af Mikael Rothstein
Dialogcenteret begynder at ligne de organisationer, det gennem årene har modarbejdet.
Søren Bo Henriksen spørger den 5. januar 1999, om Dialogcentret har mistet jordforbindelsen. Han citerer i den anledning fra det seneste nummer af Dialogcentrets blad, og han hefter sig ved Dialogcentrets ambition om at fremstå som et akademi.
Nu kan jeg ikke påstå at være uhildet i spørgsmålet om Dialogcentret, da jeg gennem mange år har kritiseret såvel Dialogcentrets holdninger som arbejdsmetoder. På den anden side tror jeg måske, jeg kan hjælpe Søren Bo Henriksen til en bedre forståelse af, hvad det er, der går for sig.
Det er trivielt at konstatere, at Dialogcentret altid har været religiøst motiveret. Selv om offentligheden ofte har opfattet Dialogcentret som lidt hen ad en sagkyndig forskningsinstitution, har Dialogcentret altid selv holdt fast i kristendommen som den ideologiske ressource og mission som den vigtigste forpligtelse.
Til gengæld kan det måske virke overraskende, at Dialogcentret også kan anskueliggøres som en religiøs gruppering på linje med så mange andre små religioner i Danmark og ude i den store verden. Men det er netop dér, man må sætte ind for at forstå den udvikling, Dialogcentret gennemlever for tiden.
Dialogcentret er, kort sagt, så småt ved at udvikle sig til en selvstændig sekt inden for den protestantiske tradition. "Sekt" er ikke et skældsord. Det er slet og ret en teknisk betegnelse for en udspaltning, en "skive" som i modsætningsforhold til en "modertradition" søger at finde sig selv.
Dialogcentrets distance til folkekirkens brede lag tegner sig tydeligt, en lang række præster ønsker ikke at blive identificeret med gruppen, og ambitionerne om at tegne en egen profil bliver stadig tydeligere. På det bekendelsesmæssige grundlag er der næppe tale om forskydninger, men Dialogcentret synes at betone tingene noget stærkere, så begreber som "frelse", "fortabelse", "skyld" kommer til teologisk ære og værdighed.
På den anden side forestiller jeg mig ikke, at Dialogcentrets medlemmer melder sig ud af folkekirken. Alt jeg peger på er, at Dialogcentret for tiden intensiverer ambitionen om at være noget særligt, at forvalte de bedste af alle meninger, at blive centrum for én ny og ren vækkelse,
I det projekt er det nødvendigt at have noget at måle sig med: Dialogcentrets retorik fremstiller folkekirken Som slap og eftergivende, teologer som isolerede fra den åndelige virkelighed, befolkningen som lammet af en snigende okkult forgiftning, religionsforskere som ignoranter, der kun gør skidt værre, og dermed – og det er pointen – Dialogcentret selv som repræsentant for det rene, sande og gode.
Tilsvarende retorik finder vi så at sige i alle sammenhænge, hvor en ny religiøs bevægelse ønsker indflydelse og opmærksomhed. Det er også almindeligt, at religiøse sekter søger at etablere sig som velrenommerede institutioner, f.eks. som "akademier" eller sågar "universiteter". Dæmoniseringen af omgivelserne er også en velkendt traver ligesom den implicitte selvhævdelse, som af og til grænser til megalomani, er almindelig hos f.eks. Scientology, Transcendental Meditation, Unification Church osv.
Når Dialogcentret så markant manifesterer disse tendenser nu, skyldes det, tror jeg, at man møder modstand fra flere sider. IKON opstod som resultatet af fundamentale indre spændinger, og Dialogcentret tabte terræn på hjemmefronten. Det har derfor været naturligt at intensivere arbejdet internationalt, hvor Dialogcentret sammen med tilsvarende organisationer udgør et magtfuldt netværk.
I Danmark har man f.eks. ikke formået at påvirke myndighederne (i dag er det f.eks. religionsforskere, der fungerer som konsulenter for Kirkeministeriet), men Dialogcentrets indflydelse i f.eks. Rusland har været markant.
I det hele taget er den politiske modstand mod de nye religioner i Tyskland, Frankrig og Belgien p.t. i høj grad i overensstemmelse med Dialogcentrets ideologi, hvilket ikke kan siges om forholdene herhjemme. Køligheden fra store dele af folkekirken har også spillet en rolle, men vigtigst er det sikkert, at Dialogcentrets linje ikke appelerer tilstrækkeligt til danskerne; folk er tilsyneladende mere motiveret til fredelig sameksistens end til bekymring over deres naboers religiøse habitus.
Så meget mere interessant er det, at Dialogcentret som noget nyt også er begyndt at agitere mod aspekter ved islam. I det store og hele tegner der sig en gruppe, som i modvind holder fast på sit.
Jeg mener ikke, at Dialogcentret er ved at miste jordforbindelsen. Man er tvætimod ved at finde den. Konspirationsteorier, dæmoniseringer og selvforherligelse er veer i en proces, hvor en ny sekt for alvor fødes efter at have været i støbeskeen gennem mange år.
En altdominerende leder er på plads (men hvad med en efterfølger?), organisationsstrukturen er veletableret, investeringerne foretages løbende, dogmelæren skærpes, og den samfundsmæssige placering redefineres. Snarere end at være en almenkirkelig respons på de nye religioners tilstedeværelse i samfundet er Dialogcentret ved at udvikle sig til en eksplicit religiøs bevægelse med særlige meninger.
Med en skærpet profil bliver Dialogcentret lettere at tolke, lettere at forstå. Det er f.eks. ikke længere muligt for Dialogcentret at fremstå som den almindelige danskers eller den sunde fornufts talerør. Nu må man tale ud fra den position, man selv har defineret, den mere eller mindre afvigende sekts. Personligt kan jeg intet have imod dét. Jeg mener, at Dialogcentrets dispositioner er både rimelige og fornuftige, når man betænker den ideologiske og politiske ambitionen Forbilledet er muligvis visse af de religiøse organisationer, man gennem årene har modarbejdet, for de har fulgt mere eller mindre den samme vej.
Kilde: Para-nyt 1999 nr. 2 / Med forfatterens tilladelse.
[*]
En sekt er betegnelse for en dysfunktionel gruppe, hvor psykisk, fysisk og/eller sexsuelle overgreb foregår. Gennerelt er det problem i Danmark at man ikke har hjælp til sektofre når de ber om hjælp. Det bunder i at man i Danmark mener, at vi ikke har nogen farlige steder, og vi har et samfund som er meget anderledes en andre. Et samfund hvor vi kan have tillid til hinanden. Det er sådanne nogle fordummende holdninger som gør vores land og kultur syg, og bidrager til at understøtte kriminalitet, korruption – og hvad det ellers hedder når det blandt andet drejer sig om en sekt.
Dialogcentret lukkede i 2010
“Mus” omdefinerer den gængse definition på ordet sekt.
Mikael Rothstein definerer sekt som “slet og ret en teknisk betegnelse for en udspaltning, en “skive” som i modsætningsforhold til en “modertradition” søger at finde sig selv”, og det er ca. den samme definition, man finder de fleste andre steder:
“sekt, sociologisk betegnelse for en religion eller religiøs retning. En kirke er en stor, veletableret organisation, fx den danske folkekirke eller den romersk-katolske kirke; en sekt derimod er en mindre og ofte mindre organiseret gruppe, der fx kan være dannet i protest mod en kirke.” Gyldendals Den store danske
“En sekt er en gruppe, der skiller sig ud markant – og ofte skismatisk – fra en større gruppe og kultur, ikke mindst i forhold til religiøs opfattelse og praksis.” Wikipedia
De fleste definitioner gør derudover opmærksom på, at betegnelsen i dag også benyttes om afspaltninger fra ikke-religiøse grupper:
“A sect is a subgroup of a religious, political, or philosophical belief system, usually an offshoot of a larger group. Although the term was originally a classification for religious separated groups, it can now refer to any organization that breaks away from a larger one to follow a different set of rules and principles.” Wikipedia
Ofte vil moderkirken være negativt stemt over for en afspaltning, altså en sekt, og derfor forsøge at tillægge den diverse negative egenskaber, og det virker lidt, som om det er det, der er tilfældet, når “Mus” til og med vil gøre “fysiske og/eller seksuelle overgreb” til definitionen på sekt, hvilket vi vil advare imod. For det første er det langtfra alle sekter, der begår den slags overgreb, og for det andet foregår den slags overgreb også ofte i moderkirken, jf. de sidste mange års beretninger om seksuelle overgreb i den katolske kirke, som de færreste vil finde på at kalde en sekt, og selv om der ikke har været talt lige så meget om det, er seksuelle overgreb heller ikke noget, som protestantismen er fri for, og det forekommer jo også i ikke-religiøse institutioner.
For at undgå at forplumre begreberne vil vi derfor anbefale “Mus” at finde på en ny “betegnelse for en dysfunktionel gruppe, hvor psykisk, fysisk og/eller seksuelle overgreb foregår,” i stedet for at bruge ordet sekt, da det virker som en overtagelse af den definition, som Dialogcentret benyttede sig af for ordet sekterisme, jf. Wikipedia.
I Danmark findes foreningen Eftertro for mennesker i religiøse grupper, der er eller føler sig “udsat for social kontrol”, og man skelner her ikke imellem, om de kommer fra “en stor, veletableret organisation” (jf. Gyldendals definition) eller fra en afspaltet sekt.
Dansk Skeptica har i øvrigt intet samarbejde med Eftertro.
Man bør ikke sætte ræve til at vogte gæs,
heller ikke i striden mellem det nye vrøvl og så det vrøvl folkekirken
havde vænnet danskerne til.
På trods af den pænt store procentdel af danskerne, der er medlemmer af Folkekirken, 75, er dens betydning i dagens Danmark forsvindende lille. (Af de resterende 25% er det i øvrigt kun en lille minoritet, som er muslimer.)
I sin bog Samfund uden Gud (2008, i originaludgaven på engelsk med undertitlen: What the Least Religious Nations Can Tell Us About Contentment) gør Phil Zuckerman opmærksom på, at den danske sekularisering nok i højere grad finder sted inden for end uden for Folkekirken (= blandt dens medlemmer). En meget stor del af Folkekirkens medlemmer bruger den som rammen om diverse traditioner som konfirmation, bryllup og begravelse og ellers ikke, hvor selv førstnævnte, der oprindeligt var en bekræftelse af konfirmantens kristne tro, er sekulariseret i en sådan grad, at det i dag slet og ret er et overgangsritual – med et meget materialistisk indhold – sådan som det senest er blevet beskrevet af indvandreren Helen Russell i The Year of Living Danishly – Uncovering the Secrets of the World’s Happiest Country (2015).
Det er sjældent præsten, man som dansker henvender sig til med sine problemer, og det er i det hele taget de færreste, der søger hjælp i det hinsides. Bevares, der findes da et par new age’ere hist og pist, men det er trods alt et lille mindretal, hvilket også afspejles i udviklingen hos Dansk Skeptica, hvor vi i stadig større grad tager fat i pseudo-naturlige (= pseudovidenskabelige) snarere end overnaturlige idéer.
Det meste af det vrøvl, som danskerne tror på i dag, er af ikke-religiøs karakter, og der er nok ikke grund til at mene, at folk tror på vrøvlet på grund af folkekirkelig tilvænning …
I diverse stridende udgaver af nationalisme i Danmark (og i det hele taget) finder man fx ikke andet end vrøvl, men Gud spiller sjældent nogen rolle, og selv når han gør – fx når DF bebrejder muslimerne, at de tror på den forkerte variant – så er det sjældent, fordi de har et stort engagement i kristendommen, men snarere, fordi de insisterer på, at Allah til forskel fra Vorherre ikke er vaskeægte dansk. 🙂
“Bevares, der findes da et par new age’ere hist og pist, men det er trods alt et lille mindretal, hvilket også afspejles i udviklingen hos Dansk Skeptica, hvor vi i stadig større grad tager fat i pseudo-naturlige (= pseudovidenskabelige) snarere end overnaturlige idéer.”
…………
Indenfor fysik tror jeg på at de såkaldte videnskabsfolk NU KAN bidrage,
for fra og med københavnerfortolkningerne der begyndte de såkaldte fysikere at bevæge dem
OP til de trin de fleste arbejdere længe før havde og har indenfor fysik.
– – – – – – – – – –
mht. https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2008/08/godt-liv-uden-gud
Da har i Udviklingerne vi drevet det vidt, og er langt forude,
når “reductio ad vaticanal” betyder: Dømt ude.
– – – – – – – – – –
Begrundelser
Man kan da have sin tvivl om hvorvidt akhenaton, der som ideologiske begrundelser for sin magtpolitik blev de 4 1-teismers ( amonisme, juadisme, kristendom, islam ) fælles ophav https://da.wikipedia.org/wiki/Akhenaton, var rød,
så hvis man vil have gode forhold for de mange, så er det nok klogt, måske næsten strengt nødvendigt, at arkivere de ideologiske begrundelser for akhenatons magtpolitik
(nu kendte som amonisme, judaisme, kristendom, islam) lodret.