af Joe Nickell og Matthew Nisbet, oversat af Willy Wegner.
Spøgelseshistorier har næret den folkelige fantasi siden de tidligste tider. Selv i dagens teknologisk og videnskabeligt avancerede verden, er troen på spøgelser forblevet usvækket. En meningsmåling fra Gallup i 1996 afslørede, at 33% af amerikanerne troede at boliger kunne været hjemsøgte, og 30% troede at spøgelser eller genfærd fra døde personer kan vende tilbage på bestemte steder og i bestemte situationer.
Med så høje procenter er USA blevet et lukrativt marked for påstande om spøgelser. Den måske mest kendte, og i hvert fald den mest markedsførte hjemsøgelsesberetning er den påståede "Amityville horror". I december 1974 flyttede George og Kathy Lutz ind i deres nye hjem i Amityville, New York – et lille samfund på Long Island. 28 dage senere flygtede de fra huset, idet de påstod at de var blevet drevet ud af deres hjem af dæmoniske kræfter. Lidt mere end et år tidligere, i november 1973, havde huset været skueplads for et tragisk familiemord. Ronald Defeo havde dræbt sine forældre, to søstre og to brødre. Ved retssagen påstod Defeo at have hørt stemmer i huset, som beordrede ham til at myrde.(1)
Snart var der en bog klar: The Amityville Horror, med en klar undertitel: En sandfærdig historie. Bogen udkom i 1977 og blev hurtigt trykt i tretten oplag frem til 1978. I juli 1979 blev bogen udgivet som et video-hit, der atter førte til adskillige efterfølgere der stadig er i salg. Men ved film-udgivelsen afslørede familien Lutz’ advokat, William Weber, at hele historien var et fupnummer. "Vi skabte denne rædselshistorie over mange af George Lutz’ flasker vin," fortalte Weber Associated Press. "Vi hyggede os virkelig og skabte noget som folk gerne vil høre om."
Da spøgelseshistorier kan være besnærende for fantasien og store overskrifter, er det klogt at fastholde undersøgelsesmetoder der kan vurdere sådanne påstande rationelt og videnskabeligt. I mere end 25 år med "ghostbusting" har den internationale organisation, the Committee for the Scientific Investigation of Claims of the Paranormal (CSICOP) endnu ikke identificeret et hjemsøgt sted, kun mange psykologiske virkninger der fører til hjemsøgte hjerner.
I nogle tilfælde er fænomenet nærmere en illusion eller misopfattelse. For eksempel i Torontos historiske Mackenzie House. Ud på natten, blev der hørt spøgelsesagtige fodtrin på trapperne af forkellige opsynsmænd til trods for at der ikke var andre i huset på det givne tidspunkt. Undersøgelsen afslørede at lydene kom fra en parallel jerntrappe i bygningen ved siden af, og at de ukendte væsener var de dér ansatte fra et rengøringsfirma.
Et andet almindeligt spøgelsesfænomen er en enkelt, men en stærk form for hallucination. Det kan beskrives ved et andet eksempel fra Mackenzie House, hvor en viceværts hustru vågnede ved at se en man iført frakke – stående ved hende sengekant. I sådanne tilfælde, trods det at vidnets øjne er vidt åbne, kan han eller hun alligevel drømme – en livagtig oplevelse kendt som "vågen drøm".
I forlængelse af sengekant-fantomet, rapporterer nogle vidner at se genfærd – i al sin virkelighed – mens de er helt vågne. Sådanne personer har endog af og til et personligt, husstands-spøgelse eller "famile"-spøgelse, og disse personer kan klassificeres som fantasi-villige personligheder. Disse personer kan også påtage sig identiteter som selvskabte medier eller psykiske begavelser, religiøse visionære eller ofre for ufo-bortførelser.
Og så er der de forsætlige svindelnumre. Poltergeist ("støjende ånd") sager tenderer til at være af denne type. Dette ofte forstyrrende fænomen, såsom genstande der flyver gennem luften, lys der tændes og slukkes, kan spores til en barn i husstanden. Mens parapsykologer generelt tilskriver forstyrrelserne til energi-kræfter knyttet til puberteten, er der i talrige sager afslørende beviser for, at effekterne er overlagte handlinger enten foretaget i vrede eller for at tiltrække sig opmærksomhed.
Suggestionens styrke er den største indflydelse til at sprede spøgelsesberetninger. Et vidne kan måske overbevise en anden om sin historie, et fænomen kendt via den franske udtryk folie a deux eller "folly of two", eller der kan være en effekt med at springe på vognen, ofte med mange involverede personer, en slags indflydelse kaldt psykologisk contagion. For eksempel i sagen om et hjemsøgt hus nær Santa Cruz i Californien, hvor spøgelsesagtige antikviteter blev rapporteret at "formere" sig, opdagede ejeren hvordan "spøgelset" faktisk havde indflydelse på hans ansatte: "Det er alt hvad de taler om," fortalte han til Skeptical Inquirer. Al konversation drejede sig om spøgelseshistorier og genfærd på skift. Det udløste og støttede så yderligere spekulation blandt de ansatte omkring mærkelige hændelser og begivenheder.
Erkendelsen omkring spøgelser har udviklet sig gennem århundreder. Hver historisk periode opfatter et genfærd ud fra tidens egen terminologi og kulturelle baggrund. Under inkvisitionen blev der set sjæle fanget i skærsilden. I den victorianske tid var det iagttagelser af stille, grå kvinder, mens vor tids beretninger indeholder alt lige fra børn omkommet under tragiske omstændigheder til årtusindskiftets dæmoner. Skepsis overfor usædvanlige påstande, som for eksempel spøgelser, har været konstant. Så næste gang du hører tale om et hjemsøgt hus, eller hvis du i et overraskende øjeblik mener at have set et spøgelse, så modstå fristelsen til omgående at tro på det, men fasthold at verificerbare sunde beviser er en betingelse.
Note:
1) Læs Jens Laigaards artikel: Rædslen i Amityville
Kilde: SI Digest, 29. oktober 1998 / Para-nyt 1999 nr. 2.
[*]
[*]
Seneste kommentarer