af Kari Coleman, oversat af Dann Simonsen
Oversætterens note
Kari Coleman – skuespiller, skeptiker og Swifts egen fjernanmelder på den amerikanske vestkyst – spillede for nylig rollen som clairvoyant i TV-showet Penn & Teller’s Sin City Spectacular . Hvis I tror, at det er en nem sag at være medie, så skulle I tage og vaske jeres krystalkugler. Dette er Karis førstehåndsberetning. (- JR )
Min karriere som medie
Jeg er ked af at skulle meddele, at min tid som skeptiker er forbi, eftersom jeg – til min egen store overraskelse – er blevet synsk. Ja, det er svært at tro, men man er nødt til at give slip på sig selv og komme i kontakt med sine egne synske kræfter, sådan som jeg gjorde i aftes. Nå ja, enten det eller også blive engageret til at spille rollen som medie og blive forfærdet over, hvor let det er at få folk til at tro.
Jeg er i gang med at optage for Penn & Teller’s Sin City Spectacular (det mest skeptiske show på TV), og det krævede, at jeg var i stand til at narre folk med at læse i kort, i hånden og med andre "synske" evner. Caesar’s Magical Empire, et større etablissement i Las Vegas for tryllekunst og magi, gav mig lov til at arbejde i rollen som Tarok-kortlæser for at få noget øvelse. Mand!
Jeg var klædt i deres "Spurina"-kostume: en luftig purpurfarvet kjole med indbyggede bryster, der gav mere kavalergang end jeg nogen sinde selv har haft fornøjelsen af, en slags sort Las Vegas-idé-om-Cleopatra-paryk og en masse makeup. (Jeg skulle forestille at være orakel/rådgiver for Cæsar og efter kostumet at dømme satte han pris på mere end mine "evner") Det var meningen, at jeg enten skulle gå omkring eller også bruge et af bordene i "spiritist baren". Jeg skulle arbejde i center-området med fyrværkeri-showet: ti meter høje flammer, tre meget unge ansigt-til-ansigt-tryllekunstnere i trikot, og så mig.
Jeg var forfærdelig nervøs. Jeg gik lidt rundt med mine fjollede Tarok-kort i hånden og repeterede mine udenadslærte replikker, mens jeg prøvede at huske de ting, som jeg havde læst om kortene, i tilfælde af at jeg skulle støde på en kunde, som engang havde læst en tarok-bog. For at forberede mig havde Jamy Ian Swiss , Penn & Teller Sin City’s konsulent i tryllekunst og magi, sendt mig bunke materiale om koldlæsning . Psykolog, tidligere håndlæser og nu skeptiker, Ray Hyman gav mig nogle fabelagtige telefonkonsultationer, og med krummede tæer havde jeg set en video med James Van Praagh (direkte forbindelse til himlen og virkelig led stodder), som jeg havde fået af Michael Shermer, som udgiver magasinet Skeptic.
Forundersøgelser
Jeg havde på forhånd læst – ikke koldlæst – en masse for at få så stor forståelse som muligt. Det værste af det hele var at skulle i newage boghandelen. Jeg købte nogle Tarok-kort, og så gik jeg ind i afdelingen med brugte bøger og fandt nogle om kiromanti (læse i hånden), tarok, astrologi og grafologi, så jeg kunne beherske jargonen. Bhodi Tree Bookstore er et sted, der gør mig bedrøvet. Fyldt med forvirrede tabere, og dér stod jeg og købte det lort ligesom de andre. Det ville være rart, hvis alle de andre i butikken også var der for at forberede sig til et Penn & Teller-show, men det tror jeg ikke. Føj. Jeg var nødt til at gå hjem og tage et brusebad.*)
Kortene fortæller
Med min nye makeup og den udstoppede BH var det tid til at gå i gang med arbejdet på Magical Empire. Jeg satte mig, spredte kortene ud og prøvede at virke alvidende. En af guiderne kom med min første "kunde". Mit hjerte var ved at springe ud af min brystkasse, og jeg svedte i mit udstoppede Spurina-kostume. Kvinden satte sig, og jeg gik i gang med mit nummer, mens jeg mønstede hende oppefra og nedefter. Jeg sagde alle de ting, som får dem til at ville hjælpe og som forsyner mig med en udvej, hvis jeg tager fejl, som fx:
"Kortene fortæller mig noget. Jeg får billeder og idéer, som ikke giver nogen mening for mig, men måske har de stor betydning for Dem. Hvis De er åben, så kan vi gå på opdagelse sammen og få indsigt i Deres skæbne."
Endelig så kom jeg med de sædvanlige udsagn, som apellerer til alle.
Hun var med på den. Jeg kiggede på hende, og af en eller anden grund syntes jeg, at hun lignede en sygeplejerske. Jeg havde en milliard udveje, hvis jeg tog fejl, så jeg tog chancen og spurgte hende. Jeg havde ret, og hun var forbløffet. Sygeplejersker ligner undertiden sygeplejersker. Heldigt gæt = pletskud. Jeg var en vinder.
Jeg kørte med klatten resten af aftenen. Jeg fik dem til at bide på krogen ved at servere standardtingene for dem, og så begyndte jeg at gætte ud fra mine iagttagelser og deres svar. En person skrev på et kort, at jeg var et forrygende nyt indslag med forbløffende evner, og to mennesker bad om at tale med lederen, så de kunne fortælle ham, hvordan jeg vidste ting, som jeg umuligt kunne have vidst.
Jamy, som stod og lurede i baggrunden, så mig læse en mand, som var skeptisk til at begynde med. Jeg gik hårdt til ham. Hvorfor kommer en mand, der er i selskab med sin kone og et andet par (der alle driller ham), hen og sætter sig ved mit bord? Hans spørgsmål kan ikke dreje sig om noget sexuelt (enten kender hans kone allerede til det eller også vil han ikke have, at hun ved det – hvorfor løbe den risiko?). Som en regel sætter mænd sig ikke ned for at få en generel læsning, så jeg gættede på, at der var en stor afgørelse, der optog hans tanker. Jeg kom med min åbningsreplik, mens jeg søgte efter det kort, der skulle repræsentere ham. Det næste kort, jeg vendte, lagde jeg min hånd over, som om jeg modtog noget fra det. Jeg kiggede ham lige i øjnene og sagde:
"De har drømme og ambitioner, som De synes virker urealistiske. De er ved at tage skridt til at realisere dem, og det gør Dem bange." Så fulgte universalspørgsmålet: "Siger det Dem noget?"
Selvfølgelig gjorde det det. Han er tydeligvis enten ved at droppe sit gamle job og starte sit eget firma, eller ved at få et job, hvor han skal lave noget, som han altid har haft lyst til, men været bange for at gøre, lige meget … Jeg var ret sikker på, at det havde at gøre med hans erhverv og et stort skridt, som han var ved at overveje. Det er det eneste sikre spørgsmål, han kunne stille i selskab med sine venner. Jeg sagde,
"det gør Dem bange",
fordi jeg vidste, at det ville få ham til at føle sig ubehageligt til mode og skræmme ham til at tro, at jeg kunne finde på at sige noget meget personligt, mens de allesammen overværede det. Jeg ramte plet (hans kone var ved at gå ud af sit gode skind, slog ham på armen og gav mig alle de signaler, jeg havde brug for), og jeg havde hans fulde opmærksomhed. Hans ansigt holdt ikke længere noget skjult for mig, og resten af læsningen var barnemad. Jamy fulgte efter ham, da de gik (jeg var blevet en svindler og havde gjort min ven til lurer), og hørte ham sige til sin kone, at sådan noget normalt kun er almindeligheder, men at denne her kvinde var anderledes.
Den onde kvinde
Nu var jeg ond. Hele min skuespillertræning gav bonus, og jeg var ved at blive rigtig god, rigtig hurtigt. I begyndelsen var jeg "okay" og sidst på aftenen fik jeg en kvinde til at græde. Jeg gav hende standardreplikken:
"Der er uanede ressourcer, som De endnu ikke har brugt til Deres fordel."
Hun sagde:
"Som for eksempel hvad?"
Jeg sagde:
"Noget De foretager Dem alene, en stræben af en slags,"
hvortil hun svarede:
"Det er ikke rigtig en stræben, det er en eftersøgning."
Hvad søger en kvinde sidst i tredverne efter? Enten et barn, som hun bortadopterede, eller en slægtning af en slags, ikke? Fifty-fifty chance, jeg vendte et kort, som var mandligt, og sagde:
"Det er en dreng",
eftersom jeg troede, at hun havde bortadopteret et barn. Hun nikkede og begyndte at græde. I mellemtiden vendte jeg to knægte og sagde:
"Hvem er de to mænd?",
da jeg regnede med, at alle har to mænd i deres liv, og at hun ville identificere dem for mig. Og den var god nok. Hun græd og sagde:
"Min mand og den halvbror, jeg søger efter."
På det tidspunkt vidste jeg, at jeg havde taget fejl, men for hende var det lige i øjet. Hun vil for altid huske begivenheden, som om det var mig, der nåede frem til den kendsgerning, at hun søgte efter sin halvbror.
Hvad skulle jeg nu gøre? Hun ville have at vide, om jeg kunne se ham, og jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne have forbindelse med ham, eftersom jeg ikke kendte ham, og at min vision foregik gennem hende. (Jeg var gået for langt med denne kvinde, og jeg kunne ikke røbe det hele uden at lave en stor scene på et sted, der gjorde mig en tjeneste ved at lade mig øve.) Jeg mente, at det eneste gode, jeg kunne gøre, var at give hende et godt råd, så jeg sagde:
"Deres søgen tjener et godt formål, og De kan gå videre med den, men husk på, hvad der er vigtigst: det, som man selv har kontrol over: Deres børn, Deres mand og Deres hjem."
Jeg prøvede at give hende lidt opmuntring, men samtidig lade hende forstå, at hun ikke skulle blive besat af en eftersøgning af en savnet person, en søgen, der kunne ødelægge hendes eget liv derhjemme.
Sådan forløb hele natten. Jeg prøvede virkelig at afslutte hver eneste læsning med noget i retning af:
"Deres instinkter er gode. Stol på Dem selv. Skab Deres egen magi."
Det var ord, der pegede i retning af, at tage ansvar for sig selv. Jeg kan simpelthen ikke begribe, hvor let det var. Jeg gjorde studier i en uge og fik så folk til at tro, at jeg var "synsk". Mand, det var til at flippe ud over. Jeg måtte hele tiden holde pauser og sidde alene og samle tankerne.
Folk ønsker bare at høre positive ting om sig selv. Det er det hele. Fortæl dem det, som de gerne vil høre. Gæt lidt og fortsæt uanfægtet, når du rammer ved siden af. Jeg ramte langt ved siden af et par gange. Den ene gang vendte jeg et kort med en dronning, der havde en kat ved sine fødder, så jeg tænkte, nå ja, hvad fanden:
"Har De en kat?"
Kvinden svarede:
"Nej."
"Har De en ven eller en bekendt, der har en kat?"
"Nej."
(Hvor store er chancerne for det?)
"Okay,"
sagde jeg,
"gem det,"
og så gik jeg videre. Som afslutning på læsningen sagde jeg selvtilfreds:
"Tænk på mig om to uger, når katten dukker op, okay?"
Jeg kræver større honorar fra Penn & Teller, fordi jeg har ægte evner.
Med clairvoyant hilsen
Spurina
Det er sidst på dagen. Vi afsluttede optagelserne i dag, og jeg er lidt rundt på gulvet lige nu, men jeg må ud med det her. Det, som jeg gjorde i dag, er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg håber, at jeg gjorde det rigtige, men jeg ved det ikke. Jeg græder, mens jeg skriver det her, så jeg tror ikke, at jeg er særlig god til at bedømme det lige nu. I dag havde vi forberedt optagelserne med falske plakater og kameraer og en instruktør og en masse kamerafolk. Det skulle se ud, som om jeg sad og signerede mine egne bøger. Jeg blev præsenteret som medie. Den første "bog" og det første skilt bar mit navn og sagde, at jeg læste tarok-kort. Jeg var en smule fjollet klædt, men slet ikke noget i nærheden af det, som jeg havde haft på i Caesar’s Magical Empire. Jeg var en virkelig person. Det var mit navn, der stod på skiltet. En efter en læste jeg folks kort og hænder, eller også holdt jeg en genstand i hånden og "talte med de døde". Jeg ramte plet et par gange, indarbejdede den standardreplik, som vi havde forberedt og spurgte dem så foran kameraerne, hvordan jeg klarede mig. Jeg spurgte, hvor godt læsningen passede på dem eller hvor godt den passede til dem alene. De svarede alle positivt, og så bad jeg kameraholdet om at standse optagelsen.
På det tidspunkt i hvert eneste tilfælde tog jeg fat i deres hænder og forklarede præcis, hvad der lige var sket. Jeg kiggede dem lige i øjnene og fortalte dem det hele. Jeg sagde:
"Det, De lige har oplevet, kaldes koldlæsning. Jeg er ikke synsk på nogen måde. Den fremgangsmåde, som jeg bruger, er den fremgangsmåde, som alle medier bruger. Det er en psykologisk profil, som vi alle reagerer på. De er ikke alene. Jeg har sagt præcis det samme til alle de andre mennesker her, og de svarede også positivt."
I nogle tilfælde havde kameraholdet givet mig oplysninger om folk, og det indrømmede jeg.
Hvad man ikke kan vide, før man har gjort det, er, at når man læser nogen, så stoler de på en. De åbner sig over for en, og man fortæller dem gode ting om dem selv. Nogle gange afslører de meget personlige håb og drømme. Det skete flere gange i dag. Så var jeg nødt til at konfrontere dem og fortælle dem, at jeg havde løjet. Det er det hårdeste, jeg nogen sinde har gjort.
Jeg havde succes med at spille Van Praagh. Jeg overbeviste en mand om, at jeg var i kontakt med hans afdøde mor, som han havde hjulpet med at tage sig af. Den første dame, jeg læste, græd, og det kan vi ikke bruge i TV-programmet – ægte tårer passer sig ikke i et komedie-varieté-indslag. Den anden mand forblev i godt humør og optagelsen var vellykket. I de to tilfælde, hvor denne form for læsning blev forsøgt, gik jeg så en tur med den pågældende og talte rigtigt med dem i lang tid. Jeg græd, da jeg talte med begge. Jeg sagde,
"Jeg vil nu fortælle Dem noget, som det vil være hårdt for Dem at få at vide, og jeg synes, at det er meget vanskeligt at skulle fortælle Dem det. Det, der lige er sket, er slet ikke overnaturligt. Jeg er ikke synsk, og vi var ikke i kontakt med deres afdøde slægtning. Det, jeg lavede, var en koldlæsning. Alt hvad jeg sagde til dem er information, som vi allesammen har, når vi har mistet nogen. Jeg mistede min bedstemor sidste år. Efter at have set folk, der udnyttede sorgen, besluttede jeg mig for at kæmpe imod dem. Det her er min måde at gøre det på."
Jeg sagde til manden, som mistede sin mor:
"For mig at se er det en fornærmelse mod Deres minder at lade nogen sige til Dem, at De er afhængig af dem for at tale med Deres mor. Jeg har altid ment, at hvis der var et "hinsides", så ville min bedstemor gøre alt for at kontakte mig og tale til mig. Hun ville ikke være nødsaget til at gå via en eller anden idiot, som ikke kan komme med nogen væsentlige oplysninger og bare siger: ‘Jeg modtager et M.’ Bevar Deres mor i de billeder og minder, som er noget helt særligt. Jeg siger det til Dem, fordi De ser ud til at være en stærk og god mand. De har humor og hjertet på det rette sted, og det ved jeg kun fra vores snak lige før og under læsningen. Det er det, som Deres mor efterlod sig, så alle kunne se og nyde det. De er en del af hende, og Deres forhold er en vidunderlig arv fra hende. Jeg behøver ikke være clairvoyant for at vide det her. Jeg er bare et almindeligt menneske, som er ærligt over for Dem om det, som jeg ser."
Vi sagde mere, men det dækker stort set det, som jeg snakkede om. Vi græd lidt og omfavnede hinanden. Jeg takkede ham, fordi han var en del af dette og for at hjælpe mig i min kamp.
Og nu kommer den forbløffende del af det hele. Alle mine "samtaler" var vanskelige. Nogle var ikke så svære, men andre var ligesom de ovenfor nævnte. Da jeg startede i dag, vidste jeg ikke, hvordan folk ville reagere. Manden fra samtalen ovenfor fortalte mig, at det var det bedste, der var sket for ham hele dagen. Han omfavnede mig og fortalte mig, hvilken unik person jeg var, fordi jeg fortalte sandheden. Han præsenterede mig for sin kæreste, og da han gik, sagde han til alle, hvilken dejlig kvinde jeg var og hvor glad jeg havde gjort ham. En bedstemor tog hele sin familie over for at hilse på mig, og hun lo, da jeg forklarede, hvordan jeg havde gættet hendes mands navn. Næsten alle var utroligt glade og resten havde det helt fint og var bare en smule forvirrede.
Jeg tror, at jeg endelig har fundet svaret til de mennesker, der siger til mig, at skepticisme tager glæden ud af livet, at Gud er nødvendig, for at man kan opleve moral, og at livet savner kærlighed uden ham. Folk var glade for at snakke. De ville i virkeligheden bare gerne have nogen til at lytte til deres problemer, eller dele deres håb og drømme. De ville dele de sjove oplevelser, som de havde haft sammen med en af deres kære, som de havde mistet, eller de ville bare sidde og fortælle dem til nogen. Når jeg fjernede al hokuspokus, så var det ikke ensbetydende med, at den kendsgerning, at vi havde "delt" noget, forsvandt. Det er al den glæde, man behøver i samværet mellem mennesker. Hver gang vi var færdige, var jeg meget omhyggelig med, at hver eneste person fik noget med af mig selv, når nu jeg ikke kan udtrykke det på anden måde. Jeg følte, at jeg havde fjernet noget uægte, og jeg følte behov for at erstatte det med noget ægte. Menneskelig kontakt, menneskelig omsorg, menneskeligt samkvem.
Jeg tror, det virkede. Som jeg sagde tidligere: Jeg ved det ikke. Jeg tænker ikke korrekt lige nu. Måske var der nogen, der gik hjem og følte sig snydt og brugt, men måske ikke. Jeg ved ikke, om jeg ændrede noget ved det, som folk tror, men jeg tror selv, at jeg fik dem til at stoppe op, i det mindste et øjeblik, og åbne øjnene. Hvis det kun lykkedes mig at få dem til at kunne lide mig, så vil de forhåbentlig huske, at de kunne lide mig og at jeg følte, at det var vigtigt at sprede budskabet om, hvad der er ægte. Måske vil det få dem til at tænke, og så vil de ændre opfattelse eller bare være mere skeptiske næste gang. Hvem ved?
Så det er det. Nu vil jeg gå nedenunder, se en film sammen med nogle gode venner, og omfavne min fyr. Man er nødt til at elske livet.
Kari Coleman er skuespiller og bor i Los Angeles. Hendes film inkluderer Multiplicity, Sour Grapes og T-Rex, en Imax 3-D film. På TV har hun blandt andet optrådt i Seinfeld, Mad about You, Home Improvement og en masse andre komedieserier. Hun er blevet set som ildsluger sammen med Penn & Teller i Las Vegas.
GorillaGirl@worldnet.att.net
Oversætterens note
Forfatteren, skuespilleren Kari Coleman, skriver på et tidspunkt om et besøg i en new age-butik, at den var "fyldt med forvirrede tabere" og at hun "var nødt til at gå hjem og tage et brusebad". Lige nøjagtigt den passage er ikke udtryk for en holdning, som jeg deler med hende.
Kilde:
Swift, Volume 2 No. 3 & 4 (1999)
[*]
Seneste kommentarer