, af Jonathan Jarry, M.Sc.
The McGill Office for Science and Society, 9. oktober 2021

Oversat af Dann Simonsen

Original artikel

Historien om Havana-syndromet har opnået mytiske kvaliteter, mens den er blevet fortalt. I slutningen af 2016 og i begyndelsen af 2017 begyndte mennesker, som arbejdede på den amerikanske ambassade i Havana, Cuba, at melde om invaliderende symptomer og mærkelige hændelser. Nogle blev vækket midt om natten af en lyd, som ofte kom fra én bestemt retning og gjorde dem uarbejdsdygtige, mens andre ikke hørte noget. Der var en følelse af intenst tryk i øret. Svimmelhed og kvalme var nogle af de tidlige symptomer. Så fulgte koncentrationsbesvær, problemer med hukommelsen og søvnforstyrrelser hos nogle af ofrene. Ansatte på den canadiske ambassade blev så også ramt af det, der blev kaldt et “angreb”. Man havde mistanke om, at det skyldtes hemmelige lydvåben og mikrobølgestråler, og historien blev hurtigt til en djævelsk spionroman med anklager mod Cuba, Rusland og selv Kina.

Ligesom i en James Bond-film var ét land ikke nok: Snart begyndte lignende symptomer at blive indberettet i Australien, Kina, Østrig, og selv i en forstad til Washington, D.C., og i parken syd for det Hvide Hus. USA’s vicepræsident Kamala Harris’ tur til Vietnam blev forsinket tidligere i år på grund af rapporter om en “anormal helbredshændelse”, som havde slående ligheder med Havana-syndromet. En overfladisk gennemgang af næsten fem års mediedækning af disse verdensomspændende hændelser får nærmest en til at tro, at der er blevet brugt et uopdaget hemmeligt våben i alle verdenshjørner, og der er ikke rigtigt nogen, der ved, hvad det er.

Der er mange lag, der skal skrælles af, når man kigger på de reportager, som er blevet skrevet om Havana-syndromet, og vores første stop på vejen er navnet. Det forgifter folks geografiske forestillingsverden, når man opkalder sygdomme og syndromer efter navnene på lokaliteter, uanset om man gør det i fuld alvor eller som en helt bevidst fornærmelse. “Wuhan-influenzaen”, den “indiske variant af coronavirus”, selv den spanske syge (som ikke havde noget at gøre med Spanien), den slags navne kan medvirke til diskriminering ved at dæmonisere steder og deres befolkninger. Men desværre kender jeg ikke til noget geografisk neutralt navn for Havana-syndromet. Nogle rapporter kalder det “klynger af symptomer”, “uforklarede hændelser”, “unormale helbredshændelser”, men ingen af dem er officielle éntydige betegnelser. Så for nu kalder vi det “Havana-syndromet”.

Da der ikke var nogen lette svar på, hvad denne lidelse var, begyndte man at overveje forklaringer, der blev mere og mere ekcentriske. Nogle af dem er nærmest science fiction.

Manden med lydpistolen

Når man begynder at tænke i spionbaner, er det en nærliggende tanke, at der kan have været tale om gift. Var det muligt, at diplomaterne med Havana-syndrom havde fået noget i deres mad eller drikkevarer, eller var den luft, de indåndede, forgiftet? Især et studie finansieret af den canadiske regering fokuserede på neurotoksiner fra pesticider, som blev brugt til at bekæmpe udbredelsen af zikavirus i Cuba. Men problemet er, at mange af de mennesker, der boede sammen med eller i nærheden af ofrene, ikke havde nogen symptomer. Hvordan kunne pesticider selektivt påvirke snesevis af amerikanske og canadiske diplomater men ingen cubanere og heller ingen af de ansatte på ambassaderne, som ikke var diplomater? Eller skal vi tro på, at den udbredte brug af pesticider rent faktisk havde fremkaldt symptomer hos mange cubanere, men at ingen havde meldt sig på trods af, at historien om Havana-syndromet havde været en stor nyhed i hele verden i årevis? Desuden fastslår en rapport fra USA’s National Academy of Sciences, at hændelsen ikke svarede til akut forgiftning med den form for insektgift, som bruges i Havana, selv om den ikke kunne udelukke kronisk eksponering for giften som en medvirkende faktor.

Hvis gift ikke kan hjælpe os med at løse sagen, så fører de alternative forklaringer os fra Agatha Christies rustikke miljøer og over i den spekulative skønlitteratur. Eftersom mange af ofrene fortalte, at de havde oplevet en pludselig høj lyd og en trykkende fornemmelse i øret, overvejede man idéen om et skjult lydvåben. Kunne sådan en tingest udsende infralyd, dvs. lydbølger under tærsklen for den menneskelige hørelse (typisk under 20 hertz)? Der er faktisk blevet forsket i såkaldte lydkanoner, men det ser ud til, at operatørerne af disse kanoner ofte løber lige så stor risiko for at blive ramt af deres ubehagelige virkning som de personer, de skal ramme, og effekten er ofte mere irriterende end egentligt skadelig. Jeg bliver også nødt til at nævne den mytologiske “brune tone”, en specifik infralyd, som menes at føre til øjeblikkelig afføring. Da holdet fra Mythbusters fik lov til at teste denne påstand ved hjælp af kæmpestore subwoofers, som var indstillet til at spille denne specifikke tone med tilstrækkelig kraft, resulterede det ikke i den frygtede udtømning af tarmen. Selv når de spillede med øredøvende 128 decibel (på niveau med en rockkoncert), kunne lyden ikke leve op til myten.

I den modsatte ende af lydspektret, over 20.000 Hz-tærsklen for vores hørelse, er der en anden potentiel mistænkt: ultralyd. Var det muligt, at man kunne bruge de lydbølger, som man typisk bruger for at se et foster under graviditeten, til at lave et våben, der kunne frembringe skadelige akustiske bølger i det indre øre og i hjernen, sådan som det er blevet hævdet? Problemet er, at ultralyd kræver nærkontakt for at forplante sig godt, hvilket er grunden til, at man bruger gel, når man ultralydsscanner gravide. På lang afstand svækkes lyden. Den blokeres let af vægge. For at fokusere en skadelig stråle af ultralyd på en person i et hus ville en angriber sandsynligvis have brug for gigantiske højttalere, der kræver kæmpestor elforsyning. Det er svært at få til at passe med idéen om et våben, der er både mobilt og umuligt at få øje på.

Hvis det var usandsynligt, at angrebet som fra lydbølger, så kom det måske fra lysbølger, specifikt mikrobølger. Mikrobølger har en lavere frekvens end synligt lys og infrarødt, men ligger højere i lysspektret end radiobølger. Det amerikanske militær har forsket i mikrobølgevåben med høj ydelse, men en artikel i tidsskriftet Nature i 2012 opsummerede de halvtreds års forskning som “spildt energi” med henvisning til, at de var upålidelige og krævede pulsgeneratorer. Da Cheryl Rofer kritiserede mikrobølgeteorien for tidsskriftet Foreign Policy, forestillede hun sig et mobilt mikrobølgevåben uden for en diplomats hus, og hun beregnede, at for at drive en simpel mikrobølgeovn på farten ville det kræve en 2.200-watt benzindrevet generator, som vejer ca. 23 kilo. Det ville kræve fem kilo mere for at kunne bruge strålen som våben, eller ca. 200 laptop-batterier. Hvis sådan et våben i det hele taget eksisterer, bliver det et reelt problem at gøre det bærbart. Desuden blev mikrobølgevåben ofte brugt til at angribe udstyr, ikke mennesker, og der var ingen rapporter om ødelagt elektronik i nærheden af ofrene for Havana-syndromet. Men et mærkeligt fænomen i forbindelse med mikrobølger har vakt efterforskernes opmærksomed.

For your ears only

Den kaldes Frey-effekten. I 1962 publicerede Allan H. Frey en artikel, hvori han beskrev en situation, hvor mikrobølger, som er noget andet end lydbølger, kunne høres af mennesker. Hans deltagere kunne høre disse bølger, som kom inde fra eller lige bagved deres eget hoved. Lyden blev beskrevet som en summen, en klikken, en hvisken, eller en banken. Så ofrene for Havana-syndromet kunne måske være blevet ramt af et hemmeligt mikrobølgevåben, og den mærkelige lyd, de hørte, var den summende lyd fra Frey-effekten. Men som professor Kenneth Foster, der har studeret Frey-effekten, fortalte New York Times, så “ville lyden være så svag, at det ville kræve noget nær stilhed, for at en person kunne opfatte den”. I betragtning af gadelarmen i Cuba og den almindelige støj i den moderne hverdag ville det være nødvendigt at skrue helt op for styrken, så man ville komme til at stege personens hud. Frey-effekten som forklaring på Havana-syndromet er helt utroværdig. “Man kan lige så godt sige, at små grønne mænd fra Mars kaster med energipile”, konkluderede Foster.

Det er nok svært at få det usandsynlige ved et komplekst våben eller en banal gift til at gå op i en højere enhed med erklæringen fra en talsmand i State Department, USA’s udenrigsministerie, som siger, at “vi aldrig før har set det her noget sted i verden”. Hvordan skulle det her syndrom kunne være så nyt og enestående uden at have en ny og enestående årsag? Nogle eksperter vurderede rapporter fra de læger, der undersøgte folk med Havana-syndrom, og de begyndte at se forskelle mellem påstandene og dokumentationen for dem.

Med kærlig hilsen fra fårekyllingerne

Ambassadepersonalet og deres familier blev undersøgt af en øre-, næse- og halsspecialist på University of Miami, som så tegn på en “ubesmittet hjernerystelse:”* Det så ud til, at 16 personer havde hjernerystelse eller en mild grad af traumatisk hjerneskade men uden en faktisk hovedskade. Disse 16 personer blev sendt til centret for hjerneskader ved University of Pensylania sammen med yderligere otte tilfælde, som stod frem efterfølgende. Rapporten om undersøgelsesresultaterne blev publiceret af Journal of the American Medical Association (JAMA), og den taler om “skader på udbredte hjernenetværk.” Det lyder altsammen både alarmerende og mystisk.

*”immaculate concussion”, oversat som “ubesmittet hjernerystelse”, er et ordspil på “immaculate conception”, jf. Jomfru (!) Marias ubesmittede undfangelse (Wikipedia)

Men da en medicinsk sociolog og en neurolog kiggede nærmere på det, svækkede det argumentet for, at der skulle være tale om en uløselig gåde. Der blev faktisk kun fundet skader på hjernens netværk hos tre personer; de fleste havde normale værdier. Forandringer i hjernens hvide substans hos disse tre er åbenbart almindelige ved tilstande som depression, migræne og selv som resultat af stigende alder. Den tærskel, som forfatterne af studiet brugte til at afgøre, om der var tale om skader, var ifølge redaktøren af tidsskriftet Cortex “uhørt i klinisk praksis eller forskning,” hvilket medførte, at næsten enhver kunne blive bedømt som hjerneskadet. Hvad angår undersøgelsesresultaterne fra University of Miami, så var der ikke stor overlapning mellem symptomerne hos de forskellige diplomater. Og deres asymptomatiske bofæller, som måtte formodes at være blevet udsat for den samme påvirkning, blev ikke testet som kontrolgruppe, hvilket er ret bizart. Der var også dukket rapporter op om, at nogle diplomater havde mistet deres hørelse på grund af disse hændelser, men det viste sig, at kun to af dem var høreskadet, og det var sket, før de blev udstationeret i Cuba.

Og hvad så med den mystiske lyd, som man mente var Frey-effekten? Det lykkedes nogle diplomater at lave optagelser af lyden inde i deres boliger (hvormed de i det mindste i de tilfælde beviste, at den eksisterede uden for deres eget hoved), og videnskabsmænd identificerede den som lyden fra parringsivrige korthalede vestindiske fårekyllinger. Blandt eksperter er disse fårekyllinger kendt for at lave en voldsom larm: En af forskerne fortalte New York Times, at man kan høre dem “inde fra en diesellastbil som kører 60 km i timen på landevejen.” Det er ikke så underligt, at diplomaterne blev vækket og var rystet over, hvor høj den fremmede lyd var, især ikke, når man tager den stressende situation i betragtning. For de betingelser, de befandt sig under, var i høj grad stressende.

Forholdet mellem USA og Cuba har i årtier bevæget sig på randen af en vulkan. Med henblik på at få fjernet Cubas præsident Fidel Castro lagde amerikanske agenter bizarre planer om snigmord, og de forsøgte at gennemføre dem, før de blev opgivet igen. Disse planer ville muligvis blive fundet utroværdige, hvis de blev brugt på film, og nogle af dem har måske været fiktive og er kun blevet lækket til offentligheden for at aflede opmærksomheden fra de rigtige intriger. En af planerne gik ud på, at en forgiftet cigar skulle give LSD-lignende symptomer, så Castro ville blive til grin under en offentlig tale. En anden satsede på hans entusiasme for scuba-dykning og gik ud på at få ham til at dykke ned efter en muslingeskal, som så skulle eksplodere. Desuden gik en virkeligt besynderlig plan ud på, at undervandsbåde affyrede lysmissiler, som så skulle tjene som et tegn – måske for Jesu Kristi genfødsel – på det kommunistiske regimes fald ved at give næring til cubanernes religiøse forestillinger.

Cubanske agenter havde også travlt. De chikanerede amerikanske diplomater ved at forstyrre deres søvn og lukke luften ud af deres dæk. De gik ind i diplomaternes hjem, flyttede rundt på møblerne, efterlod cigaretskod i askebægrene og hældte lort og urin på gulvet. Familiernes husdyr blev forgiftet. Den psykologiske og fysiske stress ved at arbejde på USA’s ambassade i Cuba blev understreget af en tidligere embedsmand, som havde arbejdet der: “Cuba anses for at være en post med et højt trussels- og stress-niveau”, sagde han til tidsskriftet ProPublica. Diplomater blev instrueret: “Gå ud fra, at de altid observerer.” Forventningen om en trussel er konstant, og diplomaterne er en del af et tætknyttet samfund med aktiv rygtespredning. Den amerikanske ambassade i Cuba var blevet genåbnet i juli 2015 som en del af Obamas åbning mod landet. Da Havana-syndromet viste sig første gang, var Castro lige død, og Trump var nyvalgt. Trykkogeren var tæt på at eksplodere. Hvis en U.S. diplomat kom ud for noget underligt i Cuba, kunne det let føre til en kaskade af lignende hændelser.

Og her er det, at vi finder en plausibel om end vanvittigt irriterende forklaring.

Heste, zebraer, og giraffer

Inden for lægevidenskaben siger man, at når man hører lyden af hove, skal man forvente at se en hest, ikke en zebra. Det siges rutinemæssigt i undervisningen for at minde medicinstuderende om, at eksotiske diagnoser er sjældne; man bør først overveje de almindelige forklaringer på symptomerne. Men den menneskelige hjerne har en tendens til at tænke zebraer (eller giraffer), når heste kan gøre det.

I 2016 havde 165 mennesker, der boede tæt på en zoologisk have i Devonshire i England, underskrevet en anmodning, som anklagede giraf-indhegningen i zoo for at gøre dem syge. Hvordan det? Året før havde biologer udmeldt, at giraffer undertiden kommunikerer med hinanden via en brummen, som knap nok kan høres, eller lavfrekvente lydbølger. En undersøgelse i den zoologiske have fandt imidlertid ikke nogen støjkilde. Selv giraffernes dyrepassere sagde, at de aldrig havde hørt den brummende lyd. Men naboerne var sikre på, at de kunne høre en brummen, og den kom fra giraffernes indhegning.

I 1761 opfandt Ben Franklin et musikinstrument, som bestod af drejende skiver af glas kaldet en glasharmonika. I de følgende år gik instrumentet fra at blive opfattet som en mirakelkur til at blive beskyldt for at fremkalde besvimelse, kramper og selv galskab. Siden da har nye teknologier som glødepærer og telefoner givet anledning til angst hos nogle mennesker. Rygtet sagde, at det ville gøre folk blinde, hvis de læste i elektrisk lys, og telefonens lyd ville helt sikkert fremkalde ophidselse og svimmelhed hos telefonoperatører.

Når konstant stress fører til tvangsmæssig forventning om fare, så må trykkogeren før eller siden eksplodere. Almindelige hændelser i livet som fx et pludseligt anfald af vedvarende svimmelhed kan få os til at søge en forklaring uden for os selv. Der er noget derude, der gør os syge. Angsten alene kan vise sig på utallige fysiske måder. Social smitte spreder symptomerne til medlemmer af vores lokalsamfund.

Disse psykogene virkninger – den måde, hjernens angst påvirker resten af kroppen på – menes ifølge et videnskabeligt udvalg, som rapporterede til State Department, at have spillet en vigtig rolle med hensyn til at forklare diplomaternes skader, og en medicinsk sociolog og en neurolog skrev en hel bog (den refereres i en artikel i tidsskriftet Conversation) om Havana-syndromet, som forklarer det som et tilfælde af massepsykogen lidelse. For at gøre det så tydeligt som overhovedet muligt, så er massepsykogen lidelse ikke en psykiatrisk lidelse. Berørte personer lyver ikke. De er sunde og ikke sindslidende, men en oplevelse har sat noget i gang, som fremkalder lidelsen.

Fårekyllinger, svimmelhed, konstant mistænksomhed, det hele blev undersøgt af medicinske specialister, som blev ofre for bekræftelsesbias, hvilket førte til invaliderende symptomer, som man mente, at ekstravagante våben var skyld i, og så har vi Havana-syndromet. Det ser i det mindste lige nu ud til at være den mest plausible teori. Vi vil aldrig vide med 100% sikkerhed, hvad der rent faktisk foregik, da der ikke eksisterer grundige baseline-data om de berørte personer, som kan bruges til at tjekke for ændringer, og da vidneudsagn ofte blev indsamlet lang tid efter symptomerne begyndte, hvilket gav risiko for erindringsbias.

Vi har bebrejdet hekse, dæmoner, telefoner og giraffer for hverdagens smerter og ubehag. Sagaen om Havana-syndromet ender måske med at være endnu en episode i forsøget på at finde en syndebuk. Jeg føler virkeligt med de berørte, især fordi deres personlige helbred ofte er blevet undersøgt og gransket under mediedækningens mikroskop. Men jeg tror ikke, at vi kan udelukke sneboldeffekten af uspecifikke symptomer i en meget stresset situation med aktiv rygtedannelse. Disse tilfælde af massesuggestion har præget menneskehedens lange historie. Mikrobølgevåben? Nej, ikke rigtigt.

Note: Havana-syndromet er et emne fyldt med interessante spor og fakta, og der er for mange til, at de kan finde plads i én artikel. Hvis man er interesseret i at dykke dybere ned i emnet, kan jeg anbefale et par kilder. De syv afsnit i sæson 1 af podcasten Whatever remains omhandler David Bowie’s besættelse af lyd brugt som våben og en fortravlet journalist, som måske var den første til at foreslå ordet “lydangreb” i forbindelse med Havana-syndromet. Robert Baloh og Robert Bartholomew skrev den fantastiske bog Havana syndrome: Mass psychogenic illness and the real story behind the embassy mystery and hysteria, hvor de ser på syndromet i sammenhæng med en historie om panik over lydfænomener, PTSD, og uberettigede anklager om statsterrorisme.