af Rud Kjems
Som historielærer i folkeskolen opfordrer jeg ofte mine større elever til at besøge folkebiblioteket for at finde supplerende litteratur om de emner, vi arbejder med. Det er sket flere gange, at de er kommet hjem med pseudovidenskabelige bøger, – f.eks. bøger af "eventyrforfatteren" Erich von Däniken. De fleste børn har selvfølgelig ikke tilstrækkeligt overblik og nok viden til at gennemskue sådanne bøger. De føler sig naturligt nok tiltrukket af bøgerne, der jo snart sagt på hver side kan præsentere sensationelle opdagelser og nyfortolkninger. De kan pirre nysgerrigheden og sætte fantasien i sving. Problemet er bare, at børnene som regel ikke ved, hvad det er, de sidder med i hænderne. Bøgerne har de fundet blandt folkebibliotekernes fagbøger side om side med dybt seriøse værker. Børnene lades i stikken, og det er uacceptabelt.
Stonehenge med og uden rumfolk
Jeg tager af og til nogle af tosseteorierne op i historietimerne for at vise, at virkeligheden er langt mere interessant end de fantasifulde idéer, de pseudovidenskabelige forfattere slynger om sig med. De har bl.a hævdet, at Stonehenge er opført at rumvæsener "from outer space". Men det er da ikke spor imponerende! Hvorfor har de med deres enestående teknik ladet sig nøje med et så beskedent byggeri udført i groft tilhuggede sten? Ærlig talt, – det er da skuffende, at rumvæsener, som ubesværet bevæger sig rundt i deres funklende maskiner fra galakse til galakse, ikke har præsteret mere. Og så al den tid, de har brugt på det! Stonehenge er nemlig ikke bygget på en studs, men har gennemgået flere forskellige bygningsfaser over en periode på 2000 år.
Virkeligheden – så tæt som arkæologerne nu kan komme den – er langt mere spændende. Stonehenge er bygget af bønder på Salisbury Plain i Sydengland. De har boet i spredt liggende små landsbyer. Disse relativt få bronzealderbønder løste en kolossal opgave. De største af Stonehenge’s sten hæver sig 7 meter over jorden og vejer mere end 45 tons. Nogle af stenene er hentet mere end 300 km fra Stonehenge. Der er ingen tvivl om, at der ligger religiøse motiver bag rejsningen af det enestående monument, men et nærmere kendskab til disse vil vi desværre aldrig få. Vi vil heller aldrig få kendskab til, hvordan projektet i sin tid blev planlagt og gennemført. Var det et enkelt menneskes idé, som lå bag? Hvad fik "primitive" bønder til gennem generationer at bruge al fritid på at bygge noget så "nytteløst"? Og fritid var der i øvrigt ikke meget af. Arbejdet med dyrene og jorden krævede ikke så lidt, hvis der skulle blive til dagen og vejen. Og bøndernes levealder var kort, 30-40 år. Et menneske på over 50 år var et særsyn.
Eleverne foretrækker faktisk bønderne frem for "de fremmede udefra". Det hænger sandsynligvis sammen med, at de i en vis grad formår at identificere sig med bronzealder-bønderne. De kan forestille sig bøndernes dagligdag og arbejdet med dyrene og jorden. De kan se det for sig takket været det materiale flere generationer af arkæologer har indsamlet. Det er trist, at folkebibliotekerne forplumrer billedet ved at præsentere pseudovidenskab side om side med den ægte vare. Det er en hån mod de videnskabsmænd, der møjsommeligt har samlet puslespillet.
Alle teorier er lige gode!
Når man kritiserer de skøre teorier, så forsvarer tilhængerne af disse dem ved at påstå, at ingen – heller ikke videnskabsmændene – kender sandheden, og at den ene teori derfor kan være lige så god som den anden. Det er naturligvis noget sludder. Der er en række "store spørgsmål", vi aldrig helt vil få svar på: Hvad ligger der bag skabelsen af universet? Hvad er formålet med vores liv her på jorden? Og på en lang række "mindre spørgsmål" vil vi heller aldrig få det fulde svar. Men det siger sig selv, at kvaliteten af de svar, som begrunder sig på årelange videnskabelige studier, har større vægt end de svar, excentriske enkeltpersoner sidder hjemme og nørkler sammen.
De teorier, der kommer ud af sidstnævntes nørklerier, er ofte så indlysende tossede og værdiløse, at det skulle være åbenbart for enhver. Ikke desto mindre har mange voksne læsere ladet sig indfange af dem, – og de er langt fra sinker alle sammen. Der er nok flere grunde hertil. Det beror bl.a. på, at mange mennesker kender alt for lidt til de resultater, videnskaben har arbejdet sig frem til. Det kan synes paradoksalt, for muligheden for at skaffe sig viden om videnskabelige landvindinger har aldrig været større end i dag. Og man behøver såmænd ikke knokle sig gennem svært tilgængelige videnskabelige værker. Snart sagt alle videnskabelige felter er beskrevet i populærvidenskabelige bøger, som kan hjælpe én et godt stykke på vej. Når nogle falder for de skøre teorier, så hænger det utvivlsomt sammen med, at religionen ikke længere spiller den samme rolle som tidligere. Førhen kunne religionen give den famlende og usikre en indre forankring, som gjorde dagligdagen tryggere. Den visnende religiøsitet har skabt et tomrum, hvor de alternative teorier kan boltre sig.
Nogle vil måske mene, at videnskaben så let som at klø sig i nakken vil kunne jorde den slags luftige teorier ved sort på hvidt at dokumentere deres utilstrækkelighed. Det lykkes da også i mange tilfælde, men det preller alligevel af på "de frelste". De har som regel mere tiltro til deres eget hjemmestrikkede verdensbillede end til de resultater, videnskaben kan præstere. Videnskaben bliver virkelig sat på prøve, – især når den præsenteres for "værdier", der hverken kan vejes eller måles. Det kan f.eks. være "energier", som udgår fra krystalsten, oldtidsanlæg mm. Da sådanne "energier" tilsyneladende ikke eksisterer i virkelighedens verden, men kun i ophavsmændenes fantasi, så er der ikke rigtig noget at stille op. Det er jo sin sag at registrere noget, der ikke eksisterer, og mindst lige så svært er det at aflevere et "afgørende modbevis". Videnskaben har det svært i sådanne sager, men det er jo meget belejligt for dem, som udbreder tosseteorierne.
Bibliotekerne bryder loven
Engang fandtes sådanne bøger slet ikke på folkebibliotekerne, men de begyndte at dukke op på hylderne i forbindelse med ufo-halløjet i 60’erne og 70’erne. I starten var ufo-bøgerne udpræget kiosklitteratur, men efterhånden kom de ind i varmen, også på bibliotekerne. Siden er megen anden pseudovidenskabelig litteratur fulgt efter, – bøger om astrologi, talmagi, healing, krystalsten osv. Der er ikke tale om enkelte bøger hist og her på hylderne. Nej omfanget er meget større og sluger en pæn del af indkøbsbudgettet. Bibliotekarerne er udmærket klar over, at bøgerne er useriøse og underlødige, men de undskylder sig med, at presset fra lånerne har gjort det nødvendigt at gå på kompromis med kvaliteten. Jeg finder det skandaløst, at bibliotekerne i den grad lefter for det useriøse. Bibliotekerne finansieres af det offentlige, og så må det være et ubetinget krav, at kvaliteten er i orden. Og tænk på alle de dejlige bøger man kunne have anskaffet, hvis ikke pengene var blevet smidt ud på kiosklitteratur! Og mest alvorligt: svagt funderede lånere – f.eks. børn – lades i stikken.
Folkebibliotekerne blev i sin tid etableret for at også "den jævne mand" kunne berige sig gennem læsning af gode bøger. I starten var det vist kun skønlitterære bøger, men senere kom fagbøgerne med. Der var tale om et gedigent stykke oplysningsarbejde, – ikke bare til gavn for "den jævne mand" men også for folkestyret, som naturligvis ikke fungerer, hvis kun en lille overklasse har adgang til viden og informationer. Jeg er overbevist om, at folkebibliotekerne har spillet en særdeles vigtig rolle i den demokratiske udvikling herhjemme. Det smukke formål har man nu til dels glemt på bibliotekerne, som i større og større omfang indkøber bøger, der fordummer mere end de oplyser.
I folkebibliotekslovens § 1 hedder det: "Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger og andet egnet materiale vederlagsfrit til rådighed." Nøgleordene er altså "oplysning", "uddannelse" og "kulturel aktivitet". Selvom jeg strækker mig langt, kan jeg med min bedste vilje ikke se, hvordan indkøb af bøger, som bygger på overtro og pseudovidenskab, kan leve op til det beskrevne formål. Det er min overbevisning, at bibliotekerne bryder loven ved at købe den slags litteratur. Politikerne i folketinget har i år udtalt sig kritisk i forbindelse med sager, hvor offentlige midler har været brugt på kurser af okkult karakter, – bl.a. astrologikurser. Forhåbentlig vil man på Christiansborg også kikke kritisk på bibliotekernes bogindkøb.
Et forsøg på at få renset ud
Jeg har flere gange klaget til det lokale bibliotek over de underlødige fagbøger, mine elever har kunnet finde på biblioteket. Da det ikke gav nogen effekt, forsøgte jeg i et brev til stadsbibliotekaren at dokumentere mine påstande ved at henvise til én bestemt bog, biblioteket for ikke længe siden har anskaffet. Bogen er skrevet af Jens Sørensen og bærer titlen "Rumfolk her gennem 9300 år". Bogens indhold er skrupskørt og sproget elendigt, – ja mage til floskelfyldt og ubehjælpsomt sprog skal man lede meget længe efter. Som dokumentation medsendte jeg udvalgte citater fra bogen. For at skåne læseren vil jeg her nøjes med at medtage tre af disse. I det første beskriver Jens Sørensen sin "arbejdsmetode", hvorefter han beretter spændende nyt om pyramiderne, og endelig løfter han sløret for en meget spændende lokalitet på Sjælland:
"Jeg har fået fortalt om en pilot fra New Zealand, som flere gange med mellemrum havde set et rumskib stå på havbunden, når han fløj i sin flyvemaskine. Han mente også, at rumskibene havde bestemte ruter/linier omkring vor klode. Tilfældigvis kom han i kontakt med en mand fra Frankrig, som havde samme mening. De arbejdede sammen om sagen, men resultatet kender jeg ikke. I biblen står, at Gud siger: "Jeg har andre får i min fold". Hvor "hvide" de rumfolk er, som kommer her på kloden, er ikke til at sige, men de er sikkert "lysere" end os. Inden læseren kommer til det egentlige stof, skal jeg oplyse, hvordan det hele er blevet til. Det er ikke bare noget, jeg har skrevet, eller noget jeg har fundet på. Det er fremkommet ved et langvarigt og omhyggeligtpenduleringsarbejde, som er afsluttet ved udgangen af september 1987. Nu vil mange stejle og sige: "Ved pendulering – sådan noget pjat, det kan man ikke". Læseren må selv dømme, om stoffet kan være rigtigt – eller det er helt ved siden af – eller måske lidt af hvert? Uanset hvor kritisk en læser måtte være, vil jeg bede denne gennemlæse det hele, for det er et fantastisk materiale og nok med nogle fejl – det tror jeg gerne. Jeg vil være meget glad, hvis de mest kritiske læsere herefter kan forklare mig, hvordan disse oplysninger kan opstå – og så så sammenhængende. Jeg har selv spekuleret meget på det og været kritisk overfor rigtigheden af svarene – for lidt senere at blive grebet af, hvordan det hele passer sammen. Jeg har foretaget over 10.000 penduleringer, som, hvis de læses af andre, ikke blot skal læses – de skal studeres og gennemtænkes, for at man kan se, hvor lidt der skal til for at ødelægge det hele – eller rettere for at se, hvordan det hele passer sammen på en måde, som jeg i min vildeste fantasi ikke kunne drømme om. Ja, selv den dygtigste forfatter, tror jeg ikke kunne tænke sig noget så specielt og enestående."
"Her får jeg en masse fantastiske oplysninger, som jeg, som hidtil, må fortælle efter de detaljer, jeg har fået. I området nord for Bajkit og lige nord for floden Niznaja Tunguska – lidt vestnordvest for byen Ucami – ligger/har ligget et pyramideanlæg tilhørende denne linie og med byggenr. 121. Dette anlæg af pyramider er bygget af de samme rumfolk, som byggede pyramiderne i Ægypten. De samme som byggede alle n-linier og n-centre. Dette anlæg i Sibirien/Sovjet er delvis ødelagt (bombet) af det kommunistiske system, fordi styret frygtede, at et eventuelt udbredt kendskab til anlægget ville styrke befolkningens tro på Gud. Pyramideanlægget ved linie 1-K er en slags laboratorium. Et sted hvor der blev udviklet en slags energi, der blev brugt til ændring af livet på vor klode. Det var Guds vilje, at mennesker og dyr skulle påvirkes i positiv retning gennem denne energi. Deres hjerner blev påvirket, så der opstod en bedre forståelse og dermed en bedre sameksistens end tidligere. En egenskab der fremover ville blive nedarvet. På kloden er der med samme formål bygget i alt 3 pyramideanlæg, et her, et i Ægypten, og et i det nordlige Sydamerika. Denne positive påvirkning af hjerner vil stadig kunne finde sted i de intakte pyramider, men et eventuelt forsøg vil kunne blive negativt, fordi vi ikke forstår at bruge dem. Noget af den samme virkning gælder også for de pyramide-konstruktioner, som folk i dag fremstiller af forskelligt materiale. Fra disse 3 anlæg skete påvirkningen ud i områderne, ved at rumfolket på en måde "neutraliserede" jordboerne, som skulle behandles, og fløj dem til anlæggene, som lå i ret øde egne for ikke at virke skræmmende på flere end nødvendig. Hvis de var lagt i tættere beboede områder, ville der være mange jordboere, som kunne se det, og som ville undre sig over, at "Guderne" blev ved med at komme med "neutraliserede" mennesker til anlæggene. Ikke alle jordboere blev behandlet, men jo tættere de var på anlæggene, jo større var procenten af behandlede jordboere. Det forklarer også sammenhængen mellem de Ægyptiske pyramider, og at, den vestlige verdens "vugge" er landene omkring det østlige Middelhav – og at Jesus blev født i området. Ligeledes er der sammenhæng mellem de sibiriske pyramider og Kina/Østasiens udvikling – og Buddha. Det samme i Sydamerika mellem Incariget og udviklingen deromkring – og en profet, som har levet der. Negrene i Afrika og indianerne i Nordamerika har også modtaget påvirkning, men ikke i den udstrækning, som jordboerne nærmere anlæggene, hvor de fleste over en årrække blev behandlet."
"Resultatet var hver gang nøjagtigt det samme, og vor overraskelse var stor – ligger her virkeligt 3 gulve, som er støbt af rumfolket for mange tusinde år siden? Støbt ligesom de gjorde med pyramiderne? I den første ellipse slog vi et spyd ned 4 steder. Her blev dybderne 86, 83, 90 og 86 cm., så var lyden, som om vi slog imod en større fast plade. I den anden ellipse slog vi spyddet ned 3 steder, og her var dybderne 86, 89 og 80 cm. Det skal bemærkes, at terrænet er lidt små-ujævnt. Nu lignede spyddene næsten en proptrækker, fordi vi gjorde, hvad vi kunne for at slå dem længere ned, end de kom. Vi rettede igen det ene spyd og slog det ned en gang i den tredje ellipse. Resultatet var det samme. Her blev dybden 89 cm. Det ville være spændende, at grave ned og se, om gulvene var der. Men det kunne vi ikke tillade os, uden ejerens tilladelse, og jeg vidste ikke, hvem det var. Tiden var også løbet fra os, og det var koldt, så vi måtte stoppe. Inden vi kørte, skulle jeg lige prøve, om jeg kunne finde centrum i centret. Forbavselsen blev stor. Ja, det var som om det løb koldt ned ad ryggen. Jeg kunne ca. beregne, hvor centrum skulle være. Da jeg kom ca. 1 meter ind i en rugmark, blev mit 110 gram tunge pendul helt ustyrlig. Det drønede rundt oppe i vandret og ligesom prøvede at køre over vandret. Jeg havde virkeligt besvær med at holde det, så det ikke fløj fra mig og ind i rugmarken. Det var en imponerende oplevelse. Vi kørte hjemad og fik en ny overraskelse, men i en helt anden retning. På Slagelse-egnen har jeg nogle venner, som vi kørte ind til. Et øjeblik efter, vi var kommet, blev Brian bevidstløs og blå. (Dengang 3 år). Vi turde ikke vendte på ambulancen, så fruen, som er godt kendt med området, drønede straks til Slagelse Sygehus, hvor Brian omgående kom under behandling. Han blev udskrevet næste dag, og har aldrig haft det sådan siden. Jeg kan ikke lade være at spekulere på, om han har opholdt sig på megen kraftig stråling på Reersø, som det lille væsen ikke kunne tåle – eller om det havde noget med kulden at gøre – måske begge dele?"
Man kan grunde over, hvad Jens Sørensen vil med sine skriverier. Er der tale om en spøg, er det bare fup og fidus, eller mener han det alvorligt? Jens Sørensen må tro og mene akkurat, hvad han har lyst til, og han har selvfølgelig også ret til at give udtryk for sine synspunkter, – men det er mig en gåde, at folkebiblioteket har fundet bogen værdig til en plads i fagbiblioteket blottet som den er for bare noget, der ligner kvalitet.
Stadsbibliotekarens svar lod vente på sig, og da det endelig kom, stod det mig hurtigt klart, at min dokumentation ikke havde virket opmuntrende på ham. Lige ud af posen gav han mig besked om, at han hverken havde tid eller lyst til "den slags opslidende debatter" med mindre byrådet ville pålægge ham det. Han meddelte videre, at biblioteket var nødt til at anskaffe "noget af dette tankespind", for ellers ville en masse mennesker komme rendende og slå bibliotekarerne i hovedet med lovgivningens krav om alsidighed. Jens Sørensens bog vurderede han således: "Jeg har selv haft den i hånden, og umiddelbart er det ikke sådan én, jeg selv bliver fanget af. Faktisk finder jeg den rodet og overspændt. Men jeg agter at lade den blive i bibliotekets samlinger, hvis da ikke byrådet beslutter noget andet i forbindelse med en eventuel forespørgsel."
I disse år bliver der overalt i offentlige institutioner drøftet kvalitet og brugerindflydelse. Det har man sikkert også gjort på mit folkebibliotek, selvom stadsbibliotekaren tilsyneladende ikke er særlig brugerorienteret – i hvert fald ikke når brugeren "blander sig". Det er i øvrigt et udmærket, veldrevet bibliotek med et hjælpsomt personale. Og det er selvfølgelig vigtigt, at denne side af sagen er i orden, og det er da også vigtigt, at lokalerne er indbydende, og at bogsamlingen er velordnet. Men, – al debat vedrørende kvalitet på folkebibliotekerne bør starte med, hvad der står på hylderne. Det er bogen og kvaliteten af denne, som må være udgangspunktet. Det må vi som borgere og brugere af folkebiblioteket gøre bibliotekarerne opmærksomme på. Ellers ender bibliotekerne som en slags supermarkeder, hvor man bekymrer sig mere om afsætningen af varerne end om varernes kvalitet.
Respons: Folkebiblioteker og tosserier
Kilde: Para-nyt 1999 nr. 1
[*]
Seneste kommentarer