af Willy Wegner
“Man skal høre meget før ørerne falder af!” Jeg holder dagligt et vågent øje med mine ører. Det er fordi jeg er skeptiker og har fulgt ufo-fænomenet gennem 35 år. Rent faktisk har jeg i tidens løb både hørt og læst meget! Skulle ørerne falde af, så er det selvforskyldt, jeg kunne have ladet være med at lægge øre til alle ufo-historierne.
Jeg har også bestræbt mig på at have et åbent sind – men ikke så åbent, at jeg har kunnet risikere, at min hjerne faldt ud. Nu lyder det måske, som om éns førlighed – fysisk som mentalt – er i fare, hvis man beskæftiger sig med ufoer – ja, og det er der faktisk et mål af løgnagtig sandhed i, som jeg vil vende tilbage til.
Jamen, findes der i det hele taget ufoer? Ja, det gør der da! Masser af mennesker verden over har berettet om – for dem – uforklarlige himmelfænomener, ukendte flyvende objekter. Der kan skrives side op og side ned om disse mange iagttagelser, og det er allerede sket, så det skal jeg stort set afholde mig fra.
Folk der beskæftiger sig med at forklare, hvad disse ufoer kan være, så fænomenerne på himlen ikke forbliver ukendte, kalder sig ufologer. Ufologer er imidlertid en broget sammensat flok, der har en lige så broget indfaldsvinkel til deres interesse for ufoer. Krumtappen er ikke mere så meget det, at nogle ser ufoer – nej, det er ufologernes fortolkning af hvad ufoer er, deres spekulationer og vilje til at tro, deres ihærdige stræben efter at vi andre skal tro som dem.
Ufo-myterne, som vi kender dem i dag, har deres udspring i USA i 1947. Den gang hed det ikke ufoer, men flyvende tallerkener. Når spekulationerne gik højt, så drejede det sig om: – er det eksperimenter med egne hemmelige våben? Der gik faktisk lidt tid – cirka tre år -, før nogle imaginære rumvæsener begyndte at få skylden for den uautoriserede trafik i luftrummet. Men så gik det også stærkt!
Jeg vil i dette essay ridse nogle aspekter af historien om ufo-fænomenet op – et fænomen der har været med os gennem et halvt århundrede, og som utvivlsomt vil være en del af vor fanatistiske virkelighed langt ind i fremtiden – her er der ingen år 2000-problemer.
De kloge aliens
Mange ufologer antager, at disse besøgende rumvæsener – aliens – er enormt kloge, ja, tusindvis af år forud for os i udvikling. De kan telepatere, krydse universet på ingen tid, besidder en for os ufattelig teknologisk viden, kan bevæge sig gennem tykke vægge ude at tapetet revner og endog, af og til, gøre sig usynlige efter behag. De kan få ting til at forsvinde – tænk blot på Bermuda trekanten – og de foretager angiveligt eksperimenter med jordboernes arveanlæg.
Når der så fremstår mennesker som påstår, at de er blevet udvalgt og håndplukket til at tale rumfolkets sag på vor klode, ja – så undrer jeg mig.
Hvorfor har de så kontaktet en tidligere spritsmugler der til daglig hyggede om gæsterne i en café på Mount Palomars skråning, en amerikansk skiltemaler fra Midtvesten, en vicevært i Skovlunde og en fynsk invalidepensionist? Ikke fordi disse personer ikke skulle være gode og duelige samfundsborgere, men hvorfor lige dem?
Hvis disse rumfolk er så superintelligente, så må de vel også have sat sig ind i de jordiske forhold. Hvorfor køber de sig ikke ind på reklame-tv, hvis de vil have deres glade budskaber eller advarsler ud til klodens befolkning. Hvad med slet og ret at bruge deres overjordiske teknik og bryde ind i tv-stationernes sendeflade, eller lande på FN-bygningens tag og sige go’daw!
Intet i de mange kontaktberetninger tyder på, at disse rumvæsener er særlig teknisk intelligente, endsige besidder et mindstemål af social intelligens, således som vi nu opfatter disse begreber. Derfor bør videnskaben ikke lytte til disse ufologer, men fortsat søge efter intelligent liv i universet – inklusive på vor egen klode.
I begyndelsen var de “flyvende tallerkener”
Den 24. juni 1947, først på eftermiddagen, var den 31-årige Kenneth Arnold lettet i sit private fly fra Chehalis for at flyve til Yakima i staten Washington, USA. På sin rute ville han komme over Cascade-bjergene i nærheden af det 4.400 meter høje bjerg Mount Rainier. Undervejs observerede han angiveligt en formation af ni ukendte objekter, der meget hurtigt nærmede sig fra Mount Rainier, i retning fra nord mod syd. Deres flyvehøjde blev anslået til 3.100 meter. Arnold citeres her fra Project Blue Book :
“Jeg så dem ganske tydeligt, og jeg anslog min afstand fra dem . . . til at være mellem 20 og 25 miles (ca. 32-40 km). Jeg vidste de måtte være meget store, for at deres form kunne ses på den afstand, selv på en så klar dag, som det var den tirsdag . . . de fløj, som jeg mange gange har set gæs flyve: i en forholdsvis diagonal kædelignende linje, som havde de været lænket sammen. De syntes at holde en bestemt retning, men foretog sidebevægelser ind og ud mellem de høje bjergtoppe.”
En avis skrev, at flyvemåden var som at slå smut med en underkop ( saucer ), det blev til flying saucers – og fordansket til flyvende tallerkener. Enhver historisk beskrivelse af det nogle kalder ufo-fænomenet, begynder stort set med denne ret trivielle beretning.
Det er ikke fordi Kenneth Arnolds beretning er særlig speciel, men fordi den betragtes som startskuddet på en myte der har udviklet sig lige siden: myten om de flyvende tallerkener, rumskibe fra verdensrummet, besøg af fremmede rumvæsener. Det der fik størst betydning var, at denne beretning var med til at udløse en bølge af ufo-observationer, der blev flittigt omtalt i de amerikanske aviser, og bredte sig som en løbeild i hele den vestlige verden. På sin vis er det ganske symptomatisk, at netop denne første beretning var særdeles tvivlsom.
Lige siden har hovedparten af de mere spektakulære ufo-beretninger primært haft deres ophav i USA. Det er de beretninger der har trukket deres spor og sat dagsordenen for den ufologiske debat. Og det er de beretninger der har fænget i massemedierne og bredt sig som memes i folks bevidsthed – et uniformt billede af, at ufoer er synonyme med rumskibe.
Den megen snak om “ufo-bevægelsen” som en folkelig bevægelse er også en myte. Den eneste ufo-bevægelse jeg har set, det er når en ufo-troende lægger nakken tilbage og spejder håbefuldt ud dér, hvor der er mest af ingenting.
Det har altid været et højtråbende fåtal af egocentriske ufologer der har fået ørenlyd, og som har stiftet organisationer til indsamling af ufo-beretninger og/eller udbredelsen af sandheden om ufoerne. Sorteret, filtreret og raffineret er disse beretninger så atter blevet publiceret i organisationernes egne tidsskrifter som “beviser” på, at ikke-jordiske væsener er på spil.
Ser vi tilbage på hvad internationale ufo-tidsskrifter, ufo-litteraturen og massemedierne har bragt af historier, så kan der hen over de fleste af dem skrives: “Made in USA”! Den moderne ufolore – de fortalte myter om ufoer – er stort set en delmænge af en naiv amerikansk subkultur, påvirket af egocentriske ufologer og den reflektive indflydelse fra massemedierne.
Danske ufologer
I 1954 opstod der i Danmark de første små studiegrupper, der under private former arbejdede med ufo-begrebet. Deres udgangspunkt lå til dels i spiritismen og okkulte kredse. Nogle mente ligefrem at ånderne, der ellers kun stod parat, når man afholdt seancer, nu havde oppet sig og taget hinsides teknik i brug. Spiritistiske kredse havde således store forventninger til disse fartøjer på himlen. Og så var der lige noget med “tegn” på himlen og “de sidste tider…” Jo, sandelig: en ny gylden tidsalder lå og lurede lige om hjørnet.
I 1957 trådte de første grupper frem i offentligheden. Man kaldte sig ufologer, hvilket lød videnskabeligt. Man havde desuden i USA fundet sig en slags guru ved navn George Adamski. Han havde en fortid som lægprædikant med teosofiske, okkulte og andre mere eksotiske referencer. Dertil en karriere som spirtsmugler i forbudstiden. Adamski døde i midten af 1960’erne.
Adamski fra Californien hævdede at have fotograferet flyvende tallerkener; han hævdede at have mødt rum mennesker fra bl.a. Mars, Venus og Saturn – ja, han hævdede endog at have været med en tur på såvel Venus som Saturn og konverseret med ikke-jordiske vismænd. Meget hurtigt blev Adamskis ord Sandheden for mange danske ufologer.
Den 23. november 1957 tog skolelærer William Kiørboe initiativ til en ufo-gruppe der skulle undersøge mulighederne for
“at udbrede kendskabet om, at der i universet findes andre intelligensvæsener end os, at de kommer til os i flyvende tallerkener, og at de er vore venner.”
Det blev til Dansk Interplanetarisk Selskab for Contact, veltilpasset til forkortelsen DISC.
Kontakt var tidens nøgleord, og i DISC var man ikke i tvivl om, at den amerikanske kontaktperson George Adamski talte sandhed. I et interview med journalist Nan Henningsen i Socialdemokraten 26. december 1957 udtalte Kiørboe sig således, da han blev spurgt, om han turde tage med på en tur i en flyvende tallerken:
“Ja, naturligvis. Adamski turde jo godt, der skete ham intet! Det er venlige harmoniske (rum-)mennesker… de lever efter Guds love: Du skal elske din næste som dig selv. De er langt, langt forud for os i alle henseender…”
“Hvordan ser de ud?”
ville Nan Henningsen vide.
“Adamski fortæller, at de to mænd, der samlede ham op på gaden i Los Angeles, var klædt ligesom alle andre. De var kontaktmænd og havde boet flere år i Amerika. De var meget smukke og virkede utroligt sympatiske og troværdige. Mændene og kvinderne i rumskibet var klædt i en slags flyverdragter, men inde i rumskibets dagligstue havde kvinderne meget smukke kjoler på, enkle og dog af udsøgt stof. De var utroligt smukke og ganske unge – at se på, for det lader til, at de er evigt unge…”
Nan Henningsen spurgte Kiørboe, om han selv troede på det, hvortil han svarede:
“Det gør jeg. Der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker ved, og Gud ske tak for det.”
Til slut siger Kiørboe:
“Det er jo ikke bare for sjovs skyld, at vi beskæftiger os med alt det her, vi og tusinder af ansvarsbevidste mennesker, hele verden over, er sikre på, at en videnskabelig interplanetarisk kontakt er den eneste redning for vor kultur, ja for vor klodes fortsatte eksistens.”
Syd-Jydsk UFO Investigation (SUFOI, senere under navnet Skandinavisk Ufo Information) blev stiftet den 15. december 1957 af H. C. Petersen, inspireret af et ophold i USA. Af profession var han kaptajnløjtnant, og gruppen bestod i første omgang af piloter fra flyvestationen i Skrydstrup.
I marts 1958 slog SUFOI for alvor igennem i pressen. H. C. Petersen har altid udtrykt sig meget kategorisk, og fra Herning Folkeblad , den 24. marts 1958, skal han citeres for dette:
“Jeg vil gerne gå lige til sagen. Normalt, når talen drejer sig om flyvende tallerkener og andet, samlet under betegnelsen ufo – uidentificerede flyvende objekter – bliver der spurgt, om sådan noget også kan passe, om man selv tror på det og megen udenomssnak. Lad os simpelthen konstatere faktum: Der findes flyvende tallerkener, og der findes rumskibe!
– Dag og nat bliver Jorden iagttaget af intelligensvæsener udefra. Hver eneste jordiske radiofrekvens bliver aflyttet, og disse væsener ved nøjagtigt, hvad der sker, hvor og hvornår.”
Petersens pilotkolleger faldt ret hurtigt fra, men blev erstattet af begejstrede civilister. Efterhånden som pressen udbasunerede SUFOIs eksistens, strømmede interesserede til. Det gav sig først udslag i oprettelse af lokale meldeposter rundt om i landet, senere blev det til studiegrupper, knyttet til SUFOI.
I november 1958 begyndte H. C. Petersen at udgive tidsskriftet UFO-Nyt hver måned. I det første nummer blev SUFOIs formål præciseret:
“Organisationen satte sig som mål: udbredelsen af kendskabet til det, der sker, samt at bevise, at der lander mennesker fra andre kloder her i landet, og komme i forbindelse med disse mennesker.”
I løbet af de første numre af UFO-Nyt kom det hurtigt til at stå klart, at Adamski var SUFOIs forbillede. Det blev også forklaret, at ufoerne var her, fordi de ville hjælpe os med at klare atomfaren.
“Dette tidsskrift vil vise vejen frem og give sandheden uden omsvøb,”
lovede UFO-Nyts ansvarlige redaktør.
I december 1959 skrev H. C. Petersen således i UFO-Nyt :
“Jeg må atter løfte en advarende finger. Der er også personer i Danmark, som påstår, at de har forbindelse med rummenneskene ad “mystiske kanaler”. Hvis disse personer stikker hovederne længere frem, vil der herfra blive udsendt en advarsel til offentligheden, og navnene vil blive offentliggjorte. Lad os holde Skandinavien fri for åndemageri og religiøst hysteri!”
Det skal naturligvis forstås på den måde, at kun George Adamski var en troværdig kilde, hans fortid ufortalt. Imidlertid var der en del danske ufologer der blev trætte af Adamski. Hans beretning om mødet med sin afdøde kone på Venus, var med til at skille vandene. Således blev SUFOI ført videre af andre lidt mere jordbundne folk, mens Petersen og hans venner førte deres Adamski-sag videre på anden måde under navnet IGAP, en forkortelse af Adamskis “International Get Acquainted Program”.
Ufologisk polarisering
Det har været interessant at følge udviklingen. I SUFOI er man blevet mere og mere saglige, mens man i IGAP er blevet mere og mere okkulte.
H. C. Petersen er stadig talerør for kontaktpersonen George Adamskis lære blandet andet via sit talerør Kosmisk Nyhedsbrev , men i lige så høj grad talerør for sin egen udlægning af Sandheden. Han venter en snarlig Dommedag.
Om det IGAPske, religiøse grundlag, skrev H.C. Petersen for få år siden følgende i Kosmisk Nyhedsbrev nr. 1, at Bibelen er en beretning om rummenneskenes virke på vor klode over en længere periode.
“De engle og andre himmelske budbringere, der optræder i Bibelen, er det vi i dag kalder rummennesker, og som kommer hertil i deres ufoer.”
De er selvsagt i besiddelse af en ufattelig høj åndelig udvikling. Over alle rangerer selvfølgelig Jesus,
“som inkarnerede på Jorden for at starte det program, der nu i vore dage er blevet til ufo-sagen og som i den yderste konsekvens går ud på at frelse menneskeheden fra sig selv”.
Videre skrives der, at
“Adamskis mission var at fortælle hele Jordens befolkning generelt om livet på andre planeter i vort solsystem, og hvor han så samtidig åbnede døren på klem til sandheden om livets fortsættelse (reinkarnationen), frem til et tusindårigt liv der, hvor rummenneskene kom fra…”
Skæbnetimen for verden som vi kender den her og nu ligger lige om hjørnet. Vi befinder os midt i Johannes Åbenbaring, skriver Petersen, der også lader vide, at det var rummanden Ramu, som Adamski ifølge sine bøger mødte, der i sin tid fortalte Johannes om de sidste tider.
I et interview i Fredericia Dagblad 18. oktober 1993 spurgte journalisten H.C. Petersen: Hvorfor er rumfolket interesseret i vor klode?
“De overvåger os. Ligesom vi herhjemme vil overvåge en nabo, der er i gang med at ødelægge sit hus og have. Det kan jo ramme os selv. Det samme gør rumfolket med os.
– Jeg tror ikke, at de vil eller kan stoppe den katastrofe Jorden er på vej mod. Det vil være at forstyrre den kosmiske balance, og det kan falde tilbage på dem selv. Måske vil rumfolket redde nogle få af os, for de råder over titusindvis af rumskibe og har baser på Månen, Venus og Mars.”
Læser man i dag Adamski-tilhængernes blad UFO-Kontakt , så indeholder det “forbindelse med rumfolk ad mystiske kanaler” – det man var så meget imod for mange år siden. Set i historiens lys, så er det mærkeligt. Men faktisk er Adamski-tilhængerne vendt tilbage til rødderne – okkulte og spiritistiske aspekter vinder genklang. Og nogle synes ligefrem at ønske vor klodes undergang, så de kan blive reddet af rumvennerne.
Der er selvfølgelig og heldigvis undtagelser. Skandinavisk UFO Information er et godt forbillede for, hvordan ufologi kan drives, uden at henfalde til “vi-vil-frelse-verden” syndromet. Her er man modpol til IGAP-folkene, samlet omkring Adamskis sandhedslære og under symbolet for de kosmiske brødre og søstres fællesskab, og som besidder en ukuelig vilje til at tro. I SUFOI rejste den nyslåede formand Toke Haunstrup en intern debat i begyndelsen af 1999: skal vi stadig acceptere den ikke-jordiske forklaring som en mulighed? Her besidder man en vilje til at tvivle!
Efter adskillige år, med indsamling af ufo-beretninger, og med stor succes i at kunne forklare omkring 90 pct. med naturlige årsager, og med restgruppen i sørgelig forfatning som basis for en ikke-jordisk forklaring, har man taget dette skridt. Det vil utvivlsomt give nogen turbulens i foreningen blandt tilhængerne – for hvad er der så at tage sig til? Adskillige ufologer, næsten uanset hvor seriøst de ønsker at arbejde, har et indbygget latent ønske om at falde over det ultimative bevis for, at vi får besøg fra rummet.
Jeg mener, at man i SUFOI har været bedre til at se de positive træk ved den mere konstruktive del af skeptikernes synsvinkel. De mange nye skeptiker-organisationer har bredt sig som ringe i vandet, på godt og ondt, for også her findes der “vi-vil-redde-verden-for overtro”-grupperinger. Men det har givet været en medvirkende pression, som har medført at nogle, især europæiske ufo-organisationer såsom SUFOI, har adopteret mere systematiske arbejdsmetoder og en sund realistisk, kritisk indstilling.
Amerikanske ufologer
Den amerikanske journalist og forfatter John A. Keel har fulgt ufo-syndromet gennem årene. Han har skrevet flere bøger om emnet og endnu flere artikler. Hans navn går igen i alle mulige tidsskrifter, der beskæftiger sig med ufo-problematikken, og ikke sjældent har han som “den grimme ælling” skabt røre i andedammen. I artiklen The sorry state of ufo research gør han status for de første fyrre år med ufoer.
På et tidspunkt blev han interesseret i ufoer og hvad deraf følger, og ret hurtigt afskrev han den hypotese, at ufoer var af ikke-jordisk oprindelse. Gennem egne undersøgelser fandt han, at der snarere var en tilknytning til psykiske fænomener. Det var naturligvis ikke lige det man ønskede at høre i mainstream-ufologien i slutningen af 1960’erne, hvor rumskibshypotesen var i vælten.
På vej ind i 1990’erne mente Keel, at omkring fyrre års nonsens har bevist, at ufologi i den amerikanske version er dødens pølse uden tilbehør, og at sporet kun leder én ud i vildnisset.
Den såkaldte ufo-forskning i USA er i en sørgelig forfatning, skriver han, og ingen har gennem de fyrre år taget hånd om det virkelige ufo-problem. Der var tilløb til det i forbindelse med Condon-rapporten . Det er en populær betegnelse for Scientific Study of Unidentified Flying Objects , resultatet af en videnskabelig undersøgelse udført af University of Colorado og sponsoreret af det amerikanske luftvåben. Her var der psykologer inde i billedet, men deres resultater blev angiveligt aldrig offentliggjort. Det der er brug for, mener Keel, er at gennemføre et psykologisk studium af det han kalder ufo-advokaterne – de der taler ufologiens sag.
De der ser ufoer – ukendte flyvende objekter – er forsåvidt uskyldige ofre i spillet der skabes af de selvbestaltede ufo-eksperter og deres oftest dybt usaglige organisationer og foreninger. Disse vidner er blev undersøgt på kryds og tværs, men ikke de der indsamler og fortolker vidnernes oplevelser og som bruger og misbruger disse for at promovere sig selv og deres sag.
I slutningen af 1980’erne var der, efter John Keels bedste skøn, ikke mere end knapt hundrede aktive ufologer i USA, hvoraf de fleste for det meste gik op i sammensværgelser i stil med, at staten gemmer hemmelige oplysninger om sandheden bag ufoerne, at der misinformeres samt stridigheder organisationerne og personerne imellem. Dertil mangel på veldefinerede parametre, metoder og fremfor alt kompetent lederskab og ikke mindst: et næsten totalt intellektuelt tomrum.
Selv samlere af tændstikæsker eller teddybjørne er bedre organiserede, mener Keel, og er det ufo-forskning man vil, så må man spule dækket rent og begynde forfra.
Keel skriver:
“Ufologi er ikke, og vil aldrig blive, en videnskab. I stedet har det udviklet sig til en pedantisk teologi komplet med ritualer og pilgrimsrejser. De uhellige 100, (her refereres til de aktive USA-ufologer) reciterer bevidstløst deres dogmer, fuldstændig uopmærksomme på det faktum at de er blevet håbløst hjernevasket af deres egne skrifter – og de avisudklip de har indsamlet og byttet som en del af ritualet.”
Mere respekt har han for ufologien som den praktiseres i Europa. Europæiske ufologer er mere veluddannede, læser bedre og tænker mere logisk, mener han.
1980’erne var præget af fupnumre. Ikke mindst bredte der sig en feber omkring byen Roswell i New Mexico, hvor et ufo angiveligt skulle være styrtet ned i 1947. Forfalskede hemmelige dokumenter, samt alskens sammensværgelsesrygter og ikke mindst ufo-bortførelser var en ikke uvæsentlig del af billedet.
Det er ikke blevet meget bedre i 1990’erne. Nye nøglepersoner trådte stærkt frem og satte yderligere fokus på ufo-bortførelser, det gælder folk som Budd Hopkins, David Jacobs, John Mack, Whitley Strieber og alle deres vandbærerer, som vil blive omtalt senere.
Ufo-alkymisterne, kunne jeg kalde dem. De mixer sig frem med blandet gods fra ufologiens barndom, krydret med et stænk af science fiction og tilsat egne fantasifulde konklusioner. De er hyppige gæster i amerikanske talkshows, og bøger bliver skrevet og solgt. Indenfor broderskabet skriver man forord i hinandens bøger – i al sin enkelhed: dér findes guldet. Det er de professionelle trendsettere med hensyn til ufo-myter – medierne og deres konsumenter lapper det som oftest ukritisk i sig.
Flertallet af de amerikanske ufologer har i modsætning til adskillige af deres europæiske kolleger ikke taget ved lære af skeptikerne – de har i stedet gravet sig ned i skyttegrave midt på “Herrens Mark”.
Ufo-bortførelser
At kidnappe en person er en alvorlig handling. Det er ikke tilladt at gøre dette mod en persons vilje, det er uetisk, kriminelt og strafbart med mere. Ikke desto mindre rager det tilsyneladende adskillige rumvæsener en høstblomst – de er nemlig under alvorlig mistanke, trods det at der almindeligvis ikke foreligger nogen politianmeldelse fra ofrene. Endnu har intet rumvæsen været stillet for retten.
På den anden side set, så bliver ofrene altid afleveret igen uden ublu krav om løsepenge. Dog sker det at ofrene er blevet misbrugt seksuelt og til medicinske formål, har fået indopereret dingenoter og andet. I stedet for at gå til myndighederne går ofrene som regel til pressen, for at berette om deres genvordigheder, eller også henvender de sig til de ufologer der har en umættelig trang til at behandle den slags hændelser.
Ufologer, der har specialiseret sig i den slags sager, nedskriver ofrenes beretninger og foretager som oftest regressionshypnose . Det vil sige at ofrene bliver hypnotiseret tilbage i tiden, til tidspunktet hvor de var kidnappet. I denne tilstand bliver de så udspurgt, – og som de dog kan fortælle! Bagefter skriver ufologen, eller behandleren rettere sagt, en bog om det hele, og den sælger som regel godt.
Ufologerne og nogle af de der angiveligt har været bortført optræder ofte i nogle af de utallige sniksnak programmer, som især det amerikanske tv-net er så rigeligt velsignet med. Nogle af ofrenes oplevelser bliver endog filmatiseret og kan senere købes eller lejes på video.
Hen mod slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 80’erne blev der skrevet flere bøger om bortførelser. Men mest markant for den videre udvikling var bogen Missing time , skrevet af Budd Hopkins i 1981 og fulgt op af Intruders i 1987 og senest Witnessed i 1996. Også David M. Jacobs, der oprindelig beskæftigede sig med ufolorens historiske aspekter, kastede sig over abduction-fænomenet. I 1992 udkom hans bog Secret life . Den blev genoptrykt i 1996 under titlen Alien encounters .
Fagligt set, så er de to ovennævnte forfattere henholdvis kunstmaler og historiker. Endelig har John E. Mack udgivet bogen Abducted i 1994, som jeg skal vende tilbage til om lidt.
Når det drejer sig om David Jacobs bog Alien encounters , så sælges den blandt andet på historier såsom: et par der har samleje mens aliens er med på en kigger; et 9-årigt barn bortføres fra en park ved højlys dag; en ung kvinde tvinges til at tage et hybrid-barn i sine arme osv, osv. Forordet er skrevet af John E. Mack.
Fælles for dem alle er, at de “forløser” beretningerne om bortførelser via regressionshypnose.
Det vakte også betydelig opmærksomhed, da skræk-forfatteren Whitley Strieber i slutningen af 80’erne skrev bøger som Communion og Transformation om sine personlige oplevelse med de små grå væsener. Senere er flere bøger fulgt efter.
David Jacobs mere end antyder, at ufo-fænomenet som sådan, dukkede frem af intetheden i 1947. Det vides jo, at det ikke er helt sandt, men afspejler hans meget ensidige indfaldvinkel til emnet, hvilket iøvrigt også kan læses ud af hans bog The ufo controversy in America fra 1975, hvor det mest påfaldende er hvad han ikke skiver om den amerikanske ufo-bevægelses historie.
Den danske ufolog Per Andersen, har i SUFOI Nyhedsbrev nr. 1 fra 1998 givet følgende karakteristik af David Jacobs:
“En gang en seriøs forsker, men blev hvirvlet ind i bortførelsessagerne og er selv blevet “bortført” af disse. Holdt foredrag om, hvordan telepati er et væsentligt element i bortførelsessagerne, og udledte heraf, at telepati må være vigtigt på den planet, de kommer fra. Det er jo overensstemmende med, at rumfolkene har lille mund og oftest ingen ører (ingen kommentarer til alle de andre typer af ufonauter, der er blevet set). Han analyserede på basis heraf sig frem til, hvordan rumfolkenes samfund måtte være, bl.a. med mangel på musik, kulturelle og æstetiske værdier. De må derfor være følelsesmæssige begrænsede og det er måske derfor, de genetisk er så interesserede i at blande sig med jordmennesker. Spekulation alene baseret på det grundlag, at alle “bortførte” fortæller den skinbarlige sandhed.”
Ligeså mener Budd Hopkins at abduction-fænomenet er noget ganske nyt. Han kan ikke se forbindelser tilbage i tiden til noget lignende.
Et møde i Brasilia
I december 1997 var et halvt hundrede af verdens mest kende ufo-forskere i Brasilia, Brasiliens hovedstad, for at diskutere den seriøse ufologi. Ser man på listen over deltagerne, så var alle mand af hus. Per Andersen fra Skandinavisk UFO Information i den seriøse ende, og Budd Hopkins fra USA i den anden ende. Hvordan de to, og alle mellemlagene skulle kunne blive enige om andet end at være uenige hører hjemme i miraklernes verden.
Kevin McClure udgiver nyhedbrevet Abduction Watch . Han er grundig træt af en masse ævl indenfor ufologien. Ikke mindst af en mand som Budd Hopkins, den selvudråbte ekspert i fænomenet “abductions”, altså hvor personer hævder at have været midlertidigt bortført af “aliens”, udsat for seksuelle overgreb, ufrivillige bærere af implanterede dimser, rugemødre for rumbørn – ja, nævn det! Af profession er Hopkins kunstmaler, og en ganske god kunstmaler efter sigende.
Ofte dukker afsløringer om disse abductions op i ofrenes drømme for så at blive blotlagt gennem regressiv hypnose af eksperter som Hopkins. Beretningerne er ofte på et niveau hvor selv en hedning fristes til at slå korsets tegn. Et par slemme eksempler på hvor fummelfingrede disse aliens er:
– En kvinde fra Ohio blev bortført iført natkjole, men returneres iført en T-shit med et påtrykt logo fra et japansk universitet.
– En anden kvinde bliver bortført mens hun kører i sin bil. Vel tilbage finder hun sig selv i en anden bil og tilmed på bagsædet. Ikke desto mindre kører bilen helt af sig selv. Ved den næste vej ser hun en undrende herre der kører i hendes bil! Næsten omgående bliver hun atter bortført, det samme sker for manden, og således bliver der byttet om så de kommer tilbage til deres egne biler!
Kom så igen og snak om intelligente rumvæsener!
Men som Hopkins udtaler: “for den erfarne ufo abduction forsker er den slags bizarre detaljer et tegn på en sandhed – der ofte, ganske rigtig, er ualmindelig og fornuftstridig – fremfor et tegn på fiktion.” Ergo: – jo mere usandsynlig historien lyder, desto mere sand er den!?
Om Budd Hopkins skriver Per Andersen i sit referat fra kongressen i SUFOI Nyhedsbrev , at han [Hopkins] i sit foredrag fortalte “om Linda Cortile bortførelsen, som han stadig mener er den bedst dokumenterede sag – selvom han holder alle vidnerne for sig selv og nogle af dem kun kendes af Linda selv. Interessant, men kan ikke bruges til ret meget som forskning.” Videre skriver Per Andersen: “Nogle ting blev klart under foredraget: (1) han skjulte de mest bizarre dele af hændelsen, så den kunne lyde mere troværdigt (da jeg spurgte ham om dette, sagde han, at han jo ikke kunne fortælle om alle detaljerne) og (2) han er en dårlig undersøger og er metodisk helt ude at svømme – hans foredrag var fyldt med uoverensstemmelser. Han anvendte også som bevis for bortførelsessagerne, at mange af de bortførte har ar – underforstået at de er blevet mærket af undersøgelserne i rumskibene.”
I forbindelse med bortførelsen af ovennævnte Linda Cortile, som er et pseudonym, så foreligger der en lemlæstende rapport om denne hændelse: A critique of Budd Hopkins’ case of the UFO abduction of Linda Napolitano , udarbejdet af bl.a. Joseph Stefula i 1993. Her påpeges det, at der nogle få måneder før Linda hævdede at være blevet bortført, var udgivet en science fiction bog Nighteyes , skrevet af Garfield Reeves-Stevens, og som i påfaldende grad har adskillige sammenfald med Linda Napolitanos beretning.
Per Andersen fortsætter: “Jeg spiste en dag morgenmad med ham og David Jacobs (de er nære venner). Her blev det klart, at Hopkins er utrolig selvcentreret, ikke gider at høre på andre end sig selv og lytter utrolig dårligt. Der begynder at tegne sig et billede, idet en kommentar om ham i en dokumentar-video var, at han er meget påtrængende over for vidnerne. Hermed åbnes der op for, at Hopkins i høj grad påvirker sine bortførte. Jeg får kuldegysninger ved tanken om, at han anses at være terapeut for personer med bortførelses-syndromet.”
Intet nyt under Solen!
I den kritiske bog The evidence for alien abductions skriver John Rimmer, at han ser en sammenhæng med tidligere tiders folklore – eksempelvis at blive “bjergtaget”. Og skribenten Martin Kottmeyer opridser i en lang artikel, Entirely unpredisposed , forbindelser og motiver i den tidlige science fiction. Der er modeller og inspiration nok at øse af, lagret som “skjult hukommelse”.
Også vores hjemlige religionshistoriker Mikael Rothstein påpeger sådanne sammenhænge. I en artikel, Bortført af af ufonauter har han skrevet:
“Kidnapnings-temaet er egentlig ikke nyt. Overnaturlige væsner har i næsten alle religioner og folkelige traditioner bortfjernet mennesker. Engle har rykket profeter til himmels og elverfolk har taget bønder med ind i højen. I det perspektiv er der altså tale om en moderne teknologi- og science fiction-inspireret reformulering af de gamle forestillinger. På samme måde er det umiskendelige seksuelle tema i bortførelsesrapporterne blevet fortolket som udtryk for latent sadomasochisme eller andre erotiske fantasier. Under alle forhold er det tydeligt, at den religiøse eller mytologiske skabertrang ikke er udslukt hos det moderne menneske. Ufo-historien er således ikke enestående. Da det amerikanske Science fiction-blad Amazing Stories i 1945 trykte en novelle om en race af uhyggelige dværge fra jordens indre, som søgte at indtage overfladen, blev redaktionen bestormet af mennesker, som havde mødt dværgene og kæmpet imod dem. Folk var lykkelige for, at det nu blev officielt, og at de kunne dele deres oplevelser med andre. Reaktionerne gjorde den rene fiktion til noget virkeligt i mange menneskers bevidsthed. Nogle iagttagere mener, at sådanne fænomener bedst forklares ud fra jungianske teorier om arketyper og kollektiv bevidsthed. Mere konventionelle iagttagere er tilfredse med de muligheder, som samspillet mellem de sociale betingelser – f.eks. populære tv-programmer – og menneskers psykologi frembyder. I det perspektiv må vi konstatere, at jordlinge dagligt kidnappes af ufo-væsener, som i enhver henseende overgår os i intelligens og formåen. Men det må naturligvis tilføjes, at bortførelserne kun finder sted i ofrenes subjektive bevidsthed.”
4 millioner amerikanere bortført?
I begyndelsen af 1990’erne blev der i USA foretaget en meningsundersøgelse der blev tolket ganske overraskende. Undersøgelsen blev foretaget af The Roper Organization og kan genfindes opdateret under referencen National Institute for Discovery Science .
Nedenstående liste over oplevelser blev præsenteret for 6.000 amerikanere i 1991. Svarmulighederne var 1) Mere end to gange, 2) En til to gange, og 3) Aldrig. Det var så meningen at de adspurgte skulle granske såvel deres barndom som voksne liv, når de svarede.
- Vågnet op paralyseret med en fornemmelse af en fremmed persons eller noget andets tilstedeværelse i værelset.
- Oplevet et tidsforløb på en time eller mere hvor du tilsyneladende var væk, men ikke kunne huske hvorfor eller hvor du havde været.
- Set usædvanlige lys eller lyskugler i et værelse uden at vide hvad der forårsagede dem, eller hvor de kom fra.
- Fundet mærkelige ar på din krop hvor hverken du eller nogen andre husker hvordan eller hvor du fik dem.
- Følt at du faktisk fløj gennem luften selv om du ikke ved hvorfor eller hvordan.
Det er ikke særlig svært, jeg kan svare bekræftende på flere af dem. Nogle i kraft af min barndoms fantasier og frygt. Hvor mange børn har ikke, hvis de da turde, kigget ind under sengen eller i klædeskabet. Og af og til – også som voksen – flyver tiden afsted, hele dage kan af og til være som flået ud af erindringen. Ar! Tja, nogle gange kan jeg blot have et blåt mærke, uden jeg kan gøre rede for hvor jeg har fået det. Og så videre.
Svarede amerikanerne bekræftende mindst fire af de fem oplevelser, så var de sandsynligvis blevet bortført af fremmede væsener! 119 personer af de 6.000 gjorde, og i en meningsmåling som denne omregnes dette til næsten fire millioner amerikanere! Sådan!
Det var et resultat der dels kunne skabe overskrifter, dels glæde de abduction-tilhængere der havde sponsoreret undersøgelsen.
Kosmisk voldtægt
John E. Mack er en af de få der beskæftiger sig med ufo-abductions, og som på papiret er nærmest hvad man kan kalde en fagmand. Han født i 1930 og er professor i psykiatri ved Harvard universitetet. Hans akademiske papirer er i orden. Ikke mindst derfor vakte det betydelig opsigt, da han meldte sig på banen.
I efteråret 1989 spurgte en kollaga om han havde lyst til at møde Budd Hopkins. Mack forklarede, at han ikke vidste hvem han var, men fik at vide, at det var en kunstner i New York som arbejdede med personer der påstod at have været ført ombord i rumfartøjer. Mack vægrede sig og gav udtryk for at de måtte være tossede. Kollegaen sagde, at hun mente at der var hold i beretningerne. Alligevel, da John Mack på et senere tidspunkt skulle til New York, formidlede hans kollega en kontakt til Budd Hopkins. Det var den 10. januar 1990.
Det blev en dato der forandrede John Macks liv, har han selv fortalt. Han lod sig imponere af Budd Hopkins. På den anden side mente Budd Hopkins at Mack var den person der kunne bidrage til sagen med sin akademiske pondus og respektabilitet.
Hopkins er ikke manden der har opfundet bortførelses-temaet, men han er den person der kan tage den tvivlsomme ære for, at kendskabet til fænomenet er blevet udbredt. Det er sket blandt andet gennem organisationen Intruders Foundation. Imidlertid er han også blevet mødt med betydelige skepsis, som han dog ikke tager særlig højtideligt.
Efter at have lært sig selv hypnose, gik Mack ind på feltet. Efter tre års arbejde med en række mennesker, kilder nævner mellem 75 og 100, der angiveligt skulle være blevet bortført af rumvæsener, skrev han om dette i bogen Abduction: human encounters with aliens i 1994. Heri gengiver han 13 af de tilfælde han har beskæftiget sig med.
Kun 13! – vil nogen måske sige. Mack svarer, at der skam er personer han har arbejdet med længere og grundigere. Når disse ikke er med i bogen, så skyldes det at han ikke vil kunne yde deres oplevelser den fulde retfærdighed. Hans bog er da også kun på lidt over 400 sider, så de fyldige og saftige historier beholder han åbenbart for sig selv.
Nå, men det de tretten personer har været ude for, indeholder mange fælles træk. Noget med runde fartøjer, lysstråler og undersøgelser samt eksperimenter foretaget af medicinere fra universet. De bortførte har fået udtaget sperm og æg, alien fostre er blevet implanteret og fjernet igen, de har fået sonder indsat i vagina, endetarmen og næsen. Hvis vi skulle have været alle hans optegnelser igennem, havde det nok hængt læseren ud af halsen.
På den ene side set, så er de fremmedes teknologi så avanceret og forfinet, at det ikke er muligt at bevise deres indgreb. Men deres metoder synes primitive: Ned på Jorden for at kindnappe en eller anden – op i rumskibet med vedkommende, og så op på operationsbordet og så – efter sagen er klaret – sendes personen hjem og oplevelsen ind i glemslens mørke. Det er lidt for dumt, især når en hjemmelært hypnotisør kan vride hemmelighederne ud af ofrene.
Som en anmelder af Macks bog har noteret, så antages de fremmede almindeligvis også at være såvel åndeligt som følelesemæssigt avancerede. Her halter vi jordboere håbløst bagud. Hvorfor skulle de ønske en krydsning med os? Er de ikke så avancerede, at de burde kende til genmanipulation og kloning?
Til Time Magazine har Mack udtalt: “Du forventer ikke at der er små fyre med store sorte øjne som tager mænd, kvinder og børn imod deres vilje på lysstråler gennem vægge og vinduer ind i fremmede fartøjer, og at dette foregår i hele landet.” – Ikke desto mindre, efter at have lyttet til en halv snes sådanne historier, troede Mack selv på dem. Han konkluderer i alle tilfælde, at disse bortførelser er virkelige.
De fleste ofre beskriver deres bortførere som små og grå, de er hårløse og har store hoveder og lange arme. Er man først blevet kindnappet af disse charmetrolde, så går de igang med deres eksperimenter på og i din krop og dit sind. De opererer på dig og kan også finde på at benytte sig af lejligheden til et samleje. Men det hele er naturligvis på det helt videnskabelige plan. I nogle af rumskibene har ofrene set små hybrid-børn, tydeligvis resultater af tidligere eksperimenter.
Selv siger Mack: “En eller anden intelligens rækker ud efter os, det er det mest spændende arbejde jeg har udført”. Men han giver også udtryk for, at han er chokeret over at høre sig selv sige sådan, for “jeg har været så omhyggelig som muligt til at udtømme alle konventionelle forklaringer. Ingen af dem kan forklare fænomenet”.
Yderligere skelnede han et motiv bag hændelserne. Bortførerne, ser det ud til, implanterer tanke-budskaber der opforderer til at behandle vor planet bedre. De fremmedes tilsyneladende mål er et intergalaktisk krydsningsprogram kombineret med en “medmenneskelig” advarsel om en forestående undergang, hvis vi på Jorden ikke ændrer vores syn på krige og det økologiske spørgsmål radikalt. Det er såmænd ikke så meget forskelligt fra budskaberne der blev viderebragt af diverse kontaktpersoner i 50’er og 60’erne.
John Macks boldgade
En af Macks 13 personer, Dave Reynold, var gradvist blevet opmærksom på sine gådefulde erindringer om væsener der på en eller anden måde havde interesse i ham. Hvad var der galt?
Han havde læst om Mack, og henvendte sig derfor til ham. John Mack var en anerkendt ekspert, en der tilmed var ansat på et respekteret universitet.
Under Macks hypnose begyndte den unge mand at huske, hvad der var sket. At han gentagne gange var blevet kidnappet af rumvæsener – op i deres rumskib, og hvor de fremmede havde anbragt noget i hans endetarm. Ikke nok med det, han fik også erindringer om et tidligere liv som indianerkriger.
En anden af Macks patienter, Donna Bassett fra Boston, var i virkeligheden en skeptiker, der gik ind i en behandling hos John Mack af nysgerrighed. Macks forskningsmetoder afsløres af Donna Bassett. Efter hun havde læst en stak ufo-bøger og artikler opfandt hun en historie. Faktisk havde hun aldrig i sit liv set et ufo.
Hun kunne se, at Macks arbejde ikke var videnskabeligt på den måde at han førte en forskningsprotokol, han fortalte heller ikke sine “forskningsobjekter” om de risici der kunne ligge i at bruge regressionshypnosen som redskab. Kun fire af Macks klienter er blevet testet psykologisk, så intet kan siges om de øvriges mentale habitus. Men han kunne godt finde ud af i nogle tilfælde at sende regninger til forsikringsselskaber for sin sovekammer-forskning; han kaldte det blot terapi-sessioner.
Donna Bassett gennemgik tre hypnose-sessioner, der blev optaget på bånd og hun gjorde efterfølgene notater om hvad der var foregået. Men hun havde ikke behøvet at læse alle de ufo-bøger forud for mødet med Mack. Han forsynede hende nemlig med ufo-bøger, som hun skulle læse før hypnose-møderne!
Møderne blev holdt i Macks mørkelagte soveværelse, ikke i et neutralt kontor. Donna Basset har efterfølgende udtalt: “John gjorde det helt klart hvad han ønskede at høre!…Jeg leverede svarene.”
En af hendes opfundne “erindringer” gik blandt andet ud på, at hun havde befundet sig i et rumskib under Cuba-krisen. I rumskibet befandt sig desuden John F. Kennedy og Nikita Khrushchev. Bassett fortalte at sidstnævnte græd, og at hun sad på Khrushchevs skød og forsøgte at trøste den sovjetiske statsmand.
John Mack ønsker ikke at diskutere Bassett-sagen, men antyder dog at han havde sin tvivl med hensyn til hendes troværdighed. Ikke desto mindre fremgår det af båndoptagelserne fra hendes sessioner, at Mack tog hende alvorligt.
Også andre der har været involveret i Macks førsøg har ytret sig. Dave Duclos har udtalt, at John Mack havde en “skjult dagsorden”, for alle der sagde noget negativt om aliens, blev sat på plads. Selv husker han Macks ord til ham: “Hvis du tror at de fremmede er onde, Mr. Duclos, så tænk over det indtil det gå op for dig at de er gode!”
John Mack morer sig over dem der hævder, at han ikke er hypnoseekspert. “Angrebene på hypnose begyndte først da der begynde at komme afslørende informationer som man ikke ville høre.”
Mack fatter ikke hvorfor man skal søge efter konventionelle forklaringer i stedet for at at akceptere at noget usædvanligt foregår. “Vi har mistet evnen til at se en verden hinsides den fysiske – jeg er brobygger mellem de to verdener.”
Omdrejningspunktet er hypnose. Kan hypnose afdække undertrykte erindringer om seksuelt misbrug, misbrug i sataniske ritualer, tidligere liv, eller her: at havde været kidnappet af rumvæsener?
Macks arbejde står og falder med dette redskab. Men der er fagfolk som sætter spørgsmålstegn ved John Mack og hans undersøgelser. De mener at hans måde at vejlede folk, gennem hypnose, gør mere skade en gavn.
Mack er ingen hvid brud!
I tidens løb har Mack beskæftiget sig med emner som atomnedrustning, global fred og naturfredning. Han har deltaget i kongresser om Jorden og økologi. Det er derfor forunderligt – (eller er det?) – at ensartetheden i hans klienters afsløringer, og den konklusion John Mack udleder, afspejler hans eget livs interesser og bekymringer.
I 1970’erne begyndte John Mack at interessere sig for alternative adgange til bevidstheden. Således lod han sig fange af Werner Erhard’s EST, og andre sindsudvidende teknikker. Og mødet med Grof Holotropic Breathwork, udviklet af den russiske psykiater Stanislav Grof, også kendt for sine eksperimenter med LSD, flyttede virkelig John Mack.
Han prøvede selv denne terapiform, og genoplevede sin mors død da han selv kun var otte måneder gammel, og han følte sin fars sorg. Senere i mødet oplevede han sig selv som russer i 1600-tallet.
Fascineret af denne teknik gennemførte John Mack et treårigt træningsprogram, som han fuldførte i 1988. Det var en tidligere nævnt kollega, der også praktiserede denne teknik, som intruducerede ham til Budd Hopkins et år senere. Man kan derfor ikke kalde John Mack for en “hvid brud”, der lod sig bjergtage af emnet.
Temaet “abductions” har fået solid pressedækning i USA. Bøger om emnet sælger godt, og der er – skal man næsten tro – gået prestige i at være blevet abducted! Og de der selvbestaltet forsker i disse sager bliver mere og mere viklet ind i og smelter sammen med deres “klienters” fantasifulde verden. Jo mere absurd historien lyder, desto større chance har den for at være sand – altså ifølge Hopkins, Mack & Co.
Mens vi venter på et rumskib…
Lad os for et øjeblik antage, at vi kan vente besøg fra fremmede kloder. Hvad skal vi så gøre ved det? Tage opstilling på en mark og spejde ud i verdensrummet? Håbe på at det er lige her de vil lande?
Den amerikanske ufo-kult Heaven’s Gate gad ikke vente. I påskeugen 1997 besluttede den 65 årige Herff Applewhite og hans gruppe sig for at løse enkeltbillet til det rumskib, som de var overbeviste om, ville passere Jordens sammen med kometen Hale-Bopp. Rejselystne tog de deres eget liv og efterlod deres jordiske “hylstre” mens “de selv” tog på himmelflugt.
Måske vil det være mere fornuftigt at bruge ventetiden på at passe sit arbejde og familien, få klippet sin hæk, slået sin græsplæne, læse en god bog, hygge sig med vennerne og så fremdeles. Og skulle disse rumvæsener se ud som beskrevet af bortførelses-ufologerne, så må de for min skyld gerne blive væk.
Henvisninger
Abduction Watch 1997—
Published by Kevin McClure. http://www.magonia.co.uk/abwatch
Andersen, Per: “Min tur til Brasilien”. SUFOI Nyhedsbrev nr. 1. 1998
Dean, Jodi: Aliens in America : conspiracy cultures from outerspace to cyberspace . Ithaca, N.Y. : Cornell University Press, 1998
Gleick, James: “The doctor’s plot” [om John E. Mack]. The New Republic , May 22, 1994
Hopkins, Budd: Missing time : a documented study of ufo abductions . New York : Richard Marek, 1981. Norsksproget udgave: Tapte timer . Oslo : Mortensen, (1981)
—–: Intruders : the incredible visitations at Copley Woods . New York : Random House, 1987. Svensksproget udgave: Inräktarna : de utomjordiska besökarna in Copley Woods . Stockholm : Forum, (1990)
Jacobs, David M.: The ufo controvercy in America . New York : New American Library, 1976
—–: Alien encounters : first-hand accounts of ufo abductions . London : Virgin, 1996
Keel, John A.: “The sorry state of ufo research”. UFO Brigantia , May 1991, issue 48
Klass, Philip J.: Ufo abductions . Buffalo, N.Y., Prometheus, 1989
—–: “Were Kenneth Arnold’s ufos actually meteor-fireballs?” Skeptics’ UFO Newsletter no. 46, July 1997
Kottmeyer, Martin S.: “Abductions: The boundary deficit hypothesis”. Magonia , no. 32, March 1987.
Genfindes her: http://www.magonia.demon.co.uk/arc/80/boundary.htm
—–: “Resolving Arnold : Part 1-2” – The Reall News , vol. 5, issue 6 & 7. 1997
—–: “Entirely unpredisposed – the cultural backgound of ufo abduction reports”. [1999]
Genfindes her: http://www.magonia.demon.co.uk/arc/90/enterelymk.html
McClure, Kevin: “Immortal, invisible, irrational…” Abduction Watch , no. 4, November 1997
Mack, John E.: Abduction : human encounters with aliens . New York : Pocket Books, 1995
National Institute for Discovery Science online [Opinionsundersøgelse]
http://www.accessnv.com/nids/roper_surveys.shtml
Neimark, Jill: “The Harvard professor and the ufos” [om John E. Mack]. Psychology Today , March/April, 1994.
Peebles, Curtis: Watch the skies! : a chronicle of the flying saucer myth . New York : Berkley Books, 1995
Plagens, Peter and Martha Brant: “Invasion of the body snatchers” [Anmeldelse af John E. Mack: Abduction ]. Newsweek , April 11, 1994
Reeves-Stevens, Garfield: Nighteyes . New York: Doubleday, 1989.
Rimmer, John: The evidence for alien abduction . Wellingborough (England) : Aquarian Press, 1984
Rothstein, Mikael: “Bortført af af ufonauter”. Politiken (InterPOL), 30. Juli 1995
Stefula, Joseph J., Richard D. Butler, and George P. Hansen: “A critique of Budd Hopkins’ case of the UFO abduction of Linda Napolitano” [alias Linda Cortile (pseud)], [Internet dokument] January 8. 1993
Genfindes her: http://www.skeptica.dk/arkiv_us/pa_us007.htm
Steiger, Brad (red.): Project Blue Book : the top secret ufo findings revealed . New York : Ballantine, 1976
Storr, Anthony: “Book review” [John E. Mack: Abduction ]. The Independent , May 22, 1994
Strieber, Whitley: Communion : a true story : encounters with the unknown . New York : Beech Tree, 1987. Svensksproget udgave: Närkontakt : en sann berättelse . Stockholm, Forum (1988)
—–: Transformation : the breakthrough. New York : Beech Tree, 1988. Svensksproget udgave: Gennombrott . Stockholm, Forum (1990)
SUFOI Nyhedsbrev 1996–
Udgives af Skandinavisk UFO Information (SUFOI). Postboks 6, 2820 Gentofte.
UFO-Kontakt 1966–
Udgives af Dansk IGAP, sønner og døtre af den kosmiske familie. Ugelkær 25, 6200 Aabenraa.
UFO-Nyt 1958–
Udgives af Skandinavisk UFO Information (SUFOI). Postboks 6, 2820 Gentofte.
University of Colorado: Scientific study of unidentified flying objects . New York : Bantam, 1969
Genfindes her: http://www.ncas.org/condon
Wegner, Willy: Ufoer – top secret?: flyvende tallerkener 1947-1966. København : Fufos, 1980
—–: Ufoer over Danmark I : træk af den danske ufo-bevægelses historie 1946-1964 . København, Sphinx, 1989
—–: Ufoer over Danmark II : træk af den danske ufo-bevægelses historie 1965-1990 . Købehavn, Sphinx, 1990
—–: Ufo-bogen
Wilwerth, James: “The man from outer space”. Time Magazine , April 25, 1994
Seneste kommentarer