Fod på alternativ behandling

Anmeldelse
af Claus Larsen

Det er sandelig ikke hver dag, at der udkommer en bog, der forholder sig kritisk til alternativ behandling. Der er langt bedre salg i overtro, hvad enten det er bøger eller, som bogen her dokumenterer, behandling af syge danskere. Men Jens Laigaards bog om alternativ behandling er en kærkommen og yderst nødvendig kritisk bog om den alternative behandlingsverden.

Bogen fokuserer på en af danskernes foretrukne former for alternativ behandling, zoneterapi, men tager også afstikkere til relaterede former for alternativ behandling, såsom reiki, homøopati, healing, metasundhed og irisanalyse. Læseren får i det hele taget en bred indføring i forskellige former for alternativ behandling, hvor der hurtigt tegner sig et mønster af misforståelser, ønsketænkning og pseudovidenskab. Mest morsomt er nok, at den ”gamle” visdom for det meste viser sig at være temmelig ny. Ny vin på gamle flasker.

Zoneterapi gennemgås grundigt, både historisk, behandlings- og forsøgsmæssigt. Og jeg advarer gerne, endda med lyst hjerte: Hvis man synes, at zoneterapi lyder plausibelt, vil denne opfattelse være smadret efter at have læst bogen. Akupunktur får også en tur gennem den kritiske mølle.

Det alternative marked er stort set ureguleret, det eneste man som forbruger – og patient – kan håbe på, er et vist niveau af uddannelse af sin alternative behandler. Evidensen for, at selve behandlingen virker, er ikke-eksisterende, ja, faktisk irrelevant.

Bogen skærer det ud i pap, hvorfor dette er tilfældet. De alternative behandlere er udmærket klar over, at undersøgelse efter undersøgelse har påvist med videnskabelig klarhed, at evidensen mangler. Derfor søger behandlerne at omgå de skrappe krav til videnskabelighed ved at postulere, at naturlovene ikke virker i det alternative univers, samtidig med, at behandlerne ønsker at komme ind i varmen på hospitalerne. Indtil videre har hospitalerne formået at stå imod presset, men bogen tegner et levende billede af, at kampen bestemt ikke er ovre. Et evidensbaseret sundhedsvæsen er under konstant pres fra overtroens verden.

Interessant nok har den udbredte brug af alternativ behandling ikke den samme popularitet ligeligt på tværs af partigrænser. Bogen lader ingen i tvivl om, hvor det politiske pres for at få indført overtro i sundhedsvæsenet primært kan findes: De politiske yderfløje, Dansk Folkeparti og venstrefløjen, samt, ikke overraskende, Alternativet, med partiets fokus på alternative måder at anskue verden på. Overtro trives bedst i miljøer langt fra alfarvej.

Skamstøtten hedder ViFAB, og blev fra politisk hold oprettet med det formål at indsamle viden og forske i alternative behandlinger. I de 12 år, hvor centret eksisterede, brugtes 28,5 mio. kroner, knap 19 til forskningsprojekter. 35 projekter undersøgte behandlingseffekt, men kun 14 rapporterede tilbage. Fem af de 14 undersøgte behandling, der ikke inddrog overtroiske forestillinger. Af de ni resterende blev kun seks udgivet i et videnskabeligt tidsskrift. Kun et af disse seks viste, at behandlingen ikke havde nogen effekt, de fem andre havde for få forsøgspersoner eller for stort frafald af samme.

Alligevel har denne dundrende fiasko ikke fået politikerne på bedre tanker. Derfor har vi i dag RAB-ordningen, der udelukkende virker som en blåstempling af uddannelse. Om uddannelsen er virkelighedsbaseret eller om behandlingsformerne rent faktisk virker, anses ikke for relevant. Fra politisk hold vil man gerne indføre nye behandlingsformer, der mangler videnskabelig evidens, men de samme politikere har ikke den store lyst til at indføre tilsvarende kontrol med virkning eller blot klagemuligheder over fejlslagen behandling. Resultatet er tydeligt, nogle politikere er til fals for populisme og/eller anti-kapitalistiske paroler, men har intet øje for, at borgerne – patienterne – også skal sikres. Der er stemmer i overtro, dog uden medfølgende ansvar, hvilket er et klart demokratisk problem.

Bogen bruger morsomt nok patient-anekdoter som eksempler på både succeser og fiaskoer. Anekdoter, ofte anonyme og uverificerbare, er de alternative behandleres eneste måde at ”dokumentere” en virkning, men er også samtidig ansvarsforflygtigelse. Behandlerne må ikke selv hævde, at de kan kurere patienterne, men der er ingen lov, der forbyder dem at smække historier fra patienterne på deres hjemmesider. Men hvis de positive anekdoter anses for overbevisende, så må de negative jo tilsvarende have en omvendt effekt. Eller hur, kære alternative behandlere?

Overtro er måske nok alternativ, men det er priserne for behandling sandelig ikke. Bogen giver eksempler på priser, der på forhånd udelukker kontanthjælpsmodtagere og andre pekuniært udfordrede. Til gengæld har alternativ behandling gode forhold hos private virksomheder, især de store, hæderkronede, som LEGO, Telecom, Dandy, Danfoss og SAS Cargo, godt hjulpet af sygeforsikringen ”danmark”s tilskud til zoneterapi.

Kapitel 5 bør fremhæves, fordi læseren bibringes en forståelse af nødvendigheden af en naturvidenskabelig tilgang til sygdomsbehandling. Fortidige mistolkninger af naturen resulterede i en grusom – og unødvendig – død for et utal af ofre. De klassiske eksempler med Hamilton og Semmelweis, der hver især opdagede, at man skulle eksperimentere sig frem til virkeligheden, i stedet for at forlade sig på tradition, står knivskarpt. Nødvendigheden af blindede eksperimenter, helst dobbeltblindede, med efterfølgende fagfællebedømte studier udgivet i respektable videnskabelige journaler, understreges på kraftigste vis. Placebo-effekten gennemgås meget grundigt, hvilket er nødvendigt, da bogen også dokumenterer, at selv højtuddannede læger kan misforstå fænomenet. Problemet med placebo er særlig relevant indenfor alternativ behandling, da langt de fleste former ikke tager højde for fænomenet.

Perverst morsomt er også kapitel 6, hvor ”vatparagraffen” tages under ukærlig behandling. ”Vatparagraffen” er forfatterens beskrivelse af de alternative behandleres tilgang til evidens, i forbindelse med en høring på Christiansborg den 19. marts 2002, med Teknologirådet som arrangør. Anledningen var på forespørgsel af Folketingets Sundhedsudvalg. Den alternative verdens tilgang til deres fag kunne koges ned til følgende:

“Alternativ behandling virker, men det er umuligt at bevise ved videnskabelige forsøg.”

Behandlerne forsøgte, og forsøger stadig, at omgå kravet om videnskabelig evidens, ved at ønske optagelse i den videnskabelige verden, men uden at underkaste sig kravet om empirisk evidens. Ja, der nævnes navne på både politikere og sundhedspersonale, og ja, det er nødvendigt, for de pågældende fortjener at udstilles for deres dårskab.

Bogens måske stærkeste budskab er, at alt, hvad den alternative behandlingsverden kan tilbyde, er, at patienterne ”får det bedre”, men at de ikke kureres for noget som helst. Behandlerne sælger i virkeligheden kun velvære, nærvær og omsorg, kvaliteter, der nok findes et behov for, men ikke hører hjemme under sygdomsbehandling.

Bogen afsluttes med en løftet pegefinger: Hvis vi vil forblive et rigt velfærdssamfund, så skal vi basere det på videnskab i stedet for overtro. Det er et budskab, der kun fortjener den største udbredelse. Bogen anbefales derfor på det stærkeste til alle, der har fået behandling hos de alternative eller overvejer at få det. Og så alle politikere.

Bogen kan købes hos forlaget.