AF ROBERT BARTHOLOMEW
Oversat af Dann Simonsen

Billedtekst: Ovenfor til venstre: Forsiden på State Departments nyligt frigivne rapport, som konkluderede, at Frey-effekten var “højst usandsynlig”. National Academy of Sciences (NAS) kom til den modsatte konklusion. Hvor den ene rapport blev hemmeligholdt, blev NAS-rapporten offentliggjort, hvilket giver anledning til spørgsmål. Ovenfor til højre: Side 93 af den hemmelige JASON-rapport, som nævnte, at massehysteri var en mulig årsag til ‘Havana Syndrom’. State Department nedtonede den idé overfor offentligheden og talte i stedet for idéen om mikrobølger – hvilket rapporten beskrev som “højst usandsynligt”.

Har fremmede agenter udført ondsindede handlinger og angrebet et større antal amerikanske og canadiske diplomater og deres familier med et energivåben? Eller er Havana-syndromet social panik hjulpet på vej af sensationsjournalistik, tvivlsom videnskab og konspirationsteorier på de sociale medier? En undersøgelse af “Havana-syndromet” udført for den amerikanske regering og frigivet under USA’s lov om indsigt i offentlige dokumenter konkluderede, at massepsykogen lidelse sandsynligvis spillede en stor rolle.

Historien er et godt eksempel på, hvad der kan ske, når politik blandes sammen med videnskab.

Biden-administationens undersøgelse af “Havana-syndromet” er kommet ud af fodslaw, efter at den kvinde, som stod i spidsen for efterforskningen, forlod stillingen efter kun seks måneder. Havana-syndromet blev rapporteret første gang i Havana, Cuba, i slutningen af 2016. Et større antal amerikanske og canadiske diplomater og deres familier indrapporterede i løbet af de næste to år klager, der spændte lige fra hovedpine, svimmelhed, kvalme og udmattelse til forvirring, koncentrationsbevær, søvnløshed og ørepine. Der meldes fortsat, at mange af ofrene har fået diagnosen hjerneskade og høretab, baseret på de studier, der er blevet gennemført til dags dato, men alligevel har der ikke været noget afgørende bevis til støtte for disse påstande – eller for, at der skulle være foregået angreb.¹ Den 22. september 2021 meddelte State Department, at Pamela Spratlen trådte tilbage efter en telekonference med ofrene, der blev rasende over, at hun ikke ville udelukke den mulighed, at symptomerne var foråsaget af psykogen lidelse. Spørgsmålet var tilskyndet af medierapporter om, at en endnu ikke offentliggjort FBI-undersøgelse konkluderede, at diplomaterne var ofre for massesuggestion.²

Hysteriet over hysteriet

Vreden over muligheden for, at psykogen lidelse kan spille en rolle, understreger det stigma, som omgiver denne tilstand, som i vid udstrækning misforstås af offentligheden og også af mange i forskermiljøet. Marc Polymeropoulos, en tidligere CIA-agent, som hævder, at han blev offer for et “angreb” i Moskva i 2017, sagde blot timer efter Pamela Spratlens opsigelse, at når Spratlen ikke kunne udelukke “massehysteri”, så “diskvalicerede det hende automatisk” fra at lede efterforskningen og “fornærme ofrene”.³ En af de diplomater, som deltog i telekonferencen, klagede over, at Spratlen “meget tydeligt sagde, at hun ikke har udelukket muligheden for, at vi er skøre”.⁴

Den slags misforståelser er almindelige, og de afspejler udbredt uvidenhed om emnet. Massepsykogen lidelse er ikke en sindslidelse. Det er en kollektiv stressreaktion, der fremkalder virkelige symptomer. Det er en veldokumenteret tilstand, der involverer omdannelsen af psykologisk stress til symptomer, der ikke har noget fysiologisk grundlag. Det er ikke et hypotetisk begreb; det er en etableret tilstand inden for psykiati og lægevidenskab. Flere diplomater med symptomer på “Havana-syndrom” fik senere at vide, at de sandsynligvis led af stress, hvorefter de kritiserede regeringen for ikke at tage deres klager alvorligt. De påpeger, at Biden-administrationen er holdt op med at kalde det, der skete, for “angreb”, og i stedet for kalder det “uforklarede helbredshændelser” eller UHI (for ‘unexplained health attacks’).⁵

I de seneste måneder har der været en strøm af alarmerende overskrifter om “målrettede energiangreb” på amerikanske embedsmænd i adskillige lande, næsten 200 personer.⁶ Det er ofte underforstået, at alene antallet af raporter bekræfter, at der må foregå noget skændigt. En ting, der til gengæld sjældent nævnes, er den sammenhæng, som udbruddet indgår i: Den verdensomspændende og eksplosive vækst i antallet af sager falder sammen med State Departments direktiv til amerikanske diplomater og efterretningsagenter om at være på vagt over for “afvigende sundhedshændelser” eller AHI (for ‘anomalous health incidents’), som måske eller måske ikke er ledsaget af underlige lyde.

I september kontaktede forsvarssekretær Lloyd Austin landets næsten 2,9 millioner beskæftigede i militæret, foruden private, som udfører opgaver for militæret, og civile embedsmænd, og opfordrede dem til at rapportere tilfælde af AHI.⁷ Han skrev: “I løbet af de seneste adskillige år og især uden for USA har nogle af Forsvarsministeriets ansatte rapporteret en serie af pludselige og foruroligende sansemæssige hændelser såsom lyde, trykkende fornemmelser eller varme, samtidig med eller umiddelbart før der pludseligt kom symptomer såsom hovedpine, smerter, kvalme eller balanceproblemer (vaklen eller svimmelhed).”⁸

Det kunne let resultere i tusinder om ikke titusinder af rapporter, især i betragtning af, at nogle kan forsøge at opnå økonomisk kompensation. I Canada lagde over tyve diplomater sag an mod regeringen om 28 millioner canadiske dollars, idet de hævdede, at regeringen var bekendt med risikoen allerede i begyndelsen af 2017 og ikke beskyttede sine borgere mod en tydelig og nærværende fare.⁹ Jeg forventer, at USA’s forsvarssekretær Austins henvendelse vil resultere i tusinder eller måske titusinder af indrapporteringer. Hvis bare en halv procent af de kontaktede indberetter tilfælde, vil det svare til 14.500 anmeldelser.

Det kan ikke overdrives, at “Havana-syndromet” indbefatter en lang liste over symptomer, som er så vage og almindeligt forekommende, at alle oplever dem på et eller andet tidspunkt, hvilket sandsynligvis indebærer, at hverdagssmerter og ubehag omdefineres under en ny betegnelse. Situationen minder om starten på mange tilfælde af UFO- eller monster-panik. Efter en første sensationspræget rapport beynder folk at granske deres omgivelser meget nøje for at finde bevis på det, der opfattes som unormalt. I betragtning af, hvor unøjagtigt det menneskelige sanseapparat er, begynder folk snart at se det, som de forventer at se. En hvislen i buskene bliver til Bigfoot, kølvandet efter en båd opfattes som en søslange, og planeten Venus forveksles med en UFO.

Normalt er folk ikke særligt opmærksomme på deres omgivelser, men i disse situationer rapporteres der ofte om snesevis af observationer i løbet af kort tid, fordi folk begynder at iagttage deres omgivelser ned i de mindste detaljer og opdager ting, som de normalt ikke ville få øje på. Et klassisk eksempel er forrudefordybningsepidemien i Seattle i 1954, hvor der blev spredt rygter om, at regionen havde været udsat for radioaktivt nedfald fra tests af atombomber i Stillehavet. Da indbyggerne søgte efter beviser på nedfaldet, lagde de mærke til bittesmå fordybninger i deres forruder, som de antog for at være forårsaget af nedfaldet. Efterforskere fandt senere ud af, at de bittesmå fordybinger er almindeligt forekommende i forruder. I stedet for at kigge gennem forruderne, begyndte folk at kigge på dem, og for første gang lagde de mærke til småfordybningerne, der havde været der hele tiden.¹⁰

Et globalt eksperiment

Ved at advare sine ambassadeansatte og nu også militært personale og private om den potentielle trussel fra mystiske energiangreb har regeringsembedsmændene skabt noget, der i princippet svarer til et globalt eksperiment i massesuggestion. Man kan forestille sig psykogen lidelse som det omvendte af placeboeffekten. Man har længe kendt til, at når man giver mennesker en uvirksom substans uden helbredende virkning som fx en sukkerpille, så kan de føle, at de får det bedre alene i kraft af suggestionen. Placeboeffekten kurerer ikke sukkersyge eller sænker kolesteroltallet, men den kan ændre hjernens kemi og fysiologi og oplevelsen af smerte. For nylig har forskere opdaget noceboeffekten, hvor forsøgspersoner kan gøre sig selv syge udelukkende via troen. Hvis en patient fx har negative forventninger til en behandling, kan det fremkalde symptomer, der afspejler det forventede resultat.

Massehysteriets historie er fuld af eksempler på forventninger, der fremkaldte psykogen lidelse. I et tilfælde, kort efter terrorangrebene i USA 9/11, var der en forstyrret mand i Marylands undergrundsbane, der begyndte at spraye en mystisk substans på en af banearbejderne. Da han blev overmandet og lagt ned, spildtes substansen fra beholderen på gulvet. Omkring 30 tilskuere til hændelsen begyndte at få symptomer som kvalme, hovedpine eller halsbetændelse. De troede, at de var blevet ofre for et kemisk angreb. Substansen blev senere identificeret som almindelig vinduesrens, og passagererne kom sig hurtigt igen.¹¹

Hemmelige rapporter foreslår psykogene årsager

Indholdet i to selvstændige hemmeligholdte undersøgelser af “Havana-syndromet” under den amerikanske regering er dukket op for nyligt. En FBI-efterforskning, som blev lækket til The New Yorker, konkluderede, at massepsykogen lidelse var den mest sandsynlige forklaring.¹²

En rapport mere dukkede op, da et andet nyhedsmedie anmodede om aktindsigt. Det nu frigivne studie var lavet af et panel af førende videnskabsfolk under kodenavnet JASON efter en person i græsk mytologi. Panelet har siden 1960 lavet hemmelige rapporter om emner inden for nationens sikkerhed. Rapporten konkluderede, at det var “meget usandsynligt”, at det skulle dreje sig om mikrobølgestråling, og at de mystiske lyde som ledagede mange af “angrebene” kom fra insekter.¹³ Rapporten mente også, at “psykogene virkninger kan tjene til at forklare vigtige dele af de rapporterede symptomer.”

Disse resultater var meget forskellige fra den rapport, som National Academy of Sciences (NAS) udsendte i december 2020. Den konkluderede, at mikrobølgestråling inklusive Frey-effekten var den mest plausible forklaring. Panelet antog, at Frey-effekten kunne have resulteret i forstyrrelser i nervesystemet og hjernens funktion.¹⁴ Men en af de første videnskabsmænd, der opdagede mekanismen i Frey-effekten kaldte NAS’s resultater “science fiction”. Kenneth Foster, professor i bioteknologi ved Pennsylvania Universitet, kaldte det “skandaløst”, at regeringen “hemmeligholdt JASON-rapporten i tre år og lod eventyret om det usynlige våben leve videre, når der var bedre information til rådighed”. Han siger, at han lige har afsluttet et studie i Frey-effekten for at finde ud af, om det kan bruges som et våben, og det er “højst usandsynligt”.¹⁵

Delvis social panik

Denne historie, som nu spænder over fem år, kan beskrives som et tilfælde af social panik. Sådanne hændelser er lige så gamle som menneskeheden selv og har at gøre med en overdreven frygt for noget, der opfattes som en trussel mod samfundet – enten ægte eller indbildt. Undertiden inkluderer de massepsykogen lidelse. Det nuværende hysteri kombinerer to almindelige temaer: imaginære fjender og frygten for ny teknologi. Historien er fuld af lignende tilfælde af massehysteri, men det er skræmmende, at noget sådant kan forekomme i det andet årti af det 21. århundrede i et af jordens mest udviklede samfund med avanceret jura, videnskab og uddannelse: at forskere, journalister og politikere har produceret og spredt så meget falsk og vildledende information.

Social panik gennem historien

Social panik har været et tilbagevendende tema gennem hele historien og afspejler ofte lignende frygt i en anden kulturel skikkelse. Den hjælpes på vej, når ledende medlemmer af samfundet overdriver indtrykket af en trussel og spreder rygter og spekulationer i stedet for kendsgerninger.

For eksempel under tysker-panikken i Første Verdenskrig, hvor amerikanske politikere, akademikere og pressen med jævne mellemrum fremsatte vilde påstande om truslen fra illoyale amerikanere af tysk afstamning. Det resulterede i, at tusinder af borgere blev ankalget for at være spioner og sabotører for das Vaterland – ofte på baggrund af de mest spinkle beviser. Grebet af en stormflod af frygt var det, som om Amerika var landet i en perode, hvor de normale regler for beviser ikke længere gjaldt. Sensationsreportager fra nyhedsmedier, som man havde tillid til, bidrog til panikken. En overskrift i Washington Post hævdede: “100.000 spioner i landet!” The New York Tribune bidrog til paranoiaen ved at proklamere: “Der er spioner overalt! De sidder på hundreder af observationsposter…. De er i alle lægemiddel- og kemilaboratorier!”¹⁶ Akademikere hjalp panikken på vej med alarmistiske bøger som fx Hudson Maxims Det forsvarsløse Amerika.¹⁷ Selv redaktøren af Scientific American, J. Bernard Walker, pustede til invasionsfrygtens flammer i sin populære roman Amerika faldet!¹⁸ Politikere udsendte alvorlige advarsler som fx Woodrow Wilsons Flag Day-tale til Kongressen i 1917, hvor han påstod, at landet var blevet løbet over ende af tyske konspiratorer og spioner.¹⁹

“Kommunistpanikken” i de tidlige 1950ere bød på lignende anklager og påstande, denne gang fra anti-kommunistiske korsfarere, der så Sovjet-spioner allevegne. Karrierer blev ødelagt, når uskyldige mennesker blev anklaget for at sympatisere med Moskva. Endnu engang bidrog politikere, medier og akademikere til hysteriet ved at overdrive faren. I sit stykke The Crucible drog Arthur Miller som bekendt paralleller til heksejagten i Salem. Der er et mønster i alle disse tilfælde af social panik: Man får øje på en trussel, prominente samfundsborgere bekræfter, at truslen eksisterer, og jagten går i gang – på hekse, tyske agenter eller kommunistiske spioner. Når først folk begynder at se verden gennem denne nye linse, går der ikke længe, før de ser beviser på den nye trussel overalt. Som den amerikanske sociolog William Isaac Thomas bemærkede, “hvis mennesker definerer situationer som virkelige, har de virkelige konsekvenser.”²⁰

Eftersøgningen går i gang

Ethvert udbrud af massepsykogen lidelse eller social panik befinder sig i en unik sammenhæng. Eftersøgningen af de skyldige i “Havana-syndromet” kan spores tilbage til en lille enhed af CIA-agenter, som opererede i Havana i slutningen af 2016. To af agenterne begyndte at lægge mærke til højfrekvente lyde, som hørtes tæt på deres boliger om natten. Den 30. december søgte en af dem så lægehjælp i den amerikanske ambassades sundhedsklinik. Han klagede over hovedpine, problemer med hørelsen og ørepine – almindelige symptomer, som de fleste alment praktiserende læger behandler dagligt. Det usædvanlige ved hans henvendelse til klinikken var hans iagttagelse af, at hans symptomer så ud til at være sammenfaldende med en stråle af lyd, som han mente blev rettet mod hans hjem. Denne hændelse blev rapporteret til personalet på ambassaden, men det fik ikke alarmklokkerne til at ringe, før det kom frem, at to andre CIA-agenter fra samme enhed også havde rapporteret, at de hørte lyde tæt på deres hjem måneden før. Snart opstod den teori, at de blev chikaneret af et lydvåben.²¹

For en udenforstående iagttager kan det lyde langt ude at tro, at efterretningsofficerer blev angrebet med et apparat, der brugte lydbølger til at gøre dem syge. Men det virkede plausibelt set på baggrund af relationerne mellem USA og Cuba i en historisk sammenhæng. Før ambassaden genåbnede under Obama-administrationen i 2015, havde der været en lang og veldokumenteret historie, hvor cubanske agenter chikanerede amerikanske diplomater i Havana under den Kolde Krig. Ambassadepersonale vågnede i deres hjem og så, at boghylder var blevet flyttet rundt, der var dyreekskrementer og urin på gulvet og cigaretskod på køkkenbordet, selv om de hverken røg eller havde kæledyr. Det var kendt, at cubanerne piftede dæk, lyste med lygter ind i diplomaternes hjem, og pludselig lukkede for vand- eller elforsyningen.²²

Fantom-overfaldsmænd

Der er skrevet omfattende om mystiske angribere. Jeg har dokumenteret flere sager.²³ Disse hændelser er paralleller til det, der skete i Havana – kun formen ændrer sig for at afspejle den herskende forestillingsverden. Til sidst konkluderer autoriteterne, at “angrebene” er ren fiktion.

I 1954 blev Taipei terroriseret af en “mystisk slasher” i en to-ugers periode, hvor politiet efterforskede ca. tyve rapporter. Autoriteterne konkluderede, at i forlængelse af rygter begyndte indbyggerne at studere tvetydige, hverdagsagtige rifter fx fra en paraply i en overfyldt bus, som om de havde noget med en slasher at gøre.

I Mattoon, Illinois, i september 1944, troede indbyggerne, at de blev overfaldet af en mystisk skikkelse, som sprøjtede giftgas ind i deres hjem om natten. Sagen blev genstand for et berømt studie i Journal of Abnormal Psychology. Det viste sig, at angsten for den “gale gassprayer i Mattoon” var blevet sat i gang af en palet af helt almindelige lugte, efter en unøjagtig presse havde rapporteret om en virkelig gassprayer.

Folk granskede deres kroppe for at finde rifter og kradsmærker (i sagen med den mystiske slasher) og omfortolkede dagligdags lugte (i sagen med den gale gassprayer). I Havana omdefinerede folk lyde, fordi det oprindelige rygte sagde, at der var tale om et lydangreb på diplomater. Så begyndte de at granske lyden af insekter – lyde, som de havde hørt før men aldrig lyttet til fokuseret. Pludselig var enhver usædvanlig lyd anledning til at nære mistanke om, at de var under angreb. Hver gang de begyndte at føle sig utilpas, lyttede de efter mulige lyde fra et våben i nærheden. Dermed var “Havana-syndromet” kommet til verden.

Hændelsen kan sammenfattes med det gamle ordsprog: “Snak om djævelen, så kommer han.” Havana-syndromet er angsten for hekse i en anden kulturel skikkelse, som gør det nemmere at acceptere den for et moderne publikum. I stedet for hekse, er det fremmede agenter, som anklages for afskyelige handlinger. En mere passende betegnelse ville være “Vrangforestillingen om Havana-syndromet” – den ubegrundede tro på, at diplomater bliver angrebet med et energivåben, efter vedholdende beviser på det modsatte. Det er en social panik, som er blevet hjulpet på vej af sensationsjournalistik, tvivlsom videnkab, konspirationsteorier på de sociale medier og regeringsbureaukrati.

Om forfatteren

Robert Bartholomew er æreslektor ved Instituttet for Psykologisk Medicin ved Auckland Universitet i New Zealand. Han har skrevet talrige bøger om grænsevidenskab omfattende UFOer, hjemsøgte huse, Bigfoot, søslanger – altsammen fra den etablerede videnskabs synsvinkel. Han har levet hos Malay-folket i Malaysia, og med aboriginees i det centrale Australien. Han er medforfatter til to skelsættende bøger: Outbreak! The Encyclopedia of Extraordinary Social Behavior med Hilary Evans (Anomalist Books, 2009), og Havana Syndrome med Robert W. Baloh (Copernicus Books, 2020).

To af hans artikler findes i dansk oversættelse på Dansk Skeptica: Massehysteri – en skeptikers guide og Massehysteri – Mars-panikken for 60 år siden.

Referencer

1. An Assessment of the Health Complaints during Sojourns in Havana of Foreign Government Employees and their Families. Technical Report by an Expert Group of the Cuban Academy of Sciences, September 2021. Baloh, Robert W., and Bartholomew, Robert E. 2020. Havana Syndrome. Cham, Switzerland: Copernicus Books; Bartholomew, Robert E., and Baloh, Robert W. (2019). “Challenging the Diagnosis of ‘Havana Syndrome’ as a Novel Clinical Entity.” Journal of the Royal Society of Medicine 113(1): 7–11.
2. Suresh, Meera. 2021. “State Department Official Loses Job as Diplomats Seethe Over Havana Syndrome Response.” International Business Times, September 23.
3. Lederman, Josh, and Breslauer, Brenda. 2021. “Diplomat Overseeing ‘Havana Syndrome’ Response is out after 6 Months.” NBC News, September 23.
4. Ross, Jamie. 2021. “Diplomat leading Havana Syndrome response out after Angering Sufferers with ‘Mass Hysteria’ Comments.” The Daily Beast, September 23: https://bit.ly/3it8nTS
5. Lederman, Josh, and Breslauer, Brenda. 2021. “In Intense Blinken Meeting, ‘Havana Syndrome’ Diplomats Complain of Skepticism.” NBC News, September 22.
6. Charter, David. 2021. “CIA Agent in Serbia sent Home with ‘Havana Syndrome.’” The Sunday Times (London), September 29.
7. Barnes, Julian. 2021. “Pentagon Asks Personnel to Report any Symptoms of Mysterious Ailments.” The New York Times, September 15.
8. Austin, Lloyd. 2021. “Anomalous Health Incident.” Memorandum for All Department of Defense Employees, September 15.
9. Carbert, Michelle, and Saunders, Doug. 2021. “Diplomats Launch Suit Alleging Ottawa Failed to Address Mysterious ‘Havana Syndrome’ Brain Injuries.” The Globe and Mail (Toronto, Canada), February 6.
10. Medalia, Nahum, Larsen, Otto. 1958. “Diffusion and Belief in a Collective Delusion.” American Sociological Review 23:180–186.
11. Meyer, J. 2001. “Subway Spill Sends Jitters Across World.” Journal-Gazette (Fort Wayne, IN). October 10, A. 6.
12. Entous, Adam. 2021. “Are U.S. Officials Under Silent Attack?” The New Yorker, May 24: https://bit.ly/3mihGXL
13. Vergano, Dan. 2021. “A Declassified State Department Report says Microwaves didn’t cause ‘Havana Syndrome.’” BuzzFeed News, September 30: https://bit.ly/3me4XVW
14. Acoustic Signals and Physiological Effects on U.S. Diplomats in Cuba, November 2018. Declassified U.S. Government study, 8.
15. Personal communication with Ken Foster, October 2, 2021.
16. Gilbert, James L. 2012. World War I and the Origins of U.S. Military Intelligence. Lanham, M.D.: Scarecrow, 34.
17. Maxim, Hudson. 1916. Defenseless America. New York: Hearst’s International Library.
18. Walker, J. Bernard. 2015. America Fallen! The Sequel to the European War. New York: Dodd, Mead.
19. Leonard, Arthur R. 2013. War Addresses of Woodrow Wilson with an Introduction and Notes. London: Forgotten Books, 52.
20. Thomas, William I., and Dorothy S. Thomas. 1929. The Child in America (2nd ed.). Alfred A. Knopf. 572.
21. Golden, Tim, and Rotella, Sebastian. 2018. “The Sound and the Fury: Inside the Mystery of the Havana Embassy.” ProPublica, February 14: https://bit.ly/2YdspuN
22. Baloh and Bartholomew, 2020, op cit., 37–38.
23. Evans, Hilary, and Bartholomew, Robert. 2009. The Encyclopedia of Extraordinary Social Behavior. San Antonio, TX: Anomalist Books.

Original artikel: Havana Syndrome Hysteria and the Great Wild Goose Chase (Skeptic.com, Oct 9, 2021)