af Jim Muth, oversat og bearbejdet af Willy Wegner.
Jeg tilstår at jeg er en kyniker. Jeg er kynisk når jeg hører påstande om ETs tilstædeværelse på Jorden. Det kan ikke være anderledes. Jeg er blevet skuffet så mange gange, og jeg er bitter. Gennem mange år har jeg trofast fulgt ufo-nyhederne, ivrigt afventende den dag hvor afgørende beviser ville blive afsløret, den dag hvor skeptikerne ville være nødt til at æde alle deres ord i sig.
Den dag kom aldrig. Og jeg indser nu at en sådan dag efter al sandsynlighed aldrig vil komme. Nu er jeg selv blevet en af disse koldhjertede, morskabsdræbende, rationelt tænkende og nede-på-jorden skeptikere, som jeg engang syntes så lidt om, og alt jeg kan gøre nu er at spørge, hvordan det gik til.
Selv mens jeg skriver disse ord, ser de svage tilbageværende beviser for et virkeligt rumskibsstyrt nær Roswell i 1947 mere og mere tvivlsomt ud. Hele denne hændelse synes nu mere som en velpyntet legende fremfor et faktum. Og dog, til trods for de tvivlsomme beviser, tror mange stadig trofast at et rumfartøj faktisk styrtede ned i New Mexicos ørken for omkring 50 år siden. De forsvarer energisk deres tro, men med den energi hvormed de forsvarer deres tro røber også at disse mennesker drives af deres følelser fremfor deres intellekt. Jeg ved hvordan det føles – på et tidspunkt ræsonerede jeg også omkring ufoer og ETs med mit hjerte i stedet for med min hjerne.
Følelser er stærke sager, så stærke at de af og til afholder folk fra at se de fakta der stirrer dem lige ind i øjnene. Når det drejer sig om ufo-situationen, er de benægtede fakta at – trods det der er mange suggestive beviser for en ET tilstædeværelse på jorden -, så er der absolut igen afgørende beviser. Det ville være spændende, hvis disse mystiske aliens faktisk var her og kunne berette om livet på fremmede kloder og overdrage deres teknologi til os, men så vidt vides er de her ikke.
Til trods for hvad de ET-troende foregiver, er beviserne ikke forenelige med en tilsløret ET-tilstædeværelse på vor planet. Faktisk er beviserne nøjagtig hvad man ville kunne forvente, hvis ET-tilstædeværelsen ikke var andet end en kollektiv fantasi. Virkelige beviser for et virkeligt fænomen er ikke så flygtige. De falder ikke så vedholdende fra hinanden når de undersøges for nøjagtighed. Jeg var blind overfor de faktum fordi jeg så inderligt ønskede at de ikkejordiske besøgende var virkelige.
Jeg spildte mange år i forsøget på at finde smuthuller i fysikkens love, i forsøget på at opfinde måder hvorpå man kunne overkomme rummets enorme afstande og lysets absolutte hastighed, tidsforstyrrelserne ved gænsen for lystes hastighed og den umulige mængde af energi der fordredes for at accelerere et rumfartøj til den hastighed.
Jeg læste enhver utrolig ide jeg kunne finde der beskrev mulighederne for at overvinde disse forhindringer, inklusive op rumhop, tidsspring, parallel-universer og ukendte energikilder. Og jeg læste om hemmeligholdelse og sammensværgelser, og om den verdensomspændende panik der ville blive resultatet, hvis sandheden blev kendt. Gradvist kom jeg til at inse at det hele er spekulation, konstrueret til støtte for tvivlsomme forudsætninger.
Til sidst blev jeg tvunget til at indrømme at tilstædeværelsen af fremmede interstellare fartøjer i Jordens atmosfære er en fantasi. De "grå" og de "blå" og alle de andre er fantasivæsener. Et eller andet solsystem er måske fyldt med ET-trafik, men vores solsystem er ikke. Uanset en races teknologiske udvikling, så er rummet for stort, lyset bevæger sig for langsomt, og ligeså er fysikkens love alt for strenge til at interstellare rejser og kommunikation kan lade sig gøre. Og uden interstellar kommunikation, kan galaktiske civilisationer ikke eksistere.
Det gør mig ked af det når jeg ser at folk i disse nyhedsgrupper [på internettet] stadig forventer at aliens skal står frem i den nærmeste fremtid og bringe en ny gylden tidsalder af velstand til Jorden. Hvad kan jeg sige til disse personer? Jeg holder ikke af at sprede det skuffende skeptiske budskab, men jeg kan ikke andet. Aliens vil ikke stå frem og åbenbare sig, for der findes ingen aliens her. Hvis menneskeheden skal opnår en gylden tidsalder, så skal det være gennem egne bestræbelser. Og indtil nu syntes disse bestræbelser sørgmodigt utilstrækkelige.
Ja, jeg er en skeptiker, og jeg er kynisk, og som sådan kan jeg redeligt kritiseres. Men jeg er skeptiker af nødvendighed, ikke af valg. Jeg har brændt mig for mange gange. Jeg har intet håb om at de ting der tilsyneladende sker rundt omkring i verden – i Belgien, eller Micico City, eller hvor som helst – er af ikke-jordisk oprindelse.
Dog er der et faktisk mysterium der er nødvendigt at løste. Det kan både skeptkere og troende være enige om. Folk fortsætter med at berette om ting på himlen der ikke kan forklares udfra velkendte fænomener. Selv om vi kalder dette for massehalucinationer, står vi stadig tilbage med opgaven at forklare massehallucinationerne.
Måske en bevægelse frem mod at løse dette mysterium kunne gøres. Hvis skeptikere og troende i stedet for at argumentere kunne ignorere deres uenigheder og forene deres kræfter på de områder hvor den er enige. Og så igen, måske hvis vi ophørte med diskussionen, ville vi finde ud af at det er debatten i sig selv der er kilden til det meste af det sjove og selve mysteriet.
Subject: Confessions of a UFO cynic
From: jamth@mindspring.com (Jim Muth)
Date: 1997/02/07
Message-Id: 5dfqi8$t29@camel1.mindspring.com
Newsgroups: sci.skeptic
Kilde: Para-nyt 1999 nr. 6.
[*]
Seneste kommentarer