Vampyrer i folklore og fiktion

af Paul Barber, oversat af Willy Wegner

Vi kender til Dracula og disse "would-be " vampyrer i nyhederne, men hvad så – hvad var de "rigtige" vampyrer? Folk der opdager at jeg har skrevet en bog om vampyrtroen siger ofte:

"Nåe, du mener, ligesom Vlad Drakul?"

Jeg fortæller dem:

"Nej, faktisk ikke. Vlad Drakul var en skikkelse i den rumænske historie hvis eneste tilknytning til varmpyrtroen er at Bram Stoker opkaldte en person efter ham. Indtil bogen Dracula udkom, var der ingen der nogensinde havde knyttet den historiske person til vampyr-beretninger."

Dette er blevet slået fast flere gange, og rumænerne har ofte giver udtryk for mishag over den måde vi har eksproprieret deres nationale helt og gjort ham til en vampyr – også selv om det kun er gennem fiktionen – Vlad Drakul er efterhånden den eneste skikkelse i rumænsk historie som amerikanere nogensinde har hørt om. Hvis rumænerne begyndte at lave film hvor de portrætterede George Washington som en gravskænder, ville vi vide hvad de føler vedrørende vor udnyttelse af deres historiske Vlad Drakul.

Her ser vi hvorledes fiktion bliver til "historisk faktum", mens de undervisere som prøver at rette disse "facts" opdager, at de ikke skal gøre sig håb om at holde trit med de mennesker som leverer myter. En af disse er Stephan Kaplan, som, tror jeg, – men jeg er ikke sikker – er en velkendt original der holder os for nar og hygger sig gevaldigt med det. Eksempelvis blev han fornylig citeret for at sige, at vampyrer godt han gå ud i daglys, de skal blot sørge for at påføre sig en creme med solfaktor 15 eller højere. Som vits rangerer det mellem de bedre jeg har hørt længe. Jeg mistænker Kaplan for en dag at kalde til pressekonference, mens han – iført en fjollet hat – siger:

"Jeg snød jer bare, og I faldt for det!"

Jeg blev ringet op af BBC som ville høre min reaktion på Kaplans udmelding om, at Los Angeles nærmest skulle være overbefolket af vampyrer. At imødegå dette er som hvis en voksen spurgte mig om, hvad jeg fik af julemanden i år. 

Så hvis spørgsmålet er ironisk ment, er det bedst at svaret også er det. Derfor fortalte jeg intervieweren, at det skam var sandt, at vampyrerne færdedes overalt i Los Angeles, men at de på grund af voldsmænd var bange for at gå ud om natten.

Folketroen omkring vampyrer har kun en ganske svag forbindelse med fiktionen, akkurat som folketroen på spøgelser har noget at gøre med filmen Ghostbusters. Der er ikke mange der ved det, men gennem den europæiske historie har der været omfattende og detaljerede beretninger om at lig er blevet gravet op på kirkegårde. De var erklæret for vampyrer, og blev dræbt. Det tog mig nogle år af mit liv at studere disse oplysninger og finde ud af, hvad i alverden der  kunne få folk til at slå døde kroppe ihjel. Og her opleves vores første virkeligheds/uvirkeligheds grænse: opgravningen af kroppene havde indiskutabelt fundet sted, hinsides al tvivl. Vi ved dette, fordi vi har en lang række af beviser for det, både arkæologisk og dokumentation, inklusive meget detaljerede beretninger skrevet af litterære lægfolk, som leverede oplysninger som de på ingen måde kunne have opdigtet. Medmindre du er retsmedicinsk patolog, ville du sandsynligvis ikke vide at opløste lig gennemgår en proces der kaldes "skin-slippage", hvor overhuden (epidermis=hornlaget) løsnes fra underhuden (dermis) og kan skalle af i flager. Den følgende beretning, fra det attende århundrede, fortæller om opgravningen af en mand ved navn Peter Plogojowitz og beretter dette:

"Håret og skægget – selv neglene, af hvilke de gamle var faldet af – var vokset [på kroppen]; den gamle hud, der var noget hvidlig, var skrællet af, og noget nyt og frisk var dukket op under det. ? Ikke uden overraskelse så jeg frisk blod i hans mund, som, ifølge den almindelige antagelse, var suget fra de mennesker han havde dræbt."

Når vi ser bemærkninger om skin-slippage, ved vi at forfatteren enten har a) læst en tekst om retsmedicinsk patologi eller b) set på, eller hørt om, et lig i forrådnelse.

Dog er vi her konfronteret med en forlegenhed: Hvis vor kilde har ret med hensyn til skin-slippage, hvad kan vi så gøre med det bevis, at den døde krop havde drukket blod fra en levende? Svaret er, selvfølgelig, at vi ikke er forpligtet til at tro på vor informants tydning, endsige hans egne informanter, blot fordi han kan give en nøjagtig beskrivelse af liget. Lærde har altid smidt deres iagttagelser ud fordi de ikke troede på tydningerne. Det er ikke så mærkeligt som det kan synes, alt for ofte følger beskrivelse og tydning hinanden, eksempelvis i en udtalelse som:

"Liget kom til live og skreg da den blev naglet med en pæl."

Men det vender vi tilbage til senere.

Men lad os nu tage det roligt og se omhyggeligt på observationerne i beretningen vi har citeret:

1. "Håret og skægget var vokset på liget."

   Beklager, sådan noget sker ikke, også selv om mange mennesker selv den dag i dag tror det. Imidlertid kan det se ud som om det sker, men kun fordi huden skrumper efter døden og gør hår og skæg mere synligt.

2. "Neglene var faldet af og nye vokset ud."

   Neglene falder faktisk af når kroppen går i opløsning. Ægypterne vidste dette og klarede det ved enten at binde neglene til fingre og tæer, eller ved at sætte metal fingerbøl over hver fingerspids og tå. De "nye negle" er, ifølge Thomas Noguchi, tidligere retsmediciner i Los Angeles, muligvis en tydning af neglelejet.

3. "Den gamle hud var skallet af og ny hud vokset frem."

   Dette er skin-slippage. Mange beretninger noterer også ligets "rødmossede" eller "mørke" farve, et fænomen der kan være forårsaget af opløsningen såvel som grundet i en variation af andre årsager. I modsætning til de populære forestillinger, er hverken ansigtet eller kroppen nødvendigvis blege, idet bleghed er resultatet af at blodet drænes fra vævet. Hvis en person lå i rygleje da han eller hun døde, kan kroppens front være bleg; liggende på maven, ville fronten være mørk. De dele af kroppen der er lavere end resten kan være overfyldt med blod, der, når det har mistet sin ilt, er mørkt og således også medfører at huden også synes mørk. Og de dele der er under tryk, hvorpå kroppens vægt er fordelt, kan være af lysere farve fordi det (nu mørke) blod her er blevet tvunget væk fra vævet. Den mørke farvning er resultat af en mætning af vævet i hvilken blod kaldes "ligpletter" eller "gustenhed." Det er det fænomen der giver en medicinsk undersøger mulighed for at fastslå, om liget er blevet flyttet efter døden. Hvis gustenhed optræder et forkert sted på liget, eller ikke findes på et sted hvor det burde være, så er liget blevet flyttet.

4. "Der er frisk blod i munden."

   Tillægsordet "frisk" er mindre gådefuldt hvis vi antager at forfatteren faktisk ikke har testet blodet for sin friskhed. Hvad han sikkert iagttog, og blev forvirret over, var sikkert at blodet var flydende. Det er blevet bemærket mange gange af folk som har iagttaget sådanne opgravninger. Det er slet ikke usædvanligt. Det er korrekt at blod normalt koagulerer ved død, hvorefter det enten forbliver koaguleret eller bliver flydende igen. (1) Årsagen til at blodet flytter til munden er at kroppen, under forrådnelsen bliver oppustet af de gasser der opstår under processen, og denne oppustethed sætter tryk på lungerne, som er rige på blod og svækkes tidligt, således at blodet bliver tvunget til mund og næse.

Og lagde du mærke til, at vi kun fik fortalt hvorfor folk troede at den døde sugede blod fra den levende? Standard teorien om døden var at det kom fra den døde, og når folk gravede det første offer for en epidemi op og fandt at han havde blod i munden, konkluderede de at han havde suget blod fra de andre mennesker der var døde. Vores forfatter siger:

"Ikke uden forbløffelse så jeg noget frisk blod i hans mund, hvilket han, ifølge den almindelige antagelse havde suget fra de folk der dræbte ham."

Desuden blev kroppens oppustehed taget som bevis på, at han var bristefærdig af blod fra sine ofre.

Således har vi opklaret et gammel mysterium mere, blot ved at være opmærksom på de personer som for hundrede år siden forsøgte at fortælle os om det. Fra nu af vil tingene blive lettere. Hvis vores informanter fortæller os at vampyren "kom til live og skreg" da de drev en pæl gennem ham, skal vi godtage iagttagelsen og afvise konklusionen: Ja, et lig ville "skrige op" hvis du slår en pæl ind i det, fordi derved tvinges der luft forbi stemmebåndet – men det betyder ikke at liget stadig er i live. Der er blandt moderne medicinere en bemærkelsværdig enighed om begge punkter.

Vampyr-troen uddøde ikke efterhånden som retsmedicinsk patologi blev udviklet: det var allerede blev en del af litteraturen. Folketroens vampyrer havde været bønder og landarbejdere, men i det 18. århundrede var forfattere stadig tilbageholdende med at gøre småkårsfolk til hovedpersoner i deres historier, så derfor flyttede fiktionens vampyr ind blandt de højere klasser. Omkring udgivelsen af Bram Stokers bog Dracula (1897) var han blevet til en bleg greve, fremfor folklorens rødmossede bonde. Hen ad vejen navngav Linné en centralamerikansk flagermus efter den europæiske vampyr, idet flagermusen levede af blod, og romanforfatterne bemærkede dette, og lod det indgå i deres lager af motiver. Det er derfor at vampyrer i moderne film er tilbøjelige til at blive til flagermus om natten, når de har behov for at komme hurtigt frem til et andet sted.

Da dette materiale blev til fiktion, blev det sært nok igen til "facts," for nutidens medier fortsætter med at fremgrave, ikke bare lærde og pseudolærde der taler om folklore men også folk som faktisk påstår at være vampyrer. De lærde og vampyrerne er bragt sammen gennem deres fælles skæbne: Medierne trækker dem frem hvert år omkring allehelgensaften. De moderne "vampyrer" henter ikke deres inspiration fra det ellers glimrende folkloristiske materiale, som faktisk er bedrøveligt overset, men fra fiktionen, måske fordi det er mere dramatisk og sammenhængende. Folkloren som er om krakilske småkårsfolk der kom tilbage som genfærd og plagede deres nærmeste og elskede, lader sig ganske enkelt ikke overføre til en glamouriøs livsstil. Så moderne "vampyrer" kører i rustvogn, filer deres hjørnetænder, og bærer kappe når de går ud i natten. Ingen af disse ting har det fjerneste at gøre med folkorens vampyrer – selv hjørnetænderne er et kunstgreb fra fiktionens tradition. Nogle moderne "vampyrer" påberåber sig smag for blod og fortæller historier om angreb på blodbanker og om imødekommende venner der lod dem åbne en vene.

Det mest forbløffende omkring disse moderne "vampyrer" er påberåbelsen af slægtskab – ikke med de vampyrer vore forfædre faktisk troede på, men med de fiktive vampyrer udledt deraf. Det er som en eller anden ville påstå at være i familie med Rhett Butler fra filmen Borte med Blæsten .

"Nå, du mener Clark Gable,"

spørger du.

"Nej, nej: Rhett Butler. Ham du ved, hovedpersonen i filmen. Han er min fætter."

Og ude af stand til at sige ret meget mere spørger du:

"Snakker du meget med Rhett?"

Men på sin vis er det nu deres succesfyldte livsstil, for de af os som studerer folklore er forlængst blevet vant til et par minutter i et tv-program mens en skør kvinde der sover i en ligkiste får ti minutter. Enhver kan opnå mediernes opmærksomhed hvis de vil nævne Vlad Drakul eller selv den uddøende Porphyria teori, der antager at folk virkelig drak blod for at blive helbredt for deres sjældne sygdom, også selv om vi hverken har bevis for at bloddrikning ville dulme symptomerne for Porphyria eller at noget levende menneske er blevet bekyldt for at drikke blod – det var altid lig. Denne teori er aldrig kommet hinsides de vilde hypotesers scene, men har historisk interesse for at følge den tendens der blander folklore med fiktion. Jeg beskriver det som "uddøende", men sådanne teorier synes aldrig at dø i medierne, lige meget hvor ofte de er ødelagt af beviser og argumenter. Lige nu ville du end ikke kunne dræbe Porphyria teorien med en pæl.

Dette emnes særheder har det med at sammensætte sig selv med tiden. Vi har set hvor forvirrende det er at have informationer med nøjagtige observationer og unøjagtige tolkninger blandet op med hinanden. Da disciplinen antropologi opstod og tog form, så den tilbage på sine tidligere indiskretioner og foretog en klar beslutning om ikke at se på andre kulturer som værende ringere end antropologens egen. Faktisk tog det os mange årtier at regne ud at "primitive" kulturer ikke er yngre end "avancerede" kulturer. Med deres forsøg på selvundertrykkelse fratog antropologerne sig selv modet til at foretage en skelnen: Nu forventes det ikke at du lægger mærke til om en fra en anden kultur tager fejl med hensyn til noget. Faktisk er det ikke længere politisk korrekt i det hele taget at skelne mellem rigtige og forkerte ideer, medmindre, selvfølgelig, at det er ideer fra din egen kultur. Så det kan ikke genere os at sige at Kopernikus rettede Ptolemeus, men det vedrører os hvis jeg påpeger at ilitterære kulturer typisk misforstod forløbet af forrådnelse. Det der er galt med vor moderne synsvinkel er, at den synes at være af den nedladende form som vi forsøger at komme af med.

I en anmeldelse af min bog blev der klaget over min brug af videnskabelige tolkning af emnet. Anmelderen foreslog ikke nogen anden form for tydning – intuition, måske? Men årsagen til at jeg studerede dette særlige aspekt af folkloren er, at det er fyldt med beviser, og beviser fører i sig selv til bedre analyser end fornemmelser og intuition. Et mål for en seriøs forsker er, mener jeg, at finde sammenlignelige emner, nogle hvor der er tilstrækkeligt med beviser at argumentere ud fra. Jeg har haft adskillige nyttesløse diskussioner med tv-direktører der ønskede at jeg ikke blot skulle fortælle hvad jeg vidste om vampyrtroen, men helst lidt mere. "Hvad med det helt tidlige materiale?" spurgte en kvinde. "Hvad med palæolitisk tid?" [Den ældre stenalder. O.a]

Men vi har ganske enkelt ikke nogle klare beviser fra stenalderen. De litterære beviser der går fra nutid til fortid, fortsætter med at ændre sig umærkeligt indtil man til slut vil have svært ved at identificere "vampyr"-fænomenet overhovedet. Tidlige græske synspunkter på døden har meget til fælles med den senere vampyrtro, men ingen ville kunne identificere Patroklos som værende "vampyr" udelukkende fordi han viser sig for Achilles efter sin egen død. Og de tidlige arkæologiske beviser er ofte flertydige. Folk kan have lagt stenlåg over gravene enten for at forhindre de døde i at vende tilbage, eller for at forhindre dyr i at grave på stedet.

Faktum er, at ingen formidler artikler og dokumenter for at forklare ting som alle ved. Det er først meget senere at det går op for nogen, at man bør undre sig over disse ting – men så er det for sent, og det er ikke længere kendt. Så vi vil helt sikkert aldrig få noget at vide om oprindelsen til vampyrtroen. Det vi ved er, at i det attende århundrede var vampyrer en erklæret død krop men som blev troet at kunne genopnå en form for liv. Derfor skulle vampyren "dræbes" for at afholde den fra at dræbe andre mennesker. Og – selvfølgelig – vi ved at misforståelserne omkring folkloren har vist sig mere levedygtig end folkloren selv.

Note

Her er der også nogle andre forhold som jeg har gennemgået mere detaljeret i bogen: Vampires, Burial, and Death: Folklore and Reality , New Haven: Yale University Press, 1988.

Ovs.anm.
Tak til Leif Hagerup og Dann Frederiksen for assistance med hensyn til faglige udtryk og sproglig "gustenhed".

Paul Barber is a research associate with the Fowler Museum of Cultural History, University of California, Los Angeles 90024-1549, and author of Vampires, Burial, and Death: Folklore and Reality.

Kilde: Skeptical Inquirer, March/April 1996

[*]