af Benjamin Radford, oversat og bearbejdet af Willy Wegner.

Titlen på denne artikel er samtidig titlen på et program udsendt af det amerikanske tv-selskab Fox. Artiklen bringes her som et eksempel på den kvalitet, som visse amerikanske producenter fodrer sit publikum med, også selv om anmelderen, Ben Radford, ikke idømmer udsendelsen det "røde kort". Radford omtaler filmen "Alien Autopsy", som også har været præsenteret på dansk tv, så muligvis vil danske seere også blive præsenteret for det her anmeldte program. (O.a.)

Mandag den 28. december 1998 udsendte Fox "World’s Greatest Hoaxes: Secrets Finally Revealed," – verdens største fupnumre: hemmeligheder endelig afsløret. Udsendelsen indgår i en serie med sensationelle afsløringer. Fox selskabet er selvfølgelig berygtet for sine højt skattede men ofte også fladpandede "specials" og serier, hvor de jagter enhver form for paranornmal og pseudovidenskabelig påstand, såvel som intellektuelle overdrivelser såsom Guinness-rekordbogs omtale af verdens største svulst.

Derfor er det forfriskende at se Fox udvise en skeptisk holdning til paranormale emner som the Committee for the Scientific Investigation of Claims of the Paranormal (CSICOP) har beskæftiget sig med i årtier. I denne "special" var formidleren Lance Henrickson, der selv har medvirket i mange paranormale produktioner såsom filmen Omen 2: Damien, og som psykisk detektiv i tv-serien Millennium og en masse B-skrækfilm iøvrigt.

Fox’s sædvanlige stakkevis af overdrivelser, selvmodsigende påstande, og direkte ukorrekte udtalelser var alle med. For eksempel i de første fem minutter, blev den påstand fremsat at "War of the World"-panikken i 1938 var resultatet af et fupnummer. Orson Welles’ mest berømte radioudsendelse var på ingen måde et fupnummer; det var faktisk en panik med efterfølgende massehysteri, men der var ingen intention som at bedrage folk. (1)

Udsendelsen begyndte med en filmstump af en påstået Bigfoot-observation. Først den kendte Patterson film fra 1967, efterfulgt af to andre endnu mere suspekte videooptagelser af andre Bigfoot-lignende væsener. Senere sekvenser viste fotos fra Loch Ness i Skotland, ufo-optagelser fra Billy Meier i Schweiz og – selvfølgelig – filmklippet med obduktionen af et fremmed rumvæsen, (angiveligt fra ufo-styrtet i Roswell i 1947) udsendt i 1995.

Det kræver frækhed fra Fox, og megen endda, at stemple "Alien Autopsy" som et fupnummer idet det var Fox selv der fodrede sit amerikanske publikum med filmen fra første færd. Fox’s egen rolle med at lancere den forfalskede film i deres program "Alien Autopsy: Fact or Fiction?" den 28. august og igen den 3. september 1995 blev bekvemt og glat forbigået.

Så vendte Fox tilbage til sine rødder med to forfalskede klip: Et der viste et søuhyre og et andet med en scene hvor et ufo flyver hen over en by og en strand. De blev vist, udtalte seriens vært, for at vise hvor overbevisende falske videoer kan være. Dette kunne imidlertid have været gjort mere overbevisende, hvis de bedt nogle teenagere om med lave omkostninger at skabe et fupnummer. Vi tror nemlig ikke at nogen var overrasket over, at Fox network, dette multi-million dollar selskab, kunne skabe sådanne "overbevisende" fupnumre.

CSICOP blev ikke nævnt, men mellem de interviewede var skeptikeren Kal Korff. Han talte om Billy Meiers fotos og kommenterede også Patterson-filmen. Korff’s bog "Spaceship of the Pleiades: The Billy Meir Story" blev anmeldt i Marts/April 1996-nummeret af Skeptical Inquirer. Med i programmet var der også en special effects konsulent fra filmen Jurassic Park. Han talte om hvordan videooptagelser og film kan forfalskes ved brug af computer og forskellige andre teknikker.

Programmet efterlod sine seere med det indtryk, at meget af det præsenterede var nyopdaget og undersøgt af sandhedens fortrop: Fox Broadcasting. Dog har læsere af Skeptical Inquirer læst om disse fupnumre for flere år siden. Det berømte "kirurgens foto" fra 1934 (2), af et hoved og en hals i Loch Ness, blev erklæret for svindel i 1994 [SI 18(4), Summer 1994]; nogle af de andre "Nessie"-fotos vist i denne Fox "special" er blevet undersøgt og sat spørgsmålstegn ved i Skeptical Inquirer for femten år siden [SI 9(2), Winter 1984-1985]. Og påstanden om at Billy Meier’s fotos var svindel dukkede op i Skeptical Inquirer for næsten tyve år siden [see SI 4(4), Summer 1980]. Så skeptisk som denne Fox special var, så var selskabet en smule for sent på banen.

Men på trods af flere flops, var udsendelsen generelt set godt lavet, og deres undersøgelse af Patterson Bigfoot-filmen, om end lidt flygtig, det bedste jeg har set. De opsporede også en af skuespillerne i en film der var forløber til "Alien Autopsy", og som berettede hvordan og hvor filmen blev optaget. På vægtskålen må man vist sige, at Fox’s "special" nok hjalp skeptikerne mere end den skadede dem. Også selv om udsendelsen ikke var af samme kaliber som en "special" sendt flere måneder før om snyderi (studievært: Judd Nelson), det var intet mindre end en uvurderlig belæring for seerne. Hvor er det en skam, at skeptiske emner skal pakkes ind som sensationelle paranormale udsendelser for at nå et million-publikum.

Noter:

  1. Der var faktisk tale om et radiohørespil – fiktion! Nylig omtale, læs: "The Martian Panic Sixty Years Later," Skeptical Inquirer 22(6), November/ December 1998)*. Jeg kan af og til spekulere lidt over, om den bølge af amerikanske tv-programmer (hvor en delmængde også rammer de danske seere) der bygger på fiktion, – ligesom Orson Welles’ hørespil -, opfattes som andet og mere end fiktion? Hvor mytedannende kan sådanne udsendelser mon være som inspiration for "nye" påstande om paranormale fænomener?
    Læs oversættelsen her: Mars-panikken for 60 år siden .
  2. Læs tidligere Para-nyt artikel om dette: Uhyrlige bekendelser / af Jens Laigaard

Kilde: SI Digest, 31. december 1998 / Para-nyt 1999 nr. 1.

[*]