Skepticisme er en intellektuel selvforsvarsteknik

af Peter Huston, oversat og bearbejdet af Willy Wegner.

Hvorfor definere skepticisme?

Eller, kaldes dette skøre småtteri skepticisme!

 Hvad er "skepticisme?" Efter at have været involveret i skepticisme i en tid, er dette mere end et abstrakt spørgsmål for mig. Faktisk bruger jeg ret megen tid og flid på "skepticisme", og har gjort det i årevis, så spørgsmålet er ganske nærværende og vigtigt for mig. Da skepticisme er en svagt defineret størrelse, kan det til tider være vanskeligt at forklare andre hvad det er jeg er involveret i og hvorfor jeg bruger dyrebar tid og kræfter på det! Nogle dage kan jeg knapt nok forstå mig selv. Hvad er det jeg håber at opnå gennem denne uklare søgen kaldt skepticisme?

At definere omfanget og indholdet af "ismen" ved navn "skepticisme", vil kun blive mere vigtig efterhånden som selverkendte skeptikere bliver mere selvbevidste. Skepticisme som en organiseret størrelse på lokalt, nationalt og internationalt niveau, synes at være i vækst. Mange læreanstalter har "skeptiske grupper". Og på internettet findes der ikke blot skeptiske web-steder, men også flere skeptiske postlister, en webring for skeptikere og flere skeptiske chat-steder hvor man mødes regelmæssigt. Trods alt dette, er der meget lidt sammenfald i hvad ord som "skeptisk" og "skepticisme" står for. Dette gælder endog for mange af dem der er med i bevægelsen.

Fornylig så jeg en person i en national skeptisk publikation beskrevet som "en kommende skeptiker på vej op". Selv om hun var ganske glad for den beskrivelse, undrede jeg mig over hvad denne frase egentlig betød. En folklorist jeg kender beskriver skeptikere som "et nyopdukket samfund der kæmper for at definere sig selv." Hvis vi accepterer definitionen "en skeptiker" som en der praktiserer og er involveret i skepticisme, står vi stadig tilbage med et nødvendigt behov for at definere og tænke over hvad skepticisme er. For ikke så længe siden var jeg indblandet i en internet diskussion om, hvorvidt skepticisme skulle etablere sig. Før vi effektivt kan etablere os tror jeg at det vil hjælpe at definere etableret skepticisme.

Helt enkelt: hvad betyder det nu at det at "være skeptisk" er blevet en "isme?" Tillægsordet "skeptisk" er nu blevet et navneord, "skepticisme". Når folk forener sig under skepticismens banner, hvad håber de så at opnå? Hvad er "skepticisme?"

For nogle mennesker er skepticisme en måde hvorpå man anskuer paranormale påstande. (Men hvorfor kun paranormale påstande?) For andre er det en bevægelse. (Hvis det er tilfældet, er det så en sociologisk bevægelse, en politisk bevægelse, eller hvilken slags bevægelse er det?)

Andre betragter "skepticisme" som en måde at forsvare samfundet, forskningsverdenen, den vestlige civilisation, selve demokratiet eller en række af andre gode formål. (Heldigvis er der i det mindste nogen der forsøger at forsvare disse ting! Men prøver skepticismen virkelig at forsvare dem, og hvis ja – hvordan og mod hvad?)

For nogle er skepticisme lig med CSICOP, the Committee for the Scientific Investigation of Claims Of the Paranormal, eller måske CSICOP og forskellige lokale grupper eller andre politiske formelt organiserede enheder. (Ja, de begyndte det hele. Det vil jeg give dem æren for! Men repræsenterer de den eneste form for skepticisme?)

For nogle kritikere er skepticismen et middel, hvormed det etablerede søger at undertrykke nye ideer og neutralisere trusler mod den herakisk opbyggede dominans af viden gennem selvvalgte egenmægtige paradigmer. (Ups! Jeg ville hade at blive gjort ansvarlig for alt dette! Nogle af mine bedste venner er trods alt tossehoveder.)

Der er både noget rigtigt og noget forkert i alle disse bemærkninger. Men jeg tror, baseret på mine egne erfaringer, at alle disse definitioner langt fra er perfekte. Efter min opfattelse (og indrømmet er dette foredrag ikke andet og mere end én persons udvidede mening) er mange af disse ideer for store og brede i deres omfang. De forsøger at gøre skepticisme til noget meget større end det er, eller opstille mål der er ganske urealistiske. (F.eks.: redder vi virkelig demokratiet ved at jorde ufo-observationer?) Andre mål, til kontrast, er for små. (Trods det at organisationen er indflydelsesrig, har de fleste skeptikere for eksempel ingen formel tilknytning til CSICOP.) Andre fordømmer alle skeptikere på grund af de fås handlinger. (Jeg har aldrig arbejdet for CIA og har heller aldrig blandet mig i mellemstatslig handel med orgon-energikasser!) Med nogle få undtagelser er imidlertid ordet skepticisme, såvel som skepticismens mål, forblevet udefineret af skeptikere. Dette må nødvendigvis korrigeres.

Godt, men hvad er så skepticisme?

Eller, måske behøver jeg nu ikke være så gnaven når dette særlige tidspunkt i måneden kommer! (Vores skeptiske møder! Hvad ellers?)

Vi, som skeptikere, står tilbage med vores nøgle-fokus udefineret. Hvad jeg vil foreslå er, at skepticisme er (1) en teknik, (2) en måde at evaluere ideer på, og (3) et intellektuelt værktøj. I al sin korthed, skepticisme er en teknik til intellektuelt selvforsvar. Og med andre ord er skepticisme en måde hvorpå folk kan afsøge og forsvare sig selv mod slemme, falske eller potentielt skadelige ideer. Jeg har valgt denne definition med omhu. Og selvom jeg ikke regner med at denne definition vil være den endegyldige etiket på skepticisme, er den brugbar på mange måder.

Hvorfor har vi brug for en "teknik til intellektuelt selvforsvar?" Svaret er enkelt. Vi lever i en informationsalder. Som de fleste af os erkender (især de af os der har adgang til internettet) vil dette let kunne kaldes "misinformationsalderen." Vi befinder os i et område hvor såvel videnskaben, medierne og mellemkulturel udveksling øges med en utrolig hast. Der har ganske enkelt ikke været noget andet tidspunkt i menneskehedens historie, hvor enkeltpersoner er blevet udsat for en sådan konstant og kontinuerlig strøm af nye ideer på generelt niveau. Vi har brug for måder hvorpå vi kan filtrere denne information, så vi vi ikke bruger vor tid og energi på ineffektive, ukorrekte, unøjagtige, fejlrapporterede og endog skadelige ideer. Skepticisme, som nyligt beskrevet, er et sådant redskab til at udskille denne "dårlige information."

Her vil det ikke være nogen dårlig ide kort at gennemgå, i en grov simplificeret form, skepticismens basale ideer. Skepticisme, som en teknik, involverer grundlæggende de følgende værktøjer til at evaluere ideer: Antag at noget er falsk indtil det beviseligt er rigtigt, Brug Occam’s ragekniv, den doktrin der siger, at hvis to forklaringer er mulige, er det sædvanligvis den mest simple der er rigtig. Antag at usædvanlige påstande kræver usædvanlige beviser. Og antag at bevisbyrden ligger hos den person der fremfører ideen.

Som det kan ses, er der en klar vægten på at modbevise ideer eller undlade at acceptere ideer. Dette er en af årsagerne til at jeg omhyggeligt udtaler at "skepticisme er en metode til intellektuel selvforsvar" fremfor noget mere neutralt såsom måske at påstå, at skepticisme er en måde hvormed man vægter ideer. Eftertrykket ligger på det negative, og, det skal det vel også i en selvforsvarsteknik.

Virker disse ideer i 100% af alle tilfælde? Muligvis ikke, nogle ideer egner sig i sig selv ikke til en så klart skåret metode til evaluering. Desuden vil mange mennesker kunne udpege isolerede tilfælde hvor nogle af disse forudsætninger ikke er sande, eller hvor Occams ragekniv ikke slår til i en given sag. Men intet selvforsvarssystem er perfekt, hvad det vel heller ikke kan forventes at være. Men i det store og hele er skepticismen stadig en brugbar teknik til at evaluere og filtrere det skadelige fra.

Jeg vil også hævde, at mange af livets aspekter, inklusive æstetik, følelser, idræt, åndelighed, etik og samværsforhold, heller ikke lader sig underkaste skeptiske analyser. Skepticisme og rationelle analyser kan være en hjælp, men dens brugbarhed indenfor disse områder kan kun benyttes begrænset. (F.eks.: en rationel analyse kan hjælpe en trænet kunstner med mange aspekter omkring skabelse af et maleri. Dette kunne involvere valg af materialer, komposition eller udførelse samt lignende ting, men behovet for at udtrykke sig selv er sjældent baseret alene på fornuft.)

Hvis skepticisme er en teknik og lidt til, hvad er den så ikke?

Hvis vi godtager den positive præmis at skepticisme er en teknik til intellektuel selvforsvar, så må vi også tænke lidt over hvad skepticisme ikke er. Det er en teknik, og lidt til. Jeg vil hævde som så: Skepticisme er ikke en komplet filosofi, skepticisme er ikke en religion, skepticisme lærer os ikke, at mennesker har behov for at være 100% fornuftige, skepticisme er ikke en livsstil.

Jeg gentager at skepticisme, ifølge min mening, ikke er andet eller mere end en metode til intellektuelt selvforsvar, og skeptikere er folk der har undersøgt teknikkerne der former denne metode og værdsætter dem. Da jeg præsenterede en tidligere udgave af denne artikel for Massachusetts afdelingen af New England Skeptics Society, syntes de at være ganske bekendt med hvad jeg mente med ovenstående udtalelser og lo i enighed med dem. Ikke desto mindre vil jeg uddybe disse udtalelser lidt mere.

Skepticisme er hverken en komplet filosofi eller en komplet religion. Selv om den beskæftiger sig med mange vigtige filosofiske spørgsmål, såsom emner om tro og at afgøre virkelighedens natur, er det ikke en komplet filosofi. Grundet sin iboende vægt til at modbevise ting, og iboende negativitet, er det min tro, at folk som søger efter noget at tro på eller til at motivere dem i deres liv, bør kigge udenfor skepticismen og den skeptiske bevægelse. Jeg vil hævde, at de ikke bør afskrive deres skepsis når de gør det, men bringe den med sig. Skepticisme er en vigtig del af at jagte enhver åndelig søgen på en sikker måde. Ikke desto mindre handler skepticisme om mistro og fokuserer på at modbevise ideer. Vil vi finde positive ideer, må vi gå andetsteds.

Skepticisme lærer ikke at folk skal være 100% rationelle. Jeg påstår ikke at være 100% rationel. End ikke at være 90% rationel. (Faktisk mistænker jeg nogle få af mine venner og bekendte vil bedømme at min rationalitet end ikke nærmer sig de 80%.) Hvis jeg var 100% rationel ville jeg være nødt til at holde op med at drikke øl og spise fed mad samt undgå sex hvis det ikke havde reproduktive formål for øje, i stedet læse en god bog og gøre gymnastik. Jeg ville betale min regninger til tiden og kun købe CD’ere og legetøj når jeg havde råd til det. Jeg ville være revisor i stedet for forfatter. Dog, som menneske, har jeg for længst sat mine mål til et langt lavere niveau end de 100% og har aldrig fortrudt det.

Ligeså er sketpticisme ikke en livsstil og kan heller ikke efterstræbes som sådan. Der er mennesker der finder glæde i at banke andre menneskers tro ned. Beklagelig mange af disse er knyttet til skepticismen og nogle har opnået et vist niveau af berømthed. Hvis du ikke desto mindre fokuserer dit samvær med fremmede på at afprøve deres tro for svagheder; hvis du nærmer dig ethvert nyt samvær som en intellektuel søg-og-udryd mission, uden gode manerer vil det ikke lykkes i den sidste ende. Efter mange år indenfor den skeptiske bevægelse mener jeg, at enhver skeptiker bør søge et afbalanceret forhold mellem skepticismen og deres øvrige interesser. Skepticisme kan supplere de øvrige behov, men det hverken kan eller skal ersatte dem. Skepticismen kan være et værdifuldt tilbehør i ethvert liv, men kan ikke, isoleret set, være et helt liv. Yderligere uddybet så sætter jeg mig fra tid til anden og forsøger at evaluere mig selv. For at gøre det må jeg dele mig selv op på forskellige områder. Det plejer at være: sind, krop, følelser eller ånd samt sociale og mellemmenneskelige relationer.

Rationel analyse og underafdelingen, skepticisme, kan være anvendelig indenfor disse områder. Forbindelsen mellem "sind" eller intellektuel beskæftigelse og rationel analyse er tydelig. Med hensyn til "krop" området, så tag et enkelt kig i ethvert muskel- eller fitness-blad, blade der fokuserer på bodybuilding og fitness. Det vil afsløre en overraskende stærk respekt for et videnskabeligt studium blandt redaktionen og læserne. Målrettede mennesker værdsætter skepticisme og rationel analyse som hjælp til at opnå resultater.

I det følelsesmæssige og åndelige område er der stadig brug for skepticisme. Skepticisme kan hjælpe en person til at undgå fælder indenfor den megen New Age svindel, eller gøre en person mere opmærksom på nogle kulters almindelige rekrutteringskneb.

På det sociale og mellemmenneskelige område er der brug for skepticisme og rationel analyse. Du kan eksempelvis lettere fange folk der lyver for dig. Og helt klart kan skepticisme hjælpe dig til at evaluere nogle sociale spørgsmål og samværssager, men disse skal afgøres på en fra sag til sag. Som skeptiker bør man forsøgvis begynde med at se hvordan skepticisme spiller sammen med andre ideer, fremfor at se det som en adskilt søgen.

Hvis skepticisme er så meget og dog så lidt,
hvad skal skeptiske grupper så være offentligt skeptiske overfor?

Eller, hvad er værst? Folkemord på Balkan eller X-Files?

Hvis vi accepterer den præmis at skepticisme er en intellektuel selvforsvarsteknik, og den kendsgerning at folk stifter lokale grupper for at praktisere disse teknikker, tilføj da "skeptisk aktivisme" og at sprede budskabet om, at "skepticisme" er nyttig og god; så må vi tænke lidt over hvor og hvordan vi, medlemmer af sådanne grupper, i praksis skal udføre disse teknikker. (Selvom enkeltpersoner som forsøger at tale om "skeptiske" sager også måtte finder disse ideer nyttige.) Idet skepticismen har en iboende serie af negative teknikker designet til at modbevise ideer, kan dette spørgsmål opsumeres til: hvilke ideer vil vi vælge at angribe?

Traditionelt har skeptikere fokuseret deres kritik på svagt definerede områder af det paranormale samt overnaturlige og pseudovidenskabelige påstande. Selvom jeg vil vende tilbage til disse områder senere, så vil jeg nu foretrække at begynde med grundig kritik. Hvis vi vedkender os at skepticisme er en intellektuel selvforsvarsteknik, så er der intet behov for at fokusere på den slags ideer mere end andre former for ideer. Imidlertid, af forskellige grunde, tror jeg at disse ideer har en særlig plads i skepticismen, noget jeg vil uddybe senere. Men en skeptikergruppe, mener jeg, burde også have nogen bekymring overfor sociale emner og nogle overvejelser omkring aktivisme. En sådan aktivisme bør målrettes omhyggeligt og målene omhyggeligt udvælges.

Lad mig præsentere to eksempler på god målrettet skeptisk aktivisme.

I Colorado har organiserede skeptikere udset sig det særlige mål at se på terapeutisk berørings påstande blandt "mainstream" helbredelsesudøvere. Mange af disse udøvere modtager fortløbende uddannelsesmæssig anerkendelse for terapeutisk berøring, et alternativt helbredssystem der påstår at arbejde gennem manipulering med det menneskelige legemes energifelter. Eksistensen af såvel disse "energifelter" og anvendelsen af terapeutisk berøring bestrides alvorligt af moderne videnskab og medicin.

Det skeptikerne i Colorado spørger om er: "Virker dette som påstået og kan du bevise det?" og "hvis ikke, hvorfor underviser du så i det?" Ved at gøre således bliver der åbnet for mange spørgsmål, og skepticismens teknik bliver godt illustreret og kendt.

Spørgsmålet om terapeutisk berøring griber ind i flere vigtige sammenhænge. Blandt disse er den måde hvorpå en ikke-videnskabeligt bevist teknik er blevet tilfældigt accepteret af nogle helbredere. Nogle mennesker som antager, at terapeutisk berøring og andre "alternative" helbredelsesteknikker har gyldighed blot fordi de accepteres af mange udøvere.

Eric Krieg fra PhACT, the Philadelphia Association for Critical Thinking, er målrettet gået efter finduser med evighedsmaskine (såkaldt "Fri Energi" påstande) hvoraf mange er rettet mod landmænd. Sådanne påstande er helt klart i modstrid med vor viden om tidens fysik og fortjener et nærmere eftersyn. Socialt set lever mange landmænd rent økonomisk på falittens rand. Når en finanscielt desperat landmand investerer en betydelig sum penge i en "evighedsmaskine", og maskinen ikke virker som påstået, er problemet selvindlysende. Det er helt klart et emne en skeptiker bør se på.

På den anden side kan ikke alle tale om dette emne med viden. Krieg er godt rustet for at forstå sådanne påstande da han er el-ingeniør og er vokset op på landet. Med andre ord, han forstår både maskinerne og problemerne de kan forårsage.

En solid sag bør:

• Være selvindlysende vigtig og ikke behøve nogen retfærdiggørelse set med almenhedens øjne.
• Være noget hvor de til rådighed stående skeptikere har evnen til at tale vidende om emnet.
• Være noget hvor de til rådighed stående skeptikere har en chance for at udgøre en forskel.

Hvis en valgt sag imødekommer disse standarder, da kan målet med skeptisk aktivisme opnås – nemlig at udgøre en forskel og få budskabet ud!

Til tider vælger skeptikere nogle sager som de reelt ikke kan imødegå. I sådanne sager bliver de til grin og tager sig fjollet ud, og deres bestræbelser kan risikere at få den modsatte virkning. For at komme med et negativt eksempel, så besluttede fornylig CSICOP, en prominent skeptikergruppe, at udsende en pressemeddelelse hvori de hævdede at The X-Files eventyr science fiction film underminerede folks tro på videnskab og var skadelig for samfundet. Set ud fra ovenstående standarder syntes pressemeddelelsen ikke retfærdiggjort i den brede befolknings øjne. Få lægfolk udenfor skepticismen så The X-Files som en film skadelig for videnskab og videnskabelig uddannelse. Mange lægfolk fandt anklagen humoristisk eller fjollet og, set med deres øjne, dalede CSICOPs troværdighed øjeblikkeligt. Det var ikke noget CSICOP ville kunne vide noget om, idet pressemeddelesen helt tydeligt var skrevet før filmen blev frigivet. Det er ikke sandsynligt at forfatterne til pressemeddelelsen havde set den omtalte film. Endelig opnåede man ikke ret meget med pressemeddelelsen, fordi trods middelmådige anmeldelser, indbragte filmen penge nok til at produceren snart kunne annoncere planerne om en opfølgende film. Det står usikkert for mig, hvad CSICOP håbede at opnå med den pressemeddelelse.

Selv blandt skeptiske web steder og i postlister udtrykte meget få personer enighed eller støtte til meddelelsen, og mange udtalte deres kritik. Mange skeptikere er rent faktisk X-Files fans. Jeg konkluderer, på baggrund af ovennævnte standarder, at CSICOPs fordømmende pressemeddelelse angående X-Files filmen er et eksempel på nøjagtigt den form for aktion skeptikere skal prøve at undgå.

Nogle bedre mål for skeptisk aktivisme kunne have været: Forretningssvindel: Her kunne man inkludere eksempler såsom Pyramidespil hvor simpel matematik indikerer at spillet ultimativt er dømt til fiasko.

Kvaksalveres kræftkure. Vi lever i en tid hvor såkaldt "alternativ medicin" er blevet bredt accepteret. Skelnen mellem de alternative terapier og kvaksalveri tabes ofte på gulvet og mange mennesker efterlades sårbare.

Emner omkring børns beskyttelse/falske beskyldninger. Selvom det er følelsesmæssigt belastende er mængden af pseudovidenskab og mangel på logik indenfor disse områder svære for folk at forestille sig, indtil de begynder at undersøge stadiet af det gældende system for børnebeskyttelse og de menneskers tankegang som arbejder i det.

Der er sandsynligvis ikke noget værre i forhold til et godt offentligt image af skeptikere, end når man ser en selvudnævnt skeptiker åbne munden og fyre forkerte udsagn af om et emne han eller hun ved for lidt om og som ganske få mennesker alligevel bekymrer sig om.

Hvad med paranormale påstande?

Eller, hvem vil du ringe til?

Skeptikere har traditionelt brugt en betydelig tid og en stor mængde energi med fokus på paranormale påstande. Faktisk var interessen for paranormale påstande en af de ting der først ledte min interesse ind i skeptiske baner. Af mange grunde tror jeg at skeptikere burde, i en begrænset og omhyggelig planlagt målestok, fortsætte med det traditionelle studium af paranormale og marginale påstande. Idet kun ganske få paranormale påstande er umiddelbart skadelige, og mit tema i denne artikel er skepticisme som et intellektuel selvforsvarsystem, mener jeg dog at skeptikernes primære skik med undersøgelser af paranormale påstande kan være med til at skabe opmærksomhed og kendskab til skepticismens teknikker. En solid paranormal påstand er vidunderligt skabt til dette.

En god påstand er virkelig noget der kan fange opmærksomheden. Folk er meget interesseret i paranormale påstande. Denne interesse kan og bør udnyttes til at lære evnen til kritisk tænkning

En god påstand er et godt undervisningsredskab. Brugt som sådan kan en god paranormal påstand være en værdifuld hjælp til at nå ud med skeptiske ideer og kritisk tænkning til mange mennesker, der ellers ikke ville udvise nogen interesse for det.

En god påstand er et dramatisk eksempel på skepticisme i aktion. Der er årsager til at eksperter på et område ikke generelt accepterer virkeligheden af paranormale fænomener. Ved at se omhyggeligt på dem, ligger der som regel en rationel forklaring og venter på at blive fundet.

Ikke desto mindre har vi brug for at sætte paranormale påstande i perspektiv. Det er ikke et realistisk mål at antage, at trods hyppige skeptiske analyser af paranormale påstande, vil skepticismen forårsage at folk alle steder vil blive 100% fornuftige. Faktisk er det lidet sandsynligt, at noget enkelt område indenfor de paranormale påstande vil møde deres udslettelse trods ihærdig jagt af skeptikere som tager sigte på områdets individuelle sager. Vi kan i bedste fald rense ud i flokken.

For eksempel har skeptikeren Joe Nickell skrevet en bog (og nogle kortere essays) med meget overbevisende argumenter for at det såkaldte ligklæde fra Torino er et fupnummer. Det er svært at forstå, hvordan nogen som er blevet præsenteret for disse argumenter kan fortsætte med at tro, at ligklædet er det ægte klæde for Kristus forvandlet på mirakuløs vis.

Lad mig citere Abraham Lincoln, "Du kan overbevise hele folket et stykke tid. Og du kan overbevise dele af folket hele tiden. Men du kan ikke overbevise hele folket hele tiden." Dette har skeptikere behov for at lære og acceptere. Vi kan umuligt udrydde alle paranormale påstande overalt, derfor bør dette blive erkendt eller antaget som mål.

For nogen tid siden havde the Inquiring Skeptics of Upper New York (ISUNY), vores lokale skeptikergruppe, besøg af en folklorist der studerede skeptiske grupper udfra en akademisk synsvinkel. "Hvorfor er I ikke lige så dogmatiske som folkene i Buffalo?" spurgte hun. Vi tænkte lidt over det og da nævnte flere folk et bestemt navn. Den nævnte person tror på de fleste paranormale påstande, inklusive ufoer som rumskibe. Han deltager regelmæssigt i ISUNYs møder og har gjort det lige siden vores organisations stiftelse, selvom han faktisk aldrig har betalt kontingent. Vi var ikke helt sikre på hvordan vi skulle trackle ham. (En CSICOP kollega anbefalede faktisk at vi skulle smide ham ud, men vi vidste at det var ikke hvad vi ønskede at gøre.) Nu er der gået flere år og til trods for vores strålende argumenter og vores biblioteks betydelige størrelse, forbliver han stadig upåvirkelig. På den anden side tror jeg at vi besyrelsesmedlemmer i ISUNY langsomt erkender, at hvis vi ikke kunne påvirke denne ene person, hvordan skulle vi så kunne påvirke verden. Det var nødvendigt at finde et nyt formål.

Man kan ikke forvente at udføre undere gennem rationelle alternative forklaringer overfor almindelige paranormale påstande. Livet, og vi mennesker, på godt og ondt, virker ikke på den måde. Så ikke desto mindre, af årsager tidligere nævnt, så skal brugen af de skeptiske værktøjer, forskning og undersøgelse af paranormale påstande fortsat have sin plads indenfor skepticismen.

Slemme paranormale påstande

Eller, øhh…Hvad gør vi nu?

Ovenstående har jeg ofte refereret til "en god paranormal påstand." Det var med overlæg. Der er gode paranormale påstande og der er slemme paranormale påstande. Undgå som skeptiker de slemme paranormale påstande for enhver pris. Hold dig fra dem, ellers kommer du galt afsted.

Lad mig tilbyde et par eksempler på "slemme paranormale påstande."

Den ensomme kvinde
For nogen tid siden blev jeg personligt kontaktet pr. post af en kvinde fra en anden stat. Hun ønskede ved en tilfældighed information fra mig, en moderat kendt skeptiker. Hun hævdede at hun forsøgte at forklare en paranormal hændelse hun havde haft. Jeg var naturligvis nysgerrig og spurgte efter detaljer.

For at gøre en lang historie kort: Grundet helbredsproblemer, havde denne kvinde i 50’erne ikke haft et romantisk forhold i snart tyve år. Hun levede åbenbart alene. Hun havde udviklet den tro, at hun og en anden person var "sjælepartnere" og havde kendt hinanden i et tidligere liv. Lige meget hvor hun vendte sig hen blev hun mindet om denne mand og hun så disse erindringer som betydningsfulde hændelser. Hun beskrev dem som "psykisk parallelisme og meget mere end bare en tilfældighed." Hun havde haft drømme om ham og troede at disse drømme kunne reflektere hændelser de havde haft sammen i et tidligere liv. Der var også andre hændelser. En åbenbar forklaring er tydeligvis en besættelse forårsaget af ensomhed grundet i hendes tragiske omstændigheder. Da jeg, så taktfuldt som muligt, foreslog at det var en tilfældighed og at hun måske ville få det bedre hvis hun holdt op med at tænke på ham som en "sjælepartner" svarede hun, at der var alt for mange ting der mindede hende om denne mand, så det kunne ikke være noget tilfælde og at han måtte være hendes "sjælepartner". Hun konkluderede at videnskab og fornuft ikke kunne tilbyde hende en forklaring, og at hun nu måtte henvende sig andetsteds.(Til oplysing: hun havde ikke gjort forsøg på at møde personen, afviste at identificere ham, men hævdede at han befandt sig geografisk fjernt fra hende. Jeg har en mistanke om at det må have været en eller anden berømthed.)

Klart nok ville der ikke være noget vundet ved at forfølge denne gribende påstand yderligere, eller ved at angribe denne kvindes tro gennem yderligere brevveksling.

Den mentalt syge
Gennem nogen tid har jeg modtaget breve fra en mentalt syg patient som tror han kan forme såvel tid som rum med "sit sinds inspirerende kræfter". Han ønsker at få disse kræfter afprøvet. Han kan imidlertid ikke nøjagtigt specificere hvad han kan gøre og afviser at svare på spørgsmål om dette på en entydig måde, som ville gøre det muligt at teste de påståede evner videnskabeligt. Jeg er blevet fortalt, at dette er almindeligt blandt mentalt syge personer som finder stor tryghed i et illusorisk system der involverer store men skjulte kræfter. Fremfor at se det truende, lader de ofte illusionernes affødte "kræfter" forblive slørede og hinsides forståelse for mere dødelige som jeg selv.

Hvorfor ofrede jeg dem opmærksom i det hele taget? Jeg gjorde den fejl at foreslå at han måtte stå sig bedre ved at få sine "kræfter" testet, hvis det han ønskede med sine breve, var at levere et bevis for en ren attest med hensyn til hans mentale helbred. Min intention med dette forslag var at få en tydligt syg mand i behandling. I stedet fik jeg mig en ny penneven der, som forespurgt, viste en "ren" helbredsattest fra hans psykiater og terapeut der hævdede, at han havde været under deres behandling i adskillige år og at det fandt det acceptabelt for ham "at forfølge sin interesse for det paranormale."

Jeg havde hørt lignende historier fra andre skeptiske grupper, især de australske skeptikere. Undgå mentalt syge personer som subjekter for paranormale påstande! Der er intet at opnå ud over flovhed!

Begge disse "slemme påstande" involverer mennesker med klare problemer. Det er relativt almindeligt for folk med problemer at udvikle illusoriske tankemønstre og opsøge skeptikere. Hvis dette sker for dig, så tag en moden beslutning – gem dig eller forlad byen!

Når man har at gøre med folk der har problemer og illusorisk tro, er der flere meget virkelige risici du kan tage. Du kan dem overliste din egen viden. Det er meget fristende at stille en mulig diagnose på psykiatriske problemer eller påstande med "fantasifuldhed." Sjældent, om nogenside, har skeptikere adgang til den slags information eller en uddannelse, der kan gøre dette velinformeret.

Du kan blive sagsøgt. Hvis du kalder en nød for en nød, en tosse for en tosse eller en skizofren for skizofren, så vil sagførerer komme efter dig, medmindre du kan dokumentere din påstand!

Du kan let komme til at ligne en åndelig voldsmand. Hvorfor kalde en tosse for en tosse hvis det er tydeligt at han opførerer sig som en? Desuden, generelt set, er det ikke dit problem hvis andre opfører sig tosset. At hakke på folks problemer er sjældent beundret, også selv om skeptikere gør det for at bevise at manden det drejer sig om i virkeligheden ikke er et væsen fra Jupiter (eller noget andet sted, for den sags skyld!)

 Mange paranormale påstande involverer direkte personer med meget virkelige problemer. Hak ikke på dem. Det er dårlig karma. Bare smil og husk at (a) livet er af og til hårdt for os alle og (b) i nogle kulturer er de mentalt syge værdsat som en velsignelse fra guderne. Forestil dig selv som medlem af en af disse kulturer. Ikke desto mindre, de mentalt syge og de følelsesmæssigt forstyrrede er ikke en velsignelse for skeptikere og skeptiske grupper. De er en sikker kan-ikke-vindes situation. Undgå sådanne situationer. Forsøg at holde afstand til konfuse eller syge folk der tror at de besidder kræfter der overgår vor fatteevne. Du vil være glad for at du gjorde det. (De kan, trods alt, tænke dig lang ud på Herrens mark.) Smil. Det er et godt liv.

Og husk nu, som jeg tidligere har argumenteret, at du kan ikke og bør ikke forsøge at forklare alle paranormale påstande, det er i orden at være selektiv. Men hvis du er under pres og føler dig tvunget til at komme med en forklaring om en person med problemer og deres sære påstande, så husk denne linje fra Carl Sagan. Memorér den og gentag den når det er nødvendigt: "Det er klart at noget sker. Og det er fascinerende. Men spørgsmålet vi skal stille er, sker det i det ydre rum (eller den ydre verden) eller foregår det i det indre rum (eller den indre verden)?" Smil derefter vidende. Fortsæt ikke med din forklaring. Bare smil og nik som besidder du en tung, alt vidende visdom. Nævn aldrig nogen specifik mental sygdom. Lad være med at sige noget om "Fantasy Prone Personality Assessment Scale Decoder ring". Smil, nik, se klog og medfølende ud. Gå hjem og ønsk dig selv tillykke med et vel udført job.

Vær venlig overfor disse mennesker. Selv Sagan hørte trods alt stemmer fra de døde. Vi bliver alle sære af og til.

Nogle skjulte fortrin

Eller, "Mener du at jeg virkelig ikke behøver at påstå at jeg frelser verden?!"

I dette foredrag har jeg tilbudt et enkelt perspektiv på skepticisme. Mit primære forslag er at vi holder op med at tænke på skepticisme som en filosofi og i stedet behandler den som en teknik med begrænset anvendelighed og omfang. Mere specifikt foreslår jeg at vi ser skepticisme som en intellektuel forsvarsteknik.

Det er mit håb at vi forsøger at gøre tingen på den måde, så bliver skepticismen strømlinet og simplificeret på flere måder. For nuværende synes det som skepticismen ofte gaber over mere end der kan tygges; og omvendt – af og til ligner skepticisme en gang ruskomsnusk af små stumper og stykker fra forskellige filosofier, doktriner og videnskaber.

Et af mine omdrejningspunkter er at vi nedtoner forskning i paranormale påstande som et alt-eller-intet for skepticismen. Det er måske kontroversielt. Men for det første føler jeg at det allerede sker, så hvad jeg foreslår er ganske enkelt at vi erkender det og bekendtgør det. For det andet synes der ofte at være en stor usikkerhed blandt nogle fremtrædende skeptikere omkring det at være involveret i skepticisme. Somme tider ser det ud som om, at der fremsættes påstande som faktisk fastslår at menneskeheden fremtid er i fare og kan kun reddes hvis vi foretager en systematisk "slagtning" af alle hjemsøgte huse eller ufo-observationer. Et af mine håb er, at hvis anbefalingerne i mit foredrag følges, da vil noget af denne tydelige usikkerhed og storslåede retfærdiggørelse blive reduceret.

Hvis vi erkender skepticismens begrænsninger, ser den som en teknik og ikke en filosofi, da kan vi forhåbentlig være i stand til lettere at give husly for forskellige filosofiske synspunkter. Skepticisme som en "isme" står i gæld til mange filosoffers værker. Desværre ser det med tiden ud til at disse filosofier bliver bragt ind i skeptiske diskussioner hvadenten de er relevante eller ej. Hvorfor kan skeptikere ikke tillade sig at udvikle deres personlige filosofier på en anden og naturlig måde? Hvorfor er der i det hele taget brug for en filosofi hvis det vi praktiserer er en intellektuel selvforsvarsteknik? En af de underliggende stridigheder indenfor den skeptiske bevægelse er netop hvor folosofisk denne bevægelse intenderede at være.

Et andet underliggende stridspunkt indenfor skepticismen er striden om hvad vi retter skepticismen mod? Der ligger en ambivalens i dette i skeptiske publikationer. Nogle lader forstå at skepticisme og kritisk tænkning bør praktiseres af alle mennesker. Andre synes at se skepticisme primært som et middel med hvilket en omhyggelig udvalgt elite nedfælder visdom til masserne. Jeg er helt klart advokat for en populistisk tilgang til kritisk tænkning. Jeg tror at hvis vi ser skepticismen som en teknik til intellektuelt selvforsvar, da har vi en forpligtigelse til at forsøge at vise værdien af disse teknikker til den brede befolkning.

The WHY-Files. Udgiver: Inquiring Skeptics of Upper New York (ISUNY), 8 Providence Street, Albany, NY 12203, USA .
Peter Huston’s work appears regularly in the Skeptical Inquirer and Skeptic. He is the author of two books, most recently "Scams from the Great Beyond" by Paladin Press, Boulder, CO.

Kilde: The WHY-Files 1998 no. 10 & 1999 no 1-3 / Para-nyt 1999 nr. 3.

[*]