af Isabelle Gauthier og Andrea Ruas, oversat af Harald Fastrup.
- 1. del: Introduktion og historie
- 2. del: Det visuelle system
- 3. del: Kunstneriske illusioner
- 4. del: Optisk-geometriske illusioner
- 5. del: Subjektive konturer
Disse illusioner er på ingen måde udtryk for fejlopfattelser af det visuelle system. Det er snarere opfattelsen af værket, som påfører vort øje en fejl.
I den gruppe, som illustrerer illusionen, skaber tegningerne synsopfattelser, som på forbavsende måde afviger fra egenskaberne i de viste elementer.
I grupperne, der opfattes tvetydigt, giver hver tegning mulighed for mindst to opfattelser, der gensidigt udelukker hinanden.
I grupperne af “umulige” tegninger, udløser forskellige dele af hver tegning indbyrdes uforenelige opfattelser. Alle genstandene i denne kategori kan ikke eksistere eller det ville være højst usandsynligt, at de eksisterer i virkeligheden.
A) Perspektiviske illusioner
| De perspektiviske illusioner skyldes fortolkningen af det perspektiv, vi vælger, når vi betragter en tegning. Figurerne, der er vist i dette afsnit, er todimensionelle fremstillinger af mulige tredimensionelle scener.
Det er givet, at vi oftest ikke gør os klart, at vi benytter os af en speciel opfattelse, når vi betragter et stimulus, vi tænker almindeligvis ikke på, at vor synserfaring er en illusion. Denne kan kun forbløffe os én gang, når vi for eksempel ved, at størrelsen og formen af linier eller zoner, som synes os meget forskellige, i virkeligheden er identiske. |
 De to bordplader har samme størrelse og form. |
 |
Den bedste måde at bekræfte denne oplysning er, at man omhyggeligt kopierer konturen af den omtalte genstand på et tyndt stykke papir og derpå lægger dette ark på tegningen således at den kopierede kontur falder sammen med den kopierede tegning.
De to uhyrer er af nøjagtigt samme størrelse. Foruden at vi opfatter dem som forskellige med hensyn til størrelse, opfatter vi også deres ansigtsudtryk forskelligt (raseri hos den forfølgende og angst hos den forfulgte). |
B) Objektiv tvetydighed
 |
Den objektive tvetydighed er en figurtype, som skønt den ikke er tvetydig med hensyn til perspektiv eller modsætning front-bagside, alligevel kan opfattes, fra det ene øjeblik til det andet, som udtryk for bestemte genstande. Meget ofte, i tilfælde af objektiv tvetydighed, er de mulige forskellige opfattelser knyttet til billedernes forskellige orientering. I virkeligheden, for alle flertydige objekter i denne gruppe, er hver af de mulige opfattelser begunstiget af betragtning af tegningen i en given betydning. |
Her, mens kaninen synes at ligge på maven, synes anden at ligge på ryggen med næbbet pegende opad. |
I denne tegning er der ansigter, der ler, og ansigter, der græder. For at få den, der ler til at blive den, der græder, behøver vi blot at dreje tegningen 180 grader. |
C) ————?
Denne figur udnytter udformningen og den tredimensionelle symmetri for at fremhæve konflikten mellem de to opfattelser. Det, der var baggrunden omdannes pludseligt til menneskelige figurer. |
Aude er et eksempel på en tvetydig figur, der er lidt anderledes, i hvilken de to figurer, der kan opfattes, ikke er helt komplementære. Opfattet på den ene måde, er det kun det sorte parti, der danner figuren, medens den, opfattet på den anden måde, er dannet af både sort og hvidt. (det sorte parti svarer til mørke dele af ansigtet eller skygger. |
D) Front-baggrunds umulighed
Hver tegning i denne gruppe repræsenterer et objekt, der ved første øjekast synes at høre til i den tredimensionelle verden. Men når vi kigger nærmere på den, bliver vi hurtigt klar over, at tegningerne er “umulige” objekter, eftersom vi er ude af stand til at afgøre, hvad der er front og hvad der er baggrund. |
Dette græske tempel er fuldstændig umuligt. Når vi betragter søjlerne opmærksomt opmærksomt opdager vi, at for hver tre søjler ved loftet er der kun to ved gulvet. |
E) Perspektivistiske umuligheder
De “umulige” objekter i denne gruppe er strengt taget ikke umulige, men snarere højst usandsynlige. Faktisk lader hvert af dem sig adskille fra baggrunden og kunne eksistere i rummet som tredimensionelt objekt.. Men for at det kan stå frem sådan som den ser ud på tegningen, er det nødvendigt, at dets form er meget forskellig fra den, som vi almindeligvis venter af et sådant objekt.
 |
Denne bues reelle tredimensionelle struktur kunne synes mærkeligt forvreden, eller simpelthen væltet, således at den højre søjle synes ophængt (ovenover skyggen, der er synlig i første plan. Men den perfekte anbringelse af den højre søjle med den rektangulære base forskudt bagud ville kræve, at vi så scenen fra et meget specielt synspunkt. |
| Dette hjul er ikke så umuligt som buen ovenfor, for man kan godt skelne figuren fra baggrunden. Denne tegning kunne repræsentere et reelt tredimensionelt objekt. Det ville faktisk være muligt at støbe et hjul af denne form, men resultatet ville overhovedet ikke ligne et hjul. |  |
F) Grafisk auto-reference
Afvigelserne ved visse tegninger findes snarere på det opfattelsesmæssige niveau end på det visuelle. De uendelige formindskelser, som grafisk auto-reference fremstiller har imidlertid en slående synsmæssig kvalitet, som afslører noget vigtigt ved det visuelle system.
 |
I hovedparten af tegninger i denne gruppe, er den uendelige regression tydelig (i hvert fald indenfor de grænser for opløsning, som pennetegninger tillader), som i denne tegning af en lille dreng. Men i visse tegninger er den uendelige regression kun suggestion, som i tegningen af slangerne. |
| I denne tegning æder de to slanger hinanden i det uendelige. Det er et eksempel på indbildt regression. |  |
G) Symbolsk auto-reference
 |
I denne tegning er næsen tegnet, men den danner også ordet næse horisontalt og lugt vertikalt. |
| I denne tegning undergår bogstaverne en kontinuerlig ændring fra endure (udholde) til change. (Kan endvidere fortsætte til chance ). |  |
Kilde:www.loginnovation .com/rogerg/illusion /index.html
[*]
[*]
Seneste kommentarer