlig godt finde ud af, hvordan de i forbindelse med den højere idioti skal skelne mellem over- og tro, og det samme gælder den sump, hvor den højere idioti gror, nemlig det brede felt af moralsk selvkontrol og den selvfremkaldte indre harmoni eller disharmoni, hvor det drejer sig om at skelne mellem den helt rigtige dosis og den skadelige overdosis. I årtier er menneskeheden blevet vejledt i, at de skal bruge deres fri vilje på at konstruere en selvopfattelse og på at tro på samme, hvorefter det ærede jeg i sine stemninger og sin forstemthed giver sig til kende som et skrøbeligt instrument for den personlige jagt på succes – afhængigt af lutter ubevidste determinanter, men gudskelov i stand til at lade sig manipulere til det gode. Nu er det på tide med andre boller på suppen: Folk skal ikke hele tiden gøre sådan et stort nummer ud af deres sårbarhed. For hvis man overdriver og vil bruge psykologien som “universalmiddel” mod enhver selvforskyldt fiasko, i stedet for som det probate middel til at klare undtagelsessituationer, så opfører man sig i sidste instans ligesom sektmedlemmerne og “uddelegerer” “styringen” af ens egen person til de “forkerte” – i stedet for til de rigtige! De forkerte er der nemlig nok af – se fru Fittkau-Garthe.
Men her er problemet bare endnu engang: Hvem er hvem?
Hvordan man skelner mellem gode terapeuter og onde guruer
Man kan først for alvor skelne den ene gruppe fra den anden, når det er for sent. Så er det endnu engang sådan, at der ikke er nogen, der ville have troet det om sin nabo. Når der ikke foreligger nogen esoteriske bekendelser og entydige selvmordskommandoer, finder oplyste medborgere det ” udtalt vanskeligt at trække grænsen mellem fantaster og dem, der virkelig er ude på noget farligt .” (Utsch i SZ, 13.1.98)
Det er vanskeligt at undersøge en psykologisk teori og praksis for at finde ud af, hvor de rigtige psykologers anerkendte hjælp til at finde sig selv slutter, og hvor “psykofordrejernes” manipulationskunst begynder – og det er åbenbart noget, der ikke kun volder vanskeligheder for dem, der søger råd hos andre om den rette måde at omgås med sig selv på. For det, der i forbindelse med “guruer” virker forholdsvis enkelt – ” Sekt-lederne ligner hinanden. De smiler, virker milde, såvel som på en eller anden måde hellige og overlegne, de har karisma, i hvert fald i deres tilhængeres øjne ” (Der Spiegel, 3/98) – det støder i forbindelse med den psykologiske disciplin lige ind i et af dens immanente grundproblemer:
“Psykoterapeuternes dominerende indflydelse på patienter og andre mennesker i deres personlige omgangskreds er et velkendt fænomen.” (Die Welt, 12.1.98)
Og sådan forholder det sig jo faktisk: De fleste moderne individer helliger sig idealet om at finde sig tilrette, om at få succes via tilpasning, og deres problemer med at leve op til dette ideal behandler de tilsvarende som en defekt ved dem selv og som deres egen mangel på egnethed til denne opgave. Det er derfor kun konsekvent, når sådanne individer beslutter sig for at få individuel psykologisk terapi – det ville trods alt være lidt af en selvmodsigelse, hvis de først udnævnte sig selv til at være problemet og samtidig så sig selv som problemløsere. Så er det bedre at kaste sig i armene på en professionel ekspert i den mislykkede individualitets problemer. Disse forkæmpere for det moralske subjekt tolker de fejl og fiaskoer, som de får at høre, som defekter, og de hjælper patienterne med at identificere den sande indre natur i de svagheder, som de bebrejder sig selv for. For enhver eksisterende eller formodet fiasko i konkurrencen – på jobbet, i sport, hos det andet køn eller hvor det nu måtte være – søger og finder terapeuterne de egentlige årsager, der ikke ligger i den livslange “frie konkurrences” elendighed, men i klienternes indre konflikter med sig selv, som de er plaget af og ikke kan erkende og løse uden psykoanalytikerens hjælp. Kun for terapeuterne åbenbarer det beskadigede egos hemmelighedsfulde verden sig. Derfor afhænger det også så meget af terapeuternes vejledning. På den måde bliver de til ” vigtige identifikationspersoner “. Og advarslen mod faren for ” afhængighedsforhold “, ” patientens projektion og modprojektion i forhold til terapeuten ” er lige så gammel som psykoanalysen selv. Denne form for afhængighed kræver godt nok også altid et menneske, der lægger sin vilje i den anstrengelse, som det er at lade en analytiker “føre” sig gennem ens egen personlighed og ud af den – men hvis man hører til dem, der holder fast i denne indvending mod psykologien, så har man først for alvor mistet chancen for at blive lukket ind i psykologiens rige og bliver følgeligt ikke alene betragtet som totalt verdensfjern, men stensikkert også selv som sådan et tosset individ, der trænger til psykologhjælp for at blive mindre forkrampet. Blandt moderne oplyste borgere er det i hvert fald et anerkendt psykologisk dogme, at de determinerende processer ligger skjult i det sjæleapparat, som de opfatter mennesket som, og at disse processer er drivkraften bag alle menneskelige handlinger. Dogmet er endda så anerkendt, at man tiltror eksperterne i denne skjulte menneskenatur, at de til hver en tid er i stand til at manipulere – så at sige som deres erhvervskvalifikation. Og det gør problemet med sekterne til et veritabelt magtspørgsmål:
“Der er utvivlsomt nogle sektledere, der målrettet kan anvende deres faglige viden – som fru Fittkau-Garthe. Som psykolog kender hun magtudøvelsens teknikker og fremgangsmåder og kan bruge dem med succes.” (Utsch i SZ, 13.1.98)
Psykologen Utsch mener utvivlsomt, at han også råder over ” disse teknikker “. Han og hans kollegaer bilder sig ind, at de er i besiddelse af en viden, som de kan eller ville kunne bruge til at få de menings- og selvsøgende tumper til at gøre og lade alt mellem himmel og jord, også ting, der skader deres funktionelle statsborgernatur. Så bliver det naturligvis meget vigtigt at konstatere, hvem der bruger denne magt til sine myndlinges gunst og derfor retfærdigvis har lov til at bruge den – og hvem der ikke gør, eftersom identifikationen med den professionelle mentor så indebærer klienternes definitive ubrugelighed for verden. Men hvordan?
“Ingen af Fittkau-Garthes kollegaer anede, hvilke dunkle former hendes videnskabelige ekspertise engang ville antage.” (AZ, 13.1.98)
Hvordan skulle de også have anet det, når de altid har ment, at den gode kvindes manager-kurser var videnskabeligt set fuldstændig i orden, når de fandt sted efter mottoet “succes kan læres!” og indeholdt imponerende tilbud om selvmanipulering og afdækning af skjulte sjælelige kræfter med en endnu mere skjult oprindelse!
På den måde mislykkes det igen at foretage den afgrænsning, som skulle have udgjort det vigtigste element i det moralsk engagerede, psykologisk skolede offentlige beredskabs- og advarselssystem mod moralske afsporinger i sfæren for religion og livets mening og de autoritetsrelationer, der hersker dér.
Det er ganske vist ærgerligt, men ingen grund til at fortvivle.
Hvad må der gøres? Spørg lovgiverne!
Afgrænsningsproblemer i forbindelse med identifikationen af fidusmagere taler kun for forhøjet beredskab i forbindelse med behovet for kontrol; og det kan sagtens lade sig gøre. Når eksperten ikke kan komme længere, kender han til den helt rigtige instans til at afgøre, hvem der bør påskønnes og hvem der bør bekæmpes, og med god samvittighed lægger han afgørelsen i deres hænder:
“Den slags tvivlsomme psykologer udgør kernen i en ny, hidtil ikke særligt udforsket sektbevægelse, som har sine rødder i en misbrugt psykoterapi. Et højst intimt område – let at udnytte, svært at påvirke. Det er ved at være på høje tid at regulere det med love på området.” (Sektekspert Heide-Marie Cammans i AZ, 13.1.98)
Det er kun konsekvent, at justitsvæsnet skal dekretere den afgrænsning, som sekt-eksperterne ikke selv er i stand til at foretage. Sådan går det nu engang, når ens standpunkt er den psykologiske disciplinærovervågning af folkets ideologiske privatliv. Når den ene vrangforestilling er oppe mod den anden, så er det magten, der træffer afgørelsen – nemlig om den funktionalitet, der kræves af tilbudene. Så skal det nok også være den sande mening og den rette autoritet, der bestemmer.
Kilde: Gegen Standpunkt 1998 nr. 1
[*]
Seneste kommentarer