af Angela Bourque, oversat af Steen Svanholm
I den sidste del af det tyvende århundrede er astrologi atter blevet mere og mere populær i den vestlige kultur. Dette skyldes til dels astrologiens evne til at “påtage sig den moderne videnskabs ydre klang- og farvenuancer” (Culver & Ianna, s. 83 afs. 1).
Hvis astrologer kan benytte visse af videnskabens aspekter til at højne opfattelsen af astrologiens gyldighed, synes det intet mindre end ret og rimeligt, at videnskaben får lov til at benytte dens egne metoder til at bestemme, hvorvidt denne positive vurdering af astrologien kan retfærdiggøres eller ej. Som det vil fremgå, har mange videnskabsfolk og forskere gjort netop dette, og dommen har ikke været god for astrologien.
Før vi diskuterer beviserne mod astrologi, bør en meget kort forklaring af ovennævnte praksis og de dertilhørende påstande skitseres. Grundlæggende er astrologi et fatalistisk system, som forbinder visse himmellegemers bevægelse og position med menneskelige karaktertræk, personlighed og begivenheder i livet. Systemet hævder, at der findes en ubrydelig forbindelse eller en korrelation (et gensidighedsforhold, red .) mellem individet (mikrokosmos) og universet (makrokosmos). Astrologer anvender forskellige symbolsystemer til at fortolke “planeternes” (inklusive solens og månens) samlede indflydelse på individet ved fødslen såvel som senere i hans/hendes liv.
Astrologien præsenterer os således for den hypotese, at vi er kraftigt påvirkede af fjerne objekters positioner på himmelen over os. Mange mennesker tror på denne hypotese: omkring 25% af befolkningen i den vestlige verden siges at føle, at astrologi virker (Dean & Mather, s. 11, afs. 5) og størstedelen af disse lader til at være normale, veluddannede folk (Feher, s. 91, afs. 1). Dog finder man kun meget få videnskabsfolk og filosoffer blandt denne gruppe tilhængere. Faktisk underskrev 192 ledende videnskabsfolk i 1975 en erklæring, som hævdede, at der overhovedet ikke er noget videnskabeligt grundlag for astrologi (Bok, s. 9-17).
Ikke alene mener videnskabsfolk, at astrologi ikke har noget videnskabeligt grundlag, men de går så vidt som til at opfatte spørgsmålet om astrologiens gyldighed som absurd. (Eysenck & Nias, s. vii, afsn. 1). Ligeledes har ikke blot videnskabsfolk denne opfattelse, men de fleste filosoffer forkaster også astrologi som kilde til viden (Dean & Loptson, s. 32, afs. 1). Grundige tænkere som disse ville ikke afvise noget så kraftigt, med mindre de havde sikre rationelle begrundelser for at gøre det. De har faktisk megen grund til at afvise astrologi som pseudo-videnskab (en teori, der forsøger at virke videnskabelig men som ikke kan leve op til videnskabelige kriteria eller følge den metodiske praksis foreskrevet af videnskaben til at opnå og vurdere viden om den naturlige verden).
Én af grundene, til at mange tænkere opfatter astrologi som værende ugyldig, er vægten af statistisk bevis, som ikke kan understøtte dens påstande. Mange tests er blevet designet og udført for at teste forskellige af astrologiens påstande som for eksempel forestillingen om, at der eksisterer et forhold mellem sol-tegn (solens position på himlen i forhold til stjernebilledet ved fødselstidspunktet) og personlighed, karrierevalg eller ægteskabsmuligheder. Resultaterne af
“over 200 personårs forskning er næsten enstemmigt negative” (Kelly (1997), s. 1037, afs. 1).
Dette får videnskabsfolk, der anvender den videnskabelige metode, til at forkaste de astrologiske hypoteser. Det forekommer rimeligt, at hvis der var nogen sandhed i astrologiens påstande, ville denne kunne spores ved at bruge statistiske metoder, idet sådanne metoder er meget anvendelige til at finde korrelationer.
Forskerne har også andre grunde til at opfatte astrologiens påstande som falske. Én af disse er teoriens mangel på vellykket forudsigelighed (Culver & Ianna, s. 179, afs. 2). Jævnfør den videnskabelige metode
“bliver en given teoris ultimative succes bedømt direkte i forhold til dens evne til at give vellykkede forudsigelser” (Ibid., s. 168, afs. 1).
Alligevel har studier vist, at oftere end omvendt har forudsigelser baseret på astrologiske metoder været unøjagtige. De få, som viste sig at være sande, kunne nemt have været resultatet af andre faktorer i stil med snedige gætterier, inside information (oplysninger kun kendt af en indviet kreds, red ) eller vage formuleringer (Ibid., s. 169, afs. 2).
Dette fører hen til en anden kritik af astrologi, nemlig at den ikke prøver at undersøge og udelukke alternative hypoteser som muligvis kunne forklare astrologiens succes. Det er klart at
“hvis man ikke seriøst overvejer alternativer til éns system og ikke overvejer muligheden for at centrale dele af systemet kan være fejlbehæftet eller behøver en alvorlig revision, kan man meget nemt blive fanget inden for systemets egne grænser”
(Kelly (1998), s. 528, afs. 1). Ved at være ukritiske overfor egen praksis, gør astrologerne sig således sårbare overfor selvbedrag.
Det er selve dette selvbedrag videnskaben forsøger at forhindre gennem dens metoder. Gennem dens brug af nøje observation, kontrollerede studier til at udelukke uvedkommende variabler, uafhængige gentagelser af resultater og andre tilsvarende metoder, søger den videnskabelige fremgangsmåde at opnå den bedst mulige forståelse af naturlige fænomener og samtidig minimere sandsynligheden for at blive ført bag lyset (Dean & Mather, s. 13, afs. 5). Ved at undlade at bruge disse videnskabelige sikkerhedsforanstaltninger mod et sådant bedrag, viser astrologer deres mangel på forståelse for den videnskabelige metode.
Dette demonstreres også af den tendens astrologer har til at tolke deres klienters subjektive overbevisning som objektivt bevis på at astrologi faktisk virker (Dean & Loptson, s. 35, afsn. 4). Der er gjort mange undersøgelser som bedre understøtter alternative forklaringer på denne subjektive oplevelse. Resultaterne af sådanne studier giver forskerne endnu stærkere grund til at afvise gyldigheden af astrologiens påstande. Videnskaben fortæller os, at det er fornuftigere at acceptere en alternativ hypotese, hvis den er bedre understøttet af beviserne og passer bedre med veletablerede teorier.
Det foreslås, at årsagen til at astrologi kan opfattes eller subjektivt blive erfaret som om den virker uden virkelig at være gyldig, relaterer sig til psykologiske faktorer. Adskillige resultater har medvirket til en bedre forståelse af hvordan folk så nemt og overbevisende kan blive bedraget. Ét af disse kaldes Barnum-effekten. Mange studier har vist, at vi har en tendens til at identificere os selv med vage og generelle beskrivelser (Eysenck & Nias, s. 43 afs. 2). Eftersom astrologer har tilbøjelighed til at bruge sådanne beskrivelser, kan vi nemt opfatte deres fortolkninger som forbløffende præcise.
Der synes også hos nogle individer at være stor villighed til at tro (Ibid., s. 42, afs. 4). Astrologi kan have en form for psykologisk appel, som motiverer nogle individer til at acceptere den uafhængigt af beviser. Eksempelvis kan den tillade folk at påtage sig mindre ansvarlighed overfor egne handlinger (Culver & Ianna, s. 207, afs. 3). Den kan også være tiltrækkende på grund af dens formodede evne til at afdække og, måske, kontrollere menneskets skæbne (Kelly,Culver & Loptson, s. 229, afs. 2). Den kan give en følelse af mening med éns tilværelse (Eysenck & Nias, s. 211, afs. 4). Eller det kan være at
“folk er villige til at tro fuldt og fast på hvad som helst så længe de er genstand for det” (Ibid., s. 47, afs. 2).
Det lader også til at selvbilledet kan påvirkes af kendskab til og interesse i astrologi (Kelly, Culver & Loptson, s. 215, afs. 3).En mindre undersøgelse udført af denne artikels forfatter synes at bekræfte dette. I denne undersøgelse blev adskillige soltegnsbeskrivelser gennemsorteret og adjektiver brugt udelukkende af hvert af soltegnene blev trukket ud. Et lige antal af disse adjektiver fra hvert tegn blev tilfældigt præsenteret på et spørgeskema uden angivelse af hvilke af tegnene hver især passede til.
Dette spørgeskema blev givet til 50 forsøgspersoner som blev bedt om at krydse af hvilke adjektiver bedst beskrev dem og ligeledes angive deres fødselsdato og hvorvidt de var interesserede i astrologi eller ikke. Cirka halvdelen af forsøgspersonerne udtrykte interesse for astrologi (n=28). Da resultaterne blev analyseret, viste det sig, at denne gruppe var mere tilbøjelig til at vælge adjektiver der relaterede til deres soltegn, selv om spørgeskemaet ikke viste hvilke af disse adjektiver, der tilhørte hvert tegn. De andre forsøgspersoner havde ikke denne tendens. (Se appendix 1 for at få en mere detaljeret beskrivelse af resultaterne).
Som tilføjelse til denne mulige indflydelse på selvbedraget kan astrologi også fremstå som mere korrekt end den er på grund af selvopfyldende profetier (Eysenck & Nias, s. 217, afsn. 2). For eksempel kan en astrologisk forudsigelse spå at noget negativt vil ske. Efter at have læst eller hørt om dette, kan den enkelte blive urolig, få neative tanker og ubevidst frembringe den pågældende negative hændelse. Han/hun føler måske, at astrologien er blevet bekræftet, uagtet at hændelsen blev påvirket af hans/hendes egen psykologiske dynamik og ikke stjernerne og planeterne.
En anden mulig faktor er selektiv hukommelse (Culver & Ianna, s. 220, afsn. 3). Det er velkendt, at vores hukommelse ikke altid er komplet og endda kan være unøjagtig. Således er det ikke overraskende, at vi kan have tendens til bedre at huske en spådom, som opfyldes, men glemme de mange andre som ikke opfyldes. Dette bidrager yderligere til nogle menneskers tro på at astrologi har den forbløffende egenskab at kunne afsløre vore skæbner.
Tager man alle disse psykologiske tendenser i betragtning, har astrologerne tydeligvis ikke ret i at opfatte deres klienters positive vurderinger af deres aflæsninger som bevis på astrologiens objektive gyldighed. Således
“kan intet krav om nøjagtighed retfærdiggøres med mindre astrologerne gennemfører ordentlige eksperimenter og skelner mellem alternative forklaringer og har uafhængige grunde til at tro at astrologiske effekter eksisterer” (Dean & Loptson, s. 32, afs. 3).
Alligevel vil astrologerne tilsyneladende ikke gøre sig den anstrengelse at konstruere sådan nogle eksperimenter. De virker tilfredse med at ignorere ethvert bevis, der antyder at astrologien og dens påstande er usande (Kelly (1997), s. 1039, afs. 3).
Dette peger naturligvis også på en holdning, som videnskabsfolk protesterer imod. Astrologer er ikke åbne overfor muligheden for at rette på eller helt at afvise deres egne hypoteser. Uanset hvilke beviser de præsenteres for, vil de dogmatisk holde sig til deres tro. Videnskabsfolk betragter denne attitude som udpræget irrationel og uvidenskabelig. Dette får troen på astrologi til at minde mere om mindre autentiske former for religiøs tro (hvor holdninger haves ukritisk) end nogen form for intelligent teori om universet.
Denne holdning spejler sig også i astrologernes nægten at vedkende sig problemer som uenigheden mellem dens udøvere i dens principper og behovet for at forklare uregelmæssigheder eller astrologiens fejltagelser (Thagard, s. 71, afs. 1). Ikke alene forekommer de tilfredse med ikke at beskæftige sig med disse besværligheder, men de bekymrer sig heller ikke om at forbedre hverken deres teori eller deres forståelse af universet. Denne mangel på progression kritiseres også af videnskabsfolk, som peger på, at videnskabens mål er hele tiden at arbejde på at forbedre vor viden (Thagard, s. 71, afs. 1; Culver & Ianna, s. 53, afs. 3).
Alt hvad der er fremført af protester indtil nu, ville utvivlsomt være nok til at give en hvilken som helst rationel person grund til at tvivle på gyldigheden af astrologiens påstande. Alligevel har videnskabsfolk en anden grund til at afvise astrologi nemlig at den modsiger veletablerede videnskabelige teorier. Mange af dens påstande er i direkte modstrid med med de fysiske og astronomiske love (Kelly, Culver & Loptson, s. 209, afs. 4). Egenskaberne af himellegemernes indflydelse, som de er fremsat af astrologerne ligner på ingen måde egenskaberne af disse legemer som er etableret af astronomerne (Culver & Ianna, s. 103, afs. 2) og de astrologiske kræfter har ikke den fjerneste lighed med nogle kræfter kendt af fysikerne (Ibid., s. 117, afs. 3).
At astrologien modsiger veletablerede teorier ville ikke i og af sig selv være nok til at afvise den helt men det ville i lyset af dette faktum kræve meget stærke beviser at opnå nogen som helst grad af accept hos videnskabsfolkene (Culver & Ianna, s. 35, afs. 4). Det er tydeligt, når man tager alt hvad vi har diskuteret indtil nu i betragtning, at astrologien er langt fra dette mål. Sammen med den også tidligere nævnte tendens hos astrologerne til ikke at forsøge at undersøge astrologiens påstande kritisk, forekommer det yderst usandsynligt, at de nogensinde vil komme blot i nærheden af videnskabsfolkenes accept.
De fleste astrologer erkender efterhånden, at astrologi aldrig vil blive accepteret af videnskaben og griber til mystiske måder at forklare det på (Kelly (1998), s. 529, afs. 3). Dette rejser spørgsmålet om hvorvidt vi stadig kan betragte astrologi som pseudovidenskabelig. Dens gyldighed har tydeligvis ingen rationel støtte, men hvis den ikke gør krav på at være videnskabelig, fortjener den da stadig at blive kaldt pseudovidenskab? Normalt ville man besvare dette spørgsmål negativt, men i tilfældet med astrologi er der adskillige ting der må tages i betragtning, før man svarer.
Selv om mange astrologer ikke længere hævder, at atrologi er en videnskab, vil de stadig citere de få studier, der synes at argumentere for astrologiens gyldighed. De bemærker også at astrologi er baseret på århundreders observationer, måske for at forsøge på at få det til at se ud som om deres praksis har større empirisk baggrund end videnskaben. Så det lader til at de fortsat ønsker at blive opfattet som noget, der ligner videnskab med den samme form for respekt og autoritet. Som beviserne viser, at de ikke har gjort sig fortjent til noget af dette, kan vi fortsat med rimelighed kalde astrologi for pseudovidenskab.
Sluttelig er det blevet demonstreret temmelig tydeligt at selv om den ønsker at fremstå så fornuftig som videnskabelige teorier, lykkes dette ikke for astrologien og den fortjener således titlen pseudovidenskab. Dens påstande har ikke bestået nøje videnskabelig undersøgelse, den har ikke ændret sig gennem århundrederne og afspejlet vor stigende forståelse af universet, og der findes fornuftigere forklaringer på alle de fænomener som de hævder støtter astrologiens gyldighed. Af alle disse grunde såvel som andre nævnt i denne artikel bør astrologi ikke betragtes som kilde til gyldig viden. Videnskaben forbliver vores bedste måde at finde den slags viden om den naturlige verden på (Culver & Ianna, s. 37, afs. 2).
Appendix 1
Bemærk: (1) Forsøgspersoner i alderen 18 til 44 havde forskellige baggrunde (studerende, uddannede, etc.) og kom fra forskellige dele af verden (Jeg havde sendt spørgeskemaerne rundt i verden til pennevenner, der delte dem ud til venner og kolleger og så sendte dem tilbage til mig.
(2) Forsøgspersoner valgte forskellige antal adjektiver, så det forekom bedst at sammenligne data udtrykt i procent.
| Gruppe 1 (interesse i astrologi) (n=28) |
Gruppe 2 (ingen interesse i astrologi) (n=22) |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| A. Gennemsnitlig procent af valgte soltegnsadjektiver (Sandsynlighed=cirka 8,3%) | 17.0% | 6.6% | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| B. Procent af forsøgspersoner der valgte flere adjektiver fra deres eget soltegn end fra andre tegn. | 67.0% | 0% | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| C. Procent af forsøgspersoner der ikke valgte nogle adjektiver fra deres eget soltegn | 0% | 27% | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| En t-test udført på data i A. viste en statistisk signifikant forskel mellem de to grupper (t=3,7196. p<.01) | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Referencer
Bok, Bart J. Objections to Astrology . New York: Prometheus Books, 1975.
Crowe, Richard A. "Astrology and the Scientific Method", Psychological Reports . 1990, Vol. 67, pp. 163-191.
Culver, Roger B. & Ianna, Philip A. Astrology: True or False? . New York: Prometheus Books, 1988.
Dean, Geoffrey. "Astrology Strikes Back – But to What Effect?", Skeptical Inquirer . 1993, Vol. 18 (1), pp. 42-49.
Dean, Geoffrey & Loptson, Peter. "Some Philosophical Problems of Astrology", Correlation . 1995/96, Vol. 14 (2), pp. 32-44.
Dean, Geoffrey, Loptson, Peter & Kelly, Ivan. "Theories of Astrology", Correlation . 1996, Vol. 15 (1), pp. 17-52.
Dean, Geoffrey & Mather, Arthur. "Is the Scientific Approach Relevant to Astrology?", Correlation . 1994, Vol. 13 (1), pp. 11-18.
Eysenck, H. J. & Nias, D. K. B. Astrology: Science or Superstition? . Markham, ON: Pelican Books, 1988.
Feher, Shoshanah. "Who Looks to the Stars? Astrology and its Constituency", Journal for the Scientific Study of Religion . 1992, Vol. 31 (1), pp. 88-93.
Gauquelin, Michel. "Spheres of Influence", Psychology Today (British Edition) . October 1975, Issue #7, pp. 22-27.
Glick, Peter, Gottesman, Deborah & Jolton, Jeffrey. "The Fault Is Not in the Stars: Susceptibility of Skeptics and Believers in Astrology to the Barnum Effect", Personality and Social Psychology Bulletin . December 1989, Vol. 15 (4), pp. 572-583.
Kelly, Ivan W. "Modern Astrology: A Critique", Psychological Reports . 1997, Vol. 81, pp. 1035-1066.
Kelly, Ivan W. "Why Astrology Doesn?t Work", Psychological Reports . 1998, Vol. 82, pp. 527-546.
Kelly, Ivan W., Culver, Roger & Loptson, Peter J. "Astrology and Science: An Examination of the Evidence", in Cosmic Perspectives .
(C.V.Vishveshwara, Ed.) Great Britain: Cambridge University Press, 1989, pp. 207-231. Thagard, Paul. "Why Astrology Is a Pseudoscience", in Proceedings of the Philosophy of Science Association . (P. D. Asquith & I. Hacking, Eds.) 1978, pp. 66-75.
[*]
Astrologi er pseudovidenskab. Den består ikke falsifikationskriteriet.
Det betyder ikke, at den er overtro.
Det vil være at påstå, at alle svaner er hvide.
Argumentet for, at astrologi er overtro, er falcificerbart.
Mikael,
Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår hvad din pointe er.
Først siger du at astrologi ikke består falsifikationskriteriet, og dermed ikke overtro, men så siger du at argumentet for at astrologi er overtro er falsificerbart?
Astrologi er bestemt overtro: Overtro er, meget kort, det der hævdes at eksistere, men som man ikke kan påvise empirisk. Overtro er grænselandet mellem tro og viden.
Lad mig give et eksempel:
Viden er, når du vinder i Lotto: Du kan bevise det, ved at vise os pengene og vindersedlen.
Tro er, når du håber på at vinde i Lotto: Men du har ikke gjort det – endnu.
Overtro er, når du håber på at vinde i Lotto, eller har gjort det – fordi du har en harefod, en firkløver, eller dit horoskop forudsiger det. Du har altså noget konkret at hæfte din tro op med – pointen er så, at det viser sig, at det ikke er nogle af tingene der er årsagen til at du vandt. Det kan vi påvise ved at teste din påstand: Sker det altid, når horoskopet siger det? Sker det, selv om horoskopet ikke siger det? Og så fremdeles.
Du kan læse mere i Den Store Danske.
Med venlig hilsen
Claus Larsen
Hej Claus.
Astrologi er hverken tro eller viden. Det er et logisk, matematisk system, der har sin egen gyldighed. Resultatet er afhængigt af astrologens tolkningsevne. Han kan ikke forudsige fremtiden. Han kan kun komme med sandsynlige udsagn om hændelser, der muligvis vil ske, hvis visse begivenheder sættes i gang. Derved er det ikke videnskab.
At påstå, at det derfor er overtro, er en påstand, der ikke kan falsificeres, da argumentet herfor er falsificerbart.
Venlig hilsen Mikael.
Hej igen.
Jeg kan godt se, at mine filosofiske kommentarer virker selvmodsigende. Du er heller ikke for god. Empirisk viden kan aldrig være rigtig viden. Dertil er den menneskelige hjerne for begænset. Naturalister kommer med en masse bedrevidende påstande, der kun er rigtige indenfor den cirkel, der bekræfter deres eksistens. Fordi flere erfarer det samme fænomen, behøver det ikke at have ægte objektiv virkelighed. En person, der selv erfarer Guds eksistens uafhængigt af religiøse dogmer kan have mere ret end en masse mennesker, der erfarer et tilsyndeladende univers. Hvis Gud erfares som ens eget selv, kan det aldrig være overtro. Det samme gælder universet. Hvis selvets sksistens er virkelig, kan det være uendeligt. Universet er endeligt og kan derfor i abstrakt forstand være mindre end selvet. Som sådan kan astrologiske indflydelser ikke afvises. Det hele handler om valg af livssyn.
Venlig hilsen Mikael.
Kære Mikael,
Astrologi er særdeles ulogisk, og har intet med matematik at gøre.
Astrologi bygger på forestillingen om mikro-makro kosmos:
Hvad der sker i (på) himmelen, sker også i hvert menneske (og senere, selv virksomheder, bryllupper og fodboldkampe). Vi ved i dag at sådan forholder tingene sig ikke.
Astrologi afspejlet ikke engang himmelen: Horoskoper lægges ikke ud fra hvor planeterne befinder sig, med udfra en bevisligt forkert opfattelse af deres positioner.
Man kan ikke blot opsætte et “system”, baseret på forkerte data, og så komme frem til et rigtigt resultat. Garbage in, garbage out.
Hvis alt blot afhænger af livssyn, så kan vi vel aldrig finde “rigtig viden”, der gælder for mere end individet.
Men så er der jo ingen forskel på “rigtig viden” og “personligt synspunkt”. Alle har “rigtig viden”, ingen tager fejl.
Vi kan jo så aldrig finde en objektiv virkelighed, heller ikke i astrologien. “Objektivitet” bliver dermed et meningsløst begreb.
Med venlig hilsen
Claus Larsen
Alt er et eksistentielt valg. Alle sandheder er komplementære. Fysik og metafysik er lige uvirkeligt. Kun selvet eksisterer.
Det objektive univers er en illusion. Det er et frivilligt valg, hvordan man tolker de kræfter, der omgiver os.
Da alle subjekter er lige virkelige, er der en gensidig påvirkning. Vi kan aldrig vide, hvad det er.
Astrologi er et fiktivt system. Det er ikke empirisk. Det er ren matematik og geometri. Mennesket skaber sin egen skæbne. Det er overtro at se den i et horoskop. Derfor kan planeterne godt have en påvirkning. Spørgsmålet er, om man kan bruge den til noget. Det er vores åndelige frihed at afgøre det.
Positivistisk naturalisme er den gamle slavemoral om igen, der siger, at bare vi er nok, der tænker på samme måde, har vi ret. Den er ikke filosofisk bedre end de religioner, der påstår, at deres gud er bedre end de andres.
Venlig hilsen Mikael
Kære Mikael,
Mener du seriøst at det ikke er objektivt at Jorden er rund? At der er lige så stor sandhed i at hævde, at Jorden er flad? Så er du da godt nok ude over kanten…
Jeg har for en del år siden skrevet om præcis det, du beskriver: Hvert menneske skaber sit eget univers, udfra sin egen opfattelse.
Lad os sige, at du står ude på en mark, og kigger mod nord.
Derfor ser du ikke mig komme fra syd. Eftersom du ikke ved at jeg er der – eller eksisterer – eksisterer jeg ikke i dit univers. Og den mursten jeg kaster i nakken på dig, eksisterer heller ikke – for dig.
I mit univers dør du. Men hvad sker der i dit univers? Dør du, ja eller nej?
Hvis ja, så har du erkendt at der eksisterer en objektiv verden uden for din opfattelse af verden.
Hvis nej, hvordan kan nogen så dø ved f.eks. at nogen skyder dem, uden at de er klar over det?
Kan du se problemet? Din filosofiske forklaring løser intet. Tværtimod skaber den kun flere spørgsmål, der aldrig kan besvares.
Ikke just en særlig brugbar filosofi, vel?
Du kan læse artiklen her: The Krazy Kat Experiment, SkepticReport.com
Med venlig hilsen
Claus Larsen
Kære Claus
Selvfølgelig dør jeg. Men kun fysisk. Selvet kan ikke dø. Det antager en ny form. Vi er underlagt de samme årsag/virkningslove.
Det, der ikke eksisterer er den måde, vi kategoriserer tingene på. De er fiktive og menneskeskabte.
Tingene eksisterer, fordi de er sig selv. Ikke af nogen anden grund. Når nye ting opstår, sker der en interaktion mellem relative størrelser i tid og rum.
Derfor har eks. astrologi også en relativ betydning, hvis man ellers kan bruge systemet.
Det er et spørgsmål om valg af synsvinkel.
Venlig hilsen Mikael
Kære Mikael,
Du misser pointen fuldstændigt.
Du aner ikke at jeg eksisterer. Du aner ikke at jeg står bag dig. Du aner ikke at jeg har en mursten. Du aner ikke at jeg kaster den i nakken på dig. Du aner ikke at du dør.
Hvordan kan du så dø, hvis jeg ikke eksisterer i dit univers? Det kan jeg jo ikke gøre – for hvis du ikke oplever det i dit univers, eksisterer det jo ikke (for dig)!
Du kan kun dø, hvis du indrømmer – selvom du nok slår dig i tøjret, og siger det modsatte – at der findes en objektiv virkelighed, der er helt og aldeles uafhængig af om vi observerer den eller ej.
Og det gør du jo: Du siger jo, at du dør – og så kommer den: Dog “kun fysisk”. Men det er jo ikke en forklaring, men blot en påstand, endda en der ikke er falsificerbar. En betingelse du ellers slår voldsomt på må og skal være opfyldt, hvis en påstand skal kunne holde.
Det er fløjtende ligegyldigt om du lever videre eller ej – pointen er, at der sker en ændring i dit univers, på trods af at du ikke har erkendt tilstedeværelsen af noget, i dette tilfælde mig og min mursten.
Dit argument er hermed tilbagevist. Det holder ikke, det du’r ikke, det er noget forblommet vås.
Quod erat demonstrandum.
Med venlig hilsen
Claus Larsen
Kære Claus.
I mit univers er der ingen forskel på dig og mig. Forskellen er kun af fysisk/metafysisk art. Døden er kun en årsag/virkningsfunktion. De forhold, jeg henviser til i mit indlæg, er kun af relativ art. Som personer kan vi dræbe hinanden. Det vil ikke ske i virkeligheden, da personen kun er en essens af det eksistentielle selv, der er uendeligt og derfor udødeligt.
Da død kun betyder diskarnation, vil erfaringsmaterialet reinkarnere i en ny krop gennem en genetisk kombination, der svarer til sjælens gennem sindet ophobede erfaringsmateriale.
Alt er for mig et eksistentielt valg. Vi vælger vores kommende forældre gennem tidligere erfaringer i sindet, der i kraft af sin metafysiske natur ikke kan udryddes ved døden. Den metafysiske afhængighed, der skaber reinkarnation, kan kun fjernes ved åndelig balance. Denne balance kan opbygges ved meditation.
Venlig hilsen Mikael.
Kære Mikael,
Så du mener altså ikke at vi skal straffe mordere, idet folk ikke dræbes i virkeligheden? Wow.
Mikael, hvad vil du egentlig med alle disse indlæg? Du kan ikke præsentere nogen form for bevis, du er udmærket godt klar over det, så hvad er det du har gang i?
Savner du blot et forum hvor du kan komme af med dine fantasier om hvordan du gerne vil have universet ser ud? Hvis det er tilfældet, så synes jeg du skal oprette en blog for dig selv, og skrive løs – i dette univers eller hvor du nu end befinder dig.
Skeptica er et skeptisk forum, ikke et sted hvor man ukritisk kan fyre sine fantasier af.
Med venlig hilsen
Claus Larsen
Kære Claus.
Jeg er skeptisk overfor din brug af ordet “overtro”.
Det er et ord, der efter min mening burde høre ind under racismeparagraffen.
Venlig hilsen Mikael.
Kære Claus.
Er jeg blevet bortcensureret?
Eller er du løbet tør for argumenter?
Dit naive, naturvidenskabelige verdensbillede holder ikke til en højere, filosofisk analyse.
Venlig hilsen Mikael
Kære Mikael,
Jeg ser da frem til at læse om din grundige, sammenhængende og filosofiske forklaring af hvilket verdensbillede der giver os en bedre objektiv forståelse af universet end naturvidenskaben.
Men den lader vente på sig, kan jeg forstå.
Med venlig hilsen
Claus Larsen
Kære Claus.
Den objektive, naturvidenskabelige fremstilling af universeter helt i orden.
Jeg kan ikke give en bedre filosofisk forklaring.
Men Kant´s udsagn om, at vi kun kender tingen for os og ikke tingen i sig selv, er evigt gyldig.
Den subjektive fremstilling kan være lige så rigtig.
Man skal blot huske på, at andre subjektive fremstillinger kan være lige så rigtige som ens egen.
Alt andet vil være at gøre subjekt til objekt. Det er et udtryk for åndeligt storhedsvanvid.
Den naturvidenskabelige metode bygger ifølge Popper på intersubjektiv erfaring.
Det viser klart dens begrænsning i erkendelsesmæssig henseende.
Du siger, at overtro er et begreb, der dækker over det, der hævdes at eksistere, men ikke kan påvises empirisk.
Det er ikke retfærdigt, såfremt man respekterer andres udlægninger af virkeligheden.
Man kommer derved til at fremstå som en intolerant og bedrevidende person.
Personlig tro er en stor drivkraft, der kan give erfaring hinsides tid og rum.
Venlig hilsen Mikael.
Kære Mikael,
Hvis du ikke kan give en bedre filosofisk forklaring, så må den naturvidenskabelige forklaring jo være den bedste. Det er muligt at du kan finde en subjektiv forklaring der er lige så rigtig, men hvad er den i så fald baseret på? Et rent gæt. Og det kan vi ikke rigtigt bruge til noget. Enhver kan jo vinde i lotteriet, bare man prøver længe nok, og er heldig.
Du bruger samme taktik som synske, når de hævder at have fået det rigtige svar fra ånderne: De fokuserer på de enkelte gange de rammer rigtigt, men glemmer helt og aldeles alle de gange de gættede forkert.
Din lotteri-filosofi er altså helt utilstrækkelig til at forklare noget som helst, og den er helt ubrugelig i den virkelige verden.
Med mindre du kan give et konkret eksempel på hvilken erkendelse af virkeligheden vi er nået til ved hjælp af andet end naturvidenskaben?
Jeg er ikke ude efter forklaringer. Dem har du mange af, af meget lang og indviklet karakter, det har du gjort klart.
Bare et eneste konkret eksempel.
Ellers er det vist på tide at pakke din filosofi sammen, ikke?
Med venlig hilsen
Claus Larsen
Den naturvidenskabelige forklaring er kun den bedste til at beskrive den objekive virkelighed.
Den forklarer intet om årsager.
Mit livssyn er deterministisk. Det har intet med overtro at gøre.
Jeg tror ikke på forudsigelser, da intuition er en usikker metode til at opnå objektiv erfaring.
Du har åbenbart ikke forstået, at åndelige mennesker ikke tror på en objektiv virkelighed som andet end funktioner.
Den anses som en funktion af det evige selv, der er til stede i alle levende væsener.
Kun selvet eksisterer, da alt i grunden kun kan være sig selv.
Det er sin egen årsag gennem universets virkning.
Denne holdning er ikke egoistisk, da alt liv – trods forskel i udvikling – er funktioner af det samme selv.
Venlig hilsen Mikael.
Kære Mikael,
Det er lodret forkert at naturvidenskaben ikke forklarer noget om årsager. Det er præcis det, den gør: Vi ved f.eks. at tyngdekraften er årsagen til at ting falder ned. Det ved du også godt.
Men tilbage til mit spørgsmål:
Kan du give et konkret eksempel på hvilken erkendelse af virkeligheden vi er nået til ved hjælp af andet end naturvidenskaben?
Hvis du ikke kan svare på det, er der ingen grund til at fortsætte debatten, da den i så fald kører i ring.
Med venlig hilsen
Claus Larsen
Kære Claus.
Videnskabsfilosofien er fremragende til erkendelse af den objektive virkelighed.
Den er den bedste filosofi til dette.
Jeg kan ikke give et bedre eksempel.
Problemet med intersubjektiv erfaring er imidlertid, at den kun anerkender det, vi sammen kan opfatte.
Virkeligheden må være mere end dette.
Det er en overvurdering af den menneskelige hjerne at påstå, at der ikke er mere mellem himmel og jord end det, kan fastslå gennem et fælles bevis.
Hvert menneske har ret til sin egen opfattelse af universet. Man skal blot erkende, at andre opfattelser kan være lige så rigtige.
Jeg er skeptisk angående den traditionelle videnskabsfilosofis højere årsagsbegreber.
Den beskæftiger sg kun med årsager, der har virkning indenfor tid og rum.
Naturvidenskaben arbejder kun med dynamiske processer. Som sådan er dens årsagskæde yderst begrænset.
På grund af kravet om et fælles bevis vil den aldrig kunne erfare en statisk årsag.
Hvis alt bevæger sig, må der være en modsat tilstand.
Ellers har uendelighedsbegrebet ingen mening.
Da der kun er en uendelighed, må den være af statisk natur.
Den kan ikke bevæge sig Ellers bliver den endelig.
Endelige ting må referere til uendelighed. Ellers kommer virkeligheden ud af ingenting.
Jeg er helt enig med dig i, at videnskabsfilosofi giver en bedste forklaring på objektiv eksistens.
Men den kan bedst bruges til praktiske og sociale formål.
Den fortæller intet om uendelighed.
Til dette formål har transcendentalfilosofien for mig en bedre løsning.
Venlig hilsen Mikael.
Kære Mikael,
Jeg ser, at du stadig ikke er i stand til at give et konkret eksempel på hvilken erkendelse af virkeligheden vi er nået til ved hjælp af andet end naturvidenskaben. Kun individuelle “erkendelser”, der kun har værdi for den enkelte.
Tak for dine indlæg. Yderligere indlæg af samme skuffe vil ikke få spalteplads.
Med venlig hilsen,
Claus Larsen