Det er helt fint, et af naturvidenskabens styrke er netop den frie diskussion.
Vi giver derfor ordet til en af Henrik Svensmarks opponenter, Peter Stauning, DMI.
En nyligt publiceret artikel af Henrik Svensmark, Jacob Svensmark, Martin Bødker og Nir J. Shaviv med titlen ”Atmospheric ionization and cloud radiative forcing” rapporterer, at gennemsnittet af de 5 stærkeste ugelange ”Forbush decreases” var sammenfaldende med ændringer i atmosfærens strålingsbalance på omkring 1.7 W/m2.
Forfatterne mener at disse ændringer skyldes forøget skydække især over havoverflader. De såkaldte Forbush begivenheder er aftagende kosmisk stråling i perioder med høj solplet aktivitet, hvor den udstrømmende solvind trækker solens magnetfelt ud i rummet og derved danner et magnetisk skjold, der holder den kosmiske stråling væk fra vort solsystem og dermed også fra jorden.
Teorien er nu, at den kosmiske stråling spalter atmosfærens molekyler og danner ioner, der videre danner kondenskærner for skydannelse. Skydannelsen påvirker jordens varmebalance.
Der er dog ikke en helt enkel sammenhæng, da skyerne godt nok tilbagekaster en del af solens indstråling men samtidigt også bremser udstrålingen fra jorden.
Artiklen forekommer at være et fornuftigt forskningsarbejde med et konkret bud på effekten af de kraftige soludbrud, der skaber Forbush begivenheder.
Ganske vist er effekten ikke stor. De 1.7 W/m2 i ca. 8 dage gennem hver af de 5 stærkeste af 13 begivenheder siden år 2000 skal sammenholdes med den normale indstråling i alle årets dage på ca. 1340 W/m2, hvoraf ca. 400 W/m2 når ned til jordoverfladen.
Men indtrykket af et udmærket forskningsarbejde ødelægges i nogen grad af Henrik Svensmarks trang til at bruge publikationen til at fremføre sine synspunkter på klimaforandringer og arbejdet i FN’s klimapanel, IPCC.
I et interview i fagtidsskriftet ”Ingeniøren” udtaler han, at ”voldsomme rumvejr kan have en langt større indflydelse på klimaet, end man tidligere har regnet med i eksempelvis FN’s klimamodeller”.
Henrik Svensmark mener, at resultaterne kan medføre ændringer af klimamodellerne og peger på, at ”Solens (solpletaktivitetens) rolle formentlig er undervurderet”.
Der er to væsentlige problemer i Henrik Svensmarks vedholdende kritik af IPCC’s arbejde, som vi også kender fra andre af hans indlæg. Det ene er, at solens aktivitet i de seneste 15-20 år har været på et meget lavt niveau, så uanset om påvirkningen fra solens aktivitet sker gennem ændringer i skydækket fra variationer i den kosmiske stråling eller andre mekanismer, så er der ikke så meget at bringe ind i klimamodellerne herfra. Faktisk er aktiviteten gennem den seneste solpletperiode den laveste i de 200 år, hvor vi har ret sikre solpletmålinger, og formentlig på sammen niveau som i begyndelsen af 1700-tallet midt i Maunder perioden (1645-1745), der ofte forbindes med den ”lille istid”.
Det andet problem er, om solplet aktiviteten overhovedet påvirker klimaet i en bestemt retning. Således var det gennemsnitlige solplettal i perioden 1902-1913 (solpletperiode #14) på 54 og den globale middeltemperatur (HadRut4-global) på – 0.45°C i forhold til klimanormalen (1961-1990).
I solpletperioden (#19) fra 1954 til 1965 var solplettallet steget jævnt til 129 i gennemsnit (det hidtil højeste niveau), og den globale middeltemperatur var steget til -0.06°C i forhold til normalen.
Men i den senere år synes effekten at være modsat, den globale temperatur stiger på trods af et faldende solplet tal.
I den seneste solpletperiode (#24) fra 2008 til 2019 var solplettallet faldet til 49, mens den globale temperatur var steget yderligeret til nu 0.59°C over normalen.
I 2019, det sidste år af perioden, var solplettallet helt nede på kun 4, mens temperaturen var på 0.74°C over normalen.
Så de globale temperaturer er gennem de seneste 100 år steget vedvarende, uanset om solplettallet er steget eller faldet.
Sammenhængen mellem solpletter og klima er altså vaklende.
Men det bliver rigtigt uhyggeligt, hvis øget solaktivitet virkelig får de globale temperaturer til at stige.
Så vil fremtidige stigninger fra det nuværende lave solplet niveau give en global opvarmning, som lægger sig oveni de høje temperaturer, vi har nu, og som kan forventes at stige yderligere i takt med det stigende niveau af CO2 og andre ”klimagasser”.
I det perspektiv kunne man vente, at Henrik Svensmark ville gå forrest for at støtte IPCC’s advarsler om global opvarmning og ikke bruge alle anledninger til at nedvurdere klimapanelets indsats, som han for eksempel gjorde i sit indlæg på klimasymposiet mod CO2 hysteri arrangeret af ”Alternative für Deutschland” (AfD) i Berlin.
Indlægget kan ses på AfD’s hjemmeside.
Seneste kommentarer