af Richard Thieme, oversat og bearbejdet af Willy Wegner.
He is waving his hands, he is waggling his head,
He has certainly found a Snark!"
– Lewis Carroll, The Hunting of the Snark
"Vi er overbevist om at Roswell fandt sted. Vi har for mange højt rangerende militære tjenestemænd der fortæller os at det skete, og som har fortalt os at det helt tydeligt ikke var fra vor klode."
– Don Schmitt, medforfatter, "The Truth About the UFO Crash at Roswell," i et interview af Ed Mar og Jody Mecanic i Lumpen Magazine på Internettet.
Dette "interview med en rigtig X-filer" kan findes på et af de hundredvis af web steder – og dertil usenet grupper, gopher huller stoppet med hundredvis af filer og illegale BBS’s hvor "abductees" [ufo-bortførte] mødes for at sammenligne "score-mærker" – der udgør de flyvende tallerkeners virtuelle verden.
Ufo subkulturen eller – for nogle – ufo religionen på Internettet er et stort supermarked af billeder og ord. Alt muligt er til salg – historier og billeder, medlemskab af foreninger, hele trossystemer. Men hvad er det vi køber? Måltidet? Eller menuen?
De sten huset er bygget af
Når Don Schmitt bruger ordet "Roswell," identificerer han ikke blot en lille by i New Mexico, der har sat sig selv på landkortet med en forrygende ufo historie. Han mener faktisk hele historien – den der fortæller at et ufo i 1947 styrtede ned nær Roswell Army Air Field, hvorefter nogle rumvæseners kroppe blev bjerget, øjenvidner belønnet med nye pick-up biler eller truet på livet, og et kosmisk Watergate – som Stanton Friedman, en anden Roswell forfatter, kalder det – skabt. Schmidt bruger ordet "Roswell" på samme måde som kristne evangelister bruger "Jesus," for at mene alt hvad der bliver troet om "Roswell." Som en evangelist regner han med at hans publikum bidrager med detaljerne. Enhver god Roswellit kender dem – det er historien, der trods alt definerer dem som et samfund.
Denne historie er spredt på Internettet som fragmenter fra et eksploderet rumskib. Passer stumperne til et sammenhængende puslespil? Eller er der noget galt med billedet?
Skygning af ufo memes på Internettet
Memes er smitsomme ideer der formerer sig som vira fra sind til sind. Internettet er som en petriskål i hvilken memes mangedobles hurtigt. Fodret af fascination, udklækket i feberagtig spænding af tilhængere der sender historier af kosmisk betydning, ufo meme muterer til nye former, nogle af dem vidundelige og besynderlige.
"Roswell hændelsen" er blot en variation af ufo meme. På Internettet er Schmitt’s ord hyperlinket til de andre ufo detektiver og legioner af interesserede tilhængere som jeg selv, fascineret af såvel subkulturens psykodynamik som af "data"-udvekslingen, der er valutaen på denne markedsplads.
Før vi gennemgår nogle få fragmenter, så lad os standse op og huske hvad Internettet faktisk er.
Kopier af kopier – eller kopier af originaler?
Internettet repræsenterer informationer gennem symboler eller ikoner. Således også tale, skrivning og det trykte ord, men symbolerne på nettet er omend længere væk fra hændelserne og de sammenhænge de peger på.
Talens styrke gav os evnen til at lyve, og skrivning gemmer løgneren fra at blive set. Det er derfor Platon tordnede mod at skrive – du vil ikke kunne vide hvad der var sandt medmindre du havde personen foran dig, sagde han, dialogen giver mulighed for en nødvendig kontrol.
Den trykte presse gjorde det værre ved at distancere læser fra skribent. Nu lægger vi digitale billeder og tekst på Nettet. Pixels kan manipuleres. Uden sammenligning med andre data, kan intet digitalt foto eller dokument tages for pålydende. Vi kan på ingen måde vide, om vi ser på en kopi af en original, en kopi af en kopi, eller en kopi der ikke har nogen original.
Men vent. Det bliver værre.
Verden er en tom skærm
Visse fænomener, inklusive ufoer og religiøse symboler, fremkalder stærke projektioner. Vi tror vi ser det "derude" som faktisk er inde i os selv. Fordi projektioner er ubevidste, ved vi ikke om vi ser på jernspåner der tilslører magneten eller selve magneten.
Carl Jung sagde at ufoer inviterer til projektioner fordi de er mandalas – arketypiske billeder af vores underbevidsthed. Med mindre vi adskiller hvad han tror vi ser fra hvad vi ser, er vi sikre på at blive forvirret.
Gentagelse kan få enhver udtalelse til at synes sand. Hundredvis af links med krydsreferencer på webben skaber en matrix af endnu større troværdighed. På tryk dokumenterer vi påstande med referencer. Fodnoter er tydeligt en mangelvare på Nettet. Information er selv-refererende. Symboler og billeder peger på sig selv som en ti-dimensionel hund der jager sig egen hale.
"Roswell" er måske navnet på spillet, men hvad betyder egentlig navnet?
Hvad betyder navnet?
Alt.
Navne afslører vor tro om ting.
Var der en "Roswell hændelse?" Eller var der en "såkaldt Roswell hændelse?"
Er Don Schmitt og hans tidligere makker Kevin Randle "de to eneste professionelle forskere på dette område?" (ufo forskere udnævner sig selv, hvorefter de forstærker deres autotitet ved at debattere med hinanden og dukke op i samme fora. At modbevise eller angribe en anden "forsker" er gunstigt for denne, idet det anerkender hans betydningsfulde status).
Der er "otte førstehåndsvidner som så disse kroppe," "mange højt rangerede militære tjenestemænd siger at det ikke var fra vor klode," eller "550 vidner hævder at dette ikke var fra vor klode?" Alle disse udtalelser faldt i det samme interview.
Ord som "selv-skabt" eller "hævder" gør mere end at undgå søgsmål. De gør det klart, at taleren udtaler eller tror noget fremfor at vide at det er sandt. Schmitt bruger ordet "vidne" på samme måde som Alice i Eventyrland bruger ord, nemlig til at betyde nøjagtigt hvad hun ønsker de skal betyde – i stedet for at lade vidne betyde – ja, Vidne .
Dan Kagan og Ian Summers har skrevet en mesterlig undersøgelse om "kvæglemlæstelse" (Mute Evidence, Bantam Books, New York: 1984), hvor de udpensler hvorledes skader efter ådselsædere bliver til "kvæglemlæstelse" udført med "kirurgisk præsicion": f.eks. i lige snit. Det skete gennem mediernes fordrejelse, "professionelle eksperter" som holdt enhver på et skridts afstand fra beviset (almindeligt i ufo forskning), og sande troende som opgav deres evne for kritisk dømmekraft.
"Roswell hændelsen" består også af ord gentaget ofte nok til at vende dem til pseudo-facts der benyttes til at væve et scenarium. Når tilstrækkligt mange mennesker tror på scenariet, fokuserer de på beretningens detaljer – skete styrtet ved Plains of San Antonio, som Stanton Friedman påstår, eller nord for Roswell som Schmitt og Randle hævder? – i stedet for det basale: styrtede der noget andet end en ballon ned, når det kommer til stykket? Videnskab kan hurtigt blive til teologi.
Kan fakta bevæge sig med lysets hastighed?
Den måde web stederne er forbundet på Nettet tenderer til at slette vores historiske fornemmelse. Alt på nettet synes at ske NU. Uden referencepunkter synes al information lige. At line tekstsider op side ved side og evaluere uoverensstemmelser føles som hårdt arbejde.
Surf for eksempel til Cambridge Cybercafe, og du vil finde en lovprisende artikel om Schmitt skrevet af Milwaukee skribenten Gillian Sender. Sender siger, at artiklen er bragt uden hendes tilladelse. Som så meget andet på nettet, er det en uautoriseret kopi af en kopi.
Sender skrev en opfølgende artikel for Milwaukee Magazine i hvilken hun indrømmede sin følgende disillusion med hensyn til Schmitt. I interviews giver han fejlagtige oplysninger om sin arbejds- og uddannelsesmæssige baggrund. Sender konkluderede at dette generelt havde undermineret hans troværdighed.
Dette vil du ikke lære noget om på Nettet, fordi opfølgningen er der ikke. Cybercafeens hjemmeside har også et nyhedsbrev skrevet af Schmitt og Randle men intet link til oplysninger om deres senere uenighed, hvor Randle anklagede Schmitt for at bedrage ham selv såvel som andre.
Webbens sjæl
Når – ifølge Jung – psyken projekterer sit indhold over på et arketypisk symbol, er der altid hemmelighed, fascination, og stor energi. Når en webmaster finder en artikel som Senders bliver han ophidset, plukker den ud af cyberspace, og lægger den på sin hjemmeside. Og falder man over den fire eller fem gange, begynder man at tro på den.
At opspore sandheden om "Roswell hændelsen" er som at skygge den mytiske Snark i Carroll’s digt. Jo tættere man kommer på "beviset", jo mere forsvinder det.
Faktisk findes der ikke et levende "vidne" til "Roswell hændelsen" offentligt tilgængeligt, ikke en troværdig rapport der ikke er filtreret gennem private interviews eller anden privilegeret kommunikation. Dog findes der en masse mennesker som lever af den.
Hvem ER disse gutter?
Karl Pflock er en anden "Roswell forsker." Sæt hans navn ind i en søgemaskine og du vil finde ham på ufolog listen på Glenn Campbell’s Area 51 web sted. Her finder man teksten af et online interview med Pflock og Stanton Friedman.
Hvilken effekt har det så?
Ved at optræde sammen med ham, lægger Friedman troværdighed til Pflocks status. Deres uenighed over detaljer (Pflock mener at Roswell-resterne stammede fra en Project Mogul ballon, således som luftvåbnet påstår) er mindre vigtig end det faktum, at deres debat, der lader forstå at detaljerne er vigtige, er hele debatten værd. Det sikrer nemlig fremtidig efterspørgsel på dem begge. Kan du se ideen? I den virtuelle verden bliver skinnet af virkelighed til virkelighed. Så kan du købe og sælge ord, ikoner og symboler som var menuen selve måltidet.
Pflock er ikke ny i ufoernes verden. Kagan og Summers mødte ham først som en mand ved navn "Kurt Peters". Som sådan tilegnede sig en historie han vidste var opdigtet om "kvæglemlæstelser," hvorefter han prøvede at fyre den af som sin egen og sælge den til en New York udgiver. Da forfatterne konfronterede Pflock "med Kurt Peters plottet, var han rystet over vi havde opdaget det." Hvad kan vi uddrage heraf om Pflocks troværdighed? Men på Nettet er indholdet imidlertid sidestillet med Friedman, det får det til at se ud om er han en rigtig "professionel."
Følg pengene
For at ufo-spillet kan spilles må man opstille hold. Der er "For-holdet" og "Imod-holdet" som er af stor gensidig betydning. Den berømte "alien autopsy film" udnyttet af Ray Santilli illustrerer dette.
Filmen viser angiveligt obduktionen af et rumvæsen opsamlet fra et nedstyrtningssted. Mange web steder er tilegnet denne film: Usenet grupper summer af endeløs snak om detaljerne. En af de store var helliget det at finde kameramanden. (Endnu engang manglede nøglespilleren eller detaljerne, publikum blev tiltalt af "en talsmand for begivenheden.")
Der blev tjent en masse penge på at diskutere filmen, uanset hvilken side man var på. Stanton Friedman var i Italien til en tv-udsendelse, Schmitt i England for at "undersøge beviset," og så fremdeles. Medens dette stod på blev en rapport fra dr. Joseph A. Bauer på CSICOP’s hjemmeside ignoreret. Den afslørede filmens "overvældende mangel på troværdighed". Denne mangel på troværdighed var tydlig fra begyndelsen, men var dette blevet godtaget, ville der ikke have været noget spil at spille – ingen FOX-TV special, ingen bøger eller debatter, ingen konferencer i Europa.
Santilli episoden er ved at være udspillet, men andre "beviser" tager dens plads. Netop nu hævder en anonym fupmager at have en stump af det nedstyrtede rumskib. Historien spredes på Nettet, muterer og vokser. Nu, 50 år efter det påståede styrt, hævder andre at de også har fragmenter.
Det gode ved stumper af nedstyrde rumskibe er at de er utallige. Endnu bedre er påstanden fra "professionalle forskere" om at de er i forhandling med nogle dunkle personer som har sådanne fragmenter, men at de er bange for at blive dræbt hvis de træder frem for offentligheden. Disse beretninger er også endeløse.
Vil man vide noget om nogens motivation, så hold øje med deres checkhæfte. Se eksempelvis på den hadefulde rivalisering mellem museerne i Roswell der konkurrerer om turistdollars med ture til rivaliserende nedstyrtningssteder.
Du kan endda bestille en tur via Nettet.
Information? Misinformation? Disinformation?
Santilli filmen kunne afskrives som noget der ikke er sket, hvis det ikke var fordi den afslører en dybere dimension af liv i ufo-verdenen. Hvad var dens virkning? Energien blev omplaceret, debattens fokus blev flyttet, og "Roswell hændelsen" – ironisk nok – forstærket.
Når nogle siger, "Dette er ikke de rigtige kronjuveler" antyder de at de rigtige kronjuveler eksisterer. Hvis der findes en falsk obduktions film, hvor er så den virkelige obduktions film? Underforstået: der har været en virkelig obduktion, det fører til virkelige rumvæsener og atter til et virkeligt styrt.
Eller var filmen en opfindsom gang disinformation fra regeringens side? Blev den skabt for at lede forskerne bort fra sporet? Eller se hvordan vi ville reagere på nyheder om virkelige rumvæsener? Måske skjule nogle virkeliga data i en snestorm af falske? Er alt dette en sammenblanding – forsætligt?
Det er X-files tid.
Parat til en hovedpine?
Vi sniger os ind på en Snark
Bruger regeringens agenter subkulturen til at manipulere eller eksperimentere med offentlighedens mening? For at skjule hvad de ved? Er forskerne "nyttige idioter," som de kaldes i spionfaget, virkelige spioner, eller drejer det sig blot om kold kasse?
Et af mine online eventyr illustrerer vanskeligheden ved at få svar på disse spørgsmål.
En kvinde i Hamilton, Montana, talte med Peter Davenport, leder af National UFO Reporting Center i Seattle om et ufo hun fortalte holdt til omkring hendes bopæl. Hun berettede at kunne høre mærkelige beeps på radioen når det svævede rundt. Og så, mens de talte sammen, lød der nogle beeps.
"Dér!" sagde hun. "Kunne du høre det? Hvad er det?"
Peter afspillede disse beeps over telefonen. Jeg optog dem. Derefter sendte jeg en besked på alt.2600 – en usenet gruppe for hackere – og bad om hjælp.
Jeg modtog adskillige tilbud om assistance. Et af dem kom fra LoD.
LoD! The Legion of Doom! Jeg var fornøjet. Hvis nogen kan nå til bunden af dette, så er det LoD! Disse fyre er de bedste hackere på Nettet.
Jeg optog disse beeps som en .wav fil og emailed dem til LoD. De stillede nogle få spørgsmål og sagde så, at de ville se hvad de kunne finde ud af.
Inden da modtog jeg en anden email. Afsenderen sagde at han havde hørt lignende toner over telefonen og kortbølge radio hvor han boede, og det var tæt på en militær base.
Så skrev han, "Jeg har noget info som vil være af stor interesse.
Regerings dokumenter…" Han nævnte at det var venner inde på basen som havde fortalt ham om dem.
Imens undersøgte LoD det fordelingsudstyr telco anvender og rapporterede, at de var ved at vurdere deres data.
En tredje email kom fra en kvinder der havde specialiseret sig i "beeps" med tilknytning til ufoer. Hun sendte mig en rapport hun havde skrevet om deres forekomster og egenskaber.
LoD bad om mit telefonnummer og meddelte at jeg ville blive ringet om i den kommende uge. De kunne bekræfte, blev der sagt, at signalerne ikke stammede fra telefonsystemet. De kunne sige hvad signalerne ikke var, men ikke hvad de var. En negativ medfører ikke en positiv.
Da sendte korrespondenten nær militærbasen en bemærkelsesværdig meddelelse.
"Den dokumentation og info jeg får viser sig hovedsageligt at bekræfte hvad et medlem af holdet har røbet for mig. "De er her og de er ikke venlige."
Han gav mig oplysninger om andre ting han havde fået at vide, hvorefter han erkendte at alt hvad han havde sagt var enten værdiløse rygter eller alvorlige problemer. Derfor konkluderede han, "Jeg forlader denne beretning og forsvinder tilbage i æteren."
Tusmørke zonen
Sådan er det. Uden bekræftigelse eller eksterne beviser som brug for et triangulerings punkt, det så langt som Internette kan bringe os.
Ord stammer fra nogen – men hvem? Er navnet på emailen rigtigt? Er domænenavnet rigtigt? Er beretningen rigtig?
Hemmelighed. Fascination. Stor energi.
Måske var det i tidens tegn at jeg var fornøjet over at få hjælp af LoD. Mens jeg ville have afvist en regerings- eller telco udtalelse som måske sand, måske ikke, så stolede jeg på LoD. De gjorde et stykke solidt arbejde. Teknisk set er de de bedste, men mere end det, jeg vidste at de ville være tro overfor deres kodeks. Lige som jeg er de behov-for-at-vide mennesker og de elsker et god gåde.
Hvad med militær-base-nabo kilden? Var han den han udgav sig for at være. Fortalte hans meddelere sandheden? Er "de" her og er "de" ikke venlige? Eller var han en agent fra regeringen der prøvede at finde ud af hvad jeg vidste? Eller bare en ung fyr der kedede sig og skulle ha’ tiden til at gå?
Hvordan kan vi adskille fakta fra fiktion? Jacques Vallee, en respekteret skribent og forsker, har fornylig fået udgivet en roman om ufoer. Skriver han nu fiktion så han kan skjule sandheden, som nogle siger? Eller er han bare en fyr der vil sælge en bog? Eller en seriøs forsker som har udvisket sin egen troværdighed ved at skrive fiktion der er svær at adskille fra hans teorier?
Eller er han en hemmelig agent, der arbejder for regeringen?
Ufo verdenen er som en spejlsal. Ufo verdenen på Internettet er en simuleret spejlsal. Sandheden er der ude, ja vist…men hvordan kan vi finde den?
Platon havde ret. Vi har brug for at vide hvem der taler. Vi har brug for at stå med et facit der ikke forsvinder.
Facit
Hvordan ser det ud?
Et stykke ser sådan ud.
Jeg kender en karriereofficer fra luftvåbnet, fornylig pensioneret som oberst. Han arbejdede i Pentagon og på War College. Han er en forrygende fyr af "den rette støbning." Han er af den type man villigt følger i et slag. Det gjorde mange.
En B47 pilotkollega i 60’erne fortalte ham om et usædvanligt objekt der engang fløj i formation med ham et stykke tid, hvorefter det fløj væk med en fart han ikke kunne hamle op med. Medpiloten bekræftigede uafhængigt hændelsen. Ingen af dem ønskede at rapportere det i frygt for at skade deres karriere.
Da han første gang fortalte mig denne historie i 1970’erne, husker jeg hvordan han så ud. Han plejede af være selvsikker, til tider kæphøj. Denne gang så han gådefuld ud, måske en lille smule hjælpeløs. Jeg vidste at han fortalte mig sandheden.
Jeg har bemærket dette udseende mange gange når troværdige personer fortalte mig deres usædvanlige beretning. De havde intet ønske om omtale eller penge. De ønskede blot at vide hvad der foregik på deres planet.
Data har hobet sig op i snart 50 år. Noget findes på Internettet. Noget af det, som email fra denne pensionerede luftvåbens officer, er troværdigt. Meget af det er ikke.
Jager vi en Snark, blot for at blive snydt af en Boojum? Eller følger vi lysende brødkrummer gennem tusmørkets skov mod Sandheden der er Derude? Nettet er et sted at finde svarene, men vi finder dem kun hvis vores jagt på sandheden er streng, disciplineret og tilstrækkelig skeptisk.
Internet Referencer and Resourcer
the Don Schmitt interview
Lumpen Magazine at the Lumpen Space
http:www.lumpen.com or
http:www.interaccess.com/lumpen/lumpen24/ufo24.html
Stanton Friedman Home Page
http://medianet.nbnet.nb.ca/ufo/index/htm
Sender article at the Cambridge Cybercafe
http://www.gold.net/cb1/roswell/legacy.htm
The Hunting of the Snark by Lewis Carroll
http://etext.lib.virginia.edu/cgibin/browsemixed?
id=CarSnar&tag=public&images=images/modeng&d
Two of Many Roswell Alien Autopsy Sites for Pics, Clips, Info
http://www.gold.net/cb1/roswell/main.htm
http"//www.trudang.com/autopsy.html
CSICOP Web Site
http://www.csicop.org/home.html
SaucerSmear (source of new info on "fragments of the crash"
http://www.mcs.com/~kvg/smear.htm
Area 51 Research Center
http://www.ufomind.com/
Karl Pflock interview at the Desert Rat Newsletter/Area 51 Res Ctr
http://www.infinet/~psyspy/ufo/people/p/pflock/
National UFO Repoorting Center Home Page
http://nwlink.com/~ufocntr/
Richard Thieme (rthieme@thiemeworks.com and www.thiemeworks.com ) speaks, writes, and consults on the human dimension of technology and the work place. © 1997, 1998, 1999 by Richard Thieme
Kilde: Para-nyt 1999 nr. 3.
[*]
Seneste kommentarer