af Pascal Forget, oversat af Harald Fastrup

"Ånden er ikke en beholder, der skal fyldes, men snarere en ild, der skal antændes"

skrev Plutark. I mit tilfælde var det min håndflade (i bedste fald) eller hele kroppen (i værste fald), der risikerede at blive brændt. Jeg stod på min balkon foran en tallerken fuld af brændende benzin, og jeg skulle lige til at stikke hånden deri. En instinktiv frygt lammede mig. Jeg tog en dyb indånding og stak hånden ned i tallerkenen, og det lykkedes mig uden smerte at slukke branden. Derefter gentog jeg voodoo-dansernes bedrift, som havde gjort så stort et indtryk på mig i min sidste ferie.

Det var ikke første gang, jeg havde leget med ilden, i længere tid havde jeg slukket levende lys med fingrene. Men det kneb er simpelt og smertefrit, man skal blot fugte fingrene og hurtigt kvæle flammen mellem tommel og pegefinger. Hvis jeg sagde til jer, at man kan gå to meter med raske skridt på glødende kul, ville I ikke tro mig? Og dog.

I adskillige år har diverse rådgivere og i særdeleshed guruerne for "new age" betjent sig af vandring på glødende kul som eksempel på overskridelse af sine grænser. Efter et seminar af uvis længde (dog navngivet og forsynet med copyright!) blev deltagerne inviteret til at gå på glødende kul. Budskabet er enkelt og brugt til alt muligt: Du kan gå på ilden, overskride dine købskvota, holde op med at ryge, overvinde dine fobier etc. Mere end 200.000 amerikanere skal allerede have deltaget i disse arrangementer, hvor prisen for hver person varierer mellem $35 og mere end $800, afhængig af arrangøren og begivenhedens varighed.

At man kan gå på ild er altså ikke en myte, det lader sig faktisk gøre. Dog fortsætter skeptikerne med ad diskutere det, fordi mange stadigvæk tror, at fænomenet kræver en særlig psykologisk forberedelse.

Det er faktisk muligt (selv om jeg ikke vil anbefale nogen at gøre det uden overvågning) at gå på ild uden forberedelse. Det er tilstrækkeligt at skyde hjertet op i livet og gøre det. Slut. Det er ikke nødvendigt at indrage livskræfter, en beskyttende aura, ukendte kræfter.

Opmuntret af min erfaring med den brændende benzin, fremkaldte jeg opstandelse en aften hos nogle venner ved først at stikke en finger, derefter hele hånden ned i en tændt grill, hvorpå vi havde lavet vort måltid. Trods det meget tydelige spor af hånden i den grå aske, følte jeg overhovedet ingen smerte. Dette mørke spor, meget synligt, var forårsaget af sænkningen af glødernes temperatur på stedet, svarende til den varme, der var overført til min hånd.

Årsagerne
Bortset fra al krudtrøgen (mystiske ritualer, åndelig forberedelse, unge mennesker…,) er der adskillige fysiske kendsgerninger, der gør vandring på ild mulig. Adskillige skeptiske forskere har ved adskillige lejligheder indladt sig på at gå på ild uden forberedelse og er sluppet uskadt fra det.

1. Kullets dårlige varmeledningsevne.

Kul kan være meget varmt, men har svært ved at give varmen fra sig, og virker som isolerende emne. Lad os tage eksemplet med en ovn på 200 ^o C .: Man kan uden problemer stikke hånden ind i ovnen, mens en kontakt med varmelegemet straks vil resultere i en forbrænding. Luften har alligevel den samme temperatur som varmelegemet. Hvad glødende kul angår: Når man kortvarigt sætter foden på gløderne, har foden ikke tilstrækkelig tid til at absorbere varmen, så der kan opstå forbrænding.

2. Overfladen, der overfører varmen.

Trods al den varme, der kan forårsage forbrænding, er det kun fodens overflade, der er i kontakt med gløderne, når man går på glødende kul. Blodcirkulationen absorberer en stor del af denne ekstra varme, på samme måde som vandet i en bils køleradiator.

3. Den korte varighed af kontakten.

Til trods for, hvad visse fakirer og guruer påstår, er vandringen på et glødende kulbækken meget kortvarig. Hver fods kontakt med gløderne varer mindre end et sekund, og der behøves sædvanligvis mindre end 10 skridt for at passere fladen. Man må ikke glemme, at den varme, der absorberes ved hvert skridt, opsummeres. På samme måde, når man går på asfalt, der er ophedet af solen. Varmefølelsen bliver først uudholdelig efter nogle skridt. Derfor er den længste vandring på glødende kul, optegnet i Guinnes’ rekordbog, begrænset til 120 skridt (ca. 35 meter), idet de ansvarshavende vurderede, at en fortsættelse af vandringen ville være for farlig. Hvis der virkelig var en mystisk kraft med i spillet, kan jeg ikke se, at man ikke skulle kunne vandre meget længere i fuldstændig sikkerhed.

4. Leidenfrost-effekten.

Ifølge visse seminarer over "ild-vandring" bliver deltagernes fødder fugtet, før de går på gløderne. Denne ekstra forsigtighedsregel trækker Leidenfrost-effekten med ind i billedet. Ved kontakt med varmen skaber vanddampen en beskyttende pude mellem foden og gløderne. Denne faktor er dog ikke afgørende. Visse trænede deltagere foretrækker at tørre fødderne omhyggeligt af før vandringen for at undgå risikoen for, at en glød klæber til huden, og forskerne er uenige om, hvorvidt Leidenfrost-effekten faktisk har nogen indflydelse på "ild-vandringen".

Gør det ondt ?
Hovedparten af deltagerne meddeler, at det føles som at gå på varmt sand, andre fortæller, at der opstår en ret ubehagelig varmefølelse. Kullene er for hovedparten en rosenseng, men for enkelte med små torne. Hver enkelts følelses-tærskel for varmt kul må tages i betragtning. Man kan sikkert roligt vædde på, at de professionelle "ild-vandrere" sørger for at have et godt lag tyk hud under fødderne. Men hudlaget kan ikke være den afgørende faktor, man må ikke glemme, at ved mange af seminarerne har hundreder af personer gået på glødende kul uden særlig forberedelse.

Ulykker ?
Det ser ud til, at hovedparten af ulykker sker før eller efter vandringen. Det er tilstrækkeligt, at en glød klæber sig fast mellem tæerne eller under foden for at fremkalde et smertende brandsår. Derfor skylles fødderne sædvanligvis med vand eller gnides med sand umiddelbart efter vandringen

Jeg tvivler ikke på sikkerheden ved disse begivenheder. Men for at retfærdiggøre det beskedne antal sår, der er rapporteret, må man ikke glemme, at forbrændingsspor (vabler, mærker) ikke viser sig umiddelbart. Under udvekslingen af erfaringer med en arrangør meddelte han mig, at han kun havde overværet én ulykke, der skete, fordi deltageren var "mentalt dårligt forberedt". Lidt efter fortalte han mig dog, at han også selv var blevet forbrændt. Han opdagede, at en hudzone på ca. 3 cm. i diameter var fuldstændig forsvundet. Dette havde han først opdaget, da han trak strømpen på.

Efter min mening er antallet af lettere forbrændinger højere, end hvad der sædvanligvis nævnes. Når man er overfyldt med adrenalin efter at have gået på gløder, med lyden af de andre deltageres bifald i ørerne, hvem beklager sig så over en let forbrænding eller små vabler? En vable viser sig ikke altid straks, men kan først danne sig i løbet af nogle minutter …. især når fødderne dyppes i koldt vand umiddelbart efter forbrændingen.

Men alligevel…
Mange arrangører af vandringer på glødende kul fremfører talrige "fænomener", som de ikke mener kan forklares ved de ræsonnementer, som skeptikerne fremfører. Fra vandring på vulkanske klipper via at sætte sig på glødende kul i flere minutter til længerevarende manipulation med glødende kul med ubeskyttede hænder! Den amerikanske arrangør Anthony Robbins skal endog have gået på en ildrist placeret på glødende kul for at imødegå skeptikere i salen. Desværre er denne begivenhed ikke optaget på video, og man har heller ikke kunnet gentage den under kontrollerede omstændigheder … hvilket synes mærkeligt.

Lad dig heller ikke imponere af visse sensationelle fotos, der viser guruer, der går gennem høje flammer. De har ikke en mere magtfuld aura end andre. Man behøver blot at sprøjte Kerosen eller Dieselolie på kullene umiddelbart før man går på dem. Denne teknik bruges sædvanligvis for at skabe imponerende fotos og føjer ikke noget nyt til problemerne med gløde-vandringen. En anden metode til gøre gløde-vandringen mere imponerende består i at lade deltagerne gå gennem en lang "gang" omgivet af kraftige flammer. Som ved mange af de områder, hvor etiketten "paranormal" påhæftes (og hvor der er penge at hente), er alle tricks gode for at gøre begivenheden mere imponerende for dem, der kan lide det sensationelle. Jeg har endog rundet en "mulig bortførelse af extraterritorielle personer" i en arrangørs biografiske optegnelser.

Hvad enten det skal betragtes som åndelig aktivitet, som "motiverende billeddannelse", eller som aktivitet under højt adrenalinpres, må man simpelthen gøre sig klart, at der ikke er noget trolddomsagtigt ved vandring på gløder…. det er tilstrækkeligt med vilje og mod. Under de rette omstændigheder er fysikken tilstrækkelig til at sikre os en større chance for at komme uskadt igennem end for at blive alvorligt forbrændt.

Man må dog ikke kaste sig i en tændt grill for at imponere sine venner. Alle arrangører af vandring på gløder er enige om, at det er nødvendigt, at sikkerhedsforanstaltningerne er tilstrækkelige. Men efter mine undersøgelser af emnet vil jeg foretrække at gå på gløder fremfor at foretage et elastikspring!

Henvisninger

• Broch, Henri: Au coeur de l’extra-ordinaire . édition l’chimérique, 1991.
• Leikind, B.J. et McCarthy, W.J. “Firewalking”. Experientia , vol. 44, 1988
• Carroll, Robert T. “Firewalking”. The Skeptic”s Dictionary

Kilde:
Un sujet brûlant : la marche sur le feu! – Quebec Sceptique nr. 41, automne 1997
Link

[*]