af Mogens Winther

Alternativ behandling har udviklet sig til en sand guldgrube, kloge koner og mænd myldrer frem overalt.

Det blev klart da man for nyligt åbnede den såkaldte Helse pyramide i Kolding

Siger og skrive 15 millioner kroner har pyramiden kostet – men så ligger byggeriet også placeret i et "særligt intenst energifelt". Skal man tro pyramidens ophavsmænd, tiltrækker det kraftige energifelt særligt mange ufoer til Kolding området.. (Jydske Vestkysten, 3. Marts 1999)

Indtil videre er der dog kun ganske få personer, der har set disse flyvende tallerkener.

Men almindelige mennesker strømmer til i stort tal, og det forstår man godt. Inde i helsepyramidens kraftcentrum kan de alternative behandlere nemlig udrette medicinske mirakler.

Helsepyramidens hjemmeside bringer en liste på intet mindre end 30 helbredelige sygdomme – ja – selv
barnløshed kan man klare nede i pyramidens dyb !

Og som behandler Egon Pedersen tilføjer.: "Dette er dog kun et lille udpluk af det, vi kan hjælpe med. Ring til os om dit problem og hør, om vi kan hjælpe dig! " Lad os kaste et nærmere blik på en af Helse Pyramidens mange mirakelmetoder, den såkaldte "homeopati".

Denne alternative disciplin er under hastig udbredelse i Danmark – senest har behandlere stiftet både
"Dansk Homeopatisk Selskab"
samt tilhørende patient forening.

“Allerede de gamle kvaksalvere…”

Homeopatien stammer fra en gammel kvaksalver teori, der går ud på at fortynde medicin til det ekstreme.

Et konkret eksempel : blæk fra en blæksprutte kan ifølge homeopatien modvirke barnløshed samt "stimulere de moderlige følelser".

Vi tager en spise skefuld med blæksprutte blæk – og hælder indholdet ud i kommunens store svømmebad.

Derved er blækken fortyndet med en faktor 100 millioner – det matematikerne kalder 10 i 8.de.

Men nej, i den alternative branche er denne fortynding langt fra tilstrækkeligt.

Rigtige homeopater tilstræber nemlig langt højere fortyndingsgrader – typisk 10 i 24.de eller derover.

Og tro det eller ej, i denne alternative verden lader nærmest alt sig fortynde til vidunderlig stærk medicin.

Førende branchekataloger tilbyder således: knuste dyrekranier, giftige planter (natskygge), stryknin samt andet godt…

Lider De under appetit mangel ? I kataloget fra den engelske grossist Meditrina står skrevet at fortyndet arsenik sætter appetitten i vejret ! Eller har De måske en øjen infektion ? Ja , så vil homeopatiske dråber med knust flintesten gøre godt. Og det er både sikkert og vist, at fortyndet blyant støv (grafit) hjælper mod hårtab….

Guldstøv og Guldfeber
Selv i de mest fortvivlede situationer er der hjælp at hente i den alternative verden. Lider De af dyb depression ? Ja så vil lidt homeopatisk guldstøv bringe jubelen tilbage.

Og en enkelt dosis homeopatisk guldblomme hævdes endda at kunne vække trafikofre fra dyb koma ! De talrige reklamer viser at hele den alternative behandlerbranche er grebet af guldfeber, og det med rette. Under en nylig folketingsdebat blev det skønnet at branchen omsætter for mellem 1 og 2 milliarder kroner årligt. Dertil kommer at flere alternative sektorer støttes indirekte gennem fritagelse for momsregnskab

For nyligt gav DR TV udsendelsen "Manden med de gyldne nåle" et rystende indblik i endnu en pengemaskine, nemlig den alternative cancerbehandling.

Historiens baggrund var det internationale "CARE"- kræft behandlingsprogram – et millionprojekt under oprettelse via det såkaldte "Akupunktur hospital" i Aulum.

54 interesserede elever skal via dette CARE program uddannes til alternative kræftbehandlere.

Hver enkelt deltager må betale mere end 160.000 kroner, men for disse penge kommer behandlerne også på studieophold ved det alternative "Open University" i Sri Lanka.

DR TV besøgte "universitetet", og viste hvordan de kommende behandlere på rekord tid blev oplært i akupunktur.

Denne nåle-teknik er desværre ikke ufarlig, tidligere har man set alvorlige infektioner, komplikationer og dødsfald på området. Herhjemme kræver teknikken derfor et vist lægeligt tilsyn.

Men på de danske Sri Lanka kurser tager man ikke sikkerheden så nøje – efter bare ti minutters introduktion blev de eleverne forsynet med et passende doktorskilt. Og så var det ellers bare at gå igang med de ægte forsøgskaniner. Udenfor stod de fattige Sri Lankanere nemlig i kø for at modtage "gratis lægehjælp"..

Kors og bånd og stjerner på…
Nu har den alternative branche aldrig været bange for at smykke sig med snurrige titler. Mens de ukyndige elever hos "Open University" blev hasteudnævnt til "doktorer" – har Care projektets opfinder John Boel fra samme sted modtaget intet mindre end titlen "Professor Doktor".

Open University professor titlen er benyttet i talrige danske, engelske og tyske reklamer – af såvel hr Boel som andre danske behandlere. Kunne det ikke friste os alle ? – sådan en guldrandet professor doktor titel med speciale i Kinesisk krydder-medicin, magnet healing-terapi, samt medicinsk astrologi ?

Værsgod – nul adgangsbegrænsning, kun få ugers leveringstid ! I discount udgaven kan professor doktor titlen fra International Open University kun 700 Dollars. Skal der lidt mere sildesalat på visitkortet løber udgifterne op nær 4000 Dollars – lidt dyrt, men mon ikke beløbet kan trækkes fra i skat ?

Den sorte liste
Jo, alt er åbenbart muligt i denne danske behandlerbranche.

Alt kan åbenbart lade sig gøre i vores danske alternativ-branche. I forbindelse med CARE cancerbehandlingen har "professor doktor" Boel reklameret for injektion af stoffet 714X, et præparat der er strengt forbudt i for eksempel USA.

Nu regnes Amerika ellers som et land uden unødige forbud. Enhver der har besøgt landet ved at det frie initiativ her værdsættes højere end noget andet steds.

Men netop i tilfældet 714X har den amerikanske sundhedsstyrelse FDA valgt at gribe ind med hård hånd.

Den amerikanske fordeler af stoffet, Charles Pixley blev i 1994 stævnet ved Western District Court i New York, dem efterfølgende retssagen afslørede en række interessante detaljer. Kemiske analyser viste at 714X kun indeholder lidt vand, sprit, salte samt fortyndet Kamfer. (Kamfer er et giftigt råprodukt til salver, kosmetik, møbelpolitur med mere.). Et stort antal af døende kræftpatienter havde forud for retssagen –
– som i Danmark – betalt en formue for dette desværre aldeles virkningsløse produkt
. Million fortjenesten blev konfiskeret, og Charles Pixley blev idømt hård fængselsstraf.

Aulum sagen efterlader et principielt spørgsmål : føres der i Danmark overhovedet nogen systematisk offentlig kontrol med den alternative branche ?

Svaret er åbenbart nej. Sundhedsminister Carsten Koch udtalte sidst i Juni til folketingets Sundhedsudvalg :
"alternative behandlere…
er som udgangspunkt ikke omfattet af Sundhedsstyrelsens almindelige tilsyn … ".

Det lemfældige tilsyn kan dokumenteres med et konkret eksempel. Den 6. Januar i år bad den danske Skeptica forening Sundhedsstyrelsen
kommentere konkrete internet reklamer fra flere alternative behandlere
.

Specielt tilbød firmaet Divinesoft de såkaldte himmel-essenser – "til styrkelse af vores Thymuschakra/ immunforsvar.

" Dette produkt er : "Specielt god til folk med kræft, AIDS, og immunforsvarsbetingede sygdomme…."

Trods flere rykkere har Sundhedsstyrelsen ikke vist tegn på konkret stillingtagen.

På det seneste har firmaet Divinesoft lanceret nye hjemmesider under overskriften :

"Har du prøvet alt?".

Her kan vi bl.a. læse hvor berigende det må være at få sølv i kroppen. Et direkte citat : "sølv er, efter manges opfattelse, den mest effektive bekæmper af virus, bakterier og svamp vi har! Kroppen behøver sølv i små doser, til at bekæmpe infektioner i kroppen. Der er i forvejen sølv i det vi spiser, men dette er ikke nok". Og til cancerpatienten, der har prøvet alt – fortæller Divinesoft at :


"alle kræftceller, via sølv, kan ændres tilbage til normale celler…"

Miraklernes tid er ikke forbi, for minsandten om ikke netop det nævnte firma tilbyder et fiffigt sølv-elektrolyse apparat.

Lidt strøm, og man kan selv blande sølv i drikkevandet.

Og dette "cancermiddel" er bestemt ikke enestående, ugebladene vrimler med solstråle artikler over kloge koner m/k, magnetisører samt forbløffende mixturer.

Ugebladet "Hjemmet" har ligefrem en fast spalte, hvor synske John Braad ud fra indsendte fotos og breve kan fortælle om læseren er ramt af f.eks. cancer.

Er det alternative marked ved at udvikle sig et gigantisk Klondyke guldfeberanarki, hvor alle tricks er tilladt, et gedemarked, hvor den stærkeste behandler scorer millioner ?

I dette forår vedtog man fra politisk side at etablere et forskningscenter, der – som det hedder så smukt – skal bygge bro mellem den alternative og den etablerede behandlingssektor. Men desværre får det nye forskningscenter ingen beføjelse til at gribe ind overfor falsk reklame, pseudovidenskab, kvaksalveri etc.

Hvorvidt man i den desperate situation med en kræftsygdom vælger videnskabelig baseret behandling, eller benytter sig af alternative tilbud er principielt folks eget valg og ansvar.

Men det bør være myndighedernes pligt at sikre at vore sygdomsramte medmennesker – i deres fortvivlede situation – ikke bliver letkøbte ofre for udokumenteret fidusmedicin, humbug og falske kitler.

Kilde:
Para-nyt 1999 nr. 5

[*]